Her til morgen har jeg læst seneste nyt fra Danmarks “liberale” tænketank. De argumenterer meget optimistiske for indførelsen af obligatorisk pensionsopsparing: 30.000 om året skal indbetales til ATP, hvis man har en pensions-formue, staten finder for lille (ifølge CEPOS: under 1,5 mio kr). De forsvarer det med, at det på sigt kan føre til lettelser i skatten, fordi lønmodtagere i dag er tvunget til at “spare op” for andre over skatten. Det er så fantastisk alt sammen, men har de mon overvejet:
- Hvem skal bestemme, hvad der er en fornuftig opsparing? Er det ikke op til den enkelte at bestemme, hvordan han vil planlægge sit liv? Det er bemærkelsesværdigt, at det er lønmodtagere og selvstændige, der har markant lavere indkomster, der skal tvinges til at spare mere op. Kunne det ikke tænkes, at der var tale om mennesker, der lige havde startet virksomhed, og derfor lagde alle deres kræfter og midler i at få den op at køre? Er det ikke muligt, at de lønmodtagere, der er tale om, kun lige er kommet på arbejdsmarkedet, og derfor endnu ikke er produktive nok og tjener nok til – i deres egne øjne – at have råd til at spare op? Det er ikke til at se ud fra CEPOS’s tal, men tanken er nærliggende.
- At folk muligvis ikke sparer op udelukkende i statsanerkendte institutioner som ATP? Hvad betyder det for deres frivillige opsparing, hvis de tvinges til at spare op i ATP? Kunne det ikke tænkes, at folk sparer op på måder, der ikke fremgår umiddelbart af Danmarks Statistiks opgørelser? Det kunne f. eks. være, at de investerede i deres virksomheder (de 100.000 selvstændige især) eller ejede varige aktiver. Det er helt legitime måder at spare op og investere.
- Om ATP er et absolut magisk foretagende, der altid sikrer deres kunder det forventede afkast? Er det muligt for dem at begå fejl, så danskerne muligvis er bedre stillede ved selv at vælge, hvordan og hvor meget de vil spare op? Eller er staten så alvidende, at den med sikkerhed kan vælge privilegerede pensionsforeninger? Hvad er dette andet end pensions-socialisme? Ved på denne måde at privilegere ATP centraliserer staten pensionssystemet og gør det mere sårbart overfor fejl og svigt. Et mere mangfoldigt pensionsvæsen ville være langt mere modstandsdygtigt i kommende kriser.
- At det muligvis ikke er givet, at staten vil sænke indkomstskatten, blot fordi det ikke længere er strengt nødvendigt at finansiere folkepension til alle? Har de aldrig hørt om public choice? Skattesatserne er ikke bestemt af, hvor mange penge staten har brug for til klart afgrænsede opgaver. De er bestemt af, hvor stor en andel af befolkningens indkomst og formue, politikerne kan slippe af sted med at berøve dem. De skal nok finde på ting at bruge dem på – prestige-byggerier, “aktivistisk” udenrigspolitik, ubrugelige amerikanske kampfly, indvandring. Opfindsomheden kender ingen ende, når det handler om at bruge skatteydernes penge.
- At indkomstskatten på ingen måde kan siges at være en opsparing, da den finansierer nutidigt forbrug, ikke fremtidsorienterede investeringer? Den skat, der bliver betalt i år, går til at finansiere statens udgifter i år – den bliver ikke investeret. Intet af hvad, staten foretager sig, kan kaldes investering – det er alt sammen forbrug, som Rothbard forklarer: alle statens udgifter går til at tilfredsstille politikeres og bureaukraters præferencer. Dette kan ikke kaldes for investering. Rigtige investeringer har altid til henblik at tilfredsstille forbrugernes præferencer ved at investere i produktionsgoder, producerer og sælge produktet for i sidste ende at sælge forbrugsgoder. Markedet og prissystemet sikrer, at produktionen her altid er rettet mod forbrugernes nutidige og forventede fremtidige præferencer. Statslige aktører har ingen sådanne rettesnor: deres udgifter kan derfor kun siges at tilfredsstille deres egne præferencer, ligegyldigt hvad deres intentioner er. Alle statslige udgifter må derfor klassificeres som forbrug, og det er derfor naturligvis meningsløst at beskrive tvungen skattebetaling som “opsparing”. Skat finansierer forbrug, intet andet.
- At det blot er en yderligere umyndiggørelse af folk på overførselsindkomster, når man på denne måde forvalter deres indkomster for dem? Ville disse grupper ikke være bedre stillet, hvis de fik mulighed for igen at være selvstændige individer, der selv var ansvarlige for deres eget liv? I forvejen udgør folkepensionen et incitament til at spare mindre op – man kan jo regne med, at andre bliver tvunget til at betale for andres pension (ligesom man selv er tvunget til at betale for andres pension nu). En afskaffelse af folkepensionen for alle under 40, f. eks., ville nok gøre det klart for de fleste, at de er nødt til at gøre noget, for at sikre deres alderdom. Så skulle de nok selv, uden statens og CEPOS’s velmenende brug af tvang, spare det op, de synes er tilstrækkeligt.
- At i stedet for at være propaganda-maskine for de regerende socialdemokrater burde borgerlige-liberale intellektuelle hellere angribe ondets rod: fagforeningstyranniet og velfærdsstaten, der tvinger flere hundrede tusinde på passiv forsørgelse?
Det er sådanne tiltag og pressemeddelelser, der får mig til at mene, at CEPOS ikke er en liberal tænketank. De har muligvis indset nogle problemer i den måde, velfærdsstaten er opbygget på, men de er tilfredse med blot at foreslå små ændringer, der styrer samfundet i den retning, de ønsker: mod en mere effektiv, mere dynamisk velfærdsstat med et større “privat” islæt. (Dermed falder de ind under, hvad Hoppe beskriver som social ingeniørkunst: konstante “reformer” og “videnskabelige” tiltag, der skal dreje samfundet i en mere gavnlig – ifølge d’herrer eksperters opfattelse – retning). Deres obligatoriske pensionsreform er jo alt andet end en liberal reform af pensionsvæsenet: de ønsker blot at bytte en socialistisk pensionsform (folkepensionen) ud med en korporatistisk-fascistisk, nemlig tvungen pension i “privat” regi.
Det er naturligvis en provokation, at kalde det for fascisme. Det er evigt populært på venstrefløjen at kalde enhver til højre for SF for fascist, men det betyder ikke, at fascismen ikke havde et konkret økonomisk program. Hvor rendyrket socialisme sigter mod åbent statseje og kontrol over samfundet, var fascisterne villige til at bevare udseendet af privat ejendom, hvis ikke realiteten, og styre økonomien gennem privilegerede korporationer, der skulle styre hver deres samfundssektor. Er det ikke præcis det, regeringens politik og CEPOS’s forslag går ud på? At tvinge folk til at spare op gennem ATP, som på denne måde ikke behøver overbevise potentielle kunder om at vælge netop dem som pensionsforvalter. ATP bliver på denne vis hele Danmarks officielle pensionsforening, med særligt gunstige bånd til statsmagten og kors og bånd og stjerner til direktionen (for ikke at tale om den højere løn der må tilfalde forvalterne af den ved tvang fremskaffede pensionsformue – det er jo kun rimeligt!)
Vil dette tiltag øge danskernes pensionsopsparing? De ca. 1,1 millioner, der vil blive berørt, vil være tvunget til at betale til ATP. Men dette betyder, at de vil spare mindre op frivilligt, da de nu forventer pension fra ATP. Derudover må det huskes, som allerede nævnt, at det kan være med god grund, nogle fravælger pensionsopsparing i visse perioder og under visse forhold. Hvis iværksætteren skal tvinges til at indbetale – CEPOS foreslår allernådigst at bevilge henstand – vil han have de penge færre at investere i sin virksomhed. Det er ikke uden betydning for hans chancer for succes. Lønmodtagere i 20’erne, der kun lige er begyndt på deres karrierer, fravælger måske opsparing i de første år. De tjener ikke så meget – den højere løn kommer som regel med erfaringen og den deraf følgende højere produktivitet – og der er mange ting at bruge penge på, når man er ung. Ikke kun frivol hedonisme, men bil, hus, bryllup. Hvis unge lønmodtagere tvinges til at spare mere op har de ikke kun de færre midler til deres nutidige forbrug, de vælger måske også at udskyde deres egen frivillige pensionsopsparinger. De har jo allerede en pæn lille formue hos ATP, så hvorfor ikke more sig et par år længere?
Det er som sagt svært at sige noget mere konkret ud fra de tal, CEPOS fremlægger, men jeg mener ikke, man kan konkludere, at der vil blive sparet mere op, hvis man indfører CEPOS’s version af en tvungen pensionsopsparing. Det er muligt, de har ret i, at det vil føre til større formuelighed – men hvad liberalt er der i at forsøge at påtvinge samfundet en kunstig lighed?
Hvordan ville en virkelig liberal pensionsreform se ud? Det er for stort et spørgsmål til at jeg kan besvare det i nogle få sætninger, men målet må være klart: et frivilligt og ikke-statsligt pensionsvæsen. Man kunne f. eks. afskaffe folkepensionen helt for folk under 40, og overdrage statslige aktiver til folkepensionisterne og kommende pensionister. Det ville være relativt simpelt at udregne nutidsværdien af den forventede pensionsbetaling for alle, og så overdrage aktiver, der ca. ville svare til det beløb. De forhenværende pensionister ville så være frit stillet, om de ville drive de statslige aktiver videre i privat regi – det kunne f. eks. være statsskovene eller sygehuse, der var tale om – eller sælge deres andele på det åbne marked til folk, der var interesseret i at gøre det. Nogle aktiver – landområder, bygninger og den slags – ville bare blive solgt stykvis, mens andre ville blive organiseret og drevet i private selskaber.
På den måde ville man sikre alle dem, der er afhængige af folkepensionen, en indtægt i deres alderdom, og dem, der ikke fik del i udlodningen af statslige aktiver, ville have tid til selv at spare op. Som en behagelig sidegevinst ville meget offentlig ejendom og mange offentlige aktiviteter også blive privatiseret. Hvad kunne være skønnere end det?
Højst sandsynligt vil der være nogen, der sparer meget lidt eller slet intet op til deres alderdom. Det er bare ikke et politisk problem eller en statslig opgave. Samfundsborgerne ville blot stå overfor et valg: vil vi hjælpe disse fattige ældre frivilligt, eller vil vi lade dem leve en kummerlig tilværelse, om det så er selvforskyldt eller ej? Jeg er selv rimelig overbevist om, at de fleste danskere er så næstekærlige, at der vil være en overflod af frivillige midler til at hjælpe de få, der står uden midler i alderdommen.