Der er en gryende diskussion of emnet befolkning og faldende fødselsrate. Tom Woods diskuterede for nyligt emnet med Kevin Dolan på sin podcast, og Dolan mente, at ingen ved, hvorfor fødselstallet falder globalt. Regeringer verden over har forsøgt enhver tænkelig politik, så vi er mere eller mindre på bar bund.
Derfor vil jeg i den kommende tid forsøge at udforske de økonomiske årsager til den faldende fødselsrate og det faldende befolkningstal. Der er allerede en hvis litteratur om emnet – min kollega Jeffrey Degner skrev sin afhandling om inflation og familien – så jeg må ikke nødvendigvis genopfinde den dybe tallerken. Catherine Pakaluk fra Catholic University of America har også skrevet om emnerne befolkning, familier og fødselstal.
Selvom Dolan hævdede, at regeringer har forsøgt alt for at bekæmpe de faldende fødselstal, tvivler jeg på, at det er sandt. Ingen har forsøgt at afskaffe eller indskrænke velfærdsstaten, og ingen har forsøgt at reformere det moderne pengesystem. Min hypotese er, at det netop er velfærdsstaten i kombination med pengesystemet, der har gjort det dyrere at få børn. Befolknings- og familiepolitik må man anse som politik, der bekæmper, skader og underminerer befolkning og familie. Hvordan dette konkret går for sig, er netop hvad jeg i den kommende tid vil forsøge at undersøge og bevise.
Den praxeologiske analyse af familien
Helt grundlæggende må vi forstå det at få børn som en menneskelig handling, altså som noget, der underligger de samme love som alle andre handlinger. Om man vælger at få et barn afhænger af, hvor det næste, endnu ikke undfangede eller fødte barn, befinder sig på ens værdiskala. Hvis barnet overstiger alternativomkostningerne, vælger man at få det, men hvis omkostningerne er for store – det vil sige, hvis man skal ofre noget, der ligger højere på ens værdiskala end barnet – vælger man barnet fra. Der kan derfor være to årsager til, at folk vælger at få færre børn: prisen for det marginale barn stiger, så det ryger ned af værdiskalaen og bliver submarginalt; eller prisen for goder, der er højere rangeret end det marginale barn stiger, så man må opgive at få barnet for at nå de mål, man vurderer højere.
Den økonomiske analyse kan bestrides fra to synspunkter. For det første er det en udbredt holdning, at det ikke er et valg at få børn. Mennesket er simpelthen ikke herre over sig selv og fertiliteten er kun begrænset af udefrakommende faktorer. Moderne præservativer og fri abort er det eneste, der forhindrer en befolkningseksplosion. For det andet er det muligt, at folk får færre børn, fordi deres holdninger og kulturen ændrer sig: de vil hellere noget andet end få børn og nyordner derfor deres værdiskala.
Hvis vi ser kort på det første argument, burde et kort blik på historien være nok til at trække tæppet væk under det. De danske fertilitetstal faldt støt fra begyndelsen af det 20. århundrede indtil 1933, fra ca. 4.000 fødsler per 1.000 kvinder til kun ca. 2.000. Abort var forbudt indtil 1930erne, og p-pillen blev først indført i Danmark i 1966. Seksualundervisning i skolen var også ukendt (og blev debatteret i 1920erne). Der er derfor umiddelbart ingen tegn, der tyder på, at faldet var en følge af nye præservativer – folk fik simpelthen færre børn, fordi de ønskede færre børn (der synes umiddelbart heller ingen sammenhæng at være mellem stigningen i fertiliteten fra 1933 til toppen i 1966 og udefrakommende faktorer.) Der er med andre ord ingen grund til at antage dette spejlbillede af malthusianismen, en teori der reducerer mennesket til et dyr uden selvkontrol som andre dyr.
Det andet argument er mere substantielt, og jeg tvivler sådan set ikke på, at det er rigtigt. Det er i høj grad et bevidst fravalg, når moderne mennesker ikke får børn – det er vigtigere at “realisere sig selv” (at blive mor eller far er af en eller anden grund ikke en gyldig form for selvrealisering.) Når folk (navnlig kvinder, da de er den begrænsende faktor) er færdige med deres “livsprojekt”, er der som regel ikke mange år tilbage at løbe på – gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er immerhin 30 år! Denne nye kultur, som man med Johannes Paul II kunne kalde en dødskultur, er imidlertid noget, der er vokset gradvist frem – og faldet i fertiliteten skete pludseligt. I Danmark var det i årene 1967-1973. Jeg tror ikke, at en så massiv holdningsændring fandt sted fra den ene dag til den anden. Det er mere rimeligt, at det blev dyrere at få børn på grund af en pludselig økonomisk ændring. Hvad præcis denne ændring bestod i, er netop hvad jeg vil forsøge at undersøge. Når det alligevel var for dyrt at få børn, var folk så mere modtagelige for propaganda, der retfærdigjorde social opløsning og dysfunktion, om det så handlede om angreb på ægteskab og familie, fri abort eller anden fremme af asocial egoisme, som socialismen og velfærdsstaten er så god til.
De næste skridt
En økonomisk behandling af dette spørgsmål kan naturligvis ikke være ren teori – den rene teori kan ikke sige mere, end hvad jeg ovenfor har skitseret. I den kommende tid vil jeg dele nogle af mine fund og betragtninger her på bloggen. Jeg håber også at kunne belyse, præcis hvilke økonomiske ændringer, der var skyld i faldet i fertiliteten, samt hvordan den ideologiske ændring – dødskulturen, som nævnt ovenfor – blev propaganderet og fik tag i befolkningen – i Danmark som i resten af Europa.