Kvantitetsligningen – en kritik

Introduktion

Kvantitetsteorien er et af de ældste forsøg på en videnskabelig tilgang til pengespørgsmål. Den kan spores tilbage til italieneren Davanzati, som virkede i det 16. århundrede, men er mest kendt fra David Hume og David Ricardo. I al sin enkelthed forsøger teorien at forklare sammenhængen mellem priser og pengemængden ud fra lovene om udbud og efterspørgsel. Dette er for så vidt ikke forkert, selvom det er langt fra en udtømmende forklaring. Hovedkonklusionen – og den væsentligste sandhed, teorien beviste – er, at en forøgelse af pengemængden nødvendigvis medfører en stigning i priserne. Ricardo især drog den yderligere konklusion af dette, at der intet er vundet ved at forøge pengemængden – enhver mængde penge er tilstrækkelig til at tjene penges samfundsmæssige formål.

Yderligere udvikling indenfor pengeteori ville betyde, at man undersøgte, hvilke faktorer havde betydning for udbuddet af og efterspørgselen på penge. Dette var – blandt meget andet – hvad Mises undersøgte og beviste i sit første hovedværk fra 1912, Teorien om Penge og Omløbsmidler . I mellemtiden er det desværre ikke Mises’s tilgang til pengeteori, der er dominerende indenfor moderne økonomi, men derimod en mekanistisk udlægning af kvantitetsteorien, der fokuserer på den såkaldte kvantitetsligning.

Kvantitetsligningen

Irving Fisher opfandt kvantitetsligningen i 1911, og eftertidens monetarister har gjort den meget populær . Der er mange variationer af den (f. eks. denne af markedsmonetaristen Lars Christensen, som provokerede mig til denne kritik), men ingen af dem er væsensforskellig fra Fishers originale. Fishers formel er: M*V=P*T, men hvad betyder de forskellige symboler?

M er pengemængden, eller den gennemsnitlige pengemængde i en given periode; V er pengenes omløbshastighed eller velocitet – hvor mange gang pengene i gennemsnit skifter hænder eller “bliver brugt” i en given periode; P er prisniveauet, et gennemsnit af alle de betalte priser i en given periode; og T er summen af transaktioner en given periode.

Med denne ligning, er påstanden, kan man se forholdet mellem pengesiden og den “reale” økonomi. Dens værdi er blevet fremhævet af dens forkæmper ved at påpege, at man især kan se den klare sammenhæng mellem pengemængde og prisniveau: hvis vi antager, at V og T holdes konstant, så må en stigning i M nødvendigvis medføre en proportional stigning i P. Altså har vi nu matematisk bevis for kvantitetsteoriens forbindelse mellem pengemængde og prisniveau. Eller har vi?

Kritik af kvantitetsligningen

Lad os se lidt nærmere på elementerne i ligningen. I vores kritik følger vi i det hele Mises og Rothbard, der begge har rettet ødelæggende angreb på den .

M, pengemængden, er for så vidt uproblematisk. Det kan debatteres, hvad der skal regnes med til pengemængden, men det er en klart, selvstændigt defineret størrelse. P og T er lidt mere suspekte – hvad betyder de egentligt? Hvis vi ser på måden, de er bygget op, så er de blot statistiske forkortelser for samfundets handler i perioden: De er summen af alle handlerne, hvor P er gennemsnittet alle de priser, varer er blevet solgt for, og T er antallet af sådanne salg. Med andre ord er P*T blot summen af alle samfundslemmers bruttoindkomst, Y.

Dette efterlader V. Hvordan finder vi V? I modsætning til de andre termer, er der ikke en entydig, selvstændig definition af V. At beskrive den som det “arbejde”, folks pengebeholdninger i gennemsnit udfører, er blot en metafor. Hvor er den selvstændige størrelse V at finde i samfundet? I modsætning til de andre elementer i ligningen, så er det påfaldende, at V netop ikke defineres selvstændigt, og dog er den nødvendig for at ligningen skal balancere: den er den faktor, der sætter M = P*T.

Den ene måde, V kan findes på, er simpelthen ved at dividere P*T med M. Den anden – og den Fisher bruger – er at begynde med summen af udgifter i en given periode, E (for expenditures) og M. Så bliver E/M=V. Det første problem med denne fremgangsmåde er, at V tydeligvis ikke er en selvstændig størrelse – det er bare det tal, vi nødvendigvis må bruge, for at ligningen skal balancere. De andre størrelser er i det mindste forsøgt selvstændigt defineret, men det er absurd at søge en dybere mening i en ligning, hvis et af elementerne ikke er selvstændigt, men blot er udtrykker forholdet mellem en størrelse, M, og en anden, Y (eftersom vi allerede har set, at P*T=Y).

Hvis vi analyserer ligningen lidt yderligere, træder absurditeten endnu tydeligere frem. For hvis V=E/M og P*T=Y, så er

M*V=M*E/M

M*E/M=E

Og vi ved allerede at P*T=Y, så

E=Y

Essensen af kvantitetsligningen er, med andre ord, at summen af udgifter er lig med summen af indtægter. En sand sætning, ja, men blot en regnskabsmæssig tautologi uden værdi for økonomisk videnskab. Købers udgift er lig med sælgers indtægt, er omtrent, hvad ligningen viser, når vi har skrællet al staffagen af.

Hvad med inflationen? i det mindste kan ligningen da vise, at en øget pengemængde alt andet lige vil øge prisniveauet, vil en forsvarer at Fisher og hans utallige epigoner måske sige. Ja – men dermed er ikke sagt mere, end hvad kvantitetsteorien allerede forinden havde udlagt tydeligere uden denne forfejlede brug af matematik. Tværtimod er måden, hvorpå ligningen fremstiller forholdet ekstremt vildledende, for nu fremstår prisniveauet som en funktion af pengemængden, og mere end antyder at ændringer i prisniveauet vil være proportionale med ændringer i pengemængden – og dette er ikke korrekt.

Helt grundlæggende er fremgangsmåden, der ligger til grund for kvantitetsligningen, forfejlet. Den antager, at vi kan tale om holistiske størrelser som pengemængde og prisniveau og om ændringer i disse uden henvisning til, hvad der forårsager disse ændringer . Monetaristerne antager blot, at der er et forhold mellem sådanne, delvist meningsløse størrelser, og går derefter umiddelbart over til at sætte det på formel uden at beskæftige sig med kausalitet og en videnskabelig forklaring.

Alternativet – østrigsk pengeteori

Hvis ikke kvantitetsligningen og alt, der bygger på den, er en korrekt beskrivelse af virkeligheden, hvad kan vi så sætte i stedet? Her som i så mange andre tilfælde, er det østrigerne – og især Ludwig von Mises – der har fremført den korrekte teori. Jeg skal ikke give en fuld beskrivelse af hans tilgang her, men blot fremføre, hvordan han beskriver ændringer i priser forårsages af ændringer i pengemængden.

I udgangspunktet har ethvert individ en vis kontantbeholdning bestemt af kontanternes marginalnytte: han har lige præcis så stor en beholdning, at nytten af den marginale pengeenhed er større end nytten, han vurderer at kunne få ved at købe et forbrugs- eller produktionsgode. Hvis nu pengemængden ændres, og hans kontantbeholdning forøges – det kan f. eks. være, han er nabo til nationalbankdirektør Lars Rohde – ændres hans bedømmelse af pengenes værdi også, eller rettere, han bevæger sig længere ned ad sin værdiskala: han har nu flere penge, så nytten af den marginale enhed er nu mindre. Derfor vil han bruge nogle af sine nye penge på de varer og tjenesteydelser, der nu har en højere nytte for ham end penge.

På denne måde bevæger de nye penge sig gennem økonomien: den første modtager af dem bruger dem, indtil hans pengebeholdning igen svarer til hans subjektive vurdering af pengenes værdi. I mellemtiden bevirker den ekstra efterspørgsel på varer og tjenesteydelser, at priserne begynder at stige: de næste modtagere af nye penge (dem, den første har købt varer og tjenesteydelser af) er i samme situation som den første var og vil også øge deres forbrug, hvilket fører til prisstigninger på de varer de køber. Sådan vil processen fortsætte, indtil de nye penge er blevet fordelt i samfundet. Nogle priser er steget, mens andre er forblevet uændret. Nogle har tjent på denne proces, nemlig dem, der først eller tidligt modtog de nye penge, inden priserne var justeret til den højere efterspørgsel; andre har tabt, nemlig dem der først fik pengene efter, priserne var blevet tilpasset og dem, som slet ikke fik del i pengeforøgelsen.

Konklusion

Kvantitetsligningen er her bevist som en usammenhængende, mekanistisk fremstilling af kvantitetsteorien. Desværre tør jeg ikke håbe, at den dermed er manet i graven. Dårlige teorier har det med at leve videre i samfundsvidenskaberne, især når de, som kvantitetsteorien og ligningen, gør det muligt for forskerne at efterabe “rigtige” videnskabsmænd. Dog, det burde være klart, at det første skridt på vejen til en videnskabelig forståelse af pengespørgsmål er at smide kvantitetsligningen over bord.

Litteratur

Mises, Ludwig v. Human Action: A Treatise on Economics. The Scholar’s Edition. Auburn, Ala.: Ludwig von Mises Institute, 1998.
Rothbard, Murray N. Man, Economy, and State with Power and Market. Scholar’s edition, 2nd edition. Auburn, Ala.: Ludwig von Mises Institute, 2009.
Fisher, Irving. The Purchasing Power of Money. Second edition. New York: The Macmillan Company, 1922.
Mises, Ludwig v. The Theory of Money and Credit. Translated by H. E. Batson. LibertyClassics edition. Indianapolis, In: Liberty Fund, 1981.
Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Den østrigske skole – foredrag for Kritiske Politter 26/11

I går tirsdag holdt jeg foredrag for forening Kritiske Politter på Københavns Universitet. Det var en meget positiv oplevelse at fortælle de ca. 30 fremmødte om den østrigske skole. Jeg ved ikke, om jeg fik omvendt dem til den sande lære, men at dømme ud fra spørgsmålene og deres engagement var de i hvert fald meget åbne overfor det østrigske alternativ.

Desværre havde jeg alt for meget materiale, så jeg nåede kun igennem ca. 2/3 af hvad jeg gerne ville, men jeg tror, det jeg fik sagt, virker nogenlunde sammenhængende. Men da jeg optog det, har den store offentlighed nu selv mulighed for at bedømme det!

Jeg nævnte undervejs et par artikler, her er de fulde titler og links for evt. interesserede:

Karl Friedrich Israel: “Pawel Ciompa and the Meaning of Econometrics: A Comparison of Two Concepts” Link til offentlig version

Murray N. Rothbard: “Law, Property Rights, and Air Pollution”

Mine kommentarer til oplægget

Jeg ved ikke, hvor godt diktafonen fik fat i spørgsmålene efter mit oplæg. Jeg fik spørgsmål om østrigernes syn på brugen af matematiske metoder i økonomi, om eksternaliteter og offentlige goder, og om socialisme og syndikalisme. Jeg synes selv, jeg svarede rimeligt på de fleste spørgsmål, dog kunne jeg have været lidt tydeligere med spørgsmålet om global opvarmning – så det vil jeg råde bod på her:

Hvis man accepterer at global opvarmning er en negativ eksternalitet/at det er et offentligt gode at undgå det (hvilket jeg i sig selv mener stadig er et åbent spørgsmål), følger det ikke at staten skal gøre noget ved det. Det er et logisk spring af dimensioner at konkludere, at kun staten kan gøre noget ved problemet. Dernæst er man nødt til at vurdere, hvad værdien af at undgå global opvarmning er, og hvad omkostningerne ved det er. En væsentlig fejl i debatten om klimaforandringer er det synspunkt, at blot fordi videnskabsfolk er enige om at menneskeskabte klimaforandringer er en realitet (hvilket i øvrigt er en myte), skal vi bare rette os efter videnskabsmænds og andre projektmageres anbefalinger. Det er et økonomisk spørgsmål, om omkostningerne ved diverse tiltag overstiger den påståede gevinst – man er med andre ord som et minimum nødt til at tage Bjørn Lomborg seriøst. At Lomborg er et bête noir for de klima-begejstrede er i sig selv grund til at være skeptisk overfor deres argumenter.

Derudover havde jeg i øjeblikket glemt denne artikel, som giver et godt bud på et østrigsk svar på klimaforandringer: Graham Dawson, “Austrian Economics and Climate Change” The Review of Austrian Economics 26(2) 183-206. Dawson viser, hvordan det også i dette tilfælde er muligt at anvende Rothbards ejendomsretstilgang for at løse problemet. Der er ikke grund til at lade det være op til bureaukrater og statsbetalte forskere at definere, hvad og hvor meget man må udlede (hvilket er den neoklassiske tilgang); tværtimod, det er dem, der er direkte berørt af problemet (eller mener de er berørte), der må forsøge at løse det. I Dawsons formulering: “Climate change is a putative interpersonal conflict rather than a market failure”.

Det må med andre ord løses af rettens vej, hvor videnskabsfolk har en underordnet, men vigtig rolle som ekspertvidner. Efterhånden som forskellige retsinstanser træffer afgørelse i de mange søgsmål, som vil opstå, hvis folk reelt mener, der er et problem, vil der blive opbygget en sædvaneret på området, så vi vil få en bedre forståelse for, hvilken ret man faktisk kan kræve til et uændret klima. Samtidigt vil den videnskabelige forståelse af klimaet blive stadigt mere forfinet, da de mange søgsmål vil tjene som en offentlig arena for afprøvningen af modstridende videnskabelige hypoteser. Jeg mener selv, at folk i en sådan situation hurtigt vil indse, at global opvarmning ikke er et problem, men det er for så vidt underordnet. Den østrigske løsning er proces-orienteret og resulterer ikke nødvendigvis i et bestemt udkomme. Hvis bare ejendomsretten og deraf afledte rettigheder respekteres, vil negative eksternaliteter ikke opstå – og vi vil få en meget mere retvisende opfattelse af virkeligheden.

Dette bringer mig til mit svar på spørgsmålet om ejendomsretten, som jeg også kunne have formuleret bedre. Hvad jeg forsøgte at sige var, at det er en myte at staten har stået for at opfinde, definere, og beskytte ejendomsretten. Alt dette er foregået gradvis og spontant, når mennesker i forskellige samfund har forsøgt at bilægge deres tvister og finde ud af, hvad deres indbyrdes rettigheder og pligter er, og hvad de indebærer. Et godt sted at begynde for en forståelse af dette er Bruno Leoni, Freedom and the Law og Terry L. Anderson og P. J. Hill “The Not So Wild, Wild West” (også udgivet som bog i udvidet udgave).

Udgivet i Ejendomsret, Pengepolitik, Personlig, Politisk økonomi | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Populisme og guldfod – mit oplæg til Libertarian Scholars’ Conference i New York, 28/9

I slutningen af september afholdte Mises Instituttet Libertarian Scholars’ Conference i New York. Det er andet år i træk at konferencen afholdes efter en flerårig pause. Mange af foredragene fra tidligere tiders konferencer endte som artikler i Journal of Libertarian Studies, et af de primære organer for den liberale genopstandelse baseret på den østrigske skole i økonomi og en konsistent naturretstænkning. Da Instituttet har valgt at genoplive tidsskriftet, håber jeg, man i den nærmeste fremtid vil kunne læse mange af de fremragende oplæg fra konferencen.

I mellemtiden er det muligt at høre de fleste af oplæggene online. Desværre er dias-billederne ikke online, så jeg har valgt at offentliggøre lyd og billeder fra mit eget oplæg her på min egen side.

Titlen på mit essay er “The Populist Case for the Gold Standard”. Det skulle gerne være muligt at forstå budskabet ud fra foredrag og diasshow, men jeg vil alligevel knytte en lille kommentar til foredraget. Populisme bruges ofte som et skældsord og betyder i den sammenhæng noget i retning af den form for politik, der henvender sig til det laveste i mennesker med det eneste formål at få populisten valgt. Dette er i mine øjne at forveksle populisme med demagogi, eller folkeforførelse. Populisme ret forstået betyder blot at henvende sig til almindelige mennesker uden at fremstille virkeligheden gennem det filter, som den herskende klasse ønsker – tværtimod er populisten ikke bleg for at påpege, at det netop er den herskende klasse og etablissementet, der er skyld i samfundets problemer, såfremt det er tilfældet. Populisme er at tage folks bekymringer alvorligt og foreslå reelle løsninger i overensstemmelse med virkeligheden uden at lade sig begrænse af, hvad der er politisk korrekt.

I kortform: demagogi er socialisternes virkemiddel, da de taler til menneskets begærlighed og skinsyge; populisme er blot at møde folk, hvor de er, og som de er.

Det andet led i titlen, guldfoden, håber jeg, er rimeligt godt forklaret i oplægget. Det væsentligste karakteristikum ved guldfoden er, at pengevæsenet er totalt uafhængigt af politiske institutioner. Pengemængden er udelukkende reguleret af folks præferencer, som de kommer til udtryk på markedet. Det er klart, at der derfor er en nær sammenknytning til populisme her, da en fortaler for guldfoden nødvendigvis må afvise det herskende, politiserede pengesystem, hvor en flok hovmodige bureaukrater påstår at vide, hvordan pengemængde og rentefod bør udvikle sig. Ikke blot er den slags indbildning udtryk for det yderste hybris, den fører også til mangfoldige samfundsproblemer.

Jeg håber, De finder foredraget interessant!

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

CEPOS’s socialdemokratiske pensionsreform

Her til morgen har jeg læst seneste nyt fra Danmarks “liberale” tænketank. De argumenterer meget optimistiske for indførelsen af obligatorisk pensionsopsparing: 30.000 om året skal indbetales til ATP, hvis man har en pensions-formue, staten finder for lille (ifølge CEPOS: under 1,5 mio kr). De forsvarer det med, at det på sigt kan føre til lettelser i skatten, fordi lønmodtagere i dag er tvunget til at “spare op” for andre over skatten. Det er så fantastisk alt sammen, men har de mon overvejet:

  • Hvem skal bestemme, hvad der er en fornuftig opsparing? Er det ikke op til den enkelte at bestemme, hvordan han vil planlægge sit liv? Det er bemærkelsesværdigt, at det er lønmodtagere og selvstændige, der har markant lavere indkomster, der skal tvinges til at spare mere op. Kunne det ikke tænkes, at der var tale om mennesker, der lige havde startet virksomhed, og derfor lagde alle deres kræfter og midler i at få den op at køre? Er det ikke muligt, at de lønmodtagere, der er tale om, kun lige er kommet på arbejdsmarkedet, og derfor endnu ikke er produktive nok og tjener nok til – i deres egne øjne – at have råd til at spare op? Det er ikke til at se ud fra CEPOS’s tal, men tanken er nærliggende.
  • At folk muligvis ikke sparer op udelukkende i statsanerkendte institutioner som ATP? Hvad betyder det for deres frivillige opsparing, hvis de tvinges til at spare op i ATP? Kunne det ikke tænkes, at folk sparer op på måder, der ikke fremgår umiddelbart af Danmarks Statistiks opgørelser? Det kunne f. eks. være, at de investerede i deres virksomheder (de 100.000 selvstændige især) eller ejede varige aktiver. Det er helt legitime måder at spare op og investere.
  • Om ATP er et absolut magisk foretagende, der altid sikrer deres kunder det forventede afkast? Er det muligt for dem at begå fejl, så danskerne muligvis er bedre stillede ved selv at vælge, hvordan og hvor meget de vil spare op? Eller er staten så alvidende, at den med sikkerhed kan vælge privilegerede pensionsforeninger? Hvad er dette andet end pensions-socialisme? Ved på denne måde at privilegere ATP centraliserer staten pensionssystemet og gør det mere sårbart overfor fejl og svigt. Et mere mangfoldigt pensionsvæsen ville være langt mere modstandsdygtigt i kommende kriser.
  • At det muligvis ikke er givet, at staten vil sænke indkomstskatten, blot fordi det ikke længere er strengt nødvendigt at finansiere folkepension til alle? Har de aldrig hørt om public choice? Skattesatserne er ikke bestemt af, hvor mange penge staten har brug for til klart afgrænsede opgaver. De er bestemt af, hvor stor en andel af befolkningens indkomst og formue, politikerne kan slippe af sted med at berøve dem. De skal nok finde på ting at bruge dem på – prestige-byggerier, “aktivistisk” udenrigspolitik, ubrugelige amerikanske kampfly, indvandring. Opfindsomheden kender ingen ende, når det handler om at bruge skatteydernes penge.
  • At indkomstskatten på ingen måde kan siges at være en opsparing, da den finansierer nutidigt forbrug, ikke fremtidsorienterede investeringer? Den skat, der bliver betalt i år, går til at finansiere statens udgifter i år – den bliver ikke investeret. Intet af hvad, staten foretager sig, kan kaldes investering – det er alt sammen forbrug, som Rothbard forklarer: alle statens udgifter går til at tilfredsstille politikeres og bureaukraters præferencer. Dette kan ikke kaldes for investering. Rigtige investeringer har altid til henblik at tilfredsstille forbrugernes præferencer ved at investere i produktionsgoder, producerer og sælge produktet for i sidste ende at sælge forbrugsgoder. Markedet og prissystemet sikrer, at produktionen her altid er rettet mod forbrugernes nutidige og forventede fremtidige præferencer. Statslige aktører har ingen sådanne rettesnor: deres udgifter kan derfor kun siges at tilfredsstille deres egne præferencer, ligegyldigt hvad deres intentioner er. Alle statslige udgifter må derfor klassificeres som forbrug, og det er derfor naturligvis meningsløst at beskrive tvungen skattebetaling som “opsparing”. Skat finansierer forbrug, intet andet.
  • At det blot er en yderligere umyndiggørelse af folk på overførselsindkomster, når man på denne måde forvalter deres indkomster for dem? Ville disse grupper ikke være bedre stillet, hvis de fik mulighed for igen at være selvstændige individer, der selv var ansvarlige for deres eget liv? I forvejen udgør folkepensionen et incitament til at spare mindre op – man kan jo regne med, at andre bliver tvunget til at betale for andres pension (ligesom man selv er tvunget til at betale for andres pension nu). En afskaffelse af folkepensionen for alle under 40, f. eks., ville nok gøre det klart for de fleste, at de er nødt til at gøre noget, for at sikre deres alderdom. Så skulle de nok selv, uden statens og CEPOS’s velmenende brug af tvang, spare det op, de synes er tilstrækkeligt.
  • At i stedet for at være propaganda-maskine for de regerende socialdemokrater burde borgerlige-liberale intellektuelle hellere angribe ondets rod: fagforeningstyranniet og velfærdsstaten, der tvinger flere hundrede tusinde på passiv forsørgelse?

Det er sådanne tiltag og pressemeddelelser, der får mig til at mene, at CEPOS ikke er en liberal tænketank. De har muligvis indset nogle problemer i den måde, velfærdsstaten er opbygget på, men de er tilfredse med blot at foreslå små ændringer, der styrer samfundet i den retning, de ønsker: mod en mere effektiv, mere dynamisk velfærdsstat med et større “privat” islæt. (Dermed falder de ind under, hvad Hoppe beskriver som social ingeniørkunst: konstante “reformer” og “videnskabelige” tiltag, der skal dreje samfundet i en mere gavnlig – ifølge d’herrer eksperters opfattelse – retning). Deres obligatoriske pensionsreform er jo alt andet end en liberal reform af pensionsvæsenet: de ønsker blot at bytte en socialistisk pensionsform (folkepensionen) ud med en korporatistisk-fascistisk, nemlig tvungen pension i “privat” regi.

Det er naturligvis en provokation, at kalde det for fascisme. Det er evigt populært på venstrefløjen at kalde enhver til højre for SF for fascist, men det betyder ikke, at fascismen ikke havde et konkret økonomisk program. Hvor rendyrket socialisme sigter mod åbent statseje og kontrol over samfundet, var fascisterne villige til at bevare udseendet af privat ejendom, hvis ikke realiteten, og styre økonomien gennem privilegerede korporationer, der skulle styre hver deres samfundssektor. Er det ikke præcis det, regeringens politik og CEPOS’s forslag går ud på? At tvinge folk til at spare op gennem ATP, som på denne måde ikke behøver overbevise potentielle kunder om at vælge netop dem som pensionsforvalter. ATP bliver på denne vis hele Danmarks officielle pensionsforening, med særligt gunstige bånd til statsmagten og kors og bånd og stjerner til direktionen (for ikke at tale om den højere løn der må tilfalde forvalterne af den ved tvang fremskaffede pensionsformue – det er jo kun rimeligt!)

Vil dette tiltag øge danskernes pensionsopsparing? De ca. 1,1 millioner, der vil blive berørt, vil være tvunget til at betale til ATP. Men dette betyder, at de vil spare mindre op frivilligt, da de nu forventer pension fra ATP. Derudover må det huskes, som allerede nævnt, at det kan være med god grund, nogle fravælger pensionsopsparing i visse perioder og under visse forhold. Hvis iværksætteren skal tvinges til at indbetale – CEPOS foreslår allernådigst at bevilge henstand – vil han have de penge færre at investere i sin virksomhed. Det er ikke uden betydning for hans chancer for succes. Lønmodtagere i 20’erne, der kun lige er begyndt på deres karrierer, fravælger måske opsparing i de første år. De tjener ikke så meget – den højere løn kommer som regel med erfaringen og den deraf følgende højere produktivitet – og der er mange ting at bruge penge på, når man er ung. Ikke kun frivol hedonisme, men bil, hus, bryllup. Hvis unge lønmodtagere tvinges til at spare mere op har de ikke kun de færre midler til deres nutidige forbrug, de vælger måske også at udskyde deres egen frivillige pensionsopsparinger. De har jo allerede en pæn lille formue hos ATP, så hvorfor ikke more sig et par år længere?

Det er som sagt svært at sige noget mere konkret ud fra de tal, CEPOS fremlægger, men jeg mener ikke, man kan konkludere, at der vil blive sparet mere op, hvis man indfører CEPOS’s version af en tvungen pensionsopsparing. Det er muligt, de har ret i, at det vil føre til større formuelighed – men hvad liberalt er der i at forsøge at påtvinge samfundet en kunstig lighed?

Hvordan ville en virkelig liberal pensionsreform se ud? Det er for stort et spørgsmål til at jeg kan besvare det i nogle få sætninger, men målet må være klart: et frivilligt og ikke-statsligt pensionsvæsen. Man kunne f. eks. afskaffe folkepensionen helt for folk under 40, og overdrage statslige aktiver til folkepensionisterne og kommende pensionister. Det ville være relativt simpelt at udregne nutidsværdien af den forventede pensionsbetaling for alle, og så overdrage aktiver, der ca. ville svare til det beløb. De forhenværende pensionister ville så være frit stillet, om de ville drive de statslige aktiver videre i privat regi – det kunne f. eks. være statsskovene eller sygehuse, der var tale om – eller sælge deres andele på det åbne marked til folk, der var interesseret i at gøre det. Nogle aktiver – landområder, bygninger og den slags – ville bare blive solgt stykvis, mens andre ville blive organiseret og drevet i private selskaber.

På den måde ville man sikre alle dem, der er afhængige af folkepensionen, en indtægt i deres alderdom, og dem, der ikke fik del i udlodningen af statslige aktiver, ville have tid til selv at spare op. Som en behagelig sidegevinst ville meget offentlig ejendom og mange offentlige aktiviteter også blive privatiseret. Hvad kunne være skønnere end det?

Højst sandsynligt vil der være nogen, der sparer meget lidt eller slet intet op til deres alderdom. Det er bare ikke et politisk problem eller en statslig opgave. Samfundsborgerne ville blot stå overfor et valg: vil vi hjælpe disse fattige ældre frivilligt, eller vil vi lade dem leve en kummerlig tilværelse, om det så er selvforskyldt eller ej? Jeg er selv rimelig overbevist om, at de fleste danskere er så næstekærlige, at der vil være en overflod af frivillige midler til at hjælpe de få, der står uden midler i alderdommen.

Udgivet i Ejendomsret, Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kai Sørlanders kritik af den økonomiske videnskab

Tilbage i juni måned skrev den kendte filosof og fortaler for rationalisme Kai Sørlander en kritik af den økonomiske videnskab i Replique. Der er to forbundne problemer i moderne nationaløkonomi ifølge Sørlander: Den er irrationel, det vil sige, den bygger på et rationalitetsbegreb, der benægter, at vi kan begrunde de højeste værdier og de ultimative mål rationelt; og den undergraver demokratiet og statslig omfordeling, da enhver kollektiv beslutning må anses som irrationel givet Arrows umulighedsteorem,og kriteriet om pareto-optimalitet principielt udelukker omfordeling.

En sådan kritik fra en sådan autoritet fortjener et modsvar. Jeg føler mig dog handicappet af, at kritikken tydeligvis er rettet mod neoklassisk nationaløkonomi. Sørlander har helt ret i, at der er graverende mangler i den neoklassiske tilgang til økonomisk videnskab. Det er bare ikke disse mangler, han fokuserer på. Derfor synes det nødvendigt at tage selv kættere i forsvar mod Sørlanders angreb, selvom jeg ikke vil forlade mit eget østrigske standpunkt. Derfor vil de fleste økonomer muligvis ikke kunne acceptere alt i det følgende.

Økonomisk videnskab er rationel

Økonomisk videnskab arbejder ifølge Sørlander ud fra en positivistisk værdifilosofi. Det betyder som sagt ovenfor, at økonomer benægter, at ultimative værdier kan begrundes rationelt. Umiddelbart ser det ud som om, Sørlander har en pointe. Mises selv ville give ham ret: de højeste værdier er i sidste ende rent subjektive og kan ikke rationelt begrundes (se f. eks. her og her).

Dette har dog ingen betydning for den økonomiske videnskab, for ultimative værdier og livets formål ligger simpelthen udenfor denne. Økonomien, sådan som østrigere forstår den, tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker handler. Hvorfor de handler, eller hvad formålet med deres handlinger bør være, ligger udenfor videnskaben, men det betyder ikke, at en rationel behandling af disse spørgsmål er uforenelig med økonomisk videnskab eller prakseologi, som vi østrigere ynder at kalde den. Rothbard skematiserede forholdet mellem disse videnskaber meget klart:

To sum up the relationship and the distinctions between praxeology and each of the other disciplines, we may describe them as follows:Why man chooses various ends: psychology.
What men’s ends should be: philosophy of ethics. also: philosophy of aesthetics.
How to use means to arrive at ends: technology.
What man’s ends are and have been, and how man has used means in order to attain them: history.
The formal implications of the fact that men use means to attain various chosen ends: praxeology.

What is the relationship between praxeology and economic analysis? Economics is a subdivision of praxeology—so far the only fully elaborated subdivision. With praxeology as the general, formal theory of human action, economics includes the analysis of the action of an isolated individual (Crusoe economics) and, especially elaborate, the analysis of interpersonal exchange (catallactics).

Prakseologi og dermed økonomi er altså en videnskab uafhængig af etiske overvejelser. Er den også rationel, eller er dens grundlæggende begreber irrationelle? Hvis det er tilfældet, er hele videnskaben det naturligvis også, og i så fald er det kun held, hvis denne eller hin sætning taget fra den økonomiske litteratur beskriver virkeligheden.

Prakseologiens grundsætning er, at mennesket handler, det bruger midler til at opnå de mål, det sætter sig. Det klareste bevis på dette er et indirekte bevis, hvor vi ser, at sætningens modsætning er uholdbar. Hvis man vil modbevise grundsætningen, bruger man nødvendigvis midler – som minimum sin egen krop – til at opnå sit mål: at bevise at mennesket ikke handler. Men selve forsøget på at modbevise sætningen er dermed selv en menneskelig handling, og man må derfor acceptere denne grundsætning som sand. Dette bevis er hvad Hoppe kalder en performativ kontradiktion (efter hans lærer Habermas) og kendes også under termen retorsion.

Økonomi er altså, som Rothbard og Mises hævdede, den logiske udvikling af, hvad der er indeholdt i begrebet menneskelig handling. Fra grundbegrebet menneskelig handling eller grundsætningen mennesket handler (der er ikke fuld enighed om, hvordan man skal udtrykke det – Mises foretrækker den første formulering, Rothbard den anden) følger hele den økonomiske videnskab. Eftersom grundsætningen ikke kan modsiges rationelt kan den økonomiske videnskab altså ikke være i modstrid med rationelt begrundede ultimative værdier eller med en rationel etik. Økonomen behøver dog ikke tage stilling til de handlingers etiske status, som han analyserer. Muligvis er det uetisk at indtage, eje, købe og sælge alkohol, men derfor kan økonomen stadig analysere problemerne med et generelt alkoholforbud og det sorte marked, der opstår, hvis man forsøger at håndhæve det.

Pareto-optimalitet som velfærdskriterium

Når det kommer til begrebet pareto-optimalitet og de implikationer, som Sørlander mener, følger fra det, har vi et problem. For økonomer flest er ikke enige med Sørlander i, at kriteriet om pareto-optimalitet umuliggør omfordeling. Men Sørlander har sådan set ret, og østrigske økonomer (se Rothbards artikel om emnet) er enige i, at med dette velfærdskriterium kan ingen statslig indgriben siges at forøge velfærden. Problemet er dog mere grundlæggende, at al værdisætning er subjektiv. Det kan synes umiddelbart indlysende, at en rig mand har mindre glæde af 100 kroner end en fattig. Det kan endda virke som om, det følger direkte af loven om grænsenytte (som Sørlander i øvrigt ikke virker begejstret for). Men det kan ikke lade sig gøre at lave denne sammenligning mellem individer. Det er rigtigt, at loven om grænsenytte gælder universelt for hver enkelt individ, men den muliggør ikke den slags sammenligninger. Til det behøver vi en objektiv målestok for nytte, men en sådan findes ikke. Hvis man derfor tager 100 kroner fra en rig mand og giver til den fattige, kan man naturligvis sige at den fattige er bedre stillet og den rige er værre stillet, men det er umuligt rationelt at hævde, at den fattiges gevinst er større end den riges tab. Det er anderledes med frivillige handlinger: Hvis den rige giver den fattige 100 kroner, mener han selv, at dette er en bedre fordeling. Det er altså kun igennem folks demonstrerede præferencer, som Rothbard kaldte det, at vi kan se, om de er bedre eller værre stillet og om den nye fordeling af ressourcer er velfærdsforøgende eller ej. Kun en frivillig omfordeling kan kaldes pareto-optimal, en tvungen omfordeling kan vi ikke sige noget om.

Det er ikke kun statslig omfordeling, dette kriterium sætter en stopper for. Også al slags ekspropriering må anses som videnskabeligt ubegrundet. En virksomhed vil gerne bygge en motorvej til gode for hele samfundet; lodsejeren vil ikke sælge, selv ikke hvis virksomheden byder overpris. Er dette en markedsfejl, som må løses med magtanvendelse? Nej. Hvis lodsejeren ikke vil sælge selv til overpris, er det fordi, han værdsætter jorden mere, end de penge han kan få i bytte for den. Dette kan igen have to årsager: enten er jorden et forbrugsgode (det er måske hans familiegravsted, en park eller et sommerhus) og i så fald er er ejerens værdsætning af jorden kun udtryk for hans individuelle værdidom; eller også er den et produktionsgode, f.eks. landbrugsjord, og i så fald værdsættes den efter hvor nyttig rådighed over den er for hans produktion. Dette er præcis den samme kalkule, som forretningsmanden, der gerne vil købe jorden, bruger. I dette sidste tilfælde vil det at tvinge ejeren til at afstå jorden altså være direkte velfærdsforringende, da det er markedets vurdering – summen af alle individers vurdering – at jorden er bedst brugt som landbrugsjord i stedet for som motorvej. I det forrige tilfælde går projektet igen på grund på pareto-kriteriets skær – for hvordan kan det begrundes at en enkelt mands subjektivt følte velfærd skal ofres for forretningsmandens mulighed for at tjene penge?

Det er ikke fordi, pareto-optimalitet og moderne subjektiv værditeori er uvidenskabelig, at disse stikker en kæp i hjulet på diverse tvungne omfordelinger, men fordi den eneste rationelle konklusion er, at tvungen omfordeling ikke kan kaldes velfærdsforøgende. Sørlander kan naturligvis forsøge at fremføre et rationelt argument for, at folk skal tvinges til at handle efter hans præferencer og etiske teori, men dette har han ikke fremført – og jeg tvivler på, at et sådant argument kan lykkes. Hoppe har endda med den såkaldte argumentationsetik hævdet, at ethvert argument imod en statsløs privatretsorden bygget på respekt for den enkeltes ret til liv, frihed og privat ejendom ikke kan lykkes, da man som forudsætning for argumentationen er nødt til at antage visse grundnormer, og de eneste grundnormer, der er konsistente med nogen argumentation overhovedet, er netop respekt for individuel frihed og privat ejendom (se kapitel 7 i hans A Theory of Socialism and Capitalism).

Umulige Arrow

Arrows teorem beviste, at det er umuligt for et valgsystem at sikre, at systemets udkomme er konsistent med vælgernes præferencer. Hvis alle foretrækker liste A fremfor liste B skulle resultatet gerne være, at liste A bliver foretrukket frem for liste B. Dette er bare ikke tilfældet og det kan sagtens ske ved et valg, at udkommet ikke er i overensstemmelse med vælgernes præferencer. Dette må man enten tage til efterretning eller modbevise, hvilket endnu ikke er blevet gjort. Dog behøver man ikke blive antidemokrat, og det var Arrow bestemt heller ikke. Men man er nødt til at acceptere, at en demokratisk proces ikke er uproblematisk.

Sørlander konkluderer, at pareto-optimalitet og Arrows teorem tilsammen umuliggør kollektive beslutninger. Det er ikke en konklusion, jeg kan tilslutte mig. Der er masser af frivillige kollektiver, som fungerer i bedste velgående. Familier, sportsforeninger, aktieselskaber – alle er organisationer, hvor beslutninger tages kollektivt og nogle steder demokratisk. Pointen er, at disse organisationer er frivillige. Det betyder ikke, at de undgår det problem, Arrow påpegede, men de kan stadig fungere på trods af det. Hvis man er uenig i måden, en virksomhed drive på, hvis man er i mindretal på generalforsamlingen, kan man altid sælge sine aktier. Dette øver også en disciplinerende indflydelse på flertallet. De er ikke interesserede i, at selskabets værdi falder, fordi utilfredse aktionærer sælger ud. Der er derfor et stærkt incitament til at samarbejde med mindretallet. I en frivillig forening er der ikke den samme materielle straf ved at tryne mindretallet, men derfor er der stadigvæk en grænse: hvis folk melder sig ud, hører foreningen i sidste ende op med at eksistere. I alle tilfælde gælder, at hvis der opstår problemer i måden, organisationerne drives på på grund af det problem, Arrow påpegede, kan folk gøre noget ved det – enten ved at finde på nye vedtægter eller ved simpelthen at melde sig ud. Det er også en universel regel for frivillige fælleskaber, at de er i overensstemmelse med pareto-kriteriet.

Det virkelige problem

Alt dette betyder ikke, at Sørlander ikke har ret i, at den økonomiske videnskab påviser problemer ved kollektive beslutninger. Det er dog politiske beslutninger, der især er problematiske. Arrows teorem er en del af problemet: vanskelighederne ved en demokratisk proces bliver langt større, når der ikke er klare og konkrete valg, men kun mange diffuse mere eller mindre enslydende politikere. Det væsentligste problem er dog et andet: ikke bare er der grundlæggende problemer ved en generel socialistisk eller interventionistisk/etatistisk politik, brugen af tvang i sig selv kan ikke retfærdiggøres som velfærdsforøgende.

Når det så er sagt, så kan økonomisk videnskab ikke i isolation forsvare et frit og kapitalistisk samfund mod angreb. Det kunne jo være en kritiker hævdede, at der var andre værdier og mål, der var vigtigere end frihed og velstand for alle. Sørlander er en sådan kritiker, der hævder, at vi er forpligtede til en rationel selvopdragelse i en demokratisk orden. “Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning,” mener han. Det er muligt, men skal folk tvinges til det? Det har Sørlander ikke bevist. Vi har allerede henvist til Hoppes forsvar for frihed og privat ejendomsret, Rothbards bygger på en mere traditionel naturretstankegang, mens Mises’s forsvar for liberalismen er mere nytteetisk. Fælles for de tre er, at de går frem på videnskabelig vis, det vil sige, de analyserer samfundets egentlige byggesten – individer – og bygger deres teori op derfra. Alle rettigheder er individuelle rettigheder og alle forpligtelser er individuelle forpligtelser. Jeg er sådan set ikke uenig med Sørlander i, at vi bør være rationelle, men det er uforeneligt med rationel handling at ville tvinge folk til at være rationelle eller tvinge dem til at brødføde andre, mens disse udvikler deres rationalitet.

Nogle mindre fejltagelser

Der er også nogle mindre problemer i argumentationen, jeg føler trang til at påpege. Når Sørlander skriver, at økonomisk videnskab mener, at det “er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt”, så forfalder han til den gamle fejlslutning, at økonomer postulerer en homo oeconomicus, som kun behandler mennesket fra en snævert egoistisk og økonomisk synsvinkel. Dette er forkert, og Mises viste dette klarest. Først i 1922 i Gemeinwirtschaft, siden i 1949 i Human Action. Prakseologien behandler det hele menneske, og dens love er universelle. Profit skal ikke forstås som et snævert monetært begreb, men som et generelt begreb. Når mennesket det mål, det har sat sig, profiterer det; og fejler det, eller viser målet sig ikke at have den værdi, man først troede, lider man tab.

Sørlander skriver også, at vi kan se at:

noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn.

(Jeg skal afholde mig fra at kommentere den spøjse selvmodsigelse i formuleringen “stor, multinational amerikansk virksomhed”).

Med al respekt, hr. Sørlander, men det kan vi faktisk slet ikke se. Der er intet i Sørlanders artikel, der forklarer, hvorfor det er forkasteligt at tjene 300 gange en almindelig arbejder, mens det er i orden at tjene 30 gange så meget. Faktisk er socialisten, der insisterer på total økonomisk lighed mere rationel på dette punkt end Sørlander – han er i det mindste konsistent og bygger sin – forkerte – påstand på et klart princip.

Inden man kritiserer den udvikling Sørlander beskriver, er man nødt til først at undersøge, hvad der helt grundlæggende forårsager lønforskelle. Svaret er, at hver eneste arbejder, fra direktøren til buddet, aflønnes i overensstemmelse med værdien af hans bidrag til produktionen. Hvad er værdien af det produkt, som forretningsmanden måtte undvære, hvis han ikke kunne hyre arbejderen eller direktøren? Dette bestemmer arbejderens og direktørens løn.

Vi kan nu ikke lade os nøje med denne teoretiske forklaring, vi er nødt til også at undersøge de sidste 40 års historie for at kunne forklare den lønudvikling, Sørlander kritiserer. Det går for vidt at gøre dette her, men to faktorer er, tror jeg, væsentlige: For det første opererer store virksomheder i dag på et globalt marked og har dermed en meget større indtjening end tidligere. Dette vil afspejles i direktørens løn. For det andet lever vi i dag i en meget inflationær tidsalder, og inflationen bevirker en indkomst- og formue-overførsel fra de mange til de få, der nyder godt af at være tæt på kilden til de nye penge. Disse såkaldte cantillon-effekter bevirker en skjult og dårligt forstået omfordeling af ressourcer, som meget vel kan forårsage eksorbitante lønninger til ledelsen i udvalgte virksomheder.

Endelig kan jeg ikke tilslutte mig Sørlanders bemærkninger om protestantisme og oplysningstid, men her gengiver han blot, hvad der er den gængse opfattelse, så det vil jeg ikke klandre ham for. Dog: Protestantismen satte ikke den enkelte overfor et valg. Hvad skete der mon, hvis han valgte sine forfædres katolske tro? Det var ikke en mulighed (dem der valgte “forkert” blev tvunget i landflygtighed, og modstand mod protestantisme var i øvrigt en af årsagerne til Dacke-fejden 1542-3), tværtimod var alle tvungne til at tilslutte sig den herskende lutherske ortodoksi. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, bønderne for alvor udfordrede statskirken, og først i 1849 blev statsmagten aftvunget et løfte om at respektere religionsfriheden. Hvad angår Oplysningstiden – man kendte til fornuftens brug længe inden Kant, og man var ikke bange for at bruge den. Hvis historikere påstår andet, er det simpelthen et udtryk for enten uvidenhed og inkompetence eller bevidst historieforfalskning. Men Sørlander har for så vidt ret i, at både protestantisme og “oplysning” er vigtige for at forstå den moderne, demokratiske velfærdsstat, for begge blev brugt at konge, embedsmænd og deres propagandister til at udhule civilsamfundet og dets institutioner og til at forherlige statsmagten.

Afsluttende bemærkning

Jeg mener dermed ikke, at Sørlanders kritik for alvor bider på videnskaben, især ikke på den prakseologisk funderede østrigske skole. For så vidt som denne påviser problemer med demokratiet er det værst for demokratiet, og hans mere grundlæggende anklage om en forfejlet rationalitet, mener jeg, skyder forbi målet. En rationel tilgang til samfundsspørgsmål må begynde med at sætte sig ind i økonomiens læresætninger og dens beskrivelse af, hvordan samfundet fungerer. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at et frit samfund, hvor ret og ejendom blev respekteret, også vil være langt mere rationelt. Hvilket er naturligt nok, da et sådan samfund er i overensstemmelse med rationel samfundsvidenskab og med rationelt begrundet etik. Så Sørlander burde tilslutte sig liberalismen og dens ønske om et friere samfund med større respekt for individets rettigheder.

Udgivet i Filosofi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

80 dage i Auburn

Denne sommer havde jeg æren og fornøjelsen af at være fellow ved Mises Instituttet i Auburn, Alabama. Mises Instituttet, der fylder 35 år i år, sponserer seminarer og konferencer og udgiver store mængder litteratur – både klassikerne og nye bidrag til det østrigske paradigme. Udover sommerens konferencer – et seminar om Human Action og det ugelange Mises University – var det alle tiders mulighed for at koncentrere sig om studie og forskning.

Instituttet

Vi var 12 fellows – halvt amerikanere, halvt europæere fra diverse lande plus en jordaner – under d’herrer doktorer Joseph Salerno og Mark Thorntons opsyn og vejledning. Det siger sig selv at samværet med andre østrigsk interesserede og liberale (eller libertarians, som det hedder i USA, da de amerikanske socialdemokrater som bekendt kalder sig liberals) var meget inspirerende for ikke at sige befriende. En anden, jeg husker ikke hvem, har kaldt det at være på besøg hos Mises Instituttet som at træde udenfor galeanstalten (efter Douglas McAdams’ Blafferens Galakseguide) for et øjeblik. Man slipper for den allestedsnærværende socialdemokratisme, for troen på, at staten alene kan løse samfundets problemer, for den herskende matematiserede pseudovidenskab og kan koncentrere sig om virkelige problemer. Deriblandt naturligvis hvordan man bedst modsvarer socialdemokratisme, etatisme og keynesianisme, men man slipper da for overtroen og de værste argumenter.

Mere interessant var mine fælles fellows forskningsområder: der var adskilligt om deflation historisk og om pengeteori, om konjunkturcyklus og centralbanker og en enkelt skrev om anarkismens historie og forskellen på amerikanske og europæiske anarkister. Kort sagt helt i instituttets og den østrigske skoles ånd. Forhåbentligt bliver det til adskillige udgivne artikler, jeg er selv ved at finpudse mit eget bidrag. De andre var også leveringsdygtige i kortere, mere populære artikler: George Pickering om det britiske monarki og om det britiske sundhedsvæsen, Chris Calton om bl. a. liberalisme og naturret og om det amerikanske retsvæsen og Blaine Conzatti om USA’s udtræden af Paris-aftalen. Alt sammen meget læsværdigt. Derudover har Chris begyndt en ny podcast-serie for instituttet, Historical Controversies, som tager diverse mere eller mindre kontroversielle emner under behandling. Jeg er selv allerede fan og venter mig gode sager. Find det på itunes, soundcloud, stitcher osv.! Der er tre afsnit online, alle tre om narkotikaforbuddets historie i USA og mere generelt. Man kan også læse George’s blog her, og Joakim Books her. Joakim skriver også fra tid til anden for det svenske Ludwig von Mises-Institutet.

(En bivirkning af at leve sammen med så fornuftige mennesker i så lang tid er, at jeg troede, da jeg kom hjem, at modstand mod narkotikaforbud måtte regnes som ganske ukontroversielt. Der er vist desværre lang vej igen, inden fornuften indfinder sig på den danske scene).

Endelig må vi ikke glemme den første årlige Mises Fellow Pig Roast, hvor vi grillede og fortærede et rigt kapitalist-svin, J. P. Porken. Jeg var desværre forhindret i at deltage i alle forberedelserne, men festen bagefter var god. Der var både til os fellows, de ansatte ved instituttet og til et par besøgende fra FEE i Atlanta.

Auburn

Selvom det meste af tiden blev tilbragt på instituttet, var der også lidt tid til at opleve livet i sydstaterne – selvom jeg aldrig kom uden for Auburn eller nabobyen Opelika. Udefra kan Alabama måske virke som et uinteressant land at besøge – der er hedt om sommeren, der er ikke de store turistattraktioner, man kan se, og Alabama rangerer som en af de værst regerede stater i unionen (men kriterierne og vægtningen af dem i den rangorden er ikke uproblematisk), så man kunne vente et lidt trist og fattigt syn. Det var på ingen måde tilfældet, og jeg har kun positive indtryk. I ingen særlig rækkefølge:

  • Man vænner sig til varmen. Især hvis man, som det er vanen i syden, kører på ladet af en truck. Det er sådan set forbudt, men et forbud som selv det amerikanske politi vender det blinde øje til.
  • Auburn er en køn og, virker det til, rimeligt velstående by. Noget af det skyldes, at der er et universitet i byen med alle de penge, som sådan et og de studerende får fra private og offentlige kilder. Vigtigere er det nok, at der er to store bilfabrikker i området (se Mark Thorntons korrektiv her). Selvfølgelig giver det en vis kunstig velstand, at enorme føderale og statslige midler postes i universitetet, men underliggende det hele er der også reel velstand.
  • Alt er billigt. Det er lidt irriterende, at man skal give drikkepenge de mærkeligste steder – f. eks. hos frisøren – men hvad gør det, når dagligvarer, måltider, alt, er 20-40% billigere end i Danmark? Mit indtryk var derfor, at velstandsniveauet reelt var højere, eller mindst det samme, som herhjemme (Se en sammenligning her). Det anskueliggøre meget godt, hvad bare moderat lavere skatter og større økonomisk frihed kan føre til (for USA er ikke særligt meget friere end Danmark): jo mindre statslig indblanding i markedet, jo mere fleksibelt og produktivt bliver det, jo mindre staten opkræver i skat, desto mere er der til overs til borgerne, som de kan bruge på hvad, de helst vil.
  • Masser af spisesteder. I Auburn kan man blive mæt for et par dollars, og for 10 dollars kan man spise godt på en hyggelig restaurant eller deli (se ovenfor om priser). Der er naturligvis de velkendte fastfood kæder – McDonalds hvis man ingenting vil betale, Taco Bell er en anden velkendt kæde – men også mange rigtige restauranter: italienske, kinesiske, koreanske (bilfabrikkerne er koreanske). Klassikere må man nok kalde Ruby Tuesday og, sidst men ikke mindst, Waffle House.
  • Skydevåben, alle vegne! I Alabama har de det, som de kalder constitutional carry. Det betyder, at alle kan bære skydevåben helt uden tilladelse. Det betyder naturligvis, at gaderne flyder med blod og at selv den mindste uenighed ender med en ildkamp à la OK Corral, og jeg var heldig, at jeg slap derfra med livet i behold… Eller noget. Ryan McMaken har skrevet meget om den myte, at våbenbesiddelse fører til mord og anden kriminalitet (se her, her, her, her, her og her). Våbenbesiddelse har i den sammenhæng to vigtige konsekvenser: den afskrækker forbrydere og den gør det muligt for ofre at forsvare sig. Det burde være logik for burhøns, men desværre synes det som om, man herhjemme er så forvænt med at lade staten klare alle problemer, at selve ideen om selvforsvar virker fremmed for mange. Et velbevæbnet samfund er et fredeligt samfund, eller som Blicher sagde: Almenvæbning er den bedste garant for almenfreden.
  • Den sydlige venlighed. Det er ikke en myte, at folk i sydstaterne er venlige og imødekommende – det passer i hvert fald i Alabama. Omgangsformen er venlig, smilende og tvangfri, også mellem fremmede.

Mises University 2017

Sommerens højdepunkt på instituttet er Mises University: en ugelang introduktion til den østrigske skole for studerende fra hele verden. I år vil jeg tro, der var ca. 150 deltagere. Nogle af de fremmeste eksperter holder forelæsningerne, f. eks. Joseph Salerno om socialisme og om guldfod vs. papirpenge eller Jeffrey Herbener om værdi- og pristeori og om renteteori. Også den unge generation er værd at nævne: f. eks. Carmen Dorobats forelæsning om arbejdsdeling og samfundsorden eller Malavika Nairs om Bitcoin. Hele ugen var en veritable tour de force gennem hele den økonomiske videnskab, så det er svært at sige, hvilken forelæsning, der var den bedste eller mest interessante. Jeg har kun nævnt en brøkdel af dem her, men det hele ligger heldigvis frit tilgængeligt online, så man selv kan danne sig en mening – eller bare uddanne sig, hvis man ikke har hørt om den østrigske skole før.

Når man er tilhænger af en “heterodoks” økonomisk retning (selvom den østrigske skole ikke er heterodoks – den er efterfølgeren til tidligere tiders ortodokse, klassiske økonomi, renset for dennes fejltagelser, og derfor ortodoks. Det er nutidens mainstream-økonomer, der er heterodokse, men alt dette er blot et sidespring), er det muligvis let kun at læse sine egne og bare afvise alle andre som fundamentalt på vildspor. Det er nu ikke tilfældet med Mises Instituttet. De store østrigere i det 20. århundrede – Mises, Hayek, Rothbard, f. eks. – afviste ikke bare mainstream-nationaløkonomi, men engagerede den tværtimod og lærte endda af den. Nutidens østrigere har samme indstilling: selvom de moderne neoklassikere og keynesianere i alle afskygninger som oftest tager fejl, kan man stadig lære noget af dem, og deres argumenter bør tages alvorligt. Se f. eks. Lucas Engelhardts forelæsning om forslag til reform af penge- og bankvæsen.

Deists “kontroversielle” tale

Man skulle tro, at amerikanske liberale og østrigere ville sætte pris på Mises Instituttet og det arbejde, som folkene der har gjort de sidste 35 år for at sprede kendskabet til den østrigske skole og til liberalisme (eller libertarianism, som amerikanerne kalder det). Det er desværre ikke altid tilfældet. Når man lærer forholdene lidt nærmere at kende viser det sig, at der er nogle, der desværre ikke værdsætter instituttet – for at sige det mildt. Vi taler ikke her om ærlige, akademiske uenigheder – f. eks. er der en forskel mellem den herskende tilgang til økonomi i Auburn og på George Mason University, selvom begge steder er østrigske, og der er stadig uenighed om brøkreservebankvæsen mellem Salerno, Herbener, Hülsmann, Hoppe og de fleste på Mises Instituttet på den ene side og folk som Lawrence White og George Selgin på den anden. Nicolai Foss’ anmeldelse af Peter Boettkes Living Economics giver et godt indblik i forskellene på Mises Instituttet og George Mason, og denne diskussion af Mises’ pengeteoretiske mesterværk viser nogle af de teoretiske forskelle på dette område. Jeg har selv svært ved at forstå, hvad den deciderede fjendtlighed bunder i, men den kan spores tilbage – i hvert fald – til Lew Rockwell og Murray Rothbards paleolibertære strategi fra slutfirserne / begyndelsen af halvfemserne (se f. eks. her, her og her, og her gør Rockwell status over strategien). Kort sagt mente de, at det ville være en bedre strategi at fokusere på at vinde “kulturelt konservative” – vi ville sige: borgerlige – for liberalismen. En anden mulig grund for den vedvarende animositet er splittet mellem Rothbard og Mises Instituttet på den ene side og brdr. Koch og “the Kochtopus” på den anden side. David Gordons udlægning af sagen kan læses her (del 2 og del 3).

Alt det er blot historie. På Mises University’s sidste dag holdt instituttets præsident, Jeff Deist, en tale, der samtidig blev sendt live til Corax konferencen på Malta. Talen kan læses her. Den gik i al sin enkelthed ud på, at liberale ikke skal forsøge at ændre folks traditioner og livsmønstre, men tværtimod overbevise dem om, at frihed, decentralisering og minimal eller slet ingen statslig indblanding i samfundslivet er deres bedste mulighed for at bevare deres traditioner og være tro mod deres overbevisninger. Vi kan også udtrykke det hayekiansk ved at sige, at vi ikke bør bekæmpe samfundsinstitutioner og traditioner, som vi muligvis ikke forstår, og som godt kan være gavnlige og ønskelige for samfundets borgere, selvom vi ikke forstår det.

En sådan tale burde være ganske ukontroversiel blandt liberale og østrigere, selv synes jeg, det var en fremragende tale, der byggede videre på Rothbards vision: en pragmatisk tilgang uden at ofre principperne. Eller som Rothbard sagde: “Rights may be universal, but their enforcement must be local.” Desværre er der nogle amerikanske liberale, der ikke deler Deists tolerante vision. De mener tværtimod, at talen var skjult fascisme, en såkaldt dog whistle til racister og fascister. Især den afsluttende passage vakte anstød:

“[B]lood and soil and God and nation still matter to people. Libertarians ignore this at the risk of irrelevance.”

For “blood and soil” er jo en engelsk oversættelse af det tyske slogan “Blut und Boden” som nazisterne brugte, så Deist må naturligvis være nazist! Det er svært at forstå, at nogle kan hænge sig sådan i et sprogligt sammenfald, når nu hele talen (og alle instituttets aktiviteter i øvrigt) er det mest anti-nazistiske, man kan forestille sig. Men er det overhovedet et nazistisk slogan? Det korte svar er nej – det opstod længe før NSDAP og kan spores tilbage til tyske nationalliberale i første halvdel af det 19. århundrede. Dets nærmeste danske parallel må nok søges i Grundtvigs eller Blichers eller lignende tænkeres og litteraters forfatterskab. At nazisterne brugte et godt slogan, når de fandt det, er blot et historisk kuriosum. Eller må vi anse Carlsbergbyen for en nynazistisk højborg, fordi der er hagekors på elefanterne?

Desværre er det den slags “tænkning” der præger alt for mange af vor tids såkaldt progressive og altså også nogle liberale. Se f. eks. her om formanden for Libertarian Party’s reaktion, eller her for Horwitz’s fortolkning af Mises Instituttet som en front for fascisme. (Dette er vist en rimelig præcis rekonstruktion af, hvordan Horwitz læser Deist).

Alle tiders Mises-sommer!

Der er nu ikke noget, der har overbevist mig om, at Mises Instituttet er en fascistisk organisation. De bruger alt for mange ressourcer på at publicere nazismens – og al anden socialismes – fremmeste modstandere: Mises selv, Rothbard, Hayek. Wilhelm Röpke er en anden liberal forkæmper, de stadig publicerer; hans Det Tyske Spørgsmål er stadig læsværdig, ligesom resten af hans oeuvre. For slet ikke at tale om en af nutidens største modstandere af fascisme, Lew Rockwell. Se f. eks. her. I øvrigt burde hans beskrivelse af det kommunistiske Kina være pligtlæsning hver 1. maj.

Instituttet står derfor stadig for mig som en af de vigtigste fortalere for liberalismen og den østrigske skole, og efter en hel sommer som fellow i Auburn har jeg ikke andet end godt at sige om dem og det arbejde, de udfører. Dette er ikke stedet at gå i dybden med vigtigheden af det østrigske paradigme, det må være nok at konstatere, at uden instituttet var der betydeligt færre ressourcer tilgængeligt om den østrigske skole – og betydeligt færre østrigske økonomer i det hele taget.

Udgivet i Personlig | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fastkurspolitik og guldfod – er det det samme?

Et af argumenterne for fastkurspolitik er, at det i virkeligheden er det samme som guldfoden. Der er ikke nogen væsensforskel på at binde sin valuta til dollar eller euro på den ene side eller til guld på den anden. Tværtimod kan det være mere effektivt, da guldprisen kan variere pludseligt på grund af eksterne chok – en pludseligt øget produktion, for eksempel, fordi en ny mine åbner.

Men er guldfoden blot en variant af fastkurspolitik?

Fastkurspolitik vil sige, som jeg beskrev det tidligere, at man fikser prisen på ens valuta i forhold til en anden. Nationalbanken eller valutacentralen, eller hvilken myndighed det nu er, der har fået opgaven, sørger for at sælge egen valuta, hvis kursen stiger og købe, hvis den stiger, så prisen på egen valuta i forhold til den anden altid er den samme. At være på guldfoden derimod betyder, at penge simpelthen er guld. Det er dermed ikke et spørgsmål om, at man “fikser” prisen på guld, eller definerer ens valuta som en vis mængde guld, men simpelthen at man accepterer, at guld (og/eller sølv) er markedets foretrukne pengemiddel. Det betød i Danmark, at man da gik over til guldfoden i 1873, slog man nye mønter af guld og satte vægten efter at 1 kg fint guld skulle give 2480 kroner. En 10-krone vejede således lidt over 4 gram. For at gøre mønterne mere holdbare, var de iblandet 10 procent kobber, men det var stadig guldet, der var betalingsmidlet og gav mønten værdi. Man kan se flotte eksempler på disse mønter her og her.

Den klassiske guldfod var ikke perfekt – den var udformet, så den tillod bankerne at ekspandere pengemængden efter brøkreserveprincippet som forklaret her – men den var stadig en anerkendelse af, at guld var det betalingsmiddel, som markedet i hele Europa havde valgt. Desværre rummede den også kimmen til den udvikling, der skulle ødelægge det sunde pengevæsen i tiden efter 1914. Det væsentligste problem var, at guldmønter ikke cirkulerede frit. I Danmark var kun 10- og 20-kroner af guld, og det blev derfor udbredt at bruge pengesedler i stedet for. Disse var indtil 1914 fuldt indløselige i Nationalbanken – den såkaldte guldindløselighed – og det var igen derfor, de blev accepteret som betalingsmiddel.

Desværre betød den udstrakte brug af pengesedler en nationalisering og centralisering af pengevæsenet. I stedet for den internationale guld/sølvfod, som havde eksisteret i Europa siden middelalderen, blev Nationalbanken i stigende grad set som producenten og garanten af pengenes værdi. Derfor kunne man i august 1914 ophæve guldindløseligheden og stadig kunne staten gennemtvinge brugen af danske kroner, som nu i stigende grad blev set som adskilt fra guld. Da man i 1927 genindførte guldindløseligheden efter datidens liberales kamp for den ærlige krone, var det således ikke guldfoden men guldbarrefoden, man indførte. Nu kunne man ikke længere få udbetalt 10- og 20-kroner, men kun en hel guldbarre til en værdi af kr. 22.000.

Dermed fik man forhold, så det netop forekom, at guldfoden eller guldbarrefoden blot var et spørgsmål om at definere valutaen. Hvis det er spørgsmålet, er det nemt at se, hvordan forvirringen omkring guldfod og fastkurspolitik kan opstå. Ikke desto mindre er guldfoden væsensforskellig fra diverse valutaregimer: En fastkurspolitik skal per definition styres af Nationalbanken, mens guldfoden betyder, at Nationalbanken skal rette ind efter markedets ønsker. Guldfoden, og særligt en forbedret udgave med større cirkulation og 100-procents reservekrav, vil altid være bedre end et fastkursregime mod selv den stærkeste valuta.

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Er fastkurspolitik nogensinde en god ide?

Efter flere års statslig kontrol med kapitaloverførsler, som dog gradvis blev lempet, forlyder det nu (via Lars Christensen, Markets and Money Advisory), at den islandske regering overvejer at indføre fastkurspolitik overfor euroen. De overvejer med andre ord at kopiere dansk pengepolitik. Det er så god en anledning som nogen til at stille spørgsmålet: Er fastkurspolitik nogensinde en god ide?

Nationalbanken er sikker i sin sag: Fastkurspolitik er den sikre vej til at holde inflationen i ave. Selvom fæle spekulanter angriber kronen gentagne gange, kan vi forstå af bankens simple opfattelse af verden, lykkes det banken hver gang at afværge angrebene og dermed sikre lykke og velstand i det lille kongerige. (Nationalbanken har lidt mere seriøse beskrivelser af forholdene her og her.)

Hvis vi skal forstå problemerne med valutapolitik, så er vi nødt til først at se på, hvad der bestemmer valutakurserne. Som med alle andre forhold i pristeori er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvor mange danske kroner bliver udbudt mod euro, britiske pund, svenske kroner? Dette er igen bestemt af, hvor meget, man kan få for hver valuta. Hvis priserne på varer i et land er lavere end i andre, vil der være en tendens til at valutaen bliver efterspurgt, fordi spekulanter kan tjene penge på en arbitrage-forretning. De forskellige varer vil med andre ord blive budt hen til de markeder, hvor der er den største efterspørgsel, og det vil give sige udslag i valutakurserne. En “stærk” valuta er med andre ord udtryk for, at man kan få flere varer for sine penge i det pågældende land. Hvis der ikke er forstyrrende elementer, vil der dog ikke være udsving i valutakurserne. Danske kroner kan kun bruges i Danmark, så i det lange løb må udlændinges beholdninger af dansk valuta vende tilbage. Valutakursen vil derfor i det lange løb ikke svinge, men bare forholde sig rolig i det niveau, der gør at udlandets efterspørgsel efter dansk valuta hverken stiger eller falder.

Alt dette er sandt, så længe politikere og nationalbanker ikke fører pengepolitik – men hvad sker der, når de begynder at fifle med pengemængden? Vi kan her se bort fra forholdene under guldfoden, selvom problemets natur og dets løsning i sin essens ikke er anderledes. Guldfoden giver blot meget snævre rammer, indenfor hvilke kursen kan stige og falde. Hvis Danmark begynder at føre en inflationær pengepolitik og øger pengemængden, er resultatet at penges værdi – hvad man kan få for den sidst modtagne krone – falder. Indenlandske varer bliver dyrere (priserne stiger), og kronen taber værdi overfor andre valutaer. På kort sigt gavner dette eksporterhvervene, da de får flere penge for deres produkter på udenlandske markeder (fordi de får flere kroner for udenlandsk valuta), mens importører må bøde, da de skal betale mere for deres varer. I det lange løb – som kommer ret hurtigt – vil kursen på valuta dog have tilpasset sig de nye forhold, så der er tale om en kortvarig omfordeling af ressourcer fra importører til eksportører. Derudover lærer internationale handelsmænd hurtigt at tage højde for svingende valutakurser: De aftaler guldklausuler, de forsikrer sig, de spekulerer i valutaswaps. Så handelen bliver i det lange løb nok generet, men ikke afbrudt af de svingende kurser. Der er dog et klart tab, da man nu bruger ressourcer på at overkommer valutaproblemer, og det hindrer naturligvis den internationale handel til en vis grad.

En devaluering er altså i høj grad skadeligt for landet, der udfører den, men hvad med revalueringer, altså en stigende valutakurs? Er det ikke skadeligt for et land, at importvarer pludselig bliver billigere og at dets virksomheder får sværere ved at konkurrere på dets eksportmarkeder? Det er klart, at eksportvirksomheder kan komme i problemer, men i det lange løb vil de, ligesom virksomhederne i det devaluerende land, lære at tilpasse sig en situation med svingende valutakurser. Modsat ved devaluering er der heller ikke nogle problemer med indenlandsk inflation: Pengemængden bliver ikke ændret, og da der tværtimod er en større import ( i hvert fald midlertidigt), vil der om noget være et deflationært pres. Deflation er for mange økonomer det værste onde, værre end selv hyperinflation, men det betyder blot, at penge bliver mere værd: for hver krone, man bruger, får man flere varer. Der er heller ikke, modsat ved inflation, tale om nogen skævvridning eller omfordeling, for deflationen er udtryk for faldende priser på forskellige varer og derfor bestemt af faldende produktionsomkostninger. Inflationen derimod har intet med produktionsstrukturen at gøre, den er bestemt af, hvordan regering og nationalbank tilfører økonomien nye penge. (For mere om deflation kan anbefales Guido Hülsmanns essay Deflation and Liberty og hans bog Ethics of Money Production.)

Det er et historisk faktum, at alle lande i Europa, lige siden man opgav guldfoden i mellemkrigstiden, har ført en inflationær politik. Derfor har de alle i varierende grad lidt under de skadelige virkninger af inflationen internt, og valutakurserne har afspejlet ikke forholdet mellem “stærke” og “svage” valutaer – sunde og inflationære pengepolitikker – men forholdet mellem varierende grader af svaghed. Hvis D-Marken var stærk, var det blot fordi, Bundesbanken ikke var så hovedløst inflationær som Bank of England eller Banque de France eller Nationalbanken.

Det er derfor klart, at den eneste fordel ved en fastkurspolitik er rent negativ: Hvis man binder sig til en mindre inflationær valuta, binder man sig også til selv at føre en mindre inflationær politik. Det er derfor man nogle gange hører økonomer og politikere tale om nødvendigheden af en “intern devaluering” i sådanne omstændigheder. Men intern devaluering har intet med pengepolitik at gøre, det er et udtryk for, at politikere nu bliver nødt til at afskaffe alle de særprivilegier, interventioner, regler og indgreb overfor markedets frie udvikling, hvis dårlige konsekvenser deres inflation af pengemængden har holdt skjult. Det er derfor, en liberal økonom som Jesús Huerta de Soto har forsvaret euroen (se her og her for en præsentation på video). Og derfor, i øvrigt, at østrigske økonomer på forskellige tidspunkter har talt for fastkurspolitik: ved at tvinge politikere og nationalbanker til ikke at manipulere pengene, forsøgte man dels at fjerne et forstyrrende og destruktivt element i international handel, dels at påføre de enkelte lande en intern disciplin, så deres interventioner og anden samfundsskadelig adfærd ikke tog overhånd.

Hermed er det dog også klart, at fastkurspolitik i det lange løb er en uholdbar politik. I virkeligheden kan det højst fungere som et skridt på vejen væk fra højinflationær politik og tilbage mod et sundt pengevæsen. Hvis et land binder sig til et andet lands pengepolitik, risikere det netop at følge dette land ud i økonomisk uføre, fordi konsekvenserne ved at skulle opgive bindingen synes uoverskuelige. Det er sket før i Danmark: efter 2. Verdenskrig besluttede man at føre fastkurspolitik over for England. Det var temmelig nærliggende: Danmark havde været en del af “Sterling-blokken”, da man var på guldbarrefoden i mellemkrigstiden (mon vi aner endnu et aftryk fra Montagu Normans kløvede hov her?) og Storbritannien var landets væsentligste samhandelspartner. I løbet af slutningen af 40’erne stod den danske regering på hovedet for englænderne for at få lov at eksportere landbrugsvarer til dem og købe industrivarer og råvarer af dem. I september 1949 nedskrev englænderne pundet med 30,5%, og fordi eksporten til England var så stor, valgte den danske regering at følge dem (Politikens Danmarkshistorie 2. udg., bind 14, s. 357). Man fastholdt dermed nok samme bytteforhold overfor Storbritannien, men forværrede det overfor resten af verden – navnlig USA, hvorfra en stor del af importen kom på det tidspunkt.

I dag står vi i samme situation. Den danske regering bandt sig tilbage i 1980’erne til D-Marken, siden euroen, dengang det var en forholdsvis stærk valuta. I dag er dette ikke tilfældet: der er ingen grund til at frygte den revaluering, der ville være følgen, hvis Danmark holdt op med at kopiere ECB’s pengepolitik. Selvom det idag skjules bag teknisk lingo om QE, open market operations, rentepolitik og så videre, så er der i sidste ende blot tale om forskellige former af inflation af pengemængden. Fordi der i Danmark har været og er en stærk eksportsektor, er det let for Nationalbanken at holde fastkurspolitikken, for den er blot et skalkeskjul for det, enhver inflationist ønsker sig: at trykke penge.

Island er i samme situation: Efter nedturen i 2008 har de haft en støt stigende valutakurs, som er udtryk for, at de ikke fører så inflationær politik som EU. Hvis de binder den islandske krone til euroen, vil de være nødt til at importere den europæiske inflationære politik – og det er vel ikke deres ønske at begynde forfra med opsving, boom og efterfølgende krise?

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , , , , , , | En kommentar

Den umoralske handelspolitik

Chr. Bjørnskov på punditokraterne har skrevet et lille indlæg om det umoralske i protektionisme. Herfra skal der ikke lyde nogen protest, jeg kan utvetydigt tilslutte mig frihandelens (og det frie markeds) moralske overlgenhed. Jeg er helt enig i grundlaget:

[D]en normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret.

Og at protektionisme er en begrænsning af den private ejendomsret:

Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Konklusionen er også eminent, da Bjørnskov med få ord slår det frie markeds økonomiske såvel som moralske overlegenhed fast:

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med.

Alt det er meget godt, men det er ikke lutter idyl. Der er to store problemer ved international handel, som ofte bliver druknet i den offentlige debat om emnet. Det første er, at vi langt fra lever i en tid og på et kontinent, der går ind for frihandel. Det andet er, at selvom frihandel er et gode, så er det langt fra økonomisk eller moralsk forsvarligt at have offentlige puljer og kontorer, der støtter international handel.

Hvis vi tager det sidste først: Der er i dag masser af eksportstøtte, hjælp til at bryde ind på nye markeder og generel bistand fra statens side til eksporterhvervene. Der er f. eks. Eksportrådet, der står klar til gratis at yde virksomheder bistand med at komme ind på nye markeder. Der er Eksportkreditfonden, der står klar til at hjælpe eksportvirksomheder med finansiering, garanterede lån o.s.v. Eller hvad med IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, der sørger for rådgivning og risikovillig kapital til virksomheder, der vil gøre forretning i udviklingslande og bidrage til deres økonomiske og sociale udvikling? Der er mange flere, som denne liste viser.

Men hvad er problemet? Hvis handel er godt, så er det vel bedre, at staten bruger sine midler på at øge handlen i stedet for på mindre samfundsgavnlige tiltag. Sagen er, at når staten gør det lettere og billigere at få adgang til udvalgte markeder, så bliver hele samfundsøkonomien skævvredet til fordel for de virksomheder, der er aktive på de markeder. Det kan godt være, at nogle formuer bliver skabt som følge af et samarbejde med en lokal ambassade, men det er ikke ensbetydende med, at eksportstøtte er godt for hele samfundet. For ligesom protektionisme hindrer den internationale arbejdsdeling, så kan en økonomi blive for integreret i verdensøkonomien. Når samhandel er et gode, skyldes det, at nogle lande er bedre til at producere nogle varer end andre (loven om absolutte fordele), og at selv i tilfælde, hvor et land er mindre produktivt i alle dele af økonomien, vil det stadig være gavnligt for landets indbyggere og for resten af verden, hvis landet specialiserer sig i den produktion, hvor dets produktivitet er højest. Det er en generel lov, der gælder både for individer og lande (se Mises’ bemærkninger om “The Ricardian Law of Association” Human Action s. 158-60).

Hvis det bliver billigere at handle og investere på et marked som følge af statsstøtte, kan følgen være, at virksomheder, der ellers var rentable og i virkeligheden betjente forbrugerne bedre end de støttede virksomheder, bliver drevet ud af eksistens. Vi kan f. eks. antage, at der ydes støtte til kaffeproduktion i Østafrika og direkte eksport til Danmark derfra. I virkeligheden er forholdene sådan, at det bedre kan betale sig for danske kaffeforhandlere at købe deres kaffe af en europæisk mellemhandler, f. eks. i Hamburg eller Rotterdam, men fordi den direkte handel støttes, ser det ud som om, det er en god forretning at investere i Afrika. Vi får derfor en situation, hvor dele af verdensøkonomien bliver direkte integreret på bekostning af mere lokale markeder og producenter.Rådgivningen betyder alt andet lige, at forretningsfolk har bedre information om de udvalgte lande, hvor staten tilbyder rådgivning. Hvis virksomhederne selv skulle betale for at finde information om potentielle markeder og investeringsmuligheder ville deres søgen være anderledes: i så fald ville den være begrænset af dels omkostningerne på den ene side, dels den forventede profit på den anden. Man ville kort sagt investere i de mest profitable lande først og kun eksportere, hvis der forventedes en større profit i fjerne lande end på hjemmemarkedet. For så vidt som det er staten, der står for rådgivningen, er denne styret af alle mulige ikke-kommercielle hensyn: forholdet til fremmede magter og så videre.

Derfor, hvis der er en kerne af sandhed i de forskellige antiglobaliserings-bevægelser, er det denne: at der er en grænse for, hvor vidtgående den globale arbejdsdeling og integration kan være under givne forhold, og der er ikke noget vundet ved kunstigt at øge profitten ved international handel. Selv hvor støtten er begrænset til rådgivning, giver det stadig problemer i markedet.

Dertil kommer naturligvis den moralske dimension. For det første lever støttemodtageren på skatteborgernes bekostning. Det har han lige så lidt krav på som nogen anden. For det andet betyder støtte-ordninger, at det ikke længere udelukkende er eksportørens og den internationale investors sans for bedst at allokere knappe ressourcer, der afgør, om han tjener penge eller ej. De evner, der skal til for at søge støtte og som belønnes med statslige midler er nogle helt andre, end dem der fører til succes på det frie marked. Det er projektmagere, der kan begå sig på bureaukratisk lingo, ikke iværksættere, der risikerer deres egen kapital, som vil vinde ved den slags ordninger.

Det andet problem i den moderne frihandelsdoktrin er, at meget reel protektionisme slipper uden synderlig påtale. Det er ikke noget, der er genopstået med Donald Trump eller de nationalkonservative. Der er jo mange, der kritisere EU i disse år, men næsten ingen påpeger, at det er langt fra en frihandelszone. Det er tværtimod en toldunion: et kartel af stater, der er gået sammen om at sikre reguleret handel på det indre marked og så lægge told på varer, der kommer fra ikke-medlemslande. At toldmuren ikke er ubetydelig, viser tallene: i 2015 indbragte tolden ved EU’s ydre grænser 23,3 mia. euro. Det burde være klart, at sådan en mur forhindrer den naturlige økonomiske integration mellem lande, der er medlem af EU, og dem, der ikke er.

EU’s indre marked er et emne for sig, men såkaldt harmonisering er den politik, der i høj grad forhindrer sand frihandel også inden for EU. Den opstod i kælvandet på Cassis de Dijon-sagen, som netop sikrede udstrakt frihandel i det daværende EF. Harmonisering betyder som regel standardisering til et niveau – sjovt nok fransk eller tysk industri – som fattigere lande ikke kan matche. Derfor får de vesteuropæiske lande reelt en konkurrencefordel i forhold til de syd- og østeuropæiske, en fordel som sydeuropæerne tidligere afhjalp ved hjælp af inflation (med alle de problemer, det skaber), og som central- og østeuropæerne overkommer ved generelt at have friere markeder og lavere skatter.

Det er ikke bare toldmuren, som støder imod frihandelsdoktrinen. Det gør også de utallige sanktioner, som Danmark, gennem EU, har pålagt handel med forskellige lande. Det seneste og mest kendte eksempel er sanktionerne på handel med Rusland. Hvad end man synes om russisk politik, så er den slags “straf” skadelig for samfundsøkonomien, i Danmark som i Rusland. Men Rusland er langt fra det eneste tilfælde, som EU’s egen udførlige dokumentation tydeligtgør. Der er f. eks. en omfattende embargo af Syrien. Igen, hvad end man mener om den syriske borgerkrig, så er det indiskutabelt, at menigmand i Syrien ikke bliver hjulpet af, at de ikke kan eksportere råolie eller importere forskellige reservedele og komponenter, som denne historie fra The Intercept fra sidste september beskriver. Dertil kommer de store problemer, som forbud mod finansielle transaktioner udgør for samhandelen. Det kan godt være i givne tilfælde, at det rent nominelt kun er enkelte varer, der ikke må eksporteres eller importeres til et givent land, men fordi det er forbudt at have finansielle transaktioner er samhandelen reelt forbudt med sådanne lande. Det er nærmest kun lokale markeder, hvor købmanden møder op personligt med sine varer og modtager betaling kontant, der kan fungere. Og da købmanden oftest vil betales i gangbar mønt – dollars, euro, guld, yen o.s.v. – bliver det sværere og sværere at afholde selv den slags primitive basarer.

Den moralske fordømmelse af den slags toldmure og embargoer burde være enstemmig. Det kan ikke være moralsk, at Igor og Ole skal forhindres i at handle med hinanden, bare fordi Lille Lars med rette eller urette, det er sagen uvedkommende – er sur på Stygge Vladimir. Politikere må naturligvis have alle de sym- og antipatier, de vil, men det giver ikke nogen mening, at det skal gå ud over alle andre. Det er en illusion at tro, at sanktioner og embargoer går ud over de herskende klasser. Herskerne kan altid find deres luksusvarer på det sorte marked (Scott Hortons nylige interview med Cato Institutes Doug Bandow angående Sudan dokumenterer netop dette). Det er ganske almindelige mennesker, der hver gang betaler omkostningerne i form af højere priser på de fleste varer og mangel på varer, som ikke produceres i landet.

Det er glædeligt, at der er så mange, der synes at være for frihandel. Men det er vigtigt at gøre det klart, hvad der er reel frihandel og hvad der blot er nymodens merkantilisme i form af beskyttede markeder, toldmure og eksportstøtte. Det sidste har vi alt for meget af, og det har alt for længe fået lov til at posere som frihandel. Sand frihandel har i sidste ende intet med overstatslige institutioner og mellemstatslige aftaler at gøre. Det handler bare om hverken at hindre eller støtte samhandelen over grænserne. Det ville i sandhed være en moralsk handling, hvis en politiker bare blandede sig uden om under det gamle og evigtgyldige liberale motto: laissez-faire!

Udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik | 2 kommentarer

Sandheden er derude…

Vi lever i en tid, hvor flere og flere tror på diverse konspirationsteorier. Den kommende amerikanske præsident er en russisk marionet – russerne afviser det, men det ville de selvfølgelig gøre. Den tyske journalist Udo Ulfkottes pludselige død er (måske, sandsynligvis) CIA’s værk. Danske debatører, der tillader sig at være uenige med den herskende mening, er i virkeligheden i russernes sold. I det hele taget: russerne kommer, russerne kommer!

Jeg har ikke tænkt at kommentere særligt meget på det, blot linke til nogle interessante betragtninger om konspirationsteorier i al almindelighed. Blot konstatere, at vi nu lever i en verden, hvor det er de såkaldte mainstream-medier og de herskende klasser, der kolporterer de mest ekstreme eksempler. (Tror du mig ikke? Et ellers udmærket program om livet i en krigszone i Østukraine kolporterer sådan en passant myten om, at krigen dernede udelukkende er udløst af, at russerne var sure over, at ukrainerne gerne vil være frie og europæiske, og Jesper Larsen giver nogle gode eksempler på, hvad DR ellers er leveringsdygtige i).

Så hvad er konspirationsteorier? Robert Murphy har et bud.

Wayne Madsen fortæller historien om den gang, en amerikansk præsidentkandidat konspirerede med fremmede magter.

Amerikansk senator: pas på, Trump, sikkerhedstjenesterne har seks måder (hverken mere eller mindre?) at komme efter dig på.

Michael Rozeff: afskaf CIA!

Var fremmede magter bag et komplot for at få “deres” kandidat valgt som amerikansk præsident? Naturligvis.

Apropos krigen mod kontanter: Norbert Häring fortæller, hvad der lå bag efterårets begivenheder i Indien (og uddyber).

Og lige et par ældre indlæg:

Konspirationsteorier er ikke nødvendige – staten behøver ikke skjule sine ugerninger.

En klassiker – Rothbard om konspirationer.

Er konspirationer sygelige? Filosof Edward Feser forsøger en diagnose.

Min egen opfattelse er, at der er to slags konspirationsteorier: den ene går ud på at tilskrive alt ondt i verden til en særligt udvalgt gruppe onde mennesker, som har en betydelig magt bag kulisserne. Al snak om hvordan jøder, tempelriddere, jesuitter eller frimurere i virkeligheden står bag alt ondt her i verden hører til i denne kategori. Det er ofte meget avancerede teorier, som postulere en satanisk magt og ond vilje hos konspiratorerne. Der er bare ikke meget bevis for, at disse sammensværgelser virkelig eksisterer. Den moderne tro på den almægtige og skumle Putin hører til i denne kategori, sammen med klassikere som jødernes hemmelige verdensherredømme eller pavens altoverskyggende magt. Ofte, men ikke altid, er sådanne teorier sat i søen og opmuntret af magthaverne. Igen er Putin og Trump et meget godt eksempel: hvis man kan bilde folk ind, at alle problemerne skyldes russernes nederdrægtighed, kan man nok bortvende folks opmærksomhed fra de venstreorienteredes og natotæres uformåenhed. Et andet godt eksempel er Filip d. 4. af Frankrigs anklager mod tempelridderne – hvor mange historikere tror i dag virkelig på, at tempelridderne var gået fra at være det hellige lands fremmeste beskyttere til at være en forsamling blasfemiske, ateistiske sodomiter? Nej, den i dag alment accepterede forklaring er, at den gode kong Filip ønskede at skaffe sig af med en rig og magtfuld organisation, som han var dybt i gæld til.

Den anden type konspirationsteori er langt væsentligere. Det er den slags teorier, som omhandler specifikke sammensværgelser for at fremme rimeligt konkrete mål, og som postulerer, at magthavere muligvis nogle gange siger noget andet, end de faktisk mener. Det har været respektabelt arbejde for historikere at afdække den slags. Allerede Thukydid kunne skrive om Den peloponnesiske Krig, at der var en forskel på påskuddet for Spartas krigserklæring mod Athen og den egentlige grund til, at Det peloponnesiske Forbund (eller rettere, Sparta og Korinth) ønskede krig. Nogle af den romerske statsmand Ciceros mest berømte taler er dem mod Katilina – taler, hvor Cicero påstår at have afdækket en enorm sammensværgelse blandt fallerede senatorer og forarmede krigsveteraner. Triumviratet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus var også en sammensværgelse. I mere moderne tid kan man pege på forløbet op til 1. Verdenskrig – Den sorte Hånd var en serbisk, statsstøttet terrorgruppe, selvom den serbiske regering benægtede al kendskab til den (muligvis fordi de ikke kendte til den – men så bliver vi for alvor konspiratoriske). Hvis man læser Christopher Clarks (med rette) meget roste Søvngængerne er det klart, at der var kredse i Paris og Moskva, der arbejdede målrettet henimod krig, og det er ligeså klart, at den engelske regering gjorde ligeså – i alle hovedstæder imens man foregav at arbejde for fred. Det er også ukontroversielt at sige, at en islamisk sammensværgelse stod bag en række terrorangreb i USA i år 2001. Iran-Contra affæren er en ligeså velkendt konspiration.

Der er selvfølgelig mere kontroversielle type 2 konspirationer, og der er også nogle af dem, der ikke er sande eller ikke kan bevises. Det er nok ikke rigtigt, at udenrigsminister Munch i marts 1940 aftalte med Himmler, hvordan Danmark skulle besættes. Det var sådan set også unødvendigt fra tyskernes side – landet var i forvejen forsvarsløst efter ti års nedrustning. (Så på sin vis kunne man næsten ønske, at Munch i det mindste havde sørget for at aftale besættelsen under ordnede forhold, så man undgik unødvendige dødsfald – er det ikke det, den højt berømmede samarbejdspolitik gik ud på?) Men det betyder ikke, at det i sig selv er dumt eller uhæderligt at tro på konspirationsteorier og stille sig skeptisk over for den officielle forklaring. Når man tænker på, at ikke bare historikere men også journalister forsøger at afsløre, hvad de egentlige bevæggrunde og den egentlige dagsorden var og er, og dermed må siges at være konspirationsteoretikere alle til hobe, er det klart at konspirationsteori er et i sig selv nærmest tomt begreb. Det er bare (som Murphy skriver i linket ovenfor) en forklaring på begivenhedernes gang, som strider imod magtfulde gruppers interesser.

konspirationsteorierne er opstået for at udgrænse ubekvemme sandheder? Måske er “de” mere magtfulde, jeg troede…

Udgivet i Historie | Skriv en kommentar