Vi hører med jævne mellemrum om, at vi er på vej mod det kontantløse samfund. Dankort, kreditkort, mobilepay og de mange andre betalingsmidler gør, at man stort set aldrig behøver tage pungen op af lommen. Det gør det lettere for individet at ordne sine forretninger, og det gør det sværere for kriminelle at snyde skattevæsenet eller handle med hælervarer eller andre ulovlige varer. I de fleste lande skynder staten på udviklingen ved at forbyde betaling i kontanter over en hvis grænse – herhjemme er grænsen på 50.000 kr. Senest er Indien gået foran i kampen mod kontanter, da regeringen med et snuptag gjorde 85% af pengemængden ubrugelig.
Umiddelbart kunne det lyde som om, den dalende brug af kontanter kun er et gode. Det er lettere for forbrugerne at betale for deres varer, og det gør det mere vanskeligt for hælere og bedragere, skattesnydere og sorte arbejdere, narkohandlere og andre lyssky typer at øve deres gerning. Transaktionsomkostningerne ved handel bliver mindre, og det bliver sværere at være kriminel.
Det er dog ikke ganske klart, at transaktionsomkostningerne falder ved at afskaffe brugen af kontanter. Det føles muligvis mere sikkert at gå på gaden, når man ikke har mange kontanter på lommen, men de alternative betalingsmidler er langt fra gratis. Forbrugeren mærker det måske ikke, men det koster butikkerne gebyrer og leje af kortterminaler at skulle tage imod dankort. Mobilepay er heller ikke gratis – igen skal de erhvervsdrivende betale for brugen. Den store andel af transaktioner, der foregår via netbank er heller ikke gratis, og igen er omkostningerne skjult, da det er virksomhederne, der betaler for det. Derudover er der nok flere af os, der føler et vist ubehag – og dermed ekstra psykiske omkostninger – ved at skulle handle gennem et foretagende som Danske Bank, der igen og igen har haft sugerøret dybt nede i skatteydernes og opsparernes lommer.
Kriminelle har ganske vist, i teorien, sværere ved at skjule deres forretninger, når alt skal gå igennem banken og dermed er gennemsigtigt og kan spores. I virkeligheden betyder denne gennemsigtighed et farvel til privatlivet for alle. Bevares, statsmagten har måske ikke umiddelbart adgang til at se, hvad man ejer og hvad, man har købt og solgt, men det er bare et spørgsmål om en dommerkendelse. Og i disse tider, hvor der gemmer sig en terrorist eller – o rædsel! – en højreekstrem bag hvert et hjørne, hvilken dommer vil så sige nej? Og er det overhovedet sikkert, at PET eller bagmandspolitiet mener, de behøver en dommerkendelse?
Der er naturligvis meget mere i det end et forsøg på at lette forbrugerens hverdag, og tiltag, der sigter mod at afskaffe kontanter, hænger nøje sammen med vor tids “uortodokse” pengepolitik. (Joe Salerno fra Mises Instituttet giver en forklaring her). For når Nationalbankens rente bliver negativ, så er det pludselig en dårlig forretning for bankerne at betale renter til indskyderne. Derfor kan man også i dag have svært ved at finde en bank, der vil betale for at have ens penge stående. Men hvis banken mener, renten er så lav, at kunden skal til at betale rente til banken af sit indskud, så forandres situation afgørende. Selv uden rente, er det for de fleste en god ide at have de fleste af deres kontanter i banken. De er mere sikre, og de er stadig lette at komme til eller bruge vha. dankort eller check. Men hvis banken begynder at tage penge for at opbevare penge, kommer den ud i konkurrence med andre, der kan sikre ens formue. Hvis nu det moderne bankvæsen var skabt for at sikre værdigenstande, ville det ikke være noget problem, tværtimod ville det blot være sundt med lidt konkurrence. Bankernes opgave, sådan som systemet er indrettet, er dog ikke at opbevare penge, men at skabe penge, og ved at skabe penge, er teorien, vil de sætte gang i samfundsøkonomien. Efterspørgslen vil stige, når forbrugerne får flere penge, kapitalister vil investere mere, når de kan låne flere penge billigere, og hele samfundet vil opleve et boom.
Det er bare ikke sådan det er gået. I og for sig er der ikke noget overraskende i udviklingen, hvis man vel at mærke ikke har drukket for dybt af den keynesianske visdom. Den naturlige følge af en økonomisk krise er, at folk holder igen med forbruget og investeringerne. Da verden lige pludselig ser mere usikker ud, øger man sin beholdning af kontanter, for at sikre sig, at man vil kunne betale sine regninger og sit forbrug. Rede penge bliver med andre ord mere værd i forhold til alternativerne, og derfor falder både forbruget og investeringerne.
Dette afspejles i den måde, penge skabes på. De eneste “rigtige” penge i dag er netop kontanter. Teknisk set udgør de et krav på Nationalbanken, og seddelmængden står da også som et passiv på bankens balance. Dette er naturligvis en fiktion fra dengang sedlerne ikke var penge, men blot penge-substitutter. I dag udgør indskud på bankkonti (anfordringslån), som reelt er krav på penge, substitutterne. Dette ville ikke være noget problem, hvis mængden af substitutter svarede til mængden af penge i bankernes reserver. Dette er dog langt fra tilfældet. Der er i virkeligheden ca. tyve gange flere substitutter, end der er penge i snæver forstand. Det er dette overskud af substitutter – dækningsløse penge, fiduciary media, Umlaufsmittel – der udgør et problem for samfundsøkonomien. Allerede Cantillon i 1700-tallet påpegede problemet, men det var først med Mises’ afhandling fra 1912, at pengeteorien blev færdigudviklet og fuldt integreret med resten af økonomisk teori. “Østrigske” økonomer har sidenhen finpudset teorien, f. eks. Salerno og Hülsmann kan fremhæves, men Mises’ tredeling af penge er stadig grundlaget for den østrigske forståelse af penge og penges relation til resten af økonomien.
Det følgende diagram (herfra) viser Mises’ system:
Den eneste tilføjelse til dette system er Hülsmanns pointe om, at vi kan have penge, hvor certifikatet er forenet med pengevaren. En præget guldmønt er det bedste eksempel på et integreret certifikat.
Dette blot et lille teoretisk sidespring. Tilbage til hovedemnet.
Bankerne skaber alle disse pengesubstitutter uden dækning ved at låne penge ud. Så længe bankerne har nok penge i reserven til at betale alle de kunder, der måtte bede om kontanter, og de i øvrigt holder sig inden for de af Nationalbanken udstukne rammer, kan bankerne fortsætte denne praksis. Problemet opstår, når der kommer en krise. Pludselig står bankerne i en situation, hvor deres egen stilling bliver usikker. De vil derfor lukke en del af deres lån ned, f. eks. ved at nægte at forlænge kassekreditter, for at sikre deres egen position, hvis der pludselig skulle opstå mistillid til banksektoren, og folk derfor ville veksle deres indestående til rede penge.
De følgende grafer viser udviklingen i pengemængden M1 (penge i omløb – kontanter – plus lån på anfordring) fra januar 2005- oktober 2016.
Først M1. Pengemængden stiger støt 2005-8 og topper først i maj 2008 lige i underkanten af 800.000 mio. kroner – en stigning på næsten 50%. Denne stigning hænger nøje sammen med boomet i de år – ja, østrigere vil påstå, at den var årsagen, og at det var fordi det byggede på inflation, at boomet måtte ende og ikke repræsenterede sand velstand.
Det er udviklingen efter 2008, der er interessant. Først falder pengemængden lidt, men allerede fra september 2008 stiger den til en ny top i juli 2010, falder igen til marts 2012, hvorefter den stiger mod skyerne.
Det er især pengesubstitutterne (anfordringslånene), der har store udsving. Seddel- og møntomløbet er støt stigende under hele perioden.
Hvorimod lånene svinger noget i midten af perioden.
Dette er igen som vi skulle forvente det: rede penge er mere sikre end anfordringslån, da disse i sagens natur er bygget på tillid, da der netop er tale om lån til banken. Der er altid en risiko for, at banken ikke betaler tilbage, og hvis usikkerheden breder sig, vil folk derfor i højere grad foretrække kontanter frem for penge i banken.
Denne graf, der viser låns- og penges andel af M1 viser udviklingen.
Kontanter går fra at udgøre næsten 8% af pengemængden til nu (oktober 2016) kun at udgøre lige under 5,5%. Hvad der ikke kan ses af grafen er, at denne tendens brydes i april 2008, hvorefter denne andel stiger lidt, for at stabilisere sig lidt under 6,5% indtil den næste inflation fra 2012 og frem. Dette hænger naturligvis sammen med, at det var netop på det tidspunkt, krisen kom, og tilliden til banksystemet begyndte at vakle. Bankpakkerne i efteråret og vinteren 2008/9 var derfor primært for at sikre tilliden til systemet. Hvis man havde ladet en bank krakke, og indskyderne ikke havde fået deres penge, ville man stå overfor en stor deflation, der ville have taget livet af de fleste banker, da alle indskydere ville forsøge at veksle deres indestående til kontanter. Dette ville i sig selv have været et samfundsøkonomisk gode. Ikke fordi bank- og finansvirksomhed i sig selv er et onde, tværtimod – finansiel virksomhed er en essentiel del af at allokere samfundets ressourcer bedst muligt – men fordi det banksystem, vi har, af sin natur er ustabilt, netop fordi det bygger på bankernes evne til at skabe pengesubstitutter.
Og det bringer os tilbage til kampen mod kontanter. For der er to afgørende grunde til, at politikere og bankfolk skulle ønske at afskaffe brugen af kontanter til fordel for bankerne. For det første vil det, i den moderne “uortodokse” teori, gøre det muligt for politikere at tvinge folk til at forbruge, hvis deres penge alle står i bankerne. Hvis det er tilfældet, er argumentet, vil negative renter betyde, at folk hellere vil forbruge og investere end lade deres penge stå. Og så kan keynesianerne skabe det opsving, som de så gerne vil have. For det andet betyder afskaffelsen af kontanterne, at den primære hindring for bankernes pengeskabelse fjernes, da den del af pengemængden, som nu er dækningsløs, for præcis samme status som penge i snæver forstand.
Det keynesianske opsving er dog ikke, hvad samfundet har brug for. Tværtimod er det øget opsparing og kontantbeholdning, der er et af hovedmidlerne til at komme tilbage til et sundt system. For der er behov for at rydde ud i et årtis fejlinvesteringer, inden man kan begynde mere eller mindre forfra med ny kapital. Der er med andre ord brug for den deflation (forstået både som mindskelse af pengemængden og som fald i priser), som vil være en naturlig følge af folks valg i fraværet af den kunstigt lave rente.
Hvis politikere og banker får held med ad åre at afskaffe kontanter, betyder det en afgørende forringelse af kvaliteten af penge. Bankerne vil i så fald være at ligne med et kartel, hvor hvert medlem har sin egen seddelpresse, de kan trykke kroner på, ganske vist under Nationalbankens og politikernes kyndige ledelse. Det er klart, at ikke bare vil der være et vist incitament for bankerne til at samarbejde indbyrdes og ikke skabe alt for mange penge alt for hurtigt, der vil også være en klar interesse i at samarbejde med udenlandske banker om at have samme inflationstakt, for at forringelsen af pengenes købekraft ikke skal blive tydelig i vekselkurserne. Det er lige så klart, at borgerne reelt bliver bundet til bankerne, hvis ikke de længere kan bruge kontanter. Så vil hele det finansielle system være blevet transformeret til en gigantisk pyramide, hvor banker og formuende, der kan stille aktiver som sikkerhed mod lån, reelt lever som parasitter på lønmodtagere og opsparere. Systemet kan naturligvis ikke vare ved, da købekraften af folks penge til sidst er så udhulet af den vedvarende inflation, at hele pengesystemet går i opløsning.
Der er altså rigtig god grund til at modstå presset fra dem, der under alverdens påskud bekæmper brugen af kontanter.
Pingback: Krigen mod kontanter – fronten i Danmark anno 2020 | Østrigske Observationer