Tilbage i juni måned skrev den kendte filosof og fortaler for rationalisme Kai Sørlander en kritik af den økonomiske videnskab i Replique. Der er to forbundne problemer i moderne nationaløkonomi ifølge Sørlander: Den er irrationel, det vil sige, den bygger på et rationalitetsbegreb, der benægter, at vi kan begrunde de højeste værdier og de ultimative mål rationelt; og den undergraver demokratiet og statslig omfordeling, da enhver kollektiv beslutning må anses som irrationel givet Arrows umulighedsteorem,og kriteriet om pareto-optimalitet principielt udelukker omfordeling.
En sådan kritik fra en sådan autoritet fortjener et modsvar. Jeg føler mig dog handicappet af, at kritikken tydeligvis er rettet mod neoklassisk nationaløkonomi. Sørlander har helt ret i, at der er graverende mangler i den neoklassiske tilgang til økonomisk videnskab. Det er bare ikke disse mangler, han fokuserer på. Derfor synes det nødvendigt at tage selv kættere i forsvar mod Sørlanders angreb, selvom jeg ikke vil forlade mit eget østrigske standpunkt. Derfor vil de fleste økonomer muligvis ikke kunne acceptere alt i det følgende.
Økonomisk videnskab er rationel
Økonomisk videnskab arbejder ifølge Sørlander ud fra en positivistisk værdifilosofi. Det betyder som sagt ovenfor, at økonomer benægter, at ultimative værdier kan begrundes rationelt. Umiddelbart ser det ud som om, Sørlander har en pointe. Mises selv ville give ham ret: de højeste værdier er i sidste ende rent subjektive og kan ikke rationelt begrundes (se f. eks. her og her).
Dette har dog ingen betydning for den økonomiske videnskab, for ultimative værdier og livets formål ligger simpelthen udenfor denne. Økonomien, sådan som østrigere forstår den, tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker handler. Hvorfor de handler, eller hvad formålet med deres handlinger bør være, ligger udenfor videnskaben, men det betyder ikke, at en rationel behandling af disse spørgsmål er uforenelig med økonomisk videnskab eller prakseologi, som vi østrigere ynder at kalde den. Rothbard skematiserede forholdet mellem disse videnskaber meget klart:
To sum up the relationship and the distinctions between praxeology and each of the other disciplines, we may describe them as follows:Why man chooses various ends: psychology.
What men’s ends should be: philosophy of ethics. also: philosophy of aesthetics.
How to use means to arrive at ends: technology.
What man’s ends are and have been, and how man has used means in order to attain them: history.
The formal implications of the fact that men use means to attain various chosen ends: praxeology.What is the relationship between praxeology and economic analysis? Economics is a subdivision of praxeology—so far the only fully elaborated subdivision. With praxeology as the general, formal theory of human action, economics includes the analysis of the action of an isolated individual (Crusoe economics) and, especially elaborate, the analysis of interpersonal exchange (catallactics).
Prakseologi og dermed økonomi er altså en videnskab uafhængig af etiske overvejelser. Er den også rationel, eller er dens grundlæggende begreber irrationelle? Hvis det er tilfældet, er hele videnskaben det naturligvis også, og i så fald er det kun held, hvis denne eller hin sætning taget fra den økonomiske litteratur beskriver virkeligheden.
Prakseologiens grundsætning er, at mennesket handler, det bruger midler til at opnå de mål, det sætter sig. Det klareste bevis på dette er et indirekte bevis, hvor vi ser, at sætningens modsætning er uholdbar. Hvis man vil modbevise grundsætningen, bruger man nødvendigvis midler – som minimum sin egen krop – til at opnå sit mål: at bevise at mennesket ikke handler. Men selve forsøget på at modbevise sætningen er dermed selv en menneskelig handling, og man må derfor acceptere denne grundsætning som sand. Dette bevis er hvad Hoppe kalder en performativ kontradiktion (efter hans lærer Habermas) og kendes også under termen retorsion.
Økonomi er altså, som Rothbard og Mises hævdede, den logiske udvikling af, hvad der er indeholdt i begrebet menneskelig handling. Fra grundbegrebet menneskelig handling eller grundsætningen mennesket handler (der er ikke fuld enighed om, hvordan man skal udtrykke det – Mises foretrækker den første formulering, Rothbard den anden) følger hele den økonomiske videnskab. Eftersom grundsætningen ikke kan modsiges rationelt kan den økonomiske videnskab altså ikke være i modstrid med rationelt begrundede ultimative værdier eller med en rationel etik. Økonomen behøver dog ikke tage stilling til de handlingers etiske status, som han analyserer. Muligvis er det uetisk at indtage, eje, købe og sælge alkohol, men derfor kan økonomen stadig analysere problemerne med et generelt alkoholforbud og det sorte marked, der opstår, hvis man forsøger at håndhæve det.
Pareto-optimalitet som velfærdskriterium
Når det kommer til begrebet pareto-optimalitet og de implikationer, som Sørlander mener, følger fra det, har vi et problem. For økonomer flest er ikke enige med Sørlander i, at kriteriet om pareto-optimalitet umuliggør omfordeling. Men Sørlander har sådan set ret, og østrigske økonomer (se Rothbards artikel om emnet) er enige i, at med dette velfærdskriterium kan ingen statslig indgriben siges at forøge velfærden. Problemet er dog mere grundlæggende, at al værdisætning er subjektiv. Det kan synes umiddelbart indlysende, at en rig mand har mindre glæde af 100 kroner end en fattig. Det kan endda virke som om, det følger direkte af loven om grænsenytte (som Sørlander i øvrigt ikke virker begejstret for). Men det kan ikke lade sig gøre at lave denne sammenligning mellem individer. Det er rigtigt, at loven om grænsenytte gælder universelt for hver enkelt individ, men den muliggør ikke den slags sammenligninger. Til det behøver vi en objektiv målestok for nytte, men en sådan findes ikke. Hvis man derfor tager 100 kroner fra en rig mand og giver til den fattige, kan man naturligvis sige at den fattige er bedre stillet og den rige er værre stillet, men det er umuligt rationelt at hævde, at den fattiges gevinst er større end den riges tab. Det er anderledes med frivillige handlinger: Hvis den rige giver den fattige 100 kroner, mener han selv, at dette er en bedre fordeling. Det er altså kun igennem folks demonstrerede præferencer, som Rothbard kaldte det, at vi kan se, om de er bedre eller værre stillet og om den nye fordeling af ressourcer er velfærdsforøgende eller ej. Kun en frivillig omfordeling kan kaldes pareto-optimal, en tvungen omfordeling kan vi ikke sige noget om.
Det er ikke kun statslig omfordeling, dette kriterium sætter en stopper for. Også al slags ekspropriering må anses som videnskabeligt ubegrundet. En virksomhed vil gerne bygge en motorvej til gode for hele samfundet; lodsejeren vil ikke sælge, selv ikke hvis virksomheden byder overpris. Er dette en markedsfejl, som må løses med magtanvendelse? Nej. Hvis lodsejeren ikke vil sælge selv til overpris, er det fordi, han værdsætter jorden mere, end de penge han kan få i bytte for den. Dette kan igen have to årsager: enten er jorden et forbrugsgode (det er måske hans familiegravsted, en park eller et sommerhus) og i så fald er er ejerens værdsætning af jorden kun udtryk for hans individuelle værdidom; eller også er den et produktionsgode, f.eks. landbrugsjord, og i så fald værdsættes den efter hvor nyttig rådighed over den er for hans produktion. Dette er præcis den samme kalkule, som forretningsmanden, der gerne vil købe jorden, bruger. I dette sidste tilfælde vil det at tvinge ejeren til at afstå jorden altså være direkte velfærdsforringende, da det er markedets vurdering – summen af alle individers vurdering – at jorden er bedst brugt som landbrugsjord i stedet for som motorvej. I det forrige tilfælde går projektet igen på grund på pareto-kriteriets skær – for hvordan kan det begrundes at en enkelt mands subjektivt følte velfærd skal ofres for forretningsmandens mulighed for at tjene penge?
Det er ikke fordi, pareto-optimalitet og moderne subjektiv værditeori er uvidenskabelig, at disse stikker en kæp i hjulet på diverse tvungne omfordelinger, men fordi den eneste rationelle konklusion er, at tvungen omfordeling ikke kan kaldes velfærdsforøgende. Sørlander kan naturligvis forsøge at fremføre et rationelt argument for, at folk skal tvinges til at handle efter hans præferencer og etiske teori, men dette har han ikke fremført – og jeg tvivler på, at et sådant argument kan lykkes. Hoppe har endda med den såkaldte argumentationsetik hævdet, at ethvert argument imod en statsløs privatretsorden bygget på respekt for den enkeltes ret til liv, frihed og privat ejendom ikke kan lykkes, da man som forudsætning for argumentationen er nødt til at antage visse grundnormer, og de eneste grundnormer, der er konsistente med nogen argumentation overhovedet, er netop respekt for individuel frihed og privat ejendom (se kapitel 7 i hans A Theory of Socialism and Capitalism).
Umulige Arrow
Arrows teorem beviste, at det er umuligt for et valgsystem at sikre, at systemets udkomme er konsistent med vælgernes præferencer. Hvis alle foretrækker liste A fremfor liste B skulle resultatet gerne være, at liste A bliver foretrukket frem for liste B. Dette er bare ikke tilfældet og det kan sagtens ske ved et valg, at udkommet ikke er i overensstemmelse med vælgernes præferencer. Dette må man enten tage til efterretning eller modbevise, hvilket endnu ikke er blevet gjort. Dog behøver man ikke blive antidemokrat, og det var Arrow bestemt heller ikke. Men man er nødt til at acceptere, at en demokratisk proces ikke er uproblematisk.
Sørlander konkluderer, at pareto-optimalitet og Arrows teorem tilsammen umuliggør kollektive beslutninger. Det er ikke en konklusion, jeg kan tilslutte mig. Der er masser af frivillige kollektiver, som fungerer i bedste velgående. Familier, sportsforeninger, aktieselskaber – alle er organisationer, hvor beslutninger tages kollektivt og nogle steder demokratisk. Pointen er, at disse organisationer er frivillige. Det betyder ikke, at de undgår det problem, Arrow påpegede, men de kan stadig fungere på trods af det. Hvis man er uenig i måden, en virksomhed drive på, hvis man er i mindretal på generalforsamlingen, kan man altid sælge sine aktier. Dette øver også en disciplinerende indflydelse på flertallet. De er ikke interesserede i, at selskabets værdi falder, fordi utilfredse aktionærer sælger ud. Der er derfor et stærkt incitament til at samarbejde med mindretallet. I en frivillig forening er der ikke den samme materielle straf ved at tryne mindretallet, men derfor er der stadigvæk en grænse: hvis folk melder sig ud, hører foreningen i sidste ende op med at eksistere. I alle tilfælde gælder, at hvis der opstår problemer i måden, organisationerne drives på på grund af det problem, Arrow påpegede, kan folk gøre noget ved det – enten ved at finde på nye vedtægter eller ved simpelthen at melde sig ud. Det er også en universel regel for frivillige fælleskaber, at de er i overensstemmelse med pareto-kriteriet.
Det virkelige problem
Alt dette betyder ikke, at Sørlander ikke har ret i, at den økonomiske videnskab påviser problemer ved kollektive beslutninger. Det er dog politiske beslutninger, der især er problematiske. Arrows teorem er en del af problemet: vanskelighederne ved en demokratisk proces bliver langt større, når der ikke er klare og konkrete valg, men kun mange diffuse mere eller mindre enslydende politikere. Det væsentligste problem er dog et andet: ikke bare er der grundlæggende problemer ved en generel socialistisk eller interventionistisk/etatistisk politik, brugen af tvang i sig selv kan ikke retfærdiggøres som velfærdsforøgende.
Når det så er sagt, så kan økonomisk videnskab ikke i isolation forsvare et frit og kapitalistisk samfund mod angreb. Det kunne jo være en kritiker hævdede, at der var andre værdier og mål, der var vigtigere end frihed og velstand for alle. Sørlander er en sådan kritiker, der hævder, at vi er forpligtede til en rationel selvopdragelse i en demokratisk orden. “Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning,” mener han. Det er muligt, men skal folk tvinges til det? Det har Sørlander ikke bevist. Vi har allerede henvist til Hoppes forsvar for frihed og privat ejendomsret, Rothbards bygger på en mere traditionel naturretstankegang, mens Mises’s forsvar for liberalismen er mere nytteetisk. Fælles for de tre er, at de går frem på videnskabelig vis, det vil sige, de analyserer samfundets egentlige byggesten – individer – og bygger deres teori op derfra. Alle rettigheder er individuelle rettigheder og alle forpligtelser er individuelle forpligtelser. Jeg er sådan set ikke uenig med Sørlander i, at vi bør være rationelle, men det er uforeneligt med rationel handling at ville tvinge folk til at være rationelle eller tvinge dem til at brødføde andre, mens disse udvikler deres rationalitet.
Nogle mindre fejltagelser
Der er også nogle mindre problemer i argumentationen, jeg føler trang til at påpege. Når Sørlander skriver, at økonomisk videnskab mener, at det “er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt”, så forfalder han til den gamle fejlslutning, at økonomer postulerer en homo oeconomicus, som kun behandler mennesket fra en snævert egoistisk og økonomisk synsvinkel. Dette er forkert, og Mises viste dette klarest. Først i 1922 i Gemeinwirtschaft, siden i 1949 i Human Action. Prakseologien behandler det hele menneske, og dens love er universelle. Profit skal ikke forstås som et snævert monetært begreb, men som et generelt begreb. Når mennesket det mål, det har sat sig, profiterer det; og fejler det, eller viser målet sig ikke at have den værdi, man først troede, lider man tab.
Sørlander skriver også, at vi kan se at:
noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn.
(Jeg skal afholde mig fra at kommentere den spøjse selvmodsigelse i formuleringen “stor, multinational amerikansk virksomhed”).
Med al respekt, hr. Sørlander, men det kan vi faktisk slet ikke se. Der er intet i Sørlanders artikel, der forklarer, hvorfor det er forkasteligt at tjene 300 gange en almindelig arbejder, mens det er i orden at tjene 30 gange så meget. Faktisk er socialisten, der insisterer på total økonomisk lighed mere rationel på dette punkt end Sørlander – han er i det mindste konsistent og bygger sin – forkerte – påstand på et klart princip.
Inden man kritiserer den udvikling Sørlander beskriver, er man nødt til først at undersøge, hvad der helt grundlæggende forårsager lønforskelle. Svaret er, at hver eneste arbejder, fra direktøren til buddet, aflønnes i overensstemmelse med værdien af hans bidrag til produktionen. Hvad er værdien af det produkt, som forretningsmanden måtte undvære, hvis han ikke kunne hyre arbejderen eller direktøren? Dette bestemmer arbejderens og direktørens løn.
Vi kan nu ikke lade os nøje med denne teoretiske forklaring, vi er nødt til også at undersøge de sidste 40 års historie for at kunne forklare den lønudvikling, Sørlander kritiserer. Det går for vidt at gøre dette her, men to faktorer er, tror jeg, væsentlige: For det første opererer store virksomheder i dag på et globalt marked og har dermed en meget større indtjening end tidligere. Dette vil afspejles i direktørens løn. For det andet lever vi i dag i en meget inflationær tidsalder, og inflationen bevirker en indkomst- og formue-overførsel fra de mange til de få, der nyder godt af at være tæt på kilden til de nye penge. Disse såkaldte cantillon-effekter bevirker en skjult og dårligt forstået omfordeling af ressourcer, som meget vel kan forårsage eksorbitante lønninger til ledelsen i udvalgte virksomheder.
Endelig kan jeg ikke tilslutte mig Sørlanders bemærkninger om protestantisme og oplysningstid, men her gengiver han blot, hvad der er den gængse opfattelse, så det vil jeg ikke klandre ham for. Dog: Protestantismen satte ikke den enkelte overfor et valg. Hvad skete der mon, hvis han valgte sine forfædres katolske tro? Det var ikke en mulighed (dem der valgte “forkert” blev tvunget i landflygtighed, og modstand mod protestantisme var i øvrigt en af årsagerne til Dacke-fejden 1542-3), tværtimod var alle tvungne til at tilslutte sig den herskende lutherske ortodoksi. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, bønderne for alvor udfordrede statskirken, og først i 1849 blev statsmagten aftvunget et løfte om at respektere religionsfriheden. Hvad angår Oplysningstiden – man kendte til fornuftens brug længe inden Kant, og man var ikke bange for at bruge den. Hvis historikere påstår andet, er det simpelthen et udtryk for enten uvidenhed og inkompetence eller bevidst historieforfalskning. Men Sørlander har for så vidt ret i, at både protestantisme og “oplysning” er vigtige for at forstå den moderne, demokratiske velfærdsstat, for begge blev brugt at konge, embedsmænd og deres propagandister til at udhule civilsamfundet og dets institutioner og til at forherlige statsmagten.
Afsluttende bemærkning
Jeg mener dermed ikke, at Sørlanders kritik for alvor bider på videnskaben, især ikke på den prakseologisk funderede østrigske skole. For så vidt som denne påviser problemer med demokratiet er det værst for demokratiet, og hans mere grundlæggende anklage om en forfejlet rationalitet, mener jeg, skyder forbi målet. En rationel tilgang til samfundsspørgsmål må begynde med at sætte sig ind i økonomiens læresætninger og dens beskrivelse af, hvordan samfundet fungerer. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at et frit samfund, hvor ret og ejendom blev respekteret, også vil være langt mere rationelt. Hvilket er naturligt nok, da et sådan samfund er i overensstemmelse med rationel samfundsvidenskab og med rationelt begrundet etik. Så Sørlander burde tilslutte sig liberalismen og dens ønske om et friere samfund med større respekt for individets rettigheder.