Punditokraten Otto Brøns-Petersen har for nyligt spurgt sine læsere, hvem den største økonom mon er. Svaret er naturligvis Ludwig von Mises, men hvorfor?
Punditokraten har nedlagt to kriterier til bedømmelse af den største økonom: 1, hans “naturlige forståelse” af økonomi og 2, hans evne til at løfte sin tids økonomiske forståelse. Disse synes rimelige kriterier, selvom jeg ikke er enig med Brøns-Petersen i, at moderne studerende har større forståelse end fortidens økonomer. Tværtimod er niveauet blandt moderne økonomer nok generelt lavere end fortidens, selvom man nu til dags naturligvis har meget fine og meget komplicerede modeller, som ikke var kendt af fortidens økonomer. Under alle omstændigheder: ud fra Brøns-Petersens to kriterier er Ludwig von Mises klart nummer et.
Mises og Økonomiens Natur
“Naturlig forståelse” betyder vel, om Mises vidste, hvad den økonomiske videnskabs natur er. Her uddybede han hvad de klassiske britiske (Cairnes, Mill, Senior, Whately) og østrigske (Menger, Wieser) økonomerhavde sagt om økonomiens natur: at det er en “a priori” videnskab eller “deduktiv” videnskab, som behandler den menneskelige handlings logik som sådan. Dette i modsætning til den historiske videnskab, der behandler konkrete menneskelige handlinger (og i modsætning til fysikalisterne, der tror man skal efterabe Newtons fysik for at være videnskabelig.) Dette er en opfattelse Mises selv sporer tilbage til alle de store økonomer før ham. Mills empiricisme og generelt den positivistiske opfattelse blandt mange i det 19. århundrede og senere forhindrede en klar forståelse af økonomiens natur før Mises. Han er nok tættest på Whately blandt klassikerne, men Whately var nok også uberørt af Mill og Comte.
Selvsagt er denne opfattelse temmelig sjælden blandt moderne økonomer, men det betyder ikke, den er falsk. Når man overvejer, hvad egentligt menes med “pris”, “omkostning”, “penge”, “kapital” og andre begreber indenfor økonomien, bliver det klart, at disse kun kan forstås som den menneskelige handlings begreber. Det bliver også klart, hvis man tænker konsistent til ende, at den økonomiske videnskab ikke kan være empirisk og kvantitativ. Der er ingen mængder, man kan måle og ud fra hvilke man kan udlede lovmæssigheder. Økonomiens opgave er tværtimod at forklare og udpensle den menneskelige handlings logiske natur: hvad sker der, når pengemængden stiger? dette kræver forståelse for den menneskelige handlings logiske sammenhæng.
(Det står naturligvis historikeren frit for at måle mængder og finde korrelationer osv. Dette kan være nyttigt, men det er altid “kun” historisk arbejde – man kan ikke udlede generelle økonomiske love af sådanne målinger. For så vidt som moderne økonomer beskæftiger sig med kvantitativt arbejde, er de (for det meste temmeligt ringe) historikere og sociologer.)
Mises’s egne bidrag
Det er værd at understrege, at Mises nok selv ville se sig som de klassiske økonomers epigon. Hans egne bidrag forfinede blot hvad Smith, Ricardo osv. allerede havde fastslået. På det pengeteoretiske område lykkedes det Mises at forklare penges værdi ud fra den subjektive værdilære og dermed integrere pengeteori med “almindelig” økonomisk teori. I modsætning til f. eks. Fishers naive kvantitetsteori forklarede Mises hvordan pengeskabelse altid skævvrider relative priser og altid er til fordel for nogle fremfor andre. Mises’s konjunkturcyklusteori er nok den mest berømte af hans bidrag til penge- og kapitalteorien.
Mises’s kritik af socialismen er velkendt, han påviste, at en socialistisk økonomi ikke bare er ineffektiv men umulig. Dette hænger sammen med den centrale rolle, som Mises tilskrev den økonomiske beregning. En sådan er kun mulig i et privatretligt samfund, for der er ingen anden basis for denne beregning end de priser, som etableres under varernes frie udveksling. Dette peger tilbage til hans forståelse af økonomiens natur: de fleste økonomer nu om dage ville ikke give Mises ret, for de mener, man kan modelere et menneskes “nyttefunktion.” En sådan funktion er blot den skære fantasi: den har ingen relation til hvordan mennesker reelt handler. Reelt behandler moderne økonomer (f. eks. Becker) mennesker som om, de er homines oeconomici, der altid “nytteoptimerer” – Mises påviste, at homo oeconomicus er en unødvendig antagelse.
Det sidste punkt, hvor Mises er klar overlegen, men hvor han måske ikke selv var pioner, er i hans forståelse af, hvad kapital er og hvorfor det er vigtigt. Her er han igen fortsætteren af klassikerne og østrigerne. Hvis et land skal blive rigere, er der ifølge Mises og hans forgængere kun et middel: større kapitalophobning, da mere kapital på langt sigt er den eneste mulighed for at øge arbejdernes produktivitet. Dette må naturligvis forstås i sammenhæng med den østrigske tilgang til kapitalteori, hvor kapital dannes og bruges i en produktionsstruktur og ikke ses som en homogen klump. Dette i modsætning til mere eller mindre groteske moderne teorier om økonomisk udvikling, hvor kapitalens vigtighed er mere eller mindre glemt. Reelt har den moderne mainstream ingen teori om økonomisk udvikling, for den siger i sidste ende, at udvikling er et resultat af bedre teknologi og at man højst kan “designe institutioner”, der muliggør innovation og den hurtige anvendelse af nye opfindelser. Men det er en ikke-økonomisk forklaring. (Dermed modsiger jeg i øvrigt også den ærede punditokrat, for Smith vidste i det mindste på dette punkt mere end langt de fleste moderne økonomer.)
Det var nogle korte paragrafer om, hvorfor Mises er den største økonom. At han og hans tilgang ikke har den største tilslutning er sandt, men det er et separat spørgsmål, der nok skal forklares delvis udfra den herskende, positivistiske tidsånd, delvis sociologisk ud fra økonomers egeninteresse.