Vismændene under Carl-Johan Dalgaard fraråder afgiftslettelser, fordi det vil få efterspørgslen til at stige i en situation med olie-knaphed; det vil forstyrre prissignalet; det vil undergrave samfundets resiliens; og det er ikke hensigtsmæssigt at øge samfundets efterspørgsel under en højkonjunktur. Holder deres argumenter?

Om knaphed og efterspørgsel

Det grundlæggende argument om efterspørgsel kan umiddelbart lyde plausibelt, men det forvirrer basale økonomiske begreber. De danske brændstofafgifter fungerer de facto som en told på olieprodukter. Disse handles på verdensmarkedet til markedspris, og udbuddet til det danske marked bliver sænket indtil prisen på det danske marked dækker verdensmarkedsprisen plus afgiften. Om raffinaderiet, der producerer benzin og så videre lægger i Danmark og køber råolie på verdensmarkedet, eller om det færdige produkt bliver importeret, er underordnet. Den danske pris vil i sidste ende afspejle verdensmarkedsprisen plus afgiften.

Det betyder naturligvis, at når afgiften bliver sænket eller fjernet, så vil udbuddet på det danske marked stige, og de danske forbrugere kan købe mere benzin, diesel og så videre til en lavere pris. Det er måske det, som menes, når vismændene skriver at efterspørgslen vil stige. Men der er netop ikke sket nogen ændring i efterspørgslen – afgiften dæmper udbuddet på det danske marked, og når den fjernes, stiger udbuddet, mens efterspørgslen er konstant. Efterspørgslen er sat af danskernes præferencer for olie imod alle andre varer, og den ændres ikke af, at prisen på olie svinger. Dette burde være klar for enhver, der har læst de første par kapitler i en lærebog om økonomi.

Dette kan lyde som pindehuggeri, men det er interessant at se, at “kongerigets klogeste økonomer” begår den slags basale fejl. Den begrebslige forvirring i de højes råd slutter heller ikke her – ligeså blamabel er deres forståelse af begrebet knaphed. Det er ifølge rådet problematisk at øge efterspørgslen, når der er knaphed på olie. Så længe der ikke er olie nok til at dække alle menneskelige behov for olie, er der knaphed. Denne situation er altså ikke opstået efter Israels angreb på Iran, dette angreb begrænsede bare udbuddet.

Knaphed er således også et helt basalt begreb i økonomien, som vismændene enten ikke forstår eller misbruger for at nå den ønskede konklusion – at afgiftslettelser er en dårlig ide.

Om prissignaler

Vismændene hævder også, at man ikke kan sænke brændstofafgifterne, fordi dette ville forstyrre prissignalet. Deres fejl her er tæt knyttet til deres misforståelse af begreberne efterspørgsel og knaphed. Vi kan metaforisk sige, at priserne kommunikere information, det er i sig selv ikke et problem. Men vismændene synes ikke at være klar over, hvad en pris er.

Prisen på olie er bytteforholdet på olie og andre goder, helt konkret på olie og penge. Når prisen stiger, sender det et signal om, at der er mindre olie til rådighed og at omkostningerne ved at bruge olie stiger. Når prisen stiger, viser det ikke, at der er opstået knaphed, men at alternativomkostningerne ved at producere endnu en tønde olie stiger. Når der derfor produceres og forbruges mindre olie er det i sidste ende udtryk for, at forbrugerne ønsker at knappe ressourcer bruges på noget andet end at producere olie.

Som vi allerede har set, er prisen på det danske marked dog allerede forvredet af afgifterne, så oliemarkedet er kunstigt undertrykt i Danmark. Det er derfor ikke korrekt, når vismændene hævder, at en afgiftssænkning ville forvride prissignalet – prissignalet er allerede forvredet af, at der er afgift på olie. Et frit marked uden indgreb og skatter ville udtrykke danskernes præferencer for olie og andre goder, som det er nu, er olie kunstigt dyrt på det danske marked.

Man kan naturligvis have andre formål i sinde end at lade markedet opfylde folks frit udtrykte ønsker, for eksempel kunne vismændene sige: “udbuddet af olie er faldet drastisk efter angrebet på Iran, så verdensmarkedsprisen stiger. Det går især ud over folk i fattige lande. Vi danskere kan bedre skære i vores forbrug af olie, så derfor skal vi beholde afgifterne. Vi burde egentlig lægge nye afgifter på for at hjælpe de stakkels fattige mennesker.” Dette siger vismændene dog ikke, ikke at jeg ville godtage argumentet, hvis de gjorde. Men et sådan argument ville i det mindste være økonomisk uangribeligt, hvor uetisk det så end måtte være. (I sidste ende er det heller ikke økonomisk forsvarligt, da vismændene gennemtvinger deres egne præferencer med vold. Rothbards kritik af den moderne velfærdsøkonomi viser, at dette er en irrationel fremgangsmåde, der ikke fører til en økonomisk optimal allokering af ressourcer.)

Resiliens og uafhængighed

Man skulle tro, at de økonomiske vismænd i et forholdsvis lille land som Danmark, der er dybt afhængigt af international handel, i det mindste ville forstå sig på international økonomi. Man ville desværre tage fejl. Et andet argument imod at nedsætte afgifterne er nemlig, at det ville gøre Danmark mindre “resilient” og gøre landet mere afhængigt af udenlandsk olie.

Er det dårligt at være afhængig? I sociale spørgsmål må svaret være klart nej, tværtimod. Menneskeligt samfund bygger på gensidig afhængighed, fordi vi rationelt kan indse, at det er mere produktivt fredeligt at samarbejde, end det er at leve isoleret og i krig med andre. Dette er kernen i Ricardos lov og arbejdsdelingen. Hvis vi hver især specialiserer os i at producere det, vi er forholdsvist bedst til og handler med hinanden, får vi alle et større udbytte. Det betyder naturligvis også, at vi bliver gensidigt afhængige. Skomageren er afhængig af, at bageren bager brød, og bageren er afhængig af, at skrædderen syr tøj, og skrædderen er afhængig af bryggeren, og så videre, og så videre. Alle bliver afhængige af alle andre samfundsmedlemmer, men i denne gensides afhængighed bliver en hidtil ukendt grad af frihed mulig.

Det samme gælder naturligvis international handel. Når man producerer for verdensmarkedet og køber på verdensmarkedet, så bliver man naturligvis afhængig af verdensmarkedet. Her som indenrigs betyder det blot, at man er afhængig af andre mennesker. Det er blandt andet det, Mises mente, da han skrev om det økumeniske samfund. Jo mere man handler med omverdenen, desto større bliver ens afhængighed af andre lande. Det kan man naturligvis begræde, men man bør i så fald klart sige, hvad dette logisk indebære: med disse mennesker ønsker vi ingen fredelige forbindelser, vi ønsker kun vores totale isolation fra dem. Hvis vi ikke kan få det, ønsker vi krig.

Man kunne indvende, at in casu er vi afhængige af arabere, der er fjender af vores kultur og ønsker os ondt, så derfor er det bedre, ikke at købe olie af arabere. Nu har araberne bare bevist, at de først og fremmest er købmænd – de sælger deres olie til højestbydende, og viser dermed, at de ønsker fredelige relationer med andre. Dertil kommer, at der er mange andre olieproducerende lande, og at det netop er arabernes olie, Israels angreb på Iran forhindrer i at komme på verdensmarkedet. Igen bruger vismændene ikke dette argument, selvom der nok svæver en ideologisk uvilje mod olie i baggrunden. Alternativet er vel elmotorer, der forsynes med strøm fra solceller og vindmøller. Her er man bare også afhængig, og det i endnu højere grad en på oliemarkedet. For elmotorer forudsætter batterier, og batterier til elbiler og lignende bliver produceret næsten udelukkende i Kina. Vismændenes forslag vil altså gøre Danmark endnu mere afhængigt af et enkelt land, der i teorien let kunne stoppe eksporten af de nødvendige dele, i stedet for at lade folk selv bestemme, hvem de vil være afhængige af på oliemarkedet. Der er meget større resiliens, for at bruge modeordet, i et marked med mange leverandører, end der er i et med en enkelt storproducent.

Konklusion

Der er mere vås i rapporten, jeg kunne tage fat i. For eksempel mener vismændene, at det er dårlig konjunkturpolitik at øge den overordnede efterspørgsel under en højkonjunktur. Men en skattelettelse øger ikke den overordnede efterspørgsel, den overfører blot færre ressourcer til staten. Hvad de private vinder, mister staten, så samfundsøkonomisk er det uproblematisk. Det er naturligvis kun fordi staten låner pengene for at opretholde sit forbrug og “stimulerer” bankerne til at øge udlånet og dermed pengemængden, at der opstår problemer. Dette burde selv den mest hjernedøde keynesianer indse, men vismændene bliver jo betalt for netop ikke at indse det.

På samme måde er deres forståelse af omfordeling problematisk. En afgiftslettelse ville føre til en omfordeling af ressourcer, men man kunne opnå en bedre fordeling med andre indgreb (for eksempel statslig støtte til køb af varmepumper). Her udviser rådet en markant status quo bias – de ser ikke, at der allerede pågår en massiv omfordeling over brændstofafgifterne og alle andre skatter og offentlige udgifter. Dette tages for givet og bliver det normative udgangspunkt.

Alt i alt udviser De Økonomiske Råd en slående mangel på viden om økonomi i deres seneste rapport. Der er ingen gode argumenter for brændstofafgifter og imod deres afskaffelse, men blandt alle dårlige argumenter, har rådet valgt at bruge med afstand de dårligste. Formodentlig ved de ikke bedre, og de regner vel med at deres egen status er nok til at lukke munden på de politiske modstandere, der har vovet at foreslå en afgiftslettelse.

Hvad Ågerup præsenterer som den klassisk liberale positioner, mener jeg, er ikke andet end et knæfald for socialismen. Derfor dette (forhåbentligt) korte svar til Ågerup, hvor jeg dels vil kritisere hans forståelse af problemet, dels vil præsentere det liberale alternativ.

Ågerups position

Jeg vil lade Ågerup selv forklare sin position, så udlægge hvordan jeg forstår den og kritisere den. Ågerup skriver:

Der er visse af samfundets udfordringer, som markedet ikke kan håndtere. Det er da også derfor, at den klassisk liberale position er, at statsmagten skal være stærk, men afgrænset til de områder, hvor kollektive beslutninger via statsmagten er nødvendige.

Et klassisk eksempel på dette er forurening. Her er der en såkaldt markedsfejl, som skyldes, at den, der forurener, påfører andre en omkostning. Epidemier er også en markedsfejl, da de smittede ikke kun selv bærer en omkostning ved at være smittet, men også kan smitte andre.

Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor f.eks. unge ikke bliver ret hårdt ramt af sygdommen selv, men kan risikere at smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø af den.

Derfor er det helt i tråd med både økonomisk teori og med liberale principper, at staten griber ind og regulerer på dette område. Epidemier er en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang.

Og i sit andet indlæg:

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. Undtagelser, som bekræfter den regel, at markeder er bedre end noget andet kendt system til at fremme velstand og innovation.

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Senere i samme indlæg udtrykker Ågerup sig på en måde, der lyder som om, han ser markedet som en institution, der er god til at styre folks egoisme og lede deres egeninteresse ad samfundsgavnlige kanaler. Det er for så vidt rigtigt, men jeg mener ikke, det er det essentielle ved markedet eller frie samfund som sådan. Det er sekundært, at markedet giver en god incitamentsstruktur, det væsentligste er, at en rationel og produktiv samfundsorden ikke er mulig uden frihed og private ejendomsret til produktionsmidlerne – også i krisetider. Jeg vil dog lade det ligge, da jeg ikke mener, det er det væsentligste argument i Ågerups kommentarer.

Ågerups problem

Det essentielle i argumentet synes at være, at vi med en epidemi står med en markedsfejl, specifikt med en negativ eksternalitet, som det er nødvendigt at staten griber ind overfor. Det påfører andre en omkostning, hvis en smittebærer udsætter dem for smitte. Dette er korrekt. Der er dog to problemer, som Ågerup selv må løse, inden han kan begynde at anvende ideerne om negative eksternaliteter til at retfærdiggøre statslige interventioner.

For det første må han besvare spørgsmålet: hvilken smitte? Det er ikke not at sige in abstracto at smitte er en eksternalitet: det er konkrete personer, der måske udsætter andre personer for smitte, men det gør de naturligvis kun, hvis de selv er smittede. Hvis ikke de er smittede, er det jo i sig selv en enorm og ubegrundet omkostning, statsmagten udsætter dem for i sit forsøg på at begrænse smitten. Hvis vi skal tale om at eliminere en eksternalitet, må vi med andre ord først konstatere, at den findes, ellers kan vi ikke komme videre. Mener Ågerup, at staten er den bedste til at finde ud af det? Det synes at være i modstrid med kendsgerningerne, når nu de fleste stater med enkelte undtagelser har begrænset adgangen til tests.

Vi må altså først vide, om folk er smittede, inden vi kan løse eksternalitetsproblemet. Lad os dog nu blot antage, at vi ved dette, eller at alle er smittede, så vi ikke behøver spekulere over enkelttilfælde. Dette bringer os imidlertid til det andet problem: hvordan skal problemet løses helt konkret, så omkostningerne ved løsningen ikke overstiger omkostningerne ved eksternaliteten? Det er ikke nok ud fra Ågerups egne forudsætninger bare at kræve eksternaliteten forbudt, hvilket reelt er, hvad regeringen har gjort. Politikken må udformes sådan, at folk tager fuldt højde for de eksterne omkostninger i deres handlinger (så den “internaliseres”), men det er også alt. Hvis vi bruger Pigous klassiske model, kan vi sige, at prisen for en handling skal hæves, så individet bliver tvunget til at tage højde ikke bare for egne omkostningerne, men også for sociale omkostninger (de ubekendte med neoklassisk økonomis højere mysterier kan læse wikipedias udmærkede artikel om pigoviske skatter).

Hvis vi skal formulere den korrekte politik og finde den korrekte “skattesats” (der er jo tale om al menneskeligt samkvem, når vi beskriver denne eksternalitet, ikke blot “markedsfejl” i snæver forstand, men princippet er det samme), så er vi imidlertid nødt til at vide to ting: for det første, hvor store er omkostningerne ved eksternaliteten; og for det andet, hvor store er omkostningerne ved den påtænkte politik og de påtænkte skatter? På begge punkter er vi i total uvidenhed. Vi ved simpelthen ikke, hverken hvor smitsom eller hvor dødelig, sygdommen er. Jeg har tidligere linket til denne artikel af John Ioannidis, som understreger dette problem, og herhjemme har lægen Vibeke Manniche hele tiden hævdet, at data viser, at coronakrisen ikke er en epidemi. Det hev DR hende igennem Detektor for, men når nu en statslig ekspert siger det samme i den statslige presse, så må man vel indrømme, at der er en hvis usikkerhed om emnet. Hvad der nu end ender med på det punkt, så giver det ganske enkelt ikke mening at tale om omkostningen ved eksternaliteten eller værdien af at slippe for den, så længe vi ikke ved mere.

Endelig er jeg også nødt til at nævne det grundlæggende problem med hele eksternalitetstænkningen, som ingen neoklassisk økonom synes at ville anerkende: det giver ganske enkelt ikke mening. Både omkostninger og gevinst er i sidste ende subjektive koncepter, og allerede i 1932 påviste Lionel Robbins, at man ikke kan sammenligne folks subjektive værdisætninger. Man kan simpelthen ikke stille det regnestykke op, som er forudsætningen for, at eksternaliteter og gevinster kan afvejes mod hinanden. Hvad er omkostningen ved at en person bliver smittet med coronavirus i forhold til omkostningen ved, at en anden person må gå arbejdsløs? At påstå, man kan afgøre det, er at opkaste sig til diktator over andre folk – og det er netop hvad Mette Frederiksen og kumpaner har gjort.

Det mærkelige er så, at Ågerup har set sig nødsaget til at gribe til disse eksternalitetsargumenter. Et er at han måske er ubekendt med, at Rothbard har givet en aldeles udmærket beskrivelse af, hvordan det frie marked, d.v.s. privat ejendomsret, personligt ansvar og aftalefrihed, kan løse problemet; jeg mener selv at Rothbards er den bedste løsning, men jeg er med på, at han ikke er den mest læste økonom. Det er Ronald Coase derimod (bogstaveligt talt – hans artikel er den mest citerede i den økonomiske litteratur), som i sin The Problem of Social Cost fra 1960 påviser, hvordan privat ejendomsret fører den mest effektive løsning på eksternalitetsproblemet, så længe transaktionsomkostningerne ikke er for høje. Vi kan diskutere nogle af problemerne i Coase’s tilgang en anden dag, men jeg mener ikke, at hans argument bare kan affejes, sådan som Ågerup implicit gør.

Det liberale alternativ

Jeg skrev forleden i afslutningen af mit alt for lange indlæg om coronakrisen lidt om, hvordan en liberal epidemi og krisepolitik burde være. Det væsentligste er: først at skaffe tilstrækkelig viden, så vi ved, hvad truslen er; dernæst at finde de mest effektive metoder til begrænsning og behandling af sygdommen; og begge dele uden at ofre individets rettigheder og friheder, da det ville være ikke bare umoralsk men også kontraproduktivt at gøre det.

At overlade krisehåndtering til folks private initiativ betyder dog ikke, at man kan udsætte andre for smitte. Man er ansvarlig for sine handlinger og bør naturligvis også kunne gøres erstatningsansvarlig efter de almindelige regler, hvis ens handlinger udsætter andre for smitte. For at citere fra mit forrige indlæg:

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Hvis dette håndhæves, så vil der naturligt opstå forskellige forsøg på at samle sig viden om og håndtere sygdommen på forskellig måde, og eksternaliteten vil naturligt blive internaliseret, ganske frivilligt. Dette vil føre til den i praksis bedst mulige løsning. For nu igen at citere mig selv:

Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet […] så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

[…]

Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi.

Rent politisk er målet derfor at få staten af vejen, så samfundet kan klare problemet. Der kan naturligvis skrives meget om hvordan, men da jeg ikke vil gøre indlægget unødigt langt, vil jeg i stedet for blot for sidste gang citere mig selv og kopiere denne liste over mulige tiltag fra mit forrige indlæg:

Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de vil

Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med

Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke

Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning […]

Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Jeg har i det forrige indlæg skrevet lidt mere uddybende om, hvordan disse forslag skulle hjælpe i den konkrete situation, men hovedtanken burde være klar: det er nødvendigt at sætte samfundet frit til at tage sig af truslen om en mulig epidemi.

Desværre synes liberale ideer som disse at være fraværende fra ellers fornuftige borgerlige tænkeres kommentarer. Det er ikke bare Martin Ågerup, der synes at have accepteret, socialisternes måde at fremstille tingene på; Otto Brøns-Petersen nævner ikke egentligt liberale løsninger i sin gennemgang af mulige strategier for at håndtere krisen. Det er mit håb, at de og andre kan få øjnene op for mulige alternativer, så vi kan få et reelt liberalt bud på en løsning.

Det er igen værd at understrege, inden vi begynder, at jeg absolut ikke er eller vil give mig ud for at være ekspert i virologi eller lægevidenskab generelt. Jeg har heller ingen særlig viden om, hvor slem eller smittefarlig coronavirus i virkeligheden er, selvom jeg nok har min egen mening om det. Det kan vi gemme til et senere indlæg. Her vil vi gå ud fra, at sygdommen er reel, at den er alvorlig og ofte dødelig. Den økonomiske analyse er nemlig ikke afhængig af, hvor slem krisen er: selv hvis sygdommen var så alvorlig som den spanske syge, kolera eller selv den sorte død, ville den økonomiske videnskab konkludere det samme: at statens indgreb udover at være umoralske også er skadelige for økonomien og samfundslivet og ikke er en hjælp til at bekæmpe sygdommen.

Staten lukker samfundet

Hvis vi begynder med det åbenlyse, så er det jo klart, at statens tvungne nedlukning af store dele af det økonomiske liv gør hele samfundet fattigere: alt det, der kunne være produceret i den periode, nedlukningen varer, er der nu ingen, der får glæde af. Samtidig betyder det naturligvis store tab for de ramte virksomheder. Regeringen har lanceret diverse hjælpepakker for at afbøde tabene, men det burde være klart for enhver, at disse ikke fjerner tabene: de flytter blot byrden over på skatteyderne, selvom finansieringen nok i første omgang bliver for lånte penge. Dette har politikerne været knap så villige til at indrømme, de vil hellere lade som om, det er dem, der hjælper.

Spørgsmålet må derfor være, om regeringens hjælp er nødvendig, for at erhvervslivet skal overleve. De fleste virksomheder har en række faste udgifter, de ikke bare kan løbe fra, hvoraf de væsentligste nok er afbetaling af lån og andre kontraktmæssige forpligtelser. Sådanne aftaler er jo indgåede uden at tage højde for den nuværende krise, så kreditor har ret til betaling ligegyldigt hvad. Det kan jo betyde konkurser for mange, da de fleste nok vil finde det svært at betale deres lån, når de ikke har nogen indtjening. Et er dog, hvad kreditor har ret til; andet er, hvad der er i hans egen interesse. For hvis kreditor kræver en skyldner konkurs betyder det jo, at kreditor ikke får sit tilgodehavende, før selskabet enten er solgt eller afviklet, noget der kan have lange udsigter, som tingene står nu. Samtidig er kreditor jo klar over, at vi står i en særlig situation. Hvis han ellers har tillid til sine forretningsforbindelser og til sin skyldner, må han jo mene, at vedkommende er en god kreditrisiko og være villig til at give henstand eller på anden vis ordne den øjeblikkelige krise. Selv under almindelige forhold betyder en øjeblikkelig likviditetskrise i et selskab jo heller ikke nødvendigvis, at kreditorerne gennemtvinger en konkurs: at det er deres ret betyder ikke, at det er hvad de selv finder hensigtsmæssigt. Igen: hvis selskabet ellers er drevet ordentligt, og de har tillid til ejeren og ledelsen, er en omstrukturering af lånene at foretrække. Hvis de derimod i denne situation kræver virksomheden lukket og solgt, så må det være fordi, de betragter den som en i forvejen tvivlsom investering. Det er muligt, virksomheden ville have overlevet i fraværet af krisen, men det er op til ejerne og kreditorerne at bestemme (rent filosofisk kan vi jo sige, at kreditorerne er en slags medejere af virksomheden, især når de har pant i den, men i det hele taget er passiv-siden på en balance udtryk for, hvem der ejer og har hvilken slags rettigheder til virksomhedens aktiver).

Langt fra at være økonomisk gavnlig er regeringens hjælpepakke tværtimod til skade for genopretningen af økonomien efter krisen. Det, der er behov for, er ledig kapital, så det er muligt for kreditorer at refinansiere deres egne virksomheder og finansiere erhvervslivets faste udgifter under krisen såvelsom en “kickstart” bagefter. Men regeringen synes opsat på at støvsuge de finansielle markeder for kapital: den danske stat er – desværre – den bedste kreditrisiko for danske investorer, så når der nu snart igen bliver udstedt statsobligationer for mange milliarder, vil det marginalisere private lånere. Det vil blive sværere og dyrere at rejse de nødvendige lån for erhvervslivet, og dette vil i det lange løb betyde, at selv sunde virksomheder risikerer at gå ned. Det bliver ikke bedre af, at store dele af hjælpepakkerne går ud på at betale løn til hjemsendte arbejdere. Det betyder nemlig, at opsparede midler bliver overført til privat forbrug, og der vil derfor være igen være mindre kapital til rådighed, når økonomien igen skal i gang. Det gør samfundet fattigere, og det gør det vanskeligere for erhvervslivet at komme tilbage til normal dagligdag.

Samtidig er stort set alle fritidsinteresser blevet om ikke forbudt så gjort praktisk umulige. Det kan selvfølgelig være en hjælp for økonomien, da lønmodtagerne dermed kan blive tvunget til at spare mere af deres løn op, og dette vil jo så frigøre nogle af de midler, staten har suget ud af kapitalmarkederne. Det er dog også værd at påpege, at det medfører unødvendige forringelser i folks levefod. Det kan selvfølgelig godt være, at politimænd elsker at herse med folk og råbe af dem, men der er vel næppe nogen, der for alvor vil påstå, sådanne sadistiske glæder kan opveje tabet mange må føle, når de er tvunget til at opgive diverse fritidsaktiviteter, lige fra sport og ture i skoven til 80 års fødselsdage? Der er selvfølgelig spørgsmålet om smittespredning – det vil vi vende tilbage til nedenfor i afsnittet om en liberal krisehåndtering.

Hvem ved hvad?

Formålet med alle disse begrænsninger er jo efter bedste evne at begrænse udbredelsen af den nye virus. Der må ikke være mere end ti personer samlet, ikke-essentielle virksomheder bør lukkes, o.s.v., alt sammen fordi staten vurderer, at andet er for farligt. Selvom Martin Ågerup fra CEPOS så forsigtigt tillader sig at kritisere regeringens strategi, overser han dog det vigtigste punkt, for pointen er nemlig ikke, at folketing og regering (naturligvis) har begået mange og store fejl, men at hele tilgangen er forfejlet. Hvorfor skal det fra centralt hold bestemmes, hvilken risikovurdering de enkelte borgere skal følge?

Det er klart, at ethvert samkvem med andre mennesker indebærer risici både under normale forhold, men især under en epidemi. Det er også klart, at det giver mening at tage sine forholdsregler og være mere forsigtig end ellers. Det er dog ikke klart præcis hvilke forholdsregler, der er de bedste. På den ene side kan man jo vælge at isolere sig selv totalt, da det er den eneste måde, man kan minimere risikoen for smitte på. Det er noget nær dette standpunkt, diverse regeringer i Europa har indtaget. En smule tankevirksomhed vil dog føre til den konklusion, at det ikke er et holdbart standpunkt. Der er risici forbundet med alt – betyder det, at man ingenting skal foretage sig? Selv den bedste bilist kan køre galt – betyder det, at det skal forbydes at køre i bil? Og hvad med tog og fly?

Hvad end man foretager sig, så medfører det diverse risikomomenter, og det er op til den enkelte at vurdere, hvilke risici det er værd at løbe. Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet – og der er ingen grund til at mene, at den er andet end hysterisk – så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

Det samme gælder naturligvis, når det gælder folks personlige forhold. Skal man tage til gymnastikopvisning eller blive hjemme, skal den aflyses eller udskydes eller gennemføres med diverse særlige forholdsregler? Det er noget, den enkelte forening må afgøre. Det samme gælder private fester og andre arrangementer, og det gælder gamle og andre særligt udsatte grupper såvel som unge. Hvis man har planlagt bryllup eller 80 års fødselsdag, f. eks., må man jo vurdere, om man tør gennemføre arrangementet eller ej, og de indbudte gæster må jo selv vurdere, om de tør møde op eller ej.

Nogle vil måske indvende mod dette, at vi jo ikke ved, hvor stor faren er, så staten må påtage sig et ansvar, underforstået: de statslige embedsmænd ved bedre. Helt bortset fra, at en sådan indvending kun kan karakteriseres som slavesind, så er der er ingen grund til at tro, at statens folk ved bedre. Som jeg linkede til forleden, så ved vi faktisk – embedsmændene inklusive – meget lidt om, hvor alvorlig sygdommen er. Hvorfor er dødeligheden så stor i Italien og så lille i Tyskland for eksempel? Den usikkerhed, der eksisterer omkring disse spørgsmål, er den samme for statsansatte som for alle andre. Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi (hvis dette faktisk er virkningsfuldt).

Udover de simple regler, som på denne evolutionære vis naturligt udvikles i samfundet, vil der dog stadig være en stor variation i, hvordan folk forholder sig, da folk stadig vil have en forskellig opfattelse af risici, simpelthen fordi risici objektivt set vil være forskellige og subjektivt set vil vurderes forskelligt. Der er ingen grund til at lukke helt ned for samfundet: folk vil selv forstå at tilpasse sig og tilpasse samfundet, så situationen bliver håndteret optimalt, det vil sige: så man løber de risici, folk finder acceptable. Alternativet, at lade staten diktere folks handlemåde under en epidemi, giver kun mening, hvis man mener, de statslige embedsmænd på mirakuløs vis har fundet frem til den handlemåde, der bedst afvejer smitterisikoen mod andre hensyn. Dette ville dog være intet mindre end et mirakel.

De socialistiske hospitaler

Det primære fokus i statens indsats synes at være hensynet til hospitalerne, der endelig ikke må overbelastes. De fleste har nok nu set den berømte graf, der viser, hvordan nedlukningen fører til en fladere kurve af syge, der holder sig under hospitalernes kapacitetsgrænse.

Det er naturligvis noget vås fra ende til anden.

Det kan først og fremmest påpeges, at regeringens pludselige indsats i medio marts er en total falliterklæring fra det statslige sundhedsvæsens side. Man har bildt befolkningen ind, at staten nok skal tage vare på deres sundhed, men har så været så åbenlyst inkompetente, at man ikke har gjort noget for at planlægge et svar til en eventuel epidemi. Coronavirussen kom jo ikke ud af ingenting: den blev først kendt i tidlig januar, spredte sig så i Kina og Østasien i januar og februar, og kom forholdsvis tidligt vestpå til Iran og Italien. Der var med andre ord to måneder til at forberede sig. Det er forståeligt, at almindelige mennesker ikke tog sig af den nye virus, før den kom tæt på, men burde et professionelt sundhedsvæsen ikke have eksperter, der er opmærksomme på eventuelle nye trusler og advarer i god tid? Det er jo ikke sådan, at epidemier og nye vira er ukendte – tværtimod har der igennem de seneste par årtier været en lind strøm af advarsler om nye, dødelige sygdomme: svineinfluenza, fugleinfluenza, MERS, SARS, zika-virus, ebola… Hvordan kan en ny virus så være sådan et chok for dem?

Der er ingen grund til at antage, at forudsætningerne for den berømte grafiske fremstilling er korrekte. Hvorfra ved vi, at så og så mange vil blive smittet så og så hurtigt? Hvorfra ved vi, hvor mange af disse vil have brug for behandling? Og hvor mange vil have brug for hospitalsindlæggelse? Det kan meget vel tænkes, at det vil minimere og sprede behovet for indlæggelser, hvis den almene befolkning, som ikke løber nogen synderlig risiko, bliver smittet hurtigt. Det fåtal der så har behov for lægehjælp kan let få det, mens man gør hvad man kan for at begrænse smittefaren for ældre og andre udsatte, så deres behov for lægehjælp udskydes og spredes mest muligt. Er det en bedre model? Jeg ved det ikke – men det tør jeg vove at påstå, at der heller ikke er nogen af socialisterne i regeringen, der ved.

Den anden præmis for statens indsats er, at hospitalerne kun har en begrænset kapacitet. De primære begrænsninger synes at være sengepladser og respiratorer. Umiddelbart virker det jo plausibelt, man kan jo ikke stampe et hospital op af jorden med kort varsel. Lidt nærmere eftertanke burde dog vise, at det ikke er sandt. Hvis sengepladser er problemet, så kan man jo konvertere almindelige pladser til intensivafdelinger. Hvis der ikke er plads nok på hospitalerne, så er der jo andre bygninger, der er bygget specielt til at tage imod sengeliggende gæster. Hvorfor ikke kontrahere med hoteller om alle de hotelværelser, der nu alligevel er ledige? Sengepladser er der nok af i samfundet. Hvis hoteller ikke er egnede til intensivafdelinger, så kan patienter, der ikke er på intensiv overføres dertil, og hospitalerne koncentrere sig om de værste tilfælde. Måske er problemet det, at hospitalsadministratorerne ikke er vilde med ideen om, at patienterne kommer ind på private institutioner – de ville jo opleve en service, som de nok ikke er vante til på hospitalerne.

Når det kommer til respiratorer, så er sagen den enkle, at der simpelthen ikke er noget problem: sundhedsstyrelsens egne prognoser viser, at man har respiratorer nok til den værste spidsbelastning. Man har lige nu en overkapacitet på ca. 12 procent i forhold til, hvad man har brug for, under de værst tænkelige forhold. Dette har dog ikke forhindret herskesygen i at udfolde sig i det offentlige: hvis en overkapacitet på 12 procent er god, så er en overkapacitet på 50 procent vel bedre, må tankegangen være, og derfor har sundhedsstyrelsen valgt at konfiskere samtlige respiratorer fra privathospitaler. Der er vel at mærke ikke tale om, at de har brug for disse respiratorer nu – der er jo stort set ingen indlagte med coronavirus – men alligevel skal respiratorerne nu stå ubrugte hen i det offentliges varetægt, bare for et tilfældes skyld. Og det selvom de ville kunne overdrages med dags varsel, hvis der blev brug for dem. Betyder coronavirus, at folk ikke længere bliver syge? At der ikke er andre formål, man kan bruge en respirator til? Åbenbart.

Problemet er, at sundhedsvæsnet er dybt socialistisk. Næst efter hæren og muligvis folkeskolen er det den mest socialistiske sektor i landet. Socialisme betyder her ikke andet, end at produktionsmidlerne er offentligt ejede og bureaukratisk administrerede. Dette betyder, at det er umuligt for administratorerne at opveje alternative brugsmuligheder mod hinanden. Hvad er vigtigst? Rutineoperationer eller nødberedskab? Barselsstuer eller intensivafdelinger? Dette kan kun vurderes rationelt, hvis man kan opveje de forskellige resultater mod hinanden – hvad man jo ikke kan, når der ingen fællesnævner er. Mises beskrev problemet allerede i 1920, og påviste, at det kun er gennem privat ejendomsret og fri prisdannelse, at en sådan fællesnævner for heterogene goder kan opstå. Uden den raver man i blinde.

Sundhedsvæsnet er ikke komplet socialistisk, da det omgivende samfund er nogenlunde frit. Det er dermed muligt for administratorerne at gætte på, hvad produktionsfaktorerne mon skal koste, når der er et marked for disse udenfor hospitalerne. En kantine i et hospital kan dermed være lige så veldrevet som i en privat virksomhed, og da der er en slags internationalt marked for specifikke produktionsfaktorer – selvom andre landes sundhedsvæsner også er socialistiske (ja, også USAs), er de stadig nødt til at købe medicin og andet udstyr på et globalt marked. Dette giver en hvis fri prisdannelse, som gør det delvis muligt at budgettere rationelt. Men til det socialistiske problem støder det bureaukratiske: hospitalerne er bureaukratisk drevne.

Bureaukrati skal her forstås i modsætning til profitorienterede virksomheder, ikke i dagligdags forstand, hvor bureaukrati bare betyder papirnusseri og skrankepaver. En profitorienteret virksomhed er opsat på at opnå størst mulig profit, dvs. at indtjeningen skal overstige omkostningerne mest muligt. Det betyder på den ene side, at den er opsat på at betjene sine kunder bedst muligt og på den måde opnå størst mulig indtjening; på den anden side, at den vil forsøge at spare mest muligt på sine ressourcer og sørge for at allokere dem til den mest formålstjenlige brug, da dette vil minimere omkostningerne. Et bureaukratisk foretagende derimod skeler ikke til profit. Det har et budget, som det skal allokere og helst sørge for alt sammen er brugt inden regnskabsårets udgang, da der ingen grund er til at spare – tværtimod risikerer man at de budgetansvarlige beskærer næste års budget, hvis ikke det hele er brugt. De hensyn, der tages i et bureaukratisk foretagende, er derfor naturligvis nogle helt andre. I stedet for at spørge: kan det betale sig? må lederne af de forskellige afdelinger i stedet for spørge: er der allokeret midler til det i budgettet? er det i overensstemmelse med retningslinjerne? Nødvendigvis må et bureaukratisk foretagende være mere ufleksibelt og mere regelbundet end en privat virksomhed, da det ellers bliver helt vilkårlligt, hvordan de betroede midler bruges. (Igen er det Mises, der bedst har beskrevet forskellen mellem bureaukrati og markedsbaseret virksomhed).

Hvad betyder det så for den specifikke situation, vi står i nu. Det er først og fremmest klart, at regeringen og embedsmænd er ude af stand til at vurdere, hvor stor kapacitet der reelt er brug for. Det er også klart, at de ingen grund har til at begrænse deres brug af ressourcer på coronakrisen, når de bare kan konfiskere disse fra private. Hvordan skal de afgøre, hvad der er de optimale sundhedsindgreb? Skal man bruge ressourcer på at teste alle for virussen? Skal man nøjes med at teste alvorligt syge?En rationel afgørelse af dette er ikke mulig, og den bliver ikke befordret af det bureaukratiske system. Så længe, reglerne følges, kan de ansatte gå hjem med god samvittighed og ansvarsfri. De kan afvise at teste folk, der gerne vil testes (så vidt jeg ved, er det endnu ikke muligt at købe sig til en test privat), og de kan i henhold til den nye lovgivning tvinge folk i behandling, der ellers ville være fri. Når bare cirkulærerne er udfærdigede, og krydserne er sat rigtigt, så kan de påstå, at alt er i orden.

Dertil kommer problemet med at fremskaffe de nødvendige remedier: Der vil naturligt opstå ekstra efterspørgsel på de varer, der er særligt brug for under epidemien. Det betyder, at sundhedsvæsnet naturligt nok er nødt til at ændre i budgetterne og allokere flere penge til disse midler. Det kan man nok også overkomme – men hvordan kan de være sikre på, at de har allokeret nok penge? Hvis deres budget er baseret på før-epidemiske priser, vil de garanteret undervurdere det nye behov, da priserne naturligvis vil stige som følge af den ekstra efterspørgsel fra sygehuse, andre institutioner og fra private. Det er allerede sket. En kommunal indkøber beskriver for eksempel, hvordan hun er blevet tilbudt overtrækskitler til en mangedoblet pris. Er dette ikke ublu spekulation i nød og lidelse? Skal der ikke sættes en stopper for det?

Hospitaler og kommuner har ganske som private begrænsede budgetter. De er dermed nødt til at allokere og til at bestemme sig for, hvor vigtige deres behov er. En prisstigning på en vare er udtryk for, at denne er blevet knappere i forhold til efterspørgslen og at andre er villige til at betale mere for den: de vurderer den nu er mere værd. Folketinget har givet sundhedsministeren magt til, hvis han synes, at stoppe sådanne prisstigninger. Vil dette ikke være nødvendigt og rimeligt for ikke at belaste hospitalernes budgetter for meget? Nej, absolut ikke. På kort sigt vil et prisloft, en lovbestemt maksimalpris under markedsprisen, betyde, at der opstår decideret mangel på varen. Dette følger af lovene om udbud og efterspørgsel: ved den lovbestemte maksimalpris vil der være en stor efterspørgsel, men udbuddet vil være meget mindre, da sælgerne ikke vil finde salget omkostningerne værd. Det kan jo f. eks. være, de så hellere vil sælge varerne i udlandet, eller de kan måske bruge dem selv eller – o hvor vederstyggeligt! – de kan finde på at omgå reglerne og sælge deres varer på det sorte marked. I Frankrig har man indført regler om maksimalpriser på håndsprit, og jeg oplever nu jævnligt, at det hverken i supermarkeder eller på apoteker er til at opdrive håndsprit.

Denne knaphed følger som bekendt på kort sigt, og det kan tænkes, at sundhedsministeren i det tilfælde vil sige, at så konfiskerer vi bare varelagrene. Der er jo for det meste tale om rimeligt specielle varer – håndsprit, masker, kitler – så det er nok ikke det store problem at finde engroskøbmændenes lagre og rane dem. Disse har jo alligevel ikke fortjent andet, sådan nogle ækle spekulanter. Dette afhjælper dog ikke det langsigtede problem, nemlig at disse varer fortsat skal produceres, og det endda i større mængde. Hvordan skal producenten vide, at der nu er større efterspørgsel på hans varer, når ikke prisen må stige? Især under de nuværende forhold, hvor vi må antage at der er ekstra omkostninger ved al produktion, er det nødvendigt med en højere pris bare for at holde den nuværende produktion kørende. Det er derfor nødvendigt at prisen stiger, ikke blot for at tilfredsstille blodsugende spekulanter eller for at udbud og efterspørgsel på kort sigt skal gå op, men for at produktionen kan blive udvidet tilstrækkeligt. Hvor meget skal den udvides? Hvem ved? Det er jo ikke gratis gjort – der er næppe den store ledige kapacitet, så det er nødvendigt for virksomhedsejeren at finde flere produktionsfaktorer, ansætte flere folk, konvertere produktionsmidlerne til hans brug. En prisstigning er nødvendig for at sætte alt dette i gang, det kan ikke bare dekreteres, at der nu er et øget behov. Virksomhedsejeren er nødt til at byde produktionsfaktorer væk fra deres nuværende brug, og det må nødvendigvis betyde, at han skal betale mere for dem end han ellers ville. Hvor meget mere er ikke til at sige, det er heller ikke til at sige forud, hvilke faktorer der lettest konverteres. Selvom vi kan formode, at det på lidt længere sigt vil være muligt at opnå skala-fordele og dermed bringe produktionsomkostningerne ned igen, og dermed sænke priserne igen, så er dette kun en formodning: det må overlades til iværksætterne på markedet at finde ud af, hvordan man bedst imødekommer det nye behov, og de kan kun se, at der er et øget behov, hvis prisen stiger og de dermed kan forvente en større profit ved at omlægge deres produktion. Jeg har til eksempel set adskillige historier om bryggere, der nu laver håndsprit, og Carlsberg skulle have tilbudt det samme.

En liberal krisehåndtering

Alt dette fører os endelig hen til, hvordan en liberal krisehåndtering ville se ud. Man kan nok udlede meget af det, fra hvad jeg har skrevet forud. Grundlæggende set må målet være, at gøre samfundet og markedet så frit som muligt, da det dermed bedst kan overkomme krisen.

Betyder dette, at man ikke skal tage hensyn til smittespredning? Har man ret til, hvis man er inficeret, at gå hvorhen man vil? Skal man ikke være solidarisk og acceptere statens påbud? Svaret på det første er, at man ikke har ret til at gøre hvad som helst; på det andet, at sand solidaritet ikke bygger på vold og magt, som socialisternes fup gør, men er frivillig.

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Dette indebærer naturligvis en betydelig bevisbyrde, hvis man smittet vil gøre en anden person ansvarlig. Det er ikke nok, at det er muligt, at man er blevet smittet ad den vej, man er jo nødt til at bevise det udover rimelig tvivl. Dette tror jeg ærlig talt ikke vil være muligt i langt de fleste tilfælde. Det er i mine øjne ikke nok, at man udsætter folk for en potentiel smitte, for en risiko: de skal også pådrage sig sygdommen den vej, ellers kan man ikke gøres ansvarlig. Dette sidste er det nok let at drage i tvivl af en dygtig advokat, men stadigvæk giver erstatningsretten nogle praj om, hvad folk har ret til.

Udover erstatningsansvar er folks frihed begrænset af en anden retslig grundpille: den private ejendomsret. Ejeren af et givent hus, supermarked, bar, eller hvad det måtte være, har naturligvis ret til at bestemme, hvordan hans ejendom skal bruges. Dette indebærer, at han har ret til at afvise folk eller smide dem ud, hvis ikke de følger hans bestemmelser, han har kort sagt ret til at diskriminere. Forretningsdrivende vil afveje hensynet til deres kunder mod smittefaren og forsøge sig med diverse foranstaltninger for at begrænse denne. Nogle vil måske lukke helt. Andre kan finde på at insistere på, at folk bærer maske i deres butik, at de benytter sig af håndsprit ved indgangen, at de får målt deres temperatur og ikke kommer ind, hvis den er for høj, at de bliver smidt ud, hvis de viser bare det mindste symptom. Der er mange muligheder, og det er givet, at forretningsdrivende vil prøve mange forskellige, indtil man gradvist finder frem til en optimal løsning, som de fleste så naturligt vil efterligne.

Hvad med behandling? Hvordan finder man hurtigst frem til mulige kure mod den nye sygdom? Her må svaret være, at indrømme læger og patienter uindskrænket ret til at prøve sig frem med eksperimentel medicin. Jeg nævnte forleden klorokin, som den franske professor Didier Raoult har brugt sammen med et antibiotikum med stor succes. En læge i New York har også rapporteret stor succes med en lignende kur. Hvis folk mener, dette er løsningen, er de naturligvis i deres gode ret til at få den. Eftersom der er tale om en usikker, eksperimentel kur, der muligvis kan medføre alvorlige bivirkninger, kan en læge eller farmaceut, der hjælper dem, naturligvis ikke drages til ansvar, hvis der opstår komplikationer. Igen: forskellige mennesker vil være mere eller mindre villige til at prøve en ny og usikker kur, men efterhånden som den nye kur viser sig effektiv (eller det modsatte), vil flere og flere benytte sig af den (eller holde sig derfra). Jeg ville selv nok i situationen acceptere professor Raoults anbefalinger, men det skyldes nok ligesåmeget, at han ligner en modern Miraculix, og at han tør tale autoriteterne i Paris og hele det medicinske etablissement imod (han er allerede blevet lidt af en folkehelt i Frankrig).

Hvad skulle regeringen så have gjort? Den skulle ikke have gjort ingenting, den skulle tværtimod have gjort mest muligt for at få staten af vejen og overlade problemet til civilsamfundet. Dette ville bl. a. betyde, at

• Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de ville
• Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med
• Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke
• Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning. Dette er et stort emne i sig selv, som jeg kan uddybe en anden dag. Interesserede kan læse om problemerne med intellektuel “ejendomsret” i Levin og Boldrines Against Intellectual Monopoly og i Stephan Kinsellas Against Intellectual Property
• Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Disse og lignende forslag kommer naturligvis ikke til at være virkelighed foreløbigt, men det er ikke fordi, de er upraktiske. I en krise som under normale forhold fungerer et frit samfund bedre end den nuværende fascisme. Regeringen og folketinget er i hele deres tilgang dybt etatistiske, komplet besatte af den ideologi, der siger, at staten er alt og kan alt. Det vil kræve en komplet omkalfatring af deres verdensbillede, hvis de skulle indrømme bare et af de problemer eller et af de forslag, jeg her har beskrevet. Alligevel er det værd at skrive, synes jeg. Regeringens fremfærd er decideret umoralsk og destruktiv, men det behøver ikke være sådan, hvis blot folk indser socialismens og statstilbedelsens problemer.

Det kunne være anderledes.

Desværre havde jeg alt for meget materiale, så jeg nåede kun igennem ca. 2/3 af hvad jeg gerne ville, men jeg tror, det jeg fik sagt, virker nogenlunde sammenhængende. Men da jeg optog det, har den store offentlighed nu selv mulighed for at bedømme det!

Jeg nævnte undervejs et par artikler, her er de fulde titler og links for evt. interesserede:

Karl Friedrich Israel: “Pawel Ciompa and the Meaning of Econometrics: A Comparison of Two Concepts” Link til offentlig version

Murray N. Rothbard: “Law, Property Rights, and Air Pollution”

Mine kommentarer til oplægget

Jeg ved ikke, hvor godt diktafonen fik fat i spørgsmålene efter mit oplæg. Jeg fik spørgsmål om østrigernes syn på brugen af matematiske metoder i økonomi, om eksternaliteter og offentlige goder, og om socialisme og syndikalisme. Jeg synes selv, jeg svarede rimeligt på de fleste spørgsmål, dog kunne jeg have været lidt tydeligere med spørgsmålet om global opvarmning – så det vil jeg råde bod på her:

Hvis man accepterer at global opvarmning er en negativ eksternalitet/at det er et offentligt gode at undgå det (hvilket jeg i sig selv mener stadig er et åbent spørgsmål), følger det ikke at staten skal gøre noget ved det. Det er et logisk spring af dimensioner at konkludere, at kun staten kan gøre noget ved problemet. Dernæst er man nødt til at vurdere, hvad værdien af at undgå global opvarmning er, og hvad omkostningerne ved det er. En væsentlig fejl i debatten om klimaforandringer er det synspunkt, at blot fordi videnskabsfolk er enige om at menneskeskabte klimaforandringer er en realitet (hvilket i øvrigt er en myte), skal vi bare rette os efter videnskabsmænds og andre projektmageres anbefalinger. Det er et økonomisk spørgsmål, om omkostningerne ved diverse tiltag overstiger den påståede gevinst – man er med andre ord som et minimum nødt til at tage Bjørn Lomborg seriøst. At Lomborg er et bête noir for de klima-begejstrede er i sig selv grund til at være skeptisk overfor deres argumenter.

Derudover havde jeg i øjeblikket glemt denne artikel, som giver et godt bud på et østrigsk svar på klimaforandringer: Graham Dawson, “Austrian Economics and Climate Change” The Review of Austrian Economics 26(2) 183-206. Dawson viser, hvordan det også i dette tilfælde er muligt at anvende Rothbards ejendomsretstilgang for at løse problemet. Der er ikke grund til at lade det være op til bureaukrater og statsbetalte forskere at definere, hvad og hvor meget man må udlede (hvilket er den neoklassiske tilgang); tværtimod, det er dem, der er direkte berørt af problemet (eller mener de er berørte), der må forsøge at løse det. I Dawsons formulering: “Climate change is a putative interpersonal conflict rather than a market failure”.

Det må med andre ord løses af rettens vej, hvor videnskabsfolk har en underordnet, men vigtig rolle som ekspertvidner. Efterhånden som forskellige retsinstanser træffer afgørelse i de mange søgsmål, som vil opstå, hvis folk reelt mener, der er et problem, vil der blive opbygget en sædvaneret på området, så vi vil få en bedre forståelse for, hvilken ret man faktisk kan kræve til et uændret klima. Samtidigt vil den videnskabelige forståelse af klimaet blive stadigt mere forfinet, da de mange søgsmål vil tjene som en offentlig arena for afprøvningen af modstridende videnskabelige hypoteser. Jeg mener selv, at folk i en sådan situation hurtigt vil indse, at global opvarmning ikke er et problem, men det er for så vidt underordnet. Den østrigske løsning er proces-orienteret og resulterer ikke nødvendigvis i et bestemt udkomme. Hvis bare ejendomsretten og deraf afledte rettigheder respekteres, vil negative eksternaliteter ikke opstå – og vi vil få en meget mere retvisende opfattelse af virkeligheden.

Dette bringer mig til mit svar på spørgsmålet om ejendomsretten, som jeg også kunne have formuleret bedre. Hvad jeg forsøgte at sige var, at det er en myte at staten har stået for at opfinde, definere, og beskytte ejendomsretten. Alt dette er foregået gradvis og spontant, når mennesker i forskellige samfund har forsøgt at bilægge deres tvister og finde ud af, hvad deres indbyrdes rettigheder og pligter er, og hvad de indebærer. Et godt sted at begynde for en forståelse af dette er Bruno Leoni, Freedom and the Law og Terry L. Anderson og P. J. Hill “The Not So Wild, Wild West” (også udgivet som bog i udvidet udgave).

• Hvem skal bestemme, hvad der er en fornuftig opsparing? Er det ikke op til den enkelte at bestemme, hvordan han vil planlægge sit liv? Det er bemærkelsesværdigt, at det er lønmodtagere og selvstændige, der har markant lavere indkomster, der skal tvinges til at spare mere op. Kunne det ikke tænkes, at der var tale om mennesker, der lige havde startet virksomhed, og derfor lagde alle deres kræfter og midler i at få den op at køre? Er det ikke muligt, at de lønmodtagere, der er tale om, kun lige er kommet på arbejdsmarkedet, og derfor endnu ikke er produktive nok og tjener nok til – i deres egne øjne – at have råd til at spare op? Det er ikke til at se ud fra CEPOS’s tal, men tanken er nærliggende.
• At folk muligvis ikke sparer op udelukkende i statsanerkendte institutioner som ATP? Hvad betyder det for deres frivillige opsparing, hvis de tvinges til at spare op i ATP? Kunne det ikke tænkes, at folk sparer op på måder, der ikke fremgår umiddelbart af Danmarks Statistiks opgørelser? Det kunne f. eks. være, at de investerede i deres virksomheder (de 100.000 selvstændige især) eller ejede varige aktiver. Det er helt legitime måder at spare op og investere.
• Om ATP er et absolut magisk foretagende, der altid sikrer deres kunder det forventede afkast? Er det muligt for dem at begå fejl, så danskerne muligvis er bedre stillede ved selv at vælge, hvordan og hvor meget de vil spare op? Eller er staten så alvidende, at den med sikkerhed kan vælge privilegerede pensionsforeninger? Hvad er dette andet end pensions-socialisme? Ved på denne måde at privilegere ATP centraliserer staten pensionssystemet og gør det mere sårbart overfor fejl og svigt. Et mere mangfoldigt pensionsvæsen ville være langt mere modstandsdygtigt i kommende kriser.
• At det muligvis ikke er givet, at staten vil sænke indkomstskatten, blot fordi det ikke længere er strengt nødvendigt at finansiere folkepension til alle? Har de aldrig hørt om public choice? Skattesatserne er ikke bestemt af, hvor mange penge staten har brug for til klart afgrænsede opgaver. De er bestemt af, hvor stor en andel af befolkningens indkomst og formue, politikerne kan slippe af sted med at berøve dem. De skal nok finde på ting at bruge dem på – prestige-byggerier, “aktivistisk” udenrigspolitik, ubrugelige amerikanske kampfly, indvandring. Opfindsomheden kender ingen ende, når det handler om at bruge skatteydernes penge.
• At indkomstskatten på ingen måde kan siges at være en opsparing, da den finansierer nutidigt forbrug, ikke fremtidsorienterede investeringer? Den skat, der bliver betalt i år, går til at finansiere statens udgifter i år – den bliver ikke investeret. Intet af hvad, staten foretager sig, kan kaldes investering – det er alt sammen forbrug, som Rothbard forklarer: alle statens udgifter går til at tilfredsstille politikeres og bureaukraters præferencer. Dette kan ikke kaldes for investering. Rigtige investeringer har altid til henblik at tilfredsstille forbrugernes præferencer ved at investere i produktionsgoder, producerer og sælge produktet for i sidste ende at sælge forbrugsgoder. Markedet og prissystemet sikrer, at produktionen her altid er rettet mod forbrugernes nutidige og forventede fremtidige præferencer. Statslige aktører har ingen sådanne rettesnor: deres udgifter kan derfor kun siges at tilfredsstille deres egne præferencer, ligegyldigt hvad deres intentioner er. Alle statslige udgifter må derfor klassificeres som forbrug, og det er derfor naturligvis meningsløst at beskrive tvungen skattebetaling som “opsparing”. Skat finansierer forbrug, intet andet.
• At det blot er en yderligere umyndiggørelse af folk på overførselsindkomster, når man på denne måde forvalter deres indkomster for dem? Ville disse grupper ikke være bedre stillet, hvis de fik mulighed for igen at være selvstændige individer, der selv var ansvarlige for deres eget liv? I forvejen udgør folkepensionen et incitament til at spare mindre op – man kan jo regne med, at andre bliver tvunget til at betale for andres pension (ligesom man selv er tvunget til at betale for andres pension nu). En afskaffelse af folkepensionen for alle under 40, f. eks., ville nok gøre det klart for de fleste, at de er nødt til at gøre noget, for at sikre deres alderdom. Så skulle de nok selv, uden statens og CEPOS’s velmenende brug af tvang, spare det op, de synes er tilstrækkeligt.
• At i stedet for at være propaganda-maskine for de regerende socialdemokrater burde borgerlige-liberale intellektuelle hellere angribe ondets rod: fagforeningstyranniet og velfærdsstaten, der tvinger flere hundrede tusinde på passiv forsørgelse?

Det er sådanne tiltag og pressemeddelelser, der får mig til at mene, at CEPOS ikke er en liberal tænketank. De har muligvis indset nogle problemer i den måde, velfærdsstaten er opbygget på, men de er tilfredse med blot at foreslå små ændringer, der styrer samfundet i den retning, de ønsker: mod en mere effektiv, mere dynamisk velfærdsstat med et større “privat” islæt. (Dermed falder de ind under, hvad Hoppe beskriver som social ingeniørkunst: konstante “reformer” og “videnskabelige” tiltag, der skal dreje samfundet i en mere gavnlig – ifølge d’herrer eksperters opfattelse – retning). Deres obligatoriske pensionsreform er jo alt andet end en liberal reform af pensionsvæsenet: de ønsker blot at bytte en socialistisk pensionsform (folkepensionen) ud med en korporatistisk-fascistisk, nemlig tvungen pension i “privat” regi.

Det er naturligvis en provokation, at kalde det for fascisme. Det er evigt populært på venstrefløjen at kalde enhver til højre for SF for fascist, men det betyder ikke, at fascismen ikke havde et konkret økonomisk program. Hvor rendyrket socialisme sigter mod åbent statseje og kontrol over samfundet, var fascisterne villige til at bevare udseendet af privat ejendom, hvis ikke realiteten, og styre økonomien gennem privilegerede korporationer, der skulle styre hver deres samfundssektor. Er det ikke præcis det, regeringens politik og CEPOS’s forslag går ud på? At tvinge folk til at spare op gennem ATP, som på denne måde ikke behøver overbevise potentielle kunder om at vælge netop dem som pensionsforvalter. ATP bliver på denne vis hele Danmarks officielle pensionsforening, med særligt gunstige bånd til statsmagten og kors og bånd og stjerner til direktionen (for ikke at tale om den højere løn der må tilfalde forvalterne af den ved tvang fremskaffede pensionsformue – det er jo kun rimeligt!)

Vil dette tiltag øge danskernes pensionsopsparing? De ca. 1,1 millioner, der vil blive berørt, vil være tvunget til at betale til ATP. Men dette betyder, at de vil spare mindre op frivilligt, da de nu forventer pension fra ATP. Derudover må det huskes, som allerede nævnt, at det kan være med god grund, nogle fravælger pensionsopsparing i visse perioder og under visse forhold. Hvis iværksætteren skal tvinges til at indbetale – CEPOS foreslår allernådigst at bevilge henstand – vil han have de penge færre at investere i sin virksomhed. Det er ikke uden betydning for hans chancer for succes. Lønmodtagere i 20’erne, der kun lige er begyndt på deres karrierer, fravælger måske opsparing i de første år. De tjener ikke så meget – den højere løn kommer som regel med erfaringen og den deraf følgende højere produktivitet – og der er mange ting at bruge penge på, når man er ung. Ikke kun frivol hedonisme, men bil, hus, bryllup. Hvis unge lønmodtagere tvinges til at spare mere op har de ikke kun de færre midler til deres nutidige forbrug, de vælger måske også at udskyde deres egen frivillige pensionsopsparinger. De har jo allerede en pæn lille formue hos ATP, så hvorfor ikke more sig et par år længere?

Det er som sagt svært at sige noget mere konkret ud fra de tal, CEPOS fremlægger, men jeg mener ikke, man kan konkludere, at der vil blive sparet mere op, hvis man indfører CEPOS’s version af en tvungen pensionsopsparing. Det er muligt, de har ret i, at det vil føre til større formuelighed – men hvad liberalt er der i at forsøge at påtvinge samfundet en kunstig lighed?

Hvordan ville en virkelig liberal pensionsreform se ud? Det er for stort et spørgsmål til at jeg kan besvare det i nogle få sætninger, men målet må være klart: et frivilligt og ikke-statsligt pensionsvæsen. Man kunne f. eks. afskaffe folkepensionen helt for folk under 40, og overdrage statslige aktiver til folkepensionisterne og kommende pensionister. Det ville være relativt simpelt at udregne nutidsværdien af den forventede pensionsbetaling for alle, og så overdrage aktiver, der ca. ville svare til det beløb. De forhenværende pensionister ville så være frit stillet, om de ville drive de statslige aktiver videre i privat regi – det kunne f. eks. være statsskovene eller sygehuse, der var tale om – eller sælge deres andele på det åbne marked til folk, der var interesseret i at gøre det. Nogle aktiver – landområder, bygninger og den slags – ville bare blive solgt stykvis, mens andre ville blive organiseret og drevet i private selskaber.

På den måde ville man sikre alle dem, der er afhængige af folkepensionen, en indtægt i deres alderdom, og dem, der ikke fik del i udlodningen af statslige aktiver, ville have tid til selv at spare op. Som en behagelig sidegevinst ville meget offentlig ejendom og mange offentlige aktiviteter også blive privatiseret. Hvad kunne være skønnere end det?

Højst sandsynligt vil der være nogen, der sparer meget lidt eller slet intet op til deres alderdom. Det er bare ikke et politisk problem eller en statslig opgave. Samfundsborgerne ville blot stå overfor et valg: vil vi hjælpe disse fattige ældre frivilligt, eller vil vi lade dem leve en kummerlig tilværelse, om det så er selvforskyldt eller ej? Jeg er selv rimelig overbevist om, at de fleste danskere er så næstekærlige, at der vil være en overflod af frivillige midler til at hjælpe de få, der står uden midler i alderdommen.

[D]en normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret.

Og at protektionisme er en begrænsning af den private ejendomsret:

Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Konklusionen er også eminent, da Bjørnskov med få ord slår det frie markeds økonomiske såvel som moralske overlegenhed fast:

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med.

Alt det er meget godt, men det er ikke lutter idyl. Der er to store problemer ved international handel, som ofte bliver druknet i den offentlige debat om emnet. Det første er, at vi langt fra lever i en tid og på et kontinent, der går ind for frihandel. Det andet er, at selvom frihandel er et gode, så er det langt fra økonomisk eller moralsk forsvarligt at have offentlige puljer og kontorer, der støtter international handel.

Hvis vi tager det sidste først: Der er i dag masser af eksportstøtte, hjælp til at bryde ind på nye markeder og generel bistand fra statens side til eksporterhvervene. Der er f. eks. Eksportrådet, der står klar til gratis at yde virksomheder bistand med at komme ind på nye markeder. Der er Eksportkreditfonden, der står klar til at hjælpe eksportvirksomheder med finansiering, garanterede lån o.s.v. Eller hvad med IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, der sørger for rådgivning og risikovillig kapital til virksomheder, der vil gøre forretning i udviklingslande og bidrage til deres økonomiske og sociale udvikling? Der er mange flere, som denne liste viser.

Men hvad er problemet? Hvis handel er godt, så er det vel bedre, at staten bruger sine midler på at øge handlen i stedet for på mindre samfundsgavnlige tiltag. Sagen er, at når staten gør det lettere og billigere at få adgang til udvalgte markeder, så bliver hele samfundsøkonomien skævvredet til fordel for de virksomheder, der er aktive på de markeder. Det kan godt være, at nogle formuer bliver skabt som følge af et samarbejde med en lokal ambassade, men det er ikke ensbetydende med, at eksportstøtte er godt for hele samfundet. For ligesom protektionisme hindrer den internationale arbejdsdeling, så kan en økonomi blive for integreret i verdensøkonomien. Når samhandel er et gode, skyldes det, at nogle lande er bedre til at producere nogle varer end andre (loven om absolutte fordele), og at selv i tilfælde, hvor et land er mindre produktivt i alle dele af økonomien, vil det stadig være gavnligt for landets indbyggere og for resten af verden, hvis landet specialiserer sig i den produktion, hvor dets produktivitet er højest. Det er en generel lov, der gælder både for individer og lande (se Mises’ bemærkninger om “The Ricardian Law of Association” Human Action s. 158-60).

Hvis det bliver billigere at handle og investere på et marked som følge af statsstøtte, kan følgen være, at virksomheder, der ellers var rentable og i virkeligheden betjente forbrugerne bedre end de støttede virksomheder, bliver drevet ud af eksistens. Vi kan f. eks. antage, at der ydes støtte til kaffeproduktion i Østafrika og direkte eksport til Danmark derfra. I virkeligheden er forholdene sådan, at det bedre kan betale sig for danske kaffeforhandlere at købe deres kaffe af en europæisk mellemhandler, f. eks. i Hamburg eller Rotterdam, men fordi den direkte handel støttes, ser det ud som om, det er en god forretning at investere i Afrika. Vi får derfor en situation, hvor dele af verdensøkonomien bliver direkte integreret på bekostning af mere lokale markeder og producenter.Rådgivningen betyder alt andet lige, at forretningsfolk har bedre information om de udvalgte lande, hvor staten tilbyder rådgivning. Hvis virksomhederne selv skulle betale for at finde information om potentielle markeder og investeringsmuligheder ville deres søgen være anderledes: i så fald ville den være begrænset af dels omkostningerne på den ene side, dels den forventede profit på den anden. Man ville kort sagt investere i de mest profitable lande først og kun eksportere, hvis der forventedes en større profit i fjerne lande end på hjemmemarkedet. For så vidt som det er staten, der står for rådgivningen, er denne styret af alle mulige ikke-kommercielle hensyn: forholdet til fremmede magter og så videre.

Derfor, hvis der er en kerne af sandhed i de forskellige antiglobaliserings-bevægelser, er det denne: at der er en grænse for, hvor vidtgående den globale arbejdsdeling og integration kan være under givne forhold, og der er ikke noget vundet ved kunstigt at øge profitten ved international handel. Selv hvor støtten er begrænset til rådgivning, giver det stadig problemer i markedet.

Dertil kommer naturligvis den moralske dimension. For det første lever støttemodtageren på skatteborgernes bekostning. Det har han lige så lidt krav på som nogen anden. For det andet betyder støtte-ordninger, at det ikke længere udelukkende er eksportørens og den internationale investors sans for bedst at allokere knappe ressourcer, der afgør, om han tjener penge eller ej. De evner, der skal til for at søge støtte og som belønnes med statslige midler er nogle helt andre, end dem der fører til succes på det frie marked. Det er projektmagere, der kan begå sig på bureaukratisk lingo, ikke iværksættere, der risikerer deres egen kapital, som vil vinde ved den slags ordninger.

Det andet problem i den moderne frihandelsdoktrin er, at meget reel protektionisme slipper uden synderlig påtale. Det er ikke noget, der er genopstået med Donald Trump eller de nationalkonservative. Der er jo mange, der kritisere EU i disse år, men næsten ingen påpeger, at det er langt fra en frihandelszone. Det er tværtimod en toldunion: et kartel af stater, der er gået sammen om at sikre reguleret handel på det indre marked og så lægge told på varer, der kommer fra ikke-medlemslande. At toldmuren ikke er ubetydelig, viser tallene: i 2015 indbragte tolden ved EU’s ydre grænser 23,3 mia. euro. Det burde være klart, at sådan en mur forhindrer den naturlige økonomiske integration mellem lande, der er medlem af EU, og dem, der ikke er.

EU’s indre marked er et emne for sig, men såkaldt harmonisering er den politik, der i høj grad forhindrer sand frihandel også inden for EU. Den opstod i kælvandet på Cassis de Dijon-sagen, som netop sikrede udstrakt frihandel i det daværende EF. Harmonisering betyder som regel standardisering til et niveau – sjovt nok fransk eller tysk industri – som fattigere lande ikke kan matche. Derfor får de vesteuropæiske lande reelt en konkurrencefordel i forhold til de syd- og østeuropæiske, en fordel som sydeuropæerne tidligere afhjalp ved hjælp af inflation (med alle de problemer, det skaber), og som central- og østeuropæerne overkommer ved generelt at have friere markeder og lavere skatter.

Det er ikke bare toldmuren, som støder imod frihandelsdoktrinen. Det gør også de utallige sanktioner, som Danmark, gennem EU, har pålagt handel med forskellige lande. Det seneste og mest kendte eksempel er sanktionerne på handel med Rusland. Hvad end man synes om russisk politik, så er den slags “straf” skadelig for samfundsøkonomien, i Danmark som i Rusland. Men Rusland er langt fra det eneste tilfælde, som EU’s egen udførlige dokumentation tydeligtgør. Der er f. eks. en omfattende embargo af Syrien. Igen, hvad end man mener om den syriske borgerkrig, så er det indiskutabelt, at menigmand i Syrien ikke bliver hjulpet af, at de ikke kan eksportere råolie eller importere forskellige reservedele og komponenter, som denne historie fra The Intercept fra sidste september beskriver. Dertil kommer de store problemer, som forbud mod finansielle transaktioner udgør for samhandelen. Det kan godt være i givne tilfælde, at det rent nominelt kun er enkelte varer, der ikke må eksporteres eller importeres til et givent land, men fordi det er forbudt at have finansielle transaktioner er samhandelen reelt forbudt med sådanne lande. Det er nærmest kun lokale markeder, hvor købmanden møder op personligt med sine varer og modtager betaling kontant, der kan fungere. Og da købmanden oftest vil betales i gangbar mønt – dollars, euro, guld, yen o.s.v. – bliver det sværere og sværere at afholde selv den slags primitive basarer.

Den moralske fordømmelse af den slags toldmure og embargoer burde være enstemmig. Det kan ikke være moralsk, at Igor og Ole skal forhindres i at handle med hinanden, bare fordi Lille Lars med rette eller urette, det er sagen uvedkommende – er sur på Stygge Vladimir. Politikere må naturligvis have alle de sym- og antipatier, de vil, men det giver ikke nogen mening, at det skal gå ud over alle andre. Det er en illusion at tro, at sanktioner og embargoer går ud over de herskende klasser. Herskerne kan altid find deres luksusvarer på det sorte marked (Scott Hortons nylige interview med Cato Institutes Doug Bandow angående Sudan dokumenterer netop dette). Det er ganske almindelige mennesker, der hver gang betaler omkostningerne i form af højere priser på de fleste varer og mangel på varer, som ikke produceres i landet.

Det er glædeligt, at der er så mange, der synes at være for frihandel. Men det er vigtigt at gøre det klart, hvad der er reel frihandel og hvad der blot er nymodens merkantilisme i form af beskyttede markeder, toldmure og eksportstøtte. Det sidste har vi alt for meget af, og det har alt for længe fået lov til at posere som frihandel. Sand frihandel har i sidste ende intet med overstatslige institutioner og mellemstatslige aftaler at gøre. Det handler bare om hverken at hindre eller støtte samhandelen over grænserne. Det ville i sandhed være en moralsk handling, hvis en politiker bare blandede sig uden om under det gamle og evigtgyldige liberale motto: laissez-faire!

Det ser dermed ud som om vi kan vente os en sænkning af indkomstskatten af den ene eller anden slags i løbet af efteråret eller vinteren. Betyder det nødvendigvis, at vi skal bifalde den foreslåede skattepolitik, eller at vi kan forvente de konsekvenser, som foreslagsstillerne stiller os i udsigt?

Det må først og fremmest gøres klart, at en hver skattelettelse øger den enkelte skatteborgers velfærd. Han har nu mulighed for at forfølge sine egne mål i højere grad end før. Rothbards artikel om velfærdsøkonomi udtrykker ideen klart. Efter at have argumenteret for, at kun frivillige handlinger kan kaldes velfærdsøgende, skriver Rothbard:

“We conclude therefore that no government interference with exchanges can ever increase social utility. But we can say more than that. It is the essence of government that it alone obtains its revenue by the compulsory levy of taxation. All of its subsequent acts and expenditures, whatever their nature, rest on this taxing power. We have just seen that whenever government forces anyone to make an exchange which he would not have made, this person loses in utility as a result of the coercion. But taxation is just such a coerced exchange. If everyone would have paid just as much to the government under a system of voluntary payment, then there would be no need for the compulsion of taxes. Given the fact that coercion is used for taxes, therefore, and since all government actions rest on its taxing power, we deduce that: no act of government whatever can increase social utility.”¹

Altså, det betyder ikke noget, at staten efter en skattelettelse ikke har samme mængde penge til “velfærd” som før, da statens ydelser er baseret på tvang og derfor ikke rationelt kan kaldes velfærdsforøgende. Sagt på en anden måde: det er forkert at tale om, at skattelettelser skal finansieres, da beskatningen er finansieringen af staten. Og hvis ikke dem, der finansierer et foretagende (skatteborgerne), gør det frivilligt, men tværtimod ville trække deres støtte, hvis de kunne, er det klart, at foretagendet ikke anses for at være værdifuldt eller produktivt.

Ændringer af den progressive lønbeskatning i Danmark diskuteres næsten altid ud fra to beslægtede mål: hvilken effekt den foreslåede ændring vil have på beskæftigelsen; og hvad effekten vil være på det totale skatteprovenu. Altid er antagelsen, at begge dele skal være så høje som muligt. Denne antagelse er falsk. Det kan ikke i sig selv være et godt formål at øge statens indtægter, hvis ikke man rationelt kan argumentere for, at staten bruger midlerne gavnligt for borgerne – og hvis vi accepterer Rothbards forståelse af velfærdsøkonomi, er den mest gavnlige brug af skatteindtægterne den, skatteyderne ville have valgt frivilligt. Altså er det optimale skatteprovenu ud fra en social velfærdsbetragtning nul.

Ønsket om øget beskæftigelse ved hjælp af lavere indkomstskat er også centralt i de fleste diskussioner om skattelettelser. Det er ofte for at maksimere antallet, der betaler skat og minimere antallet, der får overførselsindkomster, at der argumenteres for at beskæftigelsen vil stige som følge af en skattenedsættelse. Det er bare overhovedet ikke sikkert, at dette ville være konsekvensen.

Hvis vi tager en enkelt lønmodtager i isolation kan vi se, at der er tre mulige handlinger, han kan tage som følge af en skattelettelse:

1. Han kan arbejde mere, da marginalskatten er lavere og grænsenytten af de ekstra timers løn derfor nu er højere end hans alternativomkostninger;
2. skattelettelsen har ingen indflydelse på hans adfærd; og
3. han arbejder nu mindre, da han kan få samme løn for mindre indsats og sætter højere pris på ekstra fritid frem for større lønindkomst.

I denne tid taler vi helt konkret om at sænke topskatten. Det er klart, at for en gruppe mennesker betyder topskatten, at de vælger at blive på et lavere løntrin og nyde andre, ikke-beskattede goder – som regel ekstra fritid – fremfor at yde den ekstra indsats, der ville give dem en løn, de skulle betale topskat af. Grænsenytten af den ekstra løn minus den højere beskatning er simpelthen ikke nok til at overkommer deres alternativomkostninger.

Bortset fra denne gruppe er det dog begrænset hvad indflydelse en sænkning af topskatten vil have på beskæftigelsen. For mange i fuldtidsjob – og nok især for dem, der betaler topskat – skal der enormt meget til for at forsømme deres hjemmeliv mere, end de gør i forvejen. Der vil selvfølgelig være nogle, som vil være villige til at arbejde ekstra, men den øvre grænse for, hvor meget de fleste er villige til at arbejde, kan ikke ligge uendeligt langt fra deres reelle arbejdstid. Det følgende diagram illustrere det meget godt:

De fleste mænd i fuldtidsarbejde arbejder tæt på eller over 40 timer om ugen, mens kvinder i gennemsnit har en arbejdstid omkring 35 timer. Umiddelbart kunne man tro, at mens en skattelettelse ikke ville have den store effekt på mænds beskæftigelse, ville flere kvinder øge deres arbejdstid, især når man tager i betragtning at mænd er stærkt overrepræsenteret når det handler om at arbejde mere end 37 timer om ugen:

Problemet med denne forventning er, at langt de fleste mennesker ikke lever alene for sig selv, men i partnerskab med (mindst) en anden. Derfor må man tage hensyn til husstanden som enhed, til hvordan mand og kone sammen tilrettelægger deres liv, når man analyserer de mulige konsekvenser af lettelser i topskatten. Det er derfor meget muligt, at i husstande med en højtlønnet og en lavtlønnet vil en nedsættelse af marginalskatten medføre, at den højtlønnede arbejder mere, mens den lavtlønnede går på deltid eller helt træder ud af arbejdsmarkedet, da de beslutter sig for at den ekstra fritid og omsorg for familien som helhed er bedre end den ekstra lønindkomst.

Vi kan altså ikke sige med sikkerhed, hvilke konsekvenser en sænkning af marginalskatten får for arbejdsudbuddet. Det afhænger helt af arbejdernes præferencer. Vi kan dog påpege nogle af de andre konsekvenser af progressiv beskatning, som en skattelettelse ville formilde.

For det første gør progressiv beskatning markedet mere rigidt. “Gamle” penge, etablerede firmaer og forretningsmænd, har ikke længere så meget at frygte fra opkomlinger og udfordrere. De midler, som udfordrerne skulle bruge til at etablere deres egne virksomheder, kan de ikke længere spare op af deres egen indkomst. De etablerede firmaer, der uden en progressiv beskatning ville være under konstant pres for at tjene forbrugerne, så de kunne bevare deres markedsposition, kan nu tillade sig at blive mere satte og rigide og blot nyde renten af deres allerede akkumulerede kapital.

Mises (Human Action, s. 804-5) har beskrevet denne dynamik meget klart:

Every ingenious man is free to start new business projects. He may be poor, his funds may be modest and most of them may be borrowed. But if he fills the wants of consumers in the best and cheapest way, he will succeed by means of “excessive” profits. He ploughs back the greater part of his profits into his business, thus making it grow rapidly. It is the activity of such enterprising parvenus that provides the market economy with its “dynamism.” These nouveaux riches are the harbingers of economic improvement. Their threatening competition forces the old firms and big corporations either to adjust their conduct to the best possible service of the public or to go out of business.

But today taxes often absorb the greater part of the newcomer’s “excessive” profits. He cannot accumulate capital; he cannot expand [p. 809] his own business; he will never become big business and a match for the vested interests. The old firms do not need to fear his competition; they are sheltered by the tax collector. They may with impunity indulge in routine, they may defy the wishes of the public and become conservative. It is true, the income tax prevents them, too, from accumulating new capital. But what is more important for them is that it prevents the dangerous newcomer from accumulating any capital. They are virtually privileged by the tax system. In this sense progressive taxation checks economic progress and makes for rigidity. While under unhampered capitalism the ownership of capital is a liability forcing the owner to serve the consumers, modern methods of taxation transform it into a privilege.²

Det går altså ud over forbrugerne – alle samfundsborgerne – når skatten bliver for progressiv og økonomien bliver mere rigid. Det er værd at gentage, som Mises skriver, at med mindre der er tale om en direkte konfiskation af formuer og al kapital, så betyder progressiv beskatning at etablerede formuer bliver beskyttede. De rige lider ganske vist også under, at økonomien som helhed er mindre produktiv og der derfor ikke fremstilles lige så mange luksusgoder, men til gengæld behøver de ikke længere anstrenge sig i samme grad for at bevare deres formuer. Middelklasse og arbejderklasse bliver måske mere “lige” – men overklassen bliver til gengæld en priviligeret kaste. Socialister fremfører progressiv beskatning netop som en måde at bekæmpe ulighedens påståede onde på, men selv hvis dette var et nobelt og etisk mål, så er midlet helt utilstrækkeligt og burde forkastes også af socialister.

En anden væsentlig følge af progressiv beskatning er, at opsparingen og dermed investeringerne i økonomien falder. Årsagen er simpelthen den, at den enkelts opsparing er udtryk for hans tidspræferencer. For at en opsparer skal opgive noget af sin indkomst nu og dermed mindske sit forbrug forventer han en større fremtidig gevinst. Der vil altid være en hvis uoverkommelig præference for nutidigt forbrug, om ikke andet så vil intet fremtidig forbrug kunne opveje at man sulter sig selv ihjel nu. Jo flere midler (penge) man har til nutidigt forbrug, jo længere ned på sin værdiskala kommer man, og jo højere bliver værdien af fremtidigt forbrug i forhold til nutidigt. Derfor betyder en højere nutidig indkomst, at man vil opspare mere. Jo højere indkomst, desto større andel af den sidst tjente krone går til opsparing og investering i stedet for til forbrug.

Rothbard (Man, Economy and State s. 444) udtrykte det nok klarere end jeg:

A lower money stock will cause a higher time-preference rate for any unit of money remaining in his possession, until finally his timepreference rate will rise to infinity when the money stock—or rather, the money for consumption—is low enough.

Og:

[I]t is not his money stock that is relevant to his time
preferences, but the real value of his money stock. In the ERE,
of course, where the purchasing power of the money unit
remains unchanged, the two are identical. Ceteris paribus, an
increase in his real income—real additions to his money stock—
will lower the time-preference rate on his schedule.³

Rothbard selv (MES s. 916) påpegede konsekvensen for opsparing af indkomstskatter:

There is another, unheralded reason why an income tax will
particularly penalize saving and investment as against consumption. It might be thought that since the income tax confiscates a certain portion of a man’s income and leaves him free to allocate the rest between consumption and investment, and since time preference schedules remain given, the proportion of consumption to saving will remain unchanged. But this ignores the fact that the taxpayer’s real income and the real value of his monetary assets have been lowered by paying the tax. We have seen in chapter 6 that, given a man’s time-preference schedule, the lower the level of his real monetary assets, the higher his time-preference rate will be, and therefore the higher the proportion of his consumption to investment.

Hertil kan vi kun tilføje, at en progressiv beskatning kun forstærker denne effekt af al indkomstbeskatning, da man bliver beskattet ekstra af netop den del af ens indkomst, som ellers hovedsageligt ville blive opsparet og gå til fremtidigt forbrug.

En lettelse af topskatten er altså ikke bare en foræring til de rigeste, eller en måde at øge beskæftigelsen eller et forsøg på at finde det optimale punkt på Laffer-kurven. En lettelse af skatten på indkomst vil medføre et mere fleksibelt dynamisk marked, da fremadstormende entreprenører og forretningsmænd lettere kan skabe deres egen startkapital, en større opsparing og dermed flere investeringer og en mere produktiv økonomi, og muligvis også større fritid, om ikke for den enkelte lønmodtager, så dog for hans eller hendes ægtefælle.

Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.

Nu har vi så Panama-papirerne, hvor en skønsom blanding af forretningsfolk og mangemilliardærer, konger og politikere, fodboldspillere og filmstjerner bliver udstillet som skatteunddragere. Det er jo altid morsomt at se, hvordan folk, der bruger det meste af deres tid på at ødsle andres penge væk, bliver udstillet som hyklere, men det er værd at bemærke, at det ikke er disse, den kommende bekæmpelse af skattely vil gå ud over. DR’s dokumentarchef er sikkert oprigtig, når han hævder, at det ikke er en tilfældig tandlæge, der gemmer et par hundrede tusinde, der er interessant – men det er ham og tusinder som ham, hvis muligheder for at bevare deres formuer bliver indskrænket.

For tag ikke fejl: modsat hvad stort set alle verdens mægtige påstår (hvor egen Lars Løkke Rasmussens udgydelser er, desværre, meget repræsentative), så er skatteunddragelse og -undgåelse både moralsk rigtigt og samfundsgavnligt. (Bobby Casey fra Global Wealth Protection har et udmærket kort resumé her.)

Hvis vi tager det moralske først, så er der næppe nogen der vil betvivle, at man har ret til frugten af sit arbejde. For hvis ikke man selv har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop, hvem har så? Hvis en anden har ret til at bestemme over en, er der tale om slaveri – en tilstand ingen, så vidt jeg ved, forsvarer. Der er kun to andre muligheder: enten har alle en lige ret over alles person, hvilket betyder, at man først skal have alles samtykke, inden man gør noget som helst. Men dette er umuligt, for at give samtykke til noget er i sig selv en handling og kræver derfor forudgående tilladelse fra alle andre, en tilladelse som de for deres vedkommende kun kan give efter at have fået lov af alle, o.s.v. Den sidste mulighed er, at ingen har ret til noget. Men dette betyder anarki og kaos, da de stærkeste og mest hensynsløse så kan tilegne sig alt, hvad de magter at røve, uden at man kan komme med rationelle indvendelser imod det. Som Jyske Lovs fortale lyder: var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Altså må også denne mulighed forkastes, dels fordi den umuliggør fredeligt samkvem, dels og mere væsentligt fordi den betyder opgivelsen af al fornuft til fordel for rå vold.

Hvis man altså selv har retten til ens person og til frugten af ens arbejde, så følger det, at man har den fulde ret til hvad ens handlinger måtte frembringe (og omvendt, at man selv må tage straffen og betale den fulde erstatning, hvis man krænker andres ret eller påfører dem skade). Hvor kommer skattebetaling ind her? Det gør den kort sagt slet ikke – at man skal betale skat er blot konsekvensen af, at magthavere til alle tider ikke har respekteret borgernes rettigheder som frie mennesker, men har ønsket at leve på deres bekostning og at bestemme, hvordan de skulle leve deres liv og bruge deres midler.

Nogle gange hører man argumentet, at staten yder en helt masse tjenester, som kommer samfundet til gode, og at alle derfor er forpligtet til at betale til statens underhold. Det første er rigtigt, men konklusionen følger ikke. Hvorfor skal alle betale for alt, og hvorfor skal de betale proportionalt med deres indkomst? Proportionalitet i beskatning er blot, som Rothbard skrev, røverens princip: “taking where the taking is good.” (Man, Economy and State with Power and Market, s. 1231 – Rothbard skriver her mere snævert om “ability-to-pay” princippet, som synes at være et af hovedargumenterne for progressivitet eller proportionalitet i beskatningen. Det andet er naturligvis misundelse.) Alle skal naturligvis heller ikke betale for alle ydelser, men kun for dem, de bruger. Lad de syge derfor betale for deres behandling, de gamle for deres pensioner og plejehjem, forældre for deres børns uddannelse, bilister for motorveje, naturelskere for naturbeskyttelse. Det er ikke blot moralsk, det vil også føre til en langt bedre kvalitet og et udbud mere i overensstemmelse med folks reelle ønsker.

Altså er det moralsk at “snyde” i skat, men er det også samfundsgavnligt? Ja – i høj grad. For jo flere, der undviger skattevæsenets lange klør, desto færre midler har staten og politikerne at gøre godt med. På kort sigt kan et fald i skatteindtægterne opvejes af lån, men da statens kreditværdighed i det lange løb er afledt af dens evne til at indkræve skat, vil mindre betalt skat i det lange løb føre til mindre statslig virksomhed. Dette er et gode, da statslig virksomhed antager to former: enten er det ting, der slet ikke burde gøres (se f. eks. her eller her), eller det er ting, som burde gøres, men som staten ikke burde stå for, da det klares meget bedre på det frie marked og i civilsamfundet. Samtidig vil ens gemte formue i skattelyet blive investeret produktivt, og man bidrager dermed dobbelt til den almindelige velstand: dels ved at udsulte den uproduktive stat, dels ved at hjælpe med at opbygge kapitalapparatet i ens skattely, eller i et helt tredje land, hvis det er en mulighed. Dette kommer i sidste ende også den almindelige dansker til gode, da stigningen i investeret kapital vil føre til større produktion, hvilket vil føre til flere varer på markedet for den almene forbruger. Da vi trods alt lever i en verden med en veludviklet international handel, vil dette så i sidste ende betyde prisfald og større vareudbud også for danskerne. Og selv hvis det ikke gør, har man gjort dem en tjeneste ved at begrænse statens muligheder.

Endelig til slut: selvom jeg mener, at det er en moralsk og fædrelandskærlig gerning at begrænse ens skattebetaling, skal man altid huske, at der er en risiko for at blive fanget. Skatteunddragelse og ulovlig våbenbesiddelse er de to “forbrydelser”, der er farligst for staten, og de bliver derfor begge straffet hårdt. Derfor må man selv vurdere, om man tør tage chancen og undgå at bidrage til fædrelandets fordærv, eller om man vil betale beskyttelsespenge, så man ikke pludseligt en dag skal ind og ruske tremmer.

Man kunne let få den tanke, når man ser serien, at der i et frit erhvervsliv er mange, der vil gøre hvad som helst for at rage til sig. Grådighed florerer sikkert her som så mange andre steder i samfundet, og der er ingen grund til at tro, at der ikke begås underslæb, dokumentfalsk og bedrageri i dansk erhvervsliv. Derfor kan serien naturligvis også ses som en fortælling om netop dette, og det fremgår serien igennem at Energreen, som er selskabet, hvori bedrageriet begås, er en respekteret del af dansk erhvervsliv – tænk bare på formanden Knud Kristensen, der serien igennem tituleres med et møllersk “hr.” At det ikke er den barske konkurrence på det frie marked, men derimod statens indblanding i det private erhvervsliv, der fører til bedrageri, fremgår dog af to væsentlige punkter: for det første at et af bedragene er såkaldt front-running; for det andet at bedraget foregår i den stærkt stats-regulerede og ikke mindst -støttede vind- og energisektor.

Hvis vi tager front-running først, så er der næppe tvivl om, at dette ofte er en uetisk praksis. I al sin enkelthed går det ud på, at en mægler lægger sine egne ordrer ind inden sine klienters, og dermed høster den kursgevinst, der måtte være. Han kan f. eks. lægge sine egne ordrer ind på aktier, som han kan se, at mange er interesserede i at købe, og dermed købe dem til en lavere pris, inden kursen stiger. Alternativt kan der være tale om, at mægleren høster gevinsten af information, han endnu ikke har givet videre til sine klienter – især fra mæglervirksomhedens analyseafdeling. Dette er klart uetisk, da mægleren i dette tilfælde lukrerer på sine kunders tillid til ham. Der kan f. eks. være tale om, at mæglerens firma snart vil offentliggøre en rapport, der anbefaler køb af et givent aktiv, og at mægleren selv køber op inden offentliggørelsen.

Problemet er, at uetisk ikke er det samme som kriminelt. Mægleren svigter sine kunders tillid, ja; men hvis ikke front-running eksplicit er udelukket i den kontrakt, der er mellem mægler og kunde, er det ikke en krænkelse af kundens ret. Vi kan f. eks. forestille os, at mægleren modtager en helt masse ordrer på køb af en aktie så længe prisen er under kurs 100. Er det kriminelt, hvis han vælger selv at købe nogle i kurs 95, inden han har eksekveret alle kundernes handler? Hvad hvis hans egen vurdering af aktien er, at alt over kurs 95 er overpris? Alle prisvurderinger er subjektive, og selvom det viser sig at kurs 100 var den rigtige pris, er det umuligt at bevise, at mægleren simpelthen bare tog fejl i sin egen vurdering. Eller hvad med spørgsmålet om information. For det første afhænger videns værdi ofte af, hvornår man har den. Det kan med andre ord være umuligt at opnå den arbitrage-gevinst, en ny analyse afslører, hvis man skal vente på, at analysen er sendt rundt til alle ens kunder, og de har haft tid til at læse og fordøje den. For det andet er der igen et stort subjektivt element – nogle kunder anser måske mæglerens analyser som det rene nonsens og bruger ham bare til at eksekvere deres egne handler, andre følger slavisk alle firmaets handelsanbefalinger. Dette er igen et vurderingsspørgsmål. Hele ideen om ikke at bruge den viden, man har, inden den er delt med andre, er en konsekvens af at se “perfekt konkurrence” som en forudsætning for efficiente markeder. For at sikre en korrekt prissætning, hævdes det (blandt andet), skal alle markedsaktører have perfekt information om alle relevante forhold. En væsentlig pointe ved markedet er dog, som Hayek forklarede i 1945 (The Use of Knowledge in Society), at individer med forskellig viden, der handler frit på markedet, koordinerer deres handlinger og opnår et harmonisk og profitabelt udkomme.

Det andet bedrag i serien er i modsætning til front-running tydeligvis kriminelt. Direktionen og bestyrelsesformanden pumper værdien af Energreens vindmølleparker i vejret ved at byde dem op gennem skuffeselskaber og lignende, alt imens de selv skummer fløden. Aktionærer og investorer sidder tilbage med en lang næse, da Energreen endelig går konkurs og det kommer frem, at selskabet er tømt for værdi. En sådan sag kan i princippet sagtens forekomme i et frit erhverv – sagen om Nordisk Fjer synes et klart eksempel – men at dramaet foregår i en branche der kun eksisterer på grund af statsstøtte øger sandsynligheden for bedrageri væsentligt. Navnet – Energreen – leder også tankerne hen på den store svindelsag i det amerikanske firma Enron tilbage i 2001. Hvorfor betyder det noget, at bedraget foregår i et selskab der nyder godt af massiv statsstøtte og opererer på et kunstigt marked? Fordi et sådant selskab er fjernet fra den økonomiske virkelighed og markedets disciplin – for det handler succes om at komme tæt på magthavere og opnå særlige privilegier og en statsgaranteret indtjening, ikke at tjene forbrugerne ved at tilbyde dem den bedst mulige og billigst mulige vare. Det er psykologisk og kulturelt meget lettere for direktionen i et sådant selskab at bedrage investorerne, for de bedrager i forvejen hele resten af samfundet. Det er også lettere at værdisætte aktiverne i et sådant firma til en kunstigt opskruet pris, da selve grundlaget for prisdannelsen er kunstig: selvom Energistyrelsen skriver lange og grundige notater om fremtiden for grøn energi, er det helt arbitrært om vindmølleejerne får 1,- eller 1,20 mere per kWh, og så længe indtjeningen afhænger af denne præmie er den kapitaliserede værdi af den fremtidige indtjening også helt arbitrær – for vedbliver statsstøtten i mange år, stiger den eller falder den, vil virksomheden blive ved med at være i kridthuset hos magthaverne, o.s.v. o.s.v.

Bedrag kan med andre ord ses som en anklage mod en betændt og surreel branche, der lever ved de herskende klassers særlige gunst parasitært på den almindelige el-bruger. Serien er dog næppe tænkt sådan, men det er dog interessant at DR’s reklamer for næste sæson afslører, at denne udspiller sig i den branche, der er tættest på magten i Danmark – nemlig bankverdenen. Bedrag og svindel vil altid være en del af hverdagen, men hvis det skal udspille sig i stor skala, kræver det statsmagtens samarbejde og velsignelse.