Jeg optog oplægget, men lydkvaliteten er ikke den bedste. Det er nok især svært at høre spørgsmålene og kommentarerne fra tilhørerne. Jeg vil alligevel gerne dele optagelsen og min præsentation, da der vist ikke findes særligt meget dansksproget litteratur eller andet medie-indhold om emnet. På de sidste to slides er der en litteraturliste, dels over hvad jeg refererede til i løbet af foredraget, dels over nogle af klassikerne indenfor litteraturen.

Loading…

Taking too long?

Reload document

| Open in new tab

Download

• Hvem skal bestemme, hvad der er en fornuftig opsparing? Er det ikke op til den enkelte at bestemme, hvordan han vil planlægge sit liv? Det er bemærkelsesværdigt, at det er lønmodtagere og selvstændige, der har markant lavere indkomster, der skal tvinges til at spare mere op. Kunne det ikke tænkes, at der var tale om mennesker, der lige havde startet virksomhed, og derfor lagde alle deres kræfter og midler i at få den op at køre? Er det ikke muligt, at de lønmodtagere, der er tale om, kun lige er kommet på arbejdsmarkedet, og derfor endnu ikke er produktive nok og tjener nok til – i deres egne øjne – at have råd til at spare op? Det er ikke til at se ud fra CEPOS’s tal, men tanken er nærliggende.
• At folk muligvis ikke sparer op udelukkende i statsanerkendte institutioner som ATP? Hvad betyder det for deres frivillige opsparing, hvis de tvinges til at spare op i ATP? Kunne det ikke tænkes, at folk sparer op på måder, der ikke fremgår umiddelbart af Danmarks Statistiks opgørelser? Det kunne f. eks. være, at de investerede i deres virksomheder (de 100.000 selvstændige især) eller ejede varige aktiver. Det er helt legitime måder at spare op og investere.
• Om ATP er et absolut magisk foretagende, der altid sikrer deres kunder det forventede afkast? Er det muligt for dem at begå fejl, så danskerne muligvis er bedre stillede ved selv at vælge, hvordan og hvor meget de vil spare op? Eller er staten så alvidende, at den med sikkerhed kan vælge privilegerede pensionsforeninger? Hvad er dette andet end pensions-socialisme? Ved på denne måde at privilegere ATP centraliserer staten pensionssystemet og gør det mere sårbart overfor fejl og svigt. Et mere mangfoldigt pensionsvæsen ville være langt mere modstandsdygtigt i kommende kriser.
• At det muligvis ikke er givet, at staten vil sænke indkomstskatten, blot fordi det ikke længere er strengt nødvendigt at finansiere folkepension til alle? Har de aldrig hørt om public choice? Skattesatserne er ikke bestemt af, hvor mange penge staten har brug for til klart afgrænsede opgaver. De er bestemt af, hvor stor en andel af befolkningens indkomst og formue, politikerne kan slippe af sted med at berøve dem. De skal nok finde på ting at bruge dem på – prestige-byggerier, “aktivistisk” udenrigspolitik, ubrugelige amerikanske kampfly, indvandring. Opfindsomheden kender ingen ende, når det handler om at bruge skatteydernes penge.
• At indkomstskatten på ingen måde kan siges at være en opsparing, da den finansierer nutidigt forbrug, ikke fremtidsorienterede investeringer? Den skat, der bliver betalt i år, går til at finansiere statens udgifter i år – den bliver ikke investeret. Intet af hvad, staten foretager sig, kan kaldes investering – det er alt sammen forbrug, som Rothbard forklarer: alle statens udgifter går til at tilfredsstille politikeres og bureaukraters præferencer. Dette kan ikke kaldes for investering. Rigtige investeringer har altid til henblik at tilfredsstille forbrugernes præferencer ved at investere i produktionsgoder, producerer og sælge produktet for i sidste ende at sælge forbrugsgoder. Markedet og prissystemet sikrer, at produktionen her altid er rettet mod forbrugernes nutidige og forventede fremtidige præferencer. Statslige aktører har ingen sådanne rettesnor: deres udgifter kan derfor kun siges at tilfredsstille deres egne præferencer, ligegyldigt hvad deres intentioner er. Alle statslige udgifter må derfor klassificeres som forbrug, og det er derfor naturligvis meningsløst at beskrive tvungen skattebetaling som “opsparing”. Skat finansierer forbrug, intet andet.
• At det blot er en yderligere umyndiggørelse af folk på overførselsindkomster, når man på denne måde forvalter deres indkomster for dem? Ville disse grupper ikke være bedre stillet, hvis de fik mulighed for igen at være selvstændige individer, der selv var ansvarlige for deres eget liv? I forvejen udgør folkepensionen et incitament til at spare mindre op – man kan jo regne med, at andre bliver tvunget til at betale for andres pension (ligesom man selv er tvunget til at betale for andres pension nu). En afskaffelse af folkepensionen for alle under 40, f. eks., ville nok gøre det klart for de fleste, at de er nødt til at gøre noget, for at sikre deres alderdom. Så skulle de nok selv, uden statens og CEPOS’s velmenende brug af tvang, spare det op, de synes er tilstrækkeligt.
• At i stedet for at være propaganda-maskine for de regerende socialdemokrater burde borgerlige-liberale intellektuelle hellere angribe ondets rod: fagforeningstyranniet og velfærdsstaten, der tvinger flere hundrede tusinde på passiv forsørgelse?

Det er sådanne tiltag og pressemeddelelser, der får mig til at mene, at CEPOS ikke er en liberal tænketank. De har muligvis indset nogle problemer i den måde, velfærdsstaten er opbygget på, men de er tilfredse med blot at foreslå små ændringer, der styrer samfundet i den retning, de ønsker: mod en mere effektiv, mere dynamisk velfærdsstat med et større “privat” islæt. (Dermed falder de ind under, hvad Hoppe beskriver som social ingeniørkunst: konstante “reformer” og “videnskabelige” tiltag, der skal dreje samfundet i en mere gavnlig – ifølge d’herrer eksperters opfattelse – retning). Deres obligatoriske pensionsreform er jo alt andet end en liberal reform af pensionsvæsenet: de ønsker blot at bytte en socialistisk pensionsform (folkepensionen) ud med en korporatistisk-fascistisk, nemlig tvungen pension i “privat” regi.

Det er naturligvis en provokation, at kalde det for fascisme. Det er evigt populært på venstrefløjen at kalde enhver til højre for SF for fascist, men det betyder ikke, at fascismen ikke havde et konkret økonomisk program. Hvor rendyrket socialisme sigter mod åbent statseje og kontrol over samfundet, var fascisterne villige til at bevare udseendet af privat ejendom, hvis ikke realiteten, og styre økonomien gennem privilegerede korporationer, der skulle styre hver deres samfundssektor. Er det ikke præcis det, regeringens politik og CEPOS’s forslag går ud på? At tvinge folk til at spare op gennem ATP, som på denne måde ikke behøver overbevise potentielle kunder om at vælge netop dem som pensionsforvalter. ATP bliver på denne vis hele Danmarks officielle pensionsforening, med særligt gunstige bånd til statsmagten og kors og bånd og stjerner til direktionen (for ikke at tale om den højere løn der må tilfalde forvalterne af den ved tvang fremskaffede pensionsformue – det er jo kun rimeligt!)

Vil dette tiltag øge danskernes pensionsopsparing? De ca. 1,1 millioner, der vil blive berørt, vil være tvunget til at betale til ATP. Men dette betyder, at de vil spare mindre op frivilligt, da de nu forventer pension fra ATP. Derudover må det huskes, som allerede nævnt, at det kan være med god grund, nogle fravælger pensionsopsparing i visse perioder og under visse forhold. Hvis iværksætteren skal tvinges til at indbetale – CEPOS foreslår allernådigst at bevilge henstand – vil han have de penge færre at investere i sin virksomhed. Det er ikke uden betydning for hans chancer for succes. Lønmodtagere i 20’erne, der kun lige er begyndt på deres karrierer, fravælger måske opsparing i de første år. De tjener ikke så meget – den højere løn kommer som regel med erfaringen og den deraf følgende højere produktivitet – og der er mange ting at bruge penge på, når man er ung. Ikke kun frivol hedonisme, men bil, hus, bryllup. Hvis unge lønmodtagere tvinges til at spare mere op har de ikke kun de færre midler til deres nutidige forbrug, de vælger måske også at udskyde deres egen frivillige pensionsopsparinger. De har jo allerede en pæn lille formue hos ATP, så hvorfor ikke more sig et par år længere?

Det er som sagt svært at sige noget mere konkret ud fra de tal, CEPOS fremlægger, men jeg mener ikke, man kan konkludere, at der vil blive sparet mere op, hvis man indfører CEPOS’s version af en tvungen pensionsopsparing. Det er muligt, de har ret i, at det vil føre til større formuelighed – men hvad liberalt er der i at forsøge at påtvinge samfundet en kunstig lighed?

Hvordan ville en virkelig liberal pensionsreform se ud? Det er for stort et spørgsmål til at jeg kan besvare det i nogle få sætninger, men målet må være klart: et frivilligt og ikke-statsligt pensionsvæsen. Man kunne f. eks. afskaffe folkepensionen helt for folk under 40, og overdrage statslige aktiver til folkepensionisterne og kommende pensionister. Det ville være relativt simpelt at udregne nutidsværdien af den forventede pensionsbetaling for alle, og så overdrage aktiver, der ca. ville svare til det beløb. De forhenværende pensionister ville så være frit stillet, om de ville drive de statslige aktiver videre i privat regi – det kunne f. eks. være statsskovene eller sygehuse, der var tale om – eller sælge deres andele på det åbne marked til folk, der var interesseret i at gøre det. Nogle aktiver – landområder, bygninger og den slags – ville bare blive solgt stykvis, mens andre ville blive organiseret og drevet i private selskaber.

På den måde ville man sikre alle dem, der er afhængige af folkepensionen, en indtægt i deres alderdom, og dem, der ikke fik del i udlodningen af statslige aktiver, ville have tid til selv at spare op. Som en behagelig sidegevinst ville meget offentlig ejendom og mange offentlige aktiviteter også blive privatiseret. Hvad kunne være skønnere end det?

Højst sandsynligt vil der være nogen, der sparer meget lidt eller slet intet op til deres alderdom. Det er bare ikke et politisk problem eller en statslig opgave. Samfundsborgerne ville blot stå overfor et valg: vil vi hjælpe disse fattige ældre frivilligt, eller vil vi lade dem leve en kummerlig tilværelse, om det så er selvforskyldt eller ej? Jeg er selv rimelig overbevist om, at de fleste danskere er så næstekærlige, at der vil være en overflod af frivillige midler til at hjælpe de få, der står uden midler i alderdommen.

En sådan kritik fra en sådan autoritet fortjener et modsvar. Jeg føler mig dog handicappet af, at kritikken tydeligvis er rettet mod neoklassisk nationaløkonomi. Sørlander har helt ret i, at der er graverende mangler i den neoklassiske tilgang til økonomisk videnskab. Det er bare ikke disse mangler, han fokuserer på. Derfor synes det nødvendigt at tage selv kættere i forsvar mod Sørlanders angreb, selvom jeg ikke vil forlade mit eget østrigske standpunkt. Derfor vil de fleste økonomer muligvis ikke kunne acceptere alt i det følgende.

Økonomisk videnskab er rationel

Økonomisk videnskab arbejder ifølge Sørlander ud fra en positivistisk værdifilosofi. Det betyder som sagt ovenfor, at økonomer benægter, at ultimative værdier kan begrundes rationelt. Umiddelbart ser det ud som om, Sørlander har en pointe. Mises selv ville give ham ret: de højeste værdier er i sidste ende rent subjektive og kan ikke rationelt begrundes (se f. eks. her og her).

Dette har dog ingen betydning for den økonomiske videnskab, for ultimative værdier og livets formål ligger simpelthen udenfor denne. Økonomien, sådan som østrigere forstår den, tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker handler. Hvorfor de handler, eller hvad formålet med deres handlinger bør være, ligger udenfor videnskaben, men det betyder ikke, at en rationel behandling af disse spørgsmål er uforenelig med økonomisk videnskab eller prakseologi, som vi østrigere ynder at kalde den. Rothbard skematiserede forholdet mellem disse videnskaber meget klart:

To sum up the relationship and the distinctions between praxeology and each of the other disciplines, we may describe them as follows:Why man chooses various ends: psychology.
What men’s ends should be: philosophy of ethics. also: philosophy of aesthetics.
How to use means to arrive at ends: technology.
What man’s ends are and have been, and how man has used means in order to attain them: history.
The formal implications of the fact that men use means to attain various chosen ends: praxeology.

What is the relationship between praxeology and economic analysis? Economics is a subdivision of praxeology—so far the only fully elaborated subdivision. With praxeology as the general, formal theory of human action, economics includes the analysis of the action of an isolated individual (Crusoe economics) and, especially elaborate, the analysis of interpersonal exchange (catallactics).

Prakseologi og dermed økonomi er altså en videnskab uafhængig af etiske overvejelser. Er den også rationel, eller er dens grundlæggende begreber irrationelle? Hvis det er tilfældet, er hele videnskaben det naturligvis også, og i så fald er det kun held, hvis denne eller hin sætning taget fra den økonomiske litteratur beskriver virkeligheden.

Prakseologiens grundsætning er, at mennesket handler, det bruger midler til at opnå de mål, det sætter sig. Det klareste bevis på dette er et indirekte bevis, hvor vi ser, at sætningens modsætning er uholdbar. Hvis man vil modbevise grundsætningen, bruger man nødvendigvis midler – som minimum sin egen krop – til at opnå sit mål: at bevise at mennesket ikke handler. Men selve forsøget på at modbevise sætningen er dermed selv en menneskelig handling, og man må derfor acceptere denne grundsætning som sand. Dette bevis er hvad Hoppe kalder en performativ kontradiktion (efter hans lærer Habermas) og kendes også under termen retorsion.

Økonomi er altså, som Rothbard og Mises hævdede, den logiske udvikling af, hvad der er indeholdt i begrebet menneskelig handling. Fra grundbegrebet menneskelig handling eller grundsætningen mennesket handler (der er ikke fuld enighed om, hvordan man skal udtrykke det – Mises foretrækker den første formulering, Rothbard den anden) følger hele den økonomiske videnskab. Eftersom grundsætningen ikke kan modsiges rationelt kan den økonomiske videnskab altså ikke være i modstrid med rationelt begrundede ultimative værdier eller med en rationel etik. Økonomen behøver dog ikke tage stilling til de handlingers etiske status, som han analyserer. Muligvis er det uetisk at indtage, eje, købe og sælge alkohol, men derfor kan økonomen stadig analysere problemerne med et generelt alkoholforbud og det sorte marked, der opstår, hvis man forsøger at håndhæve det.

Pareto-optimalitet som velfærdskriterium

Når det kommer til begrebet pareto-optimalitet og de implikationer, som Sørlander mener, følger fra det, har vi et problem. For økonomer flest er ikke enige med Sørlander i, at kriteriet om pareto-optimalitet umuliggør omfordeling. Men Sørlander har sådan set ret, og østrigske økonomer (se Rothbards artikel om emnet) er enige i, at med dette velfærdskriterium kan ingen statslig indgriben siges at forøge velfærden. Problemet er dog mere grundlæggende, at al værdisætning er subjektiv. Det kan synes umiddelbart indlysende, at en rig mand har mindre glæde af 100 kroner end en fattig. Det kan endda virke som om, det følger direkte af loven om grænsenytte (som Sørlander i øvrigt ikke virker begejstret for). Men det kan ikke lade sig gøre at lave denne sammenligning mellem individer. Det er rigtigt, at loven om grænsenytte gælder universelt for hver enkelt individ, men den muliggør ikke den slags sammenligninger. Til det behøver vi en objektiv målestok for nytte, men en sådan findes ikke. Hvis man derfor tager 100 kroner fra en rig mand og giver til den fattige, kan man naturligvis sige at den fattige er bedre stillet og den rige er værre stillet, men det er umuligt rationelt at hævde, at den fattiges gevinst er større end den riges tab. Det er anderledes med frivillige handlinger: Hvis den rige giver den fattige 100 kroner, mener han selv, at dette er en bedre fordeling. Det er altså kun igennem folks demonstrerede præferencer, som Rothbard kaldte det, at vi kan se, om de er bedre eller værre stillet og om den nye fordeling af ressourcer er velfærdsforøgende eller ej. Kun en frivillig omfordeling kan kaldes pareto-optimal, en tvungen omfordeling kan vi ikke sige noget om.

Det er ikke kun statslig omfordeling, dette kriterium sætter en stopper for. Også al slags ekspropriering må anses som videnskabeligt ubegrundet. En virksomhed vil gerne bygge en motorvej til gode for hele samfundet; lodsejeren vil ikke sælge, selv ikke hvis virksomheden byder overpris. Er dette en markedsfejl, som må løses med magtanvendelse? Nej. Hvis lodsejeren ikke vil sælge selv til overpris, er det fordi, han værdsætter jorden mere, end de penge han kan få i bytte for den. Dette kan igen have to årsager: enten er jorden et forbrugsgode (det er måske hans familiegravsted, en park eller et sommerhus) og i så fald er er ejerens værdsætning af jorden kun udtryk for hans individuelle værdidom; eller også er den et produktionsgode, f.eks. landbrugsjord, og i så fald værdsættes den efter hvor nyttig rådighed over den er for hans produktion. Dette er præcis den samme kalkule, som forretningsmanden, der gerne vil købe jorden, bruger. I dette sidste tilfælde vil det at tvinge ejeren til at afstå jorden altså være direkte velfærdsforringende, da det er markedets vurdering – summen af alle individers vurdering – at jorden er bedst brugt som landbrugsjord i stedet for som motorvej. I det forrige tilfælde går projektet igen på grund på pareto-kriteriets skær – for hvordan kan det begrundes at en enkelt mands subjektivt følte velfærd skal ofres for forretningsmandens mulighed for at tjene penge?

Det er ikke fordi, pareto-optimalitet og moderne subjektiv værditeori er uvidenskabelig, at disse stikker en kæp i hjulet på diverse tvungne omfordelinger, men fordi den eneste rationelle konklusion er, at tvungen omfordeling ikke kan kaldes velfærdsforøgende. Sørlander kan naturligvis forsøge at fremføre et rationelt argument for, at folk skal tvinges til at handle efter hans præferencer og etiske teori, men dette har han ikke fremført – og jeg tvivler på, at et sådant argument kan lykkes. Hoppe har endda med den såkaldte argumentationsetik hævdet, at ethvert argument imod en statsløs privatretsorden bygget på respekt for den enkeltes ret til liv, frihed og privat ejendom ikke kan lykkes, da man som forudsætning for argumentationen er nødt til at antage visse grundnormer, og de eneste grundnormer, der er konsistente med nogen argumentation overhovedet, er netop respekt for individuel frihed og privat ejendom (se kapitel 7 i hans A Theory of Socialism and Capitalism).

Umulige Arrow

Arrows teorem beviste, at det er umuligt for et valgsystem at sikre, at systemets udkomme er konsistent med vælgernes præferencer. Hvis alle foretrækker liste A fremfor liste B skulle resultatet gerne være, at liste A bliver foretrukket frem for liste B. Dette er bare ikke tilfældet og det kan sagtens ske ved et valg, at udkommet ikke er i overensstemmelse med vælgernes præferencer. Dette må man enten tage til efterretning eller modbevise, hvilket endnu ikke er blevet gjort. Dog behøver man ikke blive antidemokrat, og det var Arrow bestemt heller ikke. Men man er nødt til at acceptere, at en demokratisk proces ikke er uproblematisk.

Sørlander konkluderer, at pareto-optimalitet og Arrows teorem tilsammen umuliggør kollektive beslutninger. Det er ikke en konklusion, jeg kan tilslutte mig. Der er masser af frivillige kollektiver, som fungerer i bedste velgående. Familier, sportsforeninger, aktieselskaber – alle er organisationer, hvor beslutninger tages kollektivt og nogle steder demokratisk. Pointen er, at disse organisationer er frivillige. Det betyder ikke, at de undgår det problem, Arrow påpegede, men de kan stadig fungere på trods af det. Hvis man er uenig i måden, en virksomhed drive på, hvis man er i mindretal på generalforsamlingen, kan man altid sælge sine aktier. Dette øver også en disciplinerende indflydelse på flertallet. De er ikke interesserede i, at selskabets værdi falder, fordi utilfredse aktionærer sælger ud. Der er derfor et stærkt incitament til at samarbejde med mindretallet. I en frivillig forening er der ikke den samme materielle straf ved at tryne mindretallet, men derfor er der stadigvæk en grænse: hvis folk melder sig ud, hører foreningen i sidste ende op med at eksistere. I alle tilfælde gælder, at hvis der opstår problemer i måden, organisationerne drives på på grund af det problem, Arrow påpegede, kan folk gøre noget ved det – enten ved at finde på nye vedtægter eller ved simpelthen at melde sig ud. Det er også en universel regel for frivillige fælleskaber, at de er i overensstemmelse med pareto-kriteriet.

Det virkelige problem

Alt dette betyder ikke, at Sørlander ikke har ret i, at den økonomiske videnskab påviser problemer ved kollektive beslutninger. Det er dog politiske beslutninger, der især er problematiske. Arrows teorem er en del af problemet: vanskelighederne ved en demokratisk proces bliver langt større, når der ikke er klare og konkrete valg, men kun mange diffuse mere eller mindre enslydende politikere. Det væsentligste problem er dog et andet: ikke bare er der grundlæggende problemer ved en generel socialistisk eller interventionistisk/etatistisk politik, brugen af tvang i sig selv kan ikke retfærdiggøres som velfærdsforøgende.

Når det så er sagt, så kan økonomisk videnskab ikke i isolation forsvare et frit og kapitalistisk samfund mod angreb. Det kunne jo være en kritiker hævdede, at der var andre værdier og mål, der var vigtigere end frihed og velstand for alle. Sørlander er en sådan kritiker, der hævder, at vi er forpligtede til en rationel selvopdragelse i en demokratisk orden. “Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning,” mener han. Det er muligt, men skal folk tvinges til det? Det har Sørlander ikke bevist. Vi har allerede henvist til Hoppes forsvar for frihed og privat ejendomsret, Rothbards bygger på en mere traditionel naturretstankegang, mens Mises’s forsvar for liberalismen er mere nytteetisk. Fælles for de tre er, at de går frem på videnskabelig vis, det vil sige, de analyserer samfundets egentlige byggesten – individer – og bygger deres teori op derfra. Alle rettigheder er individuelle rettigheder og alle forpligtelser er individuelle forpligtelser. Jeg er sådan set ikke uenig med Sørlander i, at vi bør være rationelle, men det er uforeneligt med rationel handling at ville tvinge folk til at være rationelle eller tvinge dem til at brødføde andre, mens disse udvikler deres rationalitet.

Nogle mindre fejltagelser

Der er også nogle mindre problemer i argumentationen, jeg føler trang til at påpege. Når Sørlander skriver, at økonomisk videnskab mener, at det “er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt”, så forfalder han til den gamle fejlslutning, at økonomer postulerer en homo oeconomicus, som kun behandler mennesket fra en snævert egoistisk og økonomisk synsvinkel. Dette er forkert, og Mises viste dette klarest. Først i 1922 i Gemeinwirtschaft, siden i 1949 i Human Action. Prakseologien behandler det hele menneske, og dens love er universelle. Profit skal ikke forstås som et snævert monetært begreb, men som et generelt begreb. Når mennesket det mål, det har sat sig, profiterer det; og fejler det, eller viser målet sig ikke at have den værdi, man først troede, lider man tab.

Sørlander skriver også, at vi kan se at:

noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn.

(Jeg skal afholde mig fra at kommentere den spøjse selvmodsigelse i formuleringen “stor, multinational amerikansk virksomhed”).

Med al respekt, hr. Sørlander, men det kan vi faktisk slet ikke se. Der er intet i Sørlanders artikel, der forklarer, hvorfor det er forkasteligt at tjene 300 gange en almindelig arbejder, mens det er i orden at tjene 30 gange så meget. Faktisk er socialisten, der insisterer på total økonomisk lighed mere rationel på dette punkt end Sørlander – han er i det mindste konsistent og bygger sin – forkerte – påstand på et klart princip.

Inden man kritiserer den udvikling Sørlander beskriver, er man nødt til først at undersøge, hvad der helt grundlæggende forårsager lønforskelle. Svaret er, at hver eneste arbejder, fra direktøren til buddet, aflønnes i overensstemmelse med værdien af hans bidrag til produktionen. Hvad er værdien af det produkt, som forretningsmanden måtte undvære, hvis han ikke kunne hyre arbejderen eller direktøren? Dette bestemmer arbejderens og direktørens løn.

Vi kan nu ikke lade os nøje med denne teoretiske forklaring, vi er nødt til også at undersøge de sidste 40 års historie for at kunne forklare den lønudvikling, Sørlander kritiserer. Det går for vidt at gøre dette her, men to faktorer er, tror jeg, væsentlige: For det første opererer store virksomheder i dag på et globalt marked og har dermed en meget større indtjening end tidligere. Dette vil afspejles i direktørens løn. For det andet lever vi i dag i en meget inflationær tidsalder, og inflationen bevirker en indkomst- og formue-overførsel fra de mange til de få, der nyder godt af at være tæt på kilden til de nye penge. Disse såkaldte cantillon-effekter bevirker en skjult og dårligt forstået omfordeling af ressourcer, som meget vel kan forårsage eksorbitante lønninger til ledelsen i udvalgte virksomheder.

Endelig kan jeg ikke tilslutte mig Sørlanders bemærkninger om protestantisme og oplysningstid, men her gengiver han blot, hvad der er den gængse opfattelse, så det vil jeg ikke klandre ham for. Dog: Protestantismen satte ikke den enkelte overfor et valg. Hvad skete der mon, hvis han valgte sine forfædres katolske tro? Det var ikke en mulighed (dem der valgte “forkert” blev tvunget i landflygtighed, og modstand mod protestantisme var i øvrigt en af årsagerne til Dacke-fejden 1542-3), tværtimod var alle tvungne til at tilslutte sig den herskende lutherske ortodoksi. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, bønderne for alvor udfordrede statskirken, og først i 1849 blev statsmagten aftvunget et løfte om at respektere religionsfriheden. Hvad angår Oplysningstiden – man kendte til fornuftens brug længe inden Kant, og man var ikke bange for at bruge den. Hvis historikere påstår andet, er det simpelthen et udtryk for enten uvidenhed og inkompetence eller bevidst historieforfalskning. Men Sørlander har for så vidt ret i, at både protestantisme og “oplysning” er vigtige for at forstå den moderne, demokratiske velfærdsstat, for begge blev brugt at konge, embedsmænd og deres propagandister til at udhule civilsamfundet og dets institutioner og til at forherlige statsmagten.

Afsluttende bemærkning

Jeg mener dermed ikke, at Sørlanders kritik for alvor bider på videnskaben, især ikke på den prakseologisk funderede østrigske skole. For så vidt som denne påviser problemer med demokratiet er det værst for demokratiet, og hans mere grundlæggende anklage om en forfejlet rationalitet, mener jeg, skyder forbi målet. En rationel tilgang til samfundsspørgsmål må begynde med at sætte sig ind i økonomiens læresætninger og dens beskrivelse af, hvordan samfundet fungerer. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at et frit samfund, hvor ret og ejendom blev respekteret, også vil være langt mere rationelt. Hvilket er naturligt nok, da et sådan samfund er i overensstemmelse med rationel samfundsvidenskab og med rationelt begrundet etik. Så Sørlander burde tilslutte sig liberalismen og dens ønske om et friere samfund med større respekt for individets rettigheder.

Modargumenterne er nærmest ikke-eksisterende på det etiske plan, hvor det eneste egentlige argument synes at være, at der ikke er plads til så visionær en humanitær indsats, som der lægges op til. På det økonomiske plan står modstanderne noget stærkere, da der beviseligt ikke er tale om indvandring af højt kvalificerede arbejdere (de veluddannede syrere…), men snarere om lavproduktive, dårligt uddannede mennesker, som – desværre – aldrig rigtigt kommer til at leve produktivt her i landet.

Det er min hensigt i et par blogposter at tage både de etiske og de økonomiske argumenter under behandling og vise, hvordan en klassisk liberal / moderne libertariansk tilgang helt vil løse problemet.

Først det etiske argument. Det må først og fremmest understreges, at der ikke her er tale om en diskussion af, hvordan folk bør leve deres egne private liv. Dette er i sig selv et legitimt spørgsmål, men indvandringen er et samfundsetisk problem, hvilket i dette konkrete tilfælde vil sige, at spørgsmålet er, hvad statsmagten skal foretage sig. Skal staten med andre ord stille sig op som modtager og forsørger af flygtninge, eller skal den lukke grænserne og holde indvandrer- og asylantstrømmen stærkt begrænset, ligegyldigt hvad borgerne i landet selv må ønske?

Det må først gøres klart, at for at staten eller private aktører kan være moralske eller næstekærlige må de først være retfærdige, d. v. s. respektere alles rettigheder – asylansøgernes såvel som danskernes. At være næstekærlig på bekostning af andres ret er ikke bare hyklerisk, det gør andre mennesker til et middel i ens jagt på en god samvittighed. Når staten tager imod flygtninge gør den det netop på andres bekostning. Ikke blot må skatteyderne lide under de enorme udgifter, der er til sagsbehandling, indkvartering og eventuel hjemsendelse, der er også store problemer med krænkelser af den enkelte borgers ejendomsret. Her tænker jeg primært på de mange, der må se deres ejendomsret krænket, det være sig når motorveje lukkes og tog overfyldes, eller når privat og kommunal ejendom inddrages til indkvartering. (At motorveje og jernbaner er statsejede ændrer ikke grundlæggende på situationen – i dette tilfælde er det statens opgave at varetage de “naturlige” ejeres, skatteydernes, bilisternes og pendlernes interesser, ganske som det er en kommunal opgave at forvalte kommunal ejendom bedst mulig i de lokale borgeres og skatteyderes interesse).

Det er værd at bemærke, at behandlingen af asylansøgere i det nuværende system næppe kan kaldes retfærdig, endsige human eller næstekærlig. Disse mennesker, om de nu er forfulgte eller ej, er blevet stillet et godt liv i sikkerhed med masser af offentlig støtte til dem selv og deres familie i udsigt, de rejser en lang, farefuld vej fra Afghanistan og Somalia, Irak og Syrien til Europa og Danmark – og bliver så indkvarteret i en lejr i et eller to år for måske at få opholdstilladelse og derefter, tror de, få lov til at leve deres liv. Hvis de er heldige, kan de på det tidspunkt komme i en eller anden form for statsstøttet eller kommunalt organiseret arbejdsprogram for på et tidspunkt at blive selvforsørgende, men hele vejen dertil skal de løbe spidsrod mellem på den ene side at opfylde alle krav til at få lov at blive boende og blive integreret i samfundet, på den anden side at modstå socialforvaltningens sagsbehandleres lokkende sirenesang. Det er ikke et under, at der opstår parallelsamfund af det omkringliggende samfund ligegyldige indvandrede bistandsklienter, der mentalt forbliver landet fremmed, når et hvert tilløb til selvstændig og uafhængig virksomhed fra indvandreres og asylansøgeres side forhindres.

Det statslige asylsystem kan, med andre ord, ikke kaldes etisk forsvarligt. Det gør indvandrere til en byrde for det omkringliggende samfund og gør det samtidig næsten umuligt for disse, når de endelig en gang får deres opholdstilladelse, at slippe ud af rollen som velfærdsparasit. Ikke nok med det, det perverterer også godhjertede danskeres forsøg på at hjælpe uskyldigt forfulgte, så en handling, der er ment næstekærligt, ender som et angreb på tredjeparts ejendom, da asylansøgere er tvunget til at leve som en byrde for det omkringliggende samfund.

Det nuværende asylsystem, der opstod efter Anden Verdenskrig, bør derfor afskaffes. Dette kan synes drastisk for ikke at sige brutalt, men hvis systemet, som jeg har argumenteret, beviseligt ikke virker, men derimod er et angreb på borgernes og asylanternes ejendom og rettigheder og årsagen til en voksende klasse af indvandrede, dårligt tilpassede bistandsklienter, så er den eneste etiske fordring, at det skal afskaffes. Hvordan skal afskaffelsen finde sted, og skal noget sættes i stedet for? Ganske enkelt – asylretten skal privatiseres fuldstændigt (ganske som den udmærkede amerikanske økonom Walter Block er mit svar på alle spørgsmål: privatisér det!). Asylretten opstod i sin tid som en måde, hvorpå en uskyldigt – eller retfærdigt – forfulgt person kunne opnå i hvert fald midlertidig beskyttelse, som regel fra kongen og statsmagten, og som regel altid i en kirke eller tidligere ved et tempel. Der er dog ingen grund til at begrænse retten til at give asyl til religiøse institutioner; tværtimod bør det være hver eneste borgers ret at invitere så mange, han vil, til at besøge ham på hans egen ejendom, eller for egne midler bekoste deres ophold på hoteller eller lignende institutioner, der gerne vil have dem som gæster. Dette forhindrer overgreb på tredjepart, da skatteborgerne ikke lider overlast, og da der ingen eksternaliteter opstår, så længe asylgiveren ikke påtvinger andre samkvem med asylanterne eller omkostningerne ved deres ophold. Asylanternes ophold kan vare så længe, deres vært vil have dem og selv kan bekoste deres ophold. Dog bør det understreges, at hvis værten bliver bevidst om, at asylanterne faktisk ikke er uskyldigt forfulgte – hvis de f. eks. var deres lokale diktators brutale håndlangere, inden de flygtede – så gør han sig til medskyldig i deres forbrydelse, hvis han ikke udleverer dem til deres ofres retfærdige dom. (Hans-Hermann Hoppes artikel om fri indvandring og tvungen integration er måske den mest udførlige beskrivelse af problemerne ved fri indvandring så længe, folks rettigheder ikke respekteres. Selvom Hoppe nogle gange beskyldes for at være konservativ og ikke en “rigtig” libertarianer, så er hans pointe, at kun i et frit samfund kan indvandring være fri og så længe, staten forhindrer den enkelte  i at udøve hans fulde personlige rettigheder, så er det næstbedste at staten forvalter den del af folks rettigheder, som den ikke lader dem selv nyde, bedst muligt. Med andre ord: hvis ikke den enkelte må diskriminere i sit eget liv i brugen af sin egen ejendom, så er staten nødt til at diskriminere på alles vegne. At diskrimination – rigtigt forstået – er et gode, har Walter Block skrevet udførligt om.)

Dette er, i hovedtræk, hvordan jeg mener et asylsystem vil kunne fungere i et frit samfund. Dog kan det ikke uden modifikationer anvendes på de faktiske forhold i Danmark, for vi må acceptere, at selvom det vil være forholdsvis enkelt at udelukke indvandrere og flygtninge fra direkte overførsler fra staten, så er der så mange statsejede sektorer, at det er umuligt at begrænse adgangen til alle velfærdsstatens goder. Det allerede nævnte motorvejsnet er et godt eksempel, for selvom det vil være forholdsvis simpelt at omdanne disse til lukkede systemer med toldbomme og betalingsanlæg, så vil det for det første næppe ske, for det andet er det umuligt at gøre det samme med f. eks. Falkoner Allé, Amager Fælled eller Rold Skov. Derudover er der også erstatningsspørgsmålet – hvem skal betale, hvis en asylant på offentlig ejendom forårsager en ulykke eller gør skade? Det mest rimelige, forekommer det mig, må være at værten acceptere at hæfte ubegrænset og solidarisk for alle erstatninger, som asylantens færden kan afstedkomme. Derudover, for at sikre at en eventuel vært også kan svare alle omkostninger af sine gæsters færden, bør man overveje, så længe store dele af samfundet ikke kan afskærmes mod dem uvelkomne indtrængende, om ikke en eventuel vært bør tvinges til at stille et kontantbeløb som garanti. Størrelsen af dette kan kun fastslås ved et skøn, men det bør være så stort, at man er sikret, at en eventuel vært vil være i stand til at betale de fleste erstatninger, der måtte opstå. Der er heller intet til hinder for, at godhjertede mennesker går sammen om i forening at stille garantien og i fællesskab tage sig af asylanterne – men jeg tror, at de fleste vil indse, at omkostningerne ved hver enkelt flygtning er så store, og deres tid og penge er så begrænsede, at de bedre kan gøre godt – eller rettere, at de kan gør langt mere godt – ved at hjælpe flygtninge tæt på disses oprindelige hjem. De faktisk tilstedeværende asylansøgere i lejre rundt omkring i Danmark vil sandsynligvis kunne forsørges således indtil de enten rejser hjem, rejser til et andet land, eller bliver fuldgyldige borgere her i landet (hvordan statsborgerskab bør tildeles er et spørgsmål for sig – lad det her være nok, at de nuværende kriterier er næsten lige så tåbelige som asylsystemet, og at det ville være at foretrække at indføre et system som det schweiziske).

Til dem, som måtte  mene, at det ovenstående er verdensfjernt, er blot at sige: private sponsorater, som denne artikel fra Huffington Post beretter (via mises.org), er en stor del af det canadiske asylsystem og har været det og fungeret fint i mange år – det har endda ført til mange tusinders permanente bosætning i Canada.

Et sidste “etisk” argument for det nuværende regime er, at “vi” har skrevet under på internationale konventioner, og at “vi” har forpligtet os til at opføre os på en bestemt måde, så det er vi nødt til. Argumentet ville, hvis det er gyldigt, have en vis vægt, da det da blot er en parallel til den enkeltes pligt til at overholde indgåede aftaler. Men har “vi” indgået nogen aftaler? For det første blev disse konventioner underskrevet af tidligere regeringer og ratificeret af forgangne folketing – der er derfor ikke noget til hinder for, at et nyt folketing og en ny regering opsiger dem, da de ikke uden videre kan være forpligtet på tidligere regeringers aftaler – og slet ikke på aftaler indgået mellem for længst afdøde parter. Mere grundlæggende kan danskerne ikke være forpligtet på nogen aftale indgået af noget folketing af den simple grund, at folketingsmedlemmer ikke kan regnes for deres vælgeres fuldmægtige eller repræsentanter (og hvis de kunne, hvad så med de vælgere hvis repræsentant udeblev fra afstemningen eller stemte nej, da aftalen skulle ratificeres?) En agent kan naturligvis forpligte sin principal inden for rammerne af sin fuldmagt, men det giver ikke mening at tale om agenter eller fuldmægtige, hvis ikke principalen har fuld kontrol over hvem, han vælger som sin repræsentant – og det har den enkelte borger ikke. Derfor kan ingen dansker på noget tidspunkt være forpligtet på nogen konvention – det skulle da lige være med undtagelse af de ministre, der har underskrevet den, eller de folketingsmænd, der har ratificeret den. Disse kan naturligvis med fuld ret personligt for deres egne midler gøre, hvad de vil, og holdes fast på indgåede aftaler af deres aftalepartnere – blot med samme forbehold og betingelser, som vi ovenfor har anført må gælde for en privat vært for indvandrere og asylanter.

Det nuværende asylsystem er dermed dybt umoralsk. Det krænker danske borgeres rettigheder, det lader asylsøgere opsluge af en velfærdsstat, der forhindrer mange af dem i nogensinde selv at blive herrer over eget liv, og det hviler på en forfejlet opfattelse af internationale konventioners moralske status. Dog er det mest grundlæggende onde ved systemet dets hykleri: dyder som medmenneskelighed, næstekærlighed og solidaritet er blevet annekteret af en grundlæggende menneskefjendsk, statscentreret og rettighedskrænkende herskende klasse, der ved sin førte politik skaber en falsk modsætning mellem dem, der først og fremmest gerne vil hjælpe fremmede mennesker i nød og dem, der gerne vil beskytte deres ejendom og rettigheder mod overgreb – men i øvrigt sikkert også gerne vil hjælpe andre, hvis bare de ikke blev tvunget dertil og skammet ud for at modsætte sig tvangen.