En liberal indvandring?

Der er ingen tvivl om, at et af tidens store spørgsmål er indvandringen fra ikke-europæiske lande. Efterårets bølge af asylansøgere har sat debatten på spidsen. De argumenter, der bruges til at retfærdiggøre indvandringen, er dels etiske, dels økonomiske. Det er kort sagt godt i sig selv at tage imod flygtninge med åbne arme, og indvandringen er i øvrigt også god for samfundsøkonomien.

Modargumenterne er nærmest ikke-eksisterende på det etiske plan, hvor det eneste egentlige argument synes at være, at der ikke er plads til så visionær en humanitær indsats, som der lægges op til. På det økonomiske plan står modstanderne noget stærkere, da der beviseligt ikke er tale om indvandring af højt kvalificerede arbejdere (de veluddannede syrere…), men snarere om lavproduktive, dårligt uddannede mennesker, som – desværre – aldrig rigtigt kommer til at leve produktivt her i landet.

Det er min hensigt i et par blogposter at tage både de etiske og de økonomiske argumenter under behandling og vise, hvordan en klassisk liberal / moderne libertariansk tilgang helt vil løse problemet.

Først det etiske argument. Det må først og fremmest understreges, at der ikke her er tale om en diskussion af, hvordan folk bør leve deres egne private liv. Dette er i sig selv et legitimt spørgsmål, men indvandringen er et samfundsetisk problem, hvilket i dette konkrete tilfælde vil sige, at spørgsmålet er, hvad statsmagten skal foretage sig. Skal staten med andre ord stille sig op som modtager og forsørger af flygtninge, eller skal den lukke grænserne og holde indvandrer- og asylantstrømmen stærkt begrænset, ligegyldigt hvad borgerne i landet selv må ønske?

Det må først gøres klart, at for at staten eller private aktører kan være moralske eller næstekærlige må de først være retfærdige, d. v. s. respektere alles rettigheder – asylansøgernes såvel som danskernes. At være næstekærlig på bekostning af andres ret er ikke bare hyklerisk, det gør andre mennesker til et middel i ens jagt på en god samvittighed. Når staten tager imod flygtninge gør den det netop på andres bekostning. Ikke blot må skatteyderne lide under de enorme udgifter, der er til sagsbehandling, indkvartering og eventuel hjemsendelse, der er også store problemer med krænkelser af den enkelte borgers ejendomsret. Her tænker jeg primært på de mange, der må se deres ejendomsret krænket, det være sig når motorveje lukkes og tog overfyldes, eller når privat og kommunal ejendom inddrages til indkvartering. (At motorveje og jernbaner er statsejede ændrer ikke grundlæggende på situationen – i dette tilfælde er det statens opgave at varetage de “naturlige” ejeres, skatteydernes, bilisternes og pendlernes interesser, ganske som det er en kommunal opgave at forvalte kommunal ejendom bedst mulig i de lokale borgeres og skatteyderes interesse).

Det er værd at bemærke, at behandlingen af asylansøgere i det nuværende system næppe kan kaldes retfærdig, endsige human eller næstekærlig. Disse mennesker, om de nu er forfulgte eller ej, er blevet stillet et godt liv i sikkerhed med masser af offentlig støtte til dem selv og deres familie i udsigt, de rejser en lang, farefuld vej fra Afghanistan og Somalia, Irak og Syrien til Europa og Danmark – og bliver så indkvarteret i en lejr i et eller to år for måske at få opholdstilladelse og derefter, tror de, få lov til at leve deres liv. Hvis de er heldige, kan de på det tidspunkt komme i en eller anden form for statsstøttet eller kommunalt organiseret arbejdsprogram for på et tidspunkt at blive selvforsørgende, men hele vejen dertil skal de løbe spidsrod mellem på den ene side at opfylde alle krav til at få lov at blive boende og blive integreret i samfundet, på den anden side at modstå socialforvaltningens sagsbehandleres lokkende sirenesang. Det er ikke et under, at der opstår parallelsamfund af det omkringliggende samfund ligegyldige indvandrede bistandsklienter, der mentalt forbliver landet fremmed når et hvert tilløb til selvstændig og uafhængig virksomhed fra indvandreres og asylansøgeres side forhindres

Det statslige asylsystem kan, med andre ord, ikke kaldes etisk forsvarligt. Det gør indvandrere til en byrde for det omkringliggende samfund og gør det samtidig næsten umuligt for disse, når de endelig en gang får deres opholdstilladelse, at slippe ud af rollen som velfærdsparasit. Ikke nok med det, det pervertere også godhjertede danskeres forsøg på at hjælpe uskyldigt forfulgte, så en handling, der er ment næstekærligt, ender som et angreb på tredjeparts ejendom, da asylansøgere er tvunget til at leve som en byrde for det omkringliggende samfund.

Det nuværende asylsystem, der opstod efter Anden Verdenskrig, bør derfor afskaffes. Dette kan synes drastisk for ikke at sige brutalt, men hvis systemet, som jeg har argumenteret, beviseligt ikke virker, men derimod er et angreb på borgernes og asylanternes ejendom og rettigheder og årsagen til en voksende klasse af indvandrede, dårligt tilpassede bistandsklienter, så er den eneste etiske fordring, at det skal afskaffes. Hvordan skal afskaffelsen finde sted, og skal noget sættes i stedet for? Ganske enkelt – asylretten skal privatiseres fuldstændigt (ganske som den udmærkede amerikanske økonom Walter Block er mit svar på alle spørgsmål: privatisér det!). Asylretten opstod i sin tid som en måde, hvorpå en uskyldigt – eller retfærdigt – forfulgt person kunne opnå i hvert fald midlertidig beskyttelse, som regel fra kongen og statsmagten, og som regel altid i en kirke eller tidligere ved et tempel. Der er dog ingen grund til at begrænse retten til at give asyl til religiøse institutioner; tværtimod bør det være hver eneste borgers ret at invitere så mange, han vil, til at besøge ham på hans egen ejendom, eller for egne midler bekoste deres ophold på hoteller eller lignende institutioner, der gerne vil have dem som gæster. Dette forhindrer overgreb på tredjepart, da skatteborgerne ikke lider overlast, og da der ingen eksternaliteter opstår, så længe asylgiveren ikke påtvinger andre samkvem med asylanterne eller omkostningerne ved deres ophold. Asylanternes ophold kan vare så længe, deres vært vil have dem og selv kan bekoste deres ophold. Dog bør det understreges, at hvis værten bliver bevidst om, at asylanterne faktisk ikke er uskyldigt forfulgte – hvis de f. eks. var deres lokale diktators brutale håndlangere, inden de flygtede – så gør han sig til medskyldig i deres forbrydelse, hvis han ikke udleverer dem til deres ofres retfærdige dom. (Hans-Hermann Hoppes artikel om fri indvandring og tvungen integration er måske den mest udførlige beskrivelse af problemerne ved fri indvandring så længe, folks rettigheder ikke respekteres. Selvom Hoppe nogle gange beskyldes for at være konservativ og ikke en “rigtig” libertarianer, så er hans pointe, at kun i et frit samfund kan indvandring være fri og så længe, staten forhindrer den enkelte  i at udøve hans fulde personlige rettigheder, så er det næstbedste at staten forvalter den del af folks rettigheder, som den ikke lader dem selv nyde, bedst muligt. Med andre ord: hvis ikke den enkelte må diskriminere i sit eget liv i brugen af sin egen ejendom, så er staten nødt til at diskriminere på alles vegne. At diskrimination – rigtigt forstået – er et gode, har Walter Block skrevet udførligt om.)

Dette er, i hovedtræk, hvordan jeg mener et asylsystem vil kunne fungere i et frit samfund. Dog kan det ikke uden modifikationer anvendes på de faktiske forhold i Danmark, for vi må acceptere, at selvom det vil være forholdsvis enkelt at udelukke indvandrere og flygtninge fra direkte overførsler fra staten, så er der så mange statsejede sektorer, at det er umuligt at begrænse adgangen til alle velfærdsstatens goder. Det allerede nævnte motorvejsnet er et godt eksempel, for selvom det vil være forholdsvis simpelt at omdanne disse til lukkede systemer med toldbomme og betalingsanlæg, så vil det for det første næppe ske, for det andet er det umuligt at gøre det samme med f. eks. Falkoner Allé, Amager Fælled eller Rold Skov. Derudover er der også erstatningsspørgsmålet – hvem skal betale, hvis en asylant på offentlig ejendom forårsager en ulykke eller gør skade? Det mest rimelige, forekommer det mig, må være at værten acceptere at hæfte ubegrænset og solidarisk for alle erstatninger, som asylantens færden kan afstedkomme. Derudover, for at sikre at en eventuel vært også kan svare alle omkostninger af sine gæsters færden, bør man overveje, så længe store dele af samfundet ikke kan afskærmes mod dem uvelkomne indtrængende, om ikke en eventuel vært bør tvinges til at stille et kontantbeløb som garanti. Størrelsen af dette kan kun fastslås ved et skøn, men det bør være så stort, at man er sikret, at en eventuel vært vil være i stand til at betale de fleste erstatninger, der måtte opstå. Der er heller intet til hinder for, at godhjertede mennesker går sammen om i forening at stille garantien og i fællesskab tage sig af asylanterne – men jeg tror, at de fleste vil indse, at omkostningerne ved hver enkelt flygtning er så store, og deres tid og penge er så begrænsede, at de bedre kan gøre godt – eller rettere, at de kan gør langt mere godt – ved at hjælpe flygtninge tæt på disses oprindelige hjem. De faktisk tilstedeværende asylansøgere i lejre rundt omkring i Danmark vil sandsynligvis kunne forsørges således indtil de enten rejser hjem, rejser til et andet land, eller bliver fuldgyldige borgere her i landet (hvordan statsborgerskab bør tildeles er et spørgsmål for sig – lad det her være nok, at de nuværende kriterier er næsten lige så tåbelige som asylsystemet, og at det ville være at foretrække at indføre et system som det schweiziske).

Til dem, som måtte  mene, at det ovenstående er verdensfjernt, er blot at sige: private sponsorater, som denne artikel fra Huffington Post beretter (via mises.org), er en stor del af det canadiske asylsystem og har været det og fungeret fint i mange år – det har endda ført til mange tusinders permanente bosætning i Canada.

Et sidste “etisk” argument for det nuværende regime er, at “vi” har skrevet under på internationale konventioner, og at “vi” har forpligtet os til at opføre os på en bestemt måde, så det er vi nødt til. Argumentet ville, hvis det er gyldigt, have en vis vægt, da det da blot er en parallel til den enkeltes pligt til at overholde indgåede aftaler. Men har “vi” indgået nogen aftaler? For det første blev disse konventioner underskrevet af tidligere regeringer og ratificeret af forgangne folketing – der er derfor ikke noget til hinder for, at et nyt folketing og en ny regering opsiger dem, da de ikke uden videre kan være forpligtet på tidligere regeringers aftaler – og slet ikke på aftaler indgået mellem for længst afdøde parter. Mere grundlæggende kan danskerne ikke være forpligtet på nogen aftale indgået af noget folketing af den simple grund, at folketingsmedlemmer ikke kan regnes for deres vælgeres fuldmægtige eller repræsentanter (og hvis de kunne, hvad så med de vælgere hvis repræsentant udeblev fra afstemningen eller stemte nej, da aftalen skulle ratificeres?). En agent kan naturligvis forpligte sin principal inden for rammerne af sin fuldmagt, men det giver ikke mening at tale om agenter eller fuldmægtige, hvis ikke principalen har fuld kontrol over hvem, han vælger som sin repræsentant – og det har den enkelte borger ikke. Derfor kan ingen dansker på noget tidspunkt være forpligtet på nogen konvention – det skulle da lige være med undtagelse af de ministre, der har underskrevet den, eller de folketingsmænd, der har ratificeret den. Disse kan naturligvis med fuld ret personligt for deres egne midler gøre, hvad de vil, og holdes fast på indgåede aftaler af deres aftalepartnere – blot med samme forbehold og betingelser, som vi ovenfor har anført må gælde for en privat vært for indvandrere og asylanter.

Det nuværende asylsystem er dermed dybt umoralsk. Det krænker danske borgeres rettigheder, det lader asylsøgere opsluge af en velfærdsstat, der forhindrer mange af dem i nogensinde selv at blive herrer over eget liv, og det hviler på en forfejlet opfattelse af internationale konventioners moralske status. Dog er det mest grundlæggende onde ved systemet dets hykleri: dyder som medmenneskelighed, næstekærlighed og solidaritet er blevet annekteret af en grundlæggende menneskefjendsk, statscentreret og rettighedskrænkende herskende klasse, der ved sin førte politik skaber en falsk modsætning mellem dem, der først og fremmest gerne vil hjælpe fremmede mennesker i nød og dem, der gerne vil beskytte deres ejendom og rettigheder mod overgreb – men i øvrigt sikkert også gerne vil hjælpe andre, hvis bare de ikke blev tvunget dertil og skammet ud for at modsætte sig tvangen.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandring og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til En liberal indvandring?

  1. Pingback: En økonomisk indvandring? | Østrigske Observationer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *