Frihandel og mindsteløn

Der har på det seneste været en mindre polemik blandt borgerlige debattører om frihandel kontra protektionisme. Det begyndte med nogle få bemærkninger af Morten Uhrskov på Radio24syv, som han senere uddybede på sin blog, hvor han skrev, at protektionisme kunne være en vej frem for det danske samfund. Hans synspunkt er i korte træk, at told på importerede varer vil gavne danske ufaglærte arbejdere, da de vil kunne konkurrere mod billig udenlandsk arbejdskraft, når de er beskyttet bag en høj toldmur. Mod dette synspunkt har Christian Bjørnskov ovre på punditokraterne fremført de klassiske argumenter for frihandel: det er altid til gavn for begge lande, selv hvis det ene land er det andet land overlegent på alle punkter, når det kommer til ressourcer og produktivitet. Også Niels Westy har samme sted opponeret mod Uhrskovs forslag og påpeget, at det især er arbejdere og andre med lave indkomster, der vinder ved frihandel.

Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.

Dette indlæg blev udgivet i Politisk økonomi og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.