Den umoralske handelspolitik

Chr. Bjørnskov på punditokraterne har skrevet et lille indlæg om det umoralske i protektionisme. Herfra skal der ikke lyde nogen protest, jeg kan utvetydigt tilslutte mig frihandelens (og det frie markeds) moralske overlgenhed. Jeg er helt enig i grundlaget:

[D]en normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret.

Og at protektionisme er en begrænsning af den private ejendomsret:

Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Konklusionen er også eminent, da Bjørnskov med få ord slår det frie markeds økonomiske såvel som moralske overlegenhed fast:

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med.

Alt det er meget godt, men det er ikke lutter idyl. Der er to store problemer ved international handel, som ofte bliver druknet i den offentlige debat om emnet. Det første er, at vi langt fra lever i en tid og på et kontinent, der går ind for frihandel. Det andet er, at selvom frihandel er et gode, så er det langt fra økonomisk eller moralsk forsvarligt at have offentlige puljer og kontorer, der støtter international handel.

Hvis vi tager det sidste først: Der er i dag masser af eksportstøtte, hjælp til at bryde ind på nye markeder og generel bistand fra statens side til eksporterhvervene. Der er f. eks. Eksportrådet, der står klar til gratis at yde virksomheder bistand med at komme ind på nye markeder. Der er Eksportkreditfonden, der står klar til at hjælpe eksportvirksomheder med finansiering, garanterede lån o.s.v. Eller hvad med IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, der sørger for rådgivning og risikovillig kapital til virksomheder, der vil gøre forretning i udviklingslande og bidrage til deres økonomiske og sociale udvikling? Der er mange flere, som denne liste viser.

Men hvad er problemet? Hvis handel er godt, så er det vel bedre, at staten bruger sine midler på at øge handlen i stedet for på mindre samfundsgavnlige tiltag. Sagen er, at når staten gør det lettere og billigere at få adgang til udvalgte markeder, så bliver hele samfundsøkonomien skævvredet til fordel for de virksomheder, der er aktive på de markeder. Det kan godt være, at nogle formuer bliver skabt som følge af et samarbejde med en lokal ambassade, men det er ikke ensbetydende med, at eksportstøtte er godt for hele samfundet. For ligesom protektionisme hindrer den internationale arbejdsdeling, så kan en økonomi blive for integreret i verdensøkonomien. Når samhandel er et gode, skyldes det, at nogle lande er bedre til at producere nogle varer end andre (loven om absolutte fordele), og at selv i tilfælde, hvor et land er mindre produktivt i alle dele af økonomien, vil det stadig være gavnligt for landets indbyggere og for resten af verden, hvis landet specialiserer sig i den produktion, hvor dets produktivitet er højest. Det er en generel lov, der gælder både for individer og lande (se Mises’ bemærkninger om “The Ricardian Law of Association” Human Action s. 158-60).

Hvis det bliver billigere at handle og investere på et marked som følge af statsstøtte, kan følgen være, at virksomheder, der ellers var rentable og i virkeligheden betjente forbrugerne bedre end de støttede virksomheder, bliver drevet ud af eksistens. Vi kan f. eks. antage, at der ydes støtte til kaffeproduktion i Østafrika og direkte eksport til Danmark derfra. I virkeligheden er forholdene sådan, at det bedre kan betale sig for danske kaffeforhandlere at købe deres kaffe af en europæisk mellemhandler, f. eks. i Hamburg eller Rotterdam, men fordi den direkte handel støttes, ser det ud som om, det er en god forretning at investere i Afrika. Vi får derfor en situation, hvor dele af verdensøkonomien bliver direkte integreret på bekostning af mere lokale markeder og producenter.Rådgivningen betyder alt andet lige, at forretningsfolk har bedre information om de udvalgte lande, hvor staten tilbyder rådgivning. Hvis virksomhederne selv skulle betale for at finde information om potentielle markeder og investeringsmuligheder ville deres søgen være anderledes: i så fald ville den være begrænset af dels omkostningerne på den ene side, dels den forventede profit på den anden. Man ville kort sagt investere i de mest profitable lande først og kun eksportere, hvis der forventedes en større profit i fjerne lande end på hjemmemarkedet. For så vidt som det er staten, der står for rådgivningen, er denne styret af alle mulige ikke-kommercielle hensyn: forholdet til fremmede magter og så videre.

Derfor, hvis der er en kerne af sandhed i de forskellige antiglobaliserings-bevægelser, er det denne: at der er en grænse for, hvor vidtgående den globale arbejdsdeling og integration kan være under givne forhold, og der er ikke noget vundet ved kunstigt at øge profitten ved international handel. Selv hvor støtten er begrænset til rådgivning, giver det stadig problemer i markedet.

Dertil kommer naturligvis den moralske dimension. For det første lever støttemodtageren på skatteborgernes bekostning. Det har han lige så lidt krav på som nogen anden. For det andet betyder støtte-ordninger, at det ikke længere udelukkende er eksportørens og den internationale investors sans for bedst at allokere knappe ressourcer, der afgør, om han tjener penge eller ej. De evner, der skal til for at søge støtte og som belønnes med statslige midler er nogle helt andre, end dem der fører til succes på det frie marked. Det er projektmagere, der kan begå sig på bureaukratisk lingo, ikke iværksættere, der risikerer deres egen kapital, som vil vinde ved den slags ordninger.

Det andet problem i den moderne frihandelsdoktrin er, at meget reel protektionisme slipper uden synderlig påtale. Det er ikke noget, der er genopstået med Donald Trump eller de nationalkonservative. Der er jo mange, der kritisere EU i disse år, men næsten ingen påpeger, at det er langt fra en frihandelszone. Det er tværtimod en toldunion: et kartel af stater, der er gået sammen om at sikre reguleret handel på det indre marked og så lægge told på varer, der kommer fra ikke-medlemslande. At toldmuren ikke er ubetydelig, viser tallene: i 2015 indbragte tolden ved EU’s ydre grænser 23,3 mia. euro. Det burde være klart, at sådan en mur forhindrer den naturlige økonomiske integration mellem lande, der er medlem af EU, og dem, der ikke er.

EU’s indre marked er et emne for sig, men såkaldt harmonisering er den politik, der i høj grad forhindrer sand frihandel også inden for EU. Den opstod i kælvandet på Cassis de Dijon-sagen, som netop sikrede udstrakt frihandel i det daværende EF. Harmonisering betyder som regel standardisering til et niveau – sjovt nok fransk eller tysk industri – som fattigere lande ikke kan matche. Derfor får de vesteuropæiske lande reelt en konkurrencefordel i forhold til de syd- og østeuropæiske, en fordel som sydeuropæerne tidligere afhjalp ved hjælp af inflation (med alle de problemer, det skaber), og som central- og østeuropæerne overkommer ved generelt at have friere markeder og lavere skatter.

Det er ikke bare toldmuren, som støder imod frihandelsdoktrinen. Det gør også de utallige sanktioner, som Danmark, gennem EU, har pålagt handel med forskellige lande. Det seneste og mest kendte eksempel er sanktionerne på handel med Rusland. Hvad end man synes om russisk politik, så er den slags “straf” skadelig for samfundsøkonomien, i Danmark som i Rusland. Men Rusland er langt fra det eneste tilfælde, som EU’s egen udførlige dokumentation tydeligtgør. Der er f. eks. en omfattende embargo af Syrien. Igen, hvad end man mener om den syriske borgerkrig, så er det indiskutabelt, at menigmand i Syrien ikke bliver hjulpet af, at de ikke kan eksportere råolie eller importere forskellige reservedele og komponenter, som denne historie fra The Intercept fra sidste september beskriver. Dertil kommer de store problemer, som forbud mod finansielle transaktioner udgør for samhandelen. Det kan godt være i givne tilfælde, at det rent nominelt kun er enkelte varer, der ikke må eksporteres eller importeres til et givent land, men fordi det er forbudt at have finansielle transaktioner er samhandelen reelt forbudt med sådanne lande. Det er nærmest kun lokale markeder, hvor købmanden møder op personligt med sine varer og modtager betaling kontant, der kan fungere. Og da købmanden oftest vil betales i gangbar mønt – dollars, euro, guld, yen o.s.v. – bliver det sværere og sværere at afholde selv den slags primitive basarer.

Den moralske fordømmelse af den slags toldmure og embargoer burde være enstemmig. Det kan ikke være moralsk, at Igor og Ole skal forhindres i at handle med hinanden, bare fordi Lille Lars med rette eller urette, det er sagen uvedkommende – er sur på Stygge Vladimir. Politikere må naturligvis have alle de sym- og antipatier, de vil, men det giver ikke nogen mening, at det skal gå ud over alle andre. Det er en illusion at tro, at sanktioner og embargoer går ud over de herskende klasser. Herskerne kan altid find deres luksusvarer på det sorte marked (Scott Hortons nylige interview med Cato Institutes Doug Bandow angående Sudan dokumenterer netop dette). Det er ganske almindelige mennesker, der hver gang betaler omkostningerne i form af højere priser på de fleste varer og mangel på varer, som ikke produceres i landet.

Det er glædeligt, at der er så mange, der synes at være for frihandel. Men det er vigtigt at gøre det klart, hvad der er reel frihandel og hvad der blot er nymodens merkantilisme i form af beskyttede markeder, toldmure og eksportstøtte. Det sidste har vi alt for meget af, og det har alt for længe fået lov til at posere som frihandel. Sand frihandel har i sidste ende intet med overstatslige institutioner og mellemstatslige aftaler at gøre. Det handler bare om hverken at hindre eller støtte samhandelen over grænserne. Det ville i sandhed være en moralsk handling, hvis en politiker bare blandede sig uden om under det gamle og evigtgyldige liberale motto: laissez-faire!

Udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik | 2 kommentarer

Sandheden er derude…

Vi lever i en tid, hvor flere og flere tror på diverse konspirationsteorier. Den kommende amerikanske præsident er en russisk marionet – russerne afviser det, men det ville de selvfølgelig gøre. Den tyske journalist Udo Ulfkottes pludselige død er (måske, sandsynligvis) CIA’s værk. Danske debatører, der tillader sig at være uenige med den herskende mening, er i virkeligheden i russernes sold. I det hele taget: russerne kommer, russerne kommer!

Jeg har ikke tænkt at kommentere særligt meget på det, blot linke til nogle interessante betragtninger om konspirationsteorier i al almindelighed. Blot konstatere, at vi nu lever i en verden, hvor det er de såkaldte mainstream-medier og de herskende klasser, der kolporterer de mest ekstreme eksempler. (Tror du mig ikke? Et ellers udmærket program om livet i en krigszone i Østukraine kolporterer sådan en passant myten om, at krigen dernede udelukkende er udløst af, at russerne var sure over, at ukrainerne gerne vil være frie og europæiske, og Jesper Larsen giver nogle gode eksempler på, hvad DR ellers er leveringsdygtige i).

Så hvad er konspirationsteorier? Robert Murphy har et bud.

Wayne Madsen fortæller historien om den gang, en amerikansk præsidentkandidat konspirerede med fremmede magter.

Amerikansk senator: pas på, Trump, sikkerhedstjenesterne har seks måder (hverken mere eller mindre?) at komme efter dig på.

Michael Rozeff: afskaf CIA!

Var fremmede magter bag et komplot for at få “deres” kandidat valgt som amerikansk præsident? Naturligvis.

Apropos krigen mod kontanter: Norbert Häring fortæller, hvad der lå bag efterårets begivenheder i Indien (og uddyber).

Og lige et par ældre indlæg:

Konspirationsteorier er ikke nødvendige – staten behøver ikke skjule sine ugerninger.

En klassiker – Rothbard om konspirationer.

Er konspirationer sygelige? Filosof Edward Feser forsøger en diagnose.

Min egen opfattelse er, at der er to slags konspirationsteorier: den ene går ud på at tilskrive alt ondt i verden til en særligt udvalgt gruppe onde mennesker, som har en betydelig magt bag kulisserne. Al snak om hvordan jøder, tempelriddere, jesuitter eller frimurere i virkeligheden står bag alt ondt her i verden hører til i denne kategori. Det er ofte meget avancerede teorier, som postulere en satanisk magt og ond vilje hos konspiratorerne. Der er bare ikke meget bevis for, at disse sammensværgelser virkelig eksisterer. Den moderne tro på den almægtige og skumle Putin hører til i denne kategori, sammen med klassikere som jødernes hemmelige verdensherredømme eller pavens altoverskyggende magt. Ofte, men ikke altid, er sådanne teorier sat i søen og opmuntret af magthaverne. Igen er Putin og Trump et meget godt eksempel: hvis man kan bilde folk ind, at alle problemerne skyldes russernes nederdrægtighed, kan man nok bortvende folks opmærksomhed fra de venstreorienteredes og natotæres uformåenhed. Et andet godt eksempel er Filip d. 4. af Frankrigs anklager mod tempelridderne – hvor mange historikere tror i dag virkelig på, at tempelridderne var gået fra at være det hellige lands fremmeste beskyttere til at være en forsamling blasfemiske, ateistiske sodomiter? Nej, den i dag alment accepterede forklaring er, at den gode kong Filip ønskede at skaffe sig af med en rig og magtfuld organisation, som han var dybt i gæld til.

Den anden type konspirationsteori er langt væsentligere. Det er den slags teorier, som omhandler specifikke sammensværgelser for at fremme rimeligt konkrete mål, og som postulerer, at magthavere muligvis nogle gange siger noget andet, end de faktisk mener. Det har været respektabelt arbejde for historikere at afdække den slags. Allerede Thukydid kunne skrive om Den peloponnesiske Krig, at der var en forskel på påskuddet for Spartas krigserklæring mod Athen og den egentlige grund til, at Det peloponnesiske Forbund (eller rettere, Sparta og Korinth) ønskede krig. Nogle af den romerske statsmand Ciceros mest berømte taler er dem mod Katilina – taler, hvor Cicero påstår at have afdækket en enorm sammensværgelse blandt fallerede senatorer og forarmede krigsveteraner. Triumviratet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus var også en sammensværgelse. I mere moderne tid kan man pege på forløbet op til 1. Verdenskrig – Den sorte Hånd var en serbisk, statsstøttet terrorgruppe, selvom den serbiske regering benægtede al kendskab til den (muligvis fordi de ikke kendte til den – men så bliver vi for alvor konspiratoriske). Hvis man læser Christopher Clarks (med rette) meget roste Søvngængerne er det klart, at der var kredse i Paris og Moskva, der arbejdede målrettet henimod krig, og det er ligeså klart, at den engelske regering gjorde ligeså – i alle hovedstæder imens man foregav at arbejde for fred. Det er også ukontroversielt at sige, at en islamisk sammensværgelse stod bag en række terrorangreb i USA i år 2001. Iran-Contra affæren er en ligeså velkendt konspiration.

Der er selvfølgelig mere kontroversielle type 2 konspirationer, og der er også nogle af dem, der ikke er sande eller ikke kan bevises. Det er nok ikke rigtigt, at udenrigsminister Munch i marts 1940 aftalte med Himmler, hvordan Danmark skulle besættes. Det var sådan set også unødvendigt fra tyskernes side – landet var i forvejen forsvarsløst efter ti års nedrustning. (Så på sin vis kunne man næsten ønske, at Munch i det mindste havde sørget for at aftale besættelsen under ordnede forhold, så man undgik unødvendige dødsfald – er det ikke det, den højt berømmede samarbejdspolitik gik ud på?) Men det betyder ikke, at det i sig selv er dumt eller uhæderligt at tro på konspirationsteorier og stille sig skeptisk over for den officielle forklaring. Når man tænker på, at ikke bare historikere men også journalister forsøger at afsløre, hvad de egentlige bevæggrunde og den egentlige dagsorden var og er, og dermed må siges at være konspirationsteoretikere alle til hobe, er det klart at konspirationsteori er et i sig selv nærmest tomt begreb. Det er bare (som Murphy skriver i linket ovenfor) en forklaring på begivenhedernes gang, som strider imod magtfulde gruppers interesser.

konspirationsteorierne er opstået for at udgrænse ubekvemme sandheder? Måske er “de” mere magtfulde, jeg troede…

Udgivet i Historie | Skriv en kommentar

Negative renter og kampen mod kontanter

Vi hører med jævne mellemrum om, at vi er på vej mod det kontantløse samfund. Dankort, kreditkort, mobilepay og de mange andre betalingsmidler gør, at man stort set aldrig behøver tage pungen op af lommen. Det gør det lettere for individet at ordne sine forretninger, og det gør det sværere for kriminelle at snyde skattevæsenet eller handle med hælervarer eller andre ulovlige varer. I de fleste lande skynder staten på udviklingen ved at forbyde betaling i kontanter over en hvis grænse – herhjemme er grænsen på 50.000 kr. Senest er Indien gået foran i kampen mod kontanter, da regeringen med et snuptag gjorde 85% af pengemængden ubrugelig.

Umiddelbart kunne det lyde som om, den dalende brug af kontanter kun er et gode. Det er lettere for forbrugerne at betale for deres varer, og det gør det mere vanskeligt for hælere og bedragere, skattesnydere og sorte arbejdere, narkohandlere og andre lyssky typer at øve deres gerning. Transaktionsomkostningerne ved handel bliver mindre, og det bliver sværere at være kriminel.

Det er dog ikke ganske klart, at transaktionsomkostningerne falder ved at afskaffe brugen af kontanter. Det føles muligvis mere sikkert at gå på gaden, når man ikke har mange kontanter på lommen, men de alternative betalingsmidler er langt fra gratis. Forbrugeren mærker det måske ikke, men det koster butikkerne gebyrer og leje af kortterminaler at skulle tage imod dankort. Mobilepay er heller ikke gratis – igen skal de erhvervsdrivende betale for brugen. Den store andel af transaktioner, der foregår via netbank er heller ikke gratis, og igen er omkostningerne skjult, da det er virksomhederne, der betaler for det. Derudover er der nok flere af os, der føler et vist ubehag – og dermed ekstra psykiske omkostninger – ved at skulle handle gennem et foretagende som Danske Bank, der igen og igen har haft sugerøret dybt nede i skatteydernes og opsparernes lommer.

Kriminelle har ganske vist, i teorien, sværere ved at skjule deres forretninger, når alt skal gå igennem banken og dermed er gennemsigtigt og kan spores. I virkeligheden betyder denne gennemsigtighed et farvel til privatlivet for alle. Bevares, statsmagten har måske ikke umiddelbart adgang til at se, hvad man ejer og hvad, man har købt og solgt, men det er bare et spørgsmål om en dommerkendelse. Og i disse tider, hvor der gemmer sig en terrorist eller – o rædsel! – en højreekstrem bag hvert et hjørne, hvilken dommer vil så sige nej? Og er det overhovedet sikkert, at PET eller bagmandspolitiet mener, de behøver en dommerkendelse?

Der er naturligvis meget mere i det end et forsøg på at lette forbrugerens hverdag, og tiltag, der sigter mod at afskaffe kontanter, hænger nøje sammen med vor tids “uortodokse” pengepolitik. (Joe Salerno fra Mises Instituttet giver en forklaring her). For når Nationalbankens rente bliver negativ, så er det pludselig en dårlig forretning for bankerne at betale renter til indskyderne. Derfor kan man også i dag have svært ved at finde en bank, der vil betale for at have ens penge stående. Men hvis banken mener, renten er så lav, at kunden skal til at betale rente til banken af sit indskud, så forandres situation afgørende. Selv uden rente, er det for de fleste en god ide at have de fleste af deres kontanter i banken. De er mere sikre, og de er stadig lette at komme til eller bruge vha. dankort eller check. Men hvis banken begynder at tage penge for at opbevare penge, kommer den ud i konkurrence med andre, der kan sikre ens formue. Hvis nu det moderne bankvæsen var skabt for at sikre værdigenstande, ville det ikke være noget problem, tværtimod ville det blot være sundt med lidt konkurrence. Bankernes opgave, sådan som systemet er indrettet, er dog ikke at opbevare penge, men at skabe penge, og ved at skabe penge, er teorien, vil de sætte gang i samfundsøkonomien. Efterspørgslen vil stige, når forbrugerne får flere penge, kapitalister vil investere mere, når de kan låne flere penge billigere, og hele samfundet vil opleve et boom.

Det er bare ikke sådan det er gået. I og for sig er der ikke noget overraskende i udviklingen, hvis man vel at mærke ikke har drukket for dybt af den keynesianske visdom. Den naturlige følge af en økonomisk krise er, at folk holder igen med forbruget og investeringerne. Da verden lige pludselig ser mere usikker ud, øger man sin beholdning af kontanter, for at sikre sig, at man vil kunne betale sine regninger og sit forbrug. Rede penge bliver med andre ord mere værd i forhold til alternativerne, og derfor falder både forbruget og investeringerne.

Dette afspejles i den måde, penge skabes på. De eneste “rigtige” penge i dag er netop kontanter. Teknisk set udgør de et krav på Nationalbanken, og seddelmængden står da også som et passiv på bankens balance. Dette er naturligvis en fiktion fra dengang sedlerne ikke var penge, men blot penge-substitutter. I dag udgør indskud på bankkonti (anfordringslån), som reelt er krav på penge, substitutterne. Dette ville ikke være noget problem, hvis mængden af substitutter svarede til mængden af penge i bankernes reserver. Dette er dog langt fra tilfældet. Der er i virkeligheden ca. tyve gange flere substitutter, end der er penge i snæver forstand. Det er dette overskud af substitutter – dækningsløse penge, fiduciary media, Umlaufsmittel – der udgør et problem for samfundsøkonomien. Allerede Cantillon i 1700-tallet påpegede problemet, men det var først med Mises’ afhandling fra 1912, at pengeteorien blev færdigudviklet og fuldt integreret med resten af økonomisk teori. “Østrigske” økonomer har sidenhen finpudset teorien, f. eks. Salerno og Hülsmann kan fremhæves, men Mises’ tredeling af penge er stadig grundlaget for den østrigske forståelse af penge og penges relation til resten af økonomien.

Det følgende diagram (herfra) viser Mises’ system:

Den eneste tilføjelse til dette system er Hülsmanns pointe om, at vi kan have penge, hvor certifikatet er forenet med pengevaren. En præget guldmønt er det bedste eksempel på et integreret certifikat.

Dette blot et lille teoretisk sidespring. Tilbage til hovedemnet.

Bankerne skaber alle disse pengesubstitutter uden dækning ved at låne penge ud. Så længe bankerne har nok penge i reserven til at betale alle de kunder, der måtte bede om kontanter, og de i øvrigt holder sig inden for de af Nationalbanken udstukne rammer, kan bankerne fortsætte denne praksis. Problemet opstår, når der kommer en krise. Pludselig står bankerne i en situation, hvor deres egen stilling bliver usikker. De vil derfor lukke en del af deres lån ned, f. eks. ved at nægte at forlænge kassekreditter, for at sikre deres egen position, hvis der pludselig skulle opstå mistillid til banksektoren, og folk derfor ville veksle deres indestående til rede penge.

De følgende grafer viser udviklingen i pengemængden M1 (penge i omløb – kontanter – plus lån på anfordring) fra januar 2005- oktober 2016.

m1

Først M1. Pengemængden stiger støt 2005-8 og topper først i maj 2008 lige i underkanten af 800.000 mio. kroner – en stigning på næsten 50%. Denne stigning hænger nøje sammen med boomet i de år – ja, østrigere vil påstå, at den var årsagen, og at det var fordi det byggede på inflation, at boomet måtte ende og ikke repræsenterede sand velstand.

Det er udviklingen efter 2008, der er interessant. Først falder pengemængden lidt, men allerede fra september 2008 stiger den til en ny top i juli 2010, falder igen til marts 2012, hvorefter den stiger mod skyerne.

Det er især pengesubstitutterne (anfordringslånene), der har store udsving. Seddel- og møntomløbet er støt stigende under hele perioden.

seddel-og-moentomloeb

Hvorimod lånene svinger noget i midten af perioden.

indlaan-paa-anfordring

Dette er igen som vi skulle forvente det: rede penge er mere sikre end anfordringslån, da disse i sagens natur er bygget på tillid, da der netop er tale om lån til banken. Der er altid en risiko for, at banken ikke betaler tilbage, og hvis usikkerheden breder sig, vil folk derfor i højere grad foretrække kontanter frem for penge i banken.

Denne graf, der viser låns- og penges andel af M1 viser udviklingen.

andel-m1

Kontanter går fra at udgøre næsten 8% af pengemængden til nu (oktober 2016) kun at udgøre lige under 5,5%. Hvad der ikke kan ses af grafen er, at denne tendens brydes i april 2008, hvorefter denne andel stiger lidt, for at stabilisere sig lidt under 6,5% indtil den næste inflation fra 2012 og frem. Dette hænger naturligvis sammen med, at det var netop på det tidspunkt, krisen kom, og tilliden til banksystemet begyndte at vakle. Bankpakkerne i efteråret og vinteren 2008/9 var derfor primært for at sikre tilliden til systemet. Hvis man havde ladet en bank krakke, og indskyderne ikke havde fået deres penge, ville man stå overfor en stor deflation, der ville have taget livet af de fleste banker, da alle indskydere ville forsøge at veksle deres indestående til kontanter. Dette ville i sig selv have været et samfundsøkonomisk gode. Ikke fordi bank- og finansvirksomhed i sig selv er et onde, tværtimod – finansiel virksomhed er en essentiel del af at allokere samfundets ressourcer bedst muligt – men fordi det banksystem, vi har, af sin natur er ustabilt, netop fordi det bygger på bankernes evne til at skabe pengesubstitutter.

Og det bringer os tilbage til kampen mod kontanter. For der er to afgørende grunde til, at politikere og bankfolk skulle ønske at afskaffe brugen af kontanter til fordel for bankerne. For det første vil det, i den moderne “uortodokse” teori, gøre det muligt for politikere at tvinge folk til at forbruge, hvis deres penge alle står i bankerne. Hvis det er tilfældet, er argumentet, vil negative renter betyde, at folk hellere vil forbruge og investere end lade deres penge stå. Og så kan keynesianerne skabe det opsving, som de så gerne vil have. For det andet betyder afskaffelsen af kontanterne, at den primære hindring for bankernes pengeskabelse fjernes, da den del af pengemængden, som nu er dækningsløs, for præcis samme status som penge i snæver forstand.

Det keynesianske opsving er dog ikke, hvad samfundet har brug for. Tværtimod er det øget opsparing og kontantbeholdning, der er et af hovedmidlerne til at komme tilbage til et sundt system. For der er behov for at rydde ud i et årtis fejlinvesteringer, inden man kan begynde mere eller mindre forfra med ny kapital. Der er med andre ord brug for den deflation (forstået både som mindskelse af pengemængden og som fald i priser), som vil være en naturlig følge af folks valg i fraværet af den kunstigt lave rente.

Hvis politikere og banker får held med ad åre at afskaffe kontanter, betyder det en afgørende forringelse af kvaliteten af penge. Bankerne vil i så fald være at ligne med et kartel, hvor hvert medlem har sin egen seddelpresse, de kan trykke kroner på, ganske vist under Nationalbankens og politikernes kyndige ledelse. Det er klart, at ikke bare vil der være et vist incitament for bankerne til at samarbejde indbyrdes og ikke skabe alt for mange penge alt for hurtigt, der vil også være en klar interesse i at samarbejde med udenlandske banker om at have samme inflationstakt, for at forringelsen af pengenes købekraft ikke skal blive tydelig i vekselkurserne. Det er lige så klart, at borgerne reelt bliver bundet til bankerne, hvis ikke de længere kan bruge kontanter. Så vil hele det finansielle system være blevet transformeret til en gigantisk pyramide, hvor banker og formuende, der kan stille aktiver som sikkerhed mod lån, reelt lever som parasitter på lønmodtagere og opsparere. Systemet kan naturligvis ikke vare ved, da købekraften af folks penge til sidst er så udhulet af den vedvarende inflation, at hele pengesystemet går i opløsning.

Der er altså rigtig god grund til at modstå presset fra dem, der under alverdens påskud bekæmper brugen af kontanter.

Udgivet i Pengepolitik | Skriv en kommentar

Skat & Velstand

Der har i den senere tid været meget tale om beskatning og skattesatser. Det er næppe gået nogen forbi, at Liberal Alliance insisterer på, at regeringen følger sit eget regeringsgrundlag (s. 10) og sænker marginalskatten på indkomst med 5 procentpoint. Cepos har også i årets løb pointeret, at lettelser af topskatten vil være gavnlige og øge arbejdsudbuddet (se f. eks. her og her). Samtidig foreslår Alternativet at sænke eller helt at fjerne al beskatning af lønindkomst mod at øge beskatning af kapital samt indføre eller øge  de såkaldt grønne afgifter. “Beskatning af arbejde skal ned”, siger Uffe Elbæk, “mens beskatningen af ressourcer og fortjeneste til gengæld skal op”.

Det ser dermed ud som om vi kan vente os en sænkning af indkomstskatten af den ene eller anden slags i løbet af efteråret eller vinteren. Betyder det nødvendigvis, at vi skal bifalde den foreslåede skattepolitik, eller at vi kan forvente de konsekvenser, som foreslagsstillerne stiller os i udsigt?

Det må først og fremmest gøres klart, at en hver skattelettelse øger den enkelte skatteborgers velfærd. Han har nu mulighed for at forfølge sine egne mål i højere grad end før. Rothbards artikel om velfærdsøkonomi udtrykker ideen klart. Efter at have argumenteret for, at kun frivillige handlinger kan kaldes velfærdsøgende, skriver Rothbard:

“We conclude therefore that no government interference with exchanges can ever increase social utility. But we can say more than that. It is the essence of government that it alone obtains its revenue by the compulsory levy of taxation. All of its subsequent acts and expenditures, whatever their nature, rest on this taxing power. We have just seen that whenever government forces anyone to make an exchange which he would not have made, this person loses in utility as a result of the coercion. But taxation is just such a coerced exchange. If everyone would have paid just as much to the government under a system of voluntary payment, then there would be no need for the compulsion of taxes. Given the fact that coercion is used for taxes, therefore, and since all government actions rest on its taxing power, we deduce that: no act of government whatever can increase social utility.”¹

Altså, det betyder ikke noget, at staten efter en skattelettelse ikke har samme mængde penge til “velfærd” som før, da statens ydelser er baseret på tvang og derfor ikke rationelt kan kaldes velfærdsforøgende. Sagt på en anden måde: det er forkert at tale om, at skattelettelser skal finansieres, da beskatningen er finansieringen af staten. Og hvis ikke dem, der finansierer et foretagende (skatteborgerne), gør det frivilligt, men tværtimod ville trække deres støtte, hvis de kunne, er det klart, at foretagendet ikke anses for at være værdifuldt eller produktivt.

Ændringer af den progressive lønbeskatning i Danmark diskuteres næsten altid ud fra to beslægtede mål: hvilken effekt den foreslåede ændring vil have på beskæftigelsen; og hvad effekten vil være på det totale skatteprovenu. Altid er antagelsen, at begge dele skal være så høje som muligt. Denne antagelse er falsk. Det kan ikke i sig selv være et godt formål at øge statens indtægter, hvis ikke man rationelt kan argumentere for, at staten bruger midlerne gavnligt for borgerne – og hvis vi accepterer Rothbards forståelse af velfærdsøkonomi, er den mest gavnlige brug af skatteindtægterne den, skatteyderne ville have valgt frivilligt. Altså er det optimale skatteprovenu ud fra en social velfærdsbetragtning nul.

Ønsket om øget beskæftigelse ved hjælp af lavere indkomstskat er også centralt i de fleste diskussioner om skattelettelser. Det er ofte for at maksimere antallet, der betaler skat og minimere antallet, der får overførselsindkomster, at der argumenteres for at beskæftigelsen vil stige som følge af en skattenedsættelse. Det er bare overhovedet ikke sikkert, at dette ville være konsekvensen.

Hvis vi tager en enkelt lønmodtager i isolation kan vi se, at der er tre mulige handlinger, han kan tage som følge af en skattelettelse:

  1. Han kan arbejde mere, da marginalskatten er lavere og grænsenytten af de ekstra timers løn derfor nu er højere end hans alternativomkostninger;
  2. skattelettelsen har ingen indflydelse på hans adfærd; og
  3. han arbejder nu mindre, da han kan få samme løn for mindre indsats og sætter højere pris på ekstra fritid frem for større lønindkomst.

I denne tid taler vi helt konkret om at sænke topskatten. Det er klart, at for en gruppe mennesker betyder topskatten, at de vælger at blive på et lavere løntrin og nyde andre, ikke-beskattede goder – som regel ekstra fritid – fremfor at yde den ekstra indsats, der ville give dem en løn, de skulle betale topskat af. Grænsenytten af den ekstra løn minus den højere beskatning er simpelthen ikke nok til at overkommer deres alternativomkostninger.

Bortset fra denne gruppe er det dog begrænset hvad indflydelse en sænkning af topskatten vil have på beskæftigelsen. For mange i fuldtidsjob – og nok især for dem, der betaler topskat – skal der enormt meget til for at forsømme deres hjemmeliv mere, end de gør i forvejen. Der vil selvfølgelig være nogle, som vil være villige til at arbejde ekstra, men den øvre grænse for, hvor meget de fleste er villige til at arbejde, kan ikke ligge uendeligt langt fra deres reelle arbejdstid. Det følgende diagram illustrere det meget godt:2016918215122177267897aku502_21545232

De fleste mænd i fuldtidsarbejde arbejder tæt på eller over 40 timer om ugen, mens kvinder i gennemsnit har en arbejdstid omkring 35 timer. Umiddelbart kunne man tro, at mens en skattelettelse ikke ville have den store effekt på mænds beskæftigelse, ville flere kvinder øge deres arbejdstid, især når man tager i betragtning at mænd er stærkt overrepræsenteret når det handler om at arbejde mere end 37 timer om ugen:

2016918222253177267897aku500_222382

Problemet med denne forventning er, at langt de fleste mennesker ikke lever alene for sig selv, men i partnerskab med (mindst) en anden. Derfor må man tage hensyn til husstanden som enhed, til hvordan mand og kone sammen tilrettelægger deres liv, når man analyserer de mulige konsekvenser af lettelser i topskatten. Det er derfor meget muligt, at i husstande med en højtlønnet og en lavtlønnet vil en nedsættelse af marginalskatten medføre, at den højtlønnede arbejder mere, mens den lavtlønnede går på deltid eller helt træder ud af arbejdsmarkedet, da de beslutter sig for at den ekstra fritid og omsorg for familien som helhed er bedre end den ekstra lønindkomst.

Vi kan altså ikke sige med sikkerhed, hvilke konsekvenser en sænkning af marginalskatten får for arbejdsudbuddet. Det afhænger helt af arbejdernes præferencer. Vi kan dog påpege nogle af de andre konsekvenser af progressiv beskatning, som en skattelettelse ville formilde.

For det første gør progressiv beskatning markedet mere rigidt. “Gamle” penge, etablerede firmaer og forretningsmænd, har ikke længere så meget at frygte fra opkomlinger og udfordrere. De midler, som udfordrerne skulle bruge til at etablere deres egne virksomheder, kan de ikke længere spare op af deres egen indkomst. De etablerede firmaer, der uden en progressiv beskatning ville være under konstant pres for at tjene forbrugerne, så de kunne bevare deres markedsposition, kan nu tillade sig at blive mere satte og rigide og blot nyde renten af deres allerede akkumulerede kapital.

Mises (Human Action, s. 804-5) har beskrevet denne dynamik meget klart:

Every ingenious man is free to start new business projects. He may be poor, his funds may be modest and most of them may be borrowed. But if he fills the wants of consumers in the best and cheapest way, he will succeed by means of “excessive” profits. He ploughs back the greater part of his profits into his business, thus making it grow rapidly. It is the activity of such enterprising parvenus that provides the market economy with its “dynamism.” These nouveaux riches are the harbingers of economic improvement. Their threatening competition forces the old firms and big corporations either to adjust their conduct to the best possible service of the public or to go out of business.

But today taxes often absorb the greater part of the newcomer’s “excessive” profits. He cannot accumulate capital; he cannot expand [p. 809] his own business; he will never become big business and a match for the vested interests. The old firms do not need to fear his competition; they are sheltered by the tax collector. They may with impunity indulge in routine, they may defy the wishes of the public and become conservative. It is true, the income tax prevents them, too, from accumulating new capital. But what is more important for them is that it prevents the dangerous newcomer from accumulating any capital. They are virtually privileged by the tax system. In this sense progressive taxation checks economic progress and makes for rigidity. While under unhampered capitalism the ownership of capital is a liability forcing the owner to serve the consumers, modern methods of taxation transform it into a privilege.²

Det går altså ud over forbrugerne – alle samfundsborgerne – når skatten bliver for progressiv og økonomien bliver mere rigid. Det er værd at gentage, som Mises skriver, at med mindre der er tale om en direkte konfiskation af formuer og al kapital, så betyder progressiv beskatning at etablerede formuer bliver beskyttede. De rige lider ganske vist også under, at økonomien som helhed er mindre produktiv og der derfor ikke fremstilles lige så mange luksusgoder, men til gengæld behøver de ikke længere anstrenge sig i samme grad for at bevare deres formuer. Middelklasse og arbejderklasse bliver måske mere “lige” – men overklassen bliver til gengæld en priviligeret kaste. Socialister fremfører progressiv beskatning netop som en måde at bekæmpe ulighedens påståede onde på, men selv hvis dette var et nobelt og etisk mål, så er midlet helt utilstrækkeligt og burde forkastes også af socialister.

En anden væsentlig følge af progressiv beskatning er, at opsparingen og dermed investeringerne i økonomien falder. Årsagen er simpelthen den, at den enkelts opsparing er udtryk for hans tidspræferencer. For at en opsparer skal opgive noget af sin indkomst nu og dermed mindske sit forbrug forventer han en større fremtidig gevinst. Der vil altid være en hvis uoverkommelig præference for nutidigt forbrug, om ikke andet så vil intet fremtidig forbrug kunne opveje at man sulter sig selv ihjel nu. Jo flere midler (penge) man har til nutidigt forbrug, jo længere ned på sin værdiskala kommer man, og jo højere bliver værdien af fremtidigt forbrug i forhold til nutidigt. Derfor betyder en højere nutidig indkomst, at man vil opspare mere. Jo højere indkomst, desto større andel af den sidst tjente krone går til opsparing og investering i stedet for til forbrug.

Rothbard (Man, Economy and State s. 444) udtrykte det nok klarere end jeg:

A lower money stock will cause a higher time-preference rate for any unit of money remaining in his possession, until finally his timepreference rate will rise to infinity when the money stock—or rather, the money for consumption—is low enough.

Og:

[I]t is not his money stock that is relevant to his time
preferences, but the real value of his money stock. In the ERE,
of course, where the purchasing power of the money unit
remains unchanged, the two are identical. Ceteris paribus, an
increase in his real income—real additions to his money stock—
will lower the time-preference rate on his schedule.³

Rothbard selv (MES s. 916) påpegede konsekvensen for opsparing af indkomstskatter:

There is another, unheralded reason why an income tax will
particularly penalize saving and investment as against consumption. It might be thought that since the income tax confiscates a certain portion of a man’s income and leaves him free to allocate the rest between consumption and investment, and since time preference schedules remain given, the proportion of consumption to saving will remain unchanged. But this ignores the fact that the taxpayer’s real income and the real value of his monetary assets have been lowered by paying the tax. We have seen in chapter 6 that, given a man’s time-preference schedule, the lower the level of his real monetary assets, the higher his time-preference rate will be, and therefore the higher the proportion of his consumption to investment.

Hertil kan vi kun tilføje, at en progressiv beskatning kun forstærker denne effekt af al indkomstbeskatning, da man bliver beskattet ekstra af netop den del af ens indkomst, som ellers hovedsageligt ville blive opsparet og gå til fremtidigt forbrug.

En lettelse af topskatten er altså ikke bare en foræring til de rigeste, eller en måde at øge beskæftigelsen eller et forsøg på at finde det optimale punkt på Laffer-kurven. En lettelse af skatten på indkomst vil medføre et mere fleksibelt dynamisk marked, da fremadstormende entreprenører og forretningsmænd lettere kan skabe deres egen startkapital, en større opsparing og dermed flere investeringer og en mere produktiv økonomi, og muligvis også større fritid, om ikke for den enkelte lønmodtager, så dog for hans eller hendes ægtefælle.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , | 3 kommentarer

Frihandel og mindsteløn

Der har på det seneste været en mindre polemik blandt borgerlige debattører om frihandel kontra protektionisme. Det begyndte med nogle få bemærkninger af Morten Uhrskov på Radio24syv, som han senere uddybede på sin blog, hvor han skrev, at protektionisme kunne være en vej frem for det danske samfund. Hans synspunkt er i korte træk, at told på importerede varer vil gavne danske ufaglærte arbejdere, da de vil kunne konkurrere mod billig udenlandsk arbejdskraft, når de er beskyttet bag en høj toldmur. Mod dette synspunkt har Christian Bjørnskov ovre på punditokraterne fremført de klassiske argumenter for frihandel: det er altid til gavn for begge lande, selv hvis det ene land er det andet land overlegent på alle punkter, når det kommer til ressourcer og produktivitet. Også Niels Westy har samme sted opponeret mod Uhrskovs forslag og påpeget, at det især er arbejdere og andre med lave indkomster, der vinder ved frihandel.

Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Yde efter evne, nyde efter behov – en forkastelig etik

En af de ældste og mest indgroede forestillinger om socialisme er, at det er en mere moralsk samfundsindretning end den liberale kapitalisme.  Enhver yder efter evne og nyder efter behov! – sådan formulerede Marx det i 1875, og det er siden taget som udtryk for socialismens høje moralske mål, selv hvis det bliver indrømmet, at det ikke kan opfyldes. Selv deres kritikere har ofte indrømmet socialisterne den moralske overlegenhed og begrænset sig til at forsvare den kapitalistiske orden med, at menneskene ikke var tilstrækkelig moralske til at leve i et socialistisk samfund.

Jeg vil derfor ikke skrive om socialismens teoretiske og praktiske umulighed. Von Mises’ og andres (mere nutidigt f. eks. Huerta de Soto) kritik af socialismen som samfundsform er efterhånden velkendt – der er da heller ikke i dag for alvor nogen, der påstår, at problemerne ved at allokere produktionsfaktorer uden et prissystem baseret på privat ejerskab af produktionsmidlerne er overkommelige. Socialismen står dog stadig som et etisk ideal, og det er præcis den socialistiske ides etiske overlegenhed jeg her vil modbevise.

Yde efter evne, nyde efter behov – det er det slogan, der bedst opsummerer det socialistiske ideal. Ikke at der ikke er andre socialistiske mål – hver eneste sekt synes at have sin egen helt særlige udgave af, hvordan samfundet bør være – men det er dette slogan, som er emblematisk for socialismen og som oftest fremdrages for at karakterisere den.

Yde efter evne – hvad betyder det? Det betyder at arbejde, til man segner. Det betyder, at den dygtige producent, den flittige arbejder skal give til “fællesskabet” uden tanke for sig selv og sine og uden forventning om at få noget igen. Det betyder også, at der ingen grænse er for ens arbejdsindsats. Individets fritid og underholdning er totalt underordnet. Hvis man kan arbejde 16 timer om dagen med otte timer til hvile og indtag af føde, er man forpligtet på at arbejde så længe. Ferie og weekend må nødvendigvis opgives – kun hvad der rent fysiologisk er nødvendigt til livets opretholdelse kan tilstås den enkelte.

Yde efter evne betyder ikke, at svage individer – børn og ældre og syge o.s.v. – vil få fred. For næsten alle kan lave et eller andet, og det vil være deres pligt at lave det lidt, de kan. Børnearbejde vil være udbredt, for de fleste børn er temmelig energiske og i stand til at arbejde det meste af dagen. Selv den mest afkræftede patient eller mest gigtplagede olding vil kunne sættes i sving med et eller andet, om det så bare er at flette reb – for selvom evnen er tæt på ikke-eksisterende, så eksisterer den dog og skal derfor bruges.

Yde efter evne betyder, at alle tvinges til arbejde, at alle tvinges til at yde til “fællesskabet.” Det er uselviskhed i yderste potens – men det er tvungen uselviskhed. Det er kort sagt lig med alles slaveri i samfundets tjeneste.

Selvom socialisterne dermed prædiker universelt slaveri, kan de så ikke forsvare sig med, at den anden halvdel af sloganet – nyde efter behov – betyder, at alle vil være sikre og trygge i en universel velfærdsstat? Nej – og ikke blot fordi at i et socialistisk samfund vil næsten alle leve i yderste fattigdom. Det grundlæggende problem med “nyde efter behov” er, at det er et åbent spørgsmål, hvem der skal definere og måle hver enkelts behov. Selvom mennesker har mange af de samme mål og behov i livet, så er det et simpelt faktum, at de ikke har de samme præferencer. Gourmanden føler måske, at livet ikke er værd at leve uden rødt kød – men er det et mere eller mindre legitimt behov end fakirens for en sømmadras eller udendørsmenneskets for et par gode travesko? Spørgsmålet kan ikke besvares, da individuel, subjektiv tilfredsstillelse ikke kan reduceres til en fælles, objektiv skala. Dette er umuligt, da man nok kan forklare, at man f. eks. foretrækker rødt kød frem for grøntsager, men 1) det er umuligt at kvantificere denne præference, og 2) selv hvis den kunne kvantificeres kan man stadig ikke bare sammenligne den med andres præferencer. En sådan sammenligning kræver en fælles målestok, en tertium comparationis, som skal fastsættes først. Det er en teoretisk mulighed at alle bliver enige om hvad målestokken skal være, men i virkeligheden vil den blot blive postuleret af den elite, der står for fordelingen af goderne – om ikke af andre grunde så fordi, menneskeheden for længst ville være uddød inden alle havde accepteret en målestok og fordelingen af goder derefter kunne begynde.

Hvert individs mål og ønsker er forskellige fra alle andres, og dermed er hans præferencer for verdslige goder det også. “Nyde efter behov” betyder, at alles præferencer skal underordnes en overordnet standard, der tager udgangspunkt i en objektiv, målbar tilfredsstillelse. Der er mange forskellige muligheder for udformningen af sådan en standard, men fælles for dem alle er, at de betyder den totale undertrykkelse af individuelle ønsker. En mulighed er først at sikre alle en tilværelse på subsistensniveau, derefter at maksimere alles lystfølelse – altså en slags påtvungen hedonisme. Aldous Huxley i Fagre Nye Verden beskrev en mulig fremtid, hvor alle lever et sådant liv. Meget behageligt, hvis ens eneste ønske er at maksimere sit dopamin-niveau, men der er ingen grund til at antage, at der ikke er andet at værdsætte i tilværelsen end blot fysisk lystfølelse.

I den anden grøft er der muligheden for at fordele goderne til dem, der er bedst til at værdsætte abstrakt kunst og tolvtonemusik ud fra den opfattelse, at det objektivt højest værdsatte behov er æstetisk nydelse. Det er muligt, at der er værdi i sådan kunst, men det er givet, at langt størstedelen af menneskeheden har svært ved at se denne. Denne mulighed står dog i modsætning til kravet om at yde efter evne. For hvis man skal yde efter evne kræver det en hvis grad af “nydelse” for at man fortsat kan gøre dette, det kræver pleje, føde, restitution. Al nydelse herudover kan selvfølgelig være rent æstetisk, men det falder mere naturligt at alt overskud ud over en subsistenstilværelse går til at sikre jævne, fysiske glæder.

Kort sagt: ikke blot betyder Marx’ berømte slogan individets totale underkastelse, det betyder også at det er ham forbudt at følge sine egne mål og nyde verden på sin egen måde. Hvis ideen blev ført ud i sin yderste konsekvens reducerer den menneskeheden til blot så meget kvæg: koen yder efter evne alt det mælk, landmanden kan få ud af hende, og får så megen pleje og foder – “nydelse” – som behøves for at holde hende igang og fysisk veltilpas. Det er rigtigt, at modsat kvæget vil mennesker ikke blive aflivet så snart de ikke kan yde længere – al nydelse skal jo foregå uden reference til hvad, man har ydet – men med denne ene undtagelse er det socialistiske menneskes tilværelse ikke væsensforskellig fra de stumme dyrs. Og det er da også kun for stumme dyr at socialismen er en egnet etik.

Udgivet i Rettigheder & etik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Panama-papirerne

Efter finanskrisens begyndelse i ’07-’08 begyndte en ny kampagne for at komme skattely til livs. Herhjemme var højdepunktet nok DR’s udsendelse for nogle år siden “I Skattely”, hvor vi skulle være forargede over Jyske Banks betjening af deres kunder. Internationalt er det primære offer nok Schweiz, hvis fremtidige rolle som skattely er temmelig usikker efter de sidste års skandaler, men også Luxembourg har en noget usikker fremtid.

Nu har vi så Panama-papirerne, hvor en skønsom blanding af forretningsfolk og mangemilliardærer, konger og politikere, fodboldspillere og filmstjerner bliver udstillet som skatteunddragere. Det er jo altid morsomt at se, hvordan folk, der bruger det meste af deres tid på at ødsle andres penge væk, bliver udstillet som hyklere, men det er værd at bemærke, at det ikke er disse, den kommende bekæmpelse af skattely vil gå ud over. DR’s dokumentarchef er sikkert oprigtig, når han hævder, at det ikke er en tilfældig tandlæge, der gemmer et par hundrede tusinde, der er interessant – men det er ham og tusinder som ham, hvis muligheder for at bevare deres formuer bliver indskrænket.

For tag ikke fejl: modsat hvad stort set alle verdens mægtige påstår (hvor egen Lars Løkke Rasmussens udgydelser er, desværre, meget repræsentative), så er skatteunddragelse og -undgåelse både moralsk rigtigt og samfundsgavnligt. (Bobby Casey fra Global Wealth Protection har et udmærket kort resumé her.)

Hvis vi tager det moralske først, så er der næppe nogen der vil betvivle, at man har ret til frugten af sit arbejde. For hvis ikke man selv har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop, hvem har så? Hvis en anden har ret til at bestemme over en, er der tale om slaveri – en tilstand ingen, så vidt jeg ved, forsvarer. Der er kun to andre muligheder: enten har alle en lige ret over alles person, hvilket betyder, at man først skal have alles samtykke, inden man gør noget som helst. Men dette er umuligt, for at give samtykke til noget er i sig selv en handling og kræver derfor forudgående tilladelse fra alle andre, en tilladelse som de for deres vedkommende kun kan give efter at have fået lov af alle, o.s.v. Den sidste mulighed er, at ingen har ret til noget. Men dette betyder anarki og kaos, da de stærkeste og mest hensynsløse så kan tilegne sig alt, hvad de magter at røve, uden at man kan komme med rationelle indvendelser imod det. Som Jyske Lovs fortale lyder: var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Altså må også denne mulighed forkastes, dels fordi den umuliggør fredeligt samkvem, dels og mere væsentligt fordi den betyder opgivelsen af al fornuft til fordel for rå vold.

Hvis man altså selv har retten til ens person og til frugten af ens arbejde, så følger det, at man har den fulde ret til hvad ens handlinger måtte frembringe (og omvendt, at man selv må tage straffen og betale den fulde erstatning, hvis man krænker andres ret eller påfører dem skade). Hvor kommer skattebetaling ind her? Det gør den kort sagt slet ikke – at man skal betale skat er blot konsekvensen af, at magthavere til alle tider ikke har respekteret borgernes rettigheder som frie mennesker, men har ønsket at leve på deres bekostning og at bestemme, hvordan de skulle leve deres liv og bruge deres midler.

Nogle gange hører man argumentet, at staten yder en helt masse tjenester, som kommer samfundet til gode, og at alle derfor er forpligtet til at betale til statens underhold. Det første er rigtigt, men konklusionen følger ikke. Hvorfor skal alle betale for alt, og hvorfor skal de betale proportionalt med deres indkomst? Proportionalitet i beskatning er blot, som Rothbard skrev, røverens princip: “taking where the taking is good.” (Man, Economy and State with Power and Market, s. 1231 – Rothbard skriver her mere snævert om “ability-to-pay” princippet, som synes at være et af hovedargumenterne for progressivitet eller proportionalitet i beskatningen. Det andet er naturligvis misundelse.) Alle skal naturligvis heller ikke betale for alle ydelser, men kun for dem, de bruger. Lad de syge derfor betale for deres behandling, de gamle for deres pensioner og plejehjem, forældre for deres børns uddannelse, bilister for motorveje, naturelskere for naturbeskyttelse. Det er ikke blot moralsk, det vil også føre til en langt bedre kvalitet og et udbud mere i overensstemmelse med folks reelle ønsker.

Altså er det moralsk at “snyde” i skat, men er det også samfundsgavnligt? Ja – i høj grad. For jo flere, der undviger skattevæsenets lange klør, desto færre midler har staten og politikerne at gøre godt med. På kort sigt kan et fald i skatteindtægterne opvejes af lån, men da statens kreditværdighed i det lange løb er afledt af dens evne til at indkræve skat, vil mindre betalt skat i det lange løb føre til mindre statslig virksomhed. Dette er et gode, da statslig virksomhed antager to former: enten er det ting, der slet ikke burde gøres (se f. eks. her eller her), eller det er ting, som burde gøres, men som staten ikke burde stå for, da det klares meget bedre på det frie marked og i civilsamfundet. Samtidig vil ens gemte formue i skattelyet blive investeret produktivt, og man bidrager dermed dobbelt til den almindelige velstand: dels ved at udsulte den uproduktive stat, dels ved at hjælpe med at opbygge kapitalapparatet i ens skattely, eller i et helt tredje land, hvis det er en mulighed. Dette kommer i sidste ende også den almindelige dansker til gode, da stigningen i investeret kapital vil føre til større produktion, hvilket vil føre til flere varer på markedet for den almene forbruger. Da vi trods alt lever i en verden med en veludviklet international handel, vil dette så i sidste ende betyde prisfald og større vareudbud også for danskerne. Og selv hvis det ikke gør, har man gjort dem en tjeneste ved at begrænse statens muligheder.

Endelig til slut: selvom jeg mener, at det er en moralsk og fædrelandskærlig gerning at begrænse ens skattebetaling, skal man altid huske, at der er en risiko for at blive fanget. Skatteunddragelse og ulovlig våbenbesiddelse er de to “forbrydelser”, der er farligst for staten, og de bliver derfor begge straffet hårdt. Derfor må man selv vurdere, om man tør tage chancen og undgå at bidrage til fædrelandets fordærv, eller om man vil betale beskyttelsespenge, så man ikke pludseligt en dag skal ind og ruske tremmer.

Udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Frédéric, Frédéric og Fredrik – dansk liberalisme og den franske forbindelse

Professor Peter Kurrild Klitgård skrev for nyligt en artikel om liberalismens historie i Danmark. Der står meget interessant om danske liberale, men artiklen er stort set begrænset til tiden efter Anden Verdenskrig. Der er kun nogle lapidariske betragtninger om økonomi og liberalisme i tiden før. Dette er beklageligt, for der var i Danmark en lang, selvstændig, liberal tradition i det 19. århundrede og i tiden før 1940 – en tradition, der frembragte nogle af de væsentligste fremskridt i danske samfundsforhold, men hvis essens er mere eller mindre glemt i dag.

Et karakteristikum, Kurrild Klitgård fremhæver ved det 19. århundredes liberalisme og nationaløkonomi, er Frédéric Bastiats fremtrædende position i liberal polemik og økonomisk videnskab herhjemme. Bastiat (1801-1850) er i dag nok mest kendt for sine satiriske artikler mod protektionistiske og socialistiske ideer – f. eks. lysestøbernes adresse, anti-jernbanen eller hans definition af staten som “den fiktive skabning, ved hjælp af hvilken alle forsøger at leve på alle andres bekostning.” Hans Harmonies Economiques var dog, skønt hans kritikere beskyldte ham for at være en overfladisk populærforfatter, den væsentligste fremstilling af den klassiske politiske økonomi herhjemme, som den var det i store dele af Europa. Bastiat repræsenterede den klassiske liberalisme i fuldt flor: staten skulle begrænses til at beskytte ejendomsretten og sikre ro og orden, alle særlige privilegier og statsskabte monopoler skulle afskaffes, told skulle afskaffes og frihandel indføres og bringe fred mellem nationerne.

Alt dette var velkendt for danske liberale og nationaløkonomer, der udover Bastiat og andre franskmænd naturligvis var velbekendte med de engelske liberale tænkere og agitatorer – den såkaldte “Manchesterskole” – og med tyske liberale som John Prince-Smith og Eugen Richter. En anden franskmand med indflydelse på danske liberale var Frédéric Passy (1822-1912), den første modtager (sammen med Henri Dunant) af Nobels fredspris i 1901. Skønt han sjældent fremhæves som en fremtrædende liberal, var han en ledende skikkelse i liberal agitation og tænkning. Han var også bannerføreren for en af de væsentligste liberale mærkesager: fredssagen. Allerede i 1867 agiterede Passy mod krig, specifikt mod en forestående krig mellem Frankrig og Preussen. Skønt han kun lykkedes med at udsætte krigen – den kom som bekendt i 1870 – viede han en stor del af sit virke herefter til kampen mod krig og for fredelig sameksistens mellem nationerne. (Wikibéral har en udførlig artikel om Passy.)

Det er værd at bemærke sig, at Passy som mange andre liberale før ham anså krig for at være ikke bare umoralsk, men også for økonomisk betragtet at være en mildt sagt dårlig ide. Lenin påstod som bekendt, at imperialismen var nødvendig for at kapitalisterne under senkapitalismen kunne erobre nye markeder for at afsætte deres produkter. Imod dette er intet svar bedre end Passys anti-kolonialisme: man må forundres over, hvor dyre kolonierne er og hvor lidt, de producerer. Man skulle tro, at formålet var at skabe vanskeligheder og fjendskab, og ofte ender man med at udrydde de indfødte for at beholde landet.

Grunden til at fremhæve Passy er ikke blot, at han var meget prominent i sin egen tid, men også at der er en direkte parallel til ham i Danmark: Fredrik Bajer (1837-1922). Skønt Bajer i dag, hvis han mindes overhovedet, mest er kendt som Mathilde Bajers ægtemand og sammen med hende en af medstifterne af Dansk Kvindesamfund i 1871 (både Holger Terp og wikipedia får dog det hele med), var han tydeligt i den liberale tradition. Hans virke i kvindesagen var helt i liberalismens ånd – i 1880 kom man således den retslige ligestilling mellem kønnene et stort skridt nærmere, da den såkaldte Bajer-lov sikrede gifte kvinders ret til at råde over, hvad de erhvervede ved selvstændig virksomhed.

Selvom Bajer nok ikke kan siges at være en original økonom, så er det værd at bemærke, at han her fulgte de franske liberale. Hans Kort vejledning ved foredrag over Samfundshushåldning til brug ved folkehöjskoler fra 1870 er f. eks. mere eller mindre et resumé af Bastiat’s Harmonies économiques, hvilket da også står på titelbladet. Derudover udgav Bajer løbende diverse småskrifter for frihandel og imod protektionisme og socialisme.

Allerede tidligt blev Bajer optaget af fredsarbejdet. Han var officer i krigen i 1864 og blev afskediget i 1865. 1867 trådte Bajer ind i Passys fredsforening og lagde meget arbejde i fredssagen. I 1882 stifter han Foreningen til Danmarks Nevtralisering, senere Dansk Fredsforening. Arbejdet her går ud på at hævde og få garanteret Danmarks neutralitet, og to ting er i den sammenhæng bemærkelsesværdige:

1) Bajer er ikke en blåøjet pacifist i moderne forstand, der vil afvæbne Danmark ensidigt og således gøre landet til bytte for den første den bedste erobrer, der lader hånt om international ret – som Hitler (og englænderne, for den sags skyld) gjorde det i 1940. Sagen er at være neutral og få anerkendt neutraliteten. I første omgang mener Bajer, at denne skal garanteres af stormagterne, men allerede inden 1900 skifter han og Dansk Fredsforening kurs, som det tydeligt fremgår af Bajers Ideen til Nordens særlig Danmarks vedvarende Neutralitet, dens oprindelse og udvikling i kort overblik. Garantier virkningsløse, hvis ikke stormagterne har tænkt sig at honorerer dem, hvad Belgien fik at føle i 1914. Det handler derimod om at kunne hævde den selv, så fremmede magter blev nødt til at anerkende den – hvilket Schweiz, i modsætning til Belgien er eksemplet på i både 1914 og 1940. Det anbefalede middel hertil var et nordisk neutralitetsforbund og et effektivt forsvar, suppleret hvis ikke erstattet af et militsforsvar. (Wikipedia nævner militsen, men jeg er ikke selv stødt på tanken i de af Bajers skrifter, jeg har gennemset.)

2) Fredssagen var populær blandt folk og ledere. Fredsforeningen kunne flere gange aflevere adresser til majestæten underskrevet af mere end 1/4 million danskere, og i 1894 vedtog Rigsdagen en beslutning der afsluttede således: “I det Rigsdagen udtaler, at forsvarsvæsenets ordning kun sker med det mål for øje at værge os mod angreb og værne vor neutralitet under sammenstød med andre magter, opfordres Regeringen til ved gunstig lejlighed at søge denne vor neutralitet almindelig anerkendt og respekteret.” At Rigsdagen blev overtalt til en sådan vedtagelse skyldes, at Bajer ikke stod alene med sin neutralisme. Sofus Høgsbro og I. C. Christensen, Madsen-Mygdal d. æ. og Zahle og mange flere blandt tidens ledende skikkelser var alle på fredens side. Det høres ofte, at vi bør takke ministeriet Zahle og navnlig udenrigsminister Scavenius for, at Danmark forblev neutralt og ikke blev involveret i Første Verdenskrig, men dette er forkert. Det var bevægelsen til forsvar for landet og for landets neutralitet, som havde Bajer som sin førstemand, vi kan takke. Forsvarssagens løsning under I. C. Christensen og Holstein-Ledreborg, den ofte hørte og gentagne insisteren på landets neutralitet og viljen til at hævde den – dette holdt landet ude af krigen, og alt dette skyldes Fredrik Bajer og de andre ledere af fredssagen. At landet blev besat i 1940, hvor det havde været frit i 1914, skyldes således i høj grad, at socialismens pacifisme og landets ensidige afvæbning efter 1929 vandt over de klassiske liberales neutralisme og vilje til forsvar, som havde været dominerende før 1914.

Meget andet kunne siges om Fredrik Bajer, om hans betydning for kvindesagen og hans argumenteren for forholdstalsvalg. Hovedpointen i dag må dog være, at der var en selvstændig, velargumenteret liberal udenrigspolitik i Danmark, før Nato blev svaret på alt. Neutralitet, selvforsvar, frihandel – dette er ikke blot slagord for en Thomas Jefferson eller Ron Paul, men det var virkelighed for de liberale førere i Danmark før Verdenskrigen – og det er svaret den dag i dag på landets udenrigspolitiske problemer. Man kan kun håbe, at nutidens såkaldte liberale, af den ene eller anden slags, genopdager Danmarks rige, liberale tradition for fred.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Bedrag

Danmarks Radio har netop sendt sidste afsnit i deres seneste krimiserie, Bedrag. Den adskiller sig i mine øjne ikke væsentligt fra tidligere emner i genren – den samme grumsetgrå realisme (lidt mindre grumset, fordi vi er blandt rige folk), en parallelfortælling om problemer i parforholdene og obligatoriske forførelses/sexscener. Det er dog ikke det kunstneriske udtryk eller den skuespillernes præstation, jeg vil skrive om, men selve seriens emne: økonomisk kriminalitet.

Man kunne let få den tanke, når man ser serien, at der i et frit erhvervsliv er mange, der vil gøre hvad som helst for at rage til sig. Grådighed florerer sikkert her som så mange andre steder i samfundet, og der er ingen grund til at tro, at der ikke begås underslæb, dokumentfalsk og bedrageri i dansk erhvervsliv. Derfor kan serien naturligvis også ses som en fortælling om netop dette, og det fremgår serien igennem at Energreen, som er selskabet, hvori bedrageriet begås, er en respekteret del af dansk erhvervsliv – tænk bare på formanden Knud Kristensen, der serien igennem tituleres med et møllersk “hr.” At det ikke er den barske konkurrence på det frie marked, men derimod statens indblanding i det private erhvervsliv, der fører til bedrageri, fremgår dog af to væsentlige punkter: for det første at et af bedragene er såkaldt front-running; for det andet at bedraget foregår i den stærkt stats-regulerede og ikke mindst -støttede vind- og energisektor.

Hvis vi tager front-running først, så er der næppe tvivl om, at dette ofte er en uetisk praksis. I al sin enkelthed går det ud på, at en mægler lægger sine egne ordrer ind inden sine klienters, og dermed høster den kursgevinst, der måtte være. Han kan f. eks. lægge sine egne ordrer ind på aktier, som han kan se, at mange er interesserede i at købe, og dermed købe dem til en lavere pris, inden kursen stiger. Alternativt kan der være tale om, at mægleren høster gevinsten af information, han endnu ikke har givet videre til sine klienter – især fra mæglervirksomhedens analyseafdeling. Dette er klart uetisk, da mægleren i dette tilfælde lukrerer på sine kunders tillid til ham. Der kan f. eks. være tale om, at mæglerens firma snart vil offentliggøre en rapport, der anbefaler køb af et givent aktiv, og at mægleren selv køber op inden offentliggørelsen.

Problemet er, at uetisk ikke er det samme som kriminelt. Mægleren svigter sine kunders tillid, ja; men hvis ikke front-running eksplicit er udelukket i den kontrakt, der er mellem mægler og kunde, er det ikke en krænkelse af kundens ret. Vi kan f. eks. forestille os, at mægleren modtager en helt masse ordrer på køb af en aktie så længe prisen er under kurs 100. Er det kriminelt, hvis han vælger selv at købe nogle i kurs 95, inden han har eksekveret alle kundernes handler? Hvad hvis hans egen vurdering af aktien er, at alt over kurs 95 er overpris? Alle prisvurderinger er subjektive, og selvom det viser sig at kurs 100 var den rigtige pris, er det umuligt at bevise, at mægleren simpelthen bare tog fejl i sin egen vurdering. Eller hvad med spørgsmålet om information. For det første afhænger videns værdi ofte af, hvornår man har den. Det kan med andre ord være umuligt at opnå den arbitrage-gevinst, en ny analyse afslører, hvis man skal vente på, at analysen er sendt rundt til alle ens kunder, og de har haft tid til at læse og fordøje den. For det andet er der igen et stort subjektivt element – nogle kunder anser måske mæglerens analyser som det rene nonsens og bruger ham bare til at eksekvere deres egne handler, andre følger slavisk alle firmaets handelsanbefalinger. Dette er igen et vurderingsspørgsmål. Hele ideen om ikke at bruge den viden, man har, inden den er delt med andre, er en konsekvens af at se “perfekt konkurrence” som en forudsætning for efficiente markeder. For at sikre en korrekt prissætning, hævdes det (blandt andet), skal alle markedsaktører have perfekt information om alle relevante forhold. En væsentlig pointe ved markedet er dog, som Hayek forklarede i 1945 (The Use of Knowledge in Society), at individer med forskellig viden, der handler frit på markedet, koordinerer deres handlinger og opnår et harmonisk og profitabelt udkomme.

Det andet bedrag i serien er i modsætning til front-running tydeligvis kriminelt. Direktionen og bestyrelsesformanden pumper værdien af Energreens vindmølleparker i vejret ved at byde dem op gennem skuffeselskaber og lignende, alt imens de selv skummer fløden. Aktionærer og investorer sidder tilbage med en lang næse, da Energreen endelig går konkurs og det kommer frem, at selskabet er tømt for værdi. En sådan sag kan i princippet sagtens forekomme i et frit erhverv – sagen om Nordisk Fjer synes et klart eksempel – men at dramaet foregår i en branche der kun eksisterer på grund af statsstøtte øger sandsynligheden for bedrageri væsentligt. Navnet – Energreen – leder også tankerne hen på den store svindelsag i det amerikanske firma Enron tilbage i 2001. Hvorfor betyder det noget, at bedraget foregår i et selskab der nyder godt af massiv statsstøtte og opererer på et kunstigt marked? Fordi et sådant selskab er fjernet fra den økonomiske virkelighed og markedets disciplin – for det handler succes om at komme tæt på magthavere og opnå særlige privilegier og en statsgaranteret indtjening, ikke at tjene forbrugerne ved at tilbyde dem den bedst mulige og billigst mulige vare. Det er psykologisk og kulturelt meget lettere for direktionen i et sådant selskab at bedrage investorerne, for de bedrager i forvejen hele resten af samfundet. Det er også lettere at værdisætte aktiverne i et sådant firma til en kunstigt opskruet pris, da selve grundlaget for prisdannelsen er kunstig: selvom Energistyrelsen skriver lange og grundige notater om fremtiden for grøn energi, er det helt arbitrært om vindmølleejerne får 1,- eller 1,20 mere per kWh, og så længe indtjeningen afhænger af denne præmie er den kapitaliserede værdi af den fremtidige indtjening også helt arbitrær – for vedbliver statsstøtten i mange år, stiger den eller falder den, vil virksomheden blive ved med at være i kridthuset hos magthaverne, o.s.v. o.s.v.

Bedrag kan med andre ord ses som en anklage mod en betændt og surreel branche, der lever ved de herskende klassers særlige gunst parasitært på den almindelige el-bruger. Serien er dog næppe tænkt sådan, men det er dog interessant at DR’s reklamer for næste sæson afslører, at denne udspiller sig i den branche, der er tættest på magten i Danmark – nemlig bankverdenen. Bedrag og svindel vil altid være en del af hverdagen, men hvis det skal udspille sig i stor skala, kræver det statsmagtens samarbejde og velsignelse.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Bæredygtigt landbrug?

Den seneste tid har der været meget blæst om den nuværende regerings ændringer af landbrugs- og miljøpolitikken. Mette Bock fra Liberal Alliance kaldte det ligefrem et paradigmeskifte, da der tilbage i december blev indgået en politisk aftale på landbrugsområdet. Dette er dog store ord: landbrugspolitikken bliver stadig ført inden for rammerne af EU’s direktiver, og der bliver stadig ført grundigt tilsyn med landbruget og detail-reguleret på miljø-området fra statens side.

“Paradigmeskiftet” består i, at man nu vægter landmændenes interesser lidt højere i forhold til lystfiskernes og naturfredningsfolkenes end man gjorde før. Der er med andre ord stadig bred konsensus blandt politikere, embedsmænd og interesseorganisationer om, hvad rammerne for reguleringen af landbruget er. Derfor er ændringen dog ikke betydningsløs – alt tyder på, at landmændene nu kan drive deres marker mere fornuftigt, da de i større udstrækning kan gøde efter behov og ikke efter gødningsnormer fastsat af myndighederne. Landbrugets omgivelser får det også bedre, mener flere forskere, da miljøproblemer nu i langt højere grad løses lokalt, og da man nu går over til at regulere de konkrete udledninger i stedet for bare at fastsætte gødskningsnormer. Dette er da også hvad den udskældte landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug for nu lang tid siden foreslog.

Det er åbenlyst mere fornuftigt at gå over til en regulering af udledningerne. Det er trods alt disse, som kan udgøre et samfundsmæssigt problem, da landmandens brug af hans egen private jord per definition ikke kan blive et problem for andre. Kun hvis man ønsker at diktere bondens handlinger og overtrumfe hans planer og mål med sine egne kan man tillade sig at blande sig i private forhold. Med andre ord kun, hvis man ønsker at afskaffe den private ejendomsret til jord. Den foreslåede regulering af disse eksternaliteter er dog stadig inden for rammerne af det herskende paradigme: man fastsætter grænseværdier for udvaskningen af kvælstof til overfladevandet og for udledningen af nitrat til grundvandet. Om disse rent faktisk er for høje eller for lave, tages der ikke stilling til. Derfor kan både vandværkernes og vandbrugernes ret til deres ressourcer på den ene side og landmandens ret på den anden begrænses unødigt. Det første vil ske, hvis en forurening af grundvandet under grænseværdiernes niveau fører til, at vandværkerne må bekoste en ekstra rensning af vandet, for at forbrugerne ikke skal blive syge. Denne omkostning kan man ikke rimeligt søge dækket af forureneren, hvis denne har overholdt lovgivningen. Landmandens ret på den anden side begrænses unødigt, hvis grænseværdierne er så lave, at en udledning ud over disse ikke har nogen betydning for vandressourcernes ejeres brug af vandet. Da en forsker har sagt, at man sandsynligvis ikke vil kunne måle den ekstra kvælstof-udledning til vandmiljøet, er det mest sandsynlige, at det er landmandens ret der i lang tid har været indskrænket af de hidtil gældende regler. (Se denne korte oversigt fra Landbrugsavisen over nogle myter om pakken.)

Alt dette betyder ikke, at landbrugspolitikken er uden problemer – faktisk er det på høje tid, at tage det herskende paradigme op til genovervejelse. Under den seneste tids debat blev det bl. a. påstået, at vandforbrugerne kunne ende med at betale landmanden for at undlade at forurene, hvis der forekom forurening af grundvandet (Miljørapport for Forslag til plan om ændrede gødskningsnormer, s. 6). Dette er rigtigt, for så vidt der er tale om frivillige aftaler om rådighedsindskrænkninger på landmandens ejendom (efter lov om vandforsyning), men det store spørgsmål er: hvis der vitterligt er tale om forurening, hvorfor er det så den skadelidte part, der skal betale forureneren? Med andre ord er den herskende miljøpolitik en fornægtelse af de rettigheder og pligter, der naturligt følger af den private ejendomsret, og i stedet for disse pligter og rettigheder sætter man politikeres og embedsmænds mere eller mindre arbitrære skøn.

Hvis man lod privat ejendomsret og personligt ansvar afgøre spørgsmålene ville man opnå en lige så god miljøbeskyttelse, som det var ønsket, og man ville opnå dette uden at gå landmandens rettigheder for nær. Det er til en hvis grad den private ejendomsrets naturlige løsning, man har efterabet med den foreslåede emissionsregulering, uden dog at kunne gøre sig håb om at opnå tilnærmelsesvist lige så gode resultater.

Under ejendomsrettens og det personlige ansvar herredømme ville to spørgsmål være centrale for at placere skyld og erstatningsansvar i forureningsspørgsmål: hvem ejer ressourcen? og hvem var der først? Vi kan for eksempel forestille os en bonde, der i mands minde har dyrket et stykke jord og spredt gylle, kunstgødning og sprøjtegifte på det. Han har ingen umiddelbare naboer, og der er ingen – bortset fra ham selv – der benytter grundvandet under hans jord. Så åbner et nyt vandværk og borer ned til samme grundvandsreservoir, som går under bondens jord. Det opdager nu, at dette vand er fuld af nitrat og pesticider, og derfor først kan anvendes efter en langvarig og bekostelig rensningsproces. Er bonden nu ansvarlig for at betale for denne rensning? Og kan vandværket tvinge ham til at standse udledningen af gift og gødning? Svaret må i begge tilfælde være et klart nej, da bonden ikke overtrådte nogen andens rettighed da han begyndte på sin forurenende produktion. Ganske som han har ejendomsretten til jorden, han dyrker, har han erhvervet en ret til at forurene den ikke-ejede ressource – han har erhvervet en rådighedsservitut over denne del af grundvandet. Alle formelle krav om, at denne servitut skal tinglyses o.s.v. er naturligvis underordnede. Den er heller ikke stiftet ved aftale med ressourcens ejer af den simple grund, at da bonden begyndte at udlede gift og gødning var der ingen ejer og dermed heller ingen, hvis rettigheder bonden krænkede. Hvis en forretningsmand derfor åbner en vandboring ned til grundvandet under bondens jord erhverver han derfor naturligvis retten til at råde over boringen og vandlommen, men han annullerer ikke bondens ret. Det er derfor på egen risiko at vandværket borer ned til grundvandet her, og det er dets eget ansvar at rense det vand, det pumper op.

Hvad hvis det er omvendt, og vandværket åbnede en boring i et øde, udyrket område og en landmand derefter begyndte at dyrke jorden? I dette tilfælde har landmanden præcis samme ret til at udlede uønskede stoffer til grundvandet, som hr. og fru Danmark har til at smide deres affaldssæk over hækken til naboen – nemlig slet ingen. Grundvandet er allerede ejet, og dets ejer kan derfor i tilfælde af forurening forlange både, at udledningen standses, og at forureneren betaler for oprensningen. Det står naturligvis parterne frit for at indgå aftaler om hvor meget forurening, vandværket vil acceptere, og det står naturligvis også bonden i forrige eksempel frit for at sælge sin forureningsret til vandværket. Privat ejendomsret, personligt ansvar og fri aftaleret er fundamentet under denne simple og retfærdige løsning af forurenings-“problemet” – et problem, der slet ikke ville eksistere i et frit samfund.

Der er kun en enkelt tilføjelse at gøre til ovenstående skitse: hvad med det tilfælde, hvor en bonde, uden at have retten dertil, men også uden at vide det og uden at kunne vide det, forurener grundvandet? Der kan naturligvis ikke være tale om, at han har ret til at fortsætte den forurenende handling, når handlingen bliver opdaget, men det er heller ikke rimeligt, at han skal betale omkostningerne, når han ikke vidste og ikke kunne vide at han forurenede. Løsningen her er, at han åbenlyst har handlet i god tro og derfor er uden skyld – da det er et erstatningsspørgsmål kan vi sige, at denne situation har samme status som et hændeligt uheld, og bonden ifalder derfor ikke erstatningsansvar.

Selvom denne løsning er enkel på papiret, er der nogle praktiske problemer med at anvende den direkte. Det er ikke altid klart, om der blev forurenet eller hentet vand først, og det er derfor ikke altid klart, hvem der har retten på sin side – både gødning i stor stil og kommerciel / ordnet udnyttelse af grundvandet vandt frem i 1800-tallet. Det er dog klart, at der kun kan være tale om en forureningsret, hvor den intensive dyrkning af jorden med sikkerhed fandt sted inden udnyttelsen af det underliggende grundvand; og det er ligeså klart, at et vandværk kun kan forlange, at en landmand holder op med at bruge kunstgødning og gift, hvis denne brug påviseligt har en skadelig virkning på grundvandet. Da der findes både lettilgængelige og udførlige historiske kilder til at belyse det første spørgsmål og en veludviklet kemisk og biologisk videnskab til at klarlægge det andet, er disse problemer dog langtfra uoverkommelige.

PS: jeg tilføjer et par “østrigske” links senere. De relevante artikler er vist nok Rothbard i Ethics of Liberty og hans artikel om “Property Rights and Air Pollution” og noget af Walter Block

Udgivet i Ejendomsret | Tagget , , , , | Skriv en kommentar