Coronavirus – er staten løsningen? Et svar til Martin Ågerup

Martin Ågerup fra Cepos har i den forgangne uge skrevet nogle indlæg om den liberale løsning på coronakrisen (se her og her). Det var jeg glad for at se, da jeg synes, Cepos har været lidt for fraværende i den offentlige debat om epidemien og regeringens totalitære tiltag. Min glæde varede dog kort, for efter endt læsning kunne jeg konstatere, at Martin Ågerup ikke mener, at markedet eller et frit samfund som sådan kan klare et problem som en epidemi, men at vi er nødt til at lade staten gribe ind i sådanne tilfælde.

Hvad Ågerup præsenterer som den klassisk liberale positioner, mener jeg, er ikke andet end et knæfald for socialismen. Derfor dette (forhåbentligt) korte svar til Ågerup, hvor jeg dels vil kritisere hans forståelse af problemet, dels vil præsentere det liberale alternativ.

Ågerups position

Jeg vil lade Ågerup selv forklare sin position, så udlægge hvordan jeg forstår den og kritisere den. Ågerup skriver:

Der er visse af samfundets udfordringer, som markedet ikke kan håndtere. Det er da også derfor, at den klassisk liberale position er, at statsmagten skal være stærk, men afgrænset til de områder, hvor kollektive beslutninger via statsmagten er nødvendige.

Et klassisk eksempel på dette er forurening. Her er der en såkaldt markedsfejl, som skyldes, at den, der forurener, påfører andre en omkostning. Epidemier er også en markedsfejl, da de smittede ikke kun selv bærer en omkostning ved at være smittet, men også kan smitte andre.

Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor f.eks. unge ikke bliver ret hårdt ramt af sygdommen selv, men kan risikere at smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø af den.

Derfor er det helt i tråd med både økonomisk teori og med liberale principper, at staten griber ind og regulerer på dette område. Epidemier er en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang.

Og i sit andet indlæg:

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. Undtagelser, som bekræfter den regel, at markeder er bedre end noget andet kendt system til at fremme velstand og innovation.

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Senere i samme indlæg udtrykker Ågerup sig på en måde, der lyder som om, han ser markedet som en institution, der er god til at styre folks egoisme og lede deres egeninteresse ad samfundsgavnlige kanaler. Det er for så vidt rigtigt, men jeg mener ikke, det er det essentielle ved markedet eller frie samfund som sådan. Det er sekundært, at markedet giver en god incitamentsstruktur, det væsentligste er, at en rationel og produktiv samfundsorden ikke er mulig uden frihed og private ejendomsret til produktionsmidlerne – også i krisetider. Jeg vil dog lade det ligge, da jeg ikke mener, det er det væsentligste argument i Ågerups kommentarer.

Ågerups problem

Det essentielle i argumentet synes at være, at vi med en epidemi står med en markedsfejl, specifikt med en negativ eksternalitet, som det er nødvendigt at staten griber ind overfor. Det påfører andre en omkostning, hvis en smittebærer udsætter dem for smitte. Dette er korrekt. Der er dog to problemer, som Ågerup selv må løse, inden han kan begynde at anvende ideerne om negative eksternaliteter til at retfærdiggøre statslige interventioner.

For det første må han besvare spørgsmålet: hvilken smitte? Det er ikke not at sige in abstracto at smitte er en eksternalitet: det er konkrete personer, der måske udsætter andre personer for smitte, men det gør de naturligvis kun, hvis de selv er smittede. Hvis ikke de er smittede, er det jo i sig selv en enorm og ubegrundet omkostning, statsmagten udsætter dem for i sit forsøg på at begrænse smitten. Hvis vi skal tale om at eliminere en eksternalitet, må vi med andre ord først konstatere, at den findes, ellers kan vi ikke komme videre. Mener Ågerup, at staten er den bedste til at finde ud af det? Det synes at være i modstrid med kendsgerningerne, når nu de fleste stater med enkelte undtagelser har begrænset adgangen til tests.

Vi må altså først vide, om folk er smittede, inden vi kan løse eksternalitetsproblemet. Lad os dog nu blot antage, at vi ved dette, eller at alle er smittede, så vi ikke behøver spekulere over enkelttilfælde. Dette bringer os imidlertid til det andet problem: hvordan skal problemet løses helt konkret, så omkostningerne ved løsningen ikke overstiger omkostningerne ved eksternaliteten? Det er ikke nok ud fra Ågerups egne forudsætninger bare at kræve eksternaliteten forbudt, hvilket reelt er, hvad regeringen har gjort. Politikken må udformes sådan, at folk tager fuldt højde for de eksterne omkostninger i deres handlinger (så den “internaliseres”), men det er også alt. Hvis vi bruger Pigous klassiske model, kan vi sige, at prisen for en handling skal hæves, så individet bliver tvunget til at tage højde ikke bare for egne omkostningerne, men også for sociale omkostninger (de ubekendte med neoklassisk økonomis højere mysterier kan læse wikipedias udmærkede artikel om pigoviske skatter).

Hvis vi skal formulere den korrekte politik og finde den korrekte “skattesats” (der er jo tale om al menneskeligt samkvem, når vi beskriver denne eksternalitet, ikke blot “markedsfejl” i snæver forstand, men princippet er det samme), så er vi imidlertid nødt til at vide to ting: for det første, hvor store er omkostningerne ved eksternaliteten; og for det andet, hvor store er omkostningerne ved den påtænkte politik og de påtænkte skatter? På begge punkter er vi i total uvidenhed. Vi ved simpelthen ikke, hverken hvor smitsom eller hvor dødelig, sygdommen er. Jeg har tidligere linket til denne artikel af John Ioannidis, som understreger dette problem, og herhjemme har lægen Vibeke Manniche hele tiden hævdet, at data viser, at coronakrisen ikke er en epidemi. Det hev DR hende igennem Detektor for, men når nu en statslig ekspert siger det samme i den statslige presse, så må man vel indrømme, at der er en hvis usikkerhed om emnet. Hvad der nu end ender med på det punkt, så giver det ganske enkelt ikke mening at tale om omkostningen ved eksternaliteten eller værdien af at slippe for den, så længe vi ikke ved mere.

Endelig er jeg også nødt til at nævne det grundlæggende problem med hele eksternalitetstænkningen, som ingen neoklassisk økonom synes at ville anerkende: det giver ganske enkelt ikke mening. Både omkostninger og gevinst er i sidste ende subjektive koncepter, og allerede i 1932 påviste Lionel Robbins, at man ikke kan sammenligne folks subjektive værdisætninger. Man kan simpelthen ikke stille det regnestykke op, som er forudsætningen for, at eksternaliteter og gevinster kan afvejes mod hinanden. Hvad er omkostningen ved at en person bliver smittet med coronavirus i forhold til omkostningen ved, at en anden person må gå arbejdsløs? At påstå, man kan afgøre det, er at opkaste sig til diktator over andre folk – og det er netop hvad Mette Frederiksen og kumpaner har gjort.

Det mærkelige er så, at Ågerup har set sig nødsaget til at gribe til disse eksternalitetsargumenter. Et er at han måske er ubekendt med, at Rothbard har givet en aldeles udmærket beskrivelse af, hvordan det frie marked, d.v.s. privat ejendomsret, personligt ansvar og aftalefrihed, kan løse problemet; jeg mener selv at Rothbards er den bedste løsning, men jeg er med på, at han ikke er den mest læste økonom. Det er Ronald Coase derimod (bogstaveligt talt – hans artikel er den mest citerede i den økonomiske litteratur), som i sin The Problem of Social Cost fra 1960 påviser, hvordan privat ejendomsret fører den mest effektive løsning på eksternalitetsproblemet, så længe transaktionsomkostningerne ikke er for høje. Vi kan diskutere nogle af problemerne i Coase’s tilgang en anden dag, men jeg mener ikke, at hans argument bare kan affejes, sådan som Ågerup implicit gør.

Det liberale alternativ

Jeg skrev forleden i afslutningen af mit alt for lange indlæg om coronakrisen lidt om, hvordan en liberal epidemi og krisepolitik burde være. Det væsentligste er: først at skaffe tilstrækkelig viden, så vi ved, hvad truslen er; dernæst at finde de mest effektive metoder til begrænsning og behandling af sygdommen; og begge dele uden at ofre individets rettigheder og friheder, da det ville være ikke bare umoralsk men også kontraproduktivt at gøre det.

At overlade krisehåndtering til folks private initiativ betyder dog ikke, at man kan udsætte andre for smitte. Man er ansvarlig for sine handlinger og bør naturligvis også kunne gøres erstatningsansvarlig efter de almindelige regler, hvis ens handlinger udsætter andre for smitte. For at citere fra mit forrige indlæg:

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Hvis dette håndhæves, så vil der naturligt opstå forskellige forsøg på at samle sig viden om og håndtere sygdommen på forskellig måde, og eksternaliteten vil naturligt blive internaliseret, ganske frivilligt. Dette vil føre til den i praksis bedst mulige løsning. For nu igen at citere mig selv:

Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet […] så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

[…]

Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi.

Rent politisk er målet derfor at få staten af vejen, så samfundet kan klare problemet. Der kan naturligvis skrives meget om hvordan, men da jeg ikke vil gøre indlægget unødigt langt, vil jeg i stedet for blot for sidste gang citere mig selv og kopiere denne liste over mulige tiltag fra mit forrige indlæg:

Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de vil

Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med

Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke

Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning […]

Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Jeg har i det forrige indlæg skrevet lidt mere uddybende om, hvordan disse forslag skulle hjælpe i den konkrete situation, men hovedtanken burde være klar: det er nødvendigt at sætte samfundet frit til at tage sig af truslen om en mulig epidemi.

Desværre synes liberale ideer som disse at være fraværende fra ellers fornuftige borgerlige tænkeres kommentarer. Det er ikke bare Martin Ågerup, der synes at have accepteret, socialisternes måde at fremstille tingene på; Otto Brøns-Petersen nævner ikke egentligt liberale løsninger i sin gennemgang af mulige strategier for at håndtere krisen. Det er mit håb, at de og andre kan få øjnene op for mulige alternativer, så vi kan få et reelt liberalt bud på en løsning.

Udgivet i Diverse, Ejendomsret, Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , | 2 kommentarer

Kampen mod coronavirus – stat eller frihed?

Som lovet for et par dage siden, vil jeg forsøge at beskrive de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser af regeringens med coronavirus begrundede indgreb, samt hvordan samfundet ville kunne klare krisen meget bedre uden statens indblanding. Jeg har med vilje set tiden lidt an, for det er jo ikke nødvendigvis sådan, at blot fordi folketinget har overdraget noget nær enevældig magt til regeringen, vil denne gøre fuld brug af den. Indtil videre har der ikke været så store socialistiske tiltag, som man kunne frygte – heldigvis, selvom det er slemt nok endda. I stedet for at lurepasse, vil jeg derfor nu forsøge en kritik af, hvad regeringen indtil videre har gjort, samt hvad den realistisk kunne finde på at gøre.

Det er igen værd at understrege, inden vi begynder, at jeg absolut ikke er eller vil give mig ud for at være ekspert i virologi eller lægevidenskab generelt. Jeg har heller ingen særlig viden om, hvor slem eller smittefarlig coronavirus i virkeligheden er, selvom jeg nok har min egen mening om det. Det kan vi gemme til et senere indlæg. Her vil vi gå ud fra, at sygdommen er reel, at den er alvorlig og ofte dødelig. Den økonomiske analyse er nemlig ikke afhængig af, hvor slem krisen er: selv hvis sygdommen var så alvorlig som den spanske syge, kolera eller selv den sorte død, ville den økonomiske videnskab konkludere det samme: at statens indgreb udover at være umoralske også er skadelige for økonomien og samfundslivet og ikke er en hjælp til at bekæmpe sygdommen.

Staten lukker samfundet

Hvis vi begynder med det åbenlyse, så er det jo klart, at statens tvungne nedlukning af store dele af det økonomiske liv gør hele samfundet fattigere: alt det, der kunne være produceret i den periode, nedlukningen varer, er der nu ingen, der får glæde af. Samtidig betyder det naturligvis store tab for de ramte virksomheder. Regeringen har lanceret diverse hjælpepakker for at afbøde tabene, men det burde være klart for enhver, at disse ikke fjerner tabene: de flytter blot byrden over på skatteyderne, selvom finansieringen nok i første omgang bliver for lånte penge. Dette har politikerne været knap så villige til at indrømme, de vil hellere lade som om, det er dem, der hjælper.

Spørgsmålet må derfor være, om regeringens hjælp er nødvendig, for at erhvervslivet skal overleve. De fleste virksomheder har en række faste udgifter, de ikke bare kan løbe fra, hvoraf de væsentligste nok er afbetaling af lån og andre kontraktmæssige forpligtelser. Sådanne aftaler er jo indgåede uden at tage højde for den nuværende krise, så kreditor har ret til betaling ligegyldigt hvad. Det kan jo betyde konkurser for mange, da de fleste nok vil finde det svært at betale deres lån, når de ikke har nogen indtjening. Et er dog, hvad kreditor har ret til; andet er, hvad der er i hans egen interesse. For hvis kreditor kræver en skyldner konkurs betyder det jo, at kreditor ikke får sit tilgodehavende, før selskabet enten er solgt eller afviklet, noget der kan have lange udsigter, som tingene står nu. Samtidig er kreditor jo klar over, at vi står i en særlig situation. Hvis han ellers har tillid til sine forretningsforbindelser og til sin skyldner, må han jo mene, at vedkommende er en god kreditrisiko og være villig til at give henstand eller på anden vis ordne den øjeblikkelige krise. Selv under almindelige forhold betyder en øjeblikkelig likviditetskrise i et selskab jo heller ikke nødvendigvis, at kreditorerne gennemtvinger en konkurs: at det er deres ret betyder ikke, at det er hvad de selv finder hensigtsmæssigt. Igen: hvis selskabet ellers er drevet ordentligt, og de har tillid til ejeren og ledelsen, er en omstrukturering af lånene at foretrække. Hvis de derimod i denne situation kræver virksomheden lukket og solgt, så må det være fordi, de betragter den som en i forvejen tvivlsom investering. Det er muligt, virksomheden ville have overlevet i fraværet af krisen, men det er op til ejerne og kreditorerne at bestemme (rent filosofisk kan vi jo sige, at kreditorerne er en slags medejere af virksomheden, især når de har pant i den, men i det hele taget er passiv-siden på en balance udtryk for, hvem der ejer og har hvilken slags rettigheder til virksomhedens aktiver).

Langt fra at være økonomisk gavnlig er regeringens hjælpepakke tværtimod til skade for genopretningen af økonomien efter krisen. Det, der er behov for, er ledig kapital, så det er muligt for kreditorer at refinansiere deres egne virksomheder og finansiere erhvervslivets faste udgifter under krisen såvelsom en “kickstart” bagefter. Men regeringen synes opsat på at støvsuge de finansielle markeder for kapital: den danske stat er – desværre – den bedste kreditrisiko for danske investorer, så når der nu snart igen bliver udstedt statsobligationer for mange milliarder, vil det marginalisere private lånere. Det vil blive sværere og dyrere at rejse de nødvendige lån for erhvervslivet, og dette vil i det lange løb betyde, at selv sunde virksomheder risikerer at gå ned. Det bliver ikke bedre af, at store dele af hjælpepakkerne går ud på at betale løn til hjemsendte arbejdere. Det betyder nemlig, at opsparede midler bliver overført til privat forbrug, og der vil derfor være igen være mindre kapital til rådighed, når økonomien igen skal i gang. Det gør samfundet fattigere, og det gør det vanskeligere for erhvervslivet at komme tilbage til normal dagligdag.

Samtidig er stort set alle fritidsinteresser blevet om ikke forbudt så gjort praktisk umulige. Det kan selvfølgelig være en hjælp for økonomien, da lønmodtagerne dermed kan blive tvunget til at spare mere af deres løn op, og dette vil jo så frigøre nogle af de midler, staten har suget ud af kapitalmarkederne. Det er dog også værd at påpege, at det medfører unødvendige forringelser i folks levefod. Det kan selvfølgelig godt være, at politimænd elsker at herse med folk og råbe af dem, men der er vel næppe nogen, der for alvor vil påstå, sådanne sadistiske glæder kan opveje tabet mange må føle, når de er tvunget til at opgive diverse fritidsaktiviteter, lige fra sport og ture i skoven til 80 års fødselsdage? Der er selvfølgelig spørgsmålet om smittespredning – det vil vi vende tilbage til nedenfor i afsnittet om en liberal krisehåndtering.

Hvem ved hvad?

Formålet med alle disse begrænsninger er jo efter bedste evne at begrænse udbredelsen af den nye virus. Der må ikke være mere end ti personer samlet, ikke-essentielle virksomheder bør lukkes, o.s.v., alt sammen fordi staten vurderer, at andet er for farligt. Selvom Martin Ågerup fra CEPOS så forsigtigt tillader sig at kritisere regeringens strategi, overser han dog det vigtigste punkt, for pointen er nemlig ikke, at folketing og regering (naturligvis) har begået mange og store fejl, men at hele tilgangen er forfejlet. Hvorfor skal det fra centralt hold bestemmes, hvilken risikovurdering de enkelte borgere skal følge?

Det er klart, at ethvert samkvem med andre mennesker indebærer risici både under normale forhold, men især under en epidemi. Det er også klart, at det giver mening at tage sine forholdsregler og være mere forsigtig end ellers. Det er dog ikke klart præcis hvilke forholdsregler, der er de bedste. På den ene side kan man jo vælge at isolere sig selv totalt, da det er den eneste måde, man kan minimere risikoen for smitte på. Det er noget nær dette standpunkt, diverse regeringer i Europa har indtaget. En smule tankevirksomhed vil dog føre til den konklusion, at det ikke er et holdbart standpunkt. Der er risici forbundet med alt – betyder det, at man ingenting skal foretage sig? Selv den bedste bilist kan køre galt – betyder det, at det skal forbydes at køre i bil? Og hvad med tog og fly?

Hvad end man foretager sig, så medfører det diverse risikomomenter, og det er op til den enkelte at vurdere, hvilke risici det er værd at løbe. Der vil naturligt være en hvis spredning i, hvilke handlinger, forskellige mener, er risikoen værd, alt efter hvor modige eller dumdristige folk er. Dette har staten dog nu forhindret ved at gennemtvinge politikernes risikovurdering overfor befolkningen. Det er naturligvis muligt at være endnu mere forsigtig, end staten lægger op til, men det er ikke muligt at være mindre forsigtig. Hvis den politiske vurdering viser sig at være forfejlet – og der er ingen grund til at mene, at den er andet end hysterisk – så står befolkningen overfor en masse unødvendige tab, som ikke følger af virussen, men af statens tvang. I fraværet af statslig tvang ville nogle virksomheder holde lukket, andre ville blive ved med at producere. Da nogle nok vil vægre sig ved at arbejde tæt sammen med andre under en epidemi, er det i virksomhedsejernes egen interesse at kompensere for det på forskellig måde. Det kan f. eks. gøres ved hjælp af et risikotillæg, mens epidemien står på, og ved at tage diverse særlige forholdsregler på de forskellige arbejdspladser. På den måde kan ansatte og kapitalister finde den afvejning af de forskellige risici og andre omkostninger ved epidemien, som alle finder acceptabel, uden at hele økonomien behøver lukkes ned.

Det samme gælder naturligvis, når det gælder folks personlige forhold. Skal man tage til gymnastikopvisning eller blive hjemme, skal den aflyses eller udskydes eller gennemføres med diverse særlige forholdsregler? Det er noget, den enkelte forening må afgøre. Det samme gælder private fester og andre arrangementer, og det gælder gamle og andre særligt udsatte grupper såvel som unge. Hvis man har planlagt bryllup eller 80 års fødselsdag, f. eks., må man jo vurdere, om man tør gennemføre arrangementet eller ej, og de indbudte gæster må jo selv vurdere, om de tør møde op eller ej.

Nogle vil måske indvende mod dette, at vi jo ikke ved, hvor stor faren er, så staten må påtage sig et ansvar, underforstået: de statslige embedsmænd ved bedre. Helt bortset fra, at en sådan indvending kun kan karakteriseres som slavesind, så er der er ingen grund til at tro, at statens folk ved bedre. Som jeg linkede til forleden, så ved vi faktisk – embedsmændene inklusive – meget lidt om, hvor alvorlig sygdommen er. Hvorfor er dødeligheden så stor i Italien og så lille i Tyskland for eksempel? Den usikkerhed, der eksisterer omkring disse spørgsmål, er den samme for statsansatte som for alle andre. Det er derfor bedre at lade hver enkelt individ selv afgøre, hvordan han vil håndtere risikoen. Det betyder ikke, at hver enkelt vil foretage de korrekte valg: der vil tværtimod nok være en del, der tager for let på situation eller vælger de forkerte midler til at beskytte sig med. Men det betyder, at der vil opstå en stor variation i, hvordan folk gebærder sig og hvilke forholdsregler de tager. Efterhånden som man høster erfaring og får lidt mere viden om, hvordan man bedst håndterer smitterisikoen, vil der ganske naturligt være en tendens til, at folk annammer den handlemåde, som nogle få pionerer først har forsøgt sig med, og som har vist sig optimal under forholdene. Gennem naturlig variation og selektering vil nye kutymer, ny skik og brug opstå, nogle simple leveregler som alle frivilligt følger. Ganske som der ingen lov er, der påbyder håndtryk, når man hilser på folk, behøves der intet cirkulære for at anvise, at man skal undlade at give hånd under en epidemi (hvis dette faktisk er virkningsfuldt).

Udover de simple regler, som på denne evolutionære vis naturligt udvikles i samfundet, vil der dog stadig være en stor variation i, hvordan folk forholder sig, da folk stadig vil have en forskellig opfattelse af risici, simpelthen fordi risici objektivt set vil være forskellige og subjektivt set vil vurderes forskelligt. Der er ingen grund til at lukke helt ned for samfundet: folk vil selv forstå at tilpasse sig og tilpasse samfundet, så situationen bliver håndteret optimalt, det vil sige: så man løber de risici, folk finder acceptable. Alternativet, at lade staten diktere folks handlemåde under en epidemi, giver kun mening, hvis man mener, de statslige embedsmænd på mirakuløs vis har fundet frem til den handlemåde, der bedst afvejer smitterisikoen mod andre hensyn. Dette ville dog være intet mindre end et mirakel.

De socialistiske hospitaler

Det primære fokus i statens indsats synes at være hensynet til hospitalerne, der endelig ikke må overbelastes. De fleste har nok nu set den berømte graf, der viser, hvordan nedlukningen fører til en fladere kurve af syge, der holder sig under hospitalernes kapacitetsgrænse.

Det er naturligvis noget vås fra ende til anden.

Det kan først og fremmest påpeges, at regeringens pludselige indsats i medio marts er en total falliterklæring fra det statslige sundhedsvæsens side. Man har bildt befolkningen ind, at staten nok skal tage vare på deres sundhed, men har så været så åbenlyst inkompetente, at man ikke har gjort noget for at planlægge et svar til en eventuel epidemi. Coronavirussen kom jo ikke ud af ingenting: den blev først kendt i tidlig januar, spredte sig så i Kina og Østasien i januar og februar, og kom forholdsvis tidligt vestpå til Iran og Italien. Der var med andre ord to måneder til at forberede sig. Det er forståeligt, at almindelige mennesker ikke tog sig af den nye virus, før den kom tæt på, men burde et professionelt sundhedsvæsen ikke have eksperter, der er opmærksomme på eventuelle nye trusler og advarer i god tid? Det er jo ikke sådan, at epidemier og nye vira er ukendte – tværtimod har der igennem de seneste par årtier været en lind strøm af advarsler om nye, dødelige sygdomme: svineinfluenza, fugleinfluenza, MERS, SARS, zika-virus, ebola… Hvordan kan en ny virus så være sådan et chok for dem?

Der er ingen grund til at antage, at forudsætningerne for den berømte grafiske fremstilling er korrekte. Hvorfra ved vi, at så og så mange vil blive smittet så og så hurtigt? Hvorfra ved vi, hvor mange af disse vil have brug for behandling? Og hvor mange vil have brug for hospitalsindlæggelse? Det kan meget vel tænkes, at det vil minimere og sprede behovet for indlæggelser, hvis den almene befolkning, som ikke løber nogen synderlig risiko, bliver smittet hurtigt. Det fåtal der så har behov for lægehjælp kan let få det, mens man gør hvad man kan for at begrænse smittefaren for ældre og andre udsatte, så deres behov for lægehjælp udskydes og spredes mest muligt. Er det en bedre model? Jeg ved det ikke – men det tør jeg vove at påstå, at der heller ikke er nogen af socialisterne i regeringen, der ved.

Den anden præmis for statens indsats er, at hospitalerne kun har en begrænset kapacitet. De primære begrænsninger synes at være sengepladser og respiratorer. Umiddelbart virker det jo plausibelt, man kan jo ikke stampe et hospital op af jorden med kort varsel. Lidt nærmere eftertanke burde dog vise, at det ikke er sandt. Hvis sengepladser er problemet, så kan man jo konvertere almindelige pladser til intensivafdelinger. Hvis der ikke er plads nok på hospitalerne, så er der jo andre bygninger, der er bygget specielt til at tage imod sengeliggende gæster. Hvorfor ikke kontrahere med hoteller om alle de hotelværelser, der nu alligevel er ledige? Sengepladser er der nok af i samfundet. Hvis hoteller ikke er egnede til intensivafdelinger, så kan patienter, der ikke er på intensiv overføres dertil, og hospitalerne koncentrere sig om de værste tilfælde. Måske er problemet det, at hospitalsadministratorerne ikke er vilde med ideen om, at patienterne kommer ind på private institutioner – de ville jo opleve en service, som de nok ikke er vante til på hospitalerne.

Når det kommer til respiratorer, så er sagen den enkle, at der simpelthen ikke er noget problem: sundhedsstyrelsens egne prognoser viser, at man har respiratorer nok til den værste spidsbelastning. Man har lige nu en overkapacitet på ca. 12 procent i forhold til, hvad man har brug for, under de værst tænkelige forhold. Dette har dog ikke forhindret herskesygen i at udfolde sig i det offentlige: hvis en overkapacitet på 12 procent er god, så er en overkapacitet på 50 procent vel bedre, må tankegangen være, og derfor har sundhedsstyrelsen valgt at konfiskere samtlige respiratorer fra privathospitaler. Der er vel at mærke ikke tale om, at de har brug for disse respiratorer nu – der er jo stort set ingen indlagte med coronavirus – men alligevel skal respiratorerne nu stå ubrugte hen i det offentliges varetægt, bare for et tilfældes skyld. Og det selvom de ville kunne overdrages med dags varsel, hvis der blev brug for dem. Betyder coronavirus, at folk ikke længere bliver syge? At der ikke er andre formål, man kan bruge en respirator til? Åbenbart.

Problemet er, at sundhedsvæsnet er dybt socialistisk. Næst efter hæren og muligvis folkeskolen er det den mest socialistiske sektor i landet. Socialisme betyder her ikke andet, end at produktionsmidlerne er offentligt ejede og bureaukratisk administrerede. Dette betyder, at det er umuligt for administratorerne at opveje alternative brugsmuligheder mod hinanden. Hvad er vigtigst? Rutineoperationer eller nødberedskab? Barselsstuer eller intensivafdelinger? Dette kan kun vurderes rationelt, hvis man kan opveje de forskellige resultater mod hinanden – hvad man jo ikke kan, når der ingen fællesnævner er. Mises beskrev problemet allerede i 1920, og påviste, at det kun er gennem privat ejendomsret og fri prisdannelse, at en sådan fællesnævner for heterogene goder kan opstå. Uden den raver man i blinde.

Sundhedsvæsnet er ikke komplet socialistisk, da det omgivende samfund er nogenlunde frit. Det er dermed muligt for administratorerne at gætte på, hvad produktionsfaktorerne mon skal koste, når der er et marked for disse udenfor hospitalerne. En kantine i et hospital kan dermed være lige så veldrevet som i en privat virksomhed, og da der er en slags internationalt marked for specifikke produktionsfaktorer – selvom andre landes sundhedsvæsner også er socialistiske (ja, også USAs), er de stadig nødt til at købe medicin og andet udstyr på et globalt marked. Dette giver en hvis fri prisdannelse, som gør det delvis muligt at budgettere rationelt. Men til det socialistiske problem støder det bureaukratiske: hospitalerne er bureaukratisk drevne.

Bureaukrati skal her forstås i modsætning til profitorienterede virksomheder, ikke i dagligdags forstand, hvor bureaukrati bare betyder papirnusseri og skrankepaver. En profitorienteret virksomhed er opsat på at opnå størst mulig profit, dvs. at indtjeningen skal overstige omkostningerne mest muligt. Det betyder på den ene side, at den er opsat på at betjene sine kunder bedst muligt og på den måde opnå størst mulig indtjening; på den anden side, at den vil forsøge at spare mest muligt på sine ressourcer og sørge for at allokere dem til den mest formålstjenlige brug, da dette vil minimere omkostningerne. Et bureaukratisk foretagende derimod skeler ikke til profit. Det har et budget, som det skal allokere og helst sørge for alt sammen er brugt inden regnskabsårets udgang, da der ingen grund er til at spare – tværtimod risikerer man at de budgetansvarlige beskærer næste års budget, hvis ikke det hele er brugt. De hensyn, der tages i et bureaukratisk foretagende, er derfor naturligvis nogle helt andre. I stedet for at spørge: kan det betale sig? må lederne af de forskellige afdelinger i stedet for spørge: er der allokeret midler til det i budgettet? er det i overensstemmelse med retningslinjerne? Nødvendigvis må et bureaukratisk foretagende være mere ufleksibelt og mere regelbundet end en privat virksomhed, da det ellers bliver helt vilkårlligt, hvordan de betroede midler bruges. (Igen er det Mises, der bedst har beskrevet forskellen mellem bureaukrati og markedsbaseret virksomhed).

Hvad betyder det så for den specifikke situation, vi står i nu. Det er først og fremmest klart, at regeringen og embedsmænd er ude af stand til at vurdere, hvor stor kapacitet der reelt er brug for. Det er også klart, at de ingen grund har til at begrænse deres brug af ressourcer på coronakrisen, når de bare kan konfiskere disse fra private. Hvordan skal de afgøre, hvad der er de optimale sundhedsindgreb? Skal man bruge ressourcer på at teste alle for virussen? Skal man nøjes med at teste alvorligt syge?En rationel afgørelse af dette er ikke mulig, og den bliver ikke befordret af det bureaukratiske system. Så længe, reglerne følges, kan de ansatte gå hjem med god samvittighed og ansvarsfri. De kan afvise at teste folk, der gerne vil testes (så vidt jeg ved, er det endnu ikke muligt at købe sig til en test privat), og de kan i henhold til den nye lovgivning tvinge folk i behandling, der ellers ville være fri. Når bare cirkulærerne er udfærdigede, og krydserne er sat rigtigt, så kan de påstå, at alt er i orden.

Dertil kommer problemet med at fremskaffe de nødvendige remedier: Der vil naturligt opstå ekstra efterspørgsel på de varer, der er særligt brug for under epidemien. Det betyder, at sundhedsvæsnet naturligt nok er nødt til at ændre i budgetterne og allokere flere penge til disse midler. Det kan man nok også overkomme – men hvordan kan de være sikre på, at de har allokeret nok penge? Hvis deres budget er baseret på før-epidemiske priser, vil de garanteret undervurdere det nye behov, da priserne naturligvis vil stige som følge af den ekstra efterspørgsel fra sygehuse, andre institutioner og fra private. Det er allerede sket. En kommunal indkøber beskriver for eksempel, hvordan hun er blevet tilbudt overtrækskitler til en mangedoblet pris. Er dette ikke ublu spekulation i nød og lidelse? Skal der ikke sættes en stopper for det?

Hospitaler og kommuner har ganske som private begrænsede budgetter. De er dermed nødt til at allokere og til at bestemme sig for, hvor vigtige deres behov er. En prisstigning på en vare er udtryk for, at denne er blevet knappere i forhold til efterspørgslen og at andre er villige til at betale mere for den: de vurderer den nu er mere værd. Folketinget har givet sundhedsministeren magt til, hvis han synes, at stoppe sådanne prisstigninger. Vil dette ikke være nødvendigt og rimeligt for ikke at belaste hospitalernes budgetter for meget? Nej, absolut ikke. På kort sigt vil et prisloft, en lovbestemt maksimalpris under markedsprisen, betyde, at der opstår decideret mangel på varen. Dette følger af lovene om udbud og efterspørgsel: ved den lovbestemte maksimalpris vil der være en stor efterspørgsel, men udbuddet vil være meget mindre, da sælgerne ikke vil finde salget omkostningerne værd. Det kan jo f. eks. være, de så hellere vil sælge varerne i udlandet, eller de kan måske bruge dem selv eller – o hvor vederstyggeligt! – de kan finde på at omgå reglerne og sælge deres varer på det sorte marked. I Frankrig har man indført regler om maksimalpriser på håndsprit, og jeg oplever nu jævnligt, at det hverken i supermarkeder eller på apoteker er til at opdrive håndsprit.

Denne knaphed følger som bekendt på kort sigt, og det kan tænkes, at sundhedsministeren i det tilfælde vil sige, at så konfiskerer vi bare varelagrene. Der er jo for det meste tale om rimeligt specielle varer – håndsprit, masker, kitler – så det er nok ikke det store problem at finde engroskøbmændenes lagre og rane dem. Disse har jo alligevel ikke fortjent andet, sådan nogle ækle spekulanter. Dette afhjælper dog ikke det langsigtede problem, nemlig at disse varer fortsat skal produceres, og det endda i større mængde. Hvordan skal producenten vide, at der nu er større efterspørgsel på hans varer, når ikke prisen må stige? Især under de nuværende forhold, hvor vi må antage at der er ekstra omkostninger ved al produktion, er det nødvendigt med en højere pris bare for at holde den nuværende produktion kørende. Det er derfor nødvendigt at prisen stiger, ikke blot for at tilfredsstille blodsugende spekulanter eller for at udbud og efterspørgsel på kort sigt skal gå op, men for at produktionen kan blive udvidet tilstrækkeligt. Hvor meget skal den udvides? Hvem ved? Det er jo ikke gratis gjort – der er næppe den store ledige kapacitet, så det er nødvendigt for virksomhedsejeren at finde flere produktionsfaktorer, ansætte flere folk, konvertere produktionsmidlerne til hans brug. En prisstigning er nødvendig for at sætte alt dette i gang, det kan ikke bare dekreteres, at der nu er et øget behov. Virksomhedsejeren er nødt til at byde produktionsfaktorer væk fra deres nuværende brug, og det må nødvendigvis betyde, at han skal betale mere for dem end han ellers ville. Hvor meget mere er ikke til at sige, det er heller ikke til at sige forud, hvilke faktorer der lettest konverteres. Selvom vi kan formode, at det på lidt længere sigt vil være muligt at opnå skala-fordele og dermed bringe produktionsomkostningerne ned igen, og dermed sænke priserne igen, så er dette kun en formodning: det må overlades til iværksætterne på markedet at finde ud af, hvordan man bedst imødekommer det nye behov, og de kan kun se, at der er et øget behov, hvis prisen stiger og de dermed kan forvente en større profit ved at omlægge deres produktion. Jeg har til eksempel set adskillige historier om bryggere, der nu laver håndsprit, og Carlsberg skulle have tilbudt det samme.

En liberal krisehåndtering

Alt dette fører os endelig hen til, hvordan en liberal krisehåndtering ville se ud. Man kan nok udlede meget af det, fra hvad jeg har skrevet forud. Grundlæggende set må målet være, at gøre samfundet og markedet så frit som muligt, da det dermed bedst kan overkomme krisen.

Betyder dette, at man ikke skal tage hensyn til smittespredning? Har man ret til, hvis man er inficeret, at gå hvorhen man vil? Skal man ikke være solidarisk og acceptere statens påbud? Svaret på det første er, at man ikke har ret til at gøre hvad som helst; på det andet, at sand solidaritet ikke bygger på vold og magt, som socialisternes fup gør, men er frivillig.

Nogle af de grundlæggende principper i erstatningsret giver et rimeligt fundament for, hvad man har ret til under en epidemi. Her tænker jeg især på principperne om kulpabilitet og accept af selvrisiko. Hvis man ved, at man er inficeret med virussen, og alligevel færdes steder og på måder, der bringer en i nærkontakt med andre uden at gøre det klart, at de derved risikerer at blive smittet, ja så handler man klart uagtsomt og kan dermed ifalde erstatningsansvar, hvis man dermed smitter andre. Omvendt hvis man som rask færdes steder og på måder, så man bliver udsat for smittefare. Så må man acceptere, at det er ens egen skyld, hvis man bliver smittet.

Dette indebærer naturligvis en betydelig bevisbyrde, hvis man smittet vil gøre en anden person ansvarlig. Det er ikke nok, at det er muligt, at man er blevet smittet ad den vej, man er jo nødt til at bevise det udover rimelig tvivl. Dette tror jeg ærlig talt ikke vil være muligt i langt de fleste tilfælde. Det er i mine øjne ikke nok, at man udsætter folk for en potentiel smitte, for en risiko: de skal også pådrage sig sygdommen den vej, ellers kan man ikke gøres ansvarlig. Dette sidste er det nok let at drage i tvivl af en dygtig advokat, men stadigvæk giver erstatningsretten nogle praj om, hvad folk har ret til.

Udover erstatningsansvar er folks frihed begrænset af en anden retslig grundpille: den private ejendomsret. Ejeren af et givent hus, supermarked, bar, eller hvad det måtte være, har naturligvis ret til at bestemme, hvordan hans ejendom skal bruges. Dette indebærer, at han har ret til at afvise folk eller smide dem ud, hvis ikke de følger hans bestemmelser, han har kort sagt ret til at diskriminere. Forretningsdrivende vil afveje hensynet til deres kunder mod smittefaren og forsøge sig med diverse foranstaltninger for at begrænse denne. Nogle vil måske lukke helt. Andre kan finde på at insistere på, at folk bærer maske i deres butik, at de benytter sig af håndsprit ved indgangen, at de får målt deres temperatur og ikke kommer ind, hvis den er for høj, at de bliver smidt ud, hvis de viser bare det mindste symptom. Der er mange muligheder, og det er givet, at forretningsdrivende vil prøve mange forskellige, indtil man gradvist finder frem til en optimal løsning, som de fleste så naturligt vil efterligne.

Hvad med behandling? Hvordan finder man hurtigst frem til mulige kure mod den nye sygdom? Her må svaret være, at indrømme læger og patienter uindskrænket ret til at prøve sig frem med eksperimentel medicin. Jeg nævnte forleden klorokin, som den franske professor Didier Raoult har brugt sammen med et antibiotikum med stor succes. En læge i New York har også rapporteret stor succes med en lignende kur. Hvis folk mener, dette er løsningen, er de naturligvis i deres gode ret til at få den. Eftersom der er tale om en usikker, eksperimentel kur, der muligvis kan medføre alvorlige bivirkninger, kan en læge eller farmaceut, der hjælper dem, naturligvis ikke drages til ansvar, hvis der opstår komplikationer. Igen: forskellige mennesker vil være mere eller mindre villige til at prøve en ny og usikker kur, men efterhånden som den nye kur viser sig effektiv (eller det modsatte), vil flere og flere benytte sig af den (eller holde sig derfra). Jeg ville selv nok i situationen acceptere professor Raoults anbefalinger, men det skyldes nok ligesåmeget, at han ligner en modern Miraculix, og at han tør tale autoriteterne i Paris og hele det medicinske etablissement imod (han er allerede blevet lidt af en folkehelt i Frankrig).

Hvad skulle regeringen så have gjort? Den skulle ikke have gjort ingenting, den skulle tværtimod have gjort mest muligt for at få staten af vejen og overlade problemet til civilsamfundet. Dette ville bl. a. betyde, at

  • Folk skulle indrømmes fuldstændig ret til at prøve ny eksperimentel medicin, hvis de ville
  • Alle regler om, at nogle midler kræver recept afskaffes – lægemiddelstyrelsen skal ikke være formynder og bestemme, hvilke midler folk må forsøge sig med
  • Man skulle sige åbent, at sundhedsvæsnet har spillet fallit. Enhver læge og sygeplejerske, der ville forsøge sig på egen hånd – privat med kure og behandlinger mod coronavirus skulle tilbydes orlov (naturligvis uden løn). Al test og behandling af coronavirus overlades til private aktører og det frie marked, den offentlige sygesikring dækker ikke
  • Alle medicinske patenter afskaffes, da de er illegitime monopoler og en hindring for den frie forskning. Dette er et stort emne i sig selv, som jeg kan uddybe en anden dag. Interesserede kan læse om problemerne med intellektuel “ejendomsret” i Levin og Boldrines Against Intellectual Monopoly og i Stephan Kinsellas Against Intellectual Property
  • Alle regler, der begrænser folks brug af deres private ejendom og nægter dem retten til at diskriminere, afskaffes

Disse og lignende forslag kommer naturligvis ikke til at være virkelighed foreløbigt, men det er ikke fordi, de er upraktiske. I en krise som under normale forhold fungerer et frit samfund bedre end den nuværende fascisme. Regeringen og folketinget er i hele deres tilgang dybt etatistiske, komplet besatte af den ideologi, der siger, at staten er alt og kan alt. Det vil kræve en komplet omkalfatring af deres verdensbillede, hvis de skulle indrømme bare et af de problemer eller et af de forslag, jeg her har beskrevet. Alligevel er det værd at skrive, synes jeg. Regeringens fremfærd er decideret umoralsk og destruktiv, men det behøver ikke være sådan, hvis blot folk indser socialismens og statstilbedelsens problemer.

Det kunne være anderledes.

Udgivet i Diverse, Politisk økonomi | Tagget , , , , | En kommentar

Coronakrise – links

Som lovet er jeg ved at skrive et indlæg om effekterne af regeringens indgreb i forbindelse med coronakrisen. I forbindelse dermed er jeg støt på en masse interessante links, som jeg naturligvis gerne vil dele med andre. Så uden yderligere omsvøb:

Vibeke Manniche: vi står ikke overfor en coronakatastrofe. Den procentuelle stigning i nye tilfælde er aftagende, hvilket ikke er foreneligt med en alvorlig epidemi.

Til dem der finder Manniche for optimistisk, er her en artikel af professor i medicin John P. A. Ioannidis fra Stanford, som argumenterer for, at vi ikke ved, hvad der foregår: det kan være en mild omgang influenza, det kan være en alvorlig epidemi – hverken forskere eller politikere har pålidelige data (h/t Jeremy Hammond).

Philippe Lacoude spørger også (på fransk): kan vi stole på data? Nej, ikke rigtig, selvom Lacoudes tanker om udviklingen modsat Manniches synes at tendere i en mere pessimistisk retning.

For at blive i Frankrig lidt endnu, så skriver Salon beige følgende historie (også på fransk): først dekreteres hæren sat ind for at hjælpe et angiveligt hårdt presset hospitalsvæsen i Alsace, så pålægges alle på sygehuse at bære masker, som staten leverer – bortset fra at de leverer den forkerte slags. Dernæst flyves seks (!) patienter med militærfly til Toulon. Samtidig har privathospitaler i Alsace aflyst alle operationer og stillet omtrent 70 sengepladser til rådighed – men de kan ikke bruges, fordi staten ikke leverer masker til privathospitalerne.

Er coronavirus århundredets fupnummer? spørger den engelske læge Vernon Coleman (h/t) Lew Rockwell).

Dr. Wolfgang Wodarg gennemgår, hvad vi egentlig ved om coronavirus og epidemien (se også hans hjemmeside). (h/t Karen de Coster).

Lew Rockwell: regeringernes totalitære indgreb er ødelæggende for civilisationen. Rockwell henviser til Mises og Rothbard og forklarer, hvor vigtig den internationale arbejdsdeling er, som staterne nu er ved at ødelægge.

Et lyspunkt i alt dette er, at Rockwell er tilbage som aktiv skribent efter at have været lidt stille i flere år. For en uge siden råbte han vagt i gevær overfor dem, der vil bruge coronakrisen til at dæmonisere kineserne for at berede grunden til en krig mod Kina.

(For de mere konspiratorisk indstillede, så foreslår Kevin Barrett på unz.com at det netop er formålet: den amerikanske stat vil bruge krisen til stærkt at begrænse de økonomiske bånd til Kina, så det i fremtiden vil være muligt for dem at føre krig i Østasien uden at kappe forsyningslinjerne til den vestlige økonomi.)

For nu at blive ved Rockwell, så stillede han allerede for 2 uger siden, de afgørende spørgsmål: er statens indgreb nødvendige, endsige forsvarlige? (nej!) og cui bono?

Jeg har her i Frankrig set, at flere forretninger vægrer sig mod at tage imod fysiske kontanter. En video fra det engelske NHS opfordrer også til, at man betaler kontaktløst så vidt muligt. WHO har angiveligt også fortalt engelske Daily Telegraph, at det er en god ide at undgå fysiske kontanter (denne udtalelse er sidenhen blevet dementeret af WHO). Det åbenlyse spørgsmål er: kan virussen smitte via kontanter? Nej, det er der absolut ingen grund til at tro, som denne artikel fra MIT Technology Review forklarer.

For at ende på en optimistisk note: den franske professor Dider Raoult har med stor succes anvendt midlet klorokin mod coronavirus. Et andet middel, hydroxyklorokin (begge er syntetisk kinin og udviklet til brug mod malaria) er angiveligt lige så godt, men med færre bivirkninger. Begge har været kendt i mange år og er billige at producere, så mon ikke regeringerne verden over nu afblæser krisen? Mon.

Udgivet i Diverse | Tagget | Skriv en kommentar

Coronavirus og den totalitære fristelse

Den pågående “coronakrise” har ført til politisk panik i Danmark: Folketinget og regeringen besluttede i torsdags, den 12. marts, at vedtage en lov, der giver regeringen ekstreme beføjelser i kampen mod den truende epidemi. Desværre har alt for få stemmer rejst sig i protest mod denne totalitære udvikling: samtlige såkaldt borgerlige og liberale partier støttede lovforslaget, og ingen etablerede debattører eller tænketanke har, så vidt jeg ved, kritiseret indførelsen af de facto undtagelsestilstand i landet. Kun min gode ven Uffe har løftet stemmen på sin blog liberaletanker.dk, og den uforlignelige Lars Andersen har produceret nogle fremragende videoer på sin youtube-kanal.

Det er alt sammen godt, men jeg vil nu gerne give mit eget besyv med. Jeg er langt fra ekspert i virologi eller medicin i det hele taget, men det er i sig selv en misforståelse, at der her er tale om en rent medicinsk krise. Tværtimod, det er primært en social og politisk krise: hvordan skal individet og samfundet agere under en epidemi, og hvad er statens rolle i den situation? Som sådan er det naturligvis nødvendigt at se på dels det etiske aspekt, er det overhovedet moralsk forsvarligt, hvad de har gjort? dels at se på hvad konsekvenserne af regeringens tiltag vil være, og hvad alternativet er.

Det etiske spørgsmål er naturligvis det primære, og det er det, jeg vil fokusere på i dette indlæg. En analyse af de mulige økonomiske konsekvenser af loven vil jeg lægge op om et par dage.

Det totalitære kup

For at begynde med det politiske, så gennemførte folketing og regering i torsdags et regulært kup. Folketinget hastebehandlede og vedtog enstemmigt en lov, der giver sundhedsministeren beføjelser svarende til en enevældig monarks. Nogle af de væsentligste ny beføjelser er følgende:

  • § 1, punkt 6: Sundhedsministeren kan tvangsindlægge, tvangsbehandle og tvangsisolere enhver, der har en “alment farlig sygdom” eller som “formodes at kunne være smittet med en sådan”
  • Samme punkt: Han kan forbyde forsamlinger, indendørs som udendørs, offentligt som privat; og han kan for at kontrollere dette beordre politiet til at tiltvinge sig adgang til privat ejendom uden retskendelse
  • § 1, punkt 7: Sundhedsministeren kan beordre “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.”
  • § 1, punkt 15: Sundhedsministeren kan forbyde adgang til offentlige såvel som private sygehuse og plejehjem
  • § 1, punkt 16: Ministeren kan “fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.”
  • § 1, punkt 25: Ministeren kan tvinge folk til at udlevere personoplysninger og bruge dem efter sit forgodtbefindende
  • § 1, punkt 26: Han kan gennemtvinge lukning af private og offentlige skoler, institutioner o.s.v., og generelt blande sig i deres forhold efter eget skøn
  • § 1, punkt 27: Sundhedsministeren kan gennemføre ekspropriation af privat ejendom, hvis han mener det skulle være tjenligt.

Det er nok ikke for meget sagt, at med denne lov har folketinget givet en enkelt minister større magt, end nogen har haft siden Ove Rodes dage, måske med undtagelse af Werner Best – og ingen af de to herrer mente, at de havde lov til at pumpe deres undergivne fulde af kemikalier.

Hvis vi nu tager det mindste punkt først, så er alt dette naturligvis grundlovsstridigt. Man kan diskutere om folketinget overhovedet kan fravige dagsordener i en sådan grad, at en love går fra første behandling til vedtagelse på en enkelt eftermiddag. Derudover indeholder loven eklatante brud på forsamlingsfriheden, ejendomsretten og den personlige frihed. Det kan undre en, at de ikke indførte censur når nu de var i gang, men eftersom pressen for hovedparten er statsejet og den private i den grad underdanig overfor staten, har man nok ikke ment, at det var nødvendigt. Nu er Grundloven jo til at begynde med ikke det papir værd, den er skrevet på, og den er alligevel blevet undergravet og sat ud af kraft utallige gange før nu, så man kan jo mene, at et enkelt grundlovsbrud fra eller til ikke gør nogen forskel. Det er selvfølgelig rigtigt: den eneste grund til at fremdrage det forfatningsmæssige aspekt her er, at samtlige folketingsmedlemmer har svoret og skrevet under på, at de vil overholde Grundloven. Vi må derfor nu tørt konstatere, at de alle som en har brudt deres ord, de har groft svigtet den tillid, de i hvert fald påstår, folket har vist dem, og dette alene burde gøre dem uværdige til nogensinde igen at beklæde så meget som posten som sekretær i deres lokale frimærkeklub.

Langt mere alvorligt er de store moralske onder, der følger af denne lov. Den private ejendomsret er det mindste af dem, selvom mulige brud på den er alvorligt nok i sig selv. Langt væsentligere er de overgreb mod den personlige frihed, der nu kan sættes i værk på endog meget spinkelt grundlag. Når bare en læge eller sygeplejerske (sundhedsministerens magt vil naturligvis blive delegeret til disse håndlangere) formoder, at det er muligt, at en person kunne være smittet med en “alment farlig sygdom”, kan de kidnappe ham og behandle ham mod hans vilje. Dette er naturligvis i strid med al gængs etik på området og med ret og moral i al almindelighed. Det plejede at være lov i landet, at en patient havde ret til informeret samtykke: lægen skulle oplyse om, hvad han ville gøre, hvilke konsekvenser og mulige bivirkninger det ville have o.s.v., og lægen skulle så acceptere patientens ret til at afvise den foreslåede behandling. Vi kan måske lidt galgenhumoristisk sige, at patienten – nu reelt lægens fange efter de nye regler – stadig har ret til information, selvom han ikke kan sige nej tak til behandlingen. Jeg tvivler dog lidt på, at læger eller sygeplejersker vil ulejlige sig med at holde deres ofre informeret.

Det samme brud på ret og moral gælder tvangsvaccination. Umiddelbart kan jeg ikke se, om tanken bag mon er tvungen influenzavaccine til de ældre eller tvangsvaccination af børn. Muligvis begge dele. Det er klart, at det samme gælder for vaccination som for andre behandlinger: patienten har ret til at vide, hvad der sker, og til at sige fra. Denne ret er ikke givet af staten eller samfundet, den er iboende i menneskets natur, heraf udtrykket naturlige rettigheder. Når det gælder børn, er de, indtil de opnår fornuftens fuld brug, ikke i stand til selv at forstå og samtykke til vaccinationer eller andre behandlinger. De er under deres forældres eller værges myndighed, og disse har derfor retten til informeret samtykke på børnenes vegne. Det er netop fordi, nogle forældre ikke er overbevist om det gavnlige i vaccinationer, at de vælger ikke at vaccinere deres børn. Det er ikke min hensigt her at sige, om dette er den bedste handlemåde, men blot at påpege, at forældrene er i deres gode ret til at gøre det. Derfor er det ekstremt umoralsk at tilsidesætte forældrenes myndighed, hvad enten det nu er lovligt eller ej.

De borgerliges svigt

Som sagt var det et enigt folketing, der vedtog de ny magtbeføjelser. De borgerlige har dermed vist, at de ikke for alvor opponerer mod den socialdemokratiske totalitarisme: når det kommer til stykket, søger de selv tilflugt i statens favntag og svigter deres principper. Dette til trods for, at en sand liberalisme netop må stå fast på principper, især når det er svært og upopulært. Hayek beskrev nødvendigheden af principper fint, da han i Law, Legislation and Liberty bind 1 skriver:

That freedom can be preserved only if it is treated as a supreme principle which must not be sacrificed for particular advantages was fully understood by the leading liberal thinkers of the nineteenth century, one of whom even described liberalism as ‘the system of principles’. (Constant) Such is the chief burden of their warnings concerning ‘What is seen and what is not seen in political economy’ (Bastiat) and about the ‘pragmatism that contrary to the intentions of its representatives inexorably leads to socialism.’ (Menger) (s. 57)

Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance erklærede for et par år siden, at der var en idekrise blandt de borgerlige partier. Det tror jeg gerne, men mere grundlæggende er den princip-krise, de påståede liberale befinder sig i: blot en virus muterer lidt og socialisterne ved magten kræver total, uindskrænket magt, så bøjer Vanopslagh og hans parti sig, sammen med de øvrige borgerlige. At de så hælder vand ud af ørene bagefter om at sikre erhvervslivet gør det ikke bedre – den slags kunne man forvente fra venstrefolk, ikke fra folk, der angiveligt vil udfordre den herskende socialdemokratisme. De forstår åbenbart ikke, at de ved at stemme for en sådan lov ofrer ethvert liberalt princip og dermed viser, at de i virkeligheden ikke mener det så alvorligt: når det for alvor brænder på, så fraskriver de sig ethvert ansvar og tyr til den almægtige stat. Jeg må erklære mig enig med Uffe, når han på sin blog skriver, at de politiske partier udgør en samlet herskende klasse: de bruger krisen – reel eller opdigtet – til at rage mere magt til sig, de “bruger alle demagogiske propagandakneb for at fravriste borgerne deres rettigheder og tage kontrollen med økonomien.” Vi må nu indse, at de kære politikere alle som en er tilhænger af den samme ideologi, fra Enhedslisten til Nye Borgerlige: totalitær socialisme (ja, ja, det er en pleonasme, det ved jeg godt.)

Konklusion

Nogle vil nok sige, at alt det er meget fint, men når det virkelig gælder, så må vi se stort på individets rettigheder til fordel for det fælles bedste. Dette er i essensen den velkendte tanke: Gemeinnutz geht vor Eigennutz, som desværre er mere udbredt, end man havde kunnet håbe. I første omgang kan jeg kun sige, at det plejede at være en alment accepteret etisk grundsætning, at man ikke må “gøre det onde, for at det gode kan komme deraf”. Selv hvis en almægtig regering kunne gennemføre tiltag, der nok krænkede folks rettigheder og i sig selv var umoralske, men dog opnåede det ønskede mål, måtte jeg protestere mod den. Gode intentioner er ikke nok til at retfærdiggøre en handling, når midlet man bruger, er forkasteligt: en sådan handling kan slet ikke retfærdiggøres.

Dog frygter jeg, at de færreste er overbeviste af dette argument, og jeg vil derfor forsøge at analysere, hvilke konsekvenser de virkemidler, der er nævnt i loven, vil have. Er det muligt at sikre et velfungerende samfund ad den vej, som de totalitære socialister påstår? Det vil jeg se på i det næste indlæg.

Udgivet i Diverse, Rettigheder & etik | Tagget , | En kommentar

Kvantitetsligningen – en kritik

Introduktion

Kvantitetsteorien er et af de ældste forsøg på en videnskabelig tilgang til pengespørgsmål. Den kan spores tilbage til italieneren Davanzati, som virkede i det 16. århundrede, men er mest kendt fra David Hume og David Ricardo. I al sin enkelthed forsøger teorien at forklare sammenhængen mellem priser og pengemængden ud fra lovene om udbud og efterspørgsel. Dette er for så vidt ikke forkert, selvom det er langt fra en udtømmende forklaring. Hovedkonklusionen – og den væsentligste sandhed, teorien beviste – er, at en forøgelse af pengemængden nødvendigvis medfører en stigning i priserne. Ricardo især drog den yderligere konklusion af dette, at der intet er vundet ved at forøge pengemængden – enhver mængde penge er tilstrækkelig til at tjene penges samfundsmæssige formål.

Yderligere udvikling indenfor pengeteori ville betyde, at man undersøgte, hvilke faktorer havde betydning for udbuddet af og efterspørgselen på penge. Dette var – blandt meget andet – hvad Mises undersøgte og beviste i sit første hovedværk fra 1912, Teorien om Penge og Omløbsmidler . I mellemtiden er det desværre ikke Mises’s tilgang til pengeteori, der er dominerende indenfor moderne økonomi, men derimod en mekanistisk udlægning af kvantitetsteorien, der fokuserer på den såkaldte kvantitetsligning.

Kvantitetsligningen

Irving Fisher opfandt kvantitetsligningen i 1911, og eftertidens monetarister har gjort den meget populær . Der er mange variationer af den (f. eks. denne af markedsmonetaristen Lars Christensen, som provokerede mig til denne kritik), men ingen af dem er væsensforskellig fra Fishers originale. Fishers formel er: M*V=P*T, men hvad betyder de forskellige symboler?

M er pengemængden, eller den gennemsnitlige pengemængde i en given periode; V er pengenes omløbshastighed eller velocitet – hvor mange gang pengene i gennemsnit skifter hænder eller “bliver brugt” i en given periode; P er prisniveauet, et gennemsnit af alle de betalte priser i en given periode; og T er summen af transaktioner en given periode.

Med denne ligning, er påstanden, kan man se forholdet mellem pengesiden og den “reale” økonomi. Dens værdi er blevet fremhævet af dens forkæmper ved at påpege, at man især kan se den klare sammenhæng mellem pengemængde og prisniveau: hvis vi antager, at V og T holdes konstant, så må en stigning i M nødvendigvis medføre en proportional stigning i P. Altså har vi nu matematisk bevis for kvantitetsteoriens forbindelse mellem pengemængde og prisniveau. Eller har vi?

Kritik af kvantitetsligningen

Lad os se lidt nærmere på elementerne i ligningen. I vores kritik følger vi i det hele Mises og Rothbard, der begge har rettet ødelæggende angreb på den .

M, pengemængden, er for så vidt uproblematisk. Det kan debatteres, hvad der skal regnes med til pengemængden, men det er en klart, selvstændigt defineret størrelse. P og T er lidt mere suspekte – hvad betyder de egentligt? Hvis vi ser på måden, de er bygget op, så er de blot statistiske forkortelser for samfundets handler i perioden: De er summen af alle handlerne, hvor P er gennemsnittet alle de priser, varer er blevet solgt for, og T er antallet af sådanne salg. Med andre ord er P*T blot summen af alle samfundslemmers bruttoindkomst, Y.

Dette efterlader V. Hvordan finder vi V? I modsætning til de andre termer, er der ikke en entydig, selvstændig definition af V. At beskrive den som det “arbejde”, folks pengebeholdninger i gennemsnit udfører, er blot en metafor. Hvor er den selvstændige størrelse V at finde i samfundet? I modsætning til de andre elementer i ligningen, så er det påfaldende, at V netop ikke defineres selvstændigt, og dog er den nødvendig for at ligningen skal balancere: den er den faktor, der sætter M = P*T.

Den ene måde, V kan findes på, er simpelthen ved at dividere P*T med M. Den anden – og den Fisher bruger – er at begynde med summen af udgifter i en given periode, E (for expenditures) og M. Så bliver E/M=V. Det første problem med denne fremgangsmåde er, at V tydeligvis ikke er en selvstændig størrelse – det er bare det tal, vi nødvendigvis må bruge, for at ligningen skal balancere. De andre størrelser er i det mindste forsøgt selvstændigt defineret, men det er absurd at søge en dybere mening i en ligning, hvis et af elementerne ikke er selvstændigt, men blot er udtrykker forholdet mellem en størrelse, M, og en anden, Y (eftersom vi allerede har set, at P*T=Y).

Hvis vi analyserer ligningen lidt yderligere, træder absurditeten endnu tydeligere frem. For hvis V=E/M og P*T=Y, så er

M*V=M*E/M

M*E/M=E

Og vi ved allerede at P*T=Y, så

E=Y

Essensen af kvantitetsligningen er, med andre ord, at summen af udgifter er lig med summen af indtægter. En sand sætning, ja, men blot en regnskabsmæssig tautologi uden værdi for økonomisk videnskab. Købers udgift er lig med sælgers indtægt, er omtrent, hvad ligningen viser, når vi har skrællet al staffagen af.

Hvad med inflationen? i det mindste kan ligningen da vise, at en øget pengemængde alt andet lige vil øge prisniveauet, vil en forsvarer at Fisher og hans utallige epigoner måske sige. Ja – men dermed er ikke sagt mere, end hvad kvantitetsteorien allerede forinden havde udlagt tydeligere uden denne forfejlede brug af matematik. Tværtimod er måden, hvorpå ligningen fremstiller forholdet ekstremt vildledende, for nu fremstår prisniveauet som en funktion af pengemængden, og mere end antyder at ændringer i prisniveauet vil være proportionale med ændringer i pengemængden – og dette er ikke korrekt.

Helt grundlæggende er fremgangsmåden, der ligger til grund for kvantitetsligningen, forfejlet. Den antager, at vi kan tale om holistiske størrelser som pengemængde og prisniveau og om ændringer i disse uden henvisning til, hvad der forårsager disse ændringer . Monetaristerne antager blot, at der er et forhold mellem sådanne, delvist meningsløse størrelser, og går derefter umiddelbart over til at sætte det på formel uden at beskæftige sig med kausalitet og en videnskabelig forklaring.

Alternativet – østrigsk pengeteori

Hvis ikke kvantitetsligningen og alt, der bygger på den, er en korrekt beskrivelse af virkeligheden, hvad kan vi så sætte i stedet? Her som i så mange andre tilfælde, er det østrigerne – og især Ludwig von Mises – der har fremført den korrekte teori. Jeg skal ikke give en fuld beskrivelse af hans tilgang her, men blot fremføre, hvordan han beskriver ændringer i priser forårsages af ændringer i pengemængden.

I udgangspunktet har ethvert individ en vis kontantbeholdning bestemt af kontanternes marginalnytte: han har lige præcis så stor en beholdning, at nytten af den marginale pengeenhed er større end nytten, han vurderer at kunne få ved at købe et forbrugs- eller produktionsgode. Hvis nu pengemængden ændres, og hans kontantbeholdning forøges – det kan f. eks. være, han er nabo til nationalbankdirektør Lars Rohde – ændres hans bedømmelse af pengenes værdi også, eller rettere, han bevæger sig længere ned ad sin værdiskala: han har nu flere penge, så nytten af den marginale enhed er nu mindre. Derfor vil han bruge nogle af sine nye penge på de varer og tjenesteydelser, der nu har en højere nytte for ham end penge.

På denne måde bevæger de nye penge sig gennem økonomien: den første modtager af dem bruger dem, indtil hans pengebeholdning igen svarer til hans subjektive vurdering af pengenes værdi. I mellemtiden bevirker den ekstra efterspørgsel på varer og tjenesteydelser, at priserne begynder at stige: de næste modtagere af nye penge (dem, den første har købt varer og tjenesteydelser af) er i samme situation som den første var og vil også øge deres forbrug, hvilket fører til prisstigninger på de varer de køber. Sådan vil processen fortsætte, indtil de nye penge er blevet fordelt i samfundet. Nogle priser er steget, mens andre er forblevet uændret. Nogle har tjent på denne proces, nemlig dem, der først eller tidligt modtog de nye penge, inden priserne var justeret til den højere efterspørgsel; andre har tabt, nemlig dem der først fik pengene efter, priserne var blevet tilpasset og dem, som slet ikke fik del i pengeforøgelsen.

Konklusion

Kvantitetsligningen er her bevist som en usammenhængende, mekanistisk fremstilling af kvantitetsteorien. Desværre tør jeg ikke håbe, at den dermed er manet i graven. Dårlige teorier har det med at leve videre i samfundsvidenskaberne, især når de, som kvantitetsteorien og ligningen, gør det muligt for forskerne at efterabe “rigtige” videnskabsmænd. Dog, det burde være klart, at det første skridt på vejen til en videnskabelig forståelse af pengespørgsmål er at smide kvantitetsligningen over bord.

Litteratur

Mises, Ludwig v. Human Action: A Treatise on Economics. The Scholar’s Edition. Auburn, Ala.: Ludwig von Mises Institute, 1998.
Rothbard, Murray N. Man, Economy, and State with Power and Market. Scholar’s edition, 2nd edition. Auburn, Ala.: Ludwig von Mises Institute, 2009.
Fisher, Irving. The Purchasing Power of Money. Second edition. New York: The Macmillan Company, 1922.
Mises, Ludwig v. The Theory of Money and Credit. Translated by H. E. Batson. LibertyClassics edition. Indianapolis, In: Liberty Fund, 1981.
Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den østrigske skole – foredrag for Kritiske Politter 26/11

I går tirsdag holdt jeg foredrag for forening Kritiske Politter på Københavns Universitet. Det var en meget positiv oplevelse at fortælle de ca. 30 fremmødte om den østrigske skole. Jeg ved ikke, om jeg fik omvendt dem til den sande lære, men at dømme ud fra spørgsmålene og deres engagement var de i hvert fald meget åbne overfor det østrigske alternativ.

Desværre havde jeg alt for meget materiale, så jeg nåede kun igennem ca. 2/3 af hvad jeg gerne ville, men jeg tror, det jeg fik sagt, virker nogenlunde sammenhængende. Men da jeg optog det, har den store offentlighed nu selv mulighed for at bedømme det!

Jeg nævnte undervejs et par artikler, her er de fulde titler og links for evt. interesserede:

Karl Friedrich Israel: “Pawel Ciompa and the Meaning of Econometrics: A Comparison of Two Concepts” Link til offentlig version

Murray N. Rothbard: “Law, Property Rights, and Air Pollution”

Mine kommentarer til oplægget

Jeg ved ikke, hvor godt diktafonen fik fat i spørgsmålene efter mit oplæg. Jeg fik spørgsmål om østrigernes syn på brugen af matematiske metoder i økonomi, om eksternaliteter og offentlige goder, og om socialisme og syndikalisme. Jeg synes selv, jeg svarede rimeligt på de fleste spørgsmål, dog kunne jeg have været lidt tydeligere med spørgsmålet om global opvarmning – så det vil jeg råde bod på her:

Hvis man accepterer at global opvarmning er en negativ eksternalitet/at det er et offentligt gode at undgå det (hvilket jeg i sig selv mener stadig er et åbent spørgsmål), følger det ikke at staten skal gøre noget ved det. Det er et logisk spring af dimensioner at konkludere, at kun staten kan gøre noget ved problemet. Dernæst er man nødt til at vurdere, hvad værdien af at undgå global opvarmning er, og hvad omkostningerne ved det er. En væsentlig fejl i debatten om klimaforandringer er det synspunkt, at blot fordi videnskabsfolk er enige om at menneskeskabte klimaforandringer er en realitet (hvilket i øvrigt er en myte), skal vi bare rette os efter videnskabsmænds og andre projektmageres anbefalinger. Det er et økonomisk spørgsmål, om omkostningerne ved diverse tiltag overstiger den påståede gevinst – man er med andre ord som et minimum nødt til at tage Bjørn Lomborg seriøst. At Lomborg er et bête noir for de klima-begejstrede er i sig selv grund til at være skeptisk overfor deres argumenter.

Derudover havde jeg i øjeblikket glemt denne artikel, som giver et godt bud på et østrigsk svar på klimaforandringer: Graham Dawson, “Austrian Economics and Climate Change” The Review of Austrian Economics 26(2) 183-206. Dawson viser, hvordan det også i dette tilfælde er muligt at anvende Rothbards ejendomsretstilgang for at løse problemet. Der er ikke grund til at lade det være op til bureaukrater og statsbetalte forskere at definere, hvad og hvor meget man må udlede (hvilket er den neoklassiske tilgang); tværtimod, det er dem, der er direkte berørt af problemet (eller mener de er berørte), der må forsøge at løse det. I Dawsons formulering: “Climate change is a putative interpersonal conflict rather than a market failure”.

Det må med andre ord løses af rettens vej, hvor videnskabsfolk har en underordnet, men vigtig rolle som ekspertvidner. Efterhånden som forskellige retsinstanser træffer afgørelse i de mange søgsmål, som vil opstå, hvis folk reelt mener, der er et problem, vil der blive opbygget en sædvaneret på området, så vi vil få en bedre forståelse for, hvilken ret man faktisk kan kræve til et uændret klima. Samtidigt vil den videnskabelige forståelse af klimaet blive stadigt mere forfinet, da de mange søgsmål vil tjene som en offentlig arena for afprøvningen af modstridende videnskabelige hypoteser. Jeg mener selv, at folk i en sådan situation hurtigt vil indse, at global opvarmning ikke er et problem, men det er for så vidt underordnet. Den østrigske løsning er proces-orienteret og resulterer ikke nødvendigvis i et bestemt udkomme. Hvis bare ejendomsretten og deraf afledte rettigheder respekteres, vil negative eksternaliteter ikke opstå – og vi vil få en meget mere retvisende opfattelse af virkeligheden.

Dette bringer mig til mit svar på spørgsmålet om ejendomsretten, som jeg også kunne have formuleret bedre. Hvad jeg forsøgte at sige var, at det er en myte at staten har stået for at opfinde, definere, og beskytte ejendomsretten. Alt dette er foregået gradvis og spontant, når mennesker i forskellige samfund har forsøgt at bilægge deres tvister og finde ud af, hvad deres indbyrdes rettigheder og pligter er, og hvad de indebærer. Et godt sted at begynde for en forståelse af dette er Bruno Leoni, Freedom and the Law og Terry L. Anderson og P. J. Hill “The Not So Wild, Wild West” (også udgivet som bog i udvidet udgave).

Udgivet i Ejendomsret, Pengepolitik, Personlig, Politisk økonomi | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Populisme og guldfod – mit oplæg til Libertarian Scholars’ Conference i New York, 28/9

I slutningen af september afholdte Mises Instituttet Libertarian Scholars’ Conference i New York. Det er andet år i træk at konferencen afholdes efter en flerårig pause. Mange af foredragene fra tidligere tiders konferencer endte som artikler i Journal of Libertarian Studies, et af de primære organer for den liberale genopstandelse baseret på den østrigske skole i økonomi og en konsistent naturretstænkning. Da Instituttet har valgt at genoplive tidsskriftet, håber jeg, man i den nærmeste fremtid vil kunne læse mange af de fremragende oplæg fra konferencen.

I mellemtiden er det muligt at høre de fleste af oplæggene online. Desværre er dias-billederne ikke online, så jeg har valgt at offentliggøre lyd og billeder fra mit eget oplæg her på min egen side.

Titlen på mit essay er “The Populist Case for the Gold Standard”. Det skulle gerne være muligt at forstå budskabet ud fra foredrag og diasshow, men jeg vil alligevel knytte en lille kommentar til foredraget. Populisme bruges ofte som et skældsord og betyder i den sammenhæng noget i retning af den form for politik, der henvender sig til det laveste i mennesker med det eneste formål at få populisten valgt. Dette er i mine øjne at forveksle populisme med demagogi, eller folkeforførelse. Populisme ret forstået betyder blot at henvende sig til almindelige mennesker uden at fremstille virkeligheden gennem det filter, som den herskende klasse ønsker – tværtimod er populisten ikke bleg for at påpege, at det netop er den herskende klasse og etablissementet, der er skyld i samfundets problemer, såfremt det er tilfældet. Populisme er at tage folks bekymringer alvorligt og foreslå reelle løsninger i overensstemmelse med virkeligheden uden at lade sig begrænse af, hvad der er politisk korrekt.

I kortform: demagogi er socialisternes virkemiddel, da de taler til menneskets begærlighed og skinsyge; populisme er blot at møde folk, hvor de er, og som de er.

Det andet led i titlen, guldfoden, håber jeg, er rimeligt godt forklaret i oplægget. Det væsentligste karakteristikum ved guldfoden er, at pengevæsenet er totalt uafhængigt af politiske institutioner. Pengemængden er udelukkende reguleret af folks præferencer, som de kommer til udtryk på markedet. Det er klart, at der derfor er en nær sammenknytning til populisme her, da en fortaler for guldfoden nødvendigvis må afvise det herskende, politiserede pengesystem, hvor en flok hovmodige bureaukrater påstår at vide, hvordan pengemængde og rentefod bør udvikle sig. Ikke blot er den slags indbildning udtryk for det yderste hybris, den fører også til mangfoldige samfundsproblemer.

Jeg håber, De finder foredraget interessant!

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

CEPOS’s socialdemokratiske pensionsreform

Her til morgen har jeg læst seneste nyt fra Danmarks “liberale” tænketank. De argumenterer meget optimistiske for indførelsen af obligatorisk pensionsopsparing: 30.000 om året skal indbetales til ATP, hvis man har en pensions-formue, staten finder for lille (ifølge CEPOS: under 1,5 mio kr). De forsvarer det med, at det på sigt kan føre til lettelser i skatten, fordi lønmodtagere i dag er tvunget til at “spare op” for andre over skatten. Det er så fantastisk alt sammen, men har de mon overvejet:

  • Hvem skal bestemme, hvad der er en fornuftig opsparing? Er det ikke op til den enkelte at bestemme, hvordan han vil planlægge sit liv? Det er bemærkelsesværdigt, at det er lønmodtagere og selvstændige, der har markant lavere indkomster, der skal tvinges til at spare mere op. Kunne det ikke tænkes, at der var tale om mennesker, der lige havde startet virksomhed, og derfor lagde alle deres kræfter og midler i at få den op at køre? Er det ikke muligt, at de lønmodtagere, der er tale om, kun lige er kommet på arbejdsmarkedet, og derfor endnu ikke er produktive nok og tjener nok til – i deres egne øjne – at have råd til at spare op? Det er ikke til at se ud fra CEPOS’s tal, men tanken er nærliggende.
  • At folk muligvis ikke sparer op udelukkende i statsanerkendte institutioner som ATP? Hvad betyder det for deres frivillige opsparing, hvis de tvinges til at spare op i ATP? Kunne det ikke tænkes, at folk sparer op på måder, der ikke fremgår umiddelbart af Danmarks Statistiks opgørelser? Det kunne f. eks. være, at de investerede i deres virksomheder (de 100.000 selvstændige især) eller ejede varige aktiver. Det er helt legitime måder at spare op og investere.
  • Om ATP er et absolut magisk foretagende, der altid sikrer deres kunder det forventede afkast? Er det muligt for dem at begå fejl, så danskerne muligvis er bedre stillede ved selv at vælge, hvordan og hvor meget de vil spare op? Eller er staten så alvidende, at den med sikkerhed kan vælge privilegerede pensionsforeninger? Hvad er dette andet end pensions-socialisme? Ved på denne måde at privilegere ATP centraliserer staten pensionssystemet og gør det mere sårbart overfor fejl og svigt. Et mere mangfoldigt pensionsvæsen ville være langt mere modstandsdygtigt i kommende kriser.
  • At det muligvis ikke er givet, at staten vil sænke indkomstskatten, blot fordi det ikke længere er strengt nødvendigt at finansiere folkepension til alle? Har de aldrig hørt om public choice? Skattesatserne er ikke bestemt af, hvor mange penge staten har brug for til klart afgrænsede opgaver. De er bestemt af, hvor stor en andel af befolkningens indkomst og formue, politikerne kan slippe af sted med at berøve dem. De skal nok finde på ting at bruge dem på – prestige-byggerier, “aktivistisk” udenrigspolitik, ubrugelige amerikanske kampfly, indvandring. Opfindsomheden kender ingen ende, når det handler om at bruge skatteydernes penge.
  • At indkomstskatten på ingen måde kan siges at være en opsparing, da den finansierer nutidigt forbrug, ikke fremtidsorienterede investeringer? Den skat, der bliver betalt i år, går til at finansiere statens udgifter i år – den bliver ikke investeret. Intet af hvad, staten foretager sig, kan kaldes investering – det er alt sammen forbrug, som Rothbard forklarer: alle statens udgifter går til at tilfredsstille politikeres og bureaukraters præferencer. Dette kan ikke kaldes for investering. Rigtige investeringer har altid til henblik at tilfredsstille forbrugernes præferencer ved at investere i produktionsgoder, producerer og sælge produktet for i sidste ende at sælge forbrugsgoder. Markedet og prissystemet sikrer, at produktionen her altid er rettet mod forbrugernes nutidige og forventede fremtidige præferencer. Statslige aktører har ingen sådanne rettesnor: deres udgifter kan derfor kun siges at tilfredsstille deres egne præferencer, ligegyldigt hvad deres intentioner er. Alle statslige udgifter må derfor klassificeres som forbrug, og det er derfor naturligvis meningsløst at beskrive tvungen skattebetaling som “opsparing”. Skat finansierer forbrug, intet andet.
  • At det blot er en yderligere umyndiggørelse af folk på overførselsindkomster, når man på denne måde forvalter deres indkomster for dem? Ville disse grupper ikke være bedre stillet, hvis de fik mulighed for igen at være selvstændige individer, der selv var ansvarlige for deres eget liv? I forvejen udgør folkepensionen et incitament til at spare mindre op – man kan jo regne med, at andre bliver tvunget til at betale for andres pension (ligesom man selv er tvunget til at betale for andres pension nu). En afskaffelse af folkepensionen for alle under 40, f. eks., ville nok gøre det klart for de fleste, at de er nødt til at gøre noget, for at sikre deres alderdom. Så skulle de nok selv, uden statens og CEPOS’s velmenende brug af tvang, spare det op, de synes er tilstrækkeligt.
  • At i stedet for at være propaganda-maskine for de regerende socialdemokrater burde borgerlige-liberale intellektuelle hellere angribe ondets rod: fagforeningstyranniet og velfærdsstaten, der tvinger flere hundrede tusinde på passiv forsørgelse?

Det er sådanne tiltag og pressemeddelelser, der får mig til at mene, at CEPOS ikke er en liberal tænketank. De har muligvis indset nogle problemer i den måde, velfærdsstaten er opbygget på, men de er tilfredse med blot at foreslå små ændringer, der styrer samfundet i den retning, de ønsker: mod en mere effektiv, mere dynamisk velfærdsstat med et større “privat” islæt. (Dermed falder de ind under, hvad Hoppe beskriver som social ingeniørkunst: konstante “reformer” og “videnskabelige” tiltag, der skal dreje samfundet i en mere gavnlig – ifølge d’herrer eksperters opfattelse – retning). Deres obligatoriske pensionsreform er jo alt andet end en liberal reform af pensionsvæsenet: de ønsker blot at bytte en socialistisk pensionsform (folkepensionen) ud med en korporatistisk-fascistisk, nemlig tvungen pension i “privat” regi.

Det er naturligvis en provokation, at kalde det for fascisme. Det er evigt populært på venstrefløjen at kalde enhver til højre for SF for fascist, men det betyder ikke, at fascismen ikke havde et konkret økonomisk program. Hvor rendyrket socialisme sigter mod åbent statseje og kontrol over samfundet, var fascisterne villige til at bevare udseendet af privat ejendom, hvis ikke realiteten, og styre økonomien gennem privilegerede korporationer, der skulle styre hver deres samfundssektor. Er det ikke præcis det, regeringens politik og CEPOS’s forslag går ud på? At tvinge folk til at spare op gennem ATP, som på denne måde ikke behøver overbevise potentielle kunder om at vælge netop dem som pensionsforvalter. ATP bliver på denne vis hele Danmarks officielle pensionsforening, med særligt gunstige bånd til statsmagten og kors og bånd og stjerner til direktionen (for ikke at tale om den højere løn der må tilfalde forvalterne af den ved tvang fremskaffede pensionsformue – det er jo kun rimeligt!)

Vil dette tiltag øge danskernes pensionsopsparing? De ca. 1,1 millioner, der vil blive berørt, vil være tvunget til at betale til ATP. Men dette betyder, at de vil spare mindre op frivilligt, da de nu forventer pension fra ATP. Derudover må det huskes, som allerede nævnt, at det kan være med god grund, nogle fravælger pensionsopsparing i visse perioder og under visse forhold. Hvis iværksætteren skal tvinges til at indbetale – CEPOS foreslår allernådigst at bevilge henstand – vil han have de penge færre at investere i sin virksomhed. Det er ikke uden betydning for hans chancer for succes. Lønmodtagere i 20’erne, der kun lige er begyndt på deres karrierer, fravælger måske opsparing i de første år. De tjener ikke så meget – den højere løn kommer som regel med erfaringen og den deraf følgende højere produktivitet – og der er mange ting at bruge penge på, når man er ung. Ikke kun frivol hedonisme, men bil, hus, bryllup. Hvis unge lønmodtagere tvinges til at spare mere op har de ikke kun de færre midler til deres nutidige forbrug, de vælger måske også at udskyde deres egen frivillige pensionsopsparinger. De har jo allerede en pæn lille formue hos ATP, så hvorfor ikke more sig et par år længere?

Det er som sagt svært at sige noget mere konkret ud fra de tal, CEPOS fremlægger, men jeg mener ikke, man kan konkludere, at der vil blive sparet mere op, hvis man indfører CEPOS’s version af en tvungen pensionsopsparing. Det er muligt, de har ret i, at det vil føre til større formuelighed – men hvad liberalt er der i at forsøge at påtvinge samfundet en kunstig lighed?

Hvordan ville en virkelig liberal pensionsreform se ud? Det er for stort et spørgsmål til at jeg kan besvare det i nogle få sætninger, men målet må være klart: et frivilligt og ikke-statsligt pensionsvæsen. Man kunne f. eks. afskaffe folkepensionen helt for folk under 40, og overdrage statslige aktiver til folkepensionisterne og kommende pensionister. Det ville være relativt simpelt at udregne nutidsværdien af den forventede pensionsbetaling for alle, og så overdrage aktiver, der ca. ville svare til det beløb. De forhenværende pensionister ville så være frit stillet, om de ville drive de statslige aktiver videre i privat regi – det kunne f. eks. være statsskovene eller sygehuse, der var tale om – eller sælge deres andele på det åbne marked til folk, der var interesseret i at gøre det. Nogle aktiver – landområder, bygninger og den slags – ville bare blive solgt stykvis, mens andre ville blive organiseret og drevet i private selskaber.

På den måde ville man sikre alle dem, der er afhængige af folkepensionen, en indtægt i deres alderdom, og dem, der ikke fik del i udlodningen af statslige aktiver, ville have tid til selv at spare op. Som en behagelig sidegevinst ville meget offentlig ejendom og mange offentlige aktiviteter også blive privatiseret. Hvad kunne være skønnere end det?

Højst sandsynligt vil der være nogen, der sparer meget lidt eller slet intet op til deres alderdom. Det er bare ikke et politisk problem eller en statslig opgave. Samfundsborgerne ville blot stå overfor et valg: vil vi hjælpe disse fattige ældre frivilligt, eller vil vi lade dem leve en kummerlig tilværelse, om det så er selvforskyldt eller ej? Jeg er selv rimelig overbevist om, at de fleste danskere er så næstekærlige, at der vil være en overflod af frivillige midler til at hjælpe de få, der står uden midler i alderdommen.

Udgivet i Ejendomsret, Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kai Sørlanders kritik af den økonomiske videnskab

Tilbage i juni måned skrev den kendte filosof og fortaler for rationalisme Kai Sørlander en kritik af den økonomiske videnskab i Replique. Der er to forbundne problemer i moderne nationaløkonomi ifølge Sørlander: Den er irrationel, det vil sige, den bygger på et rationalitetsbegreb, der benægter, at vi kan begrunde de højeste værdier og de ultimative mål rationelt; og den undergraver demokratiet og statslig omfordeling, da enhver kollektiv beslutning må anses som irrationel givet Arrows umulighedsteorem,og kriteriet om pareto-optimalitet principielt udelukker omfordeling.

En sådan kritik fra en sådan autoritet fortjener et modsvar. Jeg føler mig dog handicappet af, at kritikken tydeligvis er rettet mod neoklassisk nationaløkonomi. Sørlander har helt ret i, at der er graverende mangler i den neoklassiske tilgang til økonomisk videnskab. Det er bare ikke disse mangler, han fokuserer på. Derfor synes det nødvendigt at tage selv kættere i forsvar mod Sørlanders angreb, selvom jeg ikke vil forlade mit eget østrigske standpunkt. Derfor vil de fleste økonomer muligvis ikke kunne acceptere alt i det følgende.

Økonomisk videnskab er rationel

Økonomisk videnskab arbejder ifølge Sørlander ud fra en positivistisk værdifilosofi. Det betyder som sagt ovenfor, at økonomer benægter, at ultimative værdier kan begrundes rationelt. Umiddelbart ser det ud som om, Sørlander har en pointe. Mises selv ville give ham ret: de højeste værdier er i sidste ende rent subjektive og kan ikke rationelt begrundes (se f. eks. her og her).

Dette har dog ingen betydning for den økonomiske videnskab, for ultimative værdier og livets formål ligger simpelthen udenfor denne. Økonomien, sådan som østrigere forstår den, tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker handler. Hvorfor de handler, eller hvad formålet med deres handlinger bør være, ligger udenfor videnskaben, men det betyder ikke, at en rationel behandling af disse spørgsmål er uforenelig med økonomisk videnskab eller prakseologi, som vi østrigere ynder at kalde den. Rothbard skematiserede forholdet mellem disse videnskaber meget klart:

To sum up the relationship and the distinctions between praxeology and each of the other disciplines, we may describe them as follows:Why man chooses various ends: psychology.
What men’s ends should be: philosophy of ethics. also: philosophy of aesthetics.
How to use means to arrive at ends: technology.
What man’s ends are and have been, and how man has used means in order to attain them: history.
The formal implications of the fact that men use means to attain various chosen ends: praxeology.

What is the relationship between praxeology and economic analysis? Economics is a subdivision of praxeology—so far the only fully elaborated subdivision. With praxeology as the general, formal theory of human action, economics includes the analysis of the action of an isolated individual (Crusoe economics) and, especially elaborate, the analysis of interpersonal exchange (catallactics).

Prakseologi og dermed økonomi er altså en videnskab uafhængig af etiske overvejelser. Er den også rationel, eller er dens grundlæggende begreber irrationelle? Hvis det er tilfældet, er hele videnskaben det naturligvis også, og i så fald er det kun held, hvis denne eller hin sætning taget fra den økonomiske litteratur beskriver virkeligheden.

Prakseologiens grundsætning er, at mennesket handler, det bruger midler til at opnå de mål, det sætter sig. Det klareste bevis på dette er et indirekte bevis, hvor vi ser, at sætningens modsætning er uholdbar. Hvis man vil modbevise grundsætningen, bruger man nødvendigvis midler – som minimum sin egen krop – til at opnå sit mål: at bevise at mennesket ikke handler. Men selve forsøget på at modbevise sætningen er dermed selv en menneskelig handling, og man må derfor acceptere denne grundsætning som sand. Dette bevis er hvad Hoppe kalder en performativ kontradiktion (efter hans lærer Habermas) og kendes også under termen retorsion.

Økonomi er altså, som Rothbard og Mises hævdede, den logiske udvikling af, hvad der er indeholdt i begrebet menneskelig handling. Fra grundbegrebet menneskelig handling eller grundsætningen mennesket handler (der er ikke fuld enighed om, hvordan man skal udtrykke det – Mises foretrækker den første formulering, Rothbard den anden) følger hele den økonomiske videnskab. Eftersom grundsætningen ikke kan modsiges rationelt kan den økonomiske videnskab altså ikke være i modstrid med rationelt begrundede ultimative værdier eller med en rationel etik. Økonomen behøver dog ikke tage stilling til de handlingers etiske status, som han analyserer. Muligvis er det uetisk at indtage, eje, købe og sælge alkohol, men derfor kan økonomen stadig analysere problemerne med et generelt alkoholforbud og det sorte marked, der opstår, hvis man forsøger at håndhæve det.

Pareto-optimalitet som velfærdskriterium

Når det kommer til begrebet pareto-optimalitet og de implikationer, som Sørlander mener, følger fra det, har vi et problem. For økonomer flest er ikke enige med Sørlander i, at kriteriet om pareto-optimalitet umuliggør omfordeling. Men Sørlander har sådan set ret, og østrigske økonomer (se Rothbards artikel om emnet) er enige i, at med dette velfærdskriterium kan ingen statslig indgriben siges at forøge velfærden. Problemet er dog mere grundlæggende, at al værdisætning er subjektiv. Det kan synes umiddelbart indlysende, at en rig mand har mindre glæde af 100 kroner end en fattig. Det kan endda virke som om, det følger direkte af loven om grænsenytte (som Sørlander i øvrigt ikke virker begejstret for). Men det kan ikke lade sig gøre at lave denne sammenligning mellem individer. Det er rigtigt, at loven om grænsenytte gælder universelt for hver enkelt individ, men den muliggør ikke den slags sammenligninger. Til det behøver vi en objektiv målestok for nytte, men en sådan findes ikke. Hvis man derfor tager 100 kroner fra en rig mand og giver til den fattige, kan man naturligvis sige at den fattige er bedre stillet og den rige er værre stillet, men det er umuligt rationelt at hævde, at den fattiges gevinst er større end den riges tab. Det er anderledes med frivillige handlinger: Hvis den rige giver den fattige 100 kroner, mener han selv, at dette er en bedre fordeling. Det er altså kun igennem folks demonstrerede præferencer, som Rothbard kaldte det, at vi kan se, om de er bedre eller værre stillet og om den nye fordeling af ressourcer er velfærdsforøgende eller ej. Kun en frivillig omfordeling kan kaldes pareto-optimal, en tvungen omfordeling kan vi ikke sige noget om.

Det er ikke kun statslig omfordeling, dette kriterium sætter en stopper for. Også al slags ekspropriering må anses som videnskabeligt ubegrundet. En virksomhed vil gerne bygge en motorvej til gode for hele samfundet; lodsejeren vil ikke sælge, selv ikke hvis virksomheden byder overpris. Er dette en markedsfejl, som må løses med magtanvendelse? Nej. Hvis lodsejeren ikke vil sælge selv til overpris, er det fordi, han værdsætter jorden mere, end de penge han kan få i bytte for den. Dette kan igen have to årsager: enten er jorden et forbrugsgode (det er måske hans familiegravsted, en park eller et sommerhus) og i så fald er er ejerens værdsætning af jorden kun udtryk for hans individuelle værdidom; eller også er den et produktionsgode, f.eks. landbrugsjord, og i så fald værdsættes den efter hvor nyttig rådighed over den er for hans produktion. Dette er præcis den samme kalkule, som forretningsmanden, der gerne vil købe jorden, bruger. I dette sidste tilfælde vil det at tvinge ejeren til at afstå jorden altså være direkte velfærdsforringende, da det er markedets vurdering – summen af alle individers vurdering – at jorden er bedst brugt som landbrugsjord i stedet for som motorvej. I det forrige tilfælde går projektet igen på grund på pareto-kriteriets skær – for hvordan kan det begrundes at en enkelt mands subjektivt følte velfærd skal ofres for forretningsmandens mulighed for at tjene penge?

Det er ikke fordi, pareto-optimalitet og moderne subjektiv værditeori er uvidenskabelig, at disse stikker en kæp i hjulet på diverse tvungne omfordelinger, men fordi den eneste rationelle konklusion er, at tvungen omfordeling ikke kan kaldes velfærdsforøgende. Sørlander kan naturligvis forsøge at fremføre et rationelt argument for, at folk skal tvinges til at handle efter hans præferencer og etiske teori, men dette har han ikke fremført – og jeg tvivler på, at et sådant argument kan lykkes. Hoppe har endda med den såkaldte argumentationsetik hævdet, at ethvert argument imod en statsløs privatretsorden bygget på respekt for den enkeltes ret til liv, frihed og privat ejendom ikke kan lykkes, da man som forudsætning for argumentationen er nødt til at antage visse grundnormer, og de eneste grundnormer, der er konsistente med nogen argumentation overhovedet, er netop respekt for individuel frihed og privat ejendom (se kapitel 7 i hans A Theory of Socialism and Capitalism).

Umulige Arrow

Arrows teorem beviste, at det er umuligt for et valgsystem at sikre, at systemets udkomme er konsistent med vælgernes præferencer. Hvis alle foretrækker liste A fremfor liste B skulle resultatet gerne være, at liste A bliver foretrukket frem for liste B. Dette er bare ikke tilfældet og det kan sagtens ske ved et valg, at udkommet ikke er i overensstemmelse med vælgernes præferencer. Dette må man enten tage til efterretning eller modbevise, hvilket endnu ikke er blevet gjort. Dog behøver man ikke blive antidemokrat, og det var Arrow bestemt heller ikke. Men man er nødt til at acceptere, at en demokratisk proces ikke er uproblematisk.

Sørlander konkluderer, at pareto-optimalitet og Arrows teorem tilsammen umuliggør kollektive beslutninger. Det er ikke en konklusion, jeg kan tilslutte mig. Der er masser af frivillige kollektiver, som fungerer i bedste velgående. Familier, sportsforeninger, aktieselskaber – alle er organisationer, hvor beslutninger tages kollektivt og nogle steder demokratisk. Pointen er, at disse organisationer er frivillige. Det betyder ikke, at de undgår det problem, Arrow påpegede, men de kan stadig fungere på trods af det. Hvis man er uenig i måden, en virksomhed drive på, hvis man er i mindretal på generalforsamlingen, kan man altid sælge sine aktier. Dette øver også en disciplinerende indflydelse på flertallet. De er ikke interesserede i, at selskabets værdi falder, fordi utilfredse aktionærer sælger ud. Der er derfor et stærkt incitament til at samarbejde med mindretallet. I en frivillig forening er der ikke den samme materielle straf ved at tryne mindretallet, men derfor er der stadigvæk en grænse: hvis folk melder sig ud, hører foreningen i sidste ende op med at eksistere. I alle tilfælde gælder, at hvis der opstår problemer i måden, organisationerne drives på på grund af det problem, Arrow påpegede, kan folk gøre noget ved det – enten ved at finde på nye vedtægter eller ved simpelthen at melde sig ud. Det er også en universel regel for frivillige fælleskaber, at de er i overensstemmelse med pareto-kriteriet.

Det virkelige problem

Alt dette betyder ikke, at Sørlander ikke har ret i, at den økonomiske videnskab påviser problemer ved kollektive beslutninger. Det er dog politiske beslutninger, der især er problematiske. Arrows teorem er en del af problemet: vanskelighederne ved en demokratisk proces bliver langt større, når der ikke er klare og konkrete valg, men kun mange diffuse mere eller mindre enslydende politikere. Det væsentligste problem er dog et andet: ikke bare er der grundlæggende problemer ved en generel socialistisk eller interventionistisk/etatistisk politik, brugen af tvang i sig selv kan ikke retfærdiggøres som velfærdsforøgende.

Når det så er sagt, så kan økonomisk videnskab ikke i isolation forsvare et frit og kapitalistisk samfund mod angreb. Det kunne jo være en kritiker hævdede, at der var andre værdier og mål, der var vigtigere end frihed og velstand for alle. Sørlander er en sådan kritiker, der hævder, at vi er forpligtede til en rationel selvopdragelse i en demokratisk orden. “Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning,” mener han. Det er muligt, men skal folk tvinges til det? Det har Sørlander ikke bevist. Vi har allerede henvist til Hoppes forsvar for frihed og privat ejendomsret, Rothbards bygger på en mere traditionel naturretstankegang, mens Mises’s forsvar for liberalismen er mere nytteetisk. Fælles for de tre er, at de går frem på videnskabelig vis, det vil sige, de analyserer samfundets egentlige byggesten – individer – og bygger deres teori op derfra. Alle rettigheder er individuelle rettigheder og alle forpligtelser er individuelle forpligtelser. Jeg er sådan set ikke uenig med Sørlander i, at vi bør være rationelle, men det er uforeneligt med rationel handling at ville tvinge folk til at være rationelle eller tvinge dem til at brødføde andre, mens disse udvikler deres rationalitet.

Nogle mindre fejltagelser

Der er også nogle mindre problemer i argumentationen, jeg føler trang til at påpege. Når Sørlander skriver, at økonomisk videnskab mener, at det “er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt”, så forfalder han til den gamle fejlslutning, at økonomer postulerer en homo oeconomicus, som kun behandler mennesket fra en snævert egoistisk og økonomisk synsvinkel. Dette er forkert, og Mises viste dette klarest. Først i 1922 i Gemeinwirtschaft, siden i 1949 i Human Action. Prakseologien behandler det hele menneske, og dens love er universelle. Profit skal ikke forstås som et snævert monetært begreb, men som et generelt begreb. Når mennesket det mål, det har sat sig, profiterer det; og fejler det, eller viser målet sig ikke at have den værdi, man først troede, lider man tab.

Sørlander skriver også, at vi kan se at:

noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn.

(Jeg skal afholde mig fra at kommentere den spøjse selvmodsigelse i formuleringen “stor, multinational amerikansk virksomhed”).

Med al respekt, hr. Sørlander, men det kan vi faktisk slet ikke se. Der er intet i Sørlanders artikel, der forklarer, hvorfor det er forkasteligt at tjene 300 gange en almindelig arbejder, mens det er i orden at tjene 30 gange så meget. Faktisk er socialisten, der insisterer på total økonomisk lighed mere rationel på dette punkt end Sørlander – han er i det mindste konsistent og bygger sin – forkerte – påstand på et klart princip.

Inden man kritiserer den udvikling Sørlander beskriver, er man nødt til først at undersøge, hvad der helt grundlæggende forårsager lønforskelle. Svaret er, at hver eneste arbejder, fra direktøren til buddet, aflønnes i overensstemmelse med værdien af hans bidrag til produktionen. Hvad er værdien af det produkt, som forretningsmanden måtte undvære, hvis han ikke kunne hyre arbejderen eller direktøren? Dette bestemmer arbejderens og direktørens løn.

Vi kan nu ikke lade os nøje med denne teoretiske forklaring, vi er nødt til også at undersøge de sidste 40 års historie for at kunne forklare den lønudvikling, Sørlander kritiserer. Det går for vidt at gøre dette her, men to faktorer er, tror jeg, væsentlige: For det første opererer store virksomheder i dag på et globalt marked og har dermed en meget større indtjening end tidligere. Dette vil afspejles i direktørens løn. For det andet lever vi i dag i en meget inflationær tidsalder, og inflationen bevirker en indkomst- og formue-overførsel fra de mange til de få, der nyder godt af at være tæt på kilden til de nye penge. Disse såkaldte cantillon-effekter bevirker en skjult og dårligt forstået omfordeling af ressourcer, som meget vel kan forårsage eksorbitante lønninger til ledelsen i udvalgte virksomheder.

Endelig kan jeg ikke tilslutte mig Sørlanders bemærkninger om protestantisme og oplysningstid, men her gengiver han blot, hvad der er den gængse opfattelse, så det vil jeg ikke klandre ham for. Dog: Protestantismen satte ikke den enkelte overfor et valg. Hvad skete der mon, hvis han valgte sine forfædres katolske tro? Det var ikke en mulighed (dem der valgte “forkert” blev tvunget i landflygtighed, og modstand mod protestantisme var i øvrigt en af årsagerne til Dacke-fejden 1542-3), tværtimod var alle tvungne til at tilslutte sig den herskende lutherske ortodoksi. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, bønderne for alvor udfordrede statskirken, og først i 1849 blev statsmagten aftvunget et løfte om at respektere religionsfriheden. Hvad angår Oplysningstiden – man kendte til fornuftens brug længe inden Kant, og man var ikke bange for at bruge den. Hvis historikere påstår andet, er det simpelthen et udtryk for enten uvidenhed og inkompetence eller bevidst historieforfalskning. Men Sørlander har for så vidt ret i, at både protestantisme og “oplysning” er vigtige for at forstå den moderne, demokratiske velfærdsstat, for begge blev brugt at konge, embedsmænd og deres propagandister til at udhule civilsamfundet og dets institutioner og til at forherlige statsmagten.

Afsluttende bemærkning

Jeg mener dermed ikke, at Sørlanders kritik for alvor bider på videnskaben, især ikke på den prakseologisk funderede østrigske skole. For så vidt som denne påviser problemer med demokratiet er det værst for demokratiet, og hans mere grundlæggende anklage om en forfejlet rationalitet, mener jeg, skyder forbi målet. En rationel tilgang til samfundsspørgsmål må begynde med at sætte sig ind i økonomiens læresætninger og dens beskrivelse af, hvordan samfundet fungerer. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at et frit samfund, hvor ret og ejendom blev respekteret, også vil være langt mere rationelt. Hvilket er naturligt nok, da et sådan samfund er i overensstemmelse med rationel samfundsvidenskab og med rationelt begrundet etik. Så Sørlander burde tilslutte sig liberalismen og dens ønske om et friere samfund med større respekt for individets rettigheder.

Udgivet i Filosofi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

80 dage i Auburn

Denne sommer havde jeg æren og fornøjelsen af at være fellow ved Mises Instituttet i Auburn, Alabama. Mises Instituttet, der fylder 35 år i år, sponserer seminarer og konferencer og udgiver store mængder litteratur – både klassikerne og nye bidrag til det østrigske paradigme. Udover sommerens konferencer – et seminar om Human Action og det ugelange Mises University – var det alle tiders mulighed for at koncentrere sig om studie og forskning.

Instituttet

Vi var 12 fellows – halvt amerikanere, halvt europæere fra diverse lande plus en jordaner – under d’herrer doktorer Joseph Salerno og Mark Thorntons opsyn og vejledning. Det siger sig selv at samværet med andre østrigsk interesserede og liberale (eller libertarians, som det hedder i USA, da de amerikanske socialdemokrater som bekendt kalder sig liberals) var meget inspirerende for ikke at sige befriende. En anden, jeg husker ikke hvem, har kaldt det at være på besøg hos Mises Instituttet som at træde udenfor galeanstalten (efter Douglas McAdams’ Blafferens Galakseguide) for et øjeblik. Man slipper for den allestedsnærværende socialdemokratisme, for troen på, at staten alene kan løse samfundets problemer, for den herskende matematiserede pseudovidenskab og kan koncentrere sig om virkelige problemer. Deriblandt naturligvis hvordan man bedst modsvarer socialdemokratisme, etatisme og keynesianisme, men man slipper da for overtroen og de værste argumenter.

Mere interessant var mine fælles fellows forskningsområder: der var adskilligt om deflation historisk og om pengeteori, om konjunkturcyklus og centralbanker og en enkelt skrev om anarkismens historie og forskellen på amerikanske og europæiske anarkister. Kort sagt helt i instituttets og den østrigske skoles ånd. Forhåbentligt bliver det til adskillige udgivne artikler, jeg er selv ved at finpudse mit eget bidrag. De andre var også leveringsdygtige i kortere, mere populære artikler: George Pickering om det britiske monarki og om det britiske sundhedsvæsen, Chris Calton om bl. a. liberalisme og naturret og om det amerikanske retsvæsen og Blaine Conzatti om USA’s udtræden af Paris-aftalen. Alt sammen meget læsværdigt. Derudover har Chris begyndt en ny podcast-serie for instituttet, Historical Controversies, som tager diverse mere eller mindre kontroversielle emner under behandling. Jeg er selv allerede fan og venter mig gode sager. Find det på itunes, soundcloud, stitcher osv.! Der er tre afsnit online, alle tre om narkotikaforbuddets historie i USA og mere generelt. Man kan også læse George’s blog her, og Joakim Books her. Joakim skriver også fra tid til anden for det svenske Ludwig von Mises-Institutet.

(En bivirkning af at leve sammen med så fornuftige mennesker i så lang tid er, at jeg troede, da jeg kom hjem, at modstand mod narkotikaforbud måtte regnes som ganske ukontroversielt. Der er vist desværre lang vej igen, inden fornuften indfinder sig på den danske scene).

Endelig må vi ikke glemme den første årlige Mises Fellow Pig Roast, hvor vi grillede og fortærede et rigt kapitalist-svin, J. P. Porken. Jeg var desværre forhindret i at deltage i alle forberedelserne, men festen bagefter var god. Der var både til os fellows, de ansatte ved instituttet og til et par besøgende fra FEE i Atlanta.

Auburn

Selvom det meste af tiden blev tilbragt på instituttet, var der også lidt tid til at opleve livet i sydstaterne – selvom jeg aldrig kom uden for Auburn eller nabobyen Opelika. Udefra kan Alabama måske virke som et uinteressant land at besøge – der er hedt om sommeren, der er ikke de store turistattraktioner, man kan se, og Alabama rangerer som en af de værst regerede stater i unionen (men kriterierne og vægtningen af dem i den rangorden er ikke uproblematisk), så man kunne vente et lidt trist og fattigt syn. Det var på ingen måde tilfældet, og jeg har kun positive indtryk. I ingen særlig rækkefølge:

  • Man vænner sig til varmen. Især hvis man, som det er vanen i syden, kører på ladet af en truck. Det er sådan set forbudt, men et forbud som selv det amerikanske politi vender det blinde øje til.
  • Auburn er en køn og, virker det til, rimeligt velstående by. Noget af det skyldes, at der er et universitet i byen med alle de penge, som sådan et og de studerende får fra private og offentlige kilder. Vigtigere er det nok, at der er to store bilfabrikker i området (se Mark Thorntons korrektiv her). Selvfølgelig giver det en vis kunstig velstand, at enorme føderale og statslige midler postes i universitetet, men underliggende det hele er der også reel velstand.
  • Alt er billigt. Det er lidt irriterende, at man skal give drikkepenge de mærkeligste steder – f. eks. hos frisøren – men hvad gør det, når dagligvarer, måltider, alt, er 20-40% billigere end i Danmark? Mit indtryk var derfor, at velstandsniveauet reelt var højere, eller mindst det samme, som herhjemme (Se en sammenligning her). Det anskueliggøre meget godt, hvad bare moderat lavere skatter og større økonomisk frihed kan føre til (for USA er ikke særligt meget friere end Danmark): jo mindre statslig indblanding i markedet, jo mere fleksibelt og produktivt bliver det, jo mindre staten opkræver i skat, desto mere er der til overs til borgerne, som de kan bruge på hvad, de helst vil.
  • Masser af spisesteder. I Auburn kan man blive mæt for et par dollars, og for 10 dollars kan man spise godt på en hyggelig restaurant eller deli (se ovenfor om priser). Der er naturligvis de velkendte fastfood kæder – McDonalds hvis man ingenting vil betale, Taco Bell er en anden velkendt kæde – men også mange rigtige restauranter: italienske, kinesiske, koreanske (bilfabrikkerne er koreanske). Klassikere må man nok kalde Ruby Tuesday og, sidst men ikke mindst, Waffle House.
  • Skydevåben, alle vegne! I Alabama har de det, som de kalder constitutional carry. Det betyder, at alle kan bære skydevåben helt uden tilladelse. Det betyder naturligvis, at gaderne flyder med blod og at selv den mindste uenighed ender med en ildkamp à la OK Corral, og jeg var heldig, at jeg slap derfra med livet i behold… Eller noget. Ryan McMaken har skrevet meget om den myte, at våbenbesiddelse fører til mord og anden kriminalitet (se her, her, her, her, her og her). Våbenbesiddelse har i den sammenhæng to vigtige konsekvenser: den afskrækker forbrydere og den gør det muligt for ofre at forsvare sig. Det burde være logik for burhøns, men desværre synes det som om, man herhjemme er så forvænt med at lade staten klare alle problemer, at selve ideen om selvforsvar virker fremmed for mange. Et velbevæbnet samfund er et fredeligt samfund, eller som Blicher sagde: Almenvæbning er den bedste garant for almenfreden.
  • Den sydlige venlighed. Det er ikke en myte, at folk i sydstaterne er venlige og imødekommende – det passer i hvert fald i Alabama. Omgangsformen er venlig, smilende og tvangfri, også mellem fremmede.

Mises University 2017

Sommerens højdepunkt på instituttet er Mises University: en ugelang introduktion til den østrigske skole for studerende fra hele verden. I år vil jeg tro, der var ca. 150 deltagere. Nogle af de fremmeste eksperter holder forelæsningerne, f. eks. Joseph Salerno om socialisme og om guldfod vs. papirpenge eller Jeffrey Herbener om værdi- og pristeori og om renteteori. Også den unge generation er værd at nævne: f. eks. Carmen Dorobats forelæsning om arbejdsdeling og samfundsorden eller Malavika Nairs om Bitcoin. Hele ugen var en veritable tour de force gennem hele den økonomiske videnskab, så det er svært at sige, hvilken forelæsning, der var den bedste eller mest interessante. Jeg har kun nævnt en brøkdel af dem her, men det hele ligger heldigvis frit tilgængeligt online, så man selv kan danne sig en mening – eller bare uddanne sig, hvis man ikke har hørt om den østrigske skole før.

Når man er tilhænger af en “heterodoks” økonomisk retning (selvom den østrigske skole ikke er heterodoks – den er efterfølgeren til tidligere tiders ortodokse, klassiske økonomi, renset for dennes fejltagelser, og derfor ortodoks. Det er nutidens mainstream-økonomer, der er heterodokse, men alt dette er blot et sidespring), er det muligvis let kun at læse sine egne og bare afvise alle andre som fundamentalt på vildspor. Det er nu ikke tilfældet med Mises Instituttet. De store østrigere i det 20. århundrede – Mises, Hayek, Rothbard, f. eks. – afviste ikke bare mainstream-nationaløkonomi, men engagerede den tværtimod og lærte endda af den. Nutidens østrigere har samme indstilling: selvom de moderne neoklassikere og keynesianere i alle afskygninger som oftest tager fejl, kan man stadig lære noget af dem, og deres argumenter bør tages alvorligt. Se f. eks. Lucas Engelhardts forelæsning om forslag til reform af penge- og bankvæsen.

Deists “kontroversielle” tale

Man skulle tro, at amerikanske liberale og østrigere ville sætte pris på Mises Instituttet og det arbejde, som folkene der har gjort de sidste 35 år for at sprede kendskabet til den østrigske skole og til liberalisme (eller libertarianism, som amerikanerne kalder det). Det er desværre ikke altid tilfældet. Når man lærer forholdene lidt nærmere at kende viser det sig, at der er nogle, der desværre ikke værdsætter instituttet – for at sige det mildt. Vi taler ikke her om ærlige, akademiske uenigheder – f. eks. er der en forskel mellem den herskende tilgang til økonomi i Auburn og på George Mason University, selvom begge steder er østrigske, og der er stadig uenighed om brøkreservebankvæsen mellem Salerno, Herbener, Hülsmann, Hoppe og de fleste på Mises Instituttet på den ene side og folk som Lawrence White og George Selgin på den anden. Nicolai Foss’ anmeldelse af Peter Boettkes Living Economics giver et godt indblik i forskellene på Mises Instituttet og George Mason, og denne diskussion af Mises’ pengeteoretiske mesterværk viser nogle af de teoretiske forskelle på dette område. Jeg har selv svært ved at forstå, hvad den deciderede fjendtlighed bunder i, men den kan spores tilbage – i hvert fald – til Lew Rockwell og Murray Rothbards paleolibertære strategi fra slutfirserne / begyndelsen af halvfemserne (se f. eks. her, her og her, og her gør Rockwell status over strategien). Kort sagt mente de, at det ville være en bedre strategi at fokusere på at vinde “kulturelt konservative” – vi ville sige: borgerlige – for liberalismen. En anden mulig grund for den vedvarende animositet er splittet mellem Rothbard og Mises Instituttet på den ene side og brdr. Koch og “the Kochtopus” på den anden side. David Gordons udlægning af sagen kan læses her (del 2 og del 3).

Alt det er blot historie. På Mises University’s sidste dag holdt instituttets præsident, Jeff Deist, en tale, der samtidig blev sendt live til Corax konferencen på Malta. Talen kan læses her. Den gik i al sin enkelthed ud på, at liberale ikke skal forsøge at ændre folks traditioner og livsmønstre, men tværtimod overbevise dem om, at frihed, decentralisering og minimal eller slet ingen statslig indblanding i samfundslivet er deres bedste mulighed for at bevare deres traditioner og være tro mod deres overbevisninger. Vi kan også udtrykke det hayekiansk ved at sige, at vi ikke bør bekæmpe samfundsinstitutioner og traditioner, som vi muligvis ikke forstår, og som godt kan være gavnlige og ønskelige for samfundets borgere, selvom vi ikke forstår det.

En sådan tale burde være ganske ukontroversiel blandt liberale og østrigere, selv synes jeg, det var en fremragende tale, der byggede videre på Rothbards vision: en pragmatisk tilgang uden at ofre principperne. Eller som Rothbard sagde: “Rights may be universal, but their enforcement must be local.” Desværre er der nogle amerikanske liberale, der ikke deler Deists tolerante vision. De mener tværtimod, at talen var skjult fascisme, en såkaldt dog whistle til racister og fascister. Især den afsluttende passage vakte anstød:

“[B]lood and soil and God and nation still matter to people. Libertarians ignore this at the risk of irrelevance.”

For “blood and soil” er jo en engelsk oversættelse af det tyske slogan “Blut und Boden” som nazisterne brugte, så Deist må naturligvis være nazist! Det er svært at forstå, at nogle kan hænge sig sådan i et sprogligt sammenfald, når nu hele talen (og alle instituttets aktiviteter i øvrigt) er det mest anti-nazistiske, man kan forestille sig. Men er det overhovedet et nazistisk slogan? Det korte svar er nej – det opstod længe før NSDAP og kan spores tilbage til tyske nationalliberale i første halvdel af det 19. århundrede. Dets nærmeste danske parallel må nok søges i Grundtvigs eller Blichers eller lignende tænkeres og litteraters forfatterskab. At nazisterne brugte et godt slogan, når de fandt det, er blot et historisk kuriosum. Eller må vi anse Carlsbergbyen for en nynazistisk højborg, fordi der er hagekors på elefanterne?

Desværre er det den slags “tænkning” der præger alt for mange af vor tids såkaldt progressive og altså også nogle liberale. Se f. eks. her om formanden for Libertarian Party’s reaktion, eller her for Horwitz’s fortolkning af Mises Instituttet som en front for fascisme. (Dette er vist en rimelig præcis rekonstruktion af, hvordan Horwitz læser Deist).

Alle tiders Mises-sommer!

Der er nu ikke noget, der har overbevist mig om, at Mises Instituttet er en fascistisk organisation. De bruger alt for mange ressourcer på at publicere nazismens – og al anden socialismes – fremmeste modstandere: Mises selv, Rothbard, Hayek. Wilhelm Röpke er en anden liberal forkæmper, de stadig publicerer; hans Det Tyske Spørgsmål er stadig læsværdig, ligesom resten af hans oeuvre. For slet ikke at tale om en af nutidens største modstandere af fascisme, Lew Rockwell. Se f. eks. her. I øvrigt burde hans beskrivelse af det kommunistiske Kina være pligtlæsning hver 1. maj.

Instituttet står derfor stadig for mig som en af de vigtigste fortalere for liberalismen og den østrigske skole, og efter en hel sommer som fellow i Auburn har jeg ikke andet end godt at sige om dem og det arbejde, de udfører. Dette er ikke stedet at gå i dybden med vigtigheden af det østrigske paradigme, det må være nok at konstatere, at uden instituttet var der betydeligt færre ressourcer tilgængeligt om den østrigske skole – og betydeligt færre østrigske økonomer i det hele taget.

Udgivet i Personlig | Tagget , , | Skriv en kommentar