Skat & Velstand

Der har i den senere tid været meget tale om beskatning og skattesatser. Det er næppe gået nogen forbi, at Liberal Alliance insisterer på, at regeringen følger sit eget regeringsgrundlag (s. 10) og sænker marginalskatten på indkomst med 5 procentpoint. Cepos har også i årets løb pointeret, at lettelser af topskatten vil være gavnlige og øge arbejdsudbuddet (se f. eks. her og her). Samtidig foreslår Alternativet at sænke eller helt at fjerne al beskatning af lønindkomst mod at øge beskatning af kapital samt indføre eller øge  de såkaldt grønne afgifter. “Beskatning af arbejde skal ned”, siger Uffe Elbæk, “mens beskatningen af ressourcer og fortjeneste til gengæld skal op”.

Det ser dermed ud som om vi kan vente os en sænkning af indkomstskatten af den ene eller anden slags i løbet af efteråret eller vinteren. Betyder det nødvendigvis, at vi skal bifalde den foreslåede skattepolitik, eller at vi kan forvente de konsekvenser, som foreslagsstillerne stiller os i udsigt?

Det må først og fremmest gøres klart, at en hver skattelettelse øger den enkelte skatteborgers velfærd. Han har nu mulighed for at forfølge sine egne mål i højere grad end før. Rothbards artikel om velfærdsøkonomi udtrykker ideen klart. Efter at have argumenteret for, at kun frivillige handlinger kan kaldes velfærdsøgende, skriver Rothbard:

“We conclude therefore that no government interference with exchanges can ever increase social utility. But we can say more than that. It is the essence of government that it alone obtains its revenue by the compulsory levy of taxation. All of its subsequent acts and expenditures, whatever their nature, rest on this taxing power. We have just seen that whenever government forces anyone to make an exchange which he would not have made, this person loses in utility as a result of the coercion. But taxation is just such a coerced exchange. If everyone would have paid just as much to the government under a system of voluntary payment, then there would be no need for the compulsion of taxes. Given the fact that coercion is used for taxes, therefore, and since all government actions rest on its taxing power, we deduce that: no act of government whatever can increase social utility.”¹

Altså, det betyder ikke noget, at staten efter en skattelettelse ikke har samme mængde penge til “velfærd” som før, da statens ydelser er baseret på tvang og derfor ikke rationelt kan kaldes velfærdsforøgende. Sagt på en anden måde: det er forkert at tale om, at skattelettelser skal finansieres, da beskatningen er finansieringen af staten. Og hvis ikke dem, der finansierer et foretagende (skatteborgerne), gør det frivilligt, men tværtimod ville trække deres støtte, hvis de kunne, er det klart, at foretagendet ikke anses for at være værdifuldt eller produktivt.

Ændringer af den progressive lønbeskatning i Danmark diskuteres næsten altid ud fra to beslægtede mål: hvilken effekt den foreslåede ændring vil have på beskæftigelsen; og hvad effekten vil være på det totale skatteprovenu. Altid er antagelsen, at begge dele skal være så høje som muligt. Denne antagelse er falsk. Det kan ikke i sig selv være et godt formål at øge statens indtægter, hvis ikke man rationelt kan argumentere for, at staten bruger midlerne gavnligt for borgerne – og hvis vi accepterer Rothbards forståelse af velfærdsøkonomi, er den mest gavnlige brug af skatteindtægterne den, skatteyderne ville have valgt frivilligt. Altså er det optimale skatteprovenu ud fra en social velfærdsbetragtning nul.

Ønsket om øget beskæftigelse ved hjælp af lavere indkomstskat er også centralt i de fleste diskussioner om skattelettelser. Det er ofte for at maksimere antallet, der betaler skat og minimere antallet, der får overførselsindkomster, at der argumenteres for at beskæftigelsen vil stige som følge af en skattenedsættelse. Det er bare overhovedet ikke sikkert, at dette ville være konsekvensen.

Hvis vi tager en enkelt lønmodtager i isolation kan vi se, at der er tre mulige handlinger, han kan tage som følge af en skattelettelse:

  1. Han kan arbejde mere, da marginalskatten er lavere og grænsenytten af de ekstra timers løn derfor nu er højere end hans alternativomkostninger;
  2. skattelettelsen har ingen indflydelse på hans adfærd; og
  3. han arbejder nu mindre, da han kan få samme løn for mindre indsats og sætter højere pris på ekstra fritid frem for større lønindkomst.

I denne tid taler vi helt konkret om at sænke topskatten. Det er klart, at for en gruppe mennesker betyder topskatten, at de vælger at blive på et lavere løntrin og nyde andre, ikke-beskattede goder – som regel ekstra fritid – fremfor at yde den ekstra indsats, der ville give dem en løn, de skulle betale topskat af. Grænsenytten af den ekstra løn minus den højere beskatning er simpelthen ikke nok til at overkommer deres alternativomkostninger.

Bortset fra denne gruppe er det dog begrænset hvad indflydelse en sænkning af topskatten vil have på beskæftigelsen. For mange i fuldtidsjob – og nok især for dem, der betaler topskat – skal der enormt meget til for at forsømme deres hjemmeliv mere, end de gør i forvejen. Der vil selvfølgelig være nogle, som vil være villige til at arbejde ekstra, men den øvre grænse for, hvor meget de fleste er villige til at arbejde, kan ikke ligge uendeligt langt fra deres reelle arbejdstid. Det følgende diagram illustrere det meget godt:2016918215122177267897aku502_21545232

De fleste mænd i fuldtidsarbejde arbejder tæt på eller over 40 timer om ugen, mens kvinder i gennemsnit har en arbejdstid omkring 35 timer. Umiddelbart kunne man tro, at mens en skattelettelse ikke ville have den store effekt på mænds beskæftigelse, ville flere kvinder øge deres arbejdstid, især når man tager i betragtning at mænd er stærkt overrepræsenteret når det handler om at arbejde mere end 37 timer om ugen:

2016918222253177267897aku500_222382

Problemet med denne forventning er, at langt de fleste mennesker ikke lever alene for sig selv, men i partnerskab med (mindst) en anden. Derfor må man tage hensyn til husstanden som enhed, til hvordan mand og kone sammen tilrettelægger deres liv, når man analyserer de mulige konsekvenser af lettelser i topskatten. Det er derfor meget muligt, at i husstande med en højtlønnet og en lavtlønnet vil en nedsættelse af marginalskatten medføre, at den højtlønnede arbejder mere, mens den lavtlønnede går på deltid eller helt træder ud af arbejdsmarkedet, da de beslutter sig for at den ekstra fritid og omsorg for familien som helhed er bedre end den ekstra lønindkomst.

Vi kan altså ikke sige med sikkerhed, hvilke konsekvenser en sænkning af marginalskatten får for arbejdsudbuddet. Det afhænger helt af arbejdernes præferencer. Vi kan dog påpege nogle af de andre konsekvenser af progressiv beskatning, som en skattelettelse ville formilde.

For det første gør progressiv beskatning markedet mere rigidt. “Gamle” penge, etablerede firmaer og forretningsmænd, har ikke længere så meget at frygte fra opkomlinger og udfordrere. De midler, som udfordrerne skulle bruge til at etablere deres egne virksomheder, kan de ikke længere spare op af deres egen indkomst. De etablerede firmaer, der uden en progressiv beskatning ville være under konstant pres for at tjene forbrugerne, så de kunne bevare deres markedsposition, kan nu tillade sig at blive mere satte og rigide og blot nyde renten af deres allerede akkumulerede kapital.

Mises (Human Action, s. 804-5) har beskrevet denne dynamik meget klart:

Every ingenious man is free to start new business projects. He may be poor, his funds may be modest and most of them may be borrowed. But if he fills the wants of consumers in the best and cheapest way, he will succeed by means of “excessive” profits. He ploughs back the greater part of his profits into his business, thus making it grow rapidly. It is the activity of such enterprising parvenus that provides the market economy with its “dynamism.” These nouveaux riches are the harbingers of economic improvement. Their threatening competition forces the old firms and big corporations either to adjust their conduct to the best possible service of the public or to go out of business.

But today taxes often absorb the greater part of the newcomer’s “excessive” profits. He cannot accumulate capital; he cannot expand [p. 809] his own business; he will never become big business and a match for the vested interests. The old firms do not need to fear his competition; they are sheltered by the tax collector. They may with impunity indulge in routine, they may defy the wishes of the public and become conservative. It is true, the income tax prevents them, too, from accumulating new capital. But what is more important for them is that it prevents the dangerous newcomer from accumulating any capital. They are virtually privileged by the tax system. In this sense progressive taxation checks economic progress and makes for rigidity. While under unhampered capitalism the ownership of capital is a liability forcing the owner to serve the consumers, modern methods of taxation transform it into a privilege.²

Det går altså ud over forbrugerne – alle samfundsborgerne – når skatten bliver for progressiv og økonomien bliver mere rigid. Det er værd at gentage, som Mises skriver, at med mindre der er tale om en direkte konfiskation af formuer og al kapital, så betyder progressiv beskatning at etablerede formuer bliver beskyttede. De rige lider ganske vist også under, at økonomien som helhed er mindre produktiv og der derfor ikke fremstilles lige så mange luksusgoder, men til gengæld behøver de ikke længere anstrenge sig i samme grad for at bevare deres formuer. Middelklasse og arbejderklasse bliver måske mere “lige” – men overklassen bliver til gengæld en priviligeret kaste. Socialister fremfører progressiv beskatning netop som en måde at bekæmpe ulighedens påståede onde på, men selv hvis dette var et nobelt og etisk mål, så er midlet helt utilstrækkeligt og burde forkastes også af socialister.

En anden væsentlig følge af progressiv beskatning er, at opsparingen og dermed investeringerne i økonomien falder. Årsagen er simpelthen den, at den enkelts opsparing er udtryk for hans tidspræferencer. For at en opsparer skal opgive noget af sin indkomst nu og dermed mindske sit forbrug forventer han en større fremtidig gevinst. Der vil altid være en hvis uoverkommelig præference for nutidigt forbrug, om ikke andet så vil intet fremtidig forbrug kunne opveje at man sulter sig selv ihjel nu. Jo flere midler (penge) man har til nutidigt forbrug, jo længere ned på sin værdiskala kommer man, og jo højere bliver værdien af fremtidigt forbrug i forhold til nutidigt. Derfor betyder en højere nutidig indkomst, at man vil opspare mere. Jo højere indkomst, desto større andel af den sidst tjente krone går til opsparing og investering i stedet for til forbrug.

Rothbard (Man, Economy and State s. 444) udtrykte det nok klarere end jeg:

A lower money stock will cause a higher time-preference rate for any unit of money remaining in his possession, until finally his timepreference rate will rise to infinity when the money stock—or rather, the money for consumption—is low enough.

Og:

[I]t is not his money stock that is relevant to his time
preferences, but the real value of his money stock. In the ERE,
of course, where the purchasing power of the money unit
remains unchanged, the two are identical. Ceteris paribus, an
increase in his real income—real additions to his money stock—
will lower the time-preference rate on his schedule.³

Rothbard selv (MES s. 916) påpegede konsekvensen for opsparing af indkomstskatter:

There is another, unheralded reason why an income tax will
particularly penalize saving and investment as against consumption. It might be thought that since the income tax confiscates a certain portion of a man’s income and leaves him free to allocate the rest between consumption and investment, and since time preference schedules remain given, the proportion of consumption to saving will remain unchanged. But this ignores the fact that the taxpayer’s real income and the real value of his monetary assets have been lowered by paying the tax. We have seen in chapter 6 that, given a man’s time-preference schedule, the lower the level of his real monetary assets, the higher his time-preference rate will be, and therefore the higher the proportion of his consumption to investment.

Hertil kan vi kun tilføje, at en progressiv beskatning kun forstærker denne effekt af al indkomstbeskatning, da man bliver beskattet ekstra af netop den del af ens indkomst, som ellers hovedsageligt ville blive opsparet og gå til fremtidigt forbrug.

En lettelse af topskatten er altså ikke bare en foræring til de rigeste, eller en måde at øge beskæftigelsen eller et forsøg på at finde det optimale punkt på Laffer-kurven. En lettelse af skatten på indkomst vil medføre et mere fleksibelt dynamisk marked, da fremadstormende entreprenører og forretningsmænd lettere kan skabe deres egen startkapital, en større opsparing og dermed flere investeringer og en mere produktiv økonomi, og muligvis også større fritid, om ikke for den enkelte lønmodtager, så dog for hans eller hendes ægtefælle.

Dette indlæg blev udgivet i Politisk økonomi og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Skat & Velstand

  1. Uffe skriver:

    Hej Kristoffer,

    Først og fremmest tak for en god artikel der belyser nogle af de punkter af indkomstbeskatningen som alt for sjældent diskuteres i debatten. Jeg mener at både Rothbard og Mises har ret når de påstår at en lavere realindkomst medfører lavere investering, og dermed dynamik, alt andet lige.

    Selvom man ikke ændrede på tidspræferencen, således at forholdet mellem opsparing og forbrug forblev det samme så er det absolutte beløb der kan bruges på investering, alt andet lige, lavere end uden beskatningen.

    Der er dog en ting mere som jeg gerne vil bringe mere fokus på, du har den med, men hvis det må være mig tilladt vil jeg slå på pointen en gang til:

    Den personlige gevinst for skatteyderen, der får større mulighed for at forfølge sine personlige ønsker og pleje sin egen velfærd, bør også trækkes frem i lyset ved enhver lejlighed. Du nævner det ganske rigtigt i starten af artiklen, men i delen hvor du taler om de tre valgmuligheder efter et sænket skattetryk, synes jeg det var på sin plads igen at nævne at alle tre valg giver skatteyderen et højere velfærdsniveau end før.

    Det er korrekt at statsøkonomerne og andre politiske økonomer påpeger arbejdsudbud som et væsentligt element i en skattesænkning, og derfor mener jeg at det må være op til os med et andet syn på sagen, at nævne de væsentlige forskelle og kridte banen op så vidt muligt, så det bliver tydeligt hvad forskellen på en statsøkonom og en rigtig økonom er: Fokus er helt anderledes rettet på det subjektive hos den enkelte.

    Personligt ser jeg netop denne egenskab som meget vigtig i forbindelse med at tale om skattelettelser, da vi ellers risikerer at drukne i heppekoret af andre “effektivitetseksperter” der skøjter hen over skatteydernes subjektive gevinster, og fokuserer på output af økonomien, frem for den ægte velfærd som ikke kun indeholder det monetært målbare.

    Jeg er fuldstændig med på Rothbards fremragende artikel, og det var egentlig også den, da jeg selv læste MES, åbnede mine øjne for hvor fejlinformeret og fejluddannet jeg selv har været igennem mine skoleår. Derfor er det særligt vigtigt at slå på den subjektive gevinst for skatteyderen, ekstra hårdt.

    • Kristoffer skriver:

      Hej Uffe,
      Tak for kommentaren. Jeg er jo helt enig i, at skatteydernes velfærd er højere med en lavere skatteprocent, ligegyldigt hvilke andre konsekvenser en skattelettelse måtte have. Og jeg håber ikke, jeg nogensinde ender som effektiviseringsekspert for staten (var det ikke det Rothbard kaldte Friedman?) – det er tværtimod et mål i sig selv at sænke statens skatteprovenu.
      Pointen er nok at vise, at en skattelettelse ikke bare er god for dem, der umiddelbart nyder godt af den, men at den også er samfundsgavnlig rigtigt forstået – den fører til en mere harmonisk, fleksibel og produktiv samfundsøkonomi. I øvrigt er det her et felt, som du selv antyder, hvor vi liberalister (og det der er værre) er langt mindre materialistiske end vores modstandere. Skatteydernes subjektive værdier kan jo være meget mere end bare fysisk produktion og nydelse, og det er derfor illegitimt at beskatte folk for at “investere” for at øge den fysiske produktion. Hvis man lader folk leve og arbejde frit, skal de nok selv vælge den for dem selv bedste kombination af fysisk produktion og mere immaterielle værdier.

      • Uffe skriver:

        Hej Kristoffer,

        Hvis du begynder at nærme dig at blive effektivitetsekspert for staten, skal jeg nok minde dig om det 🙂 Jeg tvivler nu på at det bliver tilfældet, men en ansættelse i staten vil naturligvis ligge en dæmper på din lyst til at kritisere staten i alle detaljer.

        Jeg ved ikke om det var Rothbard der kaldte Friedman dette – jeg hørte ordet da jeg sad i bilen og lyttede til et foredrag af Thomas DiLorenzo som han gav på Mises Institute for nogle år tilbage. Jeg husker ikke hvor han refererer udtrykket til, men Rothbard var klart en af Thomas’ favoritøkonomer.

        Det er i øvrigt ikke svært at forstå hvorfor, Thomas er selv oplært af Public Choice økonomerne, særligt Gordon Tullock. Thomas’ kritik af public choice er dog at de er lidt smånaive hvad angår politikerne, en egenskab man næppe kan pådutte Rothbard 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *