Coronavirus – er staten løsningen? Et svar til Martin Ågerup

Martin Ågerup fra Cepos har i den forgangne uge skrevet nogle indlæg om den liberale løsning på coronakrisen (se her og her). Det var jeg glad for at se, da jeg synes, Cepos har været lidt for fraværende i den offentlige debat om epidemien og regeringens totalitære tiltag. Min glæde varede dog kort, for efter endt læsning kunne jeg konstatere, at Martin Ågerup ikke mener, at markedet eller et frit samfund som sådan kan klare et problem som en epidemi, men at vi er nødt til at lade staten gribe ind i sådanne tilfælde.

Hvad Ågerup præsenterer som den klassisk liberale positioner, mener jeg, er ikke andet end et knæfald for socialismen. Derfor dette (forhåbentligt) korte svar til Ågerup, hvor jeg dels vil kritisere hans forståelse af problemet, dels vil præsentere det liberale alternativ.

Ågerups position

Jeg vil lade Ågerup selv forklare sin position, så udlægge hvordan jeg forstår den og kritisere den. Ågerup skriver:

Der er visse af samfundets udfordringer, som markedet ikke kan håndtere. Det er da også derfor, at den klassisk liberale position er, at statsmagten skal være stærk, men afgrænset til de områder, hvor kollektive beslutninger via statsmagten er nødvendige.

Et klassisk eksempel på dette er forurening. Her er der en såkaldt markedsfejl, som skyldes, at den, der forurener, påfører andre en omkostning. Epidemier er også en markedsfejl, da de smittede ikke kun selv bærer en omkostning ved at være smittet, men også kan smitte andre.

Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor f.eks. unge ikke bliver ret hårdt ramt af sygdommen selv, men kan risikere at smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø af den.

Derfor er det helt i tråd med både økonomisk teori og med liberale principper, at staten griber ind og regulerer på dette område. Epidemier er en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang.

Og i sit andet indlæg:

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. Undtagelser, som bekræfter den regel, at markeder er bedre end noget andet kendt system til at fremme velstand og innovation.

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Senere i samme indlæg udtrykker Ågerup sig på en måde, der lyder som om, han ser markedet som en institution, der er god til at styre folks egoisme og lede deres egeninteresse ad samfundsgavnlige kanaler. Det er for så vidt rigtigt, men jeg mener ikke, det er det essentielle ved markedet eller frie samfund som sådan. Det er sekundært, at markedet giver en god incitamentsstruktur, det væsentligste er, at en rationel og produktiv samfundsorden ikke er mulig uden frihed og private ejendomsret til produktionsmidlerne – også i krisetider. Jeg vil dog lade det ligge, da jeg ikke mener, det er det væsentligste argument i Ågerups kommentarer.

Ågerups problem

Det essentielle i argumentet synes at være, at vi med en epidemi står med en markedsfejl, specifikt med en negativ eksternalitet, som det er nødvendigt at staten griber ind overfor. Det påfører andre en omkostning, hvis en smittebærer udsætter dem for smitte. Dette er korrekt. Der er dog to problemer, som Ågerup selv må løse, inden han kan begynde at anvende ideerne om negative eksternaliteter til at retfærdiggøre statslige interventioner.

For det første må han besvare spørgsmålet: hvilken smitte? Det er ikke not at sige in abstracto at smitte er en eksternalitet: det er konkrete personer, der måske udsætter andre personer for smitte, men det gør de naturligvis kun, hvis de selv er smittede. Hvis ikke de er smittede, er det jo i sig selv en enorm og ubegrundet omkostning, statsmagten udsætter dem for i sit forsøg på at begrænse smitten. Hvis vi skal tale om at eliminere en eksternalitet, må vi med andre ord først konstatere, at den findes, ellers kan vi ikke komme videre. Mener Ågerup, at staten er den bedste til at finde ud af det? Det synes at være i modstrid med kendsgerningerne, når nu de fleste stater med enkelte undtagelser har begrænset adgangen til tests.

Vi må altså først vide, om folk er smittede, inden vi kan løse eksternalitetsproblemet. Lad os dog nu blot antage, at vi ved dette, eller at alle er smittede, så vi ikke behøver spekulere over enkelttilfælde. Dette bringer os imidlertid til det andet problem: hvordan skal problemet løses helt konkret, så omkostningerne ved løsningen ikke overstiger omkostningerne ved eksternaliteten? Det er ikke nok ud fra Ågerups egne forudsætninger bare at kræve eksternaliteten forbudt, hvilket reelt er, hvad regeringen har gjort. Politikken må udformes sådan, at folk tager fuldt højde for de eksterne omkostninger i deres handlinger (så den “internaliseres”), men det er også alt. Hvis vi bruger Pigous klassiske model, kan vi sige, at prisen for en handling skal hæves, så individet bliver tvunget til at tage højde ikke bare for egne omkostningerne, men også for sociale omkostninger (de ubekendte med neoklassisk økonomis højere mysterier kan læse wikipedias udmærkede artikel om pigoviske skatter).

Hvis vi skal formulere den korrekte politik og finde den korrekte “skattesats” (der er jo tale om al menneskeligt samkvem, når vi beskriver denne eksternalitet, ikke blot “markedsfejl” i snæver forstand, men princippet er det samme), så er vi imidlertid nødt til at vide to ting: for det første, hvor store er omkostningerne ved eksternaliteten; og for det andet, hvor store er omkostningerne ved den påtænkte politik og de påtænkte skatter? På begge punkter er vi i total uvidenhed. Vi ved simpelthen ikke, hverken hvor smitsom eller hvor dødelig, sygdommen er. Jeg har tidligere linket til denne artikel af John Ioannidis, som understreger dette problem, og herhjemme har lægen Vibeke Manniche hele tiden hævdet, at data viser, at coronakrisen ikke er en epidemi. Det hev DR hende igennem Detektor for, men når nu en statslig ekspert siger det samme i den statslige presse, så må man vel indrømme, at der er en hvis usikkerhed om emnet. Hvad der nu end ender med på det punkt, så giver det ganske enkelt ikke mening at tale om omkostningen ved eksternaliteten eller værdien af at slippe for den, så længe vi ikke ved mere.

Endelig er jeg også nødt til at nævne det grundlæggende problem med hele eksternalitetstænkningen, som ingen neoklassisk økonom synes at ville anerkende: det giver ganske enkelt ikke mening. Både omkostninger og gevinst er i sidste ende subjektive koncepter, og allerede i 1932 påviste Lionel Robbins, at man ikke kan sammenligne folks subjektive værdisætninger. Man kan simpelthen ikke stille det regnestykke op, som er forudsætningen for, at eksternaliteter og gevinster kan afvejes mod hinanden. Hvad er omkostningen ved at en person bliver smittet med coronavirus i forhold til omkostningen ved, at en anden person må gå arbejdsløs? At påstå, man kan afgøre det, er at opkaste sig til diktator over andre folk – og det er netop hvad Mette Frederiksen og kumpaner har gjort.

Det mærkelige er så, at Ågerup har set sig nødsaget til at gribe til disse eksternalitetsargumenter. Et er at han måske er ubekendt med, at Rothbard har givet en aldeles udmærket beskrivelse af, hvordan det frie marked, d.v.s. privat ejendomsret, personligt ansvar og aftalefrihed, kan løse problemet; jeg mener selv at Rothbards er den bedste løsning, men jeg er med på, at han ikke er den mest læste økonom. Det er Ronald Coase derimod (bogstaveligt talt – hans artikel er den mest citerede i den økonomiske litteratur), som i sin The Problem of Social Cost fra 1960 påviser, hvordan privat ejendomsret fører den mest effektive løsning på eksternalitetsproblemet, så længe transaktionsomkostningerne ikke er for høje. Vi kan diskutere nogle af problemerne i Coase’s tilgang en anden dag, men jeg mener ikke, at hans argument bare kan affejes, sådan som Ågerup implicit gør.

Det liberale alternativ

Jeg skrev forleden i afslutningen af mit alt for lange indlæg om coronakrisen lidt om, hvordan en liberal epidemi og krisepolitik burde være. Det væsentligste er: først at skaffe tilstrækkelig viden, så vi ved, hvad truslen er; dernæst at finde de mest effektive metoder til begrænsning og behandling af sygdommen; og begge dele uden at ofre individets rettigheder og friheder, da det ville være ikke bare umoralsk men også kontraproduktivt at gøre det.

At overlade krisehåndtering til folks private initiativ betyder dog ikke, at man kan udsætte andre for smitte. Man er ansvarlig for sine handlinger og bør naturligvis også kunne gøres erstatningsansvarlig efter de almindelige regler, hvis ens handlinger udsætter andre for smitte. For at citere fra mit forrige indlæg:

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Hvis dette håndhæves, så vil der naturligt opstå forskellige forsøg på at samle sig viden om og håndtere sygdommen på forskellig måde, og eksternaliteten vil naturligt blive internaliseret, ganske frivilligt. Dette vil føre til den i praksis bedst mulige løsning. For nu igen at citere mig selv:

Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet […] så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

[…]

Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi.

Rent politisk er målet derfor at få staten af vejen, så samfundet kan klare problemet. Der kan naturligvis skrives meget om hvordan, men da jeg ikke vil gøre indlægget unødigt langt, vil jeg i stedet for blot for sidste gang citere mig selv og kopiere denne liste over mulige tiltag fra mit forrige indlæg:

Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de vil

Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med

Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke

Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning […]

Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Jeg har i det forrige indlæg skrevet lidt mere uddybende om, hvordan disse forslag skulle hjælpe i den konkrete situation, men hovedtanken burde være klar: det er nødvendigt at sætte samfundet frit til at tage sig af truslen om en mulig epidemi.

Desværre synes liberale ideer som disse at være fraværende fra ellers fornuftige borgerlige tænkeres kommentarer. Det er ikke bare Martin Ågerup, der synes at have accepteret, socialisternes måde at fremstille tingene på; Otto Brøns-Petersen nævner ikke egentligt liberale løsninger i sin gennemgang af mulige strategier for at håndtere krisen. Det er mit håb, at de og andre kan få øjnene op for mulige alternativer, så vi kan få et reelt liberalt bud på en løsning.

Dette indlæg blev udgivet i Diverse, Ejendomsret, Politisk økonomi, Rettigheder & etik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

6 Responses to Coronavirus – er staten løsningen? Et svar til Martin Ågerup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.