Sandheden er derude…

Vi lever i en tid, hvor flere og flere tror på diverse konspirationsteorier. Den kommende amerikanske præsident er en russisk marionet – russerne afviser det, men det ville de selvfølgelig gøre. Den tyske journalist Udo Ulfkottes pludselige død er (måske, sandsynligvis) CIA’s værk. Danske debatører, der tillader sig at være uenige med den herskende mening, er i virkeligheden i russernes sold. I det hele taget: russerne kommer, russerne kommer!

Jeg har ikke tænkt at kommentere særligt meget på det, blot linke til nogle interessante betragtninger om konspirationsteorier i al almindelighed. Blot konstatere, at vi nu lever i en verden, hvor det er de såkaldte mainstream-medier og de herskende klasser, der kolporterer de mest ekstreme eksempler. (Tror du mig ikke? Et ellers udmærket program om livet i en krigszone i Østukraine kolporterer sådan en passant myten om, at krigen dernede udelukkende er udløst af, at russerne var sure over, at ukrainerne gerne vil være frie og europæiske, og Jesper Larsen giver nogle gode eksempler på, hvad DR ellers er leveringsdygtige i).

Så hvad er konspirationsteorier? Robert Murphy har et bud.

Wayne Madsen fortæller historien om den gang, en amerikansk præsidentkandidat konspirerede med fremmede magter.

Amerikansk senator: pas på, Trump, sikkerhedstjenesterne har seks måder (hverken mere eller mindre?) at komme efter dig på.

Michael Rozeff: afskaf CIA!

Var fremmede magter bag et komplot for at få “deres” kandidat valgt som amerikansk præsident? Naturligvis.

Apropos krigen mod kontanter: Norbert Häring fortæller, hvad der lå bag efterårets begivenheder i Indien (og uddyber).

Og lige et par ældre indlæg:

Konspirationsteorier er ikke nødvendige – staten behøver ikke skjule sine ugerninger.

En klassiker – Rothbard om konspirationer.

Er konspirationer sygelige? Filosof Edward Feser forsøger en diagnose.

Min egen opfattelse er, at der er to slags konspirationsteorier: den ene går ud på at tilskrive alt ondt i verden til en særligt udvalgt gruppe onde mennesker, som har en betydelig magt bag kulisserne. Al snak om hvordan jøder, tempelriddere, jesuitter eller frimurere i virkeligheden står bag alt ondt her i verden hører til i denne kategori. Det er ofte meget avancerede teorier, som postulere en satanisk magt og ond vilje hos konspiratorerne. Der er bare ikke meget bevis for, at disse sammensværgelser virkelig eksisterer. Den moderne tro på den almægtige og skumle Putin hører til i denne kategori, sammen med klassikere som jødernes hemmelige verdensherredømme eller pavens altoverskyggende magt. Ofte, men ikke altid, er sådanne teorier sat i søen og opmuntret af magthaverne. Igen er Putin og Trump et meget godt eksempel: hvis man kan bilde folk ind, at alle problemerne skyldes russernes nederdrægtighed, kan man nok bortvende folks opmærksomhed fra de venstreorienteredes og natotæres uformåenhed. Et andet godt eksempel er Filip d. 4. af Frankrigs anklager mod tempelridderne – hvor mange historikere tror i dag virkelig på, at tempelridderne var gået fra at være det hellige lands fremmeste beskyttere til at være en forsamling blasfemiske, ateistiske sodomiter? Nej, den i dag alment accepterede forklaring er, at den gode kong Filip ønskede at skaffe sig af med en rig og magtfuld organisation, som han var dybt i gæld til.

Den anden type konspirationsteori er langt væsentligere. Det er den slags teorier, som omhandler specifikke sammensværgelser for at fremme rimeligt konkrete mål, og som postulerer, at magthavere muligvis nogle gange siger noget andet, end de faktisk mener. Det har været respektabelt arbejde for historikere at afdække den slags. Allerede Thukydid kunne skrive om Den peloponnesiske Krig, at der var en forskel på påskuddet for Spartas krigserklæring mod Athen og den egentlige grund til, at Det peloponnesiske Forbund (eller rettere, Sparta og Korinth) ønskede krig. Nogle af den romerske statsmand Ciceros mest berømte taler er dem mod Katilina – taler, hvor Cicero påstår at have afdækket en enorm sammensværgelse blandt fallerede senatorer og forarmede krigsveteraner. Triumviratet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus var også en sammensværgelse. I mere moderne tid kan man pege på forløbet op til 1. Verdenskrig – Den sorte Hånd var en serbisk, statsstøttet terrorgruppe, selvom den serbiske regering benægtede al kendskab til den (muligvis fordi de ikke kendte til den – men så bliver vi for alvor konspiratoriske). Hvis man læser Christopher Clarks (med rette) meget roste Søvngængerne er det klart, at der var kredse i Paris og Moskva, der arbejdede målrettet henimod krig, og det er ligeså klart, at den engelske regering gjorde ligeså – i alle hovedstæder imens man foregav at arbejde for fred. Det er også ukontroversielt at sige, at en islamisk sammensværgelse stod bag en række terrorangreb i USA i år 2001. Iran-Contra affæren er en ligeså velkendt konspiration.

Der er selvfølgelig mere kontroversielle type 2 konspirationer, og der er også nogle af dem, der ikke er sande eller ikke kan bevises. Det er nok ikke rigtigt, at udenrigsminister Munch i marts 1940 aftalte med Himmler, hvordan Danmark skulle besættes. Det var sådan set også unødvendigt fra tyskernes side – landet var i forvejen forsvarsløst efter ti års nedrustning. (Så på sin vis kunne man næsten ønske, at Munch i det mindste havde sørget for at aftale besættelsen under ordnede forhold, så man undgik unødvendige dødsfald – er det ikke det, den højt berømmede samarbejdspolitik gik ud på?) Men det betyder ikke, at det i sig selv er dumt eller uhæderligt at tro på konspirationsteorier og stille sig skeptisk over for den officielle forklaring. Når man tænker på, at ikke bare historikere men også journalister forsøger at afsløre, hvad de egentlige bevæggrunde og den egentlige dagsorden var og er, og dermed må siges at være konspirationsteoretikere alle til hobe, er det klart at konspirationsteori er et i sig selv nærmest tomt begreb. Det er bare (som Murphy skriver i linket ovenfor) en forklaring på begivenhedernes gang, som strider imod magtfulde gruppers interesser.

konspirationsteorierne er opstået for at udgrænse ubekvemme sandheder? Måske er “de” mere magtfulde, jeg troede…

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *