Kampen mod coronavirus – stat eller frihed?

Som lovet for et par dage siden, vil jeg forsøge at beskrive de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser af regeringens med coronavirus begrundede indgreb, samt hvordan samfundet ville kunne klare krisen meget bedre uden statens indblanding. Jeg har med vilje set tiden lidt an, for det er jo ikke nødvendigvis sådan, at blot fordi folketinget har overdraget noget nær enevældig magt til regeringen, vil denne gøre fuld brug af den. Indtil videre har der ikke været så store socialistiske tiltag, som man kunne frygte – heldigvis, selvom det er slemt nok endda. I stedet for at lurepasse, vil jeg derfor nu forsøge en kritik af, hvad regeringen indtil videre har gjort, samt hvad den realistisk kunne finde på at gøre.

Det er igen værd at understrege, inden vi begynder, at jeg absolut ikke er eller vil give mig ud for at være ekspert i virologi eller lægevidenskab generelt. Jeg har heller ingen særlig viden om, hvor slem eller smittefarlig coronavirus i virkeligheden er, selvom jeg nok har min egen mening om det. Det kan vi gemme til et senere indlæg. Her vil vi gå ud fra, at sygdommen er reel, at den er alvorlig og ofte dødelig. Den økonomiske analyse er nemlig ikke afhængig af, hvor slem krisen er: selv hvis sygdommen var så alvorlig som den spanske syge, kolera eller selv den sorte død, ville den økonomiske videnskab konkludere det samme: at statens indgreb udover at være umoralske også er skadelige for økonomien og samfundslivet og ikke er en hjælp til at bekæmpe sygdommen.

Staten lukker samfundet

Hvis vi begynder med det åbenlyse, så er det jo klart, at statens tvungne nedlukning af store dele af det økonomiske liv gør hele samfundet fattigere: alt det, der kunne være produceret i den periode, nedlukningen varer, er der nu ingen, der får glæde af. Samtidig betyder det naturligvis store tab for de ramte virksomheder. Regeringen har lanceret diverse hjælpepakker for at afbøde tabene, men det burde være klart for enhver, at disse ikke fjerner tabene: de flytter blot byrden over på skatteyderne, selvom finansieringen nok i første omgang bliver for lånte penge. Dette har politikerne været knap så villige til at indrømme, de vil hellere lade som om, det er dem, der hjælper.

Spørgsmålet må derfor være, om regeringens hjælp er nødvendig, for at erhvervslivet skal overleve. De fleste virksomheder har en række faste udgifter, de ikke bare kan løbe fra, hvoraf de væsentligste nok er afbetaling af lån og andre kontraktmæssige forpligtelser. Sådanne aftaler er jo indgåede uden at tage højde for den nuværende krise, så kreditor har ret til betaling ligegyldigt hvad. Det kan jo betyde konkurser for mange, da de fleste nok vil finde det svært at betale deres lån, når de ikke har nogen indtjening. Et er dog, hvad kreditor har ret til; andet er, hvad der er i hans egen interesse. For hvis kreditor kræver en skyldner konkurs betyder det jo, at kreditor ikke får sit tilgodehavende, før selskabet enten er solgt eller afviklet, noget der kan have lange udsigter, som tingene står nu. Samtidig er kreditor jo klar over, at vi står i en særlig situation. Hvis han ellers har tillid til sine forretningsforbindelser og til sin skyldner, må han jo mene, at vedkommende er en god kreditrisiko og være villig til at give henstand eller på anden vis ordne den øjeblikkelige krise. Selv under almindelige forhold betyder en øjeblikkelig likviditetskrise i et selskab jo heller ikke nødvendigvis, at kreditorerne gennemtvinger en konkurs: at det er deres ret betyder ikke, at det er hvad de selv finder hensigtsmæssigt. Igen: hvis selskabet ellers er drevet ordentligt, og de har tillid til ejeren og ledelsen, er en omstrukturering af lånene at foretrække. Hvis de derimod i denne situation kræver virksomheden lukket og solgt, så må det være fordi, de betragter den som en i forvejen tvivlsom investering. Det er muligt, virksomheden ville have overlevet i fraværet af krisen, men det er op til ejerne og kreditorerne at bestemme (rent filosofisk kan vi jo sige, at kreditorerne er en slags medejere af virksomheden, især når de har pant i den, men i det hele taget er passiv-siden på en balance udtryk for, hvem der ejer og har hvilken slags rettigheder til virksomhedens aktiver).

Langt fra at være økonomisk gavnlig er regeringens hjælpepakke tværtimod til skade for genopretningen af økonomien efter krisen. Det, der er behov for, er ledig kapital, så det er muligt for kreditorer at refinansiere deres egne virksomheder og finansiere erhvervslivets faste udgifter under krisen såvelsom en “kickstart” bagefter. Men regeringen synes opsat på at støvsuge de finansielle markeder for kapital: den danske stat er – desværre – den bedste kreditrisiko for danske investorer, så når der nu snart igen bliver udstedt statsobligationer for mange milliarder, vil det marginalisere private lånere. Det vil blive sværere og dyrere at rejse de nødvendige lån for erhvervslivet, og dette vil i det lange løb betyde, at selv sunde virksomheder risikerer at gå ned. Det bliver ikke bedre af, at store dele af hjælpepakkerne går ud på at betale løn til hjemsendte arbejdere. Det betyder nemlig, at opsparede midler bliver overført til privat forbrug, og der vil derfor være igen være mindre kapital til rådighed, når økonomien igen skal i gang. Det gør samfundet fattigere, og det gør det vanskeligere for erhvervslivet at komme tilbage til normal dagligdag.

Samtidig er stort set alle fritidsinteresser blevet om ikke forbudt så gjort praktisk umulige. Det kan selvfølgelig være en hjælp for økonomien, da lønmodtagerne dermed kan blive tvunget til at spare mere af deres løn op, og dette vil jo så frigøre nogle af de midler, staten har suget ud af kapitalmarkederne. Det er dog også værd at påpege, at det medfører unødvendige forringelser i folks levefod. Det kan selvfølgelig godt være, at politimænd elsker at herse med folk og råbe af dem, men der er vel næppe nogen, der for alvor vil påstå, sådanne sadistiske glæder kan opveje tabet mange må føle, når de er tvunget til at opgive diverse fritidsaktiviteter, lige fra sport og ture i skoven til 80 års fødselsdage? Der er selvfølgelig spørgsmålet om smittespredning – det vil vi vende tilbage til nedenfor i afsnittet om en liberal krisehåndtering.

Hvem ved hvad?

Formålet med alle disse begrænsninger er jo efter bedste evne at begrænse udbredelsen af den nye virus. Der må ikke være mere end ti personer samlet, ikke-essentielle virksomheder bør lukkes, o.s.v., alt sammen fordi staten vurderer, at andet er for farligt. Selvom Martin Ågerup fra CEPOS så forsigtigt tillader sig at kritisere regeringens strategi, overser han dog det vigtigste punkt, for pointen er nemlig ikke, at folketing og regering (naturligvis) har begået mange og store fejl, men at hele tilgangen er forfejlet. Hvorfor skal det fra centralt hold bestemmes, hvilken risikovurdering de enkelte borgere skal følge?

Det er klart, at ethvert samkvem med andre mennesker indebærer risici både under normale forhold, men især under en epidemi. Det er også klart, at det giver mening at tage sine forholdsregler og være mere forsigtig end ellers. Det er dog ikke klart præcis hvilke forholdsregler, der er de bedste. På den ene side kan man jo vælge at isolere sig selv totalt, da det er den eneste måde, man kan minimere risikoen for smitte på. Det er noget nær dette standpunkt, diverse regeringer i Europa har indtaget. En smule tankevirksomhed vil dog føre til den konklusion, at det ikke er et holdbart standpunkt. Der er risici forbundet med alt – betyder det, at man ingenting skal foretage sig? Selv den bedste bilist kan køre galt – betyder det, at det skal forbydes at køre i bil? Og hvad med tog og fly?

Hvad end man foretager sig, så medfører det diverse risikomomenter, og det er op til den enkelte at vurdere, hvilke risici det er værd at løbe. Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet – og der er ingen grund til at mene, at den er andet end hysterisk – så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

Det samme gælder naturligvis, når det gælder folks personlige forhold. Skal man tage til gymnastikopvisning eller blive hjemme, skal den aflyses eller udskydes eller gennemføres med diverse særlige forholdsregler? Det er noget, den enkelte forening må afgøre. Det samme gælder private fester og andre arrangementer, og det gælder gamle og andre særligt udsatte grupper såvel som unge. Hvis man har planlagt bryllup eller 80 års fødselsdag, f. eks., må man jo vurdere, om man tør gennemføre arrangementet eller ej, og de indbudte gæster må jo selv vurdere, om de tør møde op eller ej.

Nogle vil måske indvende mod dette, at vi jo ikke ved, hvor stor faren er, så staten må påtage sig et ansvar, underforstået: de statslige embedsmænd ved bedre. Helt bortset fra, at en sådan indvending kun kan karakteriseres som slavesind, så er der er ingen grund til at tro, at statens folk ved bedre. Som jeg linkede til forleden, så ved vi faktisk – embedsmændene inklusive – meget lidt om, hvor alvorlig sygdommen er. Hvorfor er dødeligheden så stor i Italien og så lille i Tyskland for eksempel? Den usikkerhed, der eksisterer omkring disse spørgsmål, er den samme for statsansatte som for alle andre. Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi (hvis dette faktisk er virkningsfuldt).

Udover de simple regler, som på denne evolutionære vis naturligt udvikles i samfundet, vil der dog stadig være en stor variation i, hvordan folk forholder sig, da folk stadig vil have en forskellig opfattelse af risici, simpelthen fordi risici objektivt set vil være forskellige og subjektivt set vil vurderes forskelligt. Der er ingen grund til at lukke helt ned for samfundet: folk vil selv forstå at tilpasse sig og tilpasse samfundet, så situationen bliver håndteret optimalt, det vil sige: så man løber de risici, folk finder acceptable. Alternativet, at lade staten diktere folks handlemåde under en epidemi, giver kun mening, hvis man mener, de statslige embedsmænd på mirakuløs vis har fundet frem til den handlemåde, der bedst afvejer smitterisikoen mod andre hensyn. Dette ville dog være intet mindre end et mirakel.

De socialistiske hospitaler

Det primære fokus i statens indsats synes at være hensynet til hospitalerne, der endelig ikke må overbelastes. De fleste har nok nu set den berømte graf, der viser, hvordan nedlukningen fører til en fladere kurve af syge, der holder sig under hospitalernes kapacitetsgrænse.

Det er naturligvis noget vås fra ende til anden.

Det kan først og fremmest påpeges, at regeringens pludselige indsats i medio marts er en total falliterklæring fra det statslige sundhedsvæsens side. Man har bildt befolkningen ind, at staten nok skal tage vare på deres sundhed, men har så været så åbenlyst inkompetente, at man ikke har gjort noget for at planlægge et svar til en eventuel epidemi. Coronavirussen kom jo ikke ud af ingenting: den blev først kendt i tidlig januar, spredte sig så i Kina og Østasien i januar og februar, og kom forholdsvis tidligt vestpå til Iran og Italien. Der var med andre ord to måneder til at forberede sig. Det er forståeligt, at almindelige mennesker ikke tog sig af den nye virus, før den kom tæt på, men burde et professionelt sundhedsvæsen ikke have eksperter, der er opmærksomme på eventuelle nye trusler og advarer i god tid? Det er jo ikke sådan, at epidemier og nye vira er ukendte – tværtimod har der igennem de seneste par årtier været en lind strøm af advarsler om nye, dødelige sygdomme: svineinfluenza, fugleinfluenza, MERS, SARS, zika-virus, ebola… Hvordan kan en ny virus så være sådan et chok for dem?

Der er ingen grund til at antage, at forudsætningerne for den berømte grafiske fremstilling er korrekte. Hvorfra ved vi, at så og så mange vil blive smittet så og så hurtigt? Hvorfra ved vi, hvor mange af disse vil have brug for behandling? Og hvor mange vil have brug for hospitalsindlæggelse? Det kan meget vel tænkes, at det vil minimere og sprede behovet for indlæggelser, hvis den almene befolkning, som ikke løber nogen synderlig risiko, bliver smittet hurtigt. Det fåtal der så har behov for lægehjælp kan let få det, mens man gør hvad man kan for at begrænse smittefaren for ældre og andre udsatte, så deres behov for lægehjælp udskydes og spredes mest muligt. Er det en bedre model? Jeg ved det ikke – men det tør jeg vove at påstå, at der heller ikke er nogen af socialisterne i regeringen, der ved.

Den anden præmis for statens indsats er, at hospitalerne kun har en begrænset kapacitet. De primære begrænsninger synes at være sengepladser og respiratorer. Umiddelbart virker det jo plausibelt, man kan jo ikke stampe et hospital op af jorden med kort varsel. Lidt nærmere eftertanke burde dog vise, at det ikke er sandt. Hvis sengepladser er problemet, så kan man jo konvertere almindelige pladser til intensivafdelinger. Hvis der ikke er plads nok på hospitalerne, så er der jo andre bygninger, der er bygget specielt til at tage imod sengeliggende gæster. Hvorfor ikke kontrahere med hoteller om alle de hotelværelser, der nu alligevel er ledige? Sengepladser er der nok af i samfundet. Hvis hoteller ikke er egnede til intensivafdelinger, så kan patienter, der ikke er på intensiv overføres dertil, og hospitalerne koncentrere sig om de værste tilfælde. Måske er problemet det, at hospitalsadministratorerne ikke er vilde med ideen om, at patienterne kommer ind på private institutioner – de ville jo opleve en service, som de nok ikke er vante til på hospitalerne.

Når det kommer til respiratorer, så er sagen den enkle, at der simpelthen ikke er noget problem: sundhedsstyrelsens egne prognoser viser, at man har respiratorer nok til den værste spidsbelastning. Man har lige nu en overkapacitet på ca. 12 procent i forhold til, hvad man har brug for, under de værst tænkelige forhold. Dette har dog ikke forhindret herskesygen i at udfolde sig i det offentlige: hvis en overkapacitet på 12 procent er god, så er en overkapacitet på 50 procent vel bedre, må tankegangen være, og derfor har sundhedsstyrelsen valgt at konfiskere samtlige respiratorer fra privathospitaler. Der er vel at mærke ikke tale om, at de har brug for disse respiratorer nu – der er jo stort set ingen indlagte med coronavirus – men alligevel skal respiratorerne nu stå ubrugte hen i det offentliges varetægt, bare for et tilfældes skyld. Og det selvom de ville kunne overdrages med dags varsel, hvis der blev brug for dem. Betyder coronavirus, at folk ikke længere bliver syge? At der ikke er andre formål, man kan bruge en respirator til? Åbenbart.

Problemet er, at sundhedsvæsnet er dybt socialistisk. Næst efter hæren og muligvis folkeskolen er det den mest socialistiske sektor i landet. Socialisme betyder her ikke andet, end at produktionsmidlerne er offentligt ejede og bureaukratisk administrerede. Dette betyder, at det er umuligt for administratorerne at opveje alternative brugsmuligheder mod hinanden. Hvad er vigtigst? Rutineoperationer eller nødberedskab? Barselsstuer eller intensivafdelinger? Dette kan kun vurderes rationelt, hvis man kan opveje de forskellige resultater mod hinanden – hvad man jo ikke kan, når der ingen fællesnævner er. Mises beskrev problemet allerede i 1920, og påviste, at det kun er gennem privat ejendomsret og fri prisdannelse, at en sådan fællesnævner for heterogene goder kan opstå. Uden den raver man i blinde.

Sundhedsvæsnet er ikke komplet socialistisk, da det omgivende samfund er nogenlunde frit. Det er dermed muligt for administratorerne at gætte på, hvad produktionsfaktorerne mon skal koste, når der er et marked for disse udenfor hospitalerne. En kantine i et hospital kan dermed være lige så veldrevet som i en privat virksomhed, og da der er en slags internationalt marked for specifikke produktionsfaktorer – selvom andre landes sundhedsvæsner også er socialistiske (ja, også USAs), er de stadig nødt til at købe medicin og andet udstyr på et globalt marked. Dette giver en hvis fri prisdannelse, som gør det delvis muligt at budgettere rationelt. Men til det socialistiske problem støder det bureaukratiske: hospitalerne er bureaukratisk drevne.

Bureaukrati skal her forstås i modsætning til profitorienterede virksomheder, ikke i dagligdags forstand, hvor bureaukrati bare betyder papirnusseri og skrankepaver. En profitorienteret virksomhed er opsat på at opnå størst mulig profit, dvs. at indtjeningen skal overstige omkostningerne mest muligt. Det betyder på den ene side, at den er opsat på at betjene sine kunder bedst muligt og på den måde opnå størst mulig indtjening; på den anden side, at den vil forsøge at spare mest muligt på sine ressourcer og sørge for at allokere dem til den mest formålstjenlige brug, da dette vil minimere omkostningerne. Et bureaukratisk foretagende derimod skeler ikke til profit. Det har et budget, som det skal allokere og helst sørge for alt sammen er brugt inden regnskabsårets udgang, da der ingen grund er til at spare – tværtimod risikerer man at de budgetansvarlige beskærer næste års budget, hvis ikke det hele er brugt. De hensyn, der tages i et bureaukratisk foretagende, er derfor naturligvis nogle helt andre. I stedet for at spørge: kan det betale sig? må lederne af de forskellige afdelinger i stedet for spørge: er der allokeret midler til det i budgettet? er det i overensstemmelse med retningslinjerne? Nødvendigvis må et bureaukratisk foretagende være mere ufleksibelt og mere regelbundet end en privat virksomhed, da det ellers bliver helt vilkårlligt, hvordan de betroede midler bruges. (Igen er det Mises, der bedst har beskrevet forskellen mellem bureaukrati og markedsbaseret virksomhed).

Hvad betyder det så for den specifikke situation, vi står i nu. Det er først og fremmest klart, at regeringen og embedsmænd er ude af stand til at vurdere, hvor stor kapacitet der reelt er brug for. Det er også klart, at de ingen grund har til at begrænse deres brug af ressourcer på coronakrisen, når de bare kan konfiskere disse fra private. Hvordan skal de afgøre, hvad der er de optimale sundhedsindgreb? Skal man bruge ressourcer på at teste alle for virussen? Skal man nøjes med at teste alvorligt syge?En rationel afgørelse af dette er ikke mulig, og den bliver ikke befordret af det bureaukratiske system. Så længe, reglerne følges, kan de ansatte gå hjem med god samvittighed og ansvarsfri. De kan afvise at teste folk, der gerne vil testes (så vidt jeg ved, er det endnu ikke muligt at købe sig til en test privat), og de kan i henhold til den nye lovgivning tvinge folk i behandling, der ellers ville være fri. Når bare cirkulærerne er udfærdigede, og krydserne er sat rigtigt, så kan de påstå, at alt er i orden.

Dertil kommer problemet med at fremskaffe de nødvendige remedier: Der vil naturligt opstå ekstra efterspørgsel på de varer, der er særligt brug for under epidemien. Det betyder, at sundhedsvæsnet naturligt nok er nødt til at ændre i budgetterne og allokere flere penge til disse midler. Det kan man nok også overkomme – men hvordan kan de være sikre på, at de har allokeret nok penge? Hvis deres budget er baseret på før-epidemiske priser, vil de garanteret undervurdere det nye behov, da priserne naturligvis vil stige som følge af den ekstra efterspørgsel fra sygehuse, andre institutioner og fra private. Det er allerede sket. En kommunal indkøber beskriver for eksempel, hvordan hun er blevet tilbudt overtrækskitler til en mangedoblet pris. Er dette ikke ublu spekulation i nød og lidelse? Skal der ikke sættes en stopper for det?

Hospitaler og kommuner har ganske som private begrænsede budgetter. De er dermed nødt til at allokere og til at bestemme sig for, hvor vigtige deres behov er. En prisstigning på en vare er udtryk for, at denne er blevet knappere i forhold til efterspørgslen og at andre er villige til at betale mere for den: de vurderer den nu er mere værd. Folketinget har givet sundhedsministeren magt til, hvis han synes, at stoppe sådanne prisstigninger. Vil dette ikke være nødvendigt og rimeligt for ikke at belaste hospitalernes budgetter for meget? Nej, absolut ikke. På kort sigt vil et prisloft, en lovbestemt maksimalpris under markedsprisen, betyde, at der opstår decideret mangel på varen. Dette følger af lovene om udbud og efterspørgsel: ved den lovbestemte maksimalpris vil der være en stor efterspørgsel, men udbuddet vil være meget mindre, da sælgerne ikke vil finde salget omkostningerne værd. Det kan jo f. eks. være, de så hellere vil sælge varerne i udlandet, eller de kan måske bruge dem selv eller – o hvor vederstyggeligt! – de kan finde på at omgå reglerne og sælge deres varer på det sorte marked. I Frankrig har man indført regler om maksimalpriser på håndsprit, og jeg oplever nu jævnligt, at det hverken i supermarkeder eller på apoteker er til at opdrive håndsprit.

Denne knaphed følger som bekendt på kort sigt, og det kan tænkes, at sundhedsministeren i det tilfælde vil sige, at så konfiskerer vi bare varelagrene. Der er jo for det meste tale om rimeligt specielle varer – håndsprit, masker, kitler – så det er nok ikke det store problem at finde engroskøbmændenes lagre og rane dem. Disse har jo alligevel ikke fortjent andet, sådan nogle ækle spekulanter. Dette afhjælper dog ikke det langsigtede problem, nemlig at disse varer fortsat skal produceres, og det endda i større mængde. Hvordan skal producenten vide, at der nu er større efterspørgsel på hans varer, når ikke prisen må stige? Især under de nuværende forhold, hvor vi må antage at der er ekstra omkostninger ved al produktion, er det nødvendigt med en højere pris bare for at holde den nuværende produktion kørende. Det er derfor nødvendigt at prisen stiger, ikke blot for at tilfredsstille blodsugende spekulanter eller for at udbud og efterspørgsel på kort sigt skal gå op, men for at produktionen kan blive udvidet tilstrækkeligt. Hvor meget skal den udvides? Hvem ved? Det er jo ikke gratis gjort – der er næppe den store ledige kapacitet, så det er nødvendigt for virksomhedsejeren at finde flere produktionsfaktorer, ansætte flere folk, konvertere produktionsmidlerne til hans brug. En prisstigning er nødvendig for at sætte alt dette i gang, det kan ikke bare dekreteres, at der nu er et øget behov. Virksomhedsejeren er nødt til at byde produktionsfaktorer væk fra deres nuværende brug, og det må nødvendigvis betyde, at han skal betale mere for dem end han ellers ville. Hvor meget mere er ikke til at sige, det er heller ikke til at sige forud, hvilke faktorer der lettest konverteres. Selvom vi kan formode, at det på lidt længere sigt vil være muligt at opnå skala-fordele og dermed bringe produktionsomkostningerne ned igen, og dermed sænke priserne igen, så er dette kun en formodning: det må overlades til iværksætterne på markedet at finde ud af, hvordan man bedst imødekommer det nye behov, og de kan kun se, at der er et øget behov, hvis prisen stiger og de dermed kan forvente en større profit ved at omlægge deres produktion. Jeg har til eksempel set adskillige historier om bryggere, der nu laver håndsprit, og Carlsberg skulle have tilbudt det samme.

En liberal krisehåndtering

Alt dette fører os endelig hen til, hvordan en liberal krisehåndtering ville se ud. Man kan nok udlede meget af det, fra hvad jeg har skrevet forud. Grundlæggende set må målet være, at gøre samfundet og markedet så frit som muligt, da det dermed bedst kan overkomme krisen.

Betyder dette, at man ikke skal tage hensyn til smittespredning? Har man ret til, hvis man er inficeret, at gå hvorhen man vil? Skal man ikke være solidarisk og acceptere statens påbud? Svaret på det første er, at man ikke har ret til at gøre hvad som helst; på det andet, at sand solidaritet ikke bygger på vold og magt, som socialisternes fup gør, men er frivillig.

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Dette indebærer naturligvis en betydelig bevisbyrde, hvis man smittet vil gøre en anden person ansvarlig. Det er ikke nok, at det er muligt, at man er blevet smittet ad den vej, man er jo nødt til at bevise det udover rimelig tvivl. Dette tror jeg ærlig talt ikke vil være muligt i langt de fleste tilfælde. Det er i mine øjne ikke nok, at man udsætter folk for en potentiel smitte, for en risiko: de skal også pådrage sig sygdommen den vej, ellers kan man ikke gøres ansvarlig. Dette sidste er det nok let at drage i tvivl af en dygtig advokat, men stadigvæk giver erstatningsretten nogle praj om, hvad folk har ret til.

Udover erstatningsansvar er folks frihed begrænset af en anden retslig grundpille: den private ejendomsret. Ejeren af et givent hus, supermarked, bar, eller hvad det måtte være, har naturligvis ret til at bestemme, hvordan hans ejendom skal bruges. Dette indebærer, at han har ret til at afvise folk eller smide dem ud, hvis ikke de følger hans bestemmelser, han har kort sagt ret til at diskriminere. Forretningsdrivende vil afveje hensynet til deres kunder mod smittefaren og forsøge sig med diverse foranstaltninger for at begrænse denne. Nogle vil måske lukke helt. Andre kan finde på at insistere på, at folk bærer maske i deres butik, at de benytter sig af håndsprit ved indgangen, at de får målt deres temperatur og ikke kommer ind, hvis den er for høj, at de bliver smidt ud, hvis de viser bare det mindste symptom. Der er mange muligheder, og det er givet, at forretningsdrivende vil prøve mange forskellige, indtil man gradvist finder frem til en optimal løsning, som de fleste så naturligt vil efterligne.

Hvad med behandling? Hvordan finder man hurtigst frem til mulige kure mod den nye sygdom? Her må svaret være, at indrømme læger og patienter uindskrænket ret til at prøve sig frem med eksperimentel medicin. Jeg nævnte forleden klorokin, som den franske professor Didier Raoult har brugt sammen med et antibiotikum med stor succes. En læge i New York har også rapporteret stor succes med en lignende kur. Hvis folk mener, dette er løsningen, er de naturligvis i deres gode ret til at få den. Eftersom der er tale om en usikker, eksperimentel kur, der muligvis kan medføre alvorlige bivirkninger, kan en læge eller farmaceut, der hjælper dem, naturligvis ikke drages til ansvar, hvis der opstår komplikationer. Igen: forskellige mennesker vil være mere eller mindre villige til at prøve en ny og usikker kur, men efterhånden som den nye kur viser sig effektiv (eller det modsatte), vil flere og flere benytte sig af den (eller holde sig derfra). Jeg ville selv nok i situationen acceptere professor Raoults anbefalinger, men det skyldes nok ligesåmeget, at han ligner en modern Miraculix, og at han tør tale autoriteterne i Paris og hele det medicinske etablissement imod (han er allerede blevet lidt af en folkehelt i Frankrig).

Hvad skulle regeringen så have gjort? Den skulle ikke have gjort ingenting, den skulle tværtimod have gjort mest muligt for at få staten af vejen og overlade problemet til civilsamfundet. Dette ville bl. a. betyde, at

• Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de ville
• Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med
• Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke
• Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning. Dette er et stort emne i sig selv, som jeg kan uddybe en anden dag. Interesserede kan læse om problemerne med intellektuel “ejendomsret” i Levin og Boldrines Against Intellectual Monopoly og i Stephan Kinsellas Against Intellectual Property
• Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Disse og lignende forslag kommer naturligvis ikke til at være virkelighed foreløbigt, men det er ikke fordi, de er upraktiske. I en krise som under normale forhold fungerer et frit samfund bedre end den nuværende fascisme. Regeringen og folketinget er i hele deres tilgang dybt etatistiske, komplet besatte af den ideologi, der siger, at staten er alt og kan alt. Det vil kræve en komplet omkalfatring af deres verdensbillede, hvis de skulle indrømme bare et af de problemer eller et af de forslag, jeg her har beskrevet. Alligevel er det værd at skrive, synes jeg. Regeringens fremfærd er decideret umoralsk og destruktiv, men det behøver ikke være sådan, hvis blot folk indser socialismens og statstilbedelsens problemer.

Det kunne være anderledes.