I tirsdags offentliggjorde De Økonomiske Råd deres forårsrapport, og min ven Uffe henledte min opmærksomhed på deres noget sælsomme argumenter. Vismændene frarådede en lettelse af brændstofafgifter, men deres tankegang udviste en markant mangel på økonomiske viden. Rådet er ellers til for at give en videnskabelig begrundelse for den ønskede politik, men det fejler komplet på dette punkt. For at sikre mig, at det ikke var en journalistisk stramning, læste jeg både Rådets pressemeddelelse og forårsrapporten.
Vismændene under Carl-Johan Dalgaard fraråder afgiftslettelser, fordi det vil få efterspørgslen til at stige i en situation med olie-knaphed; det vil forstyrre prissignalet; det vil undergrave samfundets resiliens; og det er ikke hensigtsmæssigt at øge samfundets efterspørgsel under en højkonjunktur. Holder deres argumenter?
Om knaphed og efterspørgsel
Det grundlæggende argument om efterspørgsel kan umiddelbart lyde plausibelt, men det forvirrer basale økonomiske begreber. De danske brændstofafgifter fungerer de facto som en told på olieprodukter. Disse handles på verdensmarkedet til markedspris, og udbuddet til det danske marked bliver sænket indtil prisen på det danske marked dækker verdensmarkedsprisen plus afgiften. Om raffinaderiet, der producerer benzin og så videre lægger i Danmark og køber råolie på verdensmarkedet, eller om det færdige produkt bliver importeret, er underordnet. Den danske pris vil i sidste ende afspejle verdensmarkedsprisen plus afgiften.
Det betyder naturligvis, at når afgiften bliver sænket eller fjernet, så vil udbuddet på det danske marked stige, og de danske forbrugere kan købe mere benzin, diesel og så videre til en lavere pris. Det er måske det, som menes, når vismændene skriver at efterspørgslen vil stige. Men der er netop ikke sket nogen ændring i efterspørgslen – afgiften dæmper udbuddet på det danske marked, og når den fjernes, stiger udbuddet, mens efterspørgslen er konstant. Efterspørgslen er sat af danskernes præferencer for olie imod alle andre varer, og den ændres ikke af, at prisen på olie svinger. Dette burde være klar for enhver, der har læst de første par kapitler i en lærebog om økonomi.
Dette kan lyde som pindehuggeri, men det er interessant at se, at “kongerigets klogeste økonomer” begår den slags basale fejl. Den begrebslige forvirring i de højes råd slutter heller ikke her – ligeså blamabel er deres forståelse af begrebet knaphed. Det er ifølge rådet problematisk at øge efterspørgslen, når der er knaphed på olie. Så længe der ikke er olie nok til at dække alle menneskelige behov for olie, er der knaphed. Denne situation er altså ikke opstået efter Israels angreb på Iran, dette angreb begrænsede bare udbuddet.
Knaphed er således også et helt basalt begreb i økonomien, som vismændene enten ikke forstår eller misbruger for at nå den ønskede konklusion – at afgiftslettelser er en dårlig ide.
Om prissignaler
Vismændene hævder også, at man ikke kan sænke brændstofafgifterne, fordi dette ville forstyrre prissignalet. Deres fejl her er tæt knyttet til deres misforståelse af begreberne efterspørgsel og knaphed. Vi kan metaforisk sige, at priserne kommunikere information, det er i sig selv ikke et problem. Men vismændene synes ikke at være klar over, hvad en pris er.
Prisen på olie er bytteforholdet på olie og andre goder, helt konkret på olie og penge. Når prisen stiger, sender det et signal om, at der er mindre olie til rådighed og at omkostningerne ved at bruge olie stiger. Når prisen stiger, viser det ikke, at der er opstået knaphed, men at alternativomkostningerne ved at producere endnu en tønde olie stiger. Når der derfor produceres og forbruges mindre olie er det i sidste ende udtryk for, at forbrugerne ønsker at knappe ressourcer bruges på noget andet end at producere olie.
Som vi allerede har set, er prisen på det danske marked dog allerede forvredet af afgifterne, så oliemarkedet er kunstigt undertrykt i Danmark. Det er derfor ikke korrekt, når vismændene hævder, at en afgiftssænkning ville forvride prissignalet – prissignalet er allerede forvredet af, at der er afgift på olie. Et frit marked uden indgreb og skatter ville udtrykke danskernes præferencer for olie og andre goder, som det er nu, er olie kunstigt dyrt på det danske marked.
Man kan naturligvis have andre formål i sinde end at lade markedet opfylde folks frit udtrykte ønsker, for eksempel kunne vismændene sige: “udbuddet af olie er faldet drastisk efter angrebet på Iran, så verdensmarkedsprisen stiger. Det går især ud over folk i fattige lande. Vi danskere kan bedre skære i vores forbrug af olie, så derfor skal vi beholde afgifterne. Vi burde egentlig lægge nye afgifter på for at hjælpe de stakkels fattige mennesker.” Dette siger vismændene dog ikke, ikke at jeg ville godtage argumentet, hvis de gjorde. Men et sådan argument ville i det mindste være økonomisk uangribeligt, hvor uetisk det så end måtte være. (I sidste ende er det heller ikke økonomisk forsvarligt, da vismændene gennemtvinger deres egne præferencer med vold. Rothbards kritik af den moderne velfærdsøkonomi viser, at dette er en irrationel fremgangsmåde, der ikke fører til en økonomisk optimal allokering af ressourcer.)
Resiliens og uafhængighed
Man skulle tro, at de økonomiske vismænd i et forholdsvis lille land som Danmark, der er dybt afhængigt af international handel, i det mindste ville forstå sig på international økonomi. Man ville desværre tage fejl. Et andet argument imod at nedsætte afgifterne er nemlig, at det ville gøre Danmark mindre “resilient” og gøre landet mere afhængigt af udenlandsk olie.
Er det dårligt at være afhængig? I sociale spørgsmål må svaret være klart nej, tværtimod. Menneskeligt samfund bygger på gensidig afhængighed, fordi vi rationelt kan indse, at det er mere produktivt fredeligt at samarbejde, end det er at leve isoleret og i krig med andre. Dette er kernen i Ricardos lov og arbejdsdelingen. Hvis vi hver især specialiserer os i at producere det, vi er forholdsvist bedst til og handler med hinanden, får vi alle et større udbytte. Det betyder naturligvis også, at vi bliver gensidigt afhængige. Skomageren er afhængig af, at bageren bager brød, og bageren er afhængig af, at skrædderen syr tøj, og skrædderen er afhængig af bryggeren, og så videre, og så videre. Alle bliver afhængige af alle andre samfundsmedlemmer, men i denne gensides afhængighed bliver en hidtil ukendt grad af frihed mulig.
Det samme gælder naturligvis international handel. Når man producerer for verdensmarkedet og køber på verdensmarkedet, så bliver man naturligvis afhængig af verdensmarkedet. Her som indenrigs betyder det blot, at man er afhængig af andre mennesker. Det er blandt andet det, Mises mente, da han skrev om det økumeniske samfund. Jo mere man handler med omverdenen, desto større bliver ens afhængighed af andre lande. Det kan man naturligvis begræde, men man bør i så fald klart sige, hvad dette logisk indebære: med disse mennesker ønsker vi ingen fredelige forbindelser, vi ønsker kun vores totale isolation fra dem. Hvis vi ikke kan få det, ønsker vi krig.
Man kunne indvende, at in casu er vi afhængige af arabere, der er fjender af vores kultur og ønsker os ondt, så derfor er det bedre, ikke at købe olie af arabere. Nu har araberne bare bevist, at de først og fremmest er købmænd – de sælger deres olie til højestbydende, og viser dermed, at de ønsker fredelige relationer med andre. Dertil kommer, at der er mange andre olieproducerende lande, og at det netop er arabernes olie, Israels angreb på Iran forhindrer i at komme på verdensmarkedet. Igen bruger vismændene ikke dette argument, selvom der nok svæver en ideologisk uvilje mod olie i baggrunden. Alternativet er vel elmotorer, der forsynes med strøm fra solceller og vindmøller. Her er man bare også afhængig, og det i endnu højere grad en på oliemarkedet. For elmotorer forudsætter batterier, og batterier til elbiler og lignende bliver produceret næsten udelukkende i Kina. Vismændenes forslag vil altså gøre Danmark endnu mere afhængigt af et enkelt land, der i teorien let kunne stoppe eksporten af de nødvendige dele, i stedet for at lade folk selv bestemme, hvem de vil være afhængige af på oliemarkedet. Der er meget større resiliens, for at bruge modeordet, i et marked med mange leverandører, end der er i et med en enkelt storproducent.
Konklusion
Der er mere vås i rapporten, jeg kunne tage fat i. For eksempel mener vismændene, at det er dårlig konjunkturpolitik at øge den overordnede efterspørgsel under en højkonjunktur. Men en skattelettelse øger ikke den overordnede efterspørgsel, den overfører blot færre ressourcer til staten. Hvad de private vinder, mister staten, så samfundsøkonomisk er det uproblematisk. Det er naturligvis kun fordi staten låner pengene for at opretholde sit forbrug og “stimulerer” bankerne til at øge udlånet og dermed pengemængden, at der opstår problemer. Dette burde selv den mest hjernedøde keynesianer indse, men vismændene bliver jo betalt for netop ikke at indse det.
På samme måde er deres forståelse af omfordeling problematisk. En afgiftslettelse ville føre til en omfordeling af ressourcer, men man kunne opnå en bedre fordeling med andre indgreb (for eksempel statslig støtte til køb af varmepumper). Her udviser rådet en markant status quo bias – de ser ikke, at der allerede pågår en massiv omfordeling over brændstofafgifterne og alle andre skatter og offentlige udgifter. Dette tages for givet og bliver det normative udgangspunkt.
Alt i alt udviser De Økonomiske Råd en slående mangel på viden om økonomi i deres seneste rapport. Der er ingen gode argumenter for brændstofafgifter og imod deres afskaffelse, men blandt alle dårlige argumenter, har rådet valgt at bruge med afstand de dårligste. Formodentlig ved de ikke bedre, og de regner vel med at deres egen status er nok til at lukke munden på de politiske modstandere, der har vovet at foreslå en afgiftslettelse.