Panama-papirerne

Efter finanskrisens begyndelse i ’07-’08 begyndte en ny kampagne for at komme skattely til livs. Herhjemme var højdepunktet nok DR’s udsendelse for nogle år siden “I Skattely”, hvor vi skulle være forargede over Jyske Banks betjening af deres kunder. Internationalt er det primære offer nok Schweiz, hvis fremtidige rolle som skattely er temmelig usikker efter de sidste års skandaler, men også Luxembourg har en noget usikker fremtid.

Nu har vi så Panama-papirerne, hvor en skønsom blanding af forretningsfolk og mangemilliardærer, konger og politikere, fodboldspillere og filmstjerner bliver udstillet som skatteunddragere. Det er jo altid morsomt at se, hvordan folk, der bruger det meste af deres tid på at ødsle andres penge væk, bliver udstillet som hyklere, men det er værd at bemærke, at det ikke er disse, den kommende bekæmpelse af skattely vil gå ud over. DR’s dokumentarchef er sikkert oprigtig, når han hævder, at det ikke er en tilfældig tandlæge, der gemmer et par hundrede tusinde, der er interessant – men det er ham og tusinder som ham, hvis muligheder for at bevare deres formuer bliver indskrænket.

For tag ikke fejl: modsat hvad stort set alle verdens mægtige påstår (hvor egen Lars Løkke Rasmussens udgydelser er, desværre, meget repræsentative), så er skatteunddragelse og -undgåelse både moralsk rigtigt og samfundsgavnligt. (Bobby Casey fra Global Wealth Protection har et udmærket kort resumé her.)

Hvis vi tager det moralske først, så er der næppe nogen der vil betvivle, at man har ret til frugten af sit arbejde. For hvis ikke man selv har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop, hvem har så? Hvis en anden har ret til at bestemme over en, er der tale om slaveri – en tilstand ingen, så vidt jeg ved, forsvarer. Der er kun to andre muligheder: enten har alle en lige ret over alles person, hvilket betyder, at man først skal have alles samtykke, inden man gør noget som helst. Men dette er umuligt, for at give samtykke til noget er i sig selv en handling og kræver derfor forudgående tilladelse fra alle andre, en tilladelse som de for deres vedkommende kun kan give efter at have fået lov af alle, o.s.v. Den sidste mulighed er, at ingen har ret til noget. Men dette betyder anarki og kaos, da de stærkeste og mest hensynsløse så kan tilegne sig alt, hvad de magter at røve, uden at man kan komme med rationelle indvendelser imod det. Som Jyske Lovs fortale lyder: var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Altså må også denne mulighed forkastes, dels fordi den umuliggør fredeligt samkvem, dels og mere væsentligt fordi den betyder opgivelsen af al fornuft til fordel for rå vold.

Hvis man altså selv har retten til ens person og til frugten af ens arbejde, så følger det, at man har den fulde ret til hvad ens handlinger måtte frembringe (og omvendt, at man selv må tage straffen og betale den fulde erstatning, hvis man krænker andres ret eller påfører dem skade). Hvor kommer skattebetaling ind her? Det gør den kort sagt slet ikke – at man skal betale skat er blot konsekvensen af, at magthavere til alle tider ikke har respekteret borgernes rettigheder som frie mennesker, men har ønsket at leve på deres bekostning og at bestemme, hvordan de skulle leve deres liv og bruge deres midler.

Nogle gange hører man argumentet, at staten yder en helt masse tjenester, som kommer samfundet til gode, og at alle derfor er forpligtet til at betale til statens underhold. Det første er rigtigt, men konklusionen følger ikke. Hvorfor skal alle betale for alt, og hvorfor skal de betale proportionalt med deres indkomst? Proportionalitet i beskatning er blot, som Rothbard skrev, røverens princip: “taking where the taking is good.” (Man, Economy and State with Power and Market, s. 1231 – Rothbard skriver her mere snævert om “ability-to-pay” princippet, som synes at være et af hovedargumenterne for progressivitet eller proportionalitet i beskatningen. Det andet er naturligvis misundelse.) Alle skal naturligvis heller ikke betale for alle ydelser, men kun for dem, de bruger. Lad de syge derfor betale for deres behandling, de gamle for deres pensioner og plejehjem, forældre for deres børns uddannelse, bilister for motorveje, naturelskere for naturbeskyttelse. Det er ikke blot moralsk, det vil også føre til en langt bedre kvalitet og et udbud mere i overensstemmelse med folks reelle ønsker.

Altså er det moralsk at “snyde” i skat, men er det også samfundsgavnligt? Ja – i høj grad. For jo flere, der undviger skattevæsenets lange klør, desto færre midler har staten og politikerne at gøre godt med. På kort sigt kan et fald i skatteindtægterne opvejes af lån, men da statens kreditværdighed i det lange løb er afledt af dens evne til at indkræve skat, vil mindre betalt skat i det lange løb føre til mindre statslig virksomhed. Dette er et gode, da statslig virksomhed antager to former: enten er det ting, der slet ikke burde gøres (se f. eks. her eller her), eller det er ting, som burde gøres, men som staten ikke burde stå for, da det klares meget bedre på det frie marked og i civilsamfundet. Samtidig vil ens gemte formue i skattelyet blive investeret produktivt, og man bidrager dermed dobbelt til den almindelige velstand: dels ved at udsulte den uproduktive stat, dels ved at hjælpe med at opbygge kapitalapparatet i ens skattely, eller i et helt tredje land, hvis det er en mulighed. Dette kommer i sidste ende også den almindelige dansker til gode, da stigningen i investeret kapital vil føre til større produktion, hvilket vil føre til flere varer på markedet for den almene forbruger. Da vi trods alt lever i en verden med en veludviklet international handel, vil dette så i sidste ende betyde prisfald og større vareudbud også for danskerne. Og selv hvis det ikke gør, har man gjort dem en tjeneste ved at begrænse statens muligheder.

Endelig til slut: selvom jeg mener, at det er en moralsk og fædrelandskærlig gerning at begrænse ens skattebetaling, skal man altid huske, at der er en risiko for at blive fanget. Skatteunddragelse og ulovlig våbenbesiddelse er de to “forbrydelser”, der er farligst for staten, og de bliver derfor begge straffet hårdt. Derfor må man selv vurdere, om man tør tage chancen og undgå at bidrage til fædrelandets fordærv, eller om man vil betale beskyttelsespenge, så man ikke pludseligt en dag skal ind og ruske tremmer.

Dette indlæg blev udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Panama-papirerne

  1. Christian Kjellerup Hansen skriver:

    Lad os gå et skridt videre. Erhvervsfolk som har skabt noget og derefter kanaliserer en del af gevindsten ind på off-shore konti har kun unddraget staten for skat – set med politikenes nuværende øjne. Men den politiker som har gemt penge har ikke sevlv skabt beløbet; han har stjålet pengene.
    At det skattemæssigt ville være mere retfærdigt med en ensartet flad skat på et fastlagt procenttal kan vi være enige i, ligesom det ville være bedre med selvbetalt sundhedsforsikring og pensionsforsikring, men det ville nok ikke passe ind i politikernes egne idéer om personlig fryns.

    • Kristoffer skriver:

      Jeg er for så vidt enig i, at politikeres indkomst er af en anden natur end private erhvervsfolks og arbejderes – jeg tror bare ikke, det er politikere, der vil blive hængt ud, og som kommer til at lide under evt. stramninger i skattelovgivningen. Om ikke andet tror jeg ikke, danske politikere er så dumme.
      Jeg tror ikke, jeg selv ville bruge ordene “retfærdig” og “skat” i samme sætning, men når det er sagt, ville den bedste (mindst dårlige) beskatning for mig være den letteste beskatning – om den så er progressiv eller flad eller regressiv er underordnet. Lighed i beskatning er, ganske som lighed i indkomst, et vildspor, det er langt vigtigere at argumentere mod beskatning som sådan end mod ulighed i beskatningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *