Hej Kristoffer,

Hvis du begynder at nærme dig at blive effektivitetsekspert for staten, skal jeg nok minde dig om det 🙂 Jeg tvivler nu på at det bliver tilfældet, men en ansættelse i staten vil naturligvis ligge en dæmper på din lyst til at kritisere staten i alle detaljer.

Jeg ved ikke om det var Rothbard der kaldte Friedman dette – jeg hørte ordet da jeg sad i bilen og lyttede til et foredrag af Thomas DiLorenzo som han gav på Mises Institute for nogle år tilbage. Jeg husker ikke hvor han refererer udtrykket til, men Rothbard var klart en af Thomas’ favoritøkonomer.

Det er i øvrigt ikke svært at forstå hvorfor, Thomas er selv oplært af Public Choice økonomerne, særligt Gordon Tullock. Thomas’ kritik af public choice er dog at de er lidt smånaive hvad angår politikerne, en egenskab man næppe kan pådutte Rothbard 😉

Hej Uffe,
Tak for kommentaren. Jeg er jo helt enig i, at skatteydernes velfærd er højere med en lavere skatteprocent, ligegyldigt hvilke andre konsekvenser en skattelettelse måtte have. Og jeg håber ikke, jeg nogensinde ender som effektiviseringsekspert for staten (var det ikke det Rothbard kaldte Friedman?) – det er tværtimod et mål i sig selv at sænke statens skatteprovenu.
Pointen er nok at vise, at en skattelettelse ikke bare er god for dem, der umiddelbart nyder godt af den, men at den også er samfundsgavnlig rigtigt forstået – den fører til en mere harmonisk, fleksibel og produktiv samfundsøkonomi. I øvrigt er det her et felt, som du selv antyder, hvor vi liberalister (og det der er værre) er langt mindre materialistiske end vores modstandere. Skatteydernes subjektive værdier kan jo være meget mere end bare fysisk produktion og nydelse, og det er derfor illegitimt at beskatte folk for at “investere” for at øge den fysiske produktion. Hvis man lader folk leve og arbejde frit, skal de nok selv vælge den for dem selv bedste kombination af fysisk produktion og mere immaterielle værdier.

Først og fremmest tak for en god artikel der belyser nogle af de punkter af indkomstbeskatningen som alt for sjældent diskuteres i debatten. Jeg mener at både Rothbard og Mises har ret når de påstår at en lavere realindkomst medfører lavere investering, og dermed dynamik, alt andet lige.

Selvom man ikke ændrede på tidspræferencen, således at forholdet mellem opsparing og forbrug forblev det samme så er det absolutte beløb der kan bruges på investering, alt andet lige, lavere end uden beskatningen.

Der er dog en ting mere som jeg gerne vil bringe mere fokus på, du har den med, men hvis det må være mig tilladt vil jeg slå på pointen en gang til:

Den personlige gevinst for skatteyderen, der får større mulighed for at forfølge sine personlige ønsker og pleje sin egen velfærd, bør også trækkes frem i lyset ved enhver lejlighed. Du nævner det ganske rigtigt i starten af artiklen, men i delen hvor du taler om de tre valgmuligheder efter et sænket skattetryk, synes jeg det var på sin plads igen at nævne at alle tre valg giver skatteyderen et højere velfærdsniveau end før.

Det er korrekt at statsøkonomerne og andre politiske økonomer påpeger arbejdsudbud som et væsentligt element i en skattesænkning, og derfor mener jeg at det må være op til os med et andet syn på sagen, at nævne de væsentlige forskelle og kridte banen op så vidt muligt, så det bliver tydeligt hvad forskellen på en statsøkonom og en rigtig økonom er: Fokus er helt anderledes rettet på det subjektive hos den enkelte.

Personligt ser jeg netop denne egenskab som meget vigtig i forbindelse med at tale om skattelettelser, da vi ellers risikerer at drukne i heppekoret af andre “effektivitetseksperter” der skøjter hen over skatteydernes subjektive gevinster, og fokuserer på output af økonomien, frem for den ægte velfærd som ikke kun indeholder det monetært målbare.

Jeg er fuldstændig med på Rothbards fremragende artikel, og det var egentlig også den, da jeg selv læste MES, åbnede mine øjne for hvor fejlinformeret og fejluddannet jeg selv har været igennem mine skoleår. Derfor er det særligt vigtigt at slå på den subjektive gevinst for skatteyderen, ekstra hårdt.