Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.

Med dette menes ikke primært konsekvenserne for statens budget, selvom det er dette som både Beskæftigelsesministeriet og Cepos synes at fokusere på. Det er ikke fordi dette er et uvæsentligt spørgsmål – indvirkningen af indvandring på statsbudgettet er en grov måde at se på, om denne gruppe kan regnes som skatteydere eller som skattenydere, men samfundsøkonomien er mere kompleks end som så. Om man er netto-skatteyder eller skattenyder viser blot, om man lever parasitært eller produktivt, men i så altfavnende en socialstat som den danske vil mange sandsynligvis produktive arbejdere – lærere, forskere, rottefængere – være at regne blandt de nydende. Derudover er der den basale pointe, at hin enkeltes værdi og status ikke bør vægtes efter hvor meget, man betaler i skat, da det ikke er et mål i sig selv at finansiere staten. Den eneste måde at fastslå, om man skaber værdi, er, at se om nogen vil betale for ens varer eller ydelser på et frit marked. Hvis ikke man kan sælge sit arbejde og sine varer til andre er konklusionen, at disse kun har værdi for en selv. (Rothbards artikel om Pareto-optimalitet og velfærdsøkonomi fra 1956 er det i mine øjne bedste argument for denne pointe.) Da man ikke frivilligt betaler skat, kan man derfor ikke anse det som værdifuldt – tværtimod anses skattebetaling altid og alle vegne som en omkostning – og da statsmagten ikke kan påvise, at dens undergivne sætter pris på dens ydelser, er det fuldstændigt vilkårligt, hvilken værdi man vil tilskrive dem.

Selvom skattebetaling dermed ikke er et mål for indvandringens økonomiske værdi er det, som fører til skattebetaling – beskæftigelse – det som oftest. Dog må man acceptere, at den nuværende måde, man forsøger at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet på næppe kan kaldes “beskæftigelse” på linje med danske arbejdere. (Jeg har allerede en gang beskrevet socialsystemets etiske status – det er åbenbart, hvilke direkte økonomiske konsekvenser, dette system har for samfundet, og jeg vil derfor ikke gå yderligere ind i dette spørgsmål her udover at konstatere, at systemet nærmest synes møntet på at fastholde flygtninge og indvandrere som velfærdsklienter og dermed skattenydere.) Der er nemlig ikke tale om, at de bliver ansat på lige fod med indfødte: når en flygtning kommer i virksomhedspraktik, er det ulønnet, og vedkommende beholder sin integrationsydelse; når en flygtning kommer i job med løntilskud, kan arbejdsgiveren få refunderet op til 74 kr. af timelønnen. Når fagbevægelsen derfor advarer om løntrykkeri, hvis en særligt lav indslusningsløn til flygtninge bliver tilladt, er det værd at påpege, at det nuværende system ikke bare er løntrykkeri, men statssponseret løntrykkeri: for virksomhedspraktik er gratis for arbejdsgiveren, og med løntilskud for han en rabat på op til 74 kr. i timen for at ansætte en indvandrer i stedet for en dansker – hvad enten denne sidste er medlem af LO eller ej. At fagbevægelsen ikke har protesteret mod dette forhold skyldes nok, at kun et lille mindretal af flygtninge og indvandrere kommer i job med løntilskud eller i virksomhedspraktik: ifølge JP var det i 2015 kun ca. 5210 flygtninge, der på et tidspunkt var enten i den ene eller anden form for beskæftigelse.

Hvis vi ser bort fra disse mislykkede tiltag, og forestiller os, at indvandrere og flygtninge havde samme adgang til arbejdsmarkedet som danskere, er det klart, hvori hindringen for deres beskæftigelse består: den fagforeningsdekreterede mindsteløn, som for det meste ufaglærte arbejde er ca. 110 kr. i timen. At denne ikke er bestemt af folketing og regering, men udspringer af det på strejkeretten funderede arbejdsmarkedskartel, ændrer ikke ved dens økonomiske konsekvenser: løntaksten, som enhver anden mindsteløn over den af markedet fastsatte og af arbejderens produktivitet bestemte løn, betyder arbejdsløshed for arbejdere, hvis ydelse ikke har større (grænse)nytte end mindstelønnen, som arbejdsgiveren er tvunget til at betale.

At få indvandrere og flygtninge i arbejde er dermed ligetil: da værdien af deres arbejde oftest er lavere end en tilsvarende danskers, dels fordi sprogbarrieren og kulturforskelle gør det vanskeligere at ansætte dem, dels fordi man er nødt til at sikre sig, at deres erfaring og uddannelse fra deres oprindelsesland er brugbare i en dansk sammenhæng, må de nødvendigvis oppebære en lavere løn end en tilsvarende dansker. Dermed er man nødt til at bryde fagforeningernes greb om lønfastsættelsen, hvis man nogensinde ønsker, at et nævneværdigt antal indvandrere skal gøre sig håb om at blive produktive og selvforsørgende. En indslusningsløn på 70 kr. i timen, som Cepos har argumenteret for (se dette notat fra sidste år), er blot første skridt på vejen, for hvis ikke den almindelige mindsteløn afskaffes vil det blot betyde, at indvandrere i lavtlønsjob vil kunne udkonkurrere danskere, som ikke kan kræve en løn lavere end 110 kr. i timen. Med andre ord kan man i nogen grad undgå, at flygtninge og indvandrere ender som livslange velfærdsklienter – men kun ved at presse flere danskere ud af arbejdsmarkedet.

Dette fører os til spørgsmålet om løntrykkeri. Hvis mindstelønnen afskaffes, og lønnen for ufaglært arbejde på markedet fastsættes til 65-75 kr. i timen – blot som et eksempel – betyder det så ikke, at de arbejdere, der nu får 110 kr., bliver så meget fattigere? Svaret er jo – på kort sigt. Det må for det første gøres klart, at dette lønniveau udelukkende er opnået ved at presse de mindst produktive og derfor de fattigste arbejdere ud i arbejdsløshed. Diverse (halv-)offentlige arbejdsløshedsforsikringer og velfærdsydelser opstod netop, herhjemme og i udlandet, for at forhindre mindstelønnens afskaffelse under trykket fra de nyligt arbejdsløse. Hvis generationer af danskere har vegeteret på offentlig forsørgelse med de følger, det har for deres legemlige og åndelige helbred, er årsagen primært at finde i socialstatens og arbejderbevægelsens fælles indsats for at sikre et højere lønniveau for det oligarki af arbejdere, der beholdt deres job. Det er svært at se, hvordan man kan kalde det retfærdigt, at disse bliver ved med at hæve en høj løn, når det sker på bekostning af andre arbejderes arbejdsløshed. Det er en i hvert fald mig ukendt betydning af ordet solidaritet.

Selvom lønmodtagerne bliver fattigere på kort sigt, hvis man tillader, at markedet igen fastsætter lønninger, så er der to væsentlige faktorer, som gør, at denne lønnedgang vil være erstattet af betydelig fremgang i reallønnen i løbet af få år. Den første faktor er en betydelig skattelettelse, da de forhenværende bistandsklienter og dagpengemodtagere nu er selvforsørgende. Det er naturligvis ikke selvfølgeligt, at denne besparelse på de offentlige budgetter vil resultere i en skattelettelse, men det er værd at påpege, at en sådan skattelettelse vil være mulig og i nogen grad vil kunne modvirke virkningen af faldet i lønninger.

Den anden faktor er langt den vigtigste: stigningen i produktiviteten, som vil følge når produktionsapparatet bliver tilpasset det større antal arbejdere. For at opretholde indtjeningen var arbejdsgiverne nødt til at investere efter at sikre, at hver arbejder var mere end de påbudte 110 kr. værd i timen. I stedet for at investere kapital i de mest produktive og værdifulde erhverv blev der med andre ord investeret i brancher og sektorer, hvor kapitalisten havde råd til at betale den højere løn, selvom denne investering ikke var den mest produktive og den, som ville have sikret det største udbytte for kapitalisten og samfundet. En del af den i de sidste årtier meget omtalte udflytning af danske arbejdspladser til udlandet er en konsekvens af de kunstigt høje danske lønninger: det var (og er) simpelthen billigere at bygge fabrikken i Østeuropa eller Kina end at blive ved med at investere i Danmark. (Dette er naturligvis ikke den eneste grund til udflytningen af dansk industri til andre lande, og nok heller ikke den væsentligste. Hvad vi kan kalde den neoliberale revolution, dvs. afskaffelsen af totalitære styreformer og tilladelsen af en hvis portion privat ejendomsret og frit initiativ i den tidligere østblok og i Kina er en langt væsentligere grund til de enorme investeringer, danske og andre europæiske virksomheder har foretaget oversøisk.) Det vil dermed med en større arbejdsstyrke være muligt at omstille kapitalapparatet til en langt mere produktiv produktion, og dette vil medføre en stor stigning i alles velstand. Kun de, hvis indkomst er direkte afhængig af opretholdelsen af det nuværende system, vil have noget at frygte.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: som loven om aftagende merudbytte gør klart, vil der være et punkt, hvor optagelsen af nye arbejdere i arbejdsstyrken ikke vil føre til en proportional stigning i udbyttet. Hele verden kan med andre ord ikke integreres i det danske arbejdsmarked – men det behøver den heller ikke: arbejdsmarkedet, som alle andre markeder, er i dag globalt, og der vil ikke indvandre uanede mængder af billig arbejdskraft til Danmark, blot fordi man frigiver arbejdsmarkedet. Tværtimod er det langt mere sandsynligt, at arbejdere vil udvandre, hvis de har udsigt til bedre vilkår i andre lande – det er, trods alt, set før.

Mere generelt kan vi roligt antage, at det punkt endnu ikke er nået, hvor udbyttet fra den marginale arbejders beskæftigelse er aftagende. Det kan vi, fordi den anden væsentlige produktionsfaktor, land, ikke kan kaldes en begrænsende faktor, da der er mængder af land, der ligger ubrugt hen, da der simpelthen ikke er mennesker nok til at man kan udnytte det. Selvom dette for tiden ikke er tilfældet i Danmark, behøver man blot se på et kort over Rusland eller slå befolkningstætheden i de fleste europæiske lande op for at forvisse sig om dette. Hverken Danmark eller resten af verden er dermed i fare for overbefolkning, hverken på grund af befolkningstilvækst eller indvandring. (Human Action, s. 667-669 giver Mises’ forståelse af Malthus’ berømte lov, hvilken reducerer til følgende selvindlysende sandhed: mennesker er ikke dyr, men i stand til at tænke sig om).

Den eneste fare for Danmark er derfor, at arbejdsmarkedet og asylsystemet ikke bliver reformeret hurtigt nok, og at samfundsøkonomien bryder sammen under presset fra det stadigt større antal mennesker, indvandrere, flygtninge, og danskere, som er forvist til at vegetere på statens nåde og skatteborgernes regning. For hvis ikke systemet bliver reformeret helt eller delvist vil en version af Malthus’ berømte mekanisme træde i kraft: antallet af mennesker, som lever passivt og uproduktivt på skatteydernes bekostning vil stige, og antallet af skatteydere og andre produktive mennesker vil falde, enten gennem udvandring eller fordi disse melder sig blandt skattenydernes antal. Jo før vi vender tilbage til et frit arbejdsmarked og respekt for individets aftale- og handlefrihed, jo mindre bliver chokket forbundet dermed, og jo mindre bliver de samfundsmæssige problemer, som de sidste 30 års indvandrings- og flygtningepolitik har medført.