Flere ting generer mig ved den måde, krigen i Ukraine bliver reporteret og omtalt. Der er naturligvis det herskende narrativ i NATOstan, der åbenlyst er langt fra sandheden, for at sige det mildt. Det er mere flere af de argumenter og fortællinger, NATO-modstandere i vesten bruger, der går mig på. Naturligvis er jeg imod enhver form for indblanding fra dansk side, eller fra udenforståendes side i det hele taget – men derfor kan man godt forholde sig nøgternt til virkeligheden. Derfor vil jeg i det følgende fortrinsvis kritisere ikke-interventionisterne.
Ukraines mytiske nazister
Et fast indslag i stort set al kritik af den ukrainske side er, at de er kontrolleret eller i høj grad støttet af (ny-)nazister. Der bliver peget til diverse nationalistiske militser til støtte for denne anklage. Der er vist ingen tvivl om, at disse grupper har stor indflydelse og under krigen nok har fået endnu mere at sige. Hvor motiveret den ukrainske hær er, ved jeg ikke – historier om flygtende ukrainere, der bliver tvangsudskrevet, kunne tyde på, at moralen er lav blandt de regulære soldater – men frivillige, ideologisk og patriotisk motiverede militser vil naturligvis alt andet lige kæmpe bedre end værnepligtige. Betyder det, at Ukraines frontkæmpere er nazister?
Det korte svar er nej. Hovedargumentet for at kalde dem nazister er, at deres store forbillede er Stepan Bandera, der angiveligt samarbejdede med tyskerne under deres invasion af Sovjetunionen. Bandera var yderligtgående nationalist og brød med de moderate nationalister i 1940. I tyverne og trediverne var Bandera en regulær terrorist, der primært angreb polakker i Galicien, og han – ligesom de andre nationalister – håbede på at kunne oprette en selvstændig ukrainsk stat i samarbejde med tyskerne. Den 30. juni 1941, lidt over en uge efter den tyske invasion af Sovjetunionen, udråbte Bandera en selvstændig, ukrainsk stat.
Men her begynder billedet af ukrainske nazi-kollaboratører at krakelere: for nazisterne var ikke interesseret i et selvstændigt Ukraine, de arresterede Bandera og hans venner og satte dem fast i Sachsenhausen i begyndelsen af juli 1941. Først i september 1944 blev de sat fri, da Hitler nu troede, han kunne bruge dem som partisaner mod bolsjevikkerne. Det var for sent, ikke mindst fordi nationalisterne vistnok brugte mere tid på at bekæmpe hinanden end russerne (de moderate nationalister havde samarbejdet med tyskerne og forsøgt at få et frit Ukraine på benene ved at overtage den civile administration.)
Ergo er det forkert at se noget særligt fællesskab mellem tyske nazister og ukrainske nationalister, men derfor kan de jo godt være åndsfæller – men er de? Så vidt jeg kan se, må svaret være nej. De ukrainske nationalister var netop det: nationalister. I begyndelsen af det 20. århundrede betød det, at de satte nationen og navnligt nationalstaten over alt. De var f. eks. anti-katolikker, fordi Kirken netop udgør en anden og højere autoritet end nogen stat. Der er dermed klart nogle ligheder, men det gør dem ikke til nazister. Det ville nok være nærmere sandheden at kalde dem fascister, især hvis man bruger Mises’ definition af fascisme som “ikke-kommunistiske fjender af friheden.” Fascisterne brugte kommunisternes skruppelløse metoder til at bekæmpe kommunismen, men havde ikke noget positivt program selv. Derfor endte de med at antage interventionistiske og socialistiske mål og midler, simpelthen fordi dette var det dominerende intellektuelle paradigme, katedersocialismens arv. Sand liberalisme var “reaktionær” og stort set ukendt.
Selv her må vi tage forbehold: for allerede under krigen ændrede OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister – deres program. Centrale punkter er nu nærmest rendyrket liberale: imod planøkonomi og for det frie marked, imod national chauvinisme og for tolerance af nationale mindretal. Det er næsten som om, de har læst Mises og forstået, at nationer må vokse og udvikle sig frit. Efter krigen ser det ud til, at denne liberale strømning blev dominerende, i hvert fald bland nationalister i eksil. Bandera selv døde i Vesttyskland i 1959.
Derfor kan moderne ukrainske nationalister jo godt være nazister – men i så fald har det meget lidt med deres egen historie at gøre.
Holodomor
Et nationalistisk argument bygger på Holodomor: Stalins folkemord på ukrainerne i 1930erne. Eller rettere, det påståede folkemord, for det virker for mig overvejende sandsynligt, at det ikke var det. Af to simple grunde: for det første har jeg ikke fundet nogle beskrivelser af det, hvor det fremgår at kommunisternes mål var at udrydde det ukrainske folk. Et folkemord er nu engang et massemord med den intention at udrydde et bestemt folkeslag, så hvis man ikke kan bevise intentionen, kan man ikke kalde det det. Den anden grund bestyrker den første: den hungersnød, som førte til flere millioners død (mellem 4 og 7 millioner eller 2,4 og 7,5 millioner, alt efter hvilken wikipedia side, man besøger. Hmm, hvor har jeg mon set så usikre tal før?), var ikke begrænset til Ukraine. Hele det nuværende Sydrusland var også berørt. Det er naturligvis muligt, at dette blot var et røgslør – men jeg tror det næppe. Millioner døde i Ukraine og Rusland på grund af socialisternes forbrydelser, det er ikke nødvendigt at omskrive historien. Socialismen er anti-mennesker, ikke specifikt anti den ene eller anden nationalitet.
Den passive Putin
Endnu et irritationsmoment for mig er fremstillingen af Putin som passiv: han reagerer kun på amerikanernes politik og har ikke selv egne mål. Det er naturligvis forkert: om det gælder militære og strategiske mål eller den storrussiske nationalisme, som Putin nu foregiver, så har russerne deres egne mål. De er – som en af få stater i dag – i stand til at handle som selvstændige aktører. Det er rigtigt, at russernes ageren i høj grad kan forstås i lyset af amerikanske provokationer – men det er et meget begrænset prisme. Jeg tror, det er bedre at sige, at russerne har forskellige mål: interessesfære i Ukraine, begrænsning af NATO’s indflydelse (russerne har vel deres eget militærindustrielle kompleks, der gerne vil sælge til klientstater?), kontrol med gasledninger. Der er nok også en ideologisk motivation i form af førnævnte nationalisme eller panslavisme.
Om det betyder, at russerne vil indlemme Ukraine eller noget af landet, ved jeg ikke. Putin valgte klart, at videre forhandlinger var meningsløse. Når han nu engang har valgt krigen, så er det rimeligt at forvente, at russerne vil maksimere deres gevinst. Indtil videre ser det ud til, at de har heldet på deres side, så mon ikke de vil forlange mere end bare ukrainsk neutralitet?
Novorossiya
Det bringer os til deres brug af “Novorossiya” til at beskrive det sydlige Ukraine. Det er så vidt jeg kan se en ganske korrekt brug (de har også et meget pænt flag). Det er et simpelt faktum, at den nuværende ukrainske stat er kunstig. Putin har ret, når han siger, den er skabt af Lenin (og Stalin, naturligvis). Men deraf følger det ikke, at russerne har bedre ret til dette område end ukrainerne. I århundreder var det meget sparsomt beboet, da de brutale krimtatarer og deres tyrkiske forbundsfæller umuliggjorde al civilisation (hvem vil leve, hvor slavejægere har magten?) Først efter fordrivelsen af barbarerne i 1783 blev kolonisation mulig.
Der er dermed ikke et historisk argument for at dette landområde burde tilhøre Ukraine, men russernes krav er heller ikke klart. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så bestod kolonisterne primært af ukrainere, russere og tyskere. Disse sidste blev udrenset og fordrevet under Stalin og blev forvist til først gulag, senere Centralasien. Men det lader til, at overvægten af kolonister altid var ukrainere, så umiddelbart vil et etnisk argument tale til fordel for Ukraine. I sidste ende burde det jo være op til de mennesker, der bor der: lad dem bestemme, hvilken stat de vil tilhøre. Da den ukrainske regering – både nu og i sovjettiden – har forsøgt at tvangs-ukrainificere ikke-ukrainerne, er den bedste løsning nok selvstændighed for nye lande i Donbas og Novorossiya. Det lader også til at være russernes mål. De nye stater vil naturligvis være russiske lydlande, men hvis det muliggøre folkenes frie og fredelige liv ville det ikke være det dårligste udkomme.
Hvad med atombomben?
Det er naturligvis alvorligt, når der er konflikt mellem atom-bevæbnede stater, men det forekommer mig alligevel lidt dovent, når krigsmodstandere med det samme spille atomkortet. NATO må holde sig fra Ukraine, for indblanding kan føre til atomkrig. Nuvel, det er naturligvis rigtigt, men der er mange andre grunde til at holde sig fra Ukraine. Der er heller ikke noget givet ved atomkrigen – hvis jeg var Putin ville jeg aldrig, under nogen omstændigheder, bruge atomvåben. NATO skal holde sig fra intervention i Ukraine, fordi det selv uden en atomkrig ville være destruktivt og umoralsk.
Den ulidelige dyrkelse af den ukrainske stat
Endelig er der dyrkelsen af Zelensky og de ukrainske nationalister. Det er især konservative og katolikker, jeg har i tankerne her. Hvad er det, i den nuværende ukrainske stat, man skal være så glad for? Zelensky blev valgt for at rydde op i korruption og forhandle fred med russerne – vist ikke en succes på nogen af punkterne. Det er temmelig naivt for ikke at sige tomhjernet at tro, at den ukrainske stat er andet end oligarkernes legeplads (mon ikke det er derfor, amerikanerne er så interesserede? Der er rig mulighed for at dyppe snablen). Nationalisterne er også en broget flok. Jeg har tidligere taget dem i forsvar, men der er et punkt, hvor de er nazisterne lig – og det er punkt, der burde falde i hvert fald katolikkerne for brystet: en andel af dem har videreført den anti-katolske tradition og er nu åbenlyst hedninge. Hvor mange, det drejer sig om, ved jeg ikke, men de er i hvert fald meget synlige.
(Det er muligt at hedenskaben bare er pr, reklame for at tiltrække tabere fra vesten, de kan bruge som kanonfoder. Hvor mange slaviske folk bedte til Wotan før kristendommens komme? At en af grupperne angiveligt bruger de berygtede “fjorten ord” i deres navn peger i samme retning).
Der er sikkert mange patriotiske, gode kristne ukrainere, der kæmper mod russerne, men det er… misvisende at fremstille det som en kamp mellem de gode kristne mod den genopståede, gudløse kommunisme. Det bedste, vi kan gøre her i vesten, er, at holde os ude af krigen og hjælpe dens ofre – ukrainere såvel som russere – så godt, vi nu kan og så i øvrigt hilse ethvert fredstiltag velkomment.