Derfor vil jeg i den kommende tid forsøge at udforske de økonomiske årsager til den faldende fødselsrate og det faldende befolkningstal. Der er allerede en hvis litteratur om emnet – min kollega Jeffrey Degner skrev sin afhandling om inflation og familien – så jeg må ikke nødvendigvis genopfinde den dybe tallerken. Catherine Pakaluk fra Catholic University of America har også skrevet om emnerne befolkning, familier og fødselstal.

Selvom Dolan hævdede, at regeringer har forsøgt alt for at bekæmpe de faldende fødselstal, tvivler jeg på, at det er sandt. Ingen har forsøgt at afskaffe eller indskrænke velfærdsstaten, og ingen har forsøgt at reformere det moderne pengesystem. Min hypotese er, at det netop er velfærdsstaten i kombination med pengesystemet, der har gjort det dyrere at få børn. Befolknings- og familiepolitik må man anse som politik, der bekæmper, skader og underminerer befolkning og familie. Hvordan dette konkret går for sig, er netop hvad jeg i den kommende tid vil forsøge at undersøge og bevise.

Den praxeologiske analyse af familien

Helt grundlæggende må vi forstå det at få børn som en menneskelig handling, altså som noget, der underligger de samme love som alle andre handlinger. Om man vælger at få et barn afhænger af, hvor det næste, endnu ikke undfangede eller fødte barn, befinder sig på ens værdiskala. Hvis barnet overstiger alternativomkostningerne, vælger man at få det, men hvis omkostningerne er for store – det vil sige, hvis man skal ofre noget, der ligger højere på ens værdiskala end barnet – vælger man barnet fra. Der kan derfor være to årsager til, at folk vælger at få færre børn: prisen for det marginale barn stiger, så det ryger ned af værdiskalaen og bliver submarginalt; eller prisen for goder, der er højere rangeret end det marginale barn stiger, så man må opgive at få barnet for at nå de mål, man vurderer højere.

Den økonomiske analyse kan bestrides fra to synspunkter. For det første er det en udbredt holdning, at det ikke er et valg at få børn. Mennesket er simpelthen ikke herre over sig selv og fertiliteten er kun begrænset af udefrakommende faktorer. Moderne præservativer og fri abort er det eneste, der forhindrer en befolkningseksplosion. For det andet er det muligt, at folk får færre børn, fordi deres holdninger og kulturen ændrer sig: de vil hellere noget andet end få børn og nyordner derfor deres værdiskala.

Hvis vi ser kort på det første argument, burde et kort blik på historien være nok til at trække tæppet væk under det. De danske fertilitetstal faldt støt fra begyndelsen af det 20. århundrede indtil 1933, fra ca. 4.000 fødsler per 1.000 kvinder til kun ca. 2.000. Abort var forbudt indtil 1930erne, og p-pillen blev først indført i Danmark i 1966. Seksualundervisning i skolen var også ukendt (og blev debatteret i 1920erne). Der er derfor umiddelbart ingen tegn, der tyder på, at faldet var en følge af nye præservativer – folk fik simpelthen færre børn, fordi de ønskede færre børn (der synes umiddelbart heller ingen sammenhæng at være mellem stigningen i fertiliteten fra 1933 til toppen i 1966 og udefrakommende faktorer.) Der er med andre ord ingen grund til at antage dette spejlbillede af malthusianismen, en teori der reducerer mennesket til et dyr uden selvkontrol som andre dyr.

Det andet argument er mere substantielt, og jeg tvivler sådan set ikke på, at det er rigtigt. Det er i høj grad et bevidst fravalg, når moderne mennesker ikke får børn – det er vigtigere at “realisere sig selv” (at blive mor eller far er af en eller anden grund ikke en gyldig form for selvrealisering.) Når folk (navnlig kvinder, da de er den begrænsende faktor) er færdige med deres “livsprojekt”, er der som regel ikke mange år tilbage at løbe på – gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er immerhin 30 år! Denne nye kultur, som man med Johannes Paul II kunne kalde en dødskultur, er imidlertid noget, der er vokset gradvist frem – og faldet i fertiliteten skete pludseligt. I Danmark var det i årene 1967-1973. Jeg tror ikke, at en så massiv holdningsændring fandt sted fra den ene dag til den anden. Det er mere rimeligt, at det blev dyrere at få børn på grund af en pludselig økonomisk ændring. Hvad præcis denne ændring bestod i, er netop hvad jeg vil forsøge at undersøge. Når det alligevel var for dyrt at få børn, var folk så mere modtagelige for propaganda, der retfærdigjorde social opløsning og dysfunktion, om det så handlede om angreb på ægteskab og familie, fri abort eller anden fremme af asocial egoisme, som socialismen og velfærdsstaten er så god til.

De næste skridt

En økonomisk behandling af dette spørgsmål kan naturligvis ikke være ren teori – den rene teori kan ikke sige mere, end hvad jeg ovenfor har skitseret. I den kommende tid vil jeg dele nogle af mine fund og betragtninger her på bloggen. Jeg håber også at kunne belyse, præcis hvilke økonomiske ændringer, der var skyld i faldet i fertiliteten, samt hvordan den ideologiske ændring – dødskulturen, som nævnt ovenfor – blev propaganderet og fik tag i befolkningen – i Danmark som i resten af Europa.

Punditokraten har nedlagt to kriterier til bedømmelse af den største økonom: 1, hans “naturlige forståelse” af økonomi og 2, hans evne til at løfte sin tids økonomiske forståelse. Disse synes rimelige kriterier, selvom jeg ikke er enig med Brøns-Petersen i, at moderne studerende har større forståelse end fortidens økonomer. Tværtimod er niveauet blandt moderne økonomer nok generelt lavere end fortidens, selvom man nu til dags naturligvis har meget fine og meget komplicerede modeller, som ikke var kendt af fortidens økonomer. Under alle omstændigheder: ud fra Brøns-Petersens to kriterier er Ludwig von Mises klart nummer et.

Mises og Økonomiens Natur

“Naturlig forståelse” betyder vel, om Mises vidste, hvad den økonomiske videnskabs natur er. Her uddybede han hvad de klassiske britiske (Cairnes, Mill, Senior, Whately) og østrigske (Menger, Wieser) økonomerhavde sagt om økonomiens natur: at det er en “a priori” videnskab eller “deduktiv” videnskab, som behandler den menneskelige handlings logik som sådan. Dette i modsætning til den historiske videnskab, der behandler konkrete menneskelige handlinger (og i modsætning til fysikalisterne, der tror man skal efterabe Newtons fysik for at være videnskabelig.) Dette er en opfattelse Mises selv sporer tilbage til alle de store økonomer før ham. Mills empiricisme og generelt den positivistiske opfattelse blandt mange i det 19. århundrede og senere forhindrede en klar forståelse af økonomiens natur før Mises. Han er nok tættest på Whately blandt klassikerne, men Whately var nok også uberørt af Mill og Comte.

Selvsagt er denne opfattelse temmelig sjælden blandt moderne økonomer, men det betyder ikke, den er falsk. Når man overvejer, hvad egentligt menes med “pris”, “omkostning”, “penge”, “kapital” og andre begreber indenfor økonomien, bliver det klart, at disse kun kan forstås som den menneskelige handlings begreber. Det bliver også klart, hvis man tænker konsistent til ende, at den økonomiske videnskab ikke kan være empirisk og kvantitativ. Der er ingen mængder, man kan måle og ud fra hvilke man kan udlede lovmæssigheder. Økonomiens opgave er tværtimod at forklare og udpensle den menneskelige handlings logiske natur: hvad sker der, når pengemængden stiger? dette kræver forståelse for den menneskelige handlings logiske sammenhæng.

(Det står naturligvis historikeren frit for at måle mængder og finde korrelationer osv. Dette kan være nyttigt, men det er altid “kun” historisk arbejde – man kan ikke udlede generelle økonomiske love af sådanne målinger. For så vidt som moderne økonomer beskæftiger sig med kvantitativt arbejde, er de (for det meste temmeligt ringe) historikere og sociologer.)

Mises’s egne bidrag

Det er værd at understrege, at Mises nok selv ville se sig som de klassiske økonomers epigon. Hans egne bidrag forfinede blot hvad Smith, Ricardo osv. allerede havde fastslået. På det pengeteoretiske område lykkedes det Mises at forklare penges værdi ud fra den subjektive værdilære og dermed integrere pengeteori med “almindelig” økonomisk teori. I modsætning til f. eks. Fishers naive kvantitetsteori forklarede Mises hvordan pengeskabelse altid skævvrider relative priser og altid er til fordel for nogle fremfor andre. Mises’s konjunkturcyklusteori er nok den mest berømte af hans bidrag til penge- og kapitalteorien.

Mises’s kritik af socialismen er velkendt, han påviste, at en socialistisk økonomi ikke bare er ineffektiv men umulig. Dette hænger sammen med den centrale rolle, som Mises tilskrev den økonomiske beregning. En sådan er kun mulig i et privatretligt samfund, for der er ingen anden basis for denne beregning end de priser, som etableres under varernes frie udveksling. Dette peger tilbage til hans forståelse af økonomiens natur: de fleste økonomer nu om dage ville ikke give Mises ret, for de mener, man kan modelere et menneskes “nyttefunktion.” En sådan funktion er blot den skære fantasi: den har ingen relation til hvordan mennesker reelt handler. Reelt behandler moderne økonomer (f. eks. Becker) mennesker som om, de er homines oeconomici, der altid “nytteoptimerer” – Mises påviste, at homo oeconomicus er en unødvendig antagelse.

Det sidste punkt, hvor Mises er klar overlegen, men hvor han måske ikke selv var pioner, er i hans forståelse af, hvad kapital er og hvorfor det er vigtigt. Her er han igen fortsætteren af klassikerne og østrigerne. Hvis et land skal blive rigere, er der ifølge Mises og hans forgængere kun et middel: større kapitalophobning, da mere kapital på langt sigt er den eneste mulighed for at øge arbejdernes produktivitet. Dette må naturligvis forstås i sammenhæng med den østrigske tilgang til kapitalteori, hvor kapital dannes og bruges i en produktionsstruktur og ikke ses som en homogen klump. Dette i modsætning til mere eller mindre groteske moderne teorier om økonomisk udvikling, hvor kapitalens vigtighed er mere eller mindre glemt. Reelt har den moderne mainstream ingen teori om økonomisk udvikling, for den siger i sidste ende, at udvikling er et resultat af bedre teknologi og at man højst kan “designe institutioner”, der muliggør innovation og den hurtige anvendelse af nye opfindelser. Men det er en ikke-økonomisk forklaring. (Dermed modsiger jeg i øvrigt også den ærede punditokrat, for Smith vidste i det mindste på dette punkt mere end langt de fleste moderne økonomer.)

Det var nogle korte paragrafer om, hvorfor Mises er den største økonom. At han og hans tilgang ikke har den største tilslutning er sandt, men det er et separat spørgsmål, der nok skal forklares delvis udfra den herskende, positivistiske tidsånd, delvis sociologisk ud fra økonomers egeninteresse.

Ukraines mytiske nazister

Et fast indslag i stort set al kritik af den ukrainske side er, at de er kontrolleret eller i høj grad støttet af (ny-)nazister. Der bliver peget til diverse nationalistiske militser til støtte for denne anklage. Der er vist ingen tvivl om, at disse grupper har stor indflydelse og under krigen nok har fået endnu mere at sige. Hvor motiveret den ukrainske hær er, ved jeg ikke – historier om flygtende ukrainere, der bliver tvangsudskrevet, kunne tyde på, at moralen er lav blandt de regulære soldater – men frivillige, ideologisk og patriotisk motiverede militser vil naturligvis alt andet lige kæmpe bedre end værnepligtige. Betyder det, at Ukraines frontkæmpere er nazister?

Det korte svar er nej. Hovedargumentet for at kalde dem nazister er, at deres store forbillede er Stepan Bandera, der angiveligt samarbejdede med tyskerne under deres invasion af Sovjetunionen. Bandera var yderligtgående nationalist og brød med de moderate nationalister i 1940. I tyverne og trediverne var Bandera en regulær terrorist, der primært angreb polakker i Galicien, og han – ligesom de andre nationalister – håbede på at kunne oprette en selvstændig ukrainsk stat i samarbejde med tyskerne. Den 30. juni 1941, lidt over en uge efter den tyske invasion af Sovjetunionen, udråbte Bandera en selvstændig, ukrainsk stat.

Men her begynder billedet af ukrainske nazi-kollaboratører at krakelere: for nazisterne var ikke interesseret i et selvstændigt Ukraine, de arresterede Bandera og hans venner og satte dem fast i Sachsenhausen i begyndelsen af juli 1941. Først i september 1944 blev de sat fri, da Hitler nu troede, han kunne bruge dem som partisaner mod bolsjevikkerne. Det var for sent, ikke mindst fordi nationalisterne vistnok brugte mere tid på at bekæmpe hinanden end russerne (de moderate nationalister havde samarbejdet med tyskerne og forsøgt at få et frit Ukraine på benene ved at overtage den civile administration.)

Ergo er det forkert at se noget særligt fællesskab mellem tyske nazister og ukrainske nationalister, men derfor kan de jo godt være åndsfæller – men er de? Så vidt jeg kan se, må svaret være nej. De ukrainske nationalister var netop det: nationalister. I begyndelsen af det 20. århundrede betød det, at de satte nationen og navnligt nationalstaten over alt. De var f. eks. anti-katolikker, fordi Kirken netop udgør en anden og højere autoritet end nogen stat. Der er dermed klart nogle ligheder, men det gør dem ikke til nazister. Det ville nok være nærmere sandheden at kalde dem fascister, især hvis man bruger Mises’ definition af fascisme som “ikke-kommunistiske fjender af friheden.” Fascisterne brugte kommunisternes skruppelløse metoder til at bekæmpe kommunismen, men havde ikke noget positivt program selv. Derfor endte de med at antage interventionistiske og socialistiske mål og midler, simpelthen fordi dette var det dominerende intellektuelle paradigme, katedersocialismens arv. Sand liberalisme var “reaktionær” og stort set ukendt.

Selv her må vi tage forbehold: for allerede under krigen ændrede OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister – deres program. Centrale punkter er nu nærmest rendyrket liberale: imod planøkonomi og for det frie marked, imod national chauvinisme og for tolerance af nationale mindretal. Det er næsten som om, de har læst Mises og forstået, at nationer må vokse og udvikle sig frit. Efter krigen ser det ud til, at denne liberale strømning blev dominerende, i hvert fald bland nationalister i eksil. Bandera selv døde i Vesttyskland i 1959.

Derfor kan moderne ukrainske nationalister jo godt være nazister – men i så fald har det meget lidt med deres egen historie at gøre.

Holodomor

Et nationalistisk argument bygger på Holodomor: Stalins folkemord på ukrainerne i 1930erne. Eller rettere, det påståede folkemord, for det virker for mig overvejende sandsynligt, at det ikke var det. Af to simple grunde: for det første har jeg ikke fundet nogle beskrivelser af det, hvor det fremgår at kommunisternes mål var at udrydde det ukrainske folk. Et folkemord er nu engang et massemord med den intention at udrydde et bestemt folkeslag, så hvis man ikke kan bevise intentionen, kan man ikke kalde det det. Den anden grund bestyrker den første: den hungersnød, som førte til flere millioners død (mellem 4 og 7 millioner eller 2,4 og 7,5 millioner, alt efter hvilken wikipedia side, man besøger. Hmm, hvor har jeg mon set så usikre tal før?), var ikke begrænset til Ukraine. Hele det nuværende Sydrusland var også berørt. Det er naturligvis muligt, at dette blot var et røgslør – men jeg tror det næppe. Millioner døde i Ukraine og Rusland på grund af socialisternes forbrydelser, det er ikke nødvendigt at omskrive historien. Socialismen er anti-mennesker, ikke specifikt anti den ene eller anden nationalitet.

Den passive Putin

Endnu et irritationsmoment for mig er fremstillingen af Putin som passiv: han reagerer kun på amerikanernes politik og har ikke selv egne mål. Det er naturligvis forkert: om det gælder militære og strategiske mål eller den storrussiske nationalisme, som Putin nu foregiver, så har russerne deres egne mål. De er – som en af få stater i dag – i stand til at handle som selvstændige aktører. Det er rigtigt, at russernes ageren i høj grad kan forstås i lyset af amerikanske provokationer – men det er et meget begrænset prisme. Jeg tror, det er bedre at sige, at russerne har forskellige mål: interessesfære i Ukraine, begrænsning af NATO’s indflydelse (russerne har vel deres eget militærindustrielle kompleks, der gerne vil sælge til klientstater?), kontrol med gasledninger. Der er nok også en ideologisk motivation i form af førnævnte nationalisme eller panslavisme.

Om det betyder, at russerne vil indlemme Ukraine eller noget af landet, ved jeg ikke. Putin valgte klart, at videre forhandlinger var meningsløse. Når han nu engang har valgt krigen, så er det rimeligt at forvente, at russerne vil maksimere deres gevinst. Indtil videre ser det ud til, at de har heldet på deres side, så mon ikke de vil forlange mere end bare ukrainsk neutralitet?

Novorossiya

Det bringer os til deres brug af “Novorossiya” til at beskrive det sydlige Ukraine. Det er så vidt jeg kan se en ganske korrekt brug (de har også et meget pænt flag). Det er et simpelt faktum, at den nuværende ukrainske stat er kunstig. Putin har ret, når han siger, den er skabt af Lenin (og Stalin, naturligvis). Men deraf følger det ikke, at russerne har bedre ret til dette område end ukrainerne. I århundreder var det meget sparsomt beboet, da de brutale krimtatarer og deres tyrkiske forbundsfæller umuliggjorde al civilisation (hvem vil leve, hvor slavejægere har magten?) Først efter fordrivelsen af barbarerne i 1783 blev kolonisation mulig.

Der er dermed ikke et historisk argument for at dette landområde burde tilhøre Ukraine, men russernes krav er heller ikke klart. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så bestod kolonisterne primært af ukrainere, russere og tyskere. Disse sidste blev udrenset og fordrevet under Stalin og blev forvist til først gulag, senere Centralasien. Men det lader til, at overvægten af kolonister altid var ukrainere, så umiddelbart vil et etnisk argument tale til fordel for Ukraine. I sidste ende burde det jo være op til de mennesker, der bor der: lad dem bestemme, hvilken stat de vil tilhøre. Da den ukrainske regering – både nu og i sovjettiden – har forsøgt at tvangs-ukrainificere ikke-ukrainerne, er den bedste løsning nok selvstændighed for nye lande i Donbas og Novorossiya. Det lader også til at være russernes mål. De nye stater vil naturligvis være russiske lydlande, men hvis det muliggøre folkenes frie og fredelige liv ville det ikke være det dårligste udkomme.

Hvad med atombomben?

Det er naturligvis alvorligt, når der er konflikt mellem atom-bevæbnede stater, men det forekommer mig alligevel lidt dovent, når krigsmodstandere med det samme spille atomkortet. NATO må holde sig fra Ukraine, for indblanding kan føre til atomkrig. Nuvel, det er naturligvis rigtigt, men der er mange andre grunde til at holde sig fra Ukraine. Der er heller ikke noget givet ved atomkrigen – hvis jeg var Putin ville jeg aldrig, under nogen omstændigheder, bruge atomvåben. NATO skal holde sig fra intervention i Ukraine, fordi det selv uden en atomkrig ville være destruktivt og umoralsk.

Den ulidelige dyrkelse af den ukrainske stat

Endelig er der dyrkelsen af Zelensky og de ukrainske nationalister. Det er især konservative og katolikker, jeg har i tankerne her. Hvad er det, i den nuværende ukrainske stat, man skal være så glad for? Zelensky blev valgt for at rydde op i korruption og forhandle fred med russerne – vist ikke en succes på nogen af punkterne. Det er temmelig naivt for ikke at sige tomhjernet at tro, at den ukrainske stat er andet end oligarkernes legeplads (mon ikke det er derfor, amerikanerne er så interesserede? Der er rig mulighed for at dyppe snablen). Nationalisterne er også en broget flok. Jeg har tidligere taget dem i forsvar, men der er et punkt, hvor de er nazisterne lig – og det er punkt, der burde falde i hvert fald katolikkerne for brystet: en andel af dem har videreført den anti-katolske tradition og er nu åbenlyst hedninge. Hvor mange, det drejer sig om, ved jeg ikke, men de er i hvert fald meget synlige.

(Det er muligt at hedenskaben bare er pr, reklame for at tiltrække tabere fra vesten, de kan bruge som kanonfoder. Hvor mange slaviske folk bedte til Wotan før kristendommens komme? At en af grupperne angiveligt bruger de berygtede “fjorten ord” i deres navn peger i samme retning).

Der er sikkert mange patriotiske, gode kristne ukrainere, der kæmper mod russerne, men det er… misvisende at fremstille det som en kamp mellem de gode kristne mod den genopståede, gudløse kommunisme. Det bedste, vi kan gøre her i vesten, er, at holde os ude af krigen og hjælpe dens ofre – ukrainere såvel som russere – så godt, vi nu kan og så i øvrigt hilse ethvert fredstiltag velkomment.

I aften vil jeg blot skrive kort om mit første indtryk af Jacques Barzuns From Dawn to Decadence. 1500 to the Present: 500 Years of Western Cultural Life. Først udgivet i år 2000 er det et ambitiøst værk, der forsøger at opsummere de sidste 500 års kulturhistorie. Kulturhistorie er det ord, Barzun selv bruger, men det er måske lidt misvisende. Det er ikke så meget denne eller hin kunstretning eller litteratur eller omgangsform, og hvordan de ændrede sig og blev afløst af andre, der er Barzuns ærinde, men de grundlæggende ideer og overbevisninger, der motiverede, skabte og revolutionerede den europæiske civilisation. Det er det europæiske verdenssyns, Weltanschauungs, historie. Da det netop er ideer og verdenssyn, der er den grundlæggende drivkraft i historien som i menneskers almindelige liv, har jeg høje forventninger til Barzuns værk: det er selve kernen, det væsentligste i historien, han forsøger at drage frem.

Dawn to Decadence – en skitse

Barzuns valg af de sidste 500 år forekommer mig rigtigt. Hvad end man må mene om middelalderen, så sker der afgørende ændringer i den europæiske tankeverden, ændringer der udgør om ikke et totalt brud med det foregående, så dog en markant ændring i retning. Bogen er inddelt i fire dele, hver del med fokus på en bestemt “tidsalder”. I den første del er det den religiøse revolution, der er i centrum: den protestantiske revolution, der permanent splittede Europa. Del to handler om individets status og samfundet/statens regering, del tre om sociale og økonomiske forhold. Del fire, der bringer os frem til moderne tider, er det blandede resultat af alle disse anstrengelser, med Barzuns egne ord.

Barzun identificerer i prologen to temaer eller strømninger, der går igennem hele perioden. Den ene er frigørelse (emancipation). Igen og igen, hævder han, ser vi et ønske om eller en kamp for frigørelse indtage scenen. Protestanterne ønsker emancipation fra Kirkens snærende bånd, de livegne fra jorddrotterne, impressionister fra en kvælende kunstnerisk ortodoksi osv. Eksemplerne er mine, men Barzun er i hvert fald enig i det første.

Det andet tema er primitivisme: tilbage til rødderne, en fjern og ren oldtid, hvor senere tiders fejl og misbrug var ukendte. Igen er protestanterne et godt eksempel, som Barzun selv drager frem, Rousseau er måske et andet, kommunisterne et tredje. Disse temaer er meget overordnede, men det er netop nødvendigt i et værk af denne karakter. Modsatrettede tankeretninger kan således grupperes under det samme tema, men det betyder ikke, at Barzuns opdeling er forkert. Vi kan f. eks. se både liberalisme og socialisme som motiveret af ønsket om emancipation – men hvor de liberale ønskede frigørelse fra statens indgreb i og regulering af samfundet, så dette kunne udvikle sig frit efter de naturlige love, der bestemmer økonomiske og sociale forhold, så ønskede socialisterne at frigøre sig fra netop naturen. De liberale gjorde oprør mod en uretfærdig samfundsorden; socialisterne mod naturens orden. Begge er former for frigørelse, men forskellige som nat og dag.

Hvad Barzun skriver om dette, ved jeg ikke endnu. I det følgende vil jeg blot kort kommentere, de første kapitler om religion, som er alt hvad jeg indtil videre har læst. Skønt jeg er enig i hans grundlæggende skema og i at se noget virkeligt revolutionært i det protestantiske jordskælv, så er jeg nu også en smule skuffet. Dette gælder især hans fremstilling af den katolske Kirke – det er ikke blot fordi, jeg som katolik har en særlig forkærlighed for Kirken og ikke ønsker at se den angrebet: det er simpelthen fordi, Barzun gentagne gange har misforstået og fremstillet Kirken forkert. Hvorvidt det samme gør sig gældende for lutheranerne og kalvinisterne, vil jeg lade andre om at bedømme.

Kirken og dens Lære

I hans beskrivelse af protestanternes nye ideer bruger Barzun en del tid på prædestination. Dette er naturligvis forventeligt, når denne lære indtog en så stor plads for reformatorerne, men han begår to fejl i den forbindelse. Den første er, at han fremstiller det som, prædestination var en ny ide. Det er naturligvis forkert; prædestination var og er et katolsk dogme, det nye i reformationen var en anden forståelse af prædestination, bygget på en nyfortolkning af kirkefædrene (især skt. Augustin) og Bibelen og imod Kirkens “retsorden”. Med andre ord, Barzuns frigørelse og primitivisme i skøn forening.

Reformatorernes synspunkter vil jeg ikke gå i detaljer med. Den katolske position var (og er) at fastholde to på overfladen modstridende dogmer: prædestination og viljens frihed. Prædestination følger nødvendigvis af Guds væsen: hvis han er alvidende ved han nødvendigvis også, hvem der er frelst og hvem ikke. Viljens frihed betyder, at vi ikke er tvungne til visse handlemåder, hverken synd eller gode gerninger. Menneskets natur er skadet af arvesynd, men ikke komplet ødelagt – vi kan tage imod Guds nåde og handle derefter. Reformatorerne havde generelt et noget mere dystert blik på menneskets frihed og formåen.

Den anden fejl er filosofisk og ikke teologisk. For at forklare prædestination udlægger vor forfatter det som en form for determinisme, ganske lig den, vi ser i videnskaben (s. 29-30). Fordi vi kan se årsagskæder, der fører til begivenheder i verden omkring os og også i det enkelte menneske, så er alt determineret af disse årsagssammenhænge. Nuvel, det følger bare ikke: det er korrekt (mener jeg) at alt, inklusive det enkelte menneskes handlinger, er determineret, dvs. alt kan forklares som virkning eller effekt af en årsag. Det betyder blot ikke, at menneskelige handlinger er determineret af ydre årsager: der er et virkefelt, i hvilket mennesket selv er årsag, selv “determinerer” sine handlinger. Dette er forklaret i detaljer i Hülsmanns “Facts and Counterfactuals in Economic Law”, og i megen filosofisk litteratur. At Gud ved, hvad vi frit vil gøre, er kernen i den katolske lære om prædestination. Det betyder ikke, at vi er tvunget til en given handling, og det betyder absolut ikke, at nogle er forudbestemte til helvede. Det står enhver frit for at acceptere Guds nåde.

(Jeg har muligvis her misforstået Barzun: han er ikke fortaler for determinisme, men bruger bare ideen om videnskabelig determinisme til at forklare ideen om prædestination. Det er muligvis passende for kalvinisme, men er misvisende, når det kommer til Kirkens lære).

Min anden kritik er, at hans fremstilling af katolsk liv forekommer mig meget… kedeligt. Som om det blot var en tom rutine, eller kun drevet af frygt for helvede. Barzun for det nogle steder til at lyde som om, man kunne købe sig fri af synd af paven (s. 5, hvor han også citerer en af Luthers teser. Om Luther virkelig troede, dette var Kirkens lære, ved jeg ikke. Måske var det blot retorik: bland de nye teser med alment accepterede sandheder, som de angiveligt er afledt af eller i familie med. Barzun selv understreger, at kun nogle (ca. 40) af Luthers 95 teser blev fordømt.) Dette er naturligvis forkert: Gud alene kan tilgive synd, hvilket er formålet med skriftemålet. Denne tilgivelse er også betingelsesløst, den afhænger ikke af, om man forretter den af præsten pålagte bod. Derudover er det som sagt mærkeligt at fremstille den katolske verden som noget så kedeligt. Festdage og processioner, korstog og pilgrimsfærd til fjerne lande – det er netop protestantismen, der er kedelig til sammenligning: for katolikkerne var verden et eventyr, netop fordi ens egne handlinger betød noget, netop fordi, Jesus giver hver enkelte nåde og kraft til at udrette noget godt i denne verden.

Det er ikke kun skidt

Der er også meget godt i disse første kapitler. Beskrivelsen af f. eks. Erasmus fandt jeg interessant, og hele opbruddet, hvor alting så at sige bliver “flydende” i store dele af Europa nord for alperne er også godt beskrevet. Jeg mener ikke, Barzun helt rammer med fremlæggelsen af Koncilet i Trent (bibelsk “literalisme” var altid katolsk tro, og Trent passer for mig ikke som udtryk for primitivisme), men han har ret, når han fremhæver protestanternes indflydelse på Galileo-affæren: netop fordi, man fra Kirkens side var ekstra påpasselig med at værne om Bibelen, blev det nødvendigt at forbyde meninger, der kunne ses som i modstrid med bibelske sandheder. At Galileo i øvrigt ikke havde gode argumenter for sin sag, hjalp ham nok heller ikke. Men Modreformationen er beskrevet godt, som Barzun siger, det var den eneste virkelige religiøse reform i det 16. århundrede.

Jeg blev også positivt overrasket, da Weber tesen fik et velfortjent lag tæsk (s. 36-8). Den velkendte påstand, at den protestantiske etik førte til moderne kapitalisme, er der meget lidt substans i. Det er f. eks. et problem for den, at der var kapitalisme før protestantisme, i Nederlandene og Italien og tidligere endda i middelalderen (se f. eks. Jean Gimpel, The Medieval Machine: The Industrial Revolution of the Middle Ages), og Barzun opsummerer fint argumentet mod Weber-tesen på ca. 1,5 side.

Alt i alt er det indtil videre en spændende og interessant bog, på trods af disse irritationsmomenter. Når jeg har læst mere, vil jeg (måske) vende tilbage med mere kritik.

Jeg har ikke tænkt at kommentere særligt meget på det, blot linke til nogle interessante betragtninger om konspirationsteorier i al almindelighed. Blot konstatere, at vi nu lever i en verden, hvor det er de såkaldte mainstream-medier og de herskende klasser, der kolporterer de mest ekstreme eksempler. (Tror du mig ikke? Et ellers udmærket program om livet i en krigszone i Østukraine kolporterer sådan en passant myten om, at krigen dernede udelukkende er udløst af, at russerne var sure over, at ukrainerne gerne vil være frie og europæiske, og Jesper Larsen giver nogle gode eksempler på, hvad DR ellers er leveringsdygtige i).

Så hvad er konspirationsteorier? Robert Murphy har et bud.

Wayne Madsen fortæller historien om den gang, en amerikansk præsidentkandidat konspirerede med fremmede magter.

Amerikansk senator: pas på, Trump, sikkerhedstjenesterne har seks måder (hverken mere eller mindre?) at komme efter dig på.

Michael Rozeff: afskaf CIA!

Var fremmede magter bag et komplot for at få “deres” kandidat valgt som amerikansk præsident? Naturligvis.

Apropos krigen mod kontanter: Norbert Häring fortæller, hvad der lå bag efterårets begivenheder i Indien (og uddyber).

Og lige et par ældre indlæg:

Konspirationsteorier er ikke nødvendige – staten behøver ikke skjule sine ugerninger.

En klassiker – Rothbard om konspirationer.

Er konspirationer sygelige? Filosof Edward Feser forsøger en diagnose.

Min egen opfattelse er, at der er to slags konspirationsteorier: den ene går ud på at tilskrive alt ondt i verden til en særligt udvalgt gruppe onde mennesker, som har en betydelig magt bag kulisserne. Al snak om hvordan jøder, tempelriddere, jesuitter eller frimurere i virkeligheden står bag alt ondt her i verden hører til i denne kategori. Det er ofte meget avancerede teorier, som postulere en satanisk magt og ond vilje hos konspiratorerne. Der er bare ikke meget bevis for, at disse sammensværgelser virkelig eksisterer. Den moderne tro på den almægtige og skumle Putin hører til i denne kategori, sammen med klassikere som jødernes hemmelige verdensherredømme eller pavens altoverskyggende magt. Ofte, men ikke altid, er sådanne teorier sat i søen og opmuntret af magthaverne. Igen er Putin og Trump et meget godt eksempel: hvis man kan bilde folk ind, at alle problemerne skyldes russernes nederdrægtighed, kan man nok bortvende folks opmærksomhed fra de venstreorienteredes og natotæres uformåenhed. Et andet godt eksempel er Filip d. 4. af Frankrigs anklager mod tempelridderne – hvor mange historikere tror i dag virkelig på, at tempelridderne var gået fra at være det hellige lands fremmeste beskyttere til at være en forsamling blasfemiske, ateistiske sodomiter? Nej, den i dag alment accepterede forklaring er, at den gode kong Filip ønskede at skaffe sig af med en rig og magtfuld organisation, som han var dybt i gæld til.

Den anden type konspirationsteori er langt væsentligere. Det er den slags teorier, som omhandler specifikke sammensværgelser for at fremme rimeligt konkrete mål, og som postulerer, at magthavere muligvis nogle gange siger noget andet, end de faktisk mener. Det har været respektabelt arbejde for historikere at afdække den slags. Allerede Thukydid kunne skrive om Den peloponnesiske Krig, at der var en forskel på påskuddet for Spartas krigserklæring mod Athen og den egentlige grund til, at Det peloponnesiske Forbund (eller rettere, Sparta og Korinth) ønskede krig. Nogle af den romerske statsmand Ciceros mest berømte taler er dem mod Katilina – taler, hvor Cicero påstår at have afdækket en enorm sammensværgelse blandt fallerede senatorer og forarmede krigsveteraner. Triumviratet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus var også en sammensværgelse. I mere moderne tid kan man pege på forløbet op til 1. Verdenskrig – Den sorte Hånd var en serbisk, statsstøttet terrorgruppe, selvom den serbiske regering benægtede al kendskab til den (muligvis fordi de ikke kendte til den – men så bliver vi for alvor konspiratoriske). Hvis man læser Christopher Clarks (med rette) meget roste Søvngængerne er det klart, at der var kredse i Paris og Moskva, der arbejdede målrettet henimod krig, og det er ligeså klart, at den engelske regering gjorde ligeså – i alle hovedstæder imens man foregav at arbejde for fred. Det er også ukontroversielt at sige, at en islamisk sammensværgelse stod bag en række terrorangreb i USA i år 2001. Iran-Contra affæren er en ligeså velkendt konspiration.

Der er selvfølgelig mere kontroversielle type 2 konspirationer, og der er også nogle af dem, der ikke er sande eller ikke kan bevises. Det er nok ikke rigtigt, at udenrigsminister Munch i marts 1940 aftalte med Himmler, hvordan Danmark skulle besættes. Det var sådan set også unødvendigt fra tyskernes side – landet var i forvejen forsvarsløst efter ti års nedrustning. (Så på sin vis kunne man næsten ønske, at Munch i det mindste havde sørget for at aftale besættelsen under ordnede forhold, så man undgik unødvendige dødsfald – er det ikke det, den højt berømmede samarbejdspolitik gik ud på?) Men det betyder ikke, at det i sig selv er dumt eller uhæderligt at tro på konspirationsteorier og stille sig skeptisk over for den officielle forklaring. Når man tænker på, at ikke bare historikere men også journalister forsøger at afsløre, hvad de egentlige bevæggrunde og den egentlige dagsorden var og er, og dermed må siges at være konspirationsteoretikere alle til hobe, er det klart at konspirationsteori er et i sig selv nærmest tomt begreb. Det er bare (som Murphy skriver i linket ovenfor) en forklaring på begivenhedernes gang, som strider imod magtfulde gruppers interesser.

Så konspirationsteorierne er opstået for at udgrænse ubekvemme sandheder? Måske er “de” mere magtfulde, jeg troede…

Et karakteristikum, Kurrild Klitgård fremhæver ved det 19. århundredes liberalisme og nationaløkonomi, er Frédéric Bastiats fremtrædende position i liberal polemik og økonomisk videnskab herhjemme. Bastiat (1801-1850) er i dag nok mest kendt for sine satiriske artikler mod protektionistiske og socialistiske ideer – f. eks. lysestøbernes adresse, anti-jernbanen eller hans definition af staten som “den fiktive skabning, ved hjælp af hvilken alle forsøger at leve på alle andres bekostning.” Hans Harmonies Economiques var dog, skønt hans kritikere beskyldte ham for at være en overfladisk populærforfatter, den væsentligste fremstilling af den klassiske politiske økonomi herhjemme, som den var det i store dele af Europa. Bastiat repræsenterede den klassiske liberalisme i fuldt flor: staten skulle begrænses til at beskytte ejendomsretten og sikre ro og orden, alle særlige privilegier og statsskabte monopoler skulle afskaffes, told skulle afskaffes og frihandel indføres og bringe fred mellem nationerne.

Alt dette var velkendt for danske liberale og nationaløkonomer, der udover Bastiat og andre franskmænd naturligvis var velbekendte med de engelske liberale tænkere og agitatorer – den såkaldte “Manchesterskole” – og med tyske liberale som John Prince-Smith og Eugen Richter. En anden franskmand med indflydelse på danske liberale var Frédéric Passy (1822-1912), den første modtager (sammen med Henri Dunant) af Nobels fredspris i 1901. Skønt han sjældent fremhæves som en fremtrædende liberal, var han en ledende skikkelse i liberal agitation og tænkning. Han var også bannerføreren for en af de væsentligste liberale mærkesager: fredssagen. Allerede i 1867 agiterede Passy mod krig, specifikt mod en forestående krig mellem Frankrig og Preussen. Skønt han kun lykkedes med at udsætte krigen – den kom som bekendt i 1870 – viede han en stor del af sit virke herefter til kampen mod krig og for fredelig sameksistens mellem nationerne. (Wikibéral har en udførlig artikel om Passy.)

Det er værd at bemærke sig, at Passy som mange andre liberale før ham anså krig for at være ikke bare umoralsk, men også for økonomisk betragtet at være en mildt sagt dårlig ide. Lenin påstod som bekendt, at imperialismen var nødvendig for at kapitalisterne under senkapitalismen kunne erobre nye markeder for at afsætte deres produkter. Imod dette er intet svar bedre end Passys anti-kolonialisme: man må forundres over, hvor dyre kolonierne er og hvor lidt, de producerer. Man skulle tro, at formålet var at skabe vanskeligheder og fjendskab, og ofte ender man med at udrydde de indfødte for at beholde landet.

Grunden til at fremhæve Passy er ikke blot, at han var meget prominent i sin egen tid, men også at der er en direkte parallel til ham i Danmark: Fredrik Bajer (1837-1922). Skønt Bajer i dag, hvis han mindes overhovedet, mest er kendt som Mathilde Bajers ægtemand og sammen med hende en af medstifterne af Dansk Kvindesamfund i 1871 (både Holger Terp og wikipedia får dog det hele med), var han tydeligt i den liberale tradition. Hans virke i kvindesagen var helt i liberalismens ånd – i 1880 kom man således den retslige ligestilling mellem kønnene et stort skridt nærmere, da den såkaldte Bajer-lov sikrede gifte kvinders ret til at råde over, hvad de erhvervede ved selvstændig virksomhed.

Selvom Bajer nok ikke kan siges at være en original økonom, så er det værd at bemærke, at han her fulgte de franske liberale. Hans Kort vejledning ved foredrag over Samfundshushåldning til brug ved folkehöjskoler fra 1870 er f. eks. mere eller mindre et resumé af Bastiat’s Harmonies économiques, hvilket da også står på titelbladet. Derudover udgav Bajer løbende diverse småskrifter for frihandel og imod protektionisme og socialisme.

Allerede tidligt blev Bajer optaget af fredsarbejdet. Han var officer i krigen i 1864 og blev afskediget i 1865. 1867 trådte Bajer ind i Passys fredsforening og lagde meget arbejde i fredssagen. I 1882 stifter han Foreningen til Danmarks Nevtralisering, senere Dansk Fredsforening. Arbejdet her går ud på at hævde og få garanteret Danmarks neutralitet, og to ting er i den sammenhæng bemærkelsesværdige:

1) Bajer er ikke en blåøjet pacifist i moderne forstand, der vil afvæbne Danmark ensidigt og således gøre landet til bytte for den første den bedste erobrer, der lader hånt om international ret – som Hitler (og englænderne, for den sags skyld) gjorde det i 1940. Sagen er at være neutral og få anerkendt neutraliteten. I første omgang mener Bajer, at denne skal garanteres af stormagterne, men allerede inden 1900 skifter han og Dansk Fredsforening kurs, som det tydeligt fremgår af Bajers Ideen til Nordens særlig Danmarks vedvarende Neutralitet, dens oprindelse og udvikling i kort overblik. Garantier virkningsløse, hvis ikke stormagterne har tænkt sig at honorerer dem, hvad Belgien fik at føle i 1914. Det handler derimod om at kunne hævde den selv, så fremmede magter blev nødt til at anerkende den – hvilket Schweiz, i modsætning til Belgien er eksemplet på i både 1914 og 1940. Det anbefalede middel hertil var et nordisk neutralitetsforbund og et effektivt forsvar, suppleret hvis ikke erstattet af et militsforsvar. (Wikipedia nævner militsen, men jeg er ikke selv stødt på tanken i de af Bajers skrifter, jeg har gennemset.)

2) Fredssagen var populær blandt folk og ledere. Fredsforeningen kunne flere gange aflevere adresser til majestæten underskrevet af mere end 1/4 million danskere, og i 1894 vedtog Rigsdagen en beslutning der afsluttede således: “I det Rigsdagen udtaler, at forsvarsvæsenets ordning kun sker med det mål for øje at værge os mod angreb og værne vor neutralitet under sammenstød med andre magter, opfordres Regeringen til ved gunstig lejlighed at søge denne vor neutralitet almindelig anerkendt og respekteret.” At Rigsdagen blev overtalt til en sådan vedtagelse skyldes, at Bajer ikke stod alene med sin neutralisme. Sofus Høgsbro og I. C. Christensen, Madsen-Mygdal d. æ. og Zahle og mange flere blandt tidens ledende skikkelser var alle på fredens side. Det høres ofte, at vi bør takke ministeriet Zahle og navnlig udenrigsminister Scavenius for, at Danmark forblev neutralt og ikke blev involveret i Første Verdenskrig, men dette er forkert. Det var bevægelsen til forsvar for landet og for landets neutralitet, som havde Bajer som sin førstemand, vi kan takke. Forsvarssagens løsning under I. C. Christensen og Holstein-Ledreborg, den ofte hørte og gentagne insisteren på landets neutralitet og viljen til at hævde den – dette holdt landet ude af krigen, og alt dette skyldes Fredrik Bajer og de andre ledere af fredssagen. At landet blev besat i 1940, hvor det havde været frit i 1914, skyldes således i høj grad, at socialismens pacifisme og landets ensidige afvæbning efter 1929 vandt over de klassiske liberales neutralisme og vilje til forsvar, som havde været dominerende før 1914.

Meget andet kunne siges om Fredrik Bajer, om hans betydning for kvindesagen og hans argumenteren for forholdstalsvalg. Hovedpointen i dag må dog være, at der var en selvstændig, velargumenteret liberal udenrigspolitik i Danmark, før Nato blev svaret på alt. Neutralitet, selvforsvar, frihandel – dette er ikke blot slagord for en Thomas Jefferson eller Ron Paul, men det var virkelighed for de liberale førere i Danmark før Verdenskrigen – og det er svaret den dag i dag på landets udenrigspolitiske problemer. Man kan kun håbe, at nutidens såkaldte liberale, af den ene eller anden slags, genopdager Danmarks rige, liberale tradition for fred.