Et af argumenterne for fastkurspolitik er, at det i virkeligheden er det samme som guldfoden. Der er ikke nogen væsensforskel på at binde sin valuta til dollar eller euro på den ene side eller til guld på den anden. Tværtimod kan det være mere effektivt, da guldprisen kan variere pludseligt på grund af eksterne chok – en pludseligt øget produktion, for eksempel, fordi en ny mine åbner.
Men er guldfoden blot en variant af fastkurspolitik?
Fastkurspolitik vil sige, som jeg beskrev det tidligere, at man fikser prisen på ens valuta i forhold til en anden. Nationalbanken eller valutacentralen, eller hvilken myndighed det nu er, der har fået opgaven, sørger for at sælge egen valuta, hvis kursen stiger og købe, hvis den stiger, så prisen på egen valuta i forhold til den anden altid er den samme. At være på guldfoden derimod betyder, at penge simpelthen er guld. Det er dermed ikke et spørgsmål om, at man “fikser” prisen på guld, eller definerer ens valuta som en vis mængde guld, men simpelthen at man accepterer, at guld (og/eller sølv) er markedets foretrukne pengemiddel. Det betød i Danmark, at man da gik over til guldfoden i 1873, slog man nye mønter af guld og satte vægten efter at 1 kg fint guld skulle give 2480 kroner. En 10-krone vejede således lidt over 4 gram. For at gøre mønterne mere holdbare, var de iblandet 10 procent kobber, men det var stadig guldet, der var betalingsmidlet og gav mønten værdi. Man kan se flotte eksempler på disse mønter her og her.
Den klassiske guldfod var ikke perfekt – den var udformet, så den tillod bankerne at ekspandere pengemængden efter brøkreserveprincippet som forklaret her – men den var stadig en anerkendelse af, at guld var det betalingsmiddel, som markedet i hele Europa havde valgt. Desværre rummede den også kimmen til den udvikling, der skulle ødelægge det sunde pengevæsen i tiden efter 1914. Det væsentligste problem var, at guldmønter ikke cirkulerede frit. I Danmark var kun 10- og 20-kroner af guld, og det blev derfor udbredt at bruge pengesedler i stedet for. Disse var indtil 1914 fuldt indløselige i Nationalbanken – den såkaldte guldindløselighed – og det var igen derfor, de blev accepteret som betalingsmiddel.
Desværre betød den udstrakte brug af pengesedler en nationalisering og centralisering af pengevæsenet. I stedet for den internationale guld/sølvfod, som havde eksisteret i Europa siden middelalderen, blev Nationalbanken i stigende grad set som producenten og garanten af pengenes værdi. Derfor kunne man i august 1914 ophæve guldindløseligheden og stadig kunne staten gennemtvinge brugen af danske kroner, som nu i stigende grad blev set som adskilt fra guld. Da man i 1927 genindførte guldindløseligheden efter datidens liberales kamp for den ærlige krone, var det således ikke guldfoden men guldbarrefoden, man indførte. Nu kunne man ikke længere få udbetalt 10- og 20-kroner, men kun en hel guldbarre til en værdi af kr. 22.000.
Dermed fik man forhold, så det netop forekom, at guldfoden eller guldbarrefoden blot var et spørgsmål om at definere valutaen. Hvis det er spørgsmålet, er det nemt at se, hvordan forvirringen omkring guldfod og fastkurspolitik kan opstå. Ikke desto mindre er guldfoden væsensforskellig fra diverse valutaregimer: En fastkurspolitik skal per definition styres af Nationalbanken, mens guldfoden betyder, at Nationalbanken skal rette ind efter markedets ønsker. Guldfoden, og særligt en forbedret udgave med større cirkulation og 100-procents reservekrav, vil altid være bedre end et fastkursregime mod selv den stærkeste valuta.