Et af de første indlæg, jeg skrev her på bloggen, handlede om kampen mod kontanter. Selvom det stadig er muligt at bruge kontanter, er krigen langt fra indstillet – tværtimod. F. eks. har jeg i mine seneste artikler på mises.org (her og her) beskrevet, hvordan centralbankernes eksperimenter med digital valutaer kun giver mening som led i denne krig, da formålet med disse er at erstatte fysiske kontanter med digitale “tokens” eller “krav” på centralbankerne, som disse potentielt har fuld kontrol over.
For bare få dage siden er der også åbnet en ny front i krigen mod kontanter herhjemme. Jyllandsposten kunne på forsiden af erhvervssektionen den 28. december proklamere (samme artikel er online hos finans.dk), at danskerne aldrig har haft flere kontanter på lommen end i år, og hele artiklen i gennem udtaler “eksperter” sig om, hvor stort et problem, det er. Den tidligere departementschef i skatteministeriet Peter Loft går så langt som til at sige, at den eneste grund, der er til, at man har kontanter, er, at man er en forbryder. Det er naturligvis noget vås, men der er mere grundlæggende problemer med artiklen – for er det overhovedet sandt, at der er flere kontanter i omløb end nogensinde før?
Efter lidt søgen fandt jeg kilden til avisens data: Nationalbankens opgørelse af seddel- og møntomløbet – i 2019, offentliggjort i marts i år! Der er med andre ord ikke tale om nye tal, eller nye udgivelser fra Nationalbanken, der kunne forlene denne historie med nyhedsværdi. Tværtimod, så modsiger Nationalbankens udgivelse artiklens præmis – for de skriver i første linje, at værdien af cirkulerende mønter og sedler (vi må tilgive Nationalbanken denne forfejlede og kætterske sprogbrug – de mener sedler og mønter, i befolkningens besiddelse) var mindre i 2019, end den var i 2018. Så hvorfor bringe denne historie nu, medmindre nyheden er, at journalisten har besøgt Nationalbankens hjemmeside for første gang?
Cui bono?
Jeg ved naturligvis ikke, hvad der har bevæget redaktionen på Jyllandsposten til at bringe den artikel, men jeg tror nu, at et godt bud er, at den er “plantet” af interesserede parter. Spørgsmålet er så, hvem har gavn af en artikel, der udråber det til et stort, forbryderisk problem, at danskerne bruger kontanter? Hvem vil gerne af med kontanter, hvem har noget at vinde ved deres afskaffelse?
Der er to primære vindere ved en mulig afskaffelse af kontanter: bankerne og staten. Bankerne lider under Nationalbankens mildest sagt destruktive politik, som påtvinger dem negative renter. Det gør det naturligvis mindre attraktivt at have sine penge i banken, hvis banken pålægger alverdens gebyrer og negative renter. Derfor er det i stigende grad attraktivt ikke at have sine penge i banken, men derimod have en større del af ens formue i form af kontanter, hvis man da ikke investerer i andre aktiver, der holder værdien bedre end penge. Det kan f. eks. være i form af guld og sølv, bitcoin og andre kryptovalutaer. Disse er de nærmeste substitutter til penge, de er så at sige de mest “penge-agtige” aktiver, som tilmed har den fordel i forhold til penge, at regeringer og centralbanker ikke kan forøge deres mængde efter forgodtbefindende.
Begge former for investering, i kontanter eller i guld og kryptovaluta, er dårligt nyt for bankvæsenet og for Nationalbanken, for det formindsker disses mulighed for at bruge indlån som basis for nye udlån og mindsker naturligvis de negative renter, de kan opkræve af deres kunder. Nationalbanken kan heller ikke i samme grad kontrollerer pengemængden, hvis folk i større grad tager deres penge ud af banken. Folks efterspørgsel efter fysiske kontanter formindsker simpelthen muligheden for kreditekspansion (Rothbard, Mystery of Banking, kap. 10).
Der ser dog ikke ud til at være nogen synderlig øget efterspørgsel på kontanter: mængden af kontanter i omløb ligger meget stabilt på ca. 5 procent af pengemængden (M1); om noget er den faktisk svagt faldende. Efterspørgslen på guld osv. har jeg ikke kunnet finde tal på, men det ville undre mig, hvis den ikke var stigende. Det er under alle omstændigheder klart, at kontanternes blotte eksistens er en trussel mod det centralbankstyrede finansvæsen.
Den anden institution, der har noget at vinde ved kontanternes afskaffelse, er staten. Kontanter har den store fordel fremfor f. eks. bankoverførsler (og sådan set også overfor bitcoin o. lign.), at de kan bruges fuldstændigt anonymt. Hvis man ikke bryder sig om, at andre skal kunne snage i ens indkøb og salg, så er kontanter for langt de fleste det bedste middel. Dermed er staten naturligvis en fjende af kontanter, for hvad nu hvis folk bruger penge på noget, som staten vil beskatte, eller som politikere i deres visdom ikke mener, man må? Staten kræver intet mindre, end at man er totalt gennemsigtig og åben overfor den. Den har ret til at vide alt, kontrollere alt, inddrage alt, hvis man overtræder dens dekreter. Det er et stort tab, hvis staten går glip af skatteindtægter, og alles handlinger og virksomhed skal vurderes efter, hvor meget de genererer til statskassen.
Dette er naturligvis alt sammen – moralsk og økonomisk – noget vås. Det er ikke individets formål i denne verden at tjene staten. Det burde ikke være noget ekstremt synspunkt, men vi har i det forgangne år set, at der desværre er mange, der forbinder det moralsk korrekte med bidrag til og lydighed imod staten. Den slags moralsk falliterklæring vil jeg dog ikke analysere nærmere her.
Økonomisk er det en grundsætning, at når to individer frivilligt udveksler vare og ydelser, så er begge individer bedre stillet efter handlen, end de var før. Derudover ved vi fra Ricardos lov (som Mises kaldte den), at produktion under arbejdsdeling og handel giver et større resultat, end produktion i isolation. Disse grundsætninger er sande, ligegyldigt om man betaler skat af sit arbejde og sine handler eller ej. Samfundet som sådan er bedre stillet af handel og arbejdsdeling. Vi kan tværtimod om noget sige, at beskatning er samfundsskadelig, fordi al beskatning øger omkostningerne ved produktion, arbejdsdeling og handel, og derfor altid fører til et lavere produkt for hele samfundet som sådan (se Hoppes Economics and Ethics of Private Property, kap. 2: The Economics and Sociology of Taxation).
Dette ræsonnement kan statsmagten naturligvis ikke acceptere. Den bygger på en ideologi, der tilsiger, at staten er absolut nødvendig for alle samfundsforhold. Derfor er enhver indrømmelse overfor det frie samfund ideologisk uholdbar. Der er også stærke materielle interesser, der støtter statens krav – hvordan skulle de ellers få støtte, hvis ikke staten først tog fra andre? De privilegerede banker er naturligvis også villige til at støtte staten i dens krav, da deres egne privilegier er sikrede af staten og ikke kunne bestå i et frit samfund.
Afslutning
Den ovenfor nævnte artikel i Jyllandsposten er endnu et forsøg på at mistænkeliggøre brugen af kontanter. Dermed forsøger den at bane vejen for deres afskaffelse, da dette er i magthavernes interesse. Der er naturligvis ingen, der “omvender” sig og holder op med at bruge kontanter, bare fordi han læser en sådan artikel. Det er ikke det, der er formålet. Formålet er at berede grunden ideologisk for et fremtidigt forbud, så der ikke er den store modstand, når staten engang i fremtiden skrider i aktion. Derfor er det også ideologisk modspil, der nu er nødvendigt, hvis vi skal bevare kontanter og den lille rest af uafhængighed fra staten, de sikrer.