Med dette menes ikke primært konsekvenserne for statens budget, selvom det er dette som både Beskæftigelsesministeriet og Cepos synes at fokusere på. Det er ikke fordi dette er et uvæsentligt spørgsmål – indvirkningen af indvandring på statsbudgettet er en grov måde at se på, om denne gruppe kan regnes som skatteydere eller som skattenydere, men samfundsøkonomien er mere kompleks end som så. Om man er netto-skatteyder eller skattenyder viser blot, om man lever parasitært eller produktivt, men i så altfavnende en socialstat som den danske vil mange sandsynligvis produktive arbejdere – lærere, forskere, rottefængere – være at regne blandt de nydende. Derudover er der den basale pointe, at hin enkeltes værdi og status ikke bør vægtes efter hvor meget, man betaler i skat, da det ikke er et mål i sig selv at finansiere staten. Den eneste måde at fastslå, om man skaber værdi, er, at se om nogen vil betale for ens varer eller ydelser på et frit marked. Hvis ikke man kan sælge sit arbejde og sine varer til andre er konklusionen, at disse kun har værdi for en selv. (Rothbards artikel om Pareto-optimalitet og velfærdsøkonomi fra 1956 er det i mine øjne bedste argument for denne pointe.) Da man ikke frivilligt betaler skat, kan man derfor ikke anse det som værdifuldt – tværtimod anses skattebetaling altid og alle vegne som en omkostning – og da statsmagten ikke kan påvise, at dens undergivne sætter pris på dens ydelser, er det fuldstændigt vilkårligt, hvilken værdi man vil tilskrive dem.

Selvom skattebetaling dermed ikke er et mål for indvandringens økonomiske værdi er det, som fører til skattebetaling – beskæftigelse – det som oftest. Dog må man acceptere, at den nuværende måde, man forsøger at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet på næppe kan kaldes “beskæftigelse” på linje med danske arbejdere. (Jeg har allerede en gang beskrevet socialsystemets etiske status – det er åbenbart, hvilke direkte økonomiske konsekvenser, dette system har for samfundet, og jeg vil derfor ikke gå yderligere ind i dette spørgsmål her udover at konstatere, at systemet nærmest synes møntet på at fastholde flygtninge og indvandrere som velfærdsklienter og dermed skattenydere.) Der er nemlig ikke tale om, at de bliver ansat på lige fod med indfødte: når en flygtning kommer i virksomhedspraktik, er det ulønnet, og vedkommende beholder sin integrationsydelse; når en flygtning kommer i job med løntilskud, kan arbejdsgiveren få refunderet op til 74 kr. af timelønnen. Når fagbevægelsen derfor advarer om løntrykkeri, hvis en særligt lav indslusningsløn til flygtninge bliver tilladt, er det værd at påpege, at det nuværende system ikke bare er løntrykkeri, men statssponseret løntrykkeri: for virksomhedspraktik er gratis for arbejdsgiveren, og med løntilskud for han en rabat på op til 74 kr. i timen for at ansætte en indvandrer i stedet for en dansker – hvad enten denne sidste er medlem af LO eller ej. At fagbevægelsen ikke har protesteret mod dette forhold skyldes nok, at kun et lille mindretal af flygtninge og indvandrere kommer i job med løntilskud eller i virksomhedspraktik: ifølge JP var det i 2015 kun ca. 5210 flygtninge, der på et tidspunkt var enten i den ene eller anden form for beskæftigelse.

Hvis vi ser bort fra disse mislykkede tiltag, og forestiller os, at indvandrere og flygtninge havde samme adgang til arbejdsmarkedet som danskere, er det klart, hvori hindringen for deres beskæftigelse består: den fagforeningsdekreterede mindsteløn, som for det meste ufaglærte arbejde er ca. 110 kr. i timen. At denne ikke er bestemt af folketing og regering, men udspringer af det på strejkeretten funderede arbejdsmarkedskartel, ændrer ikke ved dens økonomiske konsekvenser: løntaksten, som enhver anden mindsteløn over den af markedet fastsatte og af arbejderens produktivitet bestemte løn, betyder arbejdsløshed for arbejdere, hvis ydelse ikke har større (grænse)nytte end mindstelønnen, som arbejdsgiveren er tvunget til at betale.

At få indvandrere og flygtninge i arbejde er dermed ligetil: da værdien af deres arbejde oftest er lavere end en tilsvarende danskers, dels fordi sprogbarrieren og kulturforskelle gør det vanskeligere at ansætte dem, dels fordi man er nødt til at sikre sig, at deres erfaring og uddannelse fra deres oprindelsesland er brugbare i en dansk sammenhæng, må de nødvendigvis oppebære en lavere løn end en tilsvarende dansker. Dermed er man nødt til at bryde fagforeningernes greb om lønfastsættelsen, hvis man nogensinde ønsker, at et nævneværdigt antal indvandrere skal gøre sig håb om at blive produktive og selvforsørgende. En indslusningsløn på 70 kr. i timen, som Cepos har argumenteret for (se dette notat fra sidste år), er blot første skridt på vejen, for hvis ikke den almindelige mindsteløn afskaffes vil det blot betyde, at indvandrere i lavtlønsjob vil kunne udkonkurrere danskere, som ikke kan kræve en løn lavere end 110 kr. i timen. Med andre ord kan man i nogen grad undgå, at flygtninge og indvandrere ender som livslange velfærdsklienter – men kun ved at presse flere danskere ud af arbejdsmarkedet.

Dette fører os til spørgsmålet om løntrykkeri. Hvis mindstelønnen afskaffes, og lønnen for ufaglært arbejde på markedet fastsættes til 65-75 kr. i timen – blot som et eksempel – betyder det så ikke, at de arbejdere, der nu får 110 kr., bliver så meget fattigere? Svaret er jo – på kort sigt. Det må for det første gøres klart, at dette lønniveau udelukkende er opnået ved at presse de mindst produktive og derfor de fattigste arbejdere ud i arbejdsløshed. Diverse (halv-)offentlige arbejdsløshedsforsikringer og velfærdsydelser opstod netop, herhjemme og i udlandet, for at forhindre mindstelønnens afskaffelse under trykket fra de nyligt arbejdsløse. Hvis generationer af danskere har vegeteret på offentlig forsørgelse med de følger, det har for deres legemlige og åndelige helbred, er årsagen primært at finde i socialstatens og arbejderbevægelsens fælles indsats for at sikre et højere lønniveau for det oligarki af arbejdere, der beholdt deres job. Det er svært at se, hvordan man kan kalde det retfærdigt, at disse bliver ved med at hæve en høj løn, når det sker på bekostning af andre arbejderes arbejdsløshed. Det er en i hvert fald mig ukendt betydning af ordet solidaritet.

Selvom lønmodtagerne bliver fattigere på kort sigt, hvis man tillader, at markedet igen fastsætter lønninger, så er der to væsentlige faktorer, som gør, at denne lønnedgang vil være erstattet af betydelig fremgang i reallønnen i løbet af få år. Den første faktor er en betydelig skattelettelse, da de forhenværende bistandsklienter og dagpengemodtagere nu er selvforsørgende. Det er naturligvis ikke selvfølgeligt, at denne besparelse på de offentlige budgetter vil resultere i en skattelettelse, men det er værd at påpege, at en sådan skattelettelse vil være mulig og i nogen grad vil kunne modvirke virkningen af faldet i lønninger.

Den anden faktor er langt den vigtigste: stigningen i produktiviteten, som vil følge når produktionsapparatet bliver tilpasset det større antal arbejdere. For at opretholde indtjeningen var arbejdsgiverne nødt til at investere efter at sikre, at hver arbejder var mere end de påbudte 110 kr. værd i timen. I stedet for at investere kapital i de mest produktive og værdifulde erhverv blev der med andre ord investeret i brancher og sektorer, hvor kapitalisten havde råd til at betale den højere løn, selvom denne investering ikke var den mest produktive og den, som ville have sikret det største udbytte for kapitalisten og samfundet. En del af den i de sidste årtier meget omtalte udflytning af danske arbejdspladser til udlandet er en konsekvens af de kunstigt høje danske lønninger: det var (og er) simpelthen billigere at bygge fabrikken i Østeuropa eller Kina end at blive ved med at investere i Danmark. (Dette er naturligvis ikke den eneste grund til udflytningen af dansk industri til andre lande, og nok heller ikke den væsentligste. Hvad vi kan kalde den neoliberale revolution, dvs. afskaffelsen af totalitære styreformer og tilladelsen af en hvis portion privat ejendomsret og frit initiativ i den tidligere østblok og i Kina er en langt væsentligere grund til de enorme investeringer, danske og andre europæiske virksomheder har foretaget oversøisk.) Det vil dermed med en større arbejdsstyrke være muligt at omstille kapitalapparatet til en langt mere produktiv produktion, og dette vil medføre en stor stigning i alles velstand. Kun de, hvis indkomst er direkte afhængig af opretholdelsen af det nuværende system, vil have noget at frygte.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: som loven om aftagende merudbytte gør klart, vil der være et punkt, hvor optagelsen af nye arbejdere i arbejdsstyrken ikke vil føre til en proportional stigning i udbyttet. Hele verden kan med andre ord ikke integreres i det danske arbejdsmarked – men det behøver den heller ikke: arbejdsmarkedet, som alle andre markeder, er i dag globalt, og der vil ikke indvandre uanede mængder af billig arbejdskraft til Danmark, blot fordi man frigiver arbejdsmarkedet. Tværtimod er det langt mere sandsynligt, at arbejdere vil udvandre, hvis de har udsigt til bedre vilkår i andre lande – det er, trods alt, set før.

Mere generelt kan vi roligt antage, at det punkt endnu ikke er nået, hvor udbyttet fra den marginale arbejders beskæftigelse er aftagende. Det kan vi, fordi den anden væsentlige produktionsfaktor, land, ikke kan kaldes en begrænsende faktor, da der er mængder af land, der ligger ubrugt hen, da der simpelthen ikke er mennesker nok til at man kan udnytte det. Selvom dette for tiden ikke er tilfældet i Danmark, behøver man blot se på et kort over Rusland eller slå befolkningstætheden i de fleste europæiske lande op for at forvisse sig om dette. Hverken Danmark eller resten af verden er dermed i fare for overbefolkning, hverken på grund af befolkningstilvækst eller indvandring. (Human Action, s. 667-669 giver Mises’ forståelse af Malthus’ berømte lov, hvilken reducerer til følgende selvindlysende sandhed: mennesker er ikke dyr, men i stand til at tænke sig om).

Den eneste fare for Danmark er derfor, at arbejdsmarkedet og asylsystemet ikke bliver reformeret hurtigt nok, og at samfundsøkonomien bryder sammen under presset fra det stadigt større antal mennesker, indvandrere, flygtninge, og danskere, som er forvist til at vegetere på statens nåde og skatteborgernes regning. For hvis ikke systemet bliver reformeret helt eller delvist vil en version af Malthus’ berømte mekanisme træde i kraft: antallet af mennesker, som lever passivt og uproduktivt på skatteydernes bekostning vil stige, og antallet af skatteydere og andre produktive mennesker vil falde, enten gennem udvandring eller fordi disse melder sig blandt skattenydernes antal. Jo før vi vender tilbage til et frit arbejdsmarked og respekt for individets aftale- og handlefrihed, jo mindre bliver chokket forbundet dermed, og jo mindre bliver de samfundsmæssige problemer, som de sidste 30 års indvandrings- og flygtningepolitik har medført.

Modargumenterne er nærmest ikke-eksisterende på det etiske plan, hvor det eneste egentlige argument synes at være, at der ikke er plads til så visionær en humanitær indsats, som der lægges op til. På det økonomiske plan står modstanderne noget stærkere, da der beviseligt ikke er tale om indvandring af højt kvalificerede arbejdere (de veluddannede syrere…), men snarere om lavproduktive, dårligt uddannede mennesker, som – desværre – aldrig rigtigt kommer til at leve produktivt her i landet.

Det er min hensigt i et par blogposter at tage både de etiske og de økonomiske argumenter under behandling og vise, hvordan en klassisk liberal / moderne libertariansk tilgang helt vil løse problemet.

Først det etiske argument. Det må først og fremmest understreges, at der ikke her er tale om en diskussion af, hvordan folk bør leve deres egne private liv. Dette er i sig selv et legitimt spørgsmål, men indvandringen er et samfundsetisk problem, hvilket i dette konkrete tilfælde vil sige, at spørgsmålet er, hvad statsmagten skal foretage sig. Skal staten med andre ord stille sig op som modtager og forsørger af flygtninge, eller skal den lukke grænserne og holde indvandrer- og asylantstrømmen stærkt begrænset, ligegyldigt hvad borgerne i landet selv må ønske?

Det må først gøres klart, at for at staten eller private aktører kan være moralske eller næstekærlige må de først være retfærdige, d. v. s. respektere alles rettigheder – asylansøgernes såvel som danskernes. At være næstekærlig på bekostning af andres ret er ikke bare hyklerisk, det gør andre mennesker til et middel i ens jagt på en god samvittighed. Når staten tager imod flygtninge gør den det netop på andres bekostning. Ikke blot må skatteyderne lide under de enorme udgifter, der er til sagsbehandling, indkvartering og eventuel hjemsendelse, der er også store problemer med krænkelser af den enkelte borgers ejendomsret. Her tænker jeg primært på de mange, der må se deres ejendomsret krænket, det være sig når motorveje lukkes og tog overfyldes, eller når privat og kommunal ejendom inddrages til indkvartering. (At motorveje og jernbaner er statsejede ændrer ikke grundlæggende på situationen – i dette tilfælde er det statens opgave at varetage de “naturlige” ejeres, skatteydernes, bilisternes og pendlernes interesser, ganske som det er en kommunal opgave at forvalte kommunal ejendom bedst mulig i de lokale borgeres og skatteyderes interesse).

Det er værd at bemærke, at behandlingen af asylansøgere i det nuværende system næppe kan kaldes retfærdig, endsige human eller næstekærlig. Disse mennesker, om de nu er forfulgte eller ej, er blevet stillet et godt liv i sikkerhed med masser af offentlig støtte til dem selv og deres familie i udsigt, de rejser en lang, farefuld vej fra Afghanistan og Somalia, Irak og Syrien til Europa og Danmark – og bliver så indkvarteret i en lejr i et eller to år for måske at få opholdstilladelse og derefter, tror de, få lov til at leve deres liv. Hvis de er heldige, kan de på det tidspunkt komme i en eller anden form for statsstøttet eller kommunalt organiseret arbejdsprogram for på et tidspunkt at blive selvforsørgende, men hele vejen dertil skal de løbe spidsrod mellem på den ene side at opfylde alle krav til at få lov at blive boende og blive integreret i samfundet, på den anden side at modstå socialforvaltningens sagsbehandleres lokkende sirenesang. Det er ikke et under, at der opstår parallelsamfund af det omkringliggende samfund ligegyldige indvandrede bistandsklienter, der mentalt forbliver landet fremmed, når et hvert tilløb til selvstændig og uafhængig virksomhed fra indvandreres og asylansøgeres side forhindres.

Det statslige asylsystem kan, med andre ord, ikke kaldes etisk forsvarligt. Det gør indvandrere til en byrde for det omkringliggende samfund og gør det samtidig næsten umuligt for disse, når de endelig en gang får deres opholdstilladelse, at slippe ud af rollen som velfærdsparasit. Ikke nok med det, det perverterer også godhjertede danskeres forsøg på at hjælpe uskyldigt forfulgte, så en handling, der er ment næstekærligt, ender som et angreb på tredjeparts ejendom, da asylansøgere er tvunget til at leve som en byrde for det omkringliggende samfund.

Det nuværende asylsystem, der opstod efter Anden Verdenskrig, bør derfor afskaffes. Dette kan synes drastisk for ikke at sige brutalt, men hvis systemet, som jeg har argumenteret, beviseligt ikke virker, men derimod er et angreb på borgernes og asylanternes ejendom og rettigheder og årsagen til en voksende klasse af indvandrede, dårligt tilpassede bistandsklienter, så er den eneste etiske fordring, at det skal afskaffes. Hvordan skal afskaffelsen finde sted, og skal noget sættes i stedet for? Ganske enkelt – asylretten skal privatiseres fuldstændigt (ganske som den udmærkede amerikanske økonom Walter Block er mit svar på alle spørgsmål: privatisér det!). Asylretten opstod i sin tid som en måde, hvorpå en uskyldigt – eller retfærdigt – forfulgt person kunne opnå i hvert fald midlertidig beskyttelse, som regel fra kongen og statsmagten, og som regel altid i en kirke eller tidligere ved et tempel. Der er dog ingen grund til at begrænse retten til at give asyl til religiøse institutioner; tværtimod bør det være hver eneste borgers ret at invitere så mange, han vil, til at besøge ham på hans egen ejendom, eller for egne midler bekoste deres ophold på hoteller eller lignende institutioner, der gerne vil have dem som gæster. Dette forhindrer overgreb på tredjepart, da skatteborgerne ikke lider overlast, og da der ingen eksternaliteter opstår, så længe asylgiveren ikke påtvinger andre samkvem med asylanterne eller omkostningerne ved deres ophold. Asylanternes ophold kan vare så længe, deres vært vil have dem og selv kan bekoste deres ophold. Dog bør det understreges, at hvis værten bliver bevidst om, at asylanterne faktisk ikke er uskyldigt forfulgte – hvis de f. eks. var deres lokale diktators brutale håndlangere, inden de flygtede – så gør han sig til medskyldig i deres forbrydelse, hvis han ikke udleverer dem til deres ofres retfærdige dom. (Hans-Hermann Hoppes artikel om fri indvandring og tvungen integration er måske den mest udførlige beskrivelse af problemerne ved fri indvandring så længe, folks rettigheder ikke respekteres. Selvom Hoppe nogle gange beskyldes for at være konservativ og ikke en “rigtig” libertarianer, så er hans pointe, at kun i et frit samfund kan indvandring være fri og så længe, staten forhindrer den enkelte  i at udøve hans fulde personlige rettigheder, så er det næstbedste at staten forvalter den del af folks rettigheder, som den ikke lader dem selv nyde, bedst muligt. Med andre ord: hvis ikke den enkelte må diskriminere i sit eget liv i brugen af sin egen ejendom, så er staten nødt til at diskriminere på alles vegne. At diskrimination – rigtigt forstået – er et gode, har Walter Block skrevet udførligt om.)

Dette er, i hovedtræk, hvordan jeg mener et asylsystem vil kunne fungere i et frit samfund. Dog kan det ikke uden modifikationer anvendes på de faktiske forhold i Danmark, for vi må acceptere, at selvom det vil være forholdsvis enkelt at udelukke indvandrere og flygtninge fra direkte overførsler fra staten, så er der så mange statsejede sektorer, at det er umuligt at begrænse adgangen til alle velfærdsstatens goder. Det allerede nævnte motorvejsnet er et godt eksempel, for selvom det vil være forholdsvis simpelt at omdanne disse til lukkede systemer med toldbomme og betalingsanlæg, så vil det for det første næppe ske, for det andet er det umuligt at gøre det samme med f. eks. Falkoner Allé, Amager Fælled eller Rold Skov. Derudover er der også erstatningsspørgsmålet – hvem skal betale, hvis en asylant på offentlig ejendom forårsager en ulykke eller gør skade? Det mest rimelige, forekommer det mig, må være at værten acceptere at hæfte ubegrænset og solidarisk for alle erstatninger, som asylantens færden kan afstedkomme. Derudover, for at sikre at en eventuel vært også kan svare alle omkostninger af sine gæsters færden, bør man overveje, så længe store dele af samfundet ikke kan afskærmes mod dem uvelkomne indtrængende, om ikke en eventuel vært bør tvinges til at stille et kontantbeløb som garanti. Størrelsen af dette kan kun fastslås ved et skøn, men det bør være så stort, at man er sikret, at en eventuel vært vil være i stand til at betale de fleste erstatninger, der måtte opstå. Der er heller intet til hinder for, at godhjertede mennesker går sammen om i forening at stille garantien og i fællesskab tage sig af asylanterne – men jeg tror, at de fleste vil indse, at omkostningerne ved hver enkelt flygtning er så store, og deres tid og penge er så begrænsede, at de bedre kan gøre godt – eller rettere, at de kan gør langt mere godt – ved at hjælpe flygtninge tæt på disses oprindelige hjem. De faktisk tilstedeværende asylansøgere i lejre rundt omkring i Danmark vil sandsynligvis kunne forsørges således indtil de enten rejser hjem, rejser til et andet land, eller bliver fuldgyldige borgere her i landet (hvordan statsborgerskab bør tildeles er et spørgsmål for sig – lad det her være nok, at de nuværende kriterier er næsten lige så tåbelige som asylsystemet, og at det ville være at foretrække at indføre et system som det schweiziske).

Til dem, som måtte  mene, at det ovenstående er verdensfjernt, er blot at sige: private sponsorater, som denne artikel fra Huffington Post beretter (via mises.org), er en stor del af det canadiske asylsystem og har været det og fungeret fint i mange år – det har endda ført til mange tusinders permanente bosætning i Canada.

Et sidste “etisk” argument for det nuværende regime er, at “vi” har skrevet under på internationale konventioner, og at “vi” har forpligtet os til at opføre os på en bestemt måde, så det er vi nødt til. Argumentet ville, hvis det er gyldigt, have en vis vægt, da det da blot er en parallel til den enkeltes pligt til at overholde indgåede aftaler. Men har “vi” indgået nogen aftaler? For det første blev disse konventioner underskrevet af tidligere regeringer og ratificeret af forgangne folketing – der er derfor ikke noget til hinder for, at et nyt folketing og en ny regering opsiger dem, da de ikke uden videre kan være forpligtet på tidligere regeringers aftaler – og slet ikke på aftaler indgået mellem for længst afdøde parter. Mere grundlæggende kan danskerne ikke være forpligtet på nogen aftale indgået af noget folketing af den simple grund, at folketingsmedlemmer ikke kan regnes for deres vælgeres fuldmægtige eller repræsentanter (og hvis de kunne, hvad så med de vælgere hvis repræsentant udeblev fra afstemningen eller stemte nej, da aftalen skulle ratificeres?) En agent kan naturligvis forpligte sin principal inden for rammerne af sin fuldmagt, men det giver ikke mening at tale om agenter eller fuldmægtige, hvis ikke principalen har fuld kontrol over hvem, han vælger som sin repræsentant – og det har den enkelte borger ikke. Derfor kan ingen dansker på noget tidspunkt være forpligtet på nogen konvention – det skulle da lige være med undtagelse af de ministre, der har underskrevet den, eller de folketingsmænd, der har ratificeret den. Disse kan naturligvis med fuld ret personligt for deres egne midler gøre, hvad de vil, og holdes fast på indgåede aftaler af deres aftalepartnere – blot med samme forbehold og betingelser, som vi ovenfor har anført må gælde for en privat vært for indvandrere og asylanter.

Det nuværende asylsystem er dermed dybt umoralsk. Det krænker danske borgeres rettigheder, det lader asylsøgere opsluge af en velfærdsstat, der forhindrer mange af dem i nogensinde selv at blive herrer over eget liv, og det hviler på en forfejlet opfattelse af internationale konventioners moralske status. Dog er det mest grundlæggende onde ved systemet dets hykleri: dyder som medmenneskelighed, næstekærlighed og solidaritet er blevet annekteret af en grundlæggende menneskefjendsk, statscentreret og rettighedskrænkende herskende klasse, der ved sin førte politik skaber en falsk modsætning mellem dem, der først og fremmest gerne vil hjælpe fremmede mennesker i nød og dem, der gerne vil beskytte deres ejendom og rettigheder mod overgreb – men i øvrigt sikkert også gerne vil hjælpe andre, hvis bare de ikke blev tvunget dertil og skammet ud for at modsætte sig tvangen.