En økonomisk indvandring?

Efter den seneste tids skriverier om muligheden for indslusningsløn til indvandrere (f. eks. Cepos’ notat af december 2015 om indvandreres finansielle bidrag eller historien i Jyllands-Posten 31/1) er det på tide at se på de samfundsøkonomiske konsekvenser af indvandringen.

Med dette menes ikke primært konsekvenserne for statens budget, selvom det er dette som både Beskæftigelsesministeriet og Cepos synes at fokusere på. Det er ikke fordi dette er et uvæsentligt spørgsmål – indvirkningen af indvandring på statsbudgettet er en grov måde at se på, om denne gruppe kan regnes som skatteydere eller som skattenydere, men samfundsøkonomien er mere kompleks end som så. Om man er netto-skatteyder eller skattenyder viser blot, om man lever parasitært eller produktivt, men i så altfavnende en socialstat som den danske vil mange sandsynligvis produktive arbejdere – lærere, forskere, rottefængere – være at regne blandt de nydende. Derudover er der den basale pointe, at hin enkeltes værdi og status ikke bør vægtes efter hvor meget, man betaler i skat, da det ikke er et mål i sig selv at finansiere staten. Den eneste måde at fastslå, om man skaber værdi, er, at se om nogen vil betale for ens varer eller ydelser på et frit marked. Hvis ikke man kan sælge sit arbejde og sine varer til andre er konklusionen, at disse kun har værdi for en selv. (Rothbards artikel om Pareto-optimalitet og velfærdsøkonomi fra 1956 er det i mine øjne bedste argument for denne pointe.) Da man ikke frivilligt betaler skat, kan man derfor ikke anse det som værdifuldt – tværtimod anses skattebetaling altid og alle vegne som en omkostning – og da statsmagten ikke kan påvise, at dens undergivne sætter pris på dens ydelser, er det fuldstændigt vilkårligt, hvilken værdi man vil tilskrive dem.

Selvom skattebetaling dermed ikke er et mål for indvandringens økonomiske værdi er det, som fører til skattebetaling – beskæftigelse – det som oftest. Dog må man acceptere, at den nuværende måde, man forsøger at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet på næppe kan kaldes “beskæftigelse” på linje med danske arbejdere. (Jeg har allerede en gang beskrevet socialsystemets etiske status – det er åbenbart, hvilke direkte økonomiske konsekvenser, dette system har for samfundet, og jeg vil derfor ikke gå yderligere ind i dette spørgsmål her udover at konstatere, at systemet nærmest synes møntet på at fastholde flygtninge og indvandrere som velfærdsklienter og dermed skattenydere.) Der er nemlig ikke tale om, at de bliver ansat på lige fod med indfødte: når en flygtning kommer i virksomhedspraktik, er det ulønnet, og vedkommende beholder sin integrationsydelse; når en flygtning kommer i job med løntilskud, kan arbejdsgiveren få refunderet op til 74 kr. af timelønnen. Når fagbevægelsen derfor advarer om løntrykkeri, hvis en særligt lav indslusningsløn til flygtninge bliver tilladt, er det værd at påpege, at det nuværende system ikke bare er løntrykkeri, men statssponseret løntrykkeri: for virksomhedspraktik er gratis for arbejdsgiveren, og med løntilskud for han en rabat på op til 74 kr. i timen for at ansætte en indvandrer i stedet for en dansker – hvad enten denne sidste er medlem af LO eller ej. At fagbevægelsen ikke har protesteret mod dette forhold skyldes nok, at kun et lille mindretal af flygtninge og indvandrere kommer i job med løntilskud eller i virksomhedspraktik: ifølge JP var det i 2015 kun ca. 5210 flygtninge, der på et tidspunkt var enten i den ene eller anden form for beskæftigelse.

Hvis vi ser bort fra disse mislykkede tiltag, og forestiller os, at indvandrere og flygtninge havde samme adgang til arbejdsmarkedet som danskere, er det klart, hvori hindringen for deres beskæftigelse består: den fagforeningsdekreterede mindsteløn, som for det meste ufaglærte arbejde er ca. 110 kr. i timen. At denne ikke er bestemt af folketing og regering, men udspringer af det på strejkeretten funderede arbejdsmarkedskartel, ændrer ikke ved dens økonomiske konsekvenser: løntaksten, som enhver anden mindsteløn over den af markedet fastsatte og af arbejderens produktivitet bestemte løn, betyder arbejdsløshed for arbejdere, hvis ydelse ikke har større (grænse)nytte end mindstelønnen, som arbejdsgiveren er tvunget til at betale.

At få indvandrere og flygtninge i arbejde er dermed ligetil: da værdien af deres arbejde oftest er lavere end en tilsvarende danskers, dels fordi sprogbarrieren og kulturforskelle gør det vanskeligere at ansætte dem, dels fordi man er nødt til at sikre sig, at deres erfaring og uddannelse fra deres oprindelsesland er brugbare i en dansk sammenhæng, må de nødvendigvis oppebære en lavere løn end en tilsvarende dansker. Dermed er man nødt til at bryde fagforeningernes greb om lønfastsættelsen, hvis man nogensinde ønsker, at et nævneværdigt antal indvandrere skal gøre sig håb om at blive produktive og selvforsørgende. En indslusningsløn på 70 kr. i timen, som Cepos har argumenteret for (se dette notat fra sidste år), er blot første skridt på vejen, for hvis ikke den almindelige mindsteløn afskaffes vil det blot betyde, at indvandrere i lavtlønsjob vil kunne udkonkurrere danskere, som ikke kan kræve en løn lavere end 110 kr. i timen. Med andre ord kan man i nogen grad undgå, at flygtninge og indvandrere ender som livslange velfærdsklienter – men kun ved at presse flere danskere ud af arbejdsmarkedet.

Dette fører os til spørgsmålet om løntrykkeri. Hvis mindstelønnen afskaffes, og lønnen for ufaglært arbejde på markedet fastsættes til 65-75 kr. i timen – blot som et eksempel – betyder det så ikke, at de arbejdere, der nu får 110 kr., bliver så meget fattigere? Svaret er jo – på kort sigt. Det må for det første gøres klart, at dette lønniveau udelukkende er opnået ved at presse de mindst produktive og derfor de fattigste arbejdere ud i arbejdsløshed. Diverse (halv-)offentlige arbejdsløshedsforsikringer og velfærdsydelser opstod netop, herhjemme og i udlandet, for at forhindre mindstelønnens afskaffelse under trykket fra de nyligt arbejdsløse. Hvis generationer af danskere har vegeteret på offentlig forsørgelse med de følger, det har for deres legemlige og åndelige helbred, er årsagen primært at finde i socialstatens og arbejderbevægelsens fælles indsats for at sikre et højere lønniveau for det oligarki af arbejdere, der beholdt deres job. Det er svært at se, hvordan man kan kalde det retfærdigt, at disse bliver ved med at hæve en høj løn, når det sker på bekostning af andre arbejderes arbejdsløshed. Det er en i hvert fald mig ukendt betydning af ordet solidaritet.

Selvom lønmodtagerne bliver fattigere på kort sigt, hvis man tillader, at markedet igen fastsætter lønninger, så er der to væsentlige faktorer, som gør, at denne lønnedgang vil være erstattet af betydelig fremgang i reallønnen i løbet af få år. Den første faktor er en betydelig skattelettelse, da de forhenværende bistandsklienter og dagpengemodtagere nu er selvforsørgende. Det er naturligvis ikke selvfølgeligt, at denne besparelse på de offentlige budgetter vil resultere i en skattelettelse, men det er værd at påpege, at en sådan skattelettelse vil være mulig og i nogen grad vil kunne modvirke virkningen af faldet i lønninger.

Den anden faktor er langt den vigtigste: stigningen i produktiviteten, som vil følge når produktionsapparatet bliver tilpasset det større antal arbejdere. For at opretholde indtjeningen var arbejdsgiverne nødt til at investere efter at sikre, at hver arbejder var mere end de påbudte 110 kr. værd i timen. I stedet for at investere kapital i de mest produktive og værdifulde erhverv blev der med andre ord investeret i brancher og sektorer, hvor kapitalisten havde råd til at betale den højere løn, selvom denne investering ikke var den mest produktive og den, som ville have sikret det største udbytte for kapitalisten og samfundet. En del af den i de sidste årtier meget omtalte udflytning af danske arbejdspladser til udlandet er en konsekvens af de kunstigt høje danske lønninger: det var (og er) simpelthen billigere at bygge fabrikken i Østeuropa eller Kina end at blive ved med at investere i Danmark. (Dette er naturligvis ikke den eneste grund til udflytningen af dansk industri til andre lande, og nok heller ikke den væsentligste. Hvad vi kan kalde den neoliberale revolution, dvs. afskaffelsen af totalitære styreformer og tilladelsen af en hvis portion privat ejendomsret og frit initiativ i den tidligere østblok og i Kina er en langt væsentligere grund til de enorme investeringer, danske og andre europæiske virksomheder har foretaget oversøisk.) Det vil dermed med en større arbejdsstyrke være muligt at omstille kapitalapparatet til en langt mere produktiv produktion, og dette vil medføre en stor stigning i alles velstand. Kun de, hvis indkomst er direkte afhængig af opretholdelsen af det nuværende system, vil have noget at frygte.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: som loven om aftagende merudbytte gør klart, vil der være et punkt, hvor optagelsen af nye arbejdere i arbejdsstyrken ikke vil føre til en proportional stigning i udbyttet. Hele verden kan med andre ord ikke integreres i det danske arbejdsmarked – men det behøver den heller ikke: arbejdsmarkedet, som alle andre markeder, er i dag globalt, og der vil ikke indvandre uanede mængder af billig arbejdskraft til Danmark, blot fordi man frigiver arbejdsmarkedet. Tværtimod er det langt mere sandsynligt, at arbejdere vil udvandre, hvis de har udsigt til bedre vilkår i andre lande – det er, trods alt, set før.

Mere generelt kan vi roligt antage, at det punkt endnu ikke er nået, hvor udbyttet fra den marginale arbejders beskæftigelse er aftagende. Det kan vi, fordi den anden væsentlige produktionsfaktor, land, ikke kan kaldes en begrænsende faktor, da der er mængder af land, der ligger ubrugt hen, da der simpelthen ikke er mennesker nok til at man kan udnytte det. Selvom dette for tiden ikke er tilfældet i Danmark, behøver man blot se på et kort over Rusland eller slå befolkningstætheden i de fleste europæiske lande op for at forvisse sig om dette. Hverken Danmark eller resten af verden er dermed i fare for overbefolkning, hverken på grund af befolkningstilvækst eller indvandring. (Human Action, s. 667-669 giver Mises’ forståelse af Malthus’ berømte lov, hvilken reducerer til følgende selvindlysende sandhed: mennesker er ikke dyr, men i stand til at tænke sig om).

Den eneste fare for Danmark er derfor, at arbejdsmarkedet og asylsystemet ikke bliver reformeret hurtigt nok, og at samfundsøkonomien bryder sammen under presset fra det stadigt større antal mennesker, indvandrere, flygtninge, og danskere, som er forvist til at vegetere på statens nåde og skatteborgernes regning. For hvis ikke systemet bliver reformeret helt eller delvist vil en version af Malthus’ berømte mekanisme træde i kraft: antallet af mennesker, som lever passivt og uproduktivt på skatteydernes bekostning vil stige, og antallet af skatteydere og andre produktive mennesker vil falde, enten gennem udvandring eller fordi disse melder sig blandt skattenydernes antal. Jo før vi vender tilbage til et frit arbejdsmarked og respekt for individets aftale- og handlefrihed, jo mindre bliver chokket forbundet dermed, og jo mindre bliver de samfundsmæssige problemer, som de sidste 30 års indvandrings- og flygtningepolitik har medført.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandring og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *