Den Største Økonom

Udgivet den 6. november 2023 af Kristoffer


Punditokraten Otto Brøns-Petersen har for nyligt spurgt sine læsere, hvem den største økonom mon er. Svaret er naturligvis Ludwig von Mises, men hvorfor?

Punditokraten har nedlagt to kriterier til bedømmelse af den største økonom: 1, hans “naturlige forståelse” af økonomi og 2, hans evne til at løfte sin tids økonomiske forståelse. Disse synes rimelige kriterier, selvom jeg ikke er enig med Brøns-Petersen i, at moderne studerende har større forståelse end fortidens økonomer. Tværtimod er niveauet blandt moderne økonomer nok generelt lavere end fortidens, selvom man nu til dags naturligvis har meget fine og meget komplicerede modeller, som ikke var kendt af fortidens økonomer. Under alle omstændigheder: ud fra Brøns-Petersens to kriterier er Ludwig von Mises klart nummer et.

Mises og Økonomiens Natur

“Naturlig forståelse” betyder vel, om Mises vidste, hvad den økonomiske videnskabs natur er. Her uddybede han hvad de klassiske britiske (Cairnes, Mill, Senior, Whately) og østrigske (Menger, Wieser) økonomerhavde sagt om økonomiens natur: at det er en “a priori” videnskab eller “deduktiv” videnskab, som behandler den menneskelige handlings logik som sådan. Dette i modsætning til den historiske videnskab, der behandler konkrete menneskelige handlinger (og i modsætning til fysikalisterne, der tror man skal efterabe Newtons fysik for at være videnskabelig.) Dette er en opfattelse Mises selv sporer tilbage til alle de store økonomer før ham. Mills empiricisme og generelt den positivistiske opfattelse blandt mange i det 19. århundrede og senere forhindrede en klar forståelse af økonomiens natur før Mises. Han er nok tættest på Whately blandt klassikerne, men Whately var nok også uberørt af Mill og Comte.

Selvsagt er denne opfattelse temmelig sjælden blandt moderne økonomer, men det betyder ikke, den er falsk. Når man overvejer, hvad egentligt menes med “pris”, “omkostning”, “penge”, “kapital” og andre begreber indenfor økonomien, bliver det klart, at disse kun kan forstås som den menneskelige handlings begreber. Det bliver også klart, hvis man tænker konsistent til ende, at den økonomiske videnskab ikke kan være empirisk og kvantitativ. Der er ingen mængder, man kan måle og ud fra hvilke man kan udlede lovmæssigheder. Økonomiens opgave er tværtimod at forklare og udpensle den menneskelige handlings logiske natur: hvad sker der, når pengemængden stiger? dette kræver forståelse for den menneskelige handlings logiske sammenhæng.

(Det står naturligvis historikeren frit for at måle mængder og finde korrelationer osv. Dette kan være nyttigt, men det er altid “kun” historisk arbejde – man kan ikke udlede generelle økonomiske love af sådanne målinger. For så vidt som moderne økonomer beskæftiger sig med kvantitativt arbejde, er de (for det meste temmeligt ringe) historikere og sociologer.)

Mises’s egne bidrag

Det er værd at understrege, at Mises nok selv ville se sig som de klassiske økonomers epigon. Hans egne bidrag forfinede blot hvad Smith, Ricardo osv. allerede havde fastslået. På det pengeteoretiske område lykkedes det Mises at forklare penges værdi ud fra den subjektive værdilære og dermed integrere pengeteori med “almindelig” økonomisk teori. I modsætning til f. eks. Fishers naive kvantitetsteori forklarede Mises hvordan pengeskabelse altid skævvrider relative priser og altid er til fordel for nogle fremfor andre. Mises’s konjunkturcyklusteori er nok den mest berømte af hans bidrag til penge- og kapitalteorien.

Mises’s kritik af socialismen er velkendt, han påviste, at en socialistisk økonomi ikke bare er ineffektiv men umulig. Dette hænger sammen med den centrale rolle, som Mises tilskrev den økonomiske beregning. En sådan er kun mulig i et privatretligt samfund, for der er ingen anden basis for denne beregning end de priser, som etableres under varernes frie udveksling. Dette peger tilbage til hans forståelse af økonomiens natur: de fleste økonomer nu om dage ville ikke give Mises ret, for de mener, man kan modelere et menneskes “nyttefunktion.” En sådan funktion er blot den skære fantasi: den har ingen relation til hvordan mennesker reelt handler. Reelt behandler moderne økonomer (f. eks. Becker) mennesker som om, de er homines oeconomici, der altid “nytteoptimerer” – Mises påviste, at homo oeconomicus er en unødvendig antagelse.

Det sidste punkt, hvor Mises er klar overlegen, men hvor han måske ikke selv var pioner, er i hans forståelse af, hvad kapital er og hvorfor det er vigtigt. Her er han igen fortsætteren af klassikerne og østrigerne. Hvis et land skal blive rigere, er der ifølge Mises og hans forgængere kun et middel: større kapitalophobning, da mere kapital på langt sigt er den eneste mulighed for at øge arbejdernes produktivitet. Dette må naturligvis forstås i sammenhæng med den østrigske tilgang til kapitalteori, hvor kapital dannes og bruges i en produktionsstruktur og ikke ses som en homogen klump. Dette i modsætning til mere eller mindre groteske moderne teorier om økonomisk udvikling, hvor kapitalens vigtighed er mere eller mindre glemt. Reelt har den moderne mainstream ingen teori om økonomisk udvikling, for den siger i sidste ende, at udvikling er et resultat af bedre teknologi og at man højst kan “designe institutioner”, der muliggør innovation og den hurtige anvendelse af nye opfindelser. Men det er en ikke-økonomisk forklaring. (Dermed modsiger jeg i øvrigt også den ærede punditokrat, for Smith vidste i det mindste på dette punkt mere end langt de fleste moderne økonomer.)

Det var nogle korte paragrafer om, hvorfor Mises er den største økonom. At han og hans tilgang ikke har den største tilslutning er sandt, men det er et separat spørgsmål, der nok skal forklares delvis udfra den herskende, positivistiske tidsånd, delvis sociologisk ud fra økonomers egeninteresse.

Udgivet i Diverse, Historie, Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Abort og Rettigheder

Udgivet den 5. april 2022 af Kristoffer

Jeg opdagede for nylig den nye højreorienterede podcast/youtube kanal Højrenyt. Det tegner umiddelbart godt – langt bedre end den gængse, altdominerende “mainstream” borgerlighed, selvom det jo heller ikke siger så meget.

De har for tiden en serie om abort og retten til liv, hvor de meget modigt går i brechen mod den fri abort. Deres konklusion er jeg fuldstændig enig i: abort er mord og burde som sådan forbydes. Enhver abort er en tragedie, primært fordi man tager livet af et uskyldigt barn, endda inden det har set dagens lys. Der foretages i Danmark hvert år lidt over 14.000 aborter, et tal, der heldigvis har været svagt faldende i mange år. I alt bliver det til langt over 600.000 aborter siden 1973 (Danmarks Statistik har umiddelbart tal fra 1981-2015 i tabellerne ABORT og ABORTGL. Summen for denne årrække er 621.292.)

At kalde dette en tragedie antager, at fostre er levende mennesker, en antagelse de først vil begrunde i et fremtidigt afsnit. For mig er det nu indlysende, at fostre er mennesker – hvad skulle de ellers være? Fra undfangelsen til fødslen er der tale om et levende væsen, der tager næring til sig, udvikler sig og vokser. Hvis det ikke er et menneskeliv kommer vi ud i nogle højst aparte spekulationer.

Det hører fremtiden til. I afsnittet om “Abort og kvinderettigheder” har tre herrer – Christian Grann, Anders Bobak og Søren Krarup – en udmærket diskussion. Desværre kommer de på glatis, når de afviser al rettighedssnak. De har naturligvis ret i, at det er yderst aparte, når abortfortalere lige pludselig lyder som ærkeliberalister, når de taler om kvindens ret til egen krop. Det er hyklerisk ud over alle grænser, og også ubrugeligt som begrundelse for retten til abort, som de rigtigt påpeger, for har fostret ikke samme ret?

Desværre går de fra at udstille denne absurditet til helt at forkaste al snak om rettigheder. (Jeg ved ikke om de tre herrer, er enige på dette punkt – men det lød sådan). De drejer dermed diskussionen ind på en kritik af den liberale rettighedsforståelse, hvilket jo er min hjemmebane. Umiddelbart føler jeg mig nu ikke særlig ramt, for som min gode ven Uffe Merrild sagde: det lyder lidt som om, de sætter lighedstegn mellem det radikale Venstre og liberalismen – hvilket svarer til at kalde Muhammed for en from kristen, for han nævner jo trods alt Jesus i Koranen. Men de radikale og deres kumpaner dyrker kun de “menneskerettigheder”, den infame velfærdsstat har opfundet til lejligheden for at smigre stadig tilstrømmende grupper af særinteresser, der ynkeligt ønsker statens godkendelse og velsignelse af deres livsstil. Det har intet med liberale rettigheder at gøre: den liberale tradition udspringer af naturretstankegangen og de rettigheder, liberale argumenterer for, udspringer af menneskets natur – ikke af ministres of parlamentarikeres luner. Det lyder desværre som om, at denne fundamentale skelnen ikke er gået op for dem, eller måske finder de den ikke fundamental.

Problemet her er ikke blot, at de afviser liberale rettigheder: deres begrundelse for at fordømme abort som mord kommer til at hvile på et meget tyndt grundlag. Det er fostrets status som menneske, der gør det uacceptabelt at aflive det. Nuvel, jeg er enig i, at vi bør have en endog meget høj agtelse for menneskeliv – men kan vi virkelig undvære mere præcise principper? Hvis det blot er menneskets værdighed, der gør det uacceptabelt at slå det ihjel, så må det jo gælde alle mennesker. Den logiske slutning er total pacifisme: man kan ikke slå nogen som helst ihjel, hverken som straf eller i selvforsvar. Det er ikke klart for mig, at dette er en acceptabel konklusion, eller at de ville acceptere den. Men hvis de lader abortmodstanden hvile på så spinkelt et grundlag, så er det der de ender.

Naturligvis har fostret rettigheder som alle andre mennesker. Overordnet set betyder dette blot, at der er en sfære, indenfor hvilken individet kan handle frit, det ville være et overgreb, hvis nogen med vold forsøgte at forhindre dette. Enhver har ret til at modsætte sig sådanne voldelige overgreb, også hvis intentionen er “deres eget bedste” eller anden newspeak. Det er kun fordi vi har sådanne, i menneskets natur begrundede principper, at vi kan skelne mellem umoralsk aggressiv vold og legitimt selvforsvar, mellem moralsk at gribe ind for at stoppe mordet på et uskyldigt barn og ondskabsfuldt at slå det ihjel. Naturligvis har der været stor uenighed om, hvordan konkret disse rettigheder skal udmøntes: er der tale om passive, positive rettigheder, der i realiteten er krav på andre, som disse skal opfylde? Eller er de naturlige rettigheder snarere aktive, negative rettigheder, som afgrænser individets ret til frit at bruge sin egen krop og ejendom uhindret af andre? Kvindens påståede ret til abort er af den første slags, en påstået passiv ret: hun påstås at have en absolut ret til at være fri for børn, og hvis et foster vover at indfinde sig, skal det respektere denne ret – også hvis det mener dets død.

Jeg vil afslutte med at citere følgende passage fra den spanske skolastiker Luís de Molina (1535-1600), som jeg læste for nyligt. Molina opsummerer fint naturretstraditionens syn på aktive rettigheder (jeg beklager, det er på engelsk, jeg har ikke originalen, De Iustitia et Iure. Jeg citerer fra Rothbards Economic Thought Before Adam Smith s. 115):

When we say… that someone has a ius to something, we do not mean anything is owed to him, but that he has a faculty to it, whose contravention would cause him injury. In this way we say that someone has a ius to use his own things, such as consuming his own food – that is, if he is impeded, injury and injustice will be done to him. In the same way that a pauper has the ius to beg alms, a merchant has the ius to sell his wares, etc.

Udgivet i Ejendomsret, Rettigheder & etik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Ukraine Potpourri

Udgivet den 20. marts 2022 af Kristoffer

Flere ting generer mig ved den måde, krigen i Ukraine bliver reporteret og omtalt. Der er naturligvis det herskende narrativ i NATOstan, der åbenlyst er langt fra sandheden, for at sige det mildt. Det er mere flere af de argumenter og fortællinger, NATO-modstandere i vesten bruger, der går mig på. Naturligvis er jeg imod enhver form for indblanding fra dansk side, eller fra udenforståendes side i det hele taget – men derfor kan man godt forholde sig nøgternt til virkeligheden. Derfor vil jeg i det følgende fortrinsvis kritisere ikke-interventionisterne.

Ukraines mytiske nazister

Et fast indslag i stort set al kritik af den ukrainske side er, at de er kontrolleret eller i høj grad støttet af (ny-)nazister. Der bliver peget til diverse nationalistiske militser til støtte for denne anklage. Der er vist ingen tvivl om, at disse grupper har stor indflydelse og under krigen nok har fået endnu mere at sige. Hvor motiveret den ukrainske hær er, ved jeg ikke – historier om flygtende ukrainere, der bliver tvangsudskrevet, kunne tyde på, at moralen er lav blandt de regulære soldater – men frivillige, ideologisk og patriotisk motiverede militser vil naturligvis alt andet lige kæmpe bedre end værnepligtige. Betyder det, at Ukraines frontkæmpere er nazister?

Det korte svar er nej. Hovedargumentet for at kalde dem nazister er, at deres store forbillede er Stepan Bandera, der angiveligt samarbejdede med tyskerne under deres invasion af Sovjetunionen. Bandera var yderligtgående nationalist og brød med de moderate nationalister i 1940. I tyverne og trediverne var Bandera en regulær terrorist, der primært angreb polakker i Galicien, og han – ligesom de andre nationalister – håbede på at kunne oprette en selvstændig ukrainsk stat i samarbejde med tyskerne. Den 30. juni 1941, lidt over en uge efter den tyske invasion af Sovjetunionen, udråbte Bandera en selvstændig, ukrainsk stat.

Men her begynder billedet af ukrainske nazi-kollaboratører at krakelere: for nazisterne var ikke interesseret i et selvstændigt Ukraine, de arresterede Bandera og hans venner og satte dem fast i Sachsenhausen i begyndelsen af juli 1941. Først i september 1944 blev de sat fri, da Hitler nu troede, han kunne bruge dem som partisaner mod bolsjevikkerne. Det var for sent, ikke mindst fordi nationalisterne vistnok brugte mere tid på at bekæmpe hinanden end russerne (de moderate nationalister havde samarbejdet med tyskerne og forsøgt at få et frit Ukraine på benene ved at overtage den civile administration.)

Ergo er det forkert at se noget særligt fællesskab mellem tyske nazister og ukrainske nationalister, men derfor kan de jo godt være åndsfæller – men er de? Så vidt jeg kan se, må svaret være nej. De ukrainske nationalister var netop det: nationalister. I begyndelsen af det 20. århundrede betød det, at de satte nationen og navnligt nationalstaten over alt. De var f. eks. anti-katolikker, fordi Kirken netop udgør en anden og højere autoritet end nogen stat. Der er dermed klart nogle ligheder, men det gør dem ikke til nazister. Det ville nok være nærmere sandheden at kalde dem fascister, især hvis man bruger Mises’ definition af fascisme som “ikke-kommunistiske fjender af friheden.” Fascisterne brugte kommunisternes skruppelløse metoder til at bekæmpe kommunismen, men havde ikke noget positivt program selv. Derfor endte de med at antage interventionistiske og socialistiske mål og midler, simpelthen fordi dette var det dominerende intellektuelle paradigme, katedersocialismens arv. Sand liberalisme var “reaktionær” og stort set ukendt.

Selv her må vi tage forbehold: for allerede under krigen ændrede OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister – deres program. Centrale punkter er nu nærmest rendyrket liberale: imod planøkonomi og for det frie marked, imod national chauvinisme og for tolerance af nationale mindretal. Det er næsten som om, de har læst Mises og forstået, at nationer må vokse og udvikle sig frit. Efter krigen ser det ud til, at denne liberale strømning blev dominerende, i hvert fald bland nationalister i eksil. Bandera selv døde i Vesttyskland i 1959.

Derfor kan moderne ukrainske nationalister jo godt være nazister – men i så fald har det meget lidt med deres egen historie at gøre.

Holodomor

Et nationalistisk argument bygger på Holodomor: Stalins folkemord på ukrainerne i 1930erne. Eller rettere, det påståede folkemord, for det virker for mig overvejende sandsynligt, at det ikke var det. Af to simple grunde: for det første har jeg ikke fundet nogle beskrivelser af det, hvor det fremgår at kommunisternes mål var at udrydde det ukrainske folk. Et folkemord er nu engang et massemord med den intention at udrydde et bestemt folkeslag, så hvis man ikke kan bevise intentionen, kan man ikke kalde det det. Den anden grund bestyrker den første: den hungersnød, som førte til flere millioners død (mellem 4 og 7 millioner eller 2,4 og 7,5 millioner, alt efter hvilken wikipedia side, man besøger. Hmm, hvor har jeg mon set så usikre tal før?), var ikke begrænset til Ukraine. Hele det nuværende Sydrusland var også berørt. Det er naturligvis muligt, at dette blot var et røgslør – men jeg tror det næppe. Millioner døde i Ukraine og Rusland på grund af socialisternes forbrydelser, det er ikke nødvendigt at omskrive historien. Socialismen er anti-mennesker, ikke specifikt anti den ene eller anden nationalitet.

Den passive Putin

Endnu et irritationsmoment for mig er fremstillingen af Putin som passiv: han reagerer kun på amerikanernes politik og har ikke selv egne mål. Det er naturligvis forkert: om det gælder militære og strategiske mål eller den storrussiske nationalisme, som Putin nu foregiver, så har russerne deres egne mål. De er – som en af få stater i dag – i stand til at handle som selvstændige aktører. Det er rigtigt, at russernes ageren i høj grad kan forstås i lyset af amerikanske provokationer – men det er et meget begrænset prisme. Jeg tror, det er bedre at sige, at russerne har forskellige mål: interessesfære i Ukraine, begrænsning af NATO’s indflydelse (russerne har vel deres eget militærindustrielle kompleks, der gerne vil sælge til klientstater?), kontrol med gasledninger. Der er nok også en ideologisk motivation i form af førnævnte nationalisme eller panslavisme.

Om det betyder, at russerne vil indlemme Ukraine eller noget af landet, ved jeg ikke. Putin valgte klart, at videre forhandlinger var meningsløse. Når han nu engang har valgt krigen, så er det rimeligt at forvente, at russerne vil maksimere deres gevinst. Indtil videre ser det ud til, at de har heldet på deres side, så mon ikke de vil forlange mere end bare ukrainsk neutralitet?

Novorossiya

Det bringer os til deres brug af “Novorossiya” til at beskrive det sydlige Ukraine. Det er så vidt jeg kan se en ganske korrekt brug (de har også et meget pænt flag). Det er et simpelt faktum, at den nuværende ukrainske stat er kunstig. Putin har ret, når han siger, den er skabt af Lenin (og Stalin, naturligvis). Men deraf følger det ikke, at russerne har bedre ret til dette område end ukrainerne. I århundreder var det meget sparsomt beboet, da de brutale krimtatarer og deres tyrkiske forbundsfæller umuliggjorde al civilisation (hvem vil leve, hvor slavejægere har magten?) Først efter fordrivelsen af barbarerne i 1783 blev kolonisation mulig.

Der er dermed ikke et historisk argument for at dette landområde burde tilhøre Ukraine, men russernes krav er heller ikke klart. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så bestod kolonisterne primært af ukrainere, russere og tyskere. Disse sidste blev udrenset og fordrevet under Stalin og blev forvist til først gulag, senere Centralasien. Men det lader til, at overvægten af kolonister altid var ukrainere, så umiddelbart vil et etnisk argument tale til fordel for Ukraine. I sidste ende burde det jo være op til de mennesker, der bor der: lad dem bestemme, hvilken stat de vil tilhøre. Da den ukrainske regering – både nu og i sovjettiden – har forsøgt at tvangs-ukrainificere ikke-ukrainerne, er den bedste løsning nok selvstændighed for nye lande i Donbas og Novorossiya. Det lader også til at være russernes mål. De nye stater vil naturligvis være russiske lydlande, men hvis det muliggøre folkenes frie og fredelige liv ville det ikke være det dårligste udkomme.

Hvad med atombomben?

Det er naturligvis alvorligt, når der er konflikt mellem atom-bevæbnede stater, men det forekommer mig alligevel lidt dovent, når krigsmodstandere med det samme spille atomkortet. NATO må holde sig fra Ukraine, for indblanding kan føre til atomkrig. Nuvel, det er naturligvis rigtigt, men der er mange andre grunde til at holde sig fra Ukraine. Der er heller ikke noget givet ved atomkrigen – hvis jeg var Putin ville jeg aldrig, under nogen omstændigheder, bruge atomvåben. NATO skal holde sig fra intervention i Ukraine, fordi det selv uden en atomkrig ville være destruktivt og umoralsk.

Den ulidelige dyrkelse af den ukrainske stat

Endelig er der dyrkelsen af Zelensky og de ukrainske nationalister. Det er især konservative og katolikker, jeg har i tankerne her. Hvad er det, i den nuværende ukrainske stat, man skal være så glad for? Zelensky blev valgt for at rydde op i korruption og forhandle fred med russerne – vist ikke en succes på nogen af punkterne. Det er temmelig naivt for ikke at sige tomhjernet at tro, at den ukrainske stat er andet end oligarkernes legeplads (mon ikke det er derfor, amerikanerne er så interesserede? Der er rig mulighed for at dyppe snablen). Nationalisterne er også en broget flok. Jeg har tidligere taget dem i forsvar, men der er et punkt, hvor de er nazisterne lig – og det er punkt, der burde falde i hvert fald katolikkerne for brystet: en andel af dem har videreført den anti-katolske tradition og er nu åbenlyst hedninge. Hvor mange, det drejer sig om, ved jeg ikke, men de er i hvert fald meget synlige.

(Det er muligt at hedenskaben bare er pr, reklame for at tiltrække tabere fra vesten, de kan bruge som kanonfoder. Hvor mange slaviske folk bedte til Wotan før kristendommens komme? At en af grupperne angiveligt bruger de berygtede “fjorten ord” i deres navn peger i samme retning).

Der er sikkert mange patriotiske, gode kristne ukrainere, der kæmper mod russerne, men det er… misvisende at fremstille det som en kamp mellem de gode kristne mod den genopståede, gudløse kommunisme. Det bedste, vi kan gøre her i vesten, er, at holde os ude af krigen og hjælpe dens ofre – ukrainere såvel som russere – så godt, vi nu kan og så i øvrigt hilse ethvert fredstiltag velkomment.

Udgivet i Diverse, Historie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

From Dawn to Decadence – I

Udgivet den 14. marts 2022 af Kristoffer

Jeg har i længere tid ikke fået skrevet noget, så for at komme i gang igen, vil jeg begynde på at skrive flere “klassiske” blogindlæg. I stedet for lange artikler med fodnoter og henvisninger, vil jeg blot skrive kortere om emner, der har min øjeblikkelige interesse. Det er mest for min egen skyld, men forhåbentligt kan det også være interessant for den tilfældige internaut, der måtte forvilde sig ind på min blog.

I aften vil jeg blot skrive kort om mit første indtryk af Jacques Barzuns From Dawn to Decadence. 1500 to the Present: 500 Years of Western Cultural Life. Først udgivet i år 2000 er det et ambitiøst værk, der forsøger at opsummere de sidste 500 års kulturhistorie. Kulturhistorie er det ord, Barzun selv bruger, men det er måske lidt misvisende. Det er ikke så meget denne eller hin kunstretning eller litteratur eller omgangsform, og hvordan de ændrede sig og blev afløst af andre, der er Barzuns ærinde, men de grundlæggende ideer og overbevisninger, der motiverede, skabte og revolutionerede den europæiske civilisation. Det er det europæiske verdenssyns, Weltanschauungs, historie. Da det netop er ideer og verdenssyn, der er den grundlæggende drivkraft i historien som i menneskers almindelige liv, har jeg høje forventninger til Barzuns værk: det er selve kernen, det væsentligste i historien, han forsøger at drage frem.

Dawn to Decadence – en skitse

Barzuns valg af de sidste 500 år forekommer mig rigtigt. Hvad end man må mene om middelalderen, så sker der afgørende ændringer i den europæiske tankeverden, ændringer der udgør om ikke et totalt brud med det foregående, så dog en markant ændring i retning. Bogen er inddelt i fire dele, hver del med fokus på en bestemt “tidsalder”. I den første del er det den religiøse revolution, der er i centrum: den protestantiske revolution, der permanent splittede Europa. Del to handler om individets status og samfundet/statens regering, del tre om sociale og økonomiske forhold. Del fire, der bringer os frem til moderne tider, er det blandede resultat af alle disse anstrengelser, med Barzuns egne ord.

Barzun identificerer i prologen to temaer eller strømninger, der går igennem hele perioden. Den ene er frigørelse (emancipation). Igen og igen, hævder han, ser vi et ønske om eller en kamp for frigørelse indtage scenen. Protestanterne ønsker emancipation fra Kirkens snærende bånd, de livegne fra jorddrotterne, impressionister fra en kvælende kunstnerisk ortodoksi osv. Eksemplerne er mine, men Barzun er i hvert fald enig i det første.

Det andet tema er primitivisme: tilbage til rødderne, en fjern og ren oldtid, hvor senere tiders fejl og misbrug var ukendte. Igen er protestanterne et godt eksempel, som Barzun selv drager frem, Rousseau er måske et andet, kommunisterne et tredje. Disse temaer er meget overordnede, men det er netop nødvendigt i et værk af denne karakter. Modsatrettede tankeretninger kan således grupperes under det samme tema, men det betyder ikke, at Barzuns opdeling er forkert. Vi kan f. eks. se både liberalisme og socialisme som motiveret af ønsket om emancipation – men hvor de liberale ønskede frigørelse fra statens indgreb i og regulering af samfundet, så dette kunne udvikle sig frit efter de naturlige love, der bestemmer økonomiske og sociale forhold, så ønskede socialisterne at frigøre sig fra netop naturen. De liberale gjorde oprør mod en uretfærdig samfundsorden; socialisterne mod naturens orden. Begge er former for frigørelse, men forskellige som nat og dag.

Hvad Barzun skriver om dette, ved jeg ikke endnu. I det følgende vil jeg blot kort kommentere, de første kapitler om religion, som er alt hvad jeg indtil videre har læst. Skønt jeg er enig i hans grundlæggende skema og i at se noget virkeligt revolutionært i det protestantiske jordskælv, så er jeg nu også en smule skuffet. Dette gælder især hans fremstilling af den katolske Kirke – det er ikke blot fordi, jeg som katolik har en særlig forkærlighed for Kirken og ikke ønsker at se den angrebet: det er simpelthen fordi, Barzun gentagne gange har misforstået og fremstillet Kirken forkert. Hvorvidt det samme gør sig gældende for lutheranerne og kalvinisterne, vil jeg lade andre om at bedømme.

Kirken og dens Lære

I hans beskrivelse af protestanternes nye ideer bruger Barzun en del tid på prædestination. Dette er naturligvis forventeligt, når denne lære indtog en så stor plads for reformatorerne, men han begår to fejl i den forbindelse. Den første er, at han fremstiller det som, prædestination var en ny ide. Det er naturligvis forkert; prædestination var og er et katolsk dogme, det nye i reformationen var en anden forståelse af prædestination, bygget på en nyfortolkning af kirkefædrene (især skt. Augustin) og Bibelen og imod Kirkens “retsorden”. Med andre ord, Barzuns frigørelse og primitivisme i skøn forening.

Reformatorernes synspunkter vil jeg ikke gå i detaljer med. Den katolske position var (og er) at fastholde to på overfladen modstridende dogmer: prædestination og viljens frihed. Prædestination følger nødvendigvis af Guds væsen: hvis han er alvidende ved han nødvendigvis også, hvem der er frelst og hvem ikke. Viljens frihed betyder, at vi ikke er tvungne til visse handlemåder, hverken synd eller gode gerninger. Menneskets natur er skadet af arvesynd, men ikke komplet ødelagt – vi kan tage imod Guds nåde og handle derefter. Reformatorerne havde generelt et noget mere dystert blik på menneskets frihed og formåen.

Den anden fejl er filosofisk og ikke teologisk. For at forklare prædestination udlægger vor forfatter det som en form for determinisme, ganske lig den, vi ser i videnskaben (s. 29-30). Fordi vi kan se årsagskæder, der fører til begivenheder i verden omkring os og også i det enkelte menneske, så er alt determineret af disse årsagssammenhænge. Nuvel, det følger bare ikke: det er korrekt (mener jeg) at alt, inklusive det enkelte menneskes handlinger, er determineret, dvs. alt kan forklares som virkning eller effekt af en årsag. Det betyder blot ikke, at menneskelige handlinger er determineret af ydre årsager: der er et virkefelt, i hvilket mennesket selv er årsag, selv “determinerer” sine handlinger. Dette er forklaret i detaljer i Hülsmanns “Facts and Counterfactuals in Economic Law”, og i megen filosofisk litteratur. At Gud ved, hvad vi frit vil gøre, er kernen i den katolske lære om prædestination. Det betyder ikke, at vi er tvunget til en given handling, og det betyder absolut ikke, at nogle er forudbestemte til helvede. Det står enhver frit for at acceptere Guds nåde.

(Jeg har muligvis her misforstået Barzun: han er ikke fortaler for determinisme, men bruger bare ideen om videnskabelig determinisme til at forklare ideen om prædestination. Det er muligvis passende for kalvinisme, men er misvisende, når det kommer til Kirkens lære).

Min anden kritik er, at hans fremstilling af katolsk liv forekommer mig meget… kedeligt. Som om det blot var en tom rutine, eller kun drevet af frygt for helvede. Barzun for det nogle steder til at lyde som om, man kunne købe sig fri af synd af paven (s. 5, hvor han også citerer en af Luthers teser. Om Luther virkelig troede, dette var Kirkens lære, ved jeg ikke. Måske var det blot retorik: bland de nye teser med alment accepterede sandheder, som de angiveligt er afledt af eller i familie med. Barzun selv understreger, at kun nogle (ca. 40) af Luthers 95 teser blev fordømt.) Dette er naturligvis forkert: Gud alene kan tilgive synd, hvilket er formålet med skriftemålet. Denne tilgivelse er også betingelsesløst, den afhænger ikke af, om man forretter den af præsten pålagte bod. Derudover er det som sagt mærkeligt at fremstille den katolske verden som noget så kedeligt. Festdage og processioner, korstog og pilgrimsfærd til fjerne lande – det er netop protestantismen, der er kedelig til sammenligning: for katolikkerne var verden et eventyr, netop fordi ens egne handlinger betød noget, netop fordi, Jesus giver hver enkelte nåde og kraft til at udrette noget godt i denne verden.

Det er ikke kun skidt

Der er også meget godt i disse første kapitler. Beskrivelsen af f. eks. Erasmus fandt jeg interessant, og hele opbruddet, hvor alting så at sige bliver “flydende” i store dele af Europa nord for alperne er også godt beskrevet. Jeg mener ikke, Barzun helt rammer med fremlæggelsen af Koncilet i Trent (bibelsk “literalisme” var altid katolsk tro, og Trent passer for mig ikke som udtryk for primitivisme), men han har ret, når han fremhæver protestanternes indflydelse på Galileo-affæren: netop fordi, man fra Kirkens side var ekstra påpasselig med at værne om Bibelen, blev det nødvendigt at forbyde meninger, der kunne ses som i modstrid med bibelske sandheder. At Galileo i øvrigt ikke havde gode argumenter for sin sag, hjalp ham nok heller ikke. Men Modreformationen er beskrevet godt, som Barzun siger, det var den eneste virkelige religiøse reform i det 16. århundrede.

Jeg blev også positivt overrasket, da Weber tesen fik et velfortjent lag tæsk (s. 36-8). Den velkendte påstand, at den protestantiske etik førte til moderne kapitalisme, er der meget lidt substans i. Det er f. eks. et problem for den, at der var kapitalisme før protestantisme, i Nederlandene og Italien og tidligere endda i middelalderen (se f. eks. Jean Gimpel, The Medieval Machine: The Industrial Revolution of the Middle Ages), og Barzun opsummerer fint argumentet mod Weber-tesen på ca. 1,5 side.

Alt i alt er det indtil videre en spændende og interessant bog, på trods af disse irritationsmomenter. Når jeg har læst mere, vil jeg (måske) vende tilbage med mere kritik.

Udgivet i Diverse, Filosofi, Historie | Tagget | Skriv en kommentar

Samfund uden Stat

Udgivet den 4. juli 2021 af Kristoffer

Forrige weekend, lørdag d. 26 juni for at være præcis, holdt jeg oplæg for Cepos i forbindelse med Cepos Akademi. De studerende var meget engagerede, så det blev til en ca. to timer lang meget livlig diskussion. Mit oplæg handlede om anarkokapitalisme eller “samfund uden stat”. Min plan var at præsentere den klassiske anarkokapitalistiske teori om frivilligt produceret sikkerhed og ret, for derefter at gå videre til hvordan decentralisering og løsrivelsesbevægelser er den mest praktiske vej til mere frihed. Alt det nåede jeg ikke, da vi som sagt hurtigt fik en livlig diskussion.

Jeg optog oplægget, men lydkvaliteten er ikke den bedste. Det er nok især svært at høre spørgsmålene og kommentarerne fra tilhørerne. Jeg vil alligevel gerne dele optagelsen og min præsentation, da der vist ikke findes særligt meget dansksproget litteratur eller andet medie-indhold om emnet. På de sidste to slides er der en litteraturliste, dels over hvad jeg refererede til i løbet af foredraget, dels over nogle af klassikerne indenfor litteraturen.

Loader Loading…
EAD Logo Taking too long?

Reload Reload document
| Open Open in new tab

Download

Udgivet i Foredrag | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Krigen mod kontanter – fronten i Danmark anno 2020

Udgivet den 31. december 2020 af Kristoffer

Et af de første indlæg, jeg skrev her på bloggen, handlede om kampen mod kontanter. Selvom det stadig er muligt at bruge kontanter, er krigen langt fra indstillet – tværtimod. F. eks. har jeg i mine seneste artikler på mises.org (her og her) beskrevet, hvordan centralbankernes eksperimenter med digital valutaer kun giver mening som led i denne krig, da formålet med disse er at erstatte fysiske kontanter med digitale “tokens” eller “krav” på centralbankerne, som disse potentielt har fuld kontrol over.

For bare få dage siden er der også åbnet en ny front i krigen mod kontanter herhjemme. Jyllandsposten kunne på forsiden af erhvervssektionen den 28. december proklamere (samme artikel er online hos finans.dk), at danskerne aldrig har haft flere kontanter på lommen end i år, og hele artiklen i gennem udtaler “eksperter” sig om, hvor stort et problem, det er. Den tidligere departementschef i skatteministeriet Peter Loft går så langt som til at sige, at den eneste grund, der er til, at man har kontanter, er, at man er en forbryder. Det er naturligvis noget vås, men der er mere grundlæggende problemer med artiklen – for er det overhovedet sandt, at der er flere kontanter i omløb end nogensinde før?

Efter lidt søgen fandt jeg kilden til avisens data: Nationalbankens opgørelse af seddel- og møntomløbet – i 2019, offentliggjort i marts i år! Der er med andre ord ikke tale om nye tal, eller nye udgivelser fra Nationalbanken, der kunne forlene denne historie med nyhedsværdi. Tværtimod, så modsiger Nationalbankens udgivelse artiklens præmis – for de skriver i første linje, at værdien af cirkulerende mønter og sedler (vi må tilgive Nationalbanken denne forfejlede og kætterske sprogbrug – de mener sedler og mønter, i befolkningens besiddelse) var mindre i 2019, end den var i 2018. Så hvorfor bringe denne historie nu, medmindre nyheden er, at journalisten har besøgt Nationalbankens hjemmeside for første gang?

Cui bono?

Jeg ved naturligvis ikke, hvad der har bevæget redaktionen på Jyllandsposten til at bringe den artikel, men jeg tror nu, at et godt bud er, at den er “plantet” af interesserede parter. Spørgsmålet er så, hvem har gavn af en artikel, der udråber det til et stort, forbryderisk problem, at danskerne bruger kontanter? Hvem vil gerne af med kontanter, hvem har noget at vinde ved deres afskaffelse?

Der er to primære vindere ved en mulig afskaffelse af kontanter: bankerne og staten. Bankerne lider under Nationalbankens mildest sagt destruktive politik, som påtvinger dem negative renter. Det gør det naturligvis mindre attraktivt at have sine penge i banken, hvis banken pålægger alverdens gebyrer og negative renter. Derfor er det i stigende grad attraktivt ikke at have sine penge i banken, men derimod have en større del af ens formue i form af kontanter, hvis man da ikke investerer i andre aktiver, der holder værdien bedre end penge. Det kan f. eks. være i form af guld og sølv, bitcoin og andre kryptovalutaer. Disse er de nærmeste substitutter til penge, de er så at sige de mest “penge-agtige” aktiver, som tilmed har den fordel i forhold til penge, at regeringer og centralbanker ikke kan forøge deres mængde efter forgodtbefindende.

Begge former for investering, i kontanter eller i guld og kryptovaluta, er dårligt nyt for bankvæsenet og for Nationalbanken, for det formindsker disses mulighed for at bruge indlån som basis for nye udlån og mindsker naturligvis de negative renter, de kan opkræve af deres kunder. Nationalbanken kan heller ikke i samme grad kontrollerer pengemængden, hvis folk i større grad tager deres penge ud af banken. Folks efterspørgsel efter fysiske kontanter formindsker simpelthen muligheden for kreditekspansion (Rothbard, Mystery of Banking, kap. 10).

Der ser dog ikke ud til at være nogen synderlig øget efterspørgsel på kontanter: mængden af kontanter i omløb ligger meget stabilt på ca. 5 procent af pengemængden (M1); om noget er den faktisk svagt faldende. Efterspørgslen på guld osv. har jeg ikke kunnet finde tal på, men det ville undre mig, hvis den ikke var stigende. Det er under alle omstændigheder klart, at kontanternes blotte eksistens er en trussel mod det centralbankstyrede finansvæsen.

Den anden institution, der har noget at vinde ved kontanternes afskaffelse, er staten. Kontanter har den store fordel fremfor f. eks. bankoverførsler (og sådan set også overfor bitcoin o. lign.), at de kan bruges fuldstændigt anonymt. Hvis man ikke bryder sig om, at andre skal kunne snage i ens indkøb og salg, så er kontanter for langt de fleste det bedste middel. Dermed er staten naturligvis en fjende af kontanter, for hvad nu hvis folk bruger penge på noget, som staten vil beskatte, eller som politikere i deres visdom ikke mener, man må? Staten kræver intet mindre, end at man er totalt gennemsigtig og åben overfor den. Den har ret til at vide alt, kontrollere alt, inddrage alt, hvis man overtræder dens dekreter. Det er et stort tab, hvis staten går glip af skatteindtægter, og alles handlinger og virksomhed skal vurderes efter, hvor meget de genererer til statskassen.

Dette er naturligvis alt sammen – moralsk og økonomisk – noget vås. Det er ikke individets formål i denne verden at tjene staten. Det burde ikke være noget ekstremt synspunkt, men vi har i det forgangne år set, at der desværre er mange, der forbinder det moralsk korrekte med bidrag til og lydighed imod staten. Den slags moralsk falliterklæring vil jeg dog ikke analysere nærmere her.

Økonomisk er det en grundsætning, at når to individer frivilligt udveksler vare og ydelser, så er begge individer bedre stillet efter handlen, end de var før. Derudover ved vi fra Ricardos lov (som Mises kaldte den), at produktion under arbejdsdeling og handel giver et større resultat, end produktion i isolation. Disse grundsætninger er sande, ligegyldigt om man betaler skat af sit arbejde og sine handler eller ej. Samfundet som sådan er bedre stillet af handel og arbejdsdeling. Vi kan tværtimod om noget sige, at beskatning er samfundsskadelig, fordi al beskatning øger omkostningerne ved produktion, arbejdsdeling og handel, og derfor altid fører til et lavere produkt for hele samfundet som sådan (se Hoppes Economics and Ethics of Private Property, kap. 2: The Economics and Sociology of Taxation).

Dette ræsonnement kan statsmagten naturligvis ikke acceptere. Den bygger på en ideologi, der tilsiger, at staten er absolut nødvendig for alle samfundsforhold. Derfor er enhver indrømmelse overfor det frie samfund ideologisk uholdbar. Der er også stærke materielle interesser, der støtter statens krav – hvordan skulle de ellers få støtte, hvis ikke staten først tog fra andre? De privilegerede banker er naturligvis også villige til at støtte staten i dens krav, da deres egne privilegier er sikrede af staten og ikke kunne bestå i et frit samfund.

Afslutning

Den ovenfor nævnte artikel i Jyllandsposten er endnu et forsøg på at mistænkeliggøre brugen af kontanter. Dermed forsøger den at bane vejen for deres afskaffelse, da dette er i magthavernes interesse. Der er naturligvis ingen, der “omvender” sig og holder op med at bruge kontanter, bare fordi han læser en sådan artikel. Det er ikke det, der er formålet. Formålet er at berede grunden ideologisk for et fremtidigt forbud, så der ikke er den store modstand, når staten engang i fremtiden skrider i aktion. Derfor er det også ideologisk modspil, der nu er nødvendigt, hvis vi skal bevare kontanter og den lille rest af uafhængighed fra staten, de sikrer.

Udgivet i Pengepolitik | Skriv en kommentar

Om omskæring og ikke-aggressions princippet

Udgivet den 19. september 2020 af Kristoffer

Der har i de senere år med mellemrum været debat om, hvorvidt omskæring af drengebørn skal forbydes, senest da folketinget tidligere på måneden nedstemte et forbud. I sig selv finder jeg debatten temmelig aparte, da det forekommer mig en smule mærkeligt at interessere sig for andre folks børns kønsdele, især når et af hovedargumenterne mod omskæring er, at det nedsætter sexlysten. Nuvel, i denne så sære tid, hvor kun materielle glæder tages alvorligt og sex ophøjes til det højeste gode, så er det måske ikke så sært, at man i den grad seksualiserer spædbørn og ser det som forældrenes opgave at maksimere barnets fremtidige (?) lystfølelse – men det er stadig en smule klamt.

Når jeg nu alligevel skriver lidt om det, så er det dels fordi, magtelitens begrundelse er noget mangelfuld, da den blot består i at kalde det antisemitisme at ønske et forbud; dels fordi der blandt ellers forstandige mennesker – d.v.s. anarko-kapitalister og liberale, der respekterer ikke-aggressions princippet som grundlaget for fredeligt socialt samkvem – synes at være stor sympati for et forbud. Argumentet, som f. eks. fremført af Lars Andersen, er såmænd rimeligt klart: omskæring er et fysisk indgreb mod et spædbarn, der ikke har samtykket og som sådan en aggression mod barnet. Mod dette har min gode ven Uffe Merrild på sin blog skrevet om, hvorfor det i forholdet mellem børn og deres forældre netop ikke er så simpelt. Jeg er enig i stort set alt, Uffe skriver, men vil alligevel gerne her forsøge at komme med mit eget bud på, hvordan det forholder sig med forældre, børn og omskæring.

Børn, forældre og ikke-aggressions princippet

Det fælles udgangspunkt, som jeg her tager for givet, er ikke-aggressions princippet: ingen har ret til at benytte, bruge, beskadige andres ejendom eller krop mod deres vilje. Det er især Rothbard, der har forsøgt at udpensle, hvad dette grundlæggende princip betyder for hvad man må og ikke må overfor sine medmennesker. Essensen af den liberale etik er, at ingen må krænke andres ejendom, og at alle rettigheder kan forenkles til en art ejendomsret, såsom selvejerskab eller retten til ens egen krop. Jeg vil ikke her forsøge at føre noget bevis for denne påstand, det har Rothbard og andre (f. eks. Hoppe) gjort udmærket andetsteds. Spørgsmålet for os er, hvad ikke-aggressions princippet betyder for forholdet mellem børn og forældre.

Da børn ganske som voksne er mennesker med den moralske ret, det giver, er de naturligvis lige så meget selvejere, ejer deres egen krop, som deres forældre gør. Problemet er blot, at børn i mange år tydeligvis er ude af stand til at varetage deres egne interesser og ingen mulighed har for at håndhæve deres rettigheder. I denne periode, indtil barnet er i stand til at klare sig selv, må nogen sørge for det og opdrage det og varetage dets interesser efter bedste evne. Kort sagt, nogen må have retten til at agere værge for barnet. Spørgsmålet er: hvem?

Rothbards svar er forældrene; det er dem, der har skabt barnet, og de har påtaget sig det moralske ansvar for at opdrage det efter bedste evne. Dermed følger naturligvis retten til at agere værge for det. Som Rothbard siger (Egalitarianism as a revolt against nature and other essays, s. 149):

We may say that the act of creation gives the parent, and not outside adults, jurisdiction over the baby. And yet, this ownership cannot be absolute, cannot involve the right of the parent to mutilate, maim, or murder the child, for this would be criminal aggression against the body of the child, who, being an independent human entity, cannot come under the absolute jurisdiction of anyone. The role of the parent, then, is to be, not an absolute owner, but a trustee-owner or guardian, with the right to regulate the child but not to aggress against his person.

Forældre har derfor visse rettigheder overfor barnet, der følger af deres moralske pligt til at opdrage barnet efter bedste evne og varetage dets interesser.

Omskæring og ikke-aggressions princippet

Den snarrådige læser vil have set, at Rothbard siger, at forældrene ikke må lemlæste, forkrøble eller myrde deres barn. Er omskæring ikke et klart eksempel på lemlæstelse, og burde godhjertede mennesker derfor ikke bortfjerne børn fra forældre, der kan finde på den slags? Problemet er, at dette argument beviser for meget. For hvis omskæring er lemlæstelse, så må det gælde ligegyldigt hvilken grund, man anfører for indgrebet. Den medicinske undtagelse er dermed et gabende logisk hul i omskærings-modstandernes argumentation.

Mere generelt dur det ikke at sige, at forældre ikke må begå indgreb mod børn mod disses vilje. Uffe blev hængt ud for hans eksempel med navlestrengen, men det er såmænd gyldigt: det er barnets navlestreng, så hvad bilder forældrene sig ind at bestemme, at den skal klippes af? Mere dagligdags situationer bliver også til overgreb: må forældre klippe negle på deres børn eller børste deres tænder mode deres vilje? Må de bade dem mod deres vilje? Må de tvinge dem til at sluge tabletter mod deres vilje eller vaccinere dem? Der er kort sagt næsten intet, stort eller småt, som forældre kan gøre, der ikke kan bedømmes som overgreb mod barnet. Det er selvfølgelig absurd – forældrenes ret som værger over barnet må medføre, at de har ret til at tvinge det til ting, som barnet ikke frivilligt vil.

Hvad præcis må forældrene da tvinge barnet til? Ikke hvad som helst; et barn er ikke et stykke legetøj eller et “projekt” så forældrene kan “udvikle dem selv”. Tværtimod; som allerede anført bygger forældrenes ret på deres moralske pligt til at opdrage barnet efter bedste evne. De må derfor tvinge det til ting, som de efter bedste evne finder er godt for barnet, også selvom dette ikke selv kan forstå det. Denne ret ophører, når barnet opnår forstandens fulde brug. Vi kan diskutere, hvornår det er – traditionelt har man ment syv år, men det er den nærværende diskussion uvedkommende.

Denne teori om forældres og børns rettigheder er simpel og elegant, men den betyder også, at forældre har meget vidtgående rettigheder. Hvem skal bestemme, hvad der er god opdragelse? Det er klart, at der må være en grænse for, hvad en fader må gøre overfor sine børn, men så længe han mener at handle i barnets interesse, og det ikke er tydeligt, at barnet lider alvorlig skade, må der i mine øjne være vidde rammer for ham. Selv fysisk afstraffelse, mener jeg, kan ikke absolut forbydes baseret på ikke-aggressions princippet.

Er omskæring i barnets interesse?

Hvis ikke læseren for længst er stået af på denne reaktionære tirade, vil han måske nu indvende, at omskæring jo netop ikke er noget, man gør, i barnets interesse; det er noget forældrene gør for at passe ind i deres kultur eller religion. Men hvordan kan vi vide det? Omskærelse er tværtimod for jøderne det fundamentale tegn på at tilhøre Guds udvalgte folk og derfor klart noget, forældrene gør i barnets interesse (muslimernes sammensurium af halvforstået kristendom, jødedom og arabisk overtro vil jeg ikke beskæftige mig med).

Nuvel, jeg mener ikke selv, at jøderne er Guds udvalgte folk, det har de ikke været i omkring 2.000 år. Jeg mener heller ikke, at det, moderne jøder praktiserer, har meget at gøre med omskærelse som beskrevet i bibelen (kaldet brit milah). Det er en farisæisk opfindelse (kaldet brit periah) fra 2. århundrede efter Kristus, som blev indført for at forhindre, at helleniserede jøder skjulte deres omskærelse. Bibelsk omskærelse er nemlig så skånsom, at dette let lader sig gøre. Det er dette farisæiske ritual, både jøder og muslimer praktiserer i dag.

Med andre ord mener jeg, at både jøder og muslimer tager grundlæggende fejl, når de tror, at de gør noget godt for børnene ved at lade dem omskære, da både jødedom og islam er falske religioner. Men dette betyder ikke, at jeg eller andre har ret til at forbyde jøderne at udføre deres ritual, hvor grotesk barbarisk jeg så må finde det. Det er netop forældrenes ret at opdrage deres børn i deres religion. At det er tom overtro eller farisæisk tankespind spiller i den sammenhæng ingen rolle. Hvad vi må spørge os selv om er, hvorvidt omskærelse udgør lemlæstelse af barnet eller ej. Det mener jeg, trods alt, ikke det gør.

Mange vil måske mene, at al religion er noget vås, så forældre kan aldrig have ret til at opdrage deres børn i deres tro, hvis det medfører den slags indgreb. Meget vel, men der er meget moderne overtro, der også fører til indgreb mod børnene. Vi behøver endda ikke forlade omskæring for at se det: i USA omskærer man mange hvis ikke et flertal af alle drengebørn, fordi den medicinske overtro siger, at det er godt for hygiejnen. I de fleste vestlige lande vaccinerer stort set alle forældre deres børn, fordi den medicinske overtro tilsiger, at det skal man. Hvor mange forældre har faktisk sat sig ned og set på fordele og ulemper ved de forskellige vacciner? Og hvad skal man sige om folk, der opdrager drenge, som var de piger og piger, som var de drenge?

Konklusion

Den moderne modstand mod omskæring kan dermed ikke begrundes i ikke-aggressions princippet. Det er for så vidt et grænsetilfælde, da jeg finder indgrebet temmelig barbarisk og på grænsen til lemlæstelse, men at forbyde det vil være et illegitimt overgreb mod forældrene.

Danskernes modvilje mod omskæring tror jeg heller ikke grunder i deres store kærlighed til ikke-aggressions princippet. Tværtimod – det er udtryk for, at de fleste danskere vil bruge statsmagten til at undertrykke kulturer, som de ikke bryder sig om, og som ikke passer ind i deres materialistiske verdensbillede. Det er nok også en skygge-diskussion – man taler om og vil forbyde omskæring, fordi man stadig ikke må tale om modviljen mod muslimer og indvandring. Den offentlige menings vogtere på venstrefløjen har jo svært ved at være imod en debat, der dels seksualiserer børn og dels kan føre til indgreb, der udstrækker statens magt over familien yderligere. Det er sandsynligvis kun diplomatisk pres fra Israel, USA og måske også Saudi-Arabien, der fik folketinget til at nedstemme forbuddet.

Udgivet i Diverse, Rettigheder & etik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Coronavirus – er staten løsningen? Et svar til Martin Ågerup

Udgivet den 30. marts 2020 af Kristoffer

Martin Ågerup fra Cepos har i den forgangne uge skrevet nogle indlæg om den liberale løsning på coronakrisen (se her og her). Det var jeg glad for at se, da jeg synes, Cepos har været lidt for fraværende i den offentlige debat om epidemien og regeringens totalitære tiltag. Min glæde varede dog kort, for efter endt læsning kunne jeg konstatere, at Martin Ågerup ikke mener, at markedet eller et frit samfund som sådan kan klare et problem som en epidemi, men at vi er nødt til at lade staten gribe ind i sådanne tilfælde.

Hvad Ågerup præsenterer som den klassisk liberale positioner, mener jeg, er ikke andet end et knæfald for socialismen. Derfor dette (forhåbentligt) korte svar til Ågerup, hvor jeg dels vil kritisere hans forståelse af problemet, dels vil præsentere det liberale alternativ.

Ågerups position

Jeg vil lade Ågerup selv forklare sin position, så udlægge hvordan jeg forstår den og kritisere den. Ågerup skriver:

Der er visse af samfundets udfordringer, som markedet ikke kan håndtere. Det er da også derfor, at den klassisk liberale position er, at statsmagten skal være stærk, men afgrænset til de områder, hvor kollektive beslutninger via statsmagten er nødvendige.

Et klassisk eksempel på dette er forurening. Her er der en såkaldt markedsfejl, som skyldes, at den, der forurener, påfører andre en omkostning. Epidemier er også en markedsfejl, da de smittede ikke kun selv bærer en omkostning ved at være smittet, men også kan smitte andre.

Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor f.eks. unge ikke bliver ret hårdt ramt af sygdommen selv, men kan risikere at smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø af den.

Derfor er det helt i tråd med både økonomisk teori og med liberale principper, at staten griber ind og regulerer på dette område. Epidemier er en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang.

Og i sit andet indlæg:

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. Undtagelser, som bekræfter den regel, at markeder er bedre end noget andet kendt system til at fremme velstand og innovation.

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Senere i samme indlæg udtrykker Ågerup sig på en måde, der lyder som om, han ser markedet som en institution, der er god til at styre folks egoisme og lede deres egeninteresse ad samfundsgavnlige kanaler. Det er for så vidt rigtigt, men jeg mener ikke, det er det essentielle ved markedet eller frie samfund som sådan. Det er sekundært, at markedet giver en god incitamentsstruktur, det væsentligste er, at en rationel og produktiv samfundsorden ikke er mulig uden frihed og private ejendomsret til produktionsmidlerne – også i krisetider. Jeg vil dog lade det ligge, da jeg ikke mener, det er det væsentligste argument i Ågerups kommentarer.

Ågerups problem

Det essentielle i argumentet synes at være, at vi med en epidemi står med en markedsfejl, specifikt med en negativ eksternalitet, som det er nødvendigt at staten griber ind overfor. Det påfører andre en omkostning, hvis en smittebærer udsætter dem for smitte. Dette er korrekt. Der er dog to problemer, som Ågerup selv må løse, inden han kan begynde at anvende ideerne om negative eksternaliteter til at retfærdiggøre statslige interventioner.

For det første må han besvare spørgsmålet: hvilken smitte? Det er ikke not at sige in abstracto at smitte er en eksternalitet: det er konkrete personer, der måske udsætter andre personer for smitte, men det gør de naturligvis kun, hvis de selv er smittede. Hvis ikke de er smittede, er det jo i sig selv en enorm og ubegrundet omkostning, statsmagten udsætter dem for i sit forsøg på at begrænse smitten. Hvis vi skal tale om at eliminere en eksternalitet, må vi med andre ord først konstatere, at den findes, ellers kan vi ikke komme videre. Mener Ågerup, at staten er den bedste til at finde ud af det? Det synes at være i modstrid med kendsgerningerne, når nu de fleste stater med enkelte undtagelser har begrænset adgangen til tests.

Vi må altså først vide, om folk er smittede, inden vi kan løse eksternalitetsproblemet. Lad os dog nu blot antage, at vi ved dette, eller at alle er smittede, så vi ikke behøver spekulere over enkelttilfælde. Dette bringer os imidlertid til det andet problem: hvordan skal problemet løses helt konkret, så omkostningerne ved løsningen ikke overstiger omkostningerne ved eksternaliteten? Det er ikke nok ud fra Ågerups egne forudsætninger bare at kræve eksternaliteten forbudt, hvilket reelt er, hvad regeringen har gjort. Politikken må udformes sådan, at folk tager fuldt højde for de eksterne omkostninger i deres handlinger (så den “internaliseres”), men det er også alt. Hvis vi bruger Pigous klassiske model, kan vi sige, at prisen for en handling skal hæves, så individet bliver tvunget til at tage højde ikke bare for egne omkostningerne, men også for sociale omkostninger (de ubekendte med neoklassisk økonomis højere mysterier kan læse wikipedias udmærkede artikel om pigoviske skatter).

Hvis vi skal formulere den korrekte politik og finde den korrekte “skattesats” (der er jo tale om al menneskeligt samkvem, når vi beskriver denne eksternalitet, ikke blot “markedsfejl” i snæver forstand, men princippet er det samme), så er vi imidlertid nødt til at vide to ting: for det første, hvor store er omkostningerne ved eksternaliteten; og for det andet, hvor store er omkostningerne ved den påtænkte politik og de påtænkte skatter? På begge punkter er vi i total uvidenhed. Vi ved simpelthen ikke, hverken hvor smitsom eller hvor dødelig, sygdommen er. Jeg har tidligere linket til denne artikel af John Ioannidis, som understreger dette problem, og herhjemme har lægen Vibeke Manniche hele tiden hævdet, at data viser, at coronakrisen ikke er en epidemi. Det hev DR hende igennem Detektor for, men når nu en statslig ekspert siger det samme i den statslige presse, så må man vel indrømme, at der er en hvis usikkerhed om emnet. Hvad der nu end ender med på det punkt, så giver det ganske enkelt ikke mening at tale om omkostningen ved eksternaliteten eller værdien af at slippe for den, så længe vi ikke ved mere.

Endelig er jeg også nødt til at nævne det grundlæggende problem med hele eksternalitetstænkningen, som ingen neoklassisk økonom synes at ville anerkende: det giver ganske enkelt ikke mening. Både omkostninger og gevinst er i sidste ende subjektive koncepter, og allerede i 1932 påviste Lionel Robbins, at man ikke kan sammenligne folks subjektive værdisætninger. Man kan simpelthen ikke stille det regnestykke op, som er forudsætningen for, at eksternaliteter og gevinster kan afvejes mod hinanden. Hvad er omkostningen ved at en person bliver smittet med coronavirus i forhold til omkostningen ved, at en anden person må gå arbejdsløs? At påstå, man kan afgøre det, er at opkaste sig til diktator over andre folk – og det er netop hvad Mette Frederiksen og kumpaner har gjort.

Det mærkelige er så, at Ågerup har set sig nødsaget til at gribe til disse eksternalitetsargumenter. Et er at han måske er ubekendt med, at Rothbard har givet en aldeles udmærket beskrivelse af, hvordan det frie marked, d.v.s. privat ejendomsret, personligt ansvar og aftalefrihed, kan løse problemet; jeg mener selv at Rothbards er den bedste løsning, men jeg er med på, at han ikke er den mest læste økonom. Det er Ronald Coase derimod (bogstaveligt talt – hans artikel er den mest citerede i den økonomiske litteratur), som i sin The Problem of Social Cost fra 1960 påviser, hvordan privat ejendomsret fører den mest effektive løsning på eksternalitetsproblemet, så længe transaktionsomkostningerne ikke er for høje. Vi kan diskutere nogle af problemerne i Coase’s tilgang en anden dag, men jeg mener ikke, at hans argument bare kan affejes, sådan som Ågerup implicit gør.

Det liberale alternativ

Jeg skrev forleden i afslutningen af mit alt for lange indlæg om coronakrisen lidt om, hvordan en liberal epidemi og krisepolitik burde være. Det væsentligste er: først at skaffe tilstrækkelig viden, så vi ved, hvad truslen er; dernæst at finde de mest effektive metoder til begrænsning og behandling af sygdommen; og begge dele uden at ofre individets rettigheder og friheder, da det ville være ikke bare umoralsk men også kontraproduktivt at gøre det.

At overlade krisehåndtering til folks private initiativ betyder dog ikke, at man kan udsætte andre for smitte. Man er ansvarlig for sine handlinger og bør naturligvis også kunne gøres erstatningsansvarlig efter de almindelige regler, hvis ens handlinger udsætter andre for smitte. For at citere fra mit forrige indlæg:

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Hvis dette håndhæves, så vil der naturligt opstå forskellige forsøg på at samle sig viden om og håndtere sygdommen på forskellig måde, og eksternaliteten vil naturligt blive internaliseret, ganske frivilligt. Dette vil føre til den i praksis bedst mulige løsning. For nu igen at citere mig selv:

Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet […] så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

[…]

Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi.

Rent politisk er målet derfor at få staten af vejen, så samfundet kan klare problemet. Der kan naturligvis skrives meget om hvordan, men da jeg ikke vil gøre indlægget unødigt langt, vil jeg i stedet for blot for sidste gang citere mig selv og kopiere denne liste over mulige tiltag fra mit forrige indlæg:

Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de vil

Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med

Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke

Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning […]

Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Jeg har i det forrige indlæg skrevet lidt mere uddybende om, hvordan disse forslag skulle hjælpe i den konkrete situation, men hovedtanken burde være klar: det er nødvendigt at sætte samfundet frit til at tage sig af truslen om en mulig epidemi.

Desværre synes liberale ideer som disse at være fraværende fra ellers fornuftige borgerlige tænkeres kommentarer. Det er ikke bare Martin Ågerup, der synes at have accepteret, socialisternes måde at fremstille tingene på; Otto Brøns-Petersen nævner ikke egentligt liberale løsninger i sin gennemgang af mulige strategier for at håndtere krisen. Det er mit håb, at de og andre kan få øjnene op for mulige alternativer, så vi kan få et reelt liberalt bud på en løsning.

Udgivet i Diverse, Ejendomsret, Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , | 6 kommentarer

Kampen mod coronavirus – stat eller frihed?

Udgivet den 25. marts 2020 af Kristoffer

Som lovet for et par dage siden, vil jeg forsøge at beskrive de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser af regeringens med coronavirus begrundede indgreb, samt hvordan samfundet ville kunne klare krisen meget bedre uden statens indblanding. Jeg har med vilje set tiden lidt an, for det er jo ikke nødvendigvis sådan, at blot fordi folketinget har overdraget noget nær enevældig magt til regeringen, vil denne gøre fuld brug af den. Indtil videre har der ikke været så store socialistiske tiltag, som man kunne frygte – heldigvis, selvom det er slemt nok endda. I stedet for at lurepasse, vil jeg derfor nu forsøge en kritik af, hvad regeringen indtil videre har gjort, samt hvad den realistisk kunne finde på at gøre.

Det er igen værd at understrege, inden vi begynder, at jeg absolut ikke er eller vil give mig ud for at være ekspert i virologi eller lægevidenskab generelt. Jeg har heller ingen særlig viden om, hvor slem eller smittefarlig coronavirus i virkeligheden er, selvom jeg nok har min egen mening om det. Det kan vi gemme til et senere indlæg. Her vil vi gå ud fra, at sygdommen er reel, at den er alvorlig og ofte dødelig. Den økonomiske analyse er nemlig ikke afhængig af, hvor slem krisen er: selv hvis sygdommen var så alvorlig som den spanske syge, kolera eller selv den sorte død, ville den økonomiske videnskab konkludere det samme: at statens indgreb udover at være umoralske også er skadelige for økonomien og samfundslivet og ikke er en hjælp til at bekæmpe sygdommen.

Staten lukker samfundet

Hvis vi begynder med det åbenlyse, så er det jo klart, at statens tvungne nedlukning af store dele af det økonomiske liv gør hele samfundet fattigere: alt det, der kunne være produceret i den periode, nedlukningen varer, er der nu ingen, der får glæde af. Samtidig betyder det naturligvis store tab for de ramte virksomheder. Regeringen har lanceret diverse hjælpepakker for at afbøde tabene, men det burde være klart for enhver, at disse ikke fjerner tabene: de flytter blot byrden over på skatteyderne, selvom finansieringen nok i første omgang bliver for lånte penge. Dette har politikerne været knap så villige til at indrømme, de vil hellere lade som om, det er dem, der hjælper.

Spørgsmålet må derfor være, om regeringens hjælp er nødvendig, for at erhvervslivet skal overleve. De fleste virksomheder har en række faste udgifter, de ikke bare kan løbe fra, hvoraf de væsentligste nok er afbetaling af lån og andre kontraktmæssige forpligtelser. Sådanne aftaler er jo indgåede uden at tage højde for den nuværende krise, så kreditor har ret til betaling ligegyldigt hvad. Det kan jo betyde konkurser for mange, da de fleste nok vil finde det svært at betale deres lån, når de ikke har nogen indtjening. Et er dog, hvad kreditor har ret til; andet er, hvad der er i hans egen interesse. For hvis kreditor kræver en skyldner konkurs betyder det jo, at kreditor ikke får sit tilgodehavende, før selskabet enten er solgt eller afviklet, noget der kan have lange udsigter, som tingene står nu. Samtidig er kreditor jo klar over, at vi står i en særlig situation. Hvis han ellers har tillid til sine forretningsforbindelser og til sin skyldner, må han jo mene, at vedkommende er en god kreditrisiko og være villig til at give henstand eller på anden vis ordne den øjeblikkelige krise. Selv under almindelige forhold betyder en øjeblikkelig likviditetskrise i et selskab jo heller ikke nødvendigvis, at kreditorerne gennemtvinger en konkurs: at det er deres ret betyder ikke, at det er hvad de selv finder hensigtsmæssigt. Igen: hvis selskabet ellers er drevet ordentligt, og de har tillid til ejeren og ledelsen, er en omstrukturering af lånene at foretrække. Hvis de derimod i denne situation kræver virksomheden lukket og solgt, så må det være fordi, de betragter den som en i forvejen tvivlsom investering. Det er muligt, virksomheden ville have overlevet i fraværet af krisen, men det er op til ejerne og kreditorerne at bestemme (rent filosofisk kan vi jo sige, at kreditorerne er en slags medejere af virksomheden, især når de har pant i den, men i det hele taget er passiv-siden på en balance udtryk for, hvem der ejer og har hvilken slags rettigheder til virksomhedens aktiver).

Langt fra at være økonomisk gavnlig er regeringens hjælpepakke tværtimod til skade for genopretningen af økonomien efter krisen. Det, der er behov for, er ledig kapital, så det er muligt for kreditorer at refinansiere deres egne virksomheder og finansiere erhvervslivets faste udgifter under krisen såvelsom en “kickstart” bagefter. Men regeringen synes opsat på at støvsuge de finansielle markeder for kapital: den danske stat er – desværre – den bedste kreditrisiko for danske investorer, så når der nu snart igen bliver udstedt statsobligationer for mange milliarder, vil det marginalisere private lånere. Det vil blive sværere og dyrere at rejse de nødvendige lån for erhvervslivet, og dette vil i det lange løb betyde, at selv sunde virksomheder risikerer at gå ned. Det bliver ikke bedre af, at store dele af hjælpepakkerne går ud på at betale løn til hjemsendte arbejdere. Det betyder nemlig, at opsparede midler bliver overført til privat forbrug, og der vil derfor være igen være mindre kapital til rådighed, når økonomien igen skal i gang. Det gør samfundet fattigere, og det gør det vanskeligere for erhvervslivet at komme tilbage til normal dagligdag.

Samtidig er stort set alle fritidsinteresser blevet om ikke forbudt så gjort praktisk umulige. Det kan selvfølgelig være en hjælp for økonomien, da lønmodtagerne dermed kan blive tvunget til at spare mere af deres løn op, og dette vil jo så frigøre nogle af de midler, staten har suget ud af kapitalmarkederne. Det er dog også værd at påpege, at det medfører unødvendige forringelser i folks levefod. Det kan selvfølgelig godt være, at politimænd elsker at herse med folk og råbe af dem, men der er vel næppe nogen, der for alvor vil påstå, sådanne sadistiske glæder kan opveje tabet mange må føle, når de er tvunget til at opgive diverse fritidsaktiviteter, lige fra sport og ture i skoven til 80 års fødselsdage? Der er selvfølgelig spørgsmålet om smittespredning – det vil vi vende tilbage til nedenfor i afsnittet om en liberal krisehåndtering.

Hvem ved hvad?

Formålet med alle disse begrænsninger er jo efter bedste evne at begrænse udbredelsen af den nye virus. Der må ikke være mere end ti personer samlet, ikke-essentielle virksomheder bør lukkes, o.s.v., alt sammen fordi staten vurderer, at andet er for farligt. Selvom Martin Ågerup fra CEPOS så forsigtigt tillader sig at kritisere regeringens strategi, overser han dog det vigtigste punkt, for pointen er nemlig ikke, at folketing og regering (naturligvis) har begået mange og store fejl, men at hele tilgangen er forfejlet. Hvorfor skal det fra centralt hold bestemmes, hvilken risikovurdering de enkelte borgere skal følge?

Det er klart, at ethvert samkvem med andre mennesker indebærer risici både under normale forhold, men især under en epidemi. Det er også klart, at det giver mening at tage sine forholdsregler og være mere forsigtig end ellers. Det er dog ikke klart præcis hvilke forholdsregler, der er de bedste. På den ene side kan man jo vælge at isolere sig selv totalt, da det er den eneste måde, man kan minimere risikoen for smitte på. Det er noget nær dette standpunkt, diverse regeringer i Europa har indtaget. En smule tankevirksomhed vil dog føre til den konklusion, at det ikke er et holdbart standpunkt. Der er risici forbundet med alt – betyder det, at man ingenting skal foretage sig? Selv den bedste bilist kan køre galt – betyder det, at det skal forbydes at køre i bil? Og hvad med tog og fly?

Hvad end man foretager sig, så medfører det diverse risikomomenter, og det er op til den enkelte at vurdere, hvilke risici det er værd at løbe. Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet – og der er ingen grund til at mene, at den er andet end hysterisk – så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

Det samme gælder naturligvis, når det gælder folks personlige forhold. Skal man tage til gymnastikopvisning eller blive hjemme, skal den aflyses eller udskydes eller gennemføres med diverse særlige forholdsregler? Det er noget, den enkelte forening må afgøre. Det samme gælder private fester og andre arrangementer, og det gælder gamle og andre særligt udsatte grupper såvel som unge. Hvis man har planlagt bryllup eller 80 års fødselsdag, f. eks., må man jo vurdere, om man tør gennemføre arrangementet eller ej, og de indbudte gæster må jo selv vurdere, om de tør møde op eller ej.

Nogle vil måske indvende mod dette, at vi jo ikke ved, hvor stor faren er, så staten må påtage sig et ansvar, underforstået: de statslige embedsmænd ved bedre. Helt bortset fra, at en sådan indvending kun kan karakteriseres som slavesind, så er der er ingen grund til at tro, at statens folk ved bedre. Som jeg linkede til forleden, så ved vi faktisk – embedsmændene inklusive – meget lidt om, hvor alvorlig sygdommen er. Hvorfor er dødeligheden så stor i Italien og så lille i Tyskland for eksempel? Den usikkerhed, der eksisterer omkring disse spørgsmål, er den samme for statsansatte som for alle andre. Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi (hvis dette faktisk er virkningsfuldt).

Udover de simple regler, som på denne evolutionære vis naturligt udvikles i samfundet, vil der dog stadig være en stor variation i, hvordan folk forholder sig, da folk stadig vil have en forskellig opfattelse af risici, simpelthen fordi risici objektivt set vil være forskellige og subjektivt set vil vurderes forskelligt. Der er ingen grund til at lukke helt ned for samfundet: folk vil selv forstå at tilpasse sig og tilpasse samfundet, så situationen bliver håndteret optimalt, det vil sige: så man løber de risici, folk finder acceptable. Alternativet, at lade staten diktere folks handlemåde under en epidemi, giver kun mening, hvis man mener, de statslige embedsmænd på mirakuløs vis har fundet frem til den handlemåde, der bedst afvejer smitterisikoen mod andre hensyn. Dette ville dog være intet mindre end et mirakel.

De socialistiske hospitaler

Det primære fokus i statens indsats synes at være hensynet til hospitalerne, der endelig ikke må overbelastes. De fleste har nok nu set den berømte graf, der viser, hvordan nedlukningen fører til en fladere kurve af syge, der holder sig under hospitalernes kapacitetsgrænse.

Det er naturligvis noget vås fra ende til anden.

Det kan først og fremmest påpeges, at regeringens pludselige indsats i medio marts er en total falliterklæring fra det statslige sundhedsvæsens side. Man har bildt befolkningen ind, at staten nok skal tage vare på deres sundhed, men har så været så åbenlyst inkompetente, at man ikke har gjort noget for at planlægge et svar til en eventuel epidemi. Coronavirussen kom jo ikke ud af ingenting: den blev først kendt i tidlig januar, spredte sig så i Kina og Østasien i januar og februar, og kom forholdsvis tidligt vestpå til Iran og Italien. Der var med andre ord to måneder til at forberede sig. Det er forståeligt, at almindelige mennesker ikke tog sig af den nye virus, før den kom tæt på, men burde et professionelt sundhedsvæsen ikke have eksperter, der er opmærksomme på eventuelle nye trusler og advarer i god tid? Det er jo ikke sådan, at epidemier og nye vira er ukendte – tværtimod har der igennem de seneste par årtier været en lind strøm af advarsler om nye, dødelige sygdomme: svineinfluenza, fugleinfluenza, MERS, SARS, zika-virus, ebola… Hvordan kan en ny virus så være sådan et chok for dem?

Der er ingen grund til at antage, at forudsætningerne for den berømte grafiske fremstilling er korrekte. Hvorfra ved vi, at så og så mange vil blive smittet så og så hurtigt? Hvorfra ved vi, hvor mange af disse vil have brug for behandling? Og hvor mange vil have brug for hospitalsindlæggelse? Det kan meget vel tænkes, at det vil minimere og sprede behovet for indlæggelser, hvis den almene befolkning, som ikke løber nogen synderlig risiko, bliver smittet hurtigt. Det fåtal der så har behov for lægehjælp kan let få det, mens man gør hvad man kan for at begrænse smittefaren for ældre og andre udsatte, så deres behov for lægehjælp udskydes og spredes mest muligt. Er det en bedre model? Jeg ved det ikke – men det tør jeg vove at påstå, at der heller ikke er nogen af socialisterne i regeringen, der ved.

Den anden præmis for statens indsats er, at hospitalerne kun har en begrænset kapacitet. De primære begrænsninger synes at være sengepladser og respiratorer. Umiddelbart virker det jo plausibelt, man kan jo ikke stampe et hospital op af jorden med kort varsel. Lidt nærmere eftertanke burde dog vise, at det ikke er sandt. Hvis sengepladser er problemet, så kan man jo konvertere almindelige pladser til intensivafdelinger. Hvis der ikke er plads nok på hospitalerne, så er der jo andre bygninger, der er bygget specielt til at tage imod sengeliggende gæster. Hvorfor ikke kontrahere med hoteller om alle de hotelværelser, der nu alligevel er ledige? Sengepladser er der nok af i samfundet. Hvis hoteller ikke er egnede til intensivafdelinger, så kan patienter, der ikke er på intensiv overføres dertil, og hospitalerne koncentrere sig om de værste tilfælde. Måske er problemet det, at hospitalsadministratorerne ikke er vilde med ideen om, at patienterne kommer ind på private institutioner – de ville jo opleve en service, som de nok ikke er vante til på hospitalerne.

Når det kommer til respiratorer, så er sagen den enkle, at der simpelthen ikke er noget problem: sundhedsstyrelsens egne prognoser viser, at man har respiratorer nok til den værste spidsbelastning. Man har lige nu en overkapacitet på ca. 12 procent i forhold til, hvad man har brug for, under de værst tænkelige forhold. Dette har dog ikke forhindret herskesygen i at udfolde sig i det offentlige: hvis en overkapacitet på 12 procent er god, så er en overkapacitet på 50 procent vel bedre, må tankegangen være, og derfor har sundhedsstyrelsen valgt at konfiskere samtlige respiratorer fra privathospitaler. Der er vel at mærke ikke tale om, at de har brug for disse respiratorer nu – der er jo stort set ingen indlagte med coronavirus – men alligevel skal respiratorerne nu stå ubrugte hen i det offentliges varetægt, bare for et tilfældes skyld. Og det selvom de ville kunne overdrages med dags varsel, hvis der blev brug for dem. Betyder coronavirus, at folk ikke længere bliver syge? At der ikke er andre formål, man kan bruge en respirator til? Åbenbart.

Problemet er, at sundhedsvæsnet er dybt socialistisk. Næst efter hæren og muligvis folkeskolen er det den mest socialistiske sektor i landet. Socialisme betyder her ikke andet, end at produktionsmidlerne er offentligt ejede og bureaukratisk administrerede. Dette betyder, at det er umuligt for administratorerne at opveje alternative brugsmuligheder mod hinanden. Hvad er vigtigst? Rutineoperationer eller nødberedskab? Barselsstuer eller intensivafdelinger? Dette kan kun vurderes rationelt, hvis man kan opveje de forskellige resultater mod hinanden – hvad man jo ikke kan, når der ingen fællesnævner er. Mises beskrev problemet allerede i 1920, og påviste, at det kun er gennem privat ejendomsret og fri prisdannelse, at en sådan fællesnævner for heterogene goder kan opstå. Uden den raver man i blinde.

Sundhedsvæsnet er ikke komplet socialistisk, da det omgivende samfund er nogenlunde frit. Det er dermed muligt for administratorerne at gætte på, hvad produktionsfaktorerne mon skal koste, når der er et marked for disse udenfor hospitalerne. En kantine i et hospital kan dermed være lige så veldrevet som i en privat virksomhed, og da der er en slags internationalt marked for specifikke produktionsfaktorer – selvom andre landes sundhedsvæsner også er socialistiske (ja, også USAs), er de stadig nødt til at købe medicin og andet udstyr på et globalt marked. Dette giver en hvis fri prisdannelse, som gør det delvis muligt at budgettere rationelt. Men til det socialistiske problem støder det bureaukratiske: hospitalerne er bureaukratisk drevne.

Bureaukrati skal her forstås i modsætning til profitorienterede virksomheder, ikke i dagligdags forstand, hvor bureaukrati bare betyder papirnusseri og skrankepaver. En profitorienteret virksomhed er opsat på at opnå størst mulig profit, dvs. at indtjeningen skal overstige omkostningerne mest muligt. Det betyder på den ene side, at den er opsat på at betjene sine kunder bedst muligt og på den måde opnå størst mulig indtjening; på den anden side, at den vil forsøge at spare mest muligt på sine ressourcer og sørge for at allokere dem til den mest formålstjenlige brug, da dette vil minimere omkostningerne. Et bureaukratisk foretagende derimod skeler ikke til profit. Det har et budget, som det skal allokere og helst sørge for alt sammen er brugt inden regnskabsårets udgang, da der ingen grund er til at spare – tværtimod risikerer man at de budgetansvarlige beskærer næste års budget, hvis ikke det hele er brugt. De hensyn, der tages i et bureaukratisk foretagende, er derfor naturligvis nogle helt andre. I stedet for at spørge: kan det betale sig? må lederne af de forskellige afdelinger i stedet for spørge: er der allokeret midler til det i budgettet? er det i overensstemmelse med retningslinjerne? Nødvendigvis må et bureaukratisk foretagende være mere ufleksibelt og mere regelbundet end en privat virksomhed, da det ellers bliver helt vilkårlligt, hvordan de betroede midler bruges. (Igen er det Mises, der bedst har beskrevet forskellen mellem bureaukrati og markedsbaseret virksomhed).

Hvad betyder det så for den specifikke situation, vi står i nu. Det er først og fremmest klart, at regeringen og embedsmænd er ude af stand til at vurdere, hvor stor kapacitet der reelt er brug for. Det er også klart, at de ingen grund har til at begrænse deres brug af ressourcer på coronakrisen, når de bare kan konfiskere disse fra private. Hvordan skal de afgøre, hvad der er de optimale sundhedsindgreb? Skal man bruge ressourcer på at teste alle for virussen? Skal man nøjes med at teste alvorligt syge?En rationel afgørelse af dette er ikke mulig, og den bliver ikke befordret af det bureaukratiske system. Så længe, reglerne følges, kan de ansatte gå hjem med god samvittighed og ansvarsfri. De kan afvise at teste folk, der gerne vil testes (så vidt jeg ved, er det endnu ikke muligt at købe sig til en test privat), og de kan i henhold til den nye lovgivning tvinge folk i behandling, der ellers ville være fri. Når bare cirkulærerne er udfærdigede, og krydserne er sat rigtigt, så kan de påstå, at alt er i orden.

Dertil kommer problemet med at fremskaffe de nødvendige remedier: Der vil naturligt opstå ekstra efterspørgsel på de varer, der er særligt brug for under epidemien. Det betyder, at sundhedsvæsnet naturligt nok er nødt til at ændre i budgetterne og allokere flere penge til disse midler. Det kan man nok også overkomme – men hvordan kan de være sikre på, at de har allokeret nok penge? Hvis deres budget er baseret på før-epidemiske priser, vil de garanteret undervurdere det nye behov, da priserne naturligvis vil stige som følge af den ekstra efterspørgsel fra sygehuse, andre institutioner og fra private. Det er allerede sket. En kommunal indkøber beskriver for eksempel, hvordan hun er blevet tilbudt overtrækskitler til en mangedoblet pris. Er dette ikke ublu spekulation i nød og lidelse? Skal der ikke sættes en stopper for det?

Hospitaler og kommuner har ganske som private begrænsede budgetter. De er dermed nødt til at allokere og til at bestemme sig for, hvor vigtige deres behov er. En prisstigning på en vare er udtryk for, at denne er blevet knappere i forhold til efterspørgslen og at andre er villige til at betale mere for den: de vurderer den nu er mere værd. Folketinget har givet sundhedsministeren magt til, hvis han synes, at stoppe sådanne prisstigninger. Vil dette ikke være nødvendigt og rimeligt for ikke at belaste hospitalernes budgetter for meget? Nej, absolut ikke. På kort sigt vil et prisloft, en lovbestemt maksimalpris under markedsprisen, betyde, at der opstår decideret mangel på varen. Dette følger af lovene om udbud og efterspørgsel: ved den lovbestemte maksimalpris vil der være en stor efterspørgsel, men udbuddet vil være meget mindre, da sælgerne ikke vil finde salget omkostningerne værd. Det kan jo f. eks. være, de så hellere vil sælge varerne i udlandet, eller de kan måske bruge dem selv eller – o hvor vederstyggeligt! – de kan finde på at omgå reglerne og sælge deres varer på det sorte marked. I Frankrig har man indført regler om maksimalpriser på håndsprit, og jeg oplever nu jævnligt, at det hverken i supermarkeder eller på apoteker er til at opdrive håndsprit.

Denne knaphed følger som bekendt på kort sigt, og det kan tænkes, at sundhedsministeren i det tilfælde vil sige, at så konfiskerer vi bare varelagrene. Der er jo for det meste tale om rimeligt specielle varer – håndsprit, masker, kitler – så det er nok ikke det store problem at finde engroskøbmændenes lagre og rane dem. Disse har jo alligevel ikke fortjent andet, sådan nogle ækle spekulanter. Dette afhjælper dog ikke det langsigtede problem, nemlig at disse varer fortsat skal produceres, og det endda i større mængde. Hvordan skal producenten vide, at der nu er større efterspørgsel på hans varer, når ikke prisen må stige? Især under de nuværende forhold, hvor vi må antage at der er ekstra omkostninger ved al produktion, er det nødvendigt med en højere pris bare for at holde den nuværende produktion kørende. Det er derfor nødvendigt at prisen stiger, ikke blot for at tilfredsstille blodsugende spekulanter eller for at udbud og efterspørgsel på kort sigt skal gå op, men for at produktionen kan blive udvidet tilstrækkeligt. Hvor meget skal den udvides? Hvem ved? Det er jo ikke gratis gjort – der er næppe den store ledige kapacitet, så det er nødvendigt for virksomhedsejeren at finde flere produktionsfaktorer, ansætte flere folk, konvertere produktionsmidlerne til hans brug. En prisstigning er nødvendig for at sætte alt dette i gang, det kan ikke bare dekreteres, at der nu er et øget behov. Virksomhedsejeren er nødt til at byde produktionsfaktorer væk fra deres nuværende brug, og det må nødvendigvis betyde, at han skal betale mere for dem end han ellers ville. Hvor meget mere er ikke til at sige, det er heller ikke til at sige forud, hvilke faktorer der lettest konverteres. Selvom vi kan formode, at det på lidt længere sigt vil være muligt at opnå skala-fordele og dermed bringe produktionsomkostningerne ned igen, og dermed sænke priserne igen, så er dette kun en formodning: det må overlades til iværksætterne på markedet at finde ud af, hvordan man bedst imødekommer det nye behov, og de kan kun se, at der er et øget behov, hvis prisen stiger og de dermed kan forvente en større profit ved at omlægge deres produktion. Jeg har til eksempel set adskillige historier om bryggere, der nu laver håndsprit, og Carlsberg skulle have tilbudt det samme.

En liberal krisehåndtering

Alt dette fører os endelig hen til, hvordan en liberal krisehåndtering ville se ud. Man kan nok udlede meget af det, fra hvad jeg har skrevet forud. Grundlæggende set må målet være, at gøre samfundet og markedet så frit som muligt, da det dermed bedst kan overkomme krisen.

Betyder dette, at man ikke skal tage hensyn til smittespredning? Har man ret til, hvis man er inficeret, at gå hvorhen man vil? Skal man ikke være solidarisk og acceptere statens påbud? Svaret på det første er, at man ikke har ret til at gøre hvad som helst; på det andet, at sand solidaritet ikke bygger på vold og magt, som socialisternes fup gør, men er frivillig.

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Dette indebærer naturligvis en betydelig bevisbyrde, hvis man smittet vil gøre en anden person ansvarlig. Det er ikke nok, at det er muligt, at man er blevet smittet ad den vej, man er jo nødt til at bevise det udover rimelig tvivl. Dette tror jeg ærlig talt ikke vil være muligt i langt de fleste tilfælde. Det er i mine øjne ikke nok, at man udsætter folk for en potentiel smitte, for en risiko: de skal også pådrage sig sygdommen den vej, ellers kan man ikke gøres ansvarlig. Dette sidste er det nok let at drage i tvivl af en dygtig advokat, men stadigvæk giver erstatningsretten nogle praj om, hvad folk har ret til.

Udover erstatningsansvar er folks frihed begrænset af en anden retslig grundpille: den private ejendomsret. Ejeren af et givent hus, supermarked, bar, eller hvad det måtte være, har naturligvis ret til at bestemme, hvordan hans ejendom skal bruges. Dette indebærer, at han har ret til at afvise folk eller smide dem ud, hvis ikke de følger hans bestemmelser, han har kort sagt ret til at diskriminere. Forretningsdrivende vil afveje hensynet til deres kunder mod smittefaren og forsøge sig med diverse foranstaltninger for at begrænse denne. Nogle vil måske lukke helt. Andre kan finde på at insistere på, at folk bærer maske i deres butik, at de benytter sig af håndsprit ved indgangen, at de får målt deres temperatur og ikke kommer ind, hvis den er for høj, at de bliver smidt ud, hvis de viser bare det mindste symptom. Der er mange muligheder, og det er givet, at forretningsdrivende vil prøve mange forskellige, indtil man gradvist finder frem til en optimal løsning, som de fleste så naturligt vil efterligne.

Hvad med behandling? Hvordan finder man hurtigst frem til mulige kure mod den nye sygdom? Her må svaret være, at indrømme læger og patienter uindskrænket ret til at prøve sig frem med eksperimentel medicin. Jeg nævnte forleden klorokin, som den franske professor Didier Raoult har brugt sammen med et antibiotikum med stor succes. En læge i New York har også rapporteret stor succes med en lignende kur. Hvis folk mener, dette er løsningen, er de naturligvis i deres gode ret til at få den. Eftersom der er tale om en usikker, eksperimentel kur, der muligvis kan medføre alvorlige bivirkninger, kan en læge eller farmaceut, der hjælper dem, naturligvis ikke drages til ansvar, hvis der opstår komplikationer. Igen: forskellige mennesker vil være mere eller mindre villige til at prøve en ny og usikker kur, men efterhånden som den nye kur viser sig effektiv (eller det modsatte), vil flere og flere benytte sig af den (eller holde sig derfra). Jeg ville selv nok i situationen acceptere professor Raoults anbefalinger, men det skyldes nok ligesåmeget, at han ligner en modern Miraculix, og at han tør tale autoriteterne i Paris og hele det medicinske etablissement imod (han er allerede blevet lidt af en folkehelt i Frankrig).

Hvad skulle regeringen så have gjort? Den skulle ikke have gjort ingenting, den skulle tværtimod have gjort mest muligt for at få staten af vejen og overlade problemet til civilsamfundet. Dette ville bl. a. betyde, at

  • Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de ville
  • Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med
  • Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke
  • Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning. Dette er et stort emne i sig selv, som jeg kan uddybe en anden dag. Interesserede kan læse om problemerne med intellektuel “ejendomsret” i Levin og Boldrines Against Intellectual Monopoly og i Stephan Kinsellas Against Intellectual Property
  • Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Disse og lignende forslag kommer naturligvis ikke til at være virkelighed foreløbigt, men det er ikke fordi, de er upraktiske. I en krise som under normale forhold fungerer et frit samfund bedre end den nuværende fascisme. Regeringen og folketinget er i hele deres tilgang dybt etatistiske, komplet besatte af den ideologi, der siger, at staten er alt og kan alt. Det vil kræve en komplet omkalfatring af deres verdensbillede, hvis de skulle indrømme bare et af de problemer eller et af de forslag, jeg her har beskrevet. Alligevel er det værd at skrive, synes jeg. Regeringens fremfærd er decideret umoralsk og destruktiv, men det behøver ikke være sådan, hvis blot folk indser socialismens og statstilbedelsens problemer.

Det kunne være anderledes.

Udgivet i Diverse, Politisk økonomi | Tagget , , , , | En kommentar

Coronakrise – links

Udgivet den 21. marts 2020 af Kristoffer

Som lovet er jeg ved at skrive et indlæg om effekterne af regeringens indgreb i forbindelse med coronakrisen. I forbindelse dermed er jeg støt på en masse interessante links, som jeg naturligvis gerne vil dele med andre. Så uden yderligere omsvøb:

Vibeke Manniche: vi står ikke overfor en coronakatastrofe. Den procentuelle stigning i nye tilfælde er aftagende, hvilket ikke er foreneligt med en alvorlig epidemi.

Til dem der finder Manniche for optimistisk, er her en artikel af professor i medicin John P. A. Ioannidis fra Stanford, som argumenterer for, at vi ikke ved, hvad der foregår: det kan være en mild omgang influenza, det kan være en alvorlig epidemi – hverken forskere eller politikere har pålidelige data (h/t Jeremy Hammond).

Philippe Lacoude spørger også (på fransk): kan vi stole på data? Nej, ikke rigtig, selvom Lacoudes tanker om udviklingen modsat Manniches synes at tendere i en mere pessimistisk retning.

For at blive i Frankrig lidt endnu, så skriver Salon beige følgende historie (også på fransk): først dekreteres hæren sat ind for at hjælpe et angiveligt hårdt presset hospitalsvæsen i Alsace, så pålægges alle på sygehuse at bære masker, som staten leverer – bortset fra at de leverer den forkerte slags. Dernæst flyves seks (!) patienter med militærfly til Toulon. Samtidig har privathospitaler i Alsace aflyst alle operationer og stillet omtrent 70 sengepladser til rådighed – men de kan ikke bruges, fordi staten ikke leverer masker til privathospitalerne.

Er coronavirus århundredets fupnummer? spørger den engelske læge Vernon Coleman (h/t) Lew Rockwell).

Dr. Wolfgang Wodarg gennemgår, hvad vi egentlig ved om coronavirus og epidemien (se også hans hjemmeside). (h/t Karen de Coster).

Lew Rockwell: regeringernes totalitære indgreb er ødelæggende for civilisationen. Rockwell henviser til Mises og Rothbard og forklarer, hvor vigtig den internationale arbejdsdeling er, som staterne nu er ved at ødelægge.

Et lyspunkt i alt dette er, at Rockwell er tilbage som aktiv skribent efter at have været lidt stille i flere år. For en uge siden råbte han vagt i gevær overfor dem, der vil bruge coronakrisen til at dæmonisere kineserne for at berede grunden til en krig mod Kina.

(For de mere konspiratorisk indstillede, så foreslår Kevin Barrett på unz.com at det netop er formålet: den amerikanske stat vil bruge krisen til stærkt at begrænse de økonomiske bånd til Kina, så det i fremtiden vil være muligt for dem at føre krig i Østasien uden at kappe forsyningslinjerne til den vestlige økonomi.)

For nu at blive ved Rockwell, så stillede han allerede for 2 uger siden, de afgørende spørgsmål: er statens indgreb nødvendige, endsige forsvarlige? (nej!) og cui bono?

Jeg har her i Frankrig set, at flere forretninger vægrer sig mod at tage imod fysiske kontanter. En video fra det engelske NHS opfordrer også til, at man betaler kontaktløst så vidt muligt. WHO har angiveligt også fortalt engelske Daily Telegraph, at det er en god ide at undgå fysiske kontanter (denne udtalelse er sidenhen blevet dementeret af WHO). Det åbenlyse spørgsmål er: kan virussen smitte via kontanter? Nej, det er der absolut ingen grund til at tro, som denne artikel fra MIT Technology Review forklarer.

For at ende på en optimistisk note: den franske professor Dider Raoult har med stor succes anvendt midlet klorokin mod coronavirus. Et andet middel, hydroxyklorokin (begge er syntetisk kinin og udviklet til brug mod malaria) er angiveligt lige så godt, men med færre bivirkninger. Begge har været kendt i mange år og er billige at producere, så mon ikke regeringerne verden over nu afblæser krisen? Mon.

Udgivet i Diverse | Tagget | Skriv en kommentar