Jeg har i længere tid ikke fået skrevet noget, så for at komme i gang igen, vil jeg begynde på at skrive flere “klassiske” blogindlæg. I stedet for lange artikler med fodnoter og henvisninger, vil jeg blot skrive kortere om emner, der har min øjeblikkelige interesse. Det er mest for min egen skyld, men forhåbentligt kan det også være interessant for den tilfældige internaut, der måtte forvilde sig ind på min blog.
I aften vil jeg blot skrive kort om mit første indtryk af Jacques Barzuns From Dawn to Decadence. 1500 to the Present: 500 Years of Western Cultural Life. Først udgivet i år 2000 er det et ambitiøst værk, der forsøger at opsummere de sidste 500 års kulturhistorie. Kulturhistorie er det ord, Barzun selv bruger, men det er måske lidt misvisende. Det er ikke så meget denne eller hin kunstretning eller litteratur eller omgangsform, og hvordan de ændrede sig og blev afløst af andre, der er Barzuns ærinde, men de grundlæggende ideer og overbevisninger, der motiverede, skabte og revolutionerede den europæiske civilisation. Det er det europæiske verdenssyns, Weltanschauungs, historie. Da det netop er ideer og verdenssyn, der er den grundlæggende drivkraft i historien som i menneskers almindelige liv, har jeg høje forventninger til Barzuns værk: det er selve kernen, det væsentligste i historien, han forsøger at drage frem.
Dawn to Decadence – en skitse
Barzuns valg af de sidste 500 år forekommer mig rigtigt. Hvad end man må mene om middelalderen, så sker der afgørende ændringer i den europæiske tankeverden, ændringer der udgør om ikke et totalt brud med det foregående, så dog en markant ændring i retning. Bogen er inddelt i fire dele, hver del med fokus på en bestemt “tidsalder”. I den første del er det den religiøse revolution, der er i centrum: den protestantiske revolution, der permanent splittede Europa. Del to handler om individets status og samfundet/statens regering, del tre om sociale og økonomiske forhold. Del fire, der bringer os frem til moderne tider, er det blandede resultat af alle disse anstrengelser, med Barzuns egne ord.
Barzun identificerer i prologen to temaer eller strømninger, der går igennem hele perioden. Den ene er frigørelse (emancipation). Igen og igen, hævder han, ser vi et ønske om eller en kamp for frigørelse indtage scenen. Protestanterne ønsker emancipation fra Kirkens snærende bånd, de livegne fra jorddrotterne, impressionister fra en kvælende kunstnerisk ortodoksi osv. Eksemplerne er mine, men Barzun er i hvert fald enig i det første.
Det andet tema er primitivisme: tilbage til rødderne, en fjern og ren oldtid, hvor senere tiders fejl og misbrug var ukendte. Igen er protestanterne et godt eksempel, som Barzun selv drager frem, Rousseau er måske et andet, kommunisterne et tredje. Disse temaer er meget overordnede, men det er netop nødvendigt i et værk af denne karakter. Modsatrettede tankeretninger kan således grupperes under det samme tema, men det betyder ikke, at Barzuns opdeling er forkert. Vi kan f. eks. se både liberalisme og socialisme som motiveret af ønsket om emancipation – men hvor de liberale ønskede frigørelse fra statens indgreb i og regulering af samfundet, så dette kunne udvikle sig frit efter de naturlige love, der bestemmer økonomiske og sociale forhold, så ønskede socialisterne at frigøre sig fra netop naturen. De liberale gjorde oprør mod en uretfærdig samfundsorden; socialisterne mod naturens orden. Begge er former for frigørelse, men forskellige som nat og dag.
Hvad Barzun skriver om dette, ved jeg ikke endnu. I det følgende vil jeg blot kort kommentere, de første kapitler om religion, som er alt hvad jeg indtil videre har læst. Skønt jeg er enig i hans grundlæggende skema og i at se noget virkeligt revolutionært i det protestantiske jordskælv, så er jeg nu også en smule skuffet. Dette gælder især hans fremstilling af den katolske Kirke – det er ikke blot fordi, jeg som katolik har en særlig forkærlighed for Kirken og ikke ønsker at se den angrebet: det er simpelthen fordi, Barzun gentagne gange har misforstået og fremstillet Kirken forkert. Hvorvidt det samme gør sig gældende for lutheranerne og kalvinisterne, vil jeg lade andre om at bedømme.
Kirken og dens Lære
I hans beskrivelse af protestanternes nye ideer bruger Barzun en del tid på prædestination. Dette er naturligvis forventeligt, når denne lære indtog en så stor plads for reformatorerne, men han begår to fejl i den forbindelse. Den første er, at han fremstiller det som, prædestination var en ny ide. Det er naturligvis forkert; prædestination var og er et katolsk dogme, det nye i reformationen var en anden forståelse af prædestination, bygget på en nyfortolkning af kirkefædrene (især skt. Augustin) og Bibelen og imod Kirkens “retsorden”. Med andre ord, Barzuns frigørelse og primitivisme i skøn forening.
Reformatorernes synspunkter vil jeg ikke gå i detaljer med. Den katolske position var (og er) at fastholde to på overfladen modstridende dogmer: prædestination og viljens frihed. Prædestination følger nødvendigvis af Guds væsen: hvis han er alvidende ved han nødvendigvis også, hvem der er frelst og hvem ikke. Viljens frihed betyder, at vi ikke er tvungne til visse handlemåder, hverken synd eller gode gerninger. Menneskets natur er skadet af arvesynd, men ikke komplet ødelagt – vi kan tage imod Guds nåde og handle derefter. Reformatorerne havde generelt et noget mere dystert blik på menneskets frihed og formåen.
Den anden fejl er filosofisk og ikke teologisk. For at forklare prædestination udlægger vor forfatter det som en form for determinisme, ganske lig den, vi ser i videnskaben (s. 29-30). Fordi vi kan se årsagskæder, der fører til begivenheder i verden omkring os og også i det enkelte menneske, så er alt determineret af disse årsagssammenhænge. Nuvel, det følger bare ikke: det er korrekt (mener jeg) at alt, inklusive det enkelte menneskes handlinger, er determineret, dvs. alt kan forklares som virkning eller effekt af en årsag. Det betyder blot ikke, at menneskelige handlinger er determineret af ydre årsager: der er et virkefelt, i hvilket mennesket selv er årsag, selv “determinerer” sine handlinger. Dette er forklaret i detaljer i Hülsmanns “Facts and Counterfactuals in Economic Law”, og i megen filosofisk litteratur. At Gud ved, hvad vi frit vil gøre, er kernen i den katolske lære om prædestination. Det betyder ikke, at vi er tvunget til en given handling, og det betyder absolut ikke, at nogle er forudbestemte til helvede. Det står enhver frit for at acceptere Guds nåde.
(Jeg har muligvis her misforstået Barzun: han er ikke fortaler for determinisme, men bruger bare ideen om videnskabelig determinisme til at forklare ideen om prædestination. Det er muligvis passende for kalvinisme, men er misvisende, når det kommer til Kirkens lære).
Min anden kritik er, at hans fremstilling af katolsk liv forekommer mig meget… kedeligt. Som om det blot var en tom rutine, eller kun drevet af frygt for helvede. Barzun for det nogle steder til at lyde som om, man kunne købe sig fri af synd af paven (s. 5, hvor han også citerer en af Luthers teser. Om Luther virkelig troede, dette var Kirkens lære, ved jeg ikke. Måske var det blot retorik: bland de nye teser med alment accepterede sandheder, som de angiveligt er afledt af eller i familie med. Barzun selv understreger, at kun nogle (ca. 40) af Luthers 95 teser blev fordømt.) Dette er naturligvis forkert: Gud alene kan tilgive synd, hvilket er formålet med skriftemålet. Denne tilgivelse er også betingelsesløst, den afhænger ikke af, om man forretter den af præsten pålagte bod. Derudover er det som sagt mærkeligt at fremstille den katolske verden som noget så kedeligt. Festdage og processioner, korstog og pilgrimsfærd til fjerne lande – det er netop protestantismen, der er kedelig til sammenligning: for katolikkerne var verden et eventyr, netop fordi ens egne handlinger betød noget, netop fordi, Jesus giver hver enkelte nåde og kraft til at udrette noget godt i denne verden.
Det er ikke kun skidt
Der er også meget godt i disse første kapitler. Beskrivelsen af f. eks. Erasmus fandt jeg interessant, og hele opbruddet, hvor alting så at sige bliver “flydende” i store dele af Europa nord for alperne er også godt beskrevet. Jeg mener ikke, Barzun helt rammer med fremlæggelsen af Koncilet i Trent (bibelsk “literalisme” var altid katolsk tro, og Trent passer for mig ikke som udtryk for primitivisme), men han har ret, når han fremhæver protestanternes indflydelse på Galileo-affæren: netop fordi, man fra Kirkens side var ekstra påpasselig med at værne om Bibelen, blev det nødvendigt at forbyde meninger, der kunne ses som i modstrid med bibelske sandheder. At Galileo i øvrigt ikke havde gode argumenter for sin sag, hjalp ham nok heller ikke. Men Modreformationen er beskrevet godt, som Barzun siger, det var den eneste virkelige religiøse reform i det 16. århundrede.
Jeg blev også positivt overrasket, da Weber tesen fik et velfortjent lag tæsk (s. 36-8). Den velkendte påstand, at den protestantiske etik førte til moderne kapitalisme, er der meget lidt substans i. Det er f. eks. et problem for den, at der var kapitalisme før protestantisme, i Nederlandene og Italien og tidligere endda i middelalderen (se f. eks. Jean Gimpel, The Medieval Machine: The Industrial Revolution of the Middle Ages), og Barzun opsummerer fint argumentet mod Weber-tesen på ca. 1,5 side.
Alt i alt er det indtil videre en spændende og interessant bog, på trods af disse irritationsmomenter. Når jeg har læst mere, vil jeg (måske) vende tilbage med mere kritik.