Yde efter evne, nyde efter behov – en forkastelig etik

En af de ældste og mest indgroede forestillinger om socialisme er, at det er en mere moralsk samfundsindretning end den liberale kapitalisme.  Enhver yder efter evne og nyder efter behov! – sådan formulerede Marx det i 1875, og det er siden taget som udtryk for socialismens høje moralske mål, selv hvis det bliver indrømmet, at det ikke kan opfyldes. Selv deres kritikere har ofte indrømmet socialisterne den moralske overlegenhed og begrænset sig til at forsvare den kapitalistiske orden med, at menneskene ikke var tilstrækkelig moralske til at leve i et socialistisk samfund.

Jeg vil derfor ikke skrive om socialismens teoretiske og praktiske umulighed. Von Mises’ og andres (mere nutidigt f. eks. Huerta de Soto) kritik af socialismen som samfundsform er efterhånden velkendt – der er da heller ikke i dag for alvor nogen, der påstår, at problemerne ved at allokere produktionsfaktorer uden et prissystem baseret på privat ejerskab af produktionsmidlerne er overkommelige. Socialismen står dog stadig som et etisk ideal, og det er præcis den socialistiske ides etiske overlegenhed jeg her vil modbevise.

Yde efter evne, nyde efter behov – det er det slogan, der bedst opsummerer det socialistiske ideal. Ikke at der ikke er andre socialistiske mål – hver eneste sekt synes at have sin egen helt særlige udgave af, hvordan samfundet bør være – men det er dette slogan, som er emblematisk for socialismen og som oftest fremdrages for at karakterisere den.

Yde efter evne – hvad betyder det? Det betyder at arbejde, til man segner. Det betyder, at den dygtige producent, den flittige arbejder skal give til “fællesskabet” uden tanke for sig selv og sine og uden forventning om at få noget igen. Det betyder også, at der ingen grænse er for ens arbejdsindsats. Individets fritid og underholdning er totalt underordnet. Hvis man kan arbejde 16 timer om dagen med otte timer til hvile og indtag af føde, er man forpligtet på at arbejde så længe. Ferie og weekend må nødvendigvis opgives – kun hvad der rent fysiologisk er nødvendigt til livets opretholdelse kan tilstås den enkelte.

Yde efter evne betyder ikke, at svage individer – børn og ældre og syge o.s.v. – vil få fred. For næsten alle kan lave et eller andet, og det vil være deres pligt at lave det lidt, de kan. Børnearbejde vil være udbredt, for de fleste børn er temmelig energiske og i stand til at arbejde det meste af dagen. Selv den mest afkræftede patient eller mest gigtplagede olding vil kunne sættes i sving med et eller andet, om det så bare er at flette reb – for selvom evnen er tæt på ikke-eksisterende, så eksisterer den dog og skal derfor bruges.

Yde efter evne betyder, at alle tvinges til arbejde, at alle tvinges til at yde til “fællesskabet.” Det er uselviskhed i yderste potens – men det er tvungen uselviskhed. Det er kort sagt lig med alles slaveri i samfundets tjeneste.

Selvom socialisterne dermed prædiker universelt slaveri, kan de så ikke forsvare sig med, at den anden halvdel af sloganet – nyde efter behov – betyder, at alle vil være sikre og trygge i en universel velfærdsstat? Nej – og ikke blot fordi at i et socialistisk samfund vil næsten alle leve i yderste fattigdom. Det grundlæggende problem med “nyde efter behov” er, at det er et åbent spørgsmål, hvem der skal definere og måle hver enkelts behov. Selvom mennesker har mange af de samme mål og behov i livet, så er det et simpelt faktum, at de ikke har de samme præferencer. Gourmanden føler måske, at livet ikke er værd at leve uden rødt kød – men er det et mere eller mindre legitimt behov end fakirens for en sømmadras eller udendørsmenneskets for et par gode travesko? Spørgsmålet kan ikke besvares, da individuel, subjektiv tilfredsstillelse ikke kan reduceres til en fælles, objektiv skala. Dette er umuligt, da man nok kan forklare, at man f. eks. foretrækker rødt kød frem for grøntsager, men 1) det er umuligt at kvantificere denne præference, og 2) selv hvis den kunne kvantificeres kan man stadig ikke bare sammenligne den med andres præferencer. En sådan sammenligning kræver en fælles målestok, en tertium comparationis, som skal fastsættes først. Det er en teoretisk mulighed at alle bliver enige om hvad målestokken skal være, men i virkeligheden vil den blot blive postuleret af den elite, der står for fordelingen af goderne – om ikke af andre grunde så fordi, menneskeheden for længst ville være uddød inden alle havde accepteret en målestok og fordelingen af goder derefter kunne begynde.

Hvert individs mål og ønsker er forskellige fra alle andres, og dermed er hans præferencer for verdslige goder det også. “Nyde efter behov” betyder, at alles præferencer skal underordnes en overordnet standard, der tager udgangspunkt i en objektiv, målbar tilfredsstillelse. Der er mange forskellige muligheder for udformningen af sådan en standard, men fælles for dem alle er, at de betyder den totale undertrykkelse af individuelle ønsker. En mulighed er først at sikre alle en tilværelse på subsistensniveau, derefter at maksimere alles lystfølelse – altså en slags påtvungen hedonisme. Aldous Huxley i Fagre Nye Verden beskrev en mulig fremtid, hvor alle lever et sådant liv. Meget behageligt, hvis ens eneste ønske er at maksimere sit dopamin-niveau, men der er ingen grund til at antage, at der ikke er andet at værdsætte i tilværelsen end blot fysisk lystfølelse.

I den anden grøft er der muligheden for at fordele goderne til dem, der er bedst til at værdsætte abstrakt kunst og tolvtonemusik ud fra den opfattelse, at det objektivt højest værdsatte behov er æstetisk nydelse. Det er muligt, at der er værdi i sådan kunst, men det er givet, at langt størstedelen af menneskeheden har svært ved at se denne. Denne mulighed står dog i modsætning til kravet om at yde efter evne. For hvis man skal yde efter evne kræver det en hvis grad af “nydelse” for at man fortsat kan gøre dette, det kræver pleje, føde, restitution. Al nydelse herudover kan selvfølgelig være rent æstetisk, men det falder mere naturligt at alt overskud ud over en subsistenstilværelse går til at sikre jævne, fysiske glæder.

Kort sagt: ikke blot betyder Marx’ berømte slogan individets totale underkastelse, det betyder også at det er ham forbudt at følge sine egne mål og nyde verden på sin egen måde. Hvis ideen blev ført ud i sin yderste konsekvens reducerer den menneskeheden til blot så meget kvæg: koen yder efter evne alt det mælk, landmanden kan få ud af hende, og får så megen pleje og foder – “nydelse” – som behøves for at holde hende igang og fysisk veltilpas. Det er rigtigt, at modsat kvæget vil mennesker ikke blive aflivet så snart de ikke kan yde længere – al nydelse skal jo foregå uden reference til hvad, man har ydet – men med denne ene undtagelse er det socialistiske menneskes tilværelse ikke væsensforskellig fra de stumme dyrs. Og det er da også kun for stumme dyr at socialismen er en egnet etik.

Dette indlæg blev udgivet i Rettigheder & etik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Yde efter evne, nyde efter behov – en forkastelig etik

  1. Lise Hougaard skriver:

    Hihihi, Kristoffer, jeg har med stor munterhed læst dit indlæg.

    Jeg havnede her, fordi jeg ville udforske ‘yde efter evne, nyde efter behov’. Jeg anede ikke, at det var Marx, der var ophavsmand, og jeg må sige, at det overraskede mig meget, for udtrykket er jo lige ned ad nuværende regerings boldgade. Vi kan nok være enige om ikke at opfatte den som socialistisk, ikke?

    Vores VLAK-regering ser gerne, at vi arbejder, til vi segner, og det ser ud til, at den øgede indtjening til samfundet skal bruges til skattelettelser. Det går dog ikke an, at den største arbejdergruppe får så stor en skattelettelse, at de får lyst til at arbejde mindre, for så er der jo ikke råd til skattelettelser til de rigeste. Store skattelettelser til de lavestlønnede ville give fin mening, men så kan ‘nogen’ jo få det indtryk, at det skal straffes, at man er født begavet og har taget en god uddannelse.

    Regeringens mantra er ‘ Det skal kunne betale sig at arbejde’. Med den påstand i hånden kan man via Jobcenteret pine landets absolut dårligst stillede (fx kronisk syge, der er blevet nægtet førtidspension) i årevis, selvom det er tydeligt for enhver, at vedkommendes ‘evne’ slet ikke står mål med tidens gældende krav.

    Det ultimative signal i den behandling af mennesker er, at kan man ikke bidrage passende til samfundet, altså yde efter en eller anden politisk fastlagt evne, er det eneste anstændige at dø. Det er der da også en del, der vælger.

    Jeg ønsker dig en god dag 🙂

    • Kristoffer skriver:

      Hej Lise, tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du både blev underholdt og oplyst.
      Det er faktisk en god pointe, du har med skattelettelser. Jeg er selv for at sænke skatten for alle så langt som muligt, men du har en pointe i, at formålet fra politikernes side er at øge skatteprovenuet mest muligt – ikke at lade folk leve i fred.
      Jeg har ingen erfaring med hele aktiveringscirkusset. Jeg så det gerne afskaffet den dag i morgen, det har så vidt jeg kan se ingen gavnlig virkning.
      Hvis jeg nu skal provokere dig en smule, så så jeg også helst kontanthjælp, dagpenge, førtidspension og hvad det ellers hedder alt sammen afskaffet. Der er muligvis en 20-30 mennesker, som ikke kan leve et selvstændigt liv, men ikke mere end det. Det eneste, der skal til, er, at man gør samfundet og arbejdsmarkedet mere inkluderende, som det så smukt hedder på nudansk. Fri løndannelse, afskaffelse af alle regulativer og privilegier – både for kapitalister og arbejdere – og så skal marked og civilsamfundet nok klare problemerne. Det bliver naturligvis ikke noget paradis, men det er den bedst tænkelige og, hvis jeg må provokere igen, eneste moralsk forsvarlige løsning.
      Og nej, jeg ville absolut ikke kalde den nuværende regering socialistisk. Jeg vil heller ikke kalde den liberal. Den er vel nærmest tilhænger af det, man i gamle dage kaldte for den tredje vej. Ingenting udenfor staten, alt for staten, som den tredje vejs pioner Mussolini udtrykte det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *