Panama-papirerne

Efter finanskrisens begyndelse i ’07-’08 begyndte en ny kampagne for at komme skattely til livs. Herhjemme var højdepunktet nok DR’s udsendelse for nogle år siden “I Skattely”, hvor vi skulle være forargede over Jyske Banks betjening af deres kunder. Internationalt er det primære offer nok Schweiz, hvis fremtidige rolle som skattely er temmelig usikker efter de sidste års skandaler, men også Luxembourg har en noget usikker fremtid.

Nu har vi så Panama-papirerne, hvor en skønsom blanding af forretningsfolk og mangemilliardærer, konger og politikere, fodboldspillere og filmstjerner bliver udstillet som skatteunddragere. Det er jo altid morsomt at se, hvordan folk, der bruger det meste af deres tid på at ødsle andres penge væk, bliver udstillet som hyklere, men det er værd at bemærke, at det ikke er disse, den kommende bekæmpelse af skattely vil gå ud over. DR’s dokumentarchef er sikkert oprigtig, når han hævder, at det ikke er en tilfældig tandlæge, der gemmer et par hundrede tusinde, der er interessant – men det er ham og tusinder som ham, hvis muligheder for at bevare deres formuer bliver indskrænket.

For tag ikke fejl: modsat hvad stort set alle verdens mægtige påstår (hvor egen Lars Løkke Rasmussens udgydelser er, desværre, meget repræsentative), så er skatteunddragelse og -undgåelse både moralsk rigtigt og samfundsgavnligt. (Bobby Casey fra Global Wealth Protection har et udmærket kort resumé her.)

Hvis vi tager det moralske først, så er der næppe nogen der vil betvivle, at man har ret til frugten af sit arbejde. For hvis ikke man selv har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop, hvem har så? Hvis en anden har ret til at bestemme over en, er der tale om slaveri – en tilstand ingen, så vidt jeg ved, forsvarer. Der er kun to andre muligheder: enten har alle en lige ret over alles person, hvilket betyder, at man først skal have alles samtykke, inden man gør noget som helst. Men dette er umuligt, for at give samtykke til noget er i sig selv en handling og kræver derfor forudgående tilladelse fra alle andre, en tilladelse som de for deres vedkommende kun kan give efter at have fået lov af alle, o.s.v. Den sidste mulighed er, at ingen har ret til noget. Men dette betyder anarki og kaos, da de stærkeste og mest hensynsløse så kan tilegne sig alt, hvad de magter at røve, uden at man kan komme med rationelle indvendelser imod det. Som Jyske Lovs fortale lyder: var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Altså må også denne mulighed forkastes, dels fordi den umuliggør fredeligt samkvem, dels og mere væsentligt fordi den betyder opgivelsen af al fornuft til fordel for rå vold.

Hvis man altså selv har retten til ens person og til frugten af ens arbejde, så følger det, at man har den fulde ret til hvad ens handlinger måtte frembringe (og omvendt, at man selv må tage straffen og betale den fulde erstatning, hvis man krænker andres ret eller påfører dem skade). Hvor kommer skattebetaling ind her? Det gør den kort sagt slet ikke – at man skal betale skat er blot konsekvensen af, at magthavere til alle tider ikke har respekteret borgernes rettigheder som frie mennesker, men har ønsket at leve på deres bekostning og at bestemme, hvordan de skulle leve deres liv og bruge deres midler.

Nogle gange hører man argumentet, at staten yder en helt masse tjenester, som kommer samfundet til gode, og at alle derfor er forpligtet til at betale til statens underhold. Det første er rigtigt, men konklusionen følger ikke. Hvorfor skal alle betale for alt, og hvorfor skal de betale proportionalt med deres indkomst? Proportionalitet i beskatning er blot, som Rothbard skrev, røverens princip: “taking where the taking is good.” (Man, Economy and State with Power and Market, s. 1231 – Rothbard skriver her mere snævert om “ability-to-pay” princippet, som synes at være et af hovedargumenterne for progressivitet eller proportionalitet i beskatningen. Det andet er naturligvis misundelse.) Alle skal naturligvis heller ikke betale for alle ydelser, men kun for dem, de bruger. Lad de syge derfor betale for deres behandling, de gamle for deres pensioner og plejehjem, forældre for deres børns uddannelse, bilister for motorveje, naturelskere for naturbeskyttelse. Det er ikke blot moralsk, det vil også føre til en langt bedre kvalitet og et udbud mere i overensstemmelse med folks reelle ønsker.

Altså er det moralsk at “snyde” i skat, men er det også samfundsgavnligt? Ja – i høj grad. For jo flere, der undviger skattevæsenets lange klør, desto færre midler har staten og politikerne at gøre godt med. På kort sigt kan et fald i skatteindtægterne opvejes af lån, men da statens kreditværdighed i det lange løb er afledt af dens evne til at indkræve skat, vil mindre betalt skat i det lange løb føre til mindre statslig virksomhed. Dette er et gode, da statslig virksomhed antager to former: enten er det ting, der slet ikke burde gøres (se f. eks. her eller her), eller det er ting, som burde gøres, men som staten ikke burde stå for, da det klares meget bedre på det frie marked og i civilsamfundet. Samtidig vil ens gemte formue i skattelyet blive investeret produktivt, og man bidrager dermed dobbelt til den almindelige velstand: dels ved at udsulte den uproduktive stat, dels ved at hjælpe med at opbygge kapitalapparatet i ens skattely, eller i et helt tredje land, hvis det er en mulighed. Dette kommer i sidste ende også den almindelige dansker til gode, da stigningen i investeret kapital vil føre til større produktion, hvilket vil føre til flere varer på markedet for den almene forbruger. Da vi trods alt lever i en verden med en veludviklet international handel, vil dette så i sidste ende betyde prisfald og større vareudbud også for danskerne. Og selv hvis det ikke gør, har man gjort dem en tjeneste ved at begrænse statens muligheder.

Endelig til slut: selvom jeg mener, at det er en moralsk og fædrelandskærlig gerning at begrænse ens skattebetaling, skal man altid huske, at der er en risiko for at blive fanget. Skatteunddragelse og ulovlig våbenbesiddelse er de to “forbrydelser”, der er farligst for staten, og de bliver derfor begge straffet hårdt. Derfor må man selv vurdere, om man tør tage chancen og undgå at bidrage til fædrelandets fordærv, eller om man vil betale beskyttelsespenge, så man ikke pludseligt en dag skal ind og ruske tremmer.

Udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Frédéric, Frédéric og Fredrik – dansk liberalisme og den franske forbindelse

Professor Peter Kurrild Klitgård skrev for nyligt en artikel om liberalismens historie i Danmark. Der står meget interessant om danske liberale, men artiklen er stort set begrænset til tiden efter Anden Verdenskrig. Der er kun nogle lapidariske betragtninger om økonomi og liberalisme i tiden før. Dette er beklageligt, for der var i Danmark en lang, selvstændig, liberal tradition i det 19. århundrede og i tiden før 1940 – en tradition, der frembragte nogle af de væsentligste fremskridt i danske samfundsforhold, men hvis essens er mere eller mindre glemt i dag.

Et karakteristikum, Kurrild Klitgård fremhæver ved det 19. århundredes liberalisme og nationaløkonomi, er Frédéric Bastiats fremtrædende position i liberal polemik og økonomisk videnskab herhjemme. Bastiat (1801-1850) er i dag nok mest kendt for sine satiriske artikler mod protektionistiske og socialistiske ideer – f. eks. lysestøbernes adresse, anti-jernbanen eller hans definition af staten som “den fiktive skabning, ved hjælp af hvilken alle forsøger at leve på alle andres bekostning.” Hans Harmonies Economiques var dog, skønt hans kritikere beskyldte ham for at være en overfladisk populærforfatter, den væsentligste fremstilling af den klassiske politiske økonomi herhjemme, som den var det i store dele af Europa. Bastiat repræsenterede den klassiske liberalisme i fuldt flor: staten skulle begrænses til at beskytte ejendomsretten og sikre ro og orden, alle særlige privilegier og statsskabte monopoler skulle afskaffes, told skulle afskaffes og frihandel indføres og bringe fred mellem nationerne.

Alt dette var velkendt for danske liberale og nationaløkonomer, der udover Bastiat og andre franskmænd naturligvis var velbekendte med de engelske liberale tænkere og agitatorer – den såkaldte “Manchesterskole” – og med tyske liberale som John Prince-Smith og Eugen Richter. En anden franskmand med indflydelse på danske liberale var Frédéric Passy (1822-1912), den første modtager (sammen med Henri Dunant) af Nobels fredspris i 1901. Skønt han sjældent fremhæves som en fremtrædende liberal, var han en ledende skikkelse i liberal agitation og tænkning. Han var også bannerføreren for en af de væsentligste liberale mærkesager: fredssagen. Allerede i 1867 agiterede Passy mod krig, specifikt mod en forestående krig mellem Frankrig og Preussen. Skønt han kun lykkedes med at udsætte krigen – den kom som bekendt i 1870 – viede han en stor del af sit virke herefter til kampen mod krig og for fredelig sameksistens mellem nationerne. (Wikibéral har en udførlig artikel om Passy.)

Det er værd at bemærke sig, at Passy som mange andre liberale før ham anså krig for at være ikke bare umoralsk, men også for økonomisk betragtet at være en mildt sagt dårlig ide. Lenin påstod som bekendt, at imperialismen var nødvendig for at kapitalisterne under senkapitalismen kunne erobre nye markeder for at afsætte deres produkter. Imod dette er intet svar bedre end Passys anti-kolonialisme: man må forundres over, hvor dyre kolonierne er og hvor lidt, de producerer. Man skulle tro, at formålet var at skabe vanskeligheder og fjendskab, og ofte ender man med at udrydde de indfødte for at beholde landet.

Grunden til at fremhæve Passy er ikke blot, at han var meget prominent i sin egen tid, men også at der er en direkte parallel til ham i Danmark: Fredrik Bajer (1837-1922). Skønt Bajer i dag, hvis han mindes overhovedet, mest er kendt som Mathilde Bajers ægtemand og sammen med hende en af medstifterne af Dansk Kvindesamfund i 1871 (både Holger Terp og wikipedia får dog det hele med), var han tydeligt i den liberale tradition. Hans virke i kvindesagen var helt i liberalismens ånd – i 1880 kom man således den retslige ligestilling mellem kønnene et stort skridt nærmere, da den såkaldte Bajer-lov sikrede gifte kvinders ret til at råde over, hvad de erhvervede ved selvstændig virksomhed.

Selvom Bajer nok ikke kan siges at være en original økonom, så er det værd at bemærke, at han her fulgte de franske liberale. Hans Kort vejledning ved foredrag over Samfundshushåldning til brug ved folkehöjskoler fra 1870 er f. eks. mere eller mindre et resumé af Bastiat’s Harmonies économiques, hvilket da også står på titelbladet. Derudover udgav Bajer løbende diverse småskrifter for frihandel og imod protektionisme og socialisme.

Allerede tidligt blev Bajer optaget af fredsarbejdet. Han var officer i krigen i 1864 og blev afskediget i 1865. 1867 trådte Bajer ind i Passys fredsforening og lagde meget arbejde i fredssagen. I 1882 stifter han Foreningen til Danmarks Nevtralisering, senere Dansk Fredsforening. Arbejdet her går ud på at hævde og få garanteret Danmarks neutralitet, og to ting er i den sammenhæng bemærkelsesværdige:

1) Bajer er ikke en blåøjet pacifist i moderne forstand, der vil afvæbne Danmark ensidigt og således gøre landet til bytte for den første den bedste erobrer, der lader hånt om international ret – som Hitler (og englænderne, for den sags skyld) gjorde det i 1940. Sagen er at være neutral og få anerkendt neutraliteten. I første omgang mener Bajer, at denne skal garanteres af stormagterne, men allerede inden 1900 skifter han og Dansk Fredsforening kurs, som det tydeligt fremgår af Bajers Ideen til Nordens særlig Danmarks vedvarende Neutralitet, dens oprindelse og udvikling i kort overblik. Garantier virkningsløse, hvis ikke stormagterne har tænkt sig at honorerer dem, hvad Belgien fik at føle i 1914. Det handler derimod om at kunne hævde den selv, så fremmede magter blev nødt til at anerkende den – hvilket Schweiz, i modsætning til Belgien er eksemplet på i både 1914 og 1940. Det anbefalede middel hertil var et nordisk neutralitetsforbund og et effektivt forsvar, suppleret hvis ikke erstattet af et militsforsvar. (Wikipedia nævner militsen, men jeg er ikke selv stødt på tanken i de af Bajers skrifter, jeg har gennemset.)

2) Fredssagen var populær blandt folk og ledere. Fredsforeningen kunne flere gange aflevere adresser til majestæten underskrevet af mere end 1/4 million danskere, og i 1894 vedtog Rigsdagen en beslutning der afsluttede således: “I det Rigsdagen udtaler, at forsvarsvæsenets ordning kun sker med det mål for øje at værge os mod angreb og værne vor neutralitet under sammenstød med andre magter, opfordres Regeringen til ved gunstig lejlighed at søge denne vor neutralitet almindelig anerkendt og respekteret.” At Rigsdagen blev overtalt til en sådan vedtagelse skyldes, at Bajer ikke stod alene med sin neutralisme. Sofus Høgsbro og I. C. Christensen, Madsen-Mygdal d. æ. og Zahle og mange flere blandt tidens ledende skikkelser var alle på fredens side. Det høres ofte, at vi bør takke ministeriet Zahle og navnlig udenrigsminister Scavenius for, at Danmark forblev neutralt og ikke blev involveret i Første Verdenskrig, men dette er forkert. Det var bevægelsen til forsvar for landet og for landets neutralitet, som havde Bajer som sin førstemand, vi kan takke. Forsvarssagens løsning under I. C. Christensen og Holstein-Ledreborg, den ofte hørte og gentagne insisteren på landets neutralitet og viljen til at hævde den – dette holdt landet ude af krigen, og alt dette skyldes Fredrik Bajer og de andre ledere af fredssagen. At landet blev besat i 1940, hvor det havde været frit i 1914, skyldes således i høj grad, at socialismens pacifisme og landets ensidige afvæbning efter 1929 vandt over de klassiske liberales neutralisme og vilje til forsvar, som havde været dominerende før 1914.

Meget andet kunne siges om Fredrik Bajer, om hans betydning for kvindesagen og hans argumenteren for forholdstalsvalg. Hovedpointen i dag må dog være, at der var en selvstændig, velargumenteret liberal udenrigspolitik i Danmark, før Nato blev svaret på alt. Neutralitet, selvforsvar, frihandel – dette er ikke blot slagord for en Thomas Jefferson eller Ron Paul, men det var virkelighed for de liberale førere i Danmark før Verdenskrigen – og det er svaret den dag i dag på landets udenrigspolitiske problemer. Man kan kun håbe, at nutidens såkaldte liberale, af den ene eller anden slags, genopdager Danmarks rige, liberale tradition for fred.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Bedrag

Danmarks Radio har netop sendt sidste afsnit i deres seneste krimiserie, Bedrag. Den adskiller sig i mine øjne ikke væsentligt fra tidligere emner i genren – den samme grumsetgrå realisme (lidt mindre grumset, fordi vi er blandt rige folk), en parallelfortælling om problemer i parforholdene og obligatoriske forførelses/sexscener. Det er dog ikke det kunstneriske udtryk eller den skuespillernes præstation, jeg vil skrive om, men selve seriens emne: økonomisk kriminalitet.

Man kunne let få den tanke, når man ser serien, at der i et frit erhvervsliv er mange, der vil gøre hvad som helst for at rage til sig. Grådighed florerer sikkert her som så mange andre steder i samfundet, og der er ingen grund til at tro, at der ikke begås underslæb, dokumentfalsk og bedrageri i dansk erhvervsliv. Derfor kan serien naturligvis også ses som en fortælling om netop dette, og det fremgår serien igennem at Energreen, som er selskabet, hvori bedrageriet begås, er en respekteret del af dansk erhvervsliv – tænk bare på formanden Knud Kristensen, der serien igennem tituleres med et møllersk “hr.” At det ikke er den barske konkurrence på det frie marked, men derimod statens indblanding i det private erhvervsliv, der fører til bedrageri, fremgår dog af to væsentlige punkter: for det første at et af bedragene er såkaldt front-running; for det andet at bedraget foregår i den stærkt stats-regulerede og ikke mindst -støttede vind- og energisektor.

Hvis vi tager front-running først, så er der næppe tvivl om, at dette ofte er en uetisk praksis. I al sin enkelthed går det ud på, at en mægler lægger sine egne ordrer ind inden sine klienters, og dermed høster den kursgevinst, der måtte være. Han kan f. eks. lægge sine egne ordrer ind på aktier, som han kan se, at mange er interesserede i at købe, og dermed købe dem til en lavere pris, inden kursen stiger. Alternativt kan der være tale om, at mægleren høster gevinsten af information, han endnu ikke har givet videre til sine klienter – især fra mæglervirksomhedens analyseafdeling. Dette er klart uetisk, da mægleren i dette tilfælde lukrerer på sine kunders tillid til ham. Der kan f. eks. være tale om, at mæglerens firma snart vil offentliggøre en rapport, der anbefaler køb af et givent aktiv, og at mægleren selv køber op inden offentliggørelsen.

Problemet er, at uetisk ikke er det samme som kriminelt. Mægleren svigter sine kunders tillid, ja; men hvis ikke front-running eksplicit er udelukket i den kontrakt, der er mellem mægler og kunde, er det ikke en krænkelse af kundens ret. Vi kan f. eks. forestille os, at mægleren modtager en helt masse ordrer på køb af en aktie så længe prisen er under kurs 100. Er det kriminelt, hvis han vælger selv at købe nogle i kurs 95, inden han har eksekveret alle kundernes handler? Hvad hvis hans egen vurdering af aktien er, at alt over kurs 95 er overpris? Alle prisvurderinger er subjektive, og selvom det viser sig at kurs 100 var den rigtige pris, er det umuligt at bevise, at mægleren simpelthen bare tog fejl i sin egen vurdering. Eller hvad med spørgsmålet om information. For det første afhænger videns værdi ofte af, hvornår man har den. Det kan med andre ord være umuligt at opnå den arbitrage-gevinst, en ny analyse afslører, hvis man skal vente på, at analysen er sendt rundt til alle ens kunder, og de har haft tid til at læse og fordøje den. For det andet er der igen et stort subjektivt element – nogle kunder anser måske mæglerens analyser som det rene nonsens og bruger ham bare til at eksekvere deres egne handler, andre følger slavisk alle firmaets handelsanbefalinger. Dette er igen et vurderingsspørgsmål. Hele ideen om ikke at bruge den viden, man har, inden den er delt med andre, er en konsekvens af at se “perfekt konkurrence” som en forudsætning for efficiente markeder. For at sikre en korrekt prissætning, hævdes det (blandt andet), skal alle markedsaktører have perfekt information om alle relevante forhold. En væsentlig pointe ved markedet er dog, som Hayek forklarede i 1945 (The Use of Knowledge in Society), at individer med forskellig viden, der handler frit på markedet, koordinerer deres handlinger og opnår et harmonisk og profitabelt udkomme.

Det andet bedrag i serien er i modsætning til front-running tydeligvis kriminelt. Direktionen og bestyrelsesformanden pumper værdien af Energreens vindmølleparker i vejret ved at byde dem op gennem skuffeselskaber og lignende, alt imens de selv skummer fløden. Aktionærer og investorer sidder tilbage med en lang næse, da Energreen endelig går konkurs og det kommer frem, at selskabet er tømt for værdi. En sådan sag kan i princippet sagtens forekomme i et frit erhverv – sagen om Nordisk Fjer synes et klart eksempel – men at dramaet foregår i en branche der kun eksisterer på grund af statsstøtte øger sandsynligheden for bedrageri væsentligt. Navnet – Energreen – leder også tankerne hen på den store svindelsag i det amerikanske firma Enron tilbage i 2001. Hvorfor betyder det noget, at bedraget foregår i et selskab der nyder godt af massiv statsstøtte og opererer på et kunstigt marked? Fordi et sådant selskab er fjernet fra den økonomiske virkelighed og markedets disciplin – for det handler succes om at komme tæt på magthavere og opnå særlige privilegier og en statsgaranteret indtjening, ikke at tjene forbrugerne ved at tilbyde dem den bedst mulige og billigst mulige vare. Det er psykologisk og kulturelt meget lettere for direktionen i et sådant selskab at bedrage investorerne, for de bedrager i forvejen hele resten af samfundet. Det er også lettere at værdisætte aktiverne i et sådant firma til en kunstigt opskruet pris, da selve grundlaget for prisdannelsen er kunstig: selvom Energistyrelsen skriver lange og grundige notater om fremtiden for grøn energi, er det helt arbitrært om vindmølleejerne får 1,- eller 1,20 mere per kWh, og så længe indtjeningen afhænger af denne præmie er den kapitaliserede værdi af den fremtidige indtjening også helt arbitrær – for vedbliver statsstøtten i mange år, stiger den eller falder den, vil virksomheden blive ved med at være i kridthuset hos magthaverne, o.s.v. o.s.v.

Bedrag kan med andre ord ses som en anklage mod en betændt og surreel branche, der lever ved de herskende klassers særlige gunst parasitært på den almindelige el-bruger. Serien er dog næppe tænkt sådan, men det er dog interessant at DR’s reklamer for næste sæson afslører, at denne udspiller sig i den branche, der er tættest på magten i Danmark – nemlig bankverdenen. Bedrag og svindel vil altid være en del af hverdagen, men hvis det skal udspille sig i stor skala, kræver det statsmagtens samarbejde og velsignelse.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Bæredygtigt landbrug?

Den seneste tid har der været meget blæst om den nuværende regerings ændringer af landbrugs- og miljøpolitikken. Mette Bock fra Liberal Alliance kaldte det ligefrem et paradigmeskifte, da der tilbage i december blev indgået en politisk aftale på landbrugsområdet. Dette er dog store ord: landbrugspolitikken bliver stadig ført inden for rammerne af EU’s direktiver, og der bliver stadig ført grundigt tilsyn med landbruget og detail-reguleret på miljø-området fra statens side.

“Paradigmeskiftet” består i, at man nu vægter landmændenes interesser lidt højere i forhold til lystfiskernes og naturfredningsfolkenes end man gjorde før. Der er med andre ord stadig bred konsensus blandt politikere, embedsmænd og interesseorganisationer om, hvad rammerne for reguleringen af landbruget er. Derfor er ændringen dog ikke betydningsløs – alt tyder på, at landmændene nu kan drive deres marker mere fornuftigt, da de i større udstrækning kan gøde efter behov og ikke efter gødningsnormer fastsat af myndighederne. Landbrugets omgivelser får det også bedre, mener flere forskere, da miljøproblemer nu i langt højere grad løses lokalt, og da man nu går over til at regulere de konkrete udledninger i stedet for bare at fastsætte gødskningsnormer. Dette er da også hvad den udskældte landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug for nu lang tid siden foreslog.

Det er åbenlyst mere fornuftigt at gå over til en regulering af udledningerne. Det er trods alt disse, som kan udgøre et samfundsmæssigt problem, da landmandens brug af hans egen private jord per definition ikke kan blive et problem for andre. Kun hvis man ønsker at diktere bondens handlinger og overtrumfe hans planer og mål med sine egne kan man tillade sig at blande sig i private forhold. Med andre ord kun, hvis man ønsker at afskaffe den private ejendomsret til jord. Den foreslåede regulering af disse eksternaliteter er dog stadig inden for rammerne af det herskende paradigme: man fastsætter grænseværdier for udvaskningen af kvælstof til overfladevandet og for udledningen af nitrat til grundvandet. Om disse rent faktisk er for høje eller for lave, tages der ikke stilling til. Derfor kan både vandværkernes og vandbrugernes ret til deres ressourcer på den ene side og landmandens ret på den anden begrænses unødigt. Det første vil ske, hvis en forurening af grundvandet under grænseværdiernes niveau fører til, at vandværkerne må bekoste en ekstra rensning af vandet, for at forbrugerne ikke skal blive syge. Denne omkostning kan man ikke rimeligt søge dækket af forureneren, hvis denne har overholdt lovgivningen. Landmandens ret på den anden side begrænses unødigt, hvis grænseværdierne er så lave, at en udledning ud over disse ikke har nogen betydning for vandressourcernes ejeres brug af vandet. Da en forsker har sagt, at man sandsynligvis ikke vil kunne måle den ekstra kvælstof-udledning til vandmiljøet, er det mest sandsynlige, at det er landmandens ret der i lang tid har været indskrænket af de hidtil gældende regler. (Se denne korte oversigt fra Landbrugsavisen over nogle myter om pakken.)

Alt dette betyder ikke, at landbrugspolitikken er uden problemer – faktisk er det på høje tid, at tage det herskende paradigme op til genovervejelse. Under den seneste tids debat blev det bl. a. påstået, at vandforbrugerne kunne ende med at betale landmanden for at undlade at forurene, hvis der forekom forurening af grundvandet (Miljørapport for Forslag til plan om ændrede gødskningsnormer, s. 6). Dette er rigtigt, for så vidt der er tale om frivillige aftaler om rådighedsindskrænkninger på landmandens ejendom (efter lov om vandforsyning), men det store spørgsmål er: hvis der vitterligt er tale om forurening, hvorfor er det så den skadelidte part, der skal betale forureneren? Med andre ord er den herskende miljøpolitik en fornægtelse af de rettigheder og pligter, der naturligt følger af den private ejendomsret, og i stedet for disse pligter og rettigheder sætter man politikeres og embedsmænds mere eller mindre arbitrære skøn.

Hvis man lod privat ejendomsret og personligt ansvar afgøre spørgsmålene ville man opnå en lige så god miljøbeskyttelse, som det var ønsket, og man ville opnå dette uden at gå landmandens rettigheder for nær. Det er til en hvis grad den private ejendomsrets naturlige løsning, man har efterabet med den foreslåede emissionsregulering, uden dog at kunne gøre sig håb om at opnå tilnærmelsesvist lige så gode resultater.

Under ejendomsrettens og det personlige ansvar herredømme ville to spørgsmål være centrale for at placere skyld og erstatningsansvar i forureningsspørgsmål: hvem ejer ressourcen? og hvem var der først? Vi kan for eksempel forestille os en bonde, der i mands minde har dyrket et stykke jord og spredt gylle, kunstgødning og sprøjtegifte på det. Han har ingen umiddelbare naboer, og der er ingen – bortset fra ham selv – der benytter grundvandet under hans jord. Så åbner et nyt vandværk og borer ned til samme grundvandsreservoir, som går under bondens jord. Det opdager nu, at dette vand er fuld af nitrat og pesticider, og derfor først kan anvendes efter en langvarig og bekostelig rensningsproces. Er bonden nu ansvarlig for at betale for denne rensning? Og kan vandværket tvinge ham til at standse udledningen af gift og gødning? Svaret må i begge tilfælde være et klart nej, da bonden ikke overtrådte nogen andens rettighed da han begyndte på sin forurenende produktion. Ganske som han har ejendomsretten til jorden, han dyrker, har han erhvervet en ret til at forurene den ikke-ejede ressource – han har erhvervet en rådighedsservitut over denne del af grundvandet. Alle formelle krav om, at denne servitut skal tinglyses o.s.v. er naturligvis underordnede. Den er heller ikke stiftet ved aftale med ressourcens ejer af den simple grund, at da bonden begyndte at udlede gift og gødning var der ingen ejer og dermed heller ingen, hvis rettigheder bonden krænkede. Hvis en forretningsmand derfor åbner en vandboring ned til grundvandet under bondens jord erhverver han derfor naturligvis retten til at råde over boringen og vandlommen, men han annullerer ikke bondens ret. Det er derfor på egen risiko at vandværket borer ned til grundvandet her, og det er dets eget ansvar at rense det vand, det pumper op.

Hvad hvis det er omvendt, og vandværket åbnede en boring i et øde, udyrket område og en landmand derefter begyndte at dyrke jorden? I dette tilfælde har landmanden præcis samme ret til at udlede uønskede stoffer til grundvandet, som hr. og fru Danmark har til at smide deres affaldssæk over hækken til naboen – nemlig slet ingen. Grundvandet er allerede ejet, og dets ejer kan derfor i tilfælde af forurening forlange både, at udledningen standses, og at forureneren betaler for oprensningen. Det står naturligvis parterne frit for at indgå aftaler om hvor meget forurening, vandværket vil acceptere, og det står naturligvis også bonden i forrige eksempel frit for at sælge sin forureningsret til vandværket. Privat ejendomsret, personligt ansvar og fri aftaleret er fundamentet under denne simple og retfærdige løsning af forurenings-“problemet” – et problem, der slet ikke ville eksistere i et frit samfund.

Der er kun en enkelt tilføjelse at gøre til ovenstående skitse: hvad med det tilfælde, hvor en bonde, uden at have retten dertil, men også uden at vide det og uden at kunne vide det, forurener grundvandet? Der kan naturligvis ikke være tale om, at han har ret til at fortsætte den forurenende handling, når handlingen bliver opdaget, men det er heller ikke rimeligt, at han skal betale omkostningerne, når han ikke vidste og ikke kunne vide at han forurenede. Løsningen her er, at han åbenlyst har handlet i god tro og derfor er uden skyld – da det er et erstatningsspørgsmål kan vi sige, at denne situation har samme status som et hændeligt uheld, og bonden ifalder derfor ikke erstatningsansvar.

Selvom denne løsning er enkel på papiret, er der nogle praktiske problemer med at anvende den direkte. Det er ikke altid klart, om der blev forurenet eller hentet vand først, og det er derfor ikke altid klart, hvem der har retten på sin side – både gødning i stor stil og kommerciel / ordnet udnyttelse af grundvandet vandt frem i 1800-tallet. Det er dog klart, at der kun kan være tale om en forureningsret, hvor den intensive dyrkning af jorden med sikkerhed fandt sted inden udnyttelsen af det underliggende grundvand; og det er ligeså klart, at et vandværk kun kan forlange, at en landmand holder op med at bruge kunstgødning og gift, hvis denne brug påviseligt har en skadelig virkning på grundvandet. Da der findes både lettilgængelige og udførlige historiske kilder til at belyse det første spørgsmål og en veludviklet kemisk og biologisk videnskab til at klarlægge det andet, er disse problemer dog langtfra uoverkommelige.

PS: jeg tilføjer et par “østrigske” links senere. De relevante artikler er vist nok Rothbard i Ethics of Liberty og hans artikel om “Property Rights and Air Pollution” og noget af Walter Block

Udgivet i Ejendomsret | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

En økonomisk indvandring?

Efter den seneste tids skriverier om muligheden for indslusningsløn til indvandrere (f. eks. Cepos’ notat af december 2015 om indvandreres finansielle bidrag eller historien i Jyllands-Posten 31/1) er det på tide at se på de samfundsøkonomiske konsekvenser af indvandringen.

Med dette menes ikke primært konsekvenserne for statens budget, selvom det er dette som både Beskæftigelsesministeriet og Cepos synes at fokusere på. Det er ikke fordi dette er et uvæsentligt spørgsmål – indvirkningen af indvandring på statsbudgettet er en grov måde at se på, om denne gruppe kan regnes som skatteydere eller som skattenydere, men samfundsøkonomien er mere kompleks end som så. Om man er netto-skatteyder eller skattenyder viser blot, om man lever parasitært eller produktivt, men i så altfavnende en socialstat som den danske vil mange sandsynligvis produktive arbejdere – lærere, forskere, rottefængere – være at regne blandt de nydende. Derudover er der den basale pointe, at hin enkeltes værdi og status ikke bør vægtes efter hvor meget, man betaler i skat, da det ikke er et mål i sig selv at finansiere staten. Den eneste måde at fastslå, om man skaber værdi, er, at se om nogen vil betale for ens varer eller ydelser på et frit marked. Hvis ikke man kan sælge sit arbejde og sine varer til andre er konklusionen, at disse kun har værdi for en selv. (Rothbards artikel om Pareto-optimalitet og velfærdsøkonomi fra 1956 er det i mine øjne bedste argument for denne pointe.) Da man ikke frivilligt betaler skat, kan man derfor ikke anse det som værdifuldt – tværtimod anses skattebetaling altid og alle vegne som en omkostning – og da statsmagten ikke kan påvise, at dens undergivne sætter pris på dens ydelser, er det fuldstændigt vilkårligt, hvilken værdi man vil tilskrive dem.

Selvom skattebetaling dermed ikke er et mål for indvandringens økonomiske værdi er det, som fører til skattebetaling – beskæftigelse – det som oftest. Dog må man acceptere, at den nuværende måde, man forsøger at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet på næppe kan kaldes “beskæftigelse” på linje med danske arbejdere. (Jeg har allerede en gang beskrevet socialsystemets etiske status – det er åbenbart, hvilke direkte økonomiske konsekvenser, dette system har for samfundet, og jeg vil derfor ikke gå yderligere ind i dette spørgsmål her udover at konstatere, at systemet nærmest synes møntet på at fastholde flygtninge og indvandrere som velfærdsklienter og dermed skattenydere.) Der er nemlig ikke tale om, at de bliver ansat på lige fod med indfødte: når en flygtning kommer i virksomhedspraktik, er det ulønnet, og vedkommende beholder sin integrationsydelse; når en flygtning kommer i job med løntilskud, kan arbejdsgiveren få refunderet op til 74 kr. af timelønnen. Når fagbevægelsen derfor advarer om løntrykkeri, hvis en særligt lav indslusningsløn til flygtninge bliver tilladt, er det værd at påpege, at det nuværende system ikke bare er løntrykkeri, men statssponseret løntrykkeri: for virksomhedspraktik er gratis for arbejdsgiveren, og med løntilskud for han en rabat på op til 74 kr. i timen for at ansætte en indvandrer i stedet for en dansker – hvad enten denne sidste er medlem af LO eller ej. At fagbevægelsen ikke har protesteret mod dette forhold skyldes nok, at kun et lille mindretal af flygtninge og indvandrere kommer i job med løntilskud eller i virksomhedspraktik: ifølge JP var det i 2015 kun ca. 5210 flygtninge, der på et tidspunkt var enten i den ene eller anden form for beskæftigelse.

Hvis vi ser bort fra disse mislykkede tiltag, og forestiller os, at indvandrere og flygtninge havde samme adgang til arbejdsmarkedet som danskere, er det klart, hvori hindringen for deres beskæftigelse består: den fagforeningsdekreterede mindsteløn, som for det meste ufaglærte arbejde er ca. 110 kr. i timen. At denne ikke er bestemt af folketing og regering, men udspringer af det på strejkeretten funderede arbejdsmarkedskartel, ændrer ikke ved dens økonomiske konsekvenser: løntaksten, som enhver anden mindsteløn over den af markedet fastsatte og af arbejderens produktivitet bestemte løn, betyder arbejdsløshed for arbejdere, hvis ydelse ikke har større (grænse)nytte end mindstelønnen, som arbejdsgiveren er tvunget til at betale.

At få indvandrere og flygtninge i arbejde er dermed ligetil: da værdien af deres arbejde oftest er lavere end en tilsvarende danskers, dels fordi sprogbarrieren og kulturforskelle gør det vanskeligere at ansætte dem, dels fordi man er nødt til at sikre sig, at deres erfaring og uddannelse fra deres oprindelsesland er brugbare i en dansk sammenhæng, må de nødvendigvis oppebære en lavere løn end en tilsvarende dansker. Dermed er man nødt til at bryde fagforeningernes greb om lønfastsættelsen, hvis man nogensinde ønsker, at et nævneværdigt antal indvandrere skal gøre sig håb om at blive produktive og selvforsørgende. En indslusningsløn på 70 kr. i timen, som Cepos har argumenteret for (se dette notat fra sidste år), er blot første skridt på vejen, for hvis ikke den almindelige mindsteløn afskaffes vil det blot betyde, at indvandrere i lavtlønsjob vil kunne udkonkurrere danskere, som ikke kan kræve en løn lavere end 110 kr. i timen. Med andre ord kan man i nogen grad undgå, at flygtninge og indvandrere ender som livslange velfærdsklienter – men kun ved at presse flere danskere ud af arbejdsmarkedet.

Dette fører os til spørgsmålet om løntrykkeri. Hvis mindstelønnen afskaffes, og lønnen for ufaglært arbejde på markedet fastsættes til 65-75 kr. i timen – blot som et eksempel – betyder det så ikke, at de arbejdere, der nu får 110 kr., bliver så meget fattigere? Svaret er jo – på kort sigt. Det må for det første gøres klart, at dette lønniveau udelukkende er opnået ved at presse de mindst produktive og derfor de fattigste arbejdere ud i arbejdsløshed. Diverse (halv-)offentlige arbejdsløshedsforsikringer og velfærdsydelser opstod netop, herhjemme og i udlandet, for at forhindre mindstelønnens afskaffelse under trykket fra de nyligt arbejdsløse. Hvis generationer af danskere har vegeteret på offentlig forsørgelse med de følger, det har for deres legemlige og åndelige helbred, er årsagen primært at finde i socialstatens og arbejderbevægelsens fælles indsats for at sikre et højere lønniveau for det oligarki af arbejdere, der beholdt deres job. Det er svært at se, hvordan man kan kalde det retfærdigt, at disse bliver ved med at hæve en høj løn, når det sker på bekostning af andre arbejderes arbejdsløshed. Det er en i hvert fald mig ukendt betydning af ordet solidaritet.

Selvom lønmodtagerne bliver fattigere på kort sigt, hvis man tillader, at markedet igen fastsætter lønninger, så er der to væsentlige faktorer, som gør, at denne lønnedgang vil være erstattet af betydelig fremgang i reallønnen i løbet af få år. Den første faktor er en betydelig skattelettelse, da de forhenværende bistandsklienter og dagpengemodtagere nu er selvforsørgende. Det er naturligvis ikke selvfølgeligt, at denne besparelse på de offentlige budgetter vil resultere i en skattelettelse, men det er værd at påpege, at en sådan skattelettelse vil være mulig og i nogen grad vil kunne modvirke virkningen af faldet i lønninger.

Den anden faktor er langt den vigtigste: stigningen i produktiviteten, som vil følge når produktionsapparatet bliver tilpasset det større antal arbejdere. For at opretholde indtjeningen var arbejdsgiverne nødt til at investere efter at sikre, at hver arbejder var mere end de påbudte 110 kr. værd i timen. I stedet for at investere kapital i de mest produktive og værdifulde erhverv blev der med andre ord investeret i brancher og sektorer, hvor kapitalisten havde råd til at betale den højere løn, selvom denne investering ikke var den mest produktive og den, som ville have sikret det største udbytte for kapitalisten og samfundet. En del af den i de sidste årtier meget omtalte udflytning af danske arbejdspladser til udlandet er en konsekvens af de kunstigt høje danske lønninger: det var (og er) simpelthen billigere at bygge fabrikken i Østeuropa eller Kina end at blive ved med at investere i Danmark. (Dette er naturligvis ikke den eneste grund til udflytningen af dansk industri til andre lande, og nok heller ikke den væsentligste. Hvad vi kan kalde den neoliberale revolution, dvs. afskaffelsen af totalitære styreformer og tilladelsen af en hvis portion privat ejendomsret og frit initiativ i den tidligere østblok og i Kina er en langt væsentligere grund til de enorme investeringer, danske og andre europæiske virksomheder har foretaget oversøisk.) Det vil dermed med en større arbejdsstyrke være muligt at omstille kapitalapparatet til en langt mere produktiv produktion, og dette vil medføre en stor stigning i alles velstand. Kun de, hvis indkomst er direkte afhængig af opretholdelsen af det nuværende system, vil have noget at frygte.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: som loven om aftagende merudbytte gør klart, vil der være et punkt, hvor optagelsen af nye arbejdere i arbejdsstyrken ikke vil føre til en proportional stigning i udbyttet. Hele verden kan med andre ord ikke integreres i det danske arbejdsmarked – men det behøver den heller ikke: arbejdsmarkedet, som alle andre markeder, er i dag globalt, og der vil ikke indvandre uanede mængder af billig arbejdskraft til Danmark, blot fordi man frigiver arbejdsmarkedet. Tværtimod er det langt mere sandsynligt, at arbejdere vil udvandre, hvis de har udsigt til bedre vilkår i andre lande – det er, trods alt, set før.

Mere generelt kan vi roligt antage, at det punkt endnu ikke er nået, hvor udbyttet fra den marginale arbejders beskæftigelse er aftagende. Det kan vi, fordi den anden væsentlige produktionsfaktor, land, ikke kan kaldes en begrænsende faktor, da der er mængder af land, der ligger ubrugt hen, da der simpelthen ikke er mennesker nok til at man kan udnytte det. Selvom dette for tiden ikke er tilfældet i Danmark, behøver man blot se på et kort over Rusland eller slå befolkningstætheden i de fleste europæiske lande op for at forvisse sig om dette. Hverken Danmark eller resten af verden er dermed i fare for overbefolkning, hverken på grund af befolkningstilvækst eller indvandring. (Human Action, s. 667-669 giver Mises’ forståelse af Malthus’ berømte lov, hvilken reducerer til følgende selvindlysende sandhed: mennesker er ikke dyr, men i stand til at tænke sig om).

Den eneste fare for Danmark er derfor, at arbejdsmarkedet og asylsystemet ikke bliver reformeret hurtigt nok, og at samfundsøkonomien bryder sammen under presset fra det stadigt større antal mennesker, indvandrere, flygtninge, og danskere, som er forvist til at vegetere på statens nåde og skatteborgernes regning. For hvis ikke systemet bliver reformeret helt eller delvist vil en version af Malthus’ berømte mekanisme træde i kraft: antallet af mennesker, som lever passivt og uproduktivt på skatteydernes bekostning vil stige, og antallet af skatteydere og andre produktive mennesker vil falde, enten gennem udvandring eller fordi disse melder sig blandt skattenydernes antal. Jo før vi vender tilbage til et frit arbejdsmarked og respekt for individets aftale- og handlefrihed, jo mindre bliver chokket forbundet dermed, og jo mindre bliver de samfundsmæssige problemer, som de sidste 30 års indvandrings- og flygtningepolitik har medført.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Lidt mere om pengepolitik i 2015

Knap havde jeg udgivet mit forrige indlæg om pengepolitik i 2015, før virkeligheden synes at modbevise mine påstande. Dels har Nationalbanken meddelt, at valutareserven er tilbage i et mere normalt niveau, efter at den i december netto solgte valuta for tæt på 50 mia. kr, og at den i øvrigt hæver indskudsbevisrenten med 0,1%; dels begyndte 2016 med store fald på det danske aktiemarked.

At det dermed er lykkedes banken at bevare fastkurspolitikken er åbenbart. Dette synes også at være sket uden en abnorm pengeinflation: stigningen i M1 januar-november 2015 var på 6,3% mod ca. 6,4% for hele 2014. Dette dækker dog over store udsving: M1 var i januar på 986.839 mio. kr. og steg derfra til toppen på 1.070.598,8 mio. kr. i juli for at falde lidt og flade ud på 1.048.626,4 mio. kr. i november. Jeg tror, at denne udvikling har to hovedårsager: presset på kronen aftog, da det blev klart, at Nationalbanken ville følge ECB’s inflationære kurs, og da den amerikanske centralbank i december øgede deres rentesats en smule, kan man spekulere i, om ikke USA er et mindre inflationært miljø for tiden – selvom Joseph Salerno på mises.org advarer mod at tro, at stigningen i den amerikanske centralbanks reserverente har afgørende betydning for hverken den amerikanske eller globale økonomi. De seneste inflationstal fra USA viser da også, at pengemængden derover vokser med nogenlunde samme takt i de seneste par år.

Der er stadig for mig ikke tvivl om, at det seneste års opsving på aktiemarkedet og meget lave renter var et resultat af den førte pengepolitik. Da presset på fastkurspolitikken aftog, og Nationalbanken lukkede lidt af for tilstrømningen af nye midler rimeligt hurtigt efter krisens højdepunkt i februar-marts, er det klart, at luften måtte gå af aktieboblen rimeligt hurtigt efter. Dette betyder ikke, at der ikke kan være opstået nye fejlinvesteringer – men da markedet i forvejen var skævvredet efter års undertrykkelse af de frie markeds rentefastsættelse, er det et åbent spørgsmål, hvor alvorlige de nye skævheder er i forhold til de gamle. Det er muligt, at obligationsrenten også vil stige som følge af den seneste uro, men da der endnu ingen inflationsforventning er i markedet, er dette ikke en udvikling, der er lige om hjørnet – pengeinflationen vil med andre ord fortsat holde renten nede, prisen på obligationer oppe og hindre den oprydning, der skal til, før Danmark kan vende tilbage til en sund markedsøkonomi.

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Pengepolitik i Danmark – intet nyt under solen

Dansk pengepolitik var tidligere på året voldsomt i vælten, da Nationalbanken, for at afværge et “run” på kronen efter Den schweiziske Nationalbanks opgivelse af sin fastkurspolitik først på året, førte en meget ekspansiv politik. Operationen lykkedes, for så vidt som kronen stadig er bundet til euroen inden for de gamle rammer, men som undertegnede allerede 25. marts advarede i en kronik i Børsen, så lever vi nu med konsekvenserne af den førte politik.
Selvom pengepolitiske fænomener som regel beskrives med udgangspunkt i rente-niveau og valutareserve, så handler det grundlæggende om, hvordan udviklingen i pengemængden er. Nationalbanken trykker hele tiden nye penge, og alt efter hvor disse kommer ind i samfundsøkonomien, vil det skævvride denne gennem den såkaldte Cantillon-effekt: de første modtagere af nye penge vil byde mere på de varer, de efterspørger, og dermed presse prisen op. Dernæst vil udbyderne af disse varer, som er de næste, der nyder godt af de nye penge, byde prisen op på de varer, de selv især efterspørger, og sådan vil det fortsætte, indtil de nye penge er fordelt i samfundet. Undervejs vil de nye penge være et forstyrrende element i prisdannelsen, også selvom de relative priser endeligt finder tilbage til deres gamle indbyrdes forhold. Derudover er det klart, at Cantillon-effekten medfører en omfordeling af værdierne i samfundet fra dem, der modtager de nye penge senere – eller slet ikke – til dem, der modtager dem først. Før Første Verdenskrig, da der var en international møntfod, var der ydermere klare grænser for, hvor inflationær en kurs Nationalbanken kunne lægge: da den og alle andre centralbanker konstant var truet af risikoen for at miste deres guldreserver, blev den monetære inflation holdt inden for snævre grænser.

I en verden uden en international møntfod er det en anelse mere kompliceret, men konklusionen – at pengeinflation er dårligt – ændres ikke. Det er ikke rigtigt, at en devaluering styrker eksporten, og at det er godt, når valutareserverne opbygges. Dette er blot den gamle merkantilistiske fejlslutning angående glæderne ved en positiv handelsbalance i nye klæder: hvis der er en stor eksport, vil pengemængden i landet stige, dette vil få priserne til at stige, og dette vil så stimulere importen af varer, det ikke tidligere kunne betale sig at importere. Selvom der ikke er en international møntfod, fungerer mekanismen stadig, nu blot gennem valutakurserne. En stor eksport vil styrke kronen, hvilket vil gøre det billigere at importere, da man får mere udenlandsk valuta for sine kroner, og den øgede import vil så svække kronen. Hvis kronekursen ændres på grund af pengepolitiske tiltag, vil dette i sig selv ikke have konsekvenser i det lange løb for handelsbalancen – eksport og import bestemmes ud fra Ricardos lov om komparative fordele – men alle de skadelige konsekvenser af monetær inflation (der er næsten aldrig tale om deflation) vil stadig opstå. (En hård valuta er naturligvis i sig selv den måske bedste fordel noget land kan have – som Charles Gave citeres til sidst i denne artikel, har det ikke just skadet Schweiz at have en hård valuta.)

Set i det lys er der ingen grund til at glæde sig over, hvor dygtigt Nationalbanken fik afværget en revaluering af kronen, for denne revaluering var en nødvendig konsekvens af Den europæiske Centralbanks yderst lempelige pengepolitik. Det er rigtigt, at hvis kronen var steget i kurs, ville dette have skadet eksportører, som ikke kunne genforhandle deres kontrakter og straks tilpasse deres omkostninger til den nye kurs. Dog er disse gener rimeligt overskuelige og ville have været overvundet nu. I stedet for importerer Nationalbanken nu reelt den europæiske inflation, hvilket nok mest tydeligt ses på aktiemarkedet. Det er  f. eks. svært at se, hvordan en prissætning af selskaber til en P/E på ca. 50 (Danske Bank) og 180 (Genmab) kan have noget at gøre med deres reelle værdi. Det væsentligste udtryk for inflationen er dog stadig de minimale renter på stats- og realkredit-obligationer.

Den høje pris på danske obligationer skyldes primært tre ting: for det første Danmarks fortsatte status som sikker havn – danske politikere er trods alt ikke så uansvarlige som italienske og græske og derfor søger investorer, der vil sikre deres værdier til Danmark; for det andet muligheden for at belåne danske obligationer i ECB mod et haircut, d.v.s. få del i profitten fra den europæiske inflation ved at stille obligationer som sikkerhed for nye lån. ECB’s direktiver og kriterier findes her og her. Den bedste beskrivelse af eurosystemet er i mine øjne Philipp Bagus’ The Tragedy of the Euro fra 2010, side 75-6 er en kort og præcis beskrivelse af processen. En begrænsning i brugen af danske obligationer til dette formål er, at det som regel (så vidt jeg kan se) kun er obligationer i euro, der kan bruges til dette formål. At også obligationer denomineret i danske kroner er højt prissat skyldes de skærpede kapitalkrav til banker og finansielle virksomheder, hvilket fører os til den tredje årsag til den høje pris: med Basel III-kravene er der skabt en ekstra efterspørgsel på højt ratede obligationer generelt og især på statsobligationer, da disse sidste indgår som højkvalitetskapital uden nogen diskontering eller risikovægtning overhovedet. Se s. 15 i denne rapport fra Deloitte om Basel III. Det må dog understreges, at den meget høje pris og meget lave rente ikke ville være mulig, hvis ikke det var for den ekspansive pengepolitik især i Danmark og i den industrialiserede verden generelt. Uden denne statslige indblanding ville prisdannelsen stadigt være bestemt af objektive, markedsbestemte kriterier: statsobligationer af statens kreditværdighed, realkreditlån til private af værdien (d.v.s. grænseværdien, naturligvis) af peivatboliger og erhvervslån, om det så gælder erhvervsobligationer eller realkreditlån til erhverv, af rentabiliteten, d.v.s. af produktiviteten af den investerede kapital.

Der er kort sagt intet godt ved Nationalbankens førte politik det forløbne år. Den kan rigtigt nok ikke spores i forbrugerprisindekset, men derfor er dens konsekvenser ikke mindre skadelige. En boble på aktiemarkedet er tydelig, selvom jeg ikke skal gøre mig klog på, hvornår den springer. Den lave rente på stats- og realkreditobligationer er en kombination af den ekspansive pengepolitik og et kunstigt marked for denne type værdipapirer. Selv værdipapirer, som ikke direkte kan bruges som sikkerhed hos ECB eller til at opfylde Basel-kravene, vil blive budt op, når investorerne jager afkastet, som det så poetisk hedder. En kunstigt lav rente forårsaget af en stigende pengemængde er ifølge den østrigske skole som bekendt årsagen til konjunkturcyklussen, og det bliver interessant at se, hvor opsvinget for alvor tager fat. Landbruget, der red højt på den forrige højkonjunktur, bliver det næppe, da det stadig ligger underdrejet efter forrige krise og lider under faldende fødevarepriser, og shipping-branchen har det også hårdt grundet ekstremt lave fragtrater. Helt generelt kan man sige, at der samtidig med et kunstigt boom “højt oppe” i produktionsstrukturen vil være en tilsvarende stigning i forbruget, som vi allerede nu ser det i bil- og boligsalget. Det eneste sikre er, at så længe Nationalbanken insisterer på at holde fastkurspolitikken og dermed følge ECB’s lempelige politik, så længe vil boblen blive ved med at vokse og lige så længe vil sand velstand blive forødt og sand fremgang blive udskudt.

Det opsving, der kommer, er som det, der var; der er intet nyt under solen.

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

En liberal indvandring?

Der er ingen tvivl om, at et af tidens store spørgsmål er indvandringen fra ikke-europæiske lande. Efterårets bølge af asylansøgere har sat debatten på spidsen. De argumenter, der bruges til at retfærdiggøre indvandringen, er dels etiske, dels økonomiske. Det er kort sagt godt i sig selv at tage imod flygtninge med åbne arme, og indvandringen er i øvrigt også god for samfundsøkonomien.

Modargumenterne er nærmest ikke-eksisterende på det etiske plan, hvor det eneste egentlige argument synes at være, at der ikke er plads til så visionær en humanitær indsats, som der lægges op til. På det økonomiske plan står modstanderne noget stærkere, da der beviseligt ikke er tale om indvandring af højt kvalificerede arbejdere (de veluddannede syrere…), men snarere om lavproduktive, dårligt uddannede mennesker, som – desværre – aldrig rigtigt kommer til at leve produktivt her i landet.

Det er min hensigt i et par blogposter at tage både de etiske og de økonomiske argumenter under behandling og vise, hvordan en klassisk liberal / moderne libertariansk tilgang helt vil løse problemet.

Først det etiske argument. Det må først og fremmest understreges, at der ikke her er tale om en diskussion af, hvordan folk bør leve deres egne private liv. Dette er i sig selv et legitimt spørgsmål, men indvandringen er et samfundsetisk problem, hvilket i dette konkrete tilfælde vil sige, at spørgsmålet er, hvad statsmagten skal foretage sig. Skal staten med andre ord stille sig op som modtager og forsørger af flygtninge, eller skal den lukke grænserne og holde indvandrer- og asylantstrømmen stærkt begrænset, ligegyldigt hvad borgerne i landet selv må ønske?

Det må først gøres klart, at for at staten eller private aktører kan være moralske eller næstekærlige må de først være retfærdige, d. v. s. respektere alles rettigheder – asylansøgernes såvel som danskernes. At være næstekærlig på bekostning af andres ret er ikke bare hyklerisk, det gør andre mennesker til et middel i ens jagt på en god samvittighed. Når staten tager imod flygtninge gør den det netop på andres bekostning. Ikke blot må skatteyderne lide under de enorme udgifter, der er til sagsbehandling, indkvartering og eventuel hjemsendelse, der er også store problemer med krænkelser af den enkelte borgers ejendomsret. Her tænker jeg primært på de mange, der må se deres ejendomsret krænket, det være sig når motorveje lukkes og tog overfyldes, eller når privat og kommunal ejendom inddrages til indkvartering. (At motorveje og jernbaner er statsejede ændrer ikke grundlæggende på situationen – i dette tilfælde er det statens opgave at varetage de “naturlige” ejeres, skatteydernes, bilisternes og pendlernes interesser, ganske som det er en kommunal opgave at forvalte kommunal ejendom bedst mulig i de lokale borgeres og skatteyderes interesse).

Det er værd at bemærke, at behandlingen af asylansøgere i det nuværende system næppe kan kaldes retfærdig, endsige human eller næstekærlig. Disse mennesker, om de nu er forfulgte eller ej, er blevet stillet et godt liv i sikkerhed med masser af offentlig støtte til dem selv og deres familie i udsigt, de rejser en lang, farefuld vej fra Afghanistan og Somalia, Irak og Syrien til Europa og Danmark – og bliver så indkvarteret i en lejr i et eller to år for måske at få opholdstilladelse og derefter, tror de, få lov til at leve deres liv. Hvis de er heldige, kan de på det tidspunkt komme i en eller anden form for statsstøttet eller kommunalt organiseret arbejdsprogram for på et tidspunkt at blive selvforsørgende, men hele vejen dertil skal de løbe spidsrod mellem på den ene side at opfylde alle krav til at få lov at blive boende og blive integreret i samfundet, på den anden side at modstå socialforvaltningens sagsbehandleres lokkende sirenesang. Det er ikke et under, at der opstår parallelsamfund af det omkringliggende samfund ligegyldige indvandrede bistandsklienter, der mentalt forbliver landet fremmed når et hvert tilløb til selvstændig og uafhængig virksomhed fra indvandreres og asylansøgeres side forhindres

Det statslige asylsystem kan, med andre ord, ikke kaldes etisk forsvarligt. Det gør indvandrere til en byrde for det omkringliggende samfund og gør det samtidig næsten umuligt for disse, når de endelig en gang får deres opholdstilladelse, at slippe ud af rollen som velfærdsparasit. Ikke nok med det, det pervertere også godhjertede danskeres forsøg på at hjælpe uskyldigt forfulgte, så en handling, der er ment næstekærligt, ender som et angreb på tredjeparts ejendom, da asylansøgere er tvunget til at leve som en byrde for det omkringliggende samfund.

Det nuværende asylsystem, der opstod efter Anden Verdenskrig, bør derfor afskaffes. Dette kan synes drastisk for ikke at sige brutalt, men hvis systemet, som jeg har argumenteret, beviseligt ikke virker, men derimod er et angreb på borgernes og asylanternes ejendom og rettigheder og årsagen til en voksende klasse af indvandrede, dårligt tilpassede bistandsklienter, så er den eneste etiske fordring, at det skal afskaffes. Hvordan skal afskaffelsen finde sted, og skal noget sættes i stedet for? Ganske enkelt – asylretten skal privatiseres fuldstændigt (ganske som den udmærkede amerikanske økonom Walter Block er mit svar på alle spørgsmål: privatisér det!). Asylretten opstod i sin tid som en måde, hvorpå en uskyldigt – eller retfærdigt – forfulgt person kunne opnå i hvert fald midlertidig beskyttelse, som regel fra kongen og statsmagten, og som regel altid i en kirke eller tidligere ved et tempel. Der er dog ingen grund til at begrænse retten til at give asyl til religiøse institutioner; tværtimod bør det være hver eneste borgers ret at invitere så mange, han vil, til at besøge ham på hans egen ejendom, eller for egne midler bekoste deres ophold på hoteller eller lignende institutioner, der gerne vil have dem som gæster. Dette forhindrer overgreb på tredjepart, da skatteborgerne ikke lider overlast, og da der ingen eksternaliteter opstår, så længe asylgiveren ikke påtvinger andre samkvem med asylanterne eller omkostningerne ved deres ophold. Asylanternes ophold kan vare så længe, deres vært vil have dem og selv kan bekoste deres ophold. Dog bør det understreges, at hvis værten bliver bevidst om, at asylanterne faktisk ikke er uskyldigt forfulgte – hvis de f. eks. var deres lokale diktators brutale håndlangere, inden de flygtede – så gør han sig til medskyldig i deres forbrydelse, hvis han ikke udleverer dem til deres ofres retfærdige dom. (Hans-Hermann Hoppes artikel om fri indvandring og tvungen integration er måske den mest udførlige beskrivelse af problemerne ved fri indvandring så længe, folks rettigheder ikke respekteres. Selvom Hoppe nogle gange beskyldes for at være konservativ og ikke en “rigtig” libertarianer, så er hans pointe, at kun i et frit samfund kan indvandring være fri og så længe, staten forhindrer den enkelte  i at udøve hans fulde personlige rettigheder, så er det næstbedste at staten forvalter den del af folks rettigheder, som den ikke lader dem selv nyde, bedst muligt. Med andre ord: hvis ikke den enkelte må diskriminere i sit eget liv i brugen af sin egen ejendom, så er staten nødt til at diskriminere på alles vegne. At diskrimination – rigtigt forstået – er et gode, har Walter Block skrevet udførligt om.)

Dette er, i hovedtræk, hvordan jeg mener et asylsystem vil kunne fungere i et frit samfund. Dog kan det ikke uden modifikationer anvendes på de faktiske forhold i Danmark, for vi må acceptere, at selvom det vil være forholdsvis enkelt at udelukke indvandrere og flygtninge fra direkte overførsler fra staten, så er der så mange statsejede sektorer, at det er umuligt at begrænse adgangen til alle velfærdsstatens goder. Det allerede nævnte motorvejsnet er et godt eksempel, for selvom det vil være forholdsvis simpelt at omdanne disse til lukkede systemer med toldbomme og betalingsanlæg, så vil det for det første næppe ske, for det andet er det umuligt at gøre det samme med f. eks. Falkoner Allé, Amager Fælled eller Rold Skov. Derudover er der også erstatningsspørgsmålet – hvem skal betale, hvis en asylant på offentlig ejendom forårsager en ulykke eller gør skade? Det mest rimelige, forekommer det mig, må være at værten acceptere at hæfte ubegrænset og solidarisk for alle erstatninger, som asylantens færden kan afstedkomme. Derudover, for at sikre at en eventuel vært også kan svare alle omkostninger af sine gæsters færden, bør man overveje, så længe store dele af samfundet ikke kan afskærmes mod dem uvelkomne indtrængende, om ikke en eventuel vært bør tvinges til at stille et kontantbeløb som garanti. Størrelsen af dette kan kun fastslås ved et skøn, men det bør være så stort, at man er sikret, at en eventuel vært vil være i stand til at betale de fleste erstatninger, der måtte opstå. Der er heller intet til hinder for, at godhjertede mennesker går sammen om i forening at stille garantien og i fællesskab tage sig af asylanterne – men jeg tror, at de fleste vil indse, at omkostningerne ved hver enkelt flygtning er så store, og deres tid og penge er så begrænsede, at de bedre kan gøre godt – eller rettere, at de kan gør langt mere godt – ved at hjælpe flygtninge tæt på disses oprindelige hjem. De faktisk tilstedeværende asylansøgere i lejre rundt omkring i Danmark vil sandsynligvis kunne forsørges således indtil de enten rejser hjem, rejser til et andet land, eller bliver fuldgyldige borgere her i landet (hvordan statsborgerskab bør tildeles er et spørgsmål for sig – lad det her være nok, at de nuværende kriterier er næsten lige så tåbelige som asylsystemet, og at det ville være at foretrække at indføre et system som det schweiziske).

Til dem, som måtte  mene, at det ovenstående er verdensfjernt, er blot at sige: private sponsorater, som denne artikel fra Huffington Post beretter (via mises.org), er en stor del af det canadiske asylsystem og har været det og fungeret fint i mange år – det har endda ført til mange tusinders permanente bosætning i Canada.

Et sidste “etisk” argument for det nuværende regime er, at “vi” har skrevet under på internationale konventioner, og at “vi” har forpligtet os til at opføre os på en bestemt måde, så det er vi nødt til. Argumentet ville, hvis det er gyldigt, have en vis vægt, da det da blot er en parallel til den enkeltes pligt til at overholde indgåede aftaler. Men har “vi” indgået nogen aftaler? For det første blev disse konventioner underskrevet af tidligere regeringer og ratificeret af forgangne folketing – der er derfor ikke noget til hinder for, at et nyt folketing og en ny regering opsiger dem, da de ikke uden videre kan være forpligtet på tidligere regeringers aftaler – og slet ikke på aftaler indgået mellem for længst afdøde parter. Mere grundlæggende kan danskerne ikke være forpligtet på nogen aftale indgået af noget folketing af den simple grund, at folketingsmedlemmer ikke kan regnes for deres vælgeres fuldmægtige eller repræsentanter (og hvis de kunne, hvad så med de vælgere hvis repræsentant udeblev fra afstemningen eller stemte nej, da aftalen skulle ratificeres?). En agent kan naturligvis forpligte sin principal inden for rammerne af sin fuldmagt, men det giver ikke mening at tale om agenter eller fuldmægtige, hvis ikke principalen har fuld kontrol over hvem, han vælger som sin repræsentant – og det har den enkelte borger ikke. Derfor kan ingen dansker på noget tidspunkt være forpligtet på nogen konvention – det skulle da lige være med undtagelse af de ministre, der har underskrevet den, eller de folketingsmænd, der har ratificeret den. Disse kan naturligvis med fuld ret personligt for deres egne midler gøre, hvad de vil, og holdes fast på indgåede aftaler af deres aftalepartnere – blot med samme forbehold og betingelser, som vi ovenfor har anført må gælde for en privat vært for indvandrere og asylanter.

Det nuværende asylsystem er dermed dybt umoralsk. Det krænker danske borgeres rettigheder, det lader asylsøgere opsluge af en velfærdsstat, der forhindrer mange af dem i nogensinde selv at blive herrer over eget liv, og det hviler på en forfejlet opfattelse af internationale konventioners moralske status. Dog er det mest grundlæggende onde ved systemet dets hykleri: dyder som medmenneskelighed, næstekærlighed og solidaritet er blevet annekteret af en grundlæggende menneskefjendsk, statscentreret og rettighedskrænkende herskende klasse, der ved sin førte politik skaber en falsk modsætning mellem dem, der først og fremmest gerne vil hjælpe fremmede mennesker i nød og dem, der gerne vil beskytte deres ejendom og rettigheder mod overgreb – men i øvrigt sikkert også gerne vil hjælpe andre, hvis bare de ikke blev tvunget dertil og skammet ud for at modsætte sig tvangen.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , | En kommentar

Østrigske Observationer

Velkommen til min blog, Østrigske Observationer. Her vil jeg løbende skrive om den østrigske skole i økonomi, politisk økonomi og liberalisme i al almindelighed.

Udgivet i Uncategorized | En kommentar