UPDATE maj 2019: Jeg har tilføjet links til nogle af de væsentligste østrigske artikler om emnet.
Den seneste tid har der været meget blæst om den nuværende regerings ændringer af landbrugs- og miljøpolitikken. Mette Bock fra Liberal Alliance kaldte det ligefrem et paradigmeskifte, da der tilbage i december blev indgået en politisk aftale på landbrugsområdet. Dette er dog store ord: landbrugspolitikken bliver stadig ført inden for rammerne af EU’s direktiver, og der bliver stadig ført grundigt tilsyn med landbruget og detail-reguleret på miljø-området fra statens side.
“Paradigmeskiftet” består i, at man nu vægter landmændenes interesser lidt højere i forhold til lystfiskernes og naturfredningsfolkenes end man gjorde før. Der er med andre ord stadig bred konsensus blandt politikere, embedsmænd og interesseorganisationer om, hvad rammerne for reguleringen af landbruget er. Derfor er ændringen dog ikke betydningsløs – alt tyder på, at landmændene nu kan drive deres marker mere fornuftigt, da de i større udstrækning kan gøde efter behov og ikke efter gødningsnormer fastsat af myndighederne. Landbrugets omgivelser får det også bedre, mener flere forskere, da miljøproblemer nu i langt højere grad løses lokalt, og da man nu går over til at regulere de konkrete udledninger i stedet for bare at fastsætte gødskningsnormer. Dette er da også hvad den udskældte landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug for nu lang tid siden foreslog.
Det er åbenlyst mere fornuftigt at gå over til en regulering af udledningerne. Det er trods alt disse, som kan udgøre et samfundsmæssigt problem, da landmandens brug af hans egen private jord per definition ikke kan blive et problem for andre. Kun hvis man ønsker at diktere bondens handlinger og overtrumfe hans planer og mål med sine egne kan man tillade sig at blande sig i private forhold. Med andre ord kun, hvis man ønsker at afskaffe den private ejendomsret til jord. Den foreslåede regulering af disse eksternaliteter er dog stadig inden for rammerne af det herskende paradigme: man fastsætter grænseværdier for udvaskningen af kvælstof til overfladevandet og for udledningen af nitrat til grundvandet. Om disse rent faktisk er for høje eller for lave, tages der ikke stilling til. Derfor kan både vandværkernes og vandbrugernes ret til deres ressourcer på den ene side og landmandens ret på den anden begrænses unødigt. Det første vil ske, hvis en forurening af grundvandet under grænseværdiernes niveau fører til, at vandværkerne må bekoste en ekstra rensning af vandet, for at forbrugerne ikke skal blive syge. Denne omkostning kan man ikke rimeligt søge dækket af forureneren, hvis denne har overholdt lovgivningen. Landmandens ret på den anden side begrænses unødigt, hvis grænseværdierne er så lave, at en udledning ud over disse ikke har nogen betydning for vandressourcernes ejeres brug af vandet. Da en forsker har sagt, at man sandsynligvis ikke vil kunne måle den ekstra kvælstof-udledning til vandmiljøet, er det mest sandsynlige, at det er landmandens ret der i lang tid har været indskrænket af de hidtil gældende regler. (Se denne korte oversigt fra Landbrugsavisen over nogle myter om pakken.)
Alt dette betyder ikke, at landbrugspolitikken er uden problemer – faktisk er det på høje tid, at tage det herskende paradigme op til genovervejelse. Under den seneste tids debat blev det bl. a. påstået, at vandforbrugerne kunne ende med at betale landmanden for at undlade at forurene, hvis der forekom forurening af grundvandet (Miljørapport for Forslag til plan om ændrede gødskningsnormer, s. 6). Dette er rigtigt, for så vidt der er tale om frivillige aftaler om rådighedsindskrænkninger på landmandens ejendom (efter lov om vandforsyning), men det store spørgsmål er: hvis der vitterligt er tale om forurening, hvorfor er det så den skadelidte part, der skal betale forureneren? Med andre ord er den herskende miljøpolitik en fornægtelse af de rettigheder og pligter, der naturligt følger af den private ejendomsret, og i stedet for disse pligter og rettigheder sætter man politikeres og embedsmænds mere eller mindre arbitrære skøn.
Hvis man lod privat ejendomsret og personligt ansvar afgøre spørgsmålene ville man opnå en lige så god miljøbeskyttelse, som det var ønsket, og man ville opnå dette uden at gå landmandens rettigheder for nær. Det er til en hvis grad den private ejendomsrets naturlige løsning, man har efterabet med den foreslåede emissionsregulering, uden dog at kunne gøre sig håb om at opnå tilnærmelsesvist lige så gode resultater.
Under ejendomsrettens og det personlige ansvar herredømme ville to spørgsmål være centrale for at placere skyld og erstatningsansvar i forureningsspørgsmål: hvem ejer ressourcen? og hvem var der først? Vi kan for eksempel forestille os en bonde, der i mands minde har dyrket et stykke jord og spredt gylle, kunstgødning og sprøjtegifte på det. Han har ingen umiddelbare naboer, og der er ingen – bortset fra ham selv – der benytter grundvandet under hans jord. Så åbner et nyt vandværk og borer ned til samme grundvandsreservoir, som går under bondens jord. Det opdager nu, at dette vand er fuld af nitrat og pesticider, og derfor først kan anvendes efter en langvarig og bekostelig rensningsproces. Er bonden nu ansvarlig for at betale for denne rensning? Og kan vandværket tvinge ham til at standse udledningen af gift og gødning? Svaret må i begge tilfælde være et klart nej, da bonden ikke overtrådte nogen andens rettighed da han begyndte på sin forurenende produktion. Ganske som han har ejendomsretten til jorden, han dyrker, har han erhvervet en ret til at forurene den ikke-ejede ressource – han har erhvervet en rådighedsservitut over denne del af grundvandet. Alle formelle krav om, at denne servitut skal tinglyses o.s.v. er naturligvis underordnede. Den er heller ikke stiftet ved aftale med ressourcens ejer af den simple grund, at da bonden begyndte at udlede gift og gødning var der ingen ejer og dermed heller ingen, hvis rettigheder bonden krænkede. Hvis en forretningsmand derfor åbner en vandboring ned til grundvandet under bondens jord erhverver han derfor naturligvis retten til at råde over boringen og vandlommen, men han annullerer ikke bondens ret. Det er derfor på egen risiko at vandværket borer ned til grundvandet her, og det er dets eget ansvar at rense det vand, det pumper op.
Hvad hvis det er omvendt, og vandværket åbnede en boring i et øde, udyrket område og en landmand derefter begyndte at dyrke jorden? I dette tilfælde har landmanden præcis samme ret til at udlede uønskede stoffer til grundvandet, som hr. og fru Danmark har til at smide deres affaldssæk over hækken til naboen – nemlig slet ingen. Grundvandet er allerede ejet, og dets ejer kan derfor i tilfælde af forurening forlange både, at udledningen standses, og at forureneren betaler for oprensningen. Det står naturligvis parterne frit for at indgå aftaler om hvor meget forurening, vandværket vil acceptere, og det står naturligvis også bonden i forrige eksempel frit for at sælge sin forureningsret til vandværket. Privat ejendomsret, personligt ansvar og fri aftaleret er fundamentet under denne simple og retfærdige løsning af forurenings-“problemet” – et problem, der slet ikke ville eksistere i et frit samfund.
Der er kun en enkelt tilføjelse at gøre til ovenstående skitse: hvad med det tilfælde, hvor en bonde, uden at have retten dertil, men også uden at vide det og uden at kunne vide det, forurener grundvandet? Der kan naturligvis ikke være tale om, at han har ret til at fortsætte den forurenende handling, når handlingen bliver opdaget, men det er heller ikke rimeligt, at han skal betale omkostningerne, når han ikke vidste og ikke kunne vide at han forurenede. Løsningen her er, at han åbenlyst har handlet i god tro og derfor er uden skyld – da det er et erstatningsspørgsmål kan vi sige, at denne situation har samme status som et hændeligt uheld, og bonden ifalder derfor ikke erstatningsansvar.
Selvom denne løsning er enkel på papiret, er der nogle praktiske problemer med at anvende den direkte. Det er ikke altid klart, om der blev forurenet eller hentet vand først, og det er derfor ikke altid klart, hvem der har retten på sin side – både gødning i stor stil og kommerciel / ordnet udnyttelse af grundvandet vandt frem i 1800-tallet. Det er dog klart, at der kun kan være tale om en forureningsret, hvor den intensive dyrkning af jorden med sikkerhed fandt sted inden udnyttelsen af det underliggende grundvand; og det er ligeså klart, at et vandværk kun kan forlange, at en landmand holder op med at bruge kunstgødning og gift, hvis denne brug påviseligt har en skadelig virkning på grundvandet. Da der findes både lettilgængelige og udførlige historiske kilder til at belyse det første spørgsmål og en veludviklet kemisk og biologisk videnskab til at klarlægge det andet, er disse problemer dog langtfra uoverkommelige.
Rothbard om forurening: Law, Property Rights, and Air Pollution
Se også Block: Environmentalism and Economic Freedom: The Case for Private Property Rights
Huerta de Soto har skrevet om Entrepreneurship and the theory of free market environmentalism (udgivet i hans bog fra 2009, The Theory of Dynamic Efficiency)