Nationalbanken er sikker i sin sag: Fastkurspolitik er den sikre vej til at holde inflationen i ave. Selvom fæle spekulanter angriber kronen gentagne gange, kan vi forstå af bankens simple opfattelse af verden, lykkes det banken hver gang at afværge angrebene og dermed sikre lykke og velstand i det lille kongerige. (Nationalbanken har lidt mere seriøse beskrivelser af forholdene her og her.)

Hvis vi skal forstå problemerne med valutapolitik, så er vi nødt til først at se på, hvad der bestemmer valutakurserne. Som med alle andre forhold i pristeori er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvor mange danske kroner bliver udbudt mod euro, britiske pund, svenske kroner? Dette er igen bestemt af, hvor meget, man kan få for hver valuta. Hvis priserne på varer i et land er lavere end i andre, vil der være en tendens til at valutaen bliver efterspurgt, fordi spekulanter kan tjene penge på en arbitrage-forretning. De forskellige varer vil med andre ord blive budt hen til de markeder, hvor der er den største efterspørgsel, og det vil give sige udslag i valutakurserne. En “stærk” valuta er med andre ord udtryk for, at man kan få flere varer for sine penge i det pågældende land. Hvis der ikke er forstyrrende elementer, vil der dog ikke være udsving i valutakurserne. Danske kroner kan kun bruges i Danmark, så i det lange løb må udlændinges beholdninger af dansk valuta vende tilbage. Valutakursen vil derfor i det lange løb ikke svinge, men bare forholde sig rolig i det niveau, der gør at udlandets efterspørgsel efter dansk valuta hverken stiger eller falder.

Alt dette er sandt, så længe politikere og nationalbanker ikke fører pengepolitik – men hvad sker der, når de begynder at fifle med pengemængden? Vi kan her se bort fra forholdene under guldfoden, selvom problemets natur og dets løsning i sin essens ikke er anderledes. Guldfoden giver blot meget snævre rammer, indenfor hvilke kursen kan stige og falde. Hvis Danmark begynder at føre en inflationær pengepolitik og øger pengemængden, er resultatet at penges værdi – hvad man kan få for den sidst modtagne krone – falder. Indenlandske varer bliver dyrere (priserne stiger), og kronen taber værdi overfor andre valutaer. På kort sigt gavner dette eksporterhvervene, da de får flere penge for deres produkter på udenlandske markeder (fordi de får flere kroner for udenlandsk valuta), mens importører må bøde, da de skal betale mere for deres varer. I det lange løb – som kommer ret hurtigt – vil kursen på valuta dog have tilpasset sig de nye forhold, så der er tale om en kortvarig omfordeling af ressourcer fra importører til eksportører. Derudover lærer internationale handelsmænd hurtigt at tage højde for svingende valutakurser: De aftaler guldklausuler, de forsikrer sig, de spekulerer i valutaswaps. Så handelen bliver i det lange løb nok generet, men ikke afbrudt af de svingende kurser. Der er dog et klart tab, da man nu bruger ressourcer på at overkommer valutaproblemer, og det hindrer naturligvis den internationale handel til en vis grad.

En devaluering er altså i høj grad skadeligt for landet, der udfører den, men hvad med revalueringer, altså en stigende valutakurs? Er det ikke skadeligt for et land, at importvarer pludselig bliver billigere og at dets virksomheder får sværere ved at konkurrere på dets eksportmarkeder? Det er klart, at eksportvirksomheder kan komme i problemer, men i det lange løb vil de, ligesom virksomhederne i det devaluerende land, lære at tilpasse sig en situation med svingende valutakurser. Modsat ved devaluering er der heller ikke nogle problemer med indenlandsk inflation: Pengemængden bliver ikke ændret, og da der tværtimod er en større import ( i hvert fald midlertidigt), vil der om noget være et deflationært pres. Deflation er for mange økonomer det værste onde, værre end selv hyperinflation, men det betyder blot, at penge bliver mere værd: for hver krone, man bruger, får man flere varer. Der er heller ikke, modsat ved inflation, tale om nogen skævvridning eller omfordeling, for deflationen er udtryk for faldende priser på forskellige varer og derfor bestemt af faldende produktionsomkostninger. Inflationen derimod har intet med produktionsstrukturen at gøre, den er bestemt af, hvordan regering og nationalbank tilfører økonomien nye penge. (For mere om deflation kan anbefales Guido Hülsmanns essay Deflation and Liberty og hans bog Ethics of Money Production.)

Det er et historisk faktum, at alle lande i Europa, lige siden man opgav guldfoden i mellemkrigstiden, har ført en inflationær politik. Derfor har de alle i varierende grad lidt under de skadelige virkninger af inflationen internt, og valutakurserne har afspejlet ikke forholdet mellem “stærke” og “svage” valutaer – sunde og inflationære pengepolitikker – men forholdet mellem varierende grader af svaghed. Hvis D-Marken var stærk, var det blot fordi, Bundesbanken ikke var så hovedløst inflationær som Bank of England eller Banque de France eller Nationalbanken.

Det er derfor klart, at den eneste fordel ved en fastkurspolitik er rent negativ: Hvis man binder sig til en mindre inflationær valuta, binder man sig også til selv at føre en mindre inflationær politik. Det er derfor man nogle gange hører økonomer og politikere tale om nødvendigheden af en “intern devaluering” i sådanne omstændigheder. Men intern devaluering har intet med pengepolitik at gøre, det er et udtryk for, at politikere nu bliver nødt til at afskaffe alle de særprivilegier, interventioner, regler og indgreb overfor markedets frie udvikling, hvis dårlige konsekvenser deres inflation af pengemængden har holdt skjult. Det er derfor, en liberal økonom som Jesús Huerta de Soto har forsvaret euroen (se her og her for en præsentation på video). Og derfor, i øvrigt, at østrigske økonomer på forskellige tidspunkter har talt for fastkurspolitik: ved at tvinge politikere og nationalbanker til ikke at manipulere pengene, forsøgte man dels at fjerne et forstyrrende og destruktivt element i international handel, dels at påføre de enkelte lande en intern disciplin, så deres interventioner og anden samfundsskadelig adfærd ikke tog overhånd.

Hermed er det dog også klart, at fastkurspolitik i det lange løb er en uholdbar politik. I virkeligheden kan det højst fungere som et skridt på vejen væk fra højinflationær politik og tilbage mod et sundt pengevæsen. Hvis et land binder sig til et andet lands pengepolitik, risikere det netop at følge dette land ud i økonomisk uføre, fordi konsekvenserne ved at skulle opgive bindingen synes uoverskuelige. Det er sket før i Danmark: efter 2. Verdenskrig besluttede man at føre fastkurspolitik over for England. Det var temmelig nærliggende: Danmark havde været en del af “Sterling-blokken”, da man var på guldbarrefoden i mellemkrigstiden (mon vi aner endnu et aftryk fra Montagu Normans kløvede hov her?) og Storbritannien var landets væsentligste samhandelspartner. I løbet af slutningen af 40’erne stod den danske regering på hovedet for englænderne for at få lov at eksportere landbrugsvarer til dem og købe industrivarer og råvarer af dem. I september 1949 nedskrev englænderne pundet med 30,5%, og fordi eksporten til England var så stor, valgte den danske regering at følge dem (Politikens Danmarkshistorie 2. udg., bind 14, s. 357). Man fastholdt dermed nok samme bytteforhold overfor Storbritannien, men forværrede det overfor resten af verden – navnlig USA, hvorfra en stor del af importen kom på det tidspunkt.

I dag står vi i samme situation. Den danske regering bandt sig tilbage i 1980’erne til D-Marken, siden euroen, dengang det var en forholdsvis stærk valuta. I dag er dette ikke tilfældet: der er ingen grund til at frygte den revaluering, der ville være følgen, hvis Danmark holdt op med at kopiere ECB’s pengepolitik. Selvom det idag skjules bag teknisk lingo om QE, open market operations, rentepolitik og så videre, så er der i sidste ende blot tale om forskellige former af inflation af pengemængden. Fordi der i Danmark har været og er en stærk eksportsektor, er det let for Nationalbanken at holde fastkurspolitikken, for den er blot et skalkeskjul for det, enhver inflationist ønsker sig: at trykke penge.

Island er i samme situation: Efter nedturen i 2008 har de haft en støt stigende valutakurs, som er udtryk for, at de ikke fører så inflationær politik som EU. Hvis de binder den islandske krone til euroen, vil de være nødt til at importere den europæiske inflationære politik – og det er vel ikke deres ønske at begynde forfra med opsving, boom og efterfølgende krise?

Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.