Desværre havde jeg alt for meget materiale, så jeg nåede kun igennem ca. 2/3 af hvad jeg gerne ville, men jeg tror, det jeg fik sagt, virker nogenlunde sammenhængende. Men da jeg optog det, har den store offentlighed nu selv mulighed for at bedømme det!

Jeg nævnte undervejs et par artikler, her er de fulde titler og links for evt. interesserede:

Karl Friedrich Israel: “Pawel Ciompa and the Meaning of Econometrics: A Comparison of Two Concepts” Link til offentlig version

Murray N. Rothbard: “Law, Property Rights, and Air Pollution”

Mine kommentarer til oplægget

Jeg ved ikke, hvor godt diktafonen fik fat i spørgsmålene efter mit oplæg. Jeg fik spørgsmål om østrigernes syn på brugen af matematiske metoder i økonomi, om eksternaliteter og offentlige goder, og om socialisme og syndikalisme. Jeg synes selv, jeg svarede rimeligt på de fleste spørgsmål, dog kunne jeg have været lidt tydeligere med spørgsmålet om global opvarmning – så det vil jeg råde bod på her:

Hvis man accepterer at global opvarmning er en negativ eksternalitet/at det er et offentligt gode at undgå det (hvilket jeg i sig selv mener stadig er et åbent spørgsmål), følger det ikke at staten skal gøre noget ved det. Det er et logisk spring af dimensioner at konkludere, at kun staten kan gøre noget ved problemet. Dernæst er man nødt til at vurdere, hvad værdien af at undgå global opvarmning er, og hvad omkostningerne ved det er. En væsentlig fejl i debatten om klimaforandringer er det synspunkt, at blot fordi videnskabsfolk er enige om at menneskeskabte klimaforandringer er en realitet (hvilket i øvrigt er en myte), skal vi bare rette os efter videnskabsmænds og andre projektmageres anbefalinger. Det er et økonomisk spørgsmål, om omkostningerne ved diverse tiltag overstiger den påståede gevinst – man er med andre ord som et minimum nødt til at tage Bjørn Lomborg seriøst. At Lomborg er et bête noir for de klima-begejstrede er i sig selv grund til at være skeptisk overfor deres argumenter.

Derudover havde jeg i øjeblikket glemt denne artikel, som giver et godt bud på et østrigsk svar på klimaforandringer: Graham Dawson, “Austrian Economics and Climate Change” The Review of Austrian Economics 26(2) 183-206. Dawson viser, hvordan det også i dette tilfælde er muligt at anvende Rothbards ejendomsretstilgang for at løse problemet. Der er ikke grund til at lade det være op til bureaukrater og statsbetalte forskere at definere, hvad og hvor meget man må udlede (hvilket er den neoklassiske tilgang); tværtimod, det er dem, der er direkte berørt af problemet (eller mener de er berørte), der må forsøge at løse det. I Dawsons formulering: “Climate change is a putative interpersonal conflict rather than a market failure”.

Det må med andre ord løses af rettens vej, hvor videnskabsfolk har en underordnet, men vigtig rolle som ekspertvidner. Efterhånden som forskellige retsinstanser træffer afgørelse i de mange søgsmål, som vil opstå, hvis folk reelt mener, der er et problem, vil der blive opbygget en sædvaneret på området, så vi vil få en bedre forståelse for, hvilken ret man faktisk kan kræve til et uændret klima. Samtidigt vil den videnskabelige forståelse af klimaet blive stadigt mere forfinet, da de mange søgsmål vil tjene som en offentlig arena for afprøvningen af modstridende videnskabelige hypoteser. Jeg mener selv, at folk i en sådan situation hurtigt vil indse, at global opvarmning ikke er et problem, men det er for så vidt underordnet. Den østrigske løsning er proces-orienteret og resulterer ikke nødvendigvis i et bestemt udkomme. Hvis bare ejendomsretten og deraf afledte rettigheder respekteres, vil negative eksternaliteter ikke opstå – og vi vil få en meget mere retvisende opfattelse af virkeligheden.

Dette bringer mig til mit svar på spørgsmålet om ejendomsretten, som jeg også kunne have formuleret bedre. Hvad jeg forsøgte at sige var, at det er en myte at staten har stået for at opfinde, definere, og beskytte ejendomsretten. Alt dette er foregået gradvis og spontant, når mennesker i forskellige samfund har forsøgt at bilægge deres tvister og finde ud af, hvad deres indbyrdes rettigheder og pligter er, og hvad de indebærer. Et godt sted at begynde for en forståelse af dette er Bruno Leoni, Freedom and the Law og Terry L. Anderson og P. J. Hill “The Not So Wild, Wild West” (også udgivet som bog i udvidet udgave).

Instituttet

Vi var 12 fellows – halvt amerikanere, halvt europæere fra diverse lande plus en jordaner – under d’herrer doktorer Joseph Salerno og Mark Thorntons opsyn og vejledning. Det siger sig selv at samværet med andre østrigsk interesserede og liberale (eller libertarians, som det hedder i USA, da de amerikanske socialdemokrater som bekendt kalder sig liberals) var meget inspirerende for ikke at sige befriende. En anden, jeg husker ikke hvem, har kaldt det at være på besøg hos Mises Instituttet som at træde udenfor galeanstalten (efter Douglas McAdams’ Blafferens Galakseguide) for et øjeblik. Man slipper for den allestedsnærværende socialdemokratisme, for troen på, at staten alene kan løse samfundets problemer, for den herskende matematiserede pseudovidenskab og kan koncentrere sig om virkelige problemer. Deriblandt naturligvis hvordan man bedst modsvarer socialdemokratisme, etatisme og keynesianisme, men man slipper da for overtroen og de værste argumenter.

Mere interessant var mine fælles fellows forskningsområder: der var adskilligt om deflation historisk og om pengeteori, om konjunkturcyklus og centralbanker og en enkelt skrev om anarkismens historie og forskellen på amerikanske og europæiske anarkister. Kort sagt helt i instituttets og den østrigske skoles ånd. Forhåbentligt bliver det til adskillige udgivne artikler, jeg er selv ved at finpudse mit eget bidrag. De andre var også leveringsdygtige i kortere, mere populære artikler: George Pickering om det britiske monarki og om det britiske sundhedsvæsen, Chris Calton om bl. a. liberalisme og naturret og om det amerikanske retsvæsen og Blaine Conzatti om USA’s udtræden af Paris-aftalen. Alt sammen meget læsværdigt. Derudover har Chris begyndt en ny podcast-serie for instituttet, Historical Controversies, som tager diverse mere eller mindre kontroversielle emner under behandling. Jeg er selv allerede fan og venter mig gode sager. Find det på itunes, soundcloud, stitcher osv.! Der er tre afsnit online, alle tre om narkotikaforbuddets historie i USA og mere generelt. Man kan også læse George’s blog her, og Joakim Books her. Joakim skriver også fra tid til anden for det svenske Ludwig von Mises-Institutet.

(En bivirkning af at leve sammen med så fornuftige mennesker i så lang tid er, at jeg troede, da jeg kom hjem, at modstand mod narkotikaforbud måtte regnes som ganske ukontroversielt. Der er vist desværre lang vej igen, inden fornuften indfinder sig på den danske scene).

Endelig må vi ikke glemme den første årlige Mises Fellow Pig Roast, hvor vi grillede og fortærede et rigt kapitalist-svin, J. P. Porken. Jeg var desværre forhindret i at deltage i alle forberedelserne, men festen bagefter var god. Der var både til os fellows, de ansatte ved instituttet og til et par besøgende fra FEE i Atlanta.

Auburn

Selvom det meste af tiden blev tilbragt på instituttet, var der også lidt tid til at opleve livet i sydstaterne – selvom jeg aldrig kom uden for Auburn eller nabobyen Opelika. Udefra kan Alabama måske virke som et uinteressant land at besøge – der er hedt om sommeren, der er ikke de store turistattraktioner, man kan se, og Alabama rangerer som en af de værst regerede stater i unionen (men kriterierne og vægtningen af dem i den rangorden er ikke uproblematisk), så man kunne vente et lidt trist og fattigt syn. Det var på ingen måde tilfældet, og jeg har kun positive indtryk. I ingen særlig rækkefølge:

• Man vænner sig til varmen. Især hvis man, som det er vanen i syden, kører på ladet af en truck. Det er sådan set forbudt, men et forbud som selv det amerikanske politi vender det blinde øje til.
• Auburn er en køn og, virker det til, rimeligt velstående by. Noget af det skyldes, at der er et universitet i byen med alle de penge, som sådan et og de studerende får fra private og offentlige kilder. Vigtigere er det nok, at der er to store bilfabrikker i området (se Mark Thorntons korrektiv her). Selvfølgelig giver det en vis kunstig velstand, at enorme føderale og statslige midler postes i universitetet, men underliggende det hele er der også reel velstand.
• Alt er billigt. Det er lidt irriterende, at man skal give drikkepenge de mærkeligste steder – f. eks. hos frisøren – men hvad gør det, når dagligvarer, måltider, alt, er 20-40% billigere end i Danmark? Mit indtryk var derfor, at velstandsniveauet reelt var højere, eller mindst det samme, som herhjemme (Se en sammenligning her). Det anskueliggøre meget godt, hvad bare moderat lavere skatter og større økonomisk frihed kan føre til (for USA er ikke særligt meget friere end Danmark): jo mindre statslig indblanding i markedet, jo mere fleksibelt og produktivt bliver det, jo mindre staten opkræver i skat, desto mere er der til overs til borgerne, som de kan bruge på hvad, de helst vil.
• Masser af spisesteder. I Auburn kan man blive mæt for et par dollars, og for 10 dollars kan man spise godt på en hyggelig restaurant eller deli (se ovenfor om priser). Der er naturligvis de velkendte fastfood kæder – McDonalds hvis man ingenting vil betale, Taco Bell er en anden velkendt kæde – men også mange rigtige restauranter: italienske, kinesiske, koreanske (bilfabrikkerne er koreanske). Klassikere må man nok kalde Ruby Tuesday og, sidst men ikke mindst, Waffle House.
• Skydevåben, alle vegne! I Alabama har de det, som de kalder constitutional carry. Det betyder, at alle kan bære skydevåben helt uden tilladelse. Det betyder naturligvis, at gaderne flyder med blod og at selv den mindste uenighed ender med en ildkamp à la OK Corral, og jeg var heldig, at jeg slap derfra med livet i behold… Eller noget. Ryan McMaken har skrevet meget om den myte, at våbenbesiddelse fører til mord og anden kriminalitet (se her, her, her, her, her og her). Våbenbesiddelse har i den sammenhæng to vigtige konsekvenser: den afskrækker forbrydere og den gør det muligt for ofre at forsvare sig. Det burde være logik for burhøns, men desværre synes det som om, man herhjemme er så forvænt med at lade staten klare alle problemer, at selve ideen om selvforsvar virker fremmed for mange. Et velbevæbnet samfund er et fredeligt samfund, eller som Blicher sagde: Almenvæbning er den bedste garant for almenfreden.
• Den sydlige venlighed. Det er ikke en myte, at folk i sydstaterne er venlige og imødekommende – det passer i hvert fald i Alabama. Omgangsformen er venlig, smilende og tvangfri, også mellem fremmede.

Mises University 2017

Sommerens højdepunkt på instituttet er Mises University: en ugelang introduktion til den østrigske skole for studerende fra hele verden. I år vil jeg tro, der var ca. 150 deltagere. Nogle af de fremmeste eksperter holder forelæsningerne, f. eks. Joseph Salerno om socialisme og om guldfod vs. papirpenge eller Jeffrey Herbener om værdi- og pristeori og om renteteori. Også den unge generation er værd at nævne: f. eks. Carmen Dorobats forelæsning om arbejdsdeling og samfundsorden eller Malavika Nairs om Bitcoin. Hele ugen var en veritable tour de force gennem hele den økonomiske videnskab, så det er svært at sige, hvilken forelæsning, der var den bedste eller mest interessante. Jeg har kun nævnt en brøkdel af dem her, men det hele ligger heldigvis frit tilgængeligt online, så man selv kan danne sig en mening – eller bare uddanne sig, hvis man ikke har hørt om den østrigske skole før.

Når man er tilhænger af en “heterodoks” økonomisk retning (selvom den østrigske skole ikke er heterodoks – den er efterfølgeren til tidligere tiders ortodokse, klassiske økonomi, renset for dennes fejltagelser, og derfor ortodoks. Det er nutidens mainstream-økonomer, der er heterodokse, men alt dette er blot et sidespring), er det muligvis let kun at læse sine egne og bare afvise alle andre som fundamentalt på vildspor. Det er nu ikke tilfældet med Mises Instituttet. De store østrigere i det 20. århundrede – Mises, Hayek, Rothbard, f. eks. – afviste ikke bare mainstream-nationaløkonomi, men engagerede den tværtimod og lærte endda af den. Nutidens østrigere har samme indstilling: selvom de moderne neoklassikere og keynesianere i alle afskygninger som oftest tager fejl, kan man stadig lære noget af dem, og deres argumenter bør tages alvorligt. Se f. eks. Lucas Engelhardts forelæsning om forslag til reform af penge- og bankvæsen.

Deists “kontroversielle” tale

Man skulle tro, at amerikanske liberale og østrigere ville sætte pris på Mises Instituttet og det arbejde, som folkene der har gjort de sidste 35 år for at sprede kendskabet til den østrigske skole og til liberalisme (eller libertarianism, som amerikanerne kalder det). Det er desværre ikke altid tilfældet. Når man lærer forholdene lidt nærmere at kende viser det sig, at der er nogle, der desværre ikke værdsætter instituttet – for at sige det mildt. Vi taler ikke her om ærlige, akademiske uenigheder – f. eks. er der en forskel mellem den herskende tilgang til økonomi i Auburn og på George Mason University, selvom begge steder er østrigske, og der er stadig uenighed om brøkreservebankvæsen mellem Salerno, Herbener, Hülsmann, Hoppe og de fleste på Mises Instituttet på den ene side og folk som Lawrence White og George Selgin på den anden. Nicolai Foss’ anmeldelse af Peter Boettkes Living Economics giver et godt indblik i forskellene på Mises Instituttet og George Mason, og denne diskussion af Mises’ pengeteoretiske mesterværk viser nogle af de teoretiske forskelle på dette område. Jeg har selv svært ved at forstå, hvad den deciderede fjendtlighed bunder i, men den kan spores tilbage – i hvert fald – til Lew Rockwell og Murray Rothbards paleolibertære strategi fra slutfirserne / begyndelsen af halvfemserne (se f. eks. her, her og her, og her gør Rockwell status over strategien). Kort sagt mente de, at det ville være en bedre strategi at fokusere på at vinde “kulturelt konservative” – vi ville sige: borgerlige – for liberalismen. En anden mulig grund for den vedvarende animositet er splittet mellem Rothbard og Mises Instituttet på den ene side og brdr. Koch og “the Kochtopus” på den anden side. David Gordons udlægning af sagen kan læses her (del 2 og del 3).

Alt det er blot historie. På Mises University’s sidste dag holdt instituttets præsident, Jeff Deist, en tale, der samtidig blev sendt live til Corax konferencen på Malta. Talen kan læses her. Den gik i al sin enkelthed ud på, at liberale ikke skal forsøge at ændre folks traditioner og livsmønstre, men tværtimod overbevise dem om, at frihed, decentralisering og minimal eller slet ingen statslig indblanding i samfundslivet er deres bedste mulighed for at bevare deres traditioner og være tro mod deres overbevisninger. Vi kan også udtrykke det hayekiansk ved at sige, at vi ikke bør bekæmpe samfundsinstitutioner og traditioner, som vi muligvis ikke forstår, og som godt kan være gavnlige og ønskelige for samfundets borgere, selvom vi ikke forstår det.

En sådan tale burde være ganske ukontroversiel blandt liberale og østrigere, selv synes jeg, det var en fremragende tale, der byggede videre på Rothbards vision: en pragmatisk tilgang uden at ofre principperne. Eller som Rothbard sagde: “Rights may be universal, but their enforcement must be local.” Desværre er der nogle amerikanske liberale, der ikke deler Deists tolerante vision. De mener tværtimod, at talen var skjult fascisme, en såkaldt dog whistle til racister og fascister. Især den afsluttende passage vakte anstød:

“[B]lood and soil and God and nation still matter to people. Libertarians ignore this at the risk of irrelevance.”

For “blood and soil” er jo en engelsk oversættelse af det tyske slogan “Blut und Boden” som nazisterne brugte, så Deist må naturligvis være nazist! Det er svært at forstå, at nogle kan hænge sig sådan i et sprogligt sammenfald, når nu hele talen (og alle instituttets aktiviteter i øvrigt) er det mest anti-nazistiske, man kan forestille sig. Men er det overhovedet et nazistisk slogan? Det korte svar er nej – det opstod længe før NSDAP og kan spores tilbage til tyske nationalliberale i første halvdel af det 19. århundrede. Dets nærmeste danske parallel må nok søges i Grundtvigs eller Blichers eller lignende tænkeres og litteraters forfatterskab. At nazisterne brugte et godt slogan, når de fandt det, er blot et historisk kuriosum. Eller må vi anse Carlsbergbyen for en nynazistisk højborg, fordi der er hagekors på elefanterne?

Desværre er det den slags “tænkning” der præger alt for mange af vor tids såkaldt progressive og altså også nogle liberale. Se f. eks. her om formanden for Libertarian Party’s reaktion, eller her for Horwitz’s fortolkning af Mises Instituttet som en front for fascisme. (Dette er vist en rimelig præcis rekonstruktion af, hvordan Horwitz læser Deist).

Alle tiders Mises-sommer!

Der er nu ikke noget, der har overbevist mig om, at Mises Instituttet er en fascistisk organisation. De bruger alt for mange ressourcer på at publicere nazismens – og al anden socialismes – fremmeste modstandere: Mises selv, Rothbard, Hayek. Wilhelm Röpke er en anden liberal forkæmper, de stadig publicerer; hans Det Tyske Spørgsmål er stadig læsværdig, ligesom resten af hans oeuvre. For slet ikke at tale om en af nutidens største modstandere af fascisme, Lew Rockwell. Se f. eks. her. I øvrigt burde hans beskrivelse af det kommunistiske Kina være pligtlæsning hver 1. maj.

Instituttet står derfor stadig for mig som en af de vigtigste fortalere for liberalismen og den østrigske skole, og efter en hel sommer som fellow i Auburn har jeg ikke andet end godt at sige om dem og det arbejde, de udfører. Dette er ikke stedet at gå i dybden med vigtigheden af det østrigske paradigme, det må være nok at konstatere, at uden instituttet var der betydeligt færre ressourcer tilgængeligt om den østrigske skole – og betydeligt færre østrigske økonomer i det hele taget.