Problemet er blot, at Willerslevs udtalelser, om de er nok så “humoristiske og satiriske”, er komplet uvidenskabelige. Begge spørgsmål kan kun besvares økonomisk, sociologisk og historisk. På disse områder virker Willerslev komplet uvidende.

Lad os først se på det grønlandske tilfælde.

Grønland

At indavl fører til problemer i senere generationer og at en krydsning ofte er mere robust er alment kendt. Derfor har det en vis plausibilitet, når incest bliver anført som årsag til grønlændernes uddøen. Argumentet er dog rent logisk uholdbart: kun hvis incest er den eneste mulige årsag til en befolkningsnedgang, har Willerslev overhovedet sagt noget fornuftigt, selv på sit eget ekspertiseområde. Det er vel de færreste, der vil hævde, at indavl er den eneste mulige årsag. Altså halter det gevaldigt, selv hvis vi bliver på Willerslevs eget felt.

Lad os bare antage, at Willerslev har ret i, at vikingerne på Grønland bedrev incest, det er ikke bevist, at dette var kommet så langt at befolkningen enten ikke længere var i stand til at få børn, eller at de undfangede eller fødte børn ikke længere var levedygtige. Men helt grundlæggende er spørgsmålet: hvorfor begyndte grønlænderne deres incestuøse forhold? De gamle nordboere var også moralske og forkastede også incest, selvom de måske trak grænsen et andet sted. Så vidt jeg ved, har vi ingen overleveringer fra bosættelserne. Måske opstod nye kulturelle idealer, der så incest i et positivt lys? Det er rimelig usandsynligt, grønlændernes kristendom taget i betragtning. Eller måske blev indavl uundgåeligt, fordi befolkningen af andre grunde blev mindre? Det er mere sandsynligt.

Altså må vi spørge: hvorfor begyndte den grønlandske befolkning at blive mindre? Helt overordnet kan vi sige, at grønlænderne blev fattigere og derfor fik færre børn, fordi de ikke kunne brødføde dem. Hvorfor grønlænderne blev fattigere, ved jeg ikke. Måske blev vejret dårligere, så de ikke længere kunne bedrive landbrug, eller måske måtte de bruge deres knappe kapital på forsvar mod de indtrængende inuitter. De blev i hvert fald fattigere, befolkningen skrumpede, og indavl blev uundgåeligt, hvis man ville stifte familie. Denne indavl kan have været mere eller mindre ubevidst, eller man kan have brudt reglerne og f. eks. accepteret fætter-kusine ægteskaber. Indavl var, under alle omstændigheder, ikke årsag til grønlændernes uddøen, men blot en sidevirkning af den egentlige, økonomiske årsag. Vi kan højst sige, at indavlen forstærkede den regressive udvikling.

Optimal familieplanlægning

Med eksemplet fra Grønland ønsker Willerslev og DR at vise, at man i dag hellere skulle gifte sig med en udlænding end en dansker, fordi krydsninger er mere modstandsdygtige, og fordi man derved undgår indavl. Disse er altså ifølge Willerslev de vigtigste kriterier, når det handler om at stifte familie.

Det lyder formodentligt fornuftigt og rationelt for de plaprende klasser, men igen er det skudt forbi. Naturligvis bør man overveje rationelt, med hvem man stifter familie, men spørgsmål om krydsning og indavl er ikke blot uvæsentlige, de er (stort set) total irrelevante. Man bør nok ikke gifte sig med sin kusine (Hayek!), men ellers kan man ignorere Willerslevs perspektiv fuldstændigt.

Hvad bør man se på, når man fornuftigt vurderer sin kommende ægtefælle? Naturligvis er den gensidige sympati vigtig, nok vigtigere er, at man har de samme eller kompatible mål i livet, at man er rimeligt enige i basale spørgsmål om familieliv og opdragelse, kort sagt: at man deler et fælles verdenssyn eller en fælles ideologi i bredeste forstand.

Dette lyder trivielt og er det også, men det er stadigvæk det væsentligste. Hvis vi nu forsøger at besvare spørgsmålet lidt mere videnskabeligt, så må vi besvare det økonomisk og sociologisk. Det foregående kan vi kun bekræfte, men vi kan også tilføje, at det er fornuftigt at se på, hvordan den potentielle partner begår sig i den moderne verden. Deltager han i den økonomiske arbejdsdeling på markedet, er han tilfreds med sin position, eller nærer han ressentiment mod sin arbejdsgiver eller andre? Er han med andre ord “utilpasset”, er han nok ikke et godt valg. Dette er først og fremmest et åndeligt/ideologisk spørgsmål: ressentiment, nag og utilpassethed opstår primært, fordi man har ideer, der er uforenelige med de muligheder, man har i det moderne samfund (bare se på Marx, Trotsky eller andre berømte socialister for eksempler). Man kan måske sammenfatte de fordelagtige kvaliteter under ordet: modenhed. Notabene kan vi bemærke, at den moderne socialstat (og DR som del af denne) synes opsat på at forsinke eller helt forhindre individets modning.

(Rent økonomisk kan man naturligvis også se på ens mulige partners indtjening og på hans muligheder for en god indtjening i fremtiden. Dette er dog i mine øjne sekundært. Det koster naturligvis penge at stifte familie, men hvis en mand ikke er komplet ude af stand til at arbejde, f. eks. pga. et dybt, ideologisk næret ressentiment, så vil han også være i stand til at arbejde produktivt.)

Det ovenstående er naturligvis kun en kort skitse, pointen er blot at vise, hvordan en videnskabelig tilgang til spørgsmålet: hvem bør jeg stifte familie med? bør se ud. Willerslev har ikke engang begyndt at besvare dette spørgsmål, ja mere: hans forsøg på svar peger i den komplet forkerte retning. Det er langt mere sandsynligt, at en dansker finder en egnet partner mellem danskerne end i udlandet, for med dem har han en fælles kultur og et fælles sprog. Dermed er det mere sandsynligt, at han her finder en partner med fælles værdier. Det er også mere sandsynligt, at danskere i Danmark er veltilpassede individer uden ressentiment. Socialstaten udgrænser de indvandrere, der kommer og bor i landet, og selv hvis det ikke var tilfældet, ville en indvandrer alt andet lige ikke være så tilpasset til livet i Danmark som en dansker.

Konklusion

Helt grundlæggende berører Willerslev aldrig sagens kerne. Han taler som biolog, men emnet er økonomisk og sociologisk. Kun hvis man ser på familiedannelse med kvægavlerens briller, hvor man forsøger at optimere dyrenes egenskaber og opretholde en sund besætning, kan man erklære Willerslevs udtalelser for korrekte. Dette er racisternes og alle konsekvente socialisters standpunkt, netop fordi disse er totalt uvidende om samfundsvidenskab. Ja, klippet er humoristisk ment, men jeg tvivler på, at intentionen bag var at gøre grin med netop denne tilgang til videnskab. Tværtimod: den tilgrundliggende materialisme er midwitternes og dermed DRs ideologi.

Naturligvis er hele episoden noget kunstig – klippet er jo flere år gammelt og blev for nyligt “opdaget” af en højrefløjser – alligevel er forargelsen ganske naturlig. Folk finder intuitivt incest dybt umoralsk (med god grund – men det er et andet spørgsmål), og Willerslev forbinder incest med ægteskab mellem to danskere. Da de fleste intuitivt, og som vi har set med god grund, ser ægteskab mellem danskere som noget godt, virker DRs lille video provokant, hvilket naturligvis var formålet (der er, på trods af Willerslevs kommentar, intet humoristisk over videoen). Videoen er subversiv og skadelig. At statsfunktionærer bedriver landsskadelig virksomhed, er desværre ikke noget nyt.

Man kunne let få den tanke, når man ser serien, at der i et frit erhvervsliv er mange, der vil gøre hvad som helst for at rage til sig. Grådighed florerer sikkert her som så mange andre steder i samfundet, og der er ingen grund til at tro, at der ikke begås underslæb, dokumentfalsk og bedrageri i dansk erhvervsliv. Derfor kan serien naturligvis også ses som en fortælling om netop dette, og det fremgår serien igennem at Energreen, som er selskabet, hvori bedrageriet begås, er en respekteret del af dansk erhvervsliv – tænk bare på formanden Knud Kristensen, der serien igennem tituleres med et møllersk “hr.” At det ikke er den barske konkurrence på det frie marked, men derimod statens indblanding i det private erhvervsliv, der fører til bedrageri, fremgår dog af to væsentlige punkter: for det første at et af bedragene er såkaldt front-running; for det andet at bedraget foregår i den stærkt stats-regulerede og ikke mindst -støttede vind- og energisektor.

Hvis vi tager front-running først, så er der næppe tvivl om, at dette ofte er en uetisk praksis. I al sin enkelthed går det ud på, at en mægler lægger sine egne ordrer ind inden sine klienters, og dermed høster den kursgevinst, der måtte være. Han kan f. eks. lægge sine egne ordrer ind på aktier, som han kan se, at mange er interesserede i at købe, og dermed købe dem til en lavere pris, inden kursen stiger. Alternativt kan der være tale om, at mægleren høster gevinsten af information, han endnu ikke har givet videre til sine klienter – især fra mæglervirksomhedens analyseafdeling. Dette er klart uetisk, da mægleren i dette tilfælde lukrerer på sine kunders tillid til ham. Der kan f. eks. være tale om, at mæglerens firma snart vil offentliggøre en rapport, der anbefaler køb af et givent aktiv, og at mægleren selv køber op inden offentliggørelsen.

Problemet er, at uetisk ikke er det samme som kriminelt. Mægleren svigter sine kunders tillid, ja; men hvis ikke front-running eksplicit er udelukket i den kontrakt, der er mellem mægler og kunde, er det ikke en krænkelse af kundens ret. Vi kan f. eks. forestille os, at mægleren modtager en helt masse ordrer på køb af en aktie så længe prisen er under kurs 100. Er det kriminelt, hvis han vælger selv at købe nogle i kurs 95, inden han har eksekveret alle kundernes handler? Hvad hvis hans egen vurdering af aktien er, at alt over kurs 95 er overpris? Alle prisvurderinger er subjektive, og selvom det viser sig at kurs 100 var den rigtige pris, er det umuligt at bevise, at mægleren simpelthen bare tog fejl i sin egen vurdering. Eller hvad med spørgsmålet om information. For det første afhænger videns værdi ofte af, hvornår man har den. Det kan med andre ord være umuligt at opnå den arbitrage-gevinst, en ny analyse afslører, hvis man skal vente på, at analysen er sendt rundt til alle ens kunder, og de har haft tid til at læse og fordøje den. For det andet er der igen et stort subjektivt element – nogle kunder anser måske mæglerens analyser som det rene nonsens og bruger ham bare til at eksekvere deres egne handler, andre følger slavisk alle firmaets handelsanbefalinger. Dette er igen et vurderingsspørgsmål. Hele ideen om ikke at bruge den viden, man har, inden den er delt med andre, er en konsekvens af at se “perfekt konkurrence” som en forudsætning for efficiente markeder. For at sikre en korrekt prissætning, hævdes det (blandt andet), skal alle markedsaktører have perfekt information om alle relevante forhold. En væsentlig pointe ved markedet er dog, som Hayek forklarede i 1945 (The Use of Knowledge in Society), at individer med forskellig viden, der handler frit på markedet, koordinerer deres handlinger og opnår et harmonisk og profitabelt udkomme.

Det andet bedrag i serien er i modsætning til front-running tydeligvis kriminelt. Direktionen og bestyrelsesformanden pumper værdien af Energreens vindmølleparker i vejret ved at byde dem op gennem skuffeselskaber og lignende, alt imens de selv skummer fløden. Aktionærer og investorer sidder tilbage med en lang næse, da Energreen endelig går konkurs og det kommer frem, at selskabet er tømt for værdi. En sådan sag kan i princippet sagtens forekomme i et frit erhverv – sagen om Nordisk Fjer synes et klart eksempel – men at dramaet foregår i en branche der kun eksisterer på grund af statsstøtte øger sandsynligheden for bedrageri væsentligt. Navnet – Energreen – leder også tankerne hen på den store svindelsag i det amerikanske firma Enron tilbage i 2001. Hvorfor betyder det noget, at bedraget foregår i et selskab der nyder godt af massiv statsstøtte og opererer på et kunstigt marked? Fordi et sådant selskab er fjernet fra den økonomiske virkelighed og markedets disciplin – for det handler succes om at komme tæt på magthavere og opnå særlige privilegier og en statsgaranteret indtjening, ikke at tjene forbrugerne ved at tilbyde dem den bedst mulige og billigst mulige vare. Det er psykologisk og kulturelt meget lettere for direktionen i et sådant selskab at bedrage investorerne, for de bedrager i forvejen hele resten af samfundet. Det er også lettere at værdisætte aktiverne i et sådant firma til en kunstigt opskruet pris, da selve grundlaget for prisdannelsen er kunstig: selvom Energistyrelsen skriver lange og grundige notater om fremtiden for grøn energi, er det helt arbitrært om vindmølleejerne får 1,- eller 1,20 mere per kWh, og så længe indtjeningen afhænger af denne præmie er den kapitaliserede værdi af den fremtidige indtjening også helt arbitrær – for vedbliver statsstøtten i mange år, stiger den eller falder den, vil virksomheden blive ved med at være i kridthuset hos magthaverne, o.s.v. o.s.v.

Bedrag kan med andre ord ses som en anklage mod en betændt og surreel branche, der lever ved de herskende klassers særlige gunst parasitært på den almindelige el-bruger. Serien er dog næppe tænkt sådan, men det er dog interessant at DR’s reklamer for næste sæson afslører, at denne udspiller sig i den branche, der er tættest på magten i Danmark – nemlig bankverdenen. Bedrag og svindel vil altid være en del af hverdagen, men hvis det skal udspille sig i stor skala, kræver det statsmagtens samarbejde og velsignelse.