Bedrag

Danmarks Radio har netop sendt sidste afsnit i deres seneste krimiserie, Bedrag. Den adskiller sig i mine øjne ikke væsentligt fra tidligere emner i genren – den samme grumsetgrå realisme (lidt mindre grumset, fordi vi er blandt rige folk), en parallelfortælling om problemer i parforholdene og obligatoriske forførelses/sexscener. Det er dog ikke det kunstneriske udtryk eller den skuespillernes præstation, jeg vil skrive om, men selve seriens emne: økonomisk kriminalitet.

Man kunne let få den tanke, når man ser serien, at der i et frit erhvervsliv er mange, der vil gøre hvad som helst for at rage til sig. Grådighed florerer sikkert her som så mange andre steder i samfundet, og der er ingen grund til at tro, at der ikke begås underslæb, dokumentfalsk og bedrageri i dansk erhvervsliv. Derfor kan serien naturligvis også ses som en fortælling om netop dette, og det fremgår serien igennem at Energreen, som er selskabet, hvori bedrageriet begås, er en respekteret del af dansk erhvervsliv – tænk bare på formanden Knud Kristensen, der serien igennem tituleres med et møllersk “hr.” At det ikke er den barske konkurrence på det frie marked, men derimod statens indblanding i det private erhvervsliv, der fører til bedrageri, fremgår dog af to væsentlige punkter: for det første at et af bedragene er såkaldt front-running; for det andet at bedraget foregår i den stærkt stats-regulerede og ikke mindst -støttede vind- og energisektor.

Hvis vi tager front-running først, så er der næppe tvivl om, at dette ofte er en uetisk praksis. I al sin enkelthed går det ud på, at en mægler lægger sine egne ordrer ind inden sine klienters, og dermed høster den kursgevinst, der måtte være. Han kan f. eks. lægge sine egne ordrer ind på aktier, som han kan se, at mange er interesserede i at købe, og dermed købe dem til en lavere pris, inden kursen stiger. Alternativt kan der være tale om, at mægleren høster gevinsten af information, han endnu ikke har givet videre til sine klienter – især fra mæglervirksomhedens analyseafdeling. Dette er klart uetisk, da mægleren i dette tilfælde lukrerer på sine kunders tillid til ham. Der kan f. eks. være tale om, at mæglerens firma snart vil offentliggøre en rapport, der anbefaler køb af et givent aktiv, og at mægleren selv køber op inden offentliggørelsen.

Problemet er, at uetisk ikke er det samme som kriminelt. Mægleren svigter sine kunders tillid, ja; men hvis ikke front-running eksplicit er udelukket i den kontrakt, der er mellem mægler og kunde, er det ikke en krænkelse af kundens ret. Vi kan f. eks. forestille os, at mægleren modtager en helt masse ordrer på køb af en aktie så længe prisen er under kurs 100. Er det kriminelt, hvis han vælger selv at købe nogle i kurs 95, inden han har eksekveret alle kundernes handler? Hvad hvis hans egen vurdering af aktien er, at alt over kurs 95 er overpris? Alle prisvurderinger er subjektive, og selvom det viser sig at kurs 100 var den rigtige pris, er det umuligt at bevise, at mægleren simpelthen bare tog fejl i sin egen vurdering. Eller hvad med spørgsmålet om information. For det første afhænger videns værdi ofte af, hvornår man har den. Det kan med andre ord være umuligt at opnå den arbitrage-gevinst, en ny analyse afslører, hvis man skal vente på, at analysen er sendt rundt til alle ens kunder, og de har haft tid til at læse og fordøje den. For det andet er der igen et stort subjektivt element – nogle kunder anser måske mæglerens analyser som det rene nonsens og bruger ham bare til at eksekvere deres egne handler, andre følger slavisk alle firmaets handelsanbefalinger. Dette er igen et vurderingsspørgsmål. Hele ideen om ikke at bruge den viden, man har, inden den er delt med andre, er en konsekvens af at se “perfekt konkurrence” som en forudsætning for efficiente markeder. For at sikre en korrekt prissætning, hævdes det (blandt andet), skal alle markedsaktører have perfekt information om alle relevante forhold. En væsentlig pointe ved markedet er dog, som Hayek forklarede i 1945 (The Use of Knowledge in Society), at individer med forskellig viden, der handler frit på markedet, koordinerer deres handlinger og opnår et harmonisk og profitabelt udkomme.

Det andet bedrag i serien er i modsætning til front-running tydeligvis kriminelt. Direktionen og bestyrelsesformanden pumper værdien af Energreens vindmølleparker i vejret ved at byde dem op gennem skuffeselskaber og lignende, alt imens de selv skummer fløden. Aktionærer og investorer sidder tilbage med en lang næse, da Energreen endelig går konkurs og det kommer frem, at selskabet er tømt for værdi. En sådan sag kan i princippet sagtens forekomme i et frit erhverv – sagen om Nordisk Fjer synes et klart eksempel – men at dramaet foregår i en branche der kun eksisterer på grund af statsstøtte øger sandsynligheden for bedrageri væsentligt. Navnet – Energreen – leder også tankerne hen på den store svindelsag i det amerikanske firma Enron tilbage i 2001. Hvorfor betyder det noget, at bedraget foregår i et selskab der nyder godt af massiv statsstøtte og opererer på et kunstigt marked? Fordi et sådant selskab er fjernet fra den økonomiske virkelighed og markedets disciplin – for det handler succes om at komme tæt på magthavere og opnå særlige privilegier og en statsgaranteret indtjening, ikke at tjene forbrugerne ved at tilbyde dem den bedst mulige og billigst mulige vare. Det er psykologisk og kulturelt meget lettere for direktionen i et sådant selskab at bedrage investorerne, for de bedrager i forvejen hele resten af samfundet. Det er også lettere at værdisætte aktiverne i et sådant firma til en kunstigt opskruet pris, da selve grundlaget for prisdannelsen er kunstig: selvom Energistyrelsen skriver lange og grundige notater om fremtiden for grøn energi, er det helt arbitrært om vindmølleejerne får 1,- eller 1,20 mere per kWh, og så længe indtjeningen afhænger af denne præmie er den kapitaliserede værdi af den fremtidige indtjening også helt arbitrær – for vedbliver statsstøtten i mange år, stiger den eller falder den, vil virksomheden blive ved med at være i kridthuset hos magthaverne, o.s.v. o.s.v.

Bedrag kan med andre ord ses som en anklage mod en betændt og surreel branche, der lever ved de herskende klassers særlige gunst parasitært på den almindelige el-bruger. Serien er dog næppe tænkt sådan, men det er dog interessant at DR’s reklamer for næste sæson afslører, at denne udspiller sig i den branche, der er tættest på magten i Danmark – nemlig bankverdenen. Bedrag og svindel vil altid være en del af hverdagen, men hvis det skal udspille sig i stor skala, kræver det statsmagtens samarbejde og velsignelse.

Dette indlæg blev udgivet i Politisk økonomi og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *