Der har i de senere år med mellemrum været debat om, hvorvidt omskæring af drengebørn skal forbydes, senest da folketinget tidligere på måneden nedstemte et forbud. I sig selv finder jeg debatten temmelig aparte, da det forekommer mig en smule mærkeligt at interessere sig for andre folks børns kønsdele, især når et af hovedargumenterne mod omskæring er, at det nedsætter sexlysten. Nuvel, i denne så sære tid, hvor kun materielle glæder tages alvorligt og sex ophøjes til det højeste gode, så er det måske ikke så sært, at man i den grad seksualiserer spædbørn og ser det som forældrenes opgave at maksimere barnets fremtidige (?) lystfølelse – men det er stadig en smule klamt.
Når jeg nu alligevel skriver lidt om det, så er det dels fordi, magtelitens begrundelse er noget mangelfuld, da den blot består i at kalde det antisemitisme at ønske et forbud; dels fordi der blandt ellers forstandige mennesker – d.v.s. anarko-kapitalister og liberale, der respekterer ikke-aggressions princippet som grundlaget for fredeligt socialt samkvem – synes at være stor sympati for et forbud. Argumentet, som f. eks. fremført af Lars Andersen, er såmænd rimeligt klart: omskæring er et fysisk indgreb mod et spædbarn, der ikke har samtykket og som sådan en aggression mod barnet. Mod dette har min gode ven Uffe Merrild på sin blog skrevet om, hvorfor det i forholdet mellem børn og deres forældre netop ikke er så simpelt. Jeg er enig i stort set alt, Uffe skriver, men vil alligevel gerne her forsøge at komme med mit eget bud på, hvordan det forholder sig med forældre, børn og omskæring.
Børn, forældre og ikke-aggressions princippet
Det fælles udgangspunkt, som jeg her tager for givet, er ikke-aggressions princippet: ingen har ret til at benytte, bruge, beskadige andres ejendom eller krop mod deres vilje. Det er især Rothbard, der har forsøgt at udpensle, hvad dette grundlæggende princip betyder for hvad man må og ikke må overfor sine medmennesker. Essensen af den liberale etik er, at ingen må krænke andres ejendom, og at alle rettigheder kan forenkles til en art ejendomsret, såsom selvejerskab eller retten til ens egen krop. Jeg vil ikke her forsøge at føre noget bevis for denne påstand, det har Rothbard og andre (f. eks. Hoppe) gjort udmærket andetsteds. Spørgsmålet for os er, hvad ikke-aggressions princippet betyder for forholdet mellem børn og forældre.
Da børn ganske som voksne er mennesker med den moralske ret, det giver, er de naturligvis lige så meget selvejere, ejer deres egen krop, som deres forældre gør. Problemet er blot, at børn i mange år tydeligvis er ude af stand til at varetage deres egne interesser og ingen mulighed har for at håndhæve deres rettigheder. I denne periode, indtil barnet er i stand til at klare sig selv, må nogen sørge for det og opdrage det og varetage dets interesser efter bedste evne. Kort sagt, nogen må have retten til at agere værge for barnet. Spørgsmålet er: hvem?
Rothbards svar er forældrene; det er dem, der har skabt barnet, og de har påtaget sig det moralske ansvar for at opdrage det efter bedste evne. Dermed følger naturligvis retten til at agere værge for det. Som Rothbard siger (Egalitarianism as a revolt against nature and other essays, s. 149):
We may say that the act of creation gives the parent, and not outside adults, jurisdiction over the baby. And yet, this ownership cannot be absolute, cannot involve the right of the parent to mutilate, maim, or murder the child, for this would be criminal aggression against the body of the child, who, being an independent human entity, cannot come under the absolute jurisdiction of anyone. The role of the parent, then, is to be, not an absolute owner, but a trustee-owner or guardian, with the right to regulate the child but not to aggress against his person.
Forældre har derfor visse rettigheder overfor barnet, der følger af deres moralske pligt til at opdrage barnet efter bedste evne og varetage dets interesser.
Omskæring og ikke-aggressions princippet
Den snarrådige læser vil have set, at Rothbard siger, at forældrene ikke må lemlæste, forkrøble eller myrde deres barn. Er omskæring ikke et klart eksempel på lemlæstelse, og burde godhjertede mennesker derfor ikke bortfjerne børn fra forældre, der kan finde på den slags? Problemet er, at dette argument beviser for meget. For hvis omskæring er lemlæstelse, så må det gælde ligegyldigt hvilken grund, man anfører for indgrebet. Den medicinske undtagelse er dermed et gabende logisk hul i omskærings-modstandernes argumentation.
Mere generelt dur det ikke at sige, at forældre ikke må begå indgreb mod børn mod disses vilje. Uffe blev hængt ud for hans eksempel med navlestrengen, men det er såmænd gyldigt: det er barnets navlestreng, så hvad bilder forældrene sig ind at bestemme, at den skal klippes af? Mere dagligdags situationer bliver også til overgreb: må forældre klippe negle på deres børn eller børste deres tænder mode deres vilje? Må de bade dem mod deres vilje? Må de tvinge dem til at sluge tabletter mod deres vilje eller vaccinere dem? Der er kort sagt næsten intet, stort eller småt, som forældre kan gøre, der ikke kan bedømmes som overgreb mod barnet. Det er selvfølgelig absurd – forældrenes ret som værger over barnet må medføre, at de har ret til at tvinge det til ting, som barnet ikke frivilligt vil.
Hvad præcis må forældrene da tvinge barnet til? Ikke hvad som helst; et barn er ikke et stykke legetøj eller et “projekt” så forældrene kan “udvikle dem selv”. Tværtimod; som allerede anført bygger forældrenes ret på deres moralske pligt til at opdrage barnet efter bedste evne. De må derfor tvinge det til ting, som de efter bedste evne finder er godt for barnet, også selvom dette ikke selv kan forstå det. Denne ret ophører, når barnet opnår forstandens fulde brug. Vi kan diskutere, hvornår det er – traditionelt har man ment syv år, men det er den nærværende diskussion uvedkommende.
Denne teori om forældres og børns rettigheder er simpel og elegant, men den betyder også, at forældre har meget vidtgående rettigheder. Hvem skal bestemme, hvad der er god opdragelse? Det er klart, at der må være en grænse for, hvad en fader må gøre overfor sine børn, men så længe han mener at handle i barnets interesse, og det ikke er tydeligt, at barnet lider alvorlig skade, må der i mine øjne være vidde rammer for ham. Selv fysisk afstraffelse, mener jeg, kan ikke absolut forbydes baseret på ikke-aggressions princippet.
Er omskæring i barnets interesse?
Hvis ikke læseren for længst er stået af på denne reaktionære tirade, vil han måske nu indvende, at omskæring jo netop ikke er noget, man gør, i barnets interesse; det er noget forældrene gør for at passe ind i deres kultur eller religion. Men hvordan kan vi vide det? Omskærelse er tværtimod for jøderne det fundamentale tegn på at tilhøre Guds udvalgte folk og derfor klart noget, forældrene gør i barnets interesse (muslimernes sammensurium af halvforstået kristendom, jødedom og arabisk overtro vil jeg ikke beskæftige mig med).
Nuvel, jeg mener ikke selv, at jøderne er Guds udvalgte folk, det har de ikke været i omkring 2.000 år. Jeg mener heller ikke, at det, moderne jøder praktiserer, har meget at gøre med omskærelse som beskrevet i bibelen (kaldet brit milah). Det er en farisæisk opfindelse (kaldet brit periah) fra 2. århundrede efter Kristus, som blev indført for at forhindre, at helleniserede jøder skjulte deres omskærelse. Bibelsk omskærelse er nemlig så skånsom, at dette let lader sig gøre. Det er dette farisæiske ritual, både jøder og muslimer praktiserer i dag.
Med andre ord mener jeg, at både jøder og muslimer tager grundlæggende fejl, når de tror, at de gør noget godt for børnene ved at lade dem omskære, da både jødedom og islam er falske religioner. Men dette betyder ikke, at jeg eller andre har ret til at forbyde jøderne at udføre deres ritual, hvor grotesk barbarisk jeg så må finde det. Det er netop forældrenes ret at opdrage deres børn i deres religion. At det er tom overtro eller farisæisk tankespind spiller i den sammenhæng ingen rolle. Hvad vi må spørge os selv om er, hvorvidt omskærelse udgør lemlæstelse af barnet eller ej. Det mener jeg, trods alt, ikke det gør.
Mange vil måske mene, at al religion er noget vås, så forældre kan aldrig have ret til at opdrage deres børn i deres tro, hvis det medfører den slags indgreb. Meget vel, men der er meget moderne overtro, der også fører til indgreb mod børnene. Vi behøver endda ikke forlade omskæring for at se det: i USA omskærer man mange hvis ikke et flertal af alle drengebørn, fordi den medicinske overtro siger, at det er godt for hygiejnen. I de fleste vestlige lande vaccinerer stort set alle forældre deres børn, fordi den medicinske overtro tilsiger, at det skal man. Hvor mange forældre har faktisk sat sig ned og set på fordele og ulemper ved de forskellige vacciner? Og hvad skal man sige om folk, der opdrager drenge, som var de piger og piger, som var de drenge?
Konklusion
Den moderne modstand mod omskæring kan dermed ikke begrundes i ikke-aggressions princippet. Det er for så vidt et grænsetilfælde, da jeg finder indgrebet temmelig barbarisk og på grænsen til lemlæstelse, men at forbyde det vil være et illegitimt overgreb mod forældrene.
Danskernes modvilje mod omskæring tror jeg heller ikke grunder i deres store kærlighed til ikke-aggressions princippet. Tværtimod – det er udtryk for, at de fleste danskere vil bruge statsmagten til at undertrykke kulturer, som de ikke bryder sig om, og som ikke passer ind i deres materialistiske verdensbillede. Det er nok også en skygge-diskussion – man taler om og vil forbyde omskæring, fordi man stadig ikke må tale om modviljen mod muslimer og indvandring. Den offentlige menings vogtere på venstrefløjen har jo svært ved at være imod en debat, der dels seksualiserer børn og dels kan føre til indgreb, der udstrækker statens magt over familien yderligere. Det er sandsynligvis kun diplomatisk pres fra Israel, USA og måske også Saudi-Arabien, der fik folketinget til at nedstemme forbuddet.