Kai Sørlanders kritik af den økonomiske videnskab

Tilbage i juni måned skrev den kendte filosof og fortaler for rationalisme Kai Sørlander en kritik af den økonomiske videnskab i Replique. Der er to forbundne problemer i moderne nationaløkonomi ifølge Sørlander: Den er irrationel, det vil sige, den bygger på et rationalitetsbegreb, der benægter, at vi kan begrunde de højeste værdier og de ultimative mål rationelt; og den undergraver demokratiet og statslig omfordeling, da enhver kollektiv beslutning må anses som irrationel givet Arrows umulighedsteorem,og kriteriet om pareto-optimalitet principielt udelukker omfordeling.

En sådan kritik fra en sådan autoritet fortjener et modsvar. Jeg føler mig dog handicappet af, at kritikken tydeligvis er rettet mod neoklassisk nationaløkonomi. Sørlander har helt ret i, at der er graverende mangler i den neoklassiske tilgang til økonomisk videnskab. Det er bare ikke disse mangler, han fokuserer på. Derfor synes det nødvendigt at tage selv kættere i forsvar mod Sørlanders angreb, selvom jeg ikke vil forlade mit eget østrigske standpunkt. Derfor vil de fleste økonomer muligvis ikke kunne acceptere alt i det følgende.

Økonomisk videnskab er rationel

Økonomisk videnskab arbejder ifølge Sørlander ud fra en positivistisk værdifilosofi. Det betyder som sagt ovenfor, at økonomer benægter, at ultimative værdier kan begrundes rationelt. Umiddelbart ser det ud som om, Sørlander har en pointe. Mises selv ville give ham ret: de højeste værdier er i sidste ende rent subjektive og kan ikke rationelt begrundes (se f. eks. her og her).

Dette har dog ingen betydning for den økonomiske videnskab, for ultimative værdier og livets formål ligger simpelthen udenfor denne. Økonomien, sådan som østrigere forstår den, tager udgangspunkt i det faktum, at mennesker handler. Hvorfor de handler, eller hvad formålet med deres handlinger bør være, ligger udenfor videnskaben, men det betyder ikke, at en rationel behandling af disse spørgsmål er uforenelig med økonomisk videnskab eller prakseologi, som vi østrigere ynder at kalde den. Rothbard skematiserede forholdet mellem disse videnskaber meget klart:

To sum up the relationship and the distinctions between praxeology and each of the other disciplines, we may describe them as follows:Why man chooses various ends: psychology.
What men’s ends should be: philosophy of ethics. also: philosophy of aesthetics.
How to use means to arrive at ends: technology.
What man’s ends are and have been, and how man has used means in order to attain them: history.
The formal implications of the fact that men use means to attain various chosen ends: praxeology.

What is the relationship between praxeology and economic analysis? Economics is a subdivision of praxeology—so far the only fully elaborated subdivision. With praxeology as the general, formal theory of human action, economics includes the analysis of the action of an isolated individual (Crusoe economics) and, especially elaborate, the analysis of interpersonal exchange (catallactics).

Prakseologi og dermed økonomi er altså en videnskab uafhængig af etiske overvejelser. Er den også rationel, eller er dens grundlæggende begreber irrationelle? Hvis det er tilfældet, er hele videnskaben det naturligvis også, og i så fald er det kun held, hvis denne eller hin sætning taget fra den økonomiske litteratur beskriver virkeligheden.

Prakseologiens grundsætning er, at mennesket handler, det bruger midler til at opnå de mål, det sætter sig. Det klareste bevis på dette er et indirekte bevis, hvor vi ser, at sætningens modsætning er uholdbar. Hvis man vil modbevise grundsætningen, bruger man nødvendigvis midler – som minimum sin egen krop – til at opnå sit mål: at bevise at mennesket ikke handler. Men selve forsøget på at modbevise sætningen er dermed selv en menneskelig handling, og man må derfor acceptere denne grundsætning som sand. Dette bevis er hvad Hoppe kalder en performativ kontradiktion (efter hans lærer Habermas) og kendes også under termen retorsion.

Økonomi er altså, som Rothbard og Mises hævdede, den logiske udvikling af, hvad der er indeholdt i begrebet menneskelig handling. Fra grundbegrebet menneskelig handling eller grundsætningen mennesket handler (der er ikke fuld enighed om, hvordan man skal udtrykke det – Mises foretrækker den første formulering, Rothbard den anden) følger hele den økonomiske videnskab. Eftersom grundsætningen ikke kan modsiges rationelt kan den økonomiske videnskab altså ikke være i modstrid med rationelt begrundede ultimative værdier eller med en rationel etik. Økonomen behøver dog ikke tage stilling til de handlingers etiske status, som han analyserer. Muligvis er det uetisk at indtage, eje, købe og sælge alkohol, men derfor kan økonomen stadig analysere problemerne med et generelt alkoholforbud og det sorte marked, der opstår, hvis man forsøger at håndhæve det.

Pareto-optimalitet som velfærdskriterium

Når det kommer til begrebet pareto-optimalitet og de implikationer, som Sørlander mener, følger fra det, har vi et problem. For økonomer flest er ikke enige med Sørlander i, at kriteriet om pareto-optimalitet umuliggør omfordeling. Men Sørlander har sådan set ret, og østrigske økonomer (se Rothbards artikel om emnet) er enige i, at med dette velfærdskriterium kan ingen statslig indgriben siges at forøge velfærden. Problemet er dog mere grundlæggende, at al værdisætning er subjektiv. Det kan synes umiddelbart indlysende, at en rig mand har mindre glæde af 100 kroner end en fattig. Det kan endda virke som om, det følger direkte af loven om grænsenytte (som Sørlander i øvrigt ikke virker begejstret for). Men det kan ikke lade sig gøre at lave denne sammenligning mellem individer. Det er rigtigt, at loven om grænsenytte gælder universelt for hver enkelt individ, men den muliggør ikke den slags sammenligninger. Til det behøver vi en objektiv målestok for nytte, men en sådan findes ikke. Hvis man derfor tager 100 kroner fra en rig mand og giver til den fattige, kan man naturligvis sige at den fattige er bedre stillet og den rige er værre stillet, men det er umuligt rationelt at hævde, at den fattiges gevinst er større end den riges tab. Det er anderledes med frivillige handlinger: Hvis den rige giver den fattige 100 kroner, mener han selv, at dette er en bedre fordeling. Det er altså kun igennem folks demonstrerede præferencer, som Rothbard kaldte det, at vi kan se, om de er bedre eller værre stillet og om den nye fordeling af ressourcer er velfærdsforøgende eller ej. Kun en frivillig omfordeling kan kaldes pareto-optimal, en tvungen omfordeling kan vi ikke sige noget om.

Det er ikke kun statslig omfordeling, dette kriterium sætter en stopper for. Også al slags ekspropriering må anses som videnskabeligt ubegrundet. En virksomhed vil gerne bygge en motorvej til gode for hele samfundet; lodsejeren vil ikke sælge, selv ikke hvis virksomheden byder overpris. Er dette en markedsfejl, som må løses med magtanvendelse? Nej. Hvis lodsejeren ikke vil sælge selv til overpris, er det fordi, han værdsætter jorden mere, end de penge han kan få i bytte for den. Dette kan igen have to årsager: enten er jorden et forbrugsgode (det er måske hans familiegravsted, en park eller et sommerhus) og i så fald er er ejerens værdsætning af jorden kun udtryk for hans individuelle værdidom; eller også er den et produktionsgode, f.eks. landbrugsjord, og i så fald værdsættes den efter hvor nyttig rådighed over den er for hans produktion. Dette er præcis den samme kalkule, som forretningsmanden, der gerne vil købe jorden, bruger. I dette sidste tilfælde vil det at tvinge ejeren til at afstå jorden altså være direkte velfærdsforringende, da det er markedets vurdering – summen af alle individers vurdering – at jorden er bedst brugt som landbrugsjord i stedet for som motorvej. I det forrige tilfælde går projektet igen på grund på pareto-kriteriets skær – for hvordan kan det begrundes at en enkelt mands subjektivt følte velfærd skal ofres for forretningsmandens mulighed for at tjene penge?

Det er ikke fordi, pareto-optimalitet og moderne subjektiv værditeori er uvidenskabelig, at disse stikker en kæp i hjulet på diverse tvungne omfordelinger, men fordi den eneste rationelle konklusion er, at tvungen omfordeling ikke kan kaldes velfærdsforøgende. Sørlander kan naturligvis forsøge at fremføre et rationelt argument for, at folk skal tvinges til at handle efter hans præferencer og etiske teori, men dette har han ikke fremført – og jeg tvivler på, at et sådant argument kan lykkes. Hoppe har endda med den såkaldte argumentationsetik hævdet, at ethvert argument imod en statsløs privatretsorden bygget på respekt for den enkeltes ret til liv, frihed og privat ejendom ikke kan lykkes, da man som forudsætning for argumentationen er nødt til at antage visse grundnormer, og de eneste grundnormer, der er konsistente med nogen argumentation overhovedet, er netop respekt for individuel frihed og privat ejendom (se kapitel 7 i hans A Theory of Socialism and Capitalism).

Umulige Arrow

Arrows teorem beviste, at det er umuligt for et valgsystem at sikre, at systemets udkomme er konsistent med vælgernes præferencer. Hvis alle foretrækker liste A fremfor liste B skulle resultatet gerne være, at liste A bliver foretrukket frem for liste B. Dette er bare ikke tilfældet og det kan sagtens ske ved et valg, at udkommet ikke er i overensstemmelse med vælgernes præferencer. Dette må man enten tage til efterretning eller modbevise, hvilket endnu ikke er blevet gjort. Dog behøver man ikke blive antidemokrat, og det var Arrow bestemt heller ikke. Men man er nødt til at acceptere, at en demokratisk proces ikke er uproblematisk.

Sørlander konkluderer, at pareto-optimalitet og Arrows teorem tilsammen umuliggør kollektive beslutninger. Det er ikke en konklusion, jeg kan tilslutte mig. Der er masser af frivillige kollektiver, som fungerer i bedste velgående. Familier, sportsforeninger, aktieselskaber – alle er organisationer, hvor beslutninger tages kollektivt og nogle steder demokratisk. Pointen er, at disse organisationer er frivillige. Det betyder ikke, at de undgår det problem, Arrow påpegede, men de kan stadig fungere på trods af det. Hvis man er uenig i måden, en virksomhed drive på, hvis man er i mindretal på generalforsamlingen, kan man altid sælge sine aktier. Dette øver også en disciplinerende indflydelse på flertallet. De er ikke interesserede i, at selskabets værdi falder, fordi utilfredse aktionærer sælger ud. Der er derfor et stærkt incitament til at samarbejde med mindretallet. I en frivillig forening er der ikke den samme materielle straf ved at tryne mindretallet, men derfor er der stadigvæk en grænse: hvis folk melder sig ud, hører foreningen i sidste ende op med at eksistere. I alle tilfælde gælder, at hvis der opstår problemer i måden, organisationerne drives på på grund af det problem, Arrow påpegede, kan folk gøre noget ved det – enten ved at finde på nye vedtægter eller ved simpelthen at melde sig ud. Det er også en universel regel for frivillige fælleskaber, at de er i overensstemmelse med pareto-kriteriet.

Det virkelige problem

Alt dette betyder ikke, at Sørlander ikke har ret i, at den økonomiske videnskab påviser problemer ved kollektive beslutninger. Det er dog politiske beslutninger, der især er problematiske. Arrows teorem er en del af problemet: vanskelighederne ved en demokratisk proces bliver langt større, når der ikke er klare og konkrete valg, men kun mange diffuse mere eller mindre enslydende politikere. Det væsentligste problem er dog et andet: ikke bare er der grundlæggende problemer ved en generel socialistisk eller interventionistisk/etatistisk politik, brugen af tvang i sig selv kan ikke retfærdiggøres som velfærdsforøgende.

Når det så er sagt, så kan økonomisk videnskab ikke i isolation forsvare et frit og kapitalistisk samfund mod angreb. Det kunne jo være en kritiker hævdede, at der var andre værdier og mål, der var vigtigere end frihed og velstand for alle. Sørlander er en sådan kritiker, der hævder, at vi er forpligtede til en rationel selvopdragelse i en demokratisk orden. “Befolkningen skal lære sig selv den dermed implicerede selvrefleksion og selvbegrænsning,” mener han. Det er muligt, men skal folk tvinges til det? Det har Sørlander ikke bevist. Vi har allerede henvist til Hoppes forsvar for frihed og privat ejendomsret, Rothbards bygger på en mere traditionel naturretstankegang, mens Mises’s forsvar for liberalismen er mere nytteetisk. Fælles for de tre er, at de går frem på videnskabelig vis, det vil sige, de analyserer samfundets egentlige byggesten – individer – og bygger deres teori op derfra. Alle rettigheder er individuelle rettigheder og alle forpligtelser er individuelle forpligtelser. Jeg er sådan set ikke uenig med Sørlander i, at vi bør være rationelle, men det er uforeneligt med rationel handling at ville tvinge folk til at være rationelle eller tvinge dem til at brødføde andre, mens disse udvikler deres rationalitet.

Nogle mindre fejltagelser

Der er også nogle mindre problemer i argumentationen, jeg føler trang til at påpege. Når Sørlander skriver, at økonomisk videnskab mener, at det “er rationelt at forsøge at maksimere sin økonomiske gevinst: at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt”, så forfalder han til den gamle fejlslutning, at økonomer postulerer en homo oeconomicus, som kun behandler mennesket fra en snævert egoistisk og økonomisk synsvinkel. Dette er forkert, og Mises viste dette klarest. Først i 1922 i Gemeinwirtschaft, siden i 1949 i Human Action. Prakseologien behandler det hele menneske, og dens love er universelle. Profit skal ikke forstås som et snævert monetært begreb, men som et generelt begreb. Når mennesket det mål, det har sat sig, profiterer det; og fejler det, eller viser målet sig ikke at have den værdi, man først troede, lider man tab.

Sørlander skriver også, at vi kan se at:

noget er gået galt, når en administrerende direktør i en stor, multinational amerikansk virksomhed tidligere kunne tjene 30 gange en almindelig arbejdsløn på sin virksomhed, mens han nu kan tjene op mod 300 gange den almindelige arbejdsløn.

(Jeg skal afholde mig fra at kommentere den spøjse selvmodsigelse i formuleringen “stor, multinational amerikansk virksomhed”).

Med al respekt, hr. Sørlander, men det kan vi faktisk slet ikke se. Der er intet i Sørlanders artikel, der forklarer, hvorfor det er forkasteligt at tjene 300 gange en almindelig arbejder, mens det er i orden at tjene 30 gange så meget. Faktisk er socialisten, der insisterer på total økonomisk lighed mere rationel på dette punkt end Sørlander – han er i det mindste konsistent og bygger sin – forkerte – påstand på et klart princip.

Inden man kritiserer den udvikling Sørlander beskriver, er man nødt til først at undersøge, hvad der helt grundlæggende forårsager lønforskelle. Svaret er, at hver eneste arbejder, fra direktøren til buddet, aflønnes i overensstemmelse med værdien af hans bidrag til produktionen. Hvad er værdien af det produkt, som forretningsmanden måtte undvære, hvis han ikke kunne hyre arbejderen eller direktøren? Dette bestemmer arbejderens og direktørens løn.

Vi kan nu ikke lade os nøje med denne teoretiske forklaring, vi er nødt til også at undersøge de sidste 40 års historie for at kunne forklare den lønudvikling, Sørlander kritiserer. Det går for vidt at gøre dette her, men to faktorer er, tror jeg, væsentlige: For det første opererer store virksomheder i dag på et globalt marked og har dermed en meget større indtjening end tidligere. Dette vil afspejles i direktørens løn. For det andet lever vi i dag i en meget inflationær tidsalder, og inflationen bevirker en indkomst- og formue-overførsel fra de mange til de få, der nyder godt af at være tæt på kilden til de nye penge. Disse såkaldte cantillon-effekter bevirker en skjult og dårligt forstået omfordeling af ressourcer, som meget vel kan forårsage eksorbitante lønninger til ledelsen i udvalgte virksomheder.

Endelig kan jeg ikke tilslutte mig Sørlanders bemærkninger om protestantisme og oplysningstid, men her gengiver han blot, hvad der er den gængse opfattelse, så det vil jeg ikke klandre ham for. Dog: Protestantismen satte ikke den enkelte overfor et valg. Hvad skete der mon, hvis han valgte sine forfædres katolske tro? Det var ikke en mulighed (dem der valgte “forkert” blev tvunget i landflygtighed, og modstand mod protestantisme var i øvrigt en af årsagerne til Dacke-fejden 1542-3), tværtimod var alle tvungne til at tilslutte sig den herskende lutherske ortodoksi. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, bønderne for alvor udfordrede statskirken, og først i 1849 blev statsmagten aftvunget et løfte om at respektere religionsfriheden. Hvad angår Oplysningstiden – man kendte til fornuftens brug længe inden Kant, og man var ikke bange for at bruge den. Hvis historikere påstår andet, er det simpelthen et udtryk for enten uvidenhed og inkompetence eller bevidst historieforfalskning. Men Sørlander har for så vidt ret i, at både protestantisme og “oplysning” er vigtige for at forstå den moderne, demokratiske velfærdsstat, for begge blev brugt at konge, embedsmænd og deres propagandister til at udhule civilsamfundet og dets institutioner og til at forherlige statsmagten.

Afsluttende bemærkning

Jeg mener dermed ikke, at Sørlanders kritik for alvor bider på videnskaben, især ikke på den prakseologisk funderede østrigske skole. For så vidt som denne påviser problemer med demokratiet er det værst for demokratiet, og hans mere grundlæggende anklage om en forfejlet rationalitet, mener jeg, skyder forbi målet. En rationel tilgang til samfundsspørgsmål må begynde med at sætte sig ind i økonomiens læresætninger og dens beskrivelse af, hvordan samfundet fungerer. Når det så er sagt, så er jeg overbevist om, at et frit samfund, hvor ret og ejendom blev respekteret, også vil være langt mere rationelt. Hvilket er naturligt nok, da et sådan samfund er i overensstemmelse med rationel samfundsvidenskab og med rationelt begrundet etik. Så Sørlander burde tilslutte sig liberalismen og dens ønske om et friere samfund med større respekt for individets rettigheder.

Udgivet i Filosofi, Rettigheder & etik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

80 dage i Auburn

Denne sommer havde jeg æren og fornøjelsen af at være fellow ved Mises Instituttet i Auburn, Alabama. Mises Instituttet, der fylder 35 år i år, sponserer seminarer og konferencer og udgiver store mængder litteratur – både klassikerne og nye bidrag til det østrigske paradigme. Udover sommerens konferencer – et seminar om Human Action og det ugelange Mises University – var det alle tiders mulighed for at koncentrere sig om studie og forskning.

Instituttet

Vi var 12 fellows – halvt amerikanere, halvt europæere fra diverse lande plus en jordaner – under d’herrer doktorer Joseph Salerno og Mark Thorntons opsyn og vejledning. Det siger sig selv at samværet med andre østrigsk interesserede og liberale (eller libertarians, som det hedder i USA, da de amerikanske socialdemokrater som bekendt kalder sig liberals) var meget inspirerende for ikke at sige befriende. En anden, jeg husker ikke hvem, har kaldt det at være på besøg hos Mises Instituttet som at træde udenfor galeanstalten (efter Douglas McAdams’ Blafferens Galakseguide) for et øjeblik. Man slipper for den allestedsnærværende socialdemokratisme, for troen på, at staten alene kan løse samfundets problemer, for den herskende matematiserede pseudovidenskab og kan koncentrere sig om virkelige problemer. Deriblandt naturligvis hvordan man bedst modsvarer socialdemokratisme, etatisme og keynesianisme, men man slipper da for overtroen og de værste argumenter.

Mere interessant var mine fælles fellows forskningsområder: der var adskilligt om deflation historisk og om pengeteori, om konjunkturcyklus og centralbanker og en enkelt skrev om anarkismens historie og forskellen på amerikanske og europæiske anarkister. Kort sagt helt i instituttets og den østrigske skoles ånd. Forhåbentligt bliver det til adskillige udgivne artikler, jeg er selv ved at finpudse mit eget bidrag. De andre var også leveringsdygtige i kortere, mere populære artikler: George Pickering om det britiske monarki og om det britiske sundhedsvæsen, Chris Calton om bl. a. liberalisme og naturret og om det amerikanske retsvæsen og Blaine Conzatti om USA’s udtræden af Paris-aftalen. Alt sammen meget læsværdigt. Derudover har Chris begyndt en ny podcast-serie for instituttet, Historical Controversies, som tager diverse mere eller mindre kontroversielle emner under behandling. Jeg er selv allerede fan og venter mig gode sager. Find det på itunes, soundcloud, stitcher osv.! Der er tre afsnit online, alle tre om narkotikaforbuddets historie i USA og mere generelt. Man kan også læse George’s blog her, og Joakim Books her. Joakim skriver også fra tid til anden for det svenske Ludwig von Mises-Institutet.

(En bivirkning af at leve sammen med så fornuftige mennesker i så lang tid er, at jeg troede, da jeg kom hjem, at modstand mod narkotikaforbud måtte regnes som ganske ukontroversielt. Der er vist desværre lang vej igen, inden fornuften indfinder sig på den danske scene).

Endelig må vi ikke glemme den første årlige Mises Fellow Pig Roast, hvor vi grillede og fortærede et rigt kapitalist-svin, J. P. Porken. Jeg var desværre forhindret i at deltage i alle forberedelserne, men festen bagefter var god. Der var både til os fellows, de ansatte ved instituttet og til et par besøgende fra FEE i Atlanta.

Auburn

Selvom det meste af tiden blev tilbragt på instituttet, var der også lidt tid til at opleve livet i sydstaterne – selvom jeg aldrig kom uden for Auburn eller nabobyen Opelika. Udefra kan Alabama måske virke som et uinteressant land at besøge – der er hedt om sommeren, der er ikke de store turistattraktioner, man kan se, og Alabama rangerer som en af de værst regerede stater i unionen (men kriterierne og vægtningen af dem i den rangorden er ikke uproblematisk), så man kunne vente et lidt trist og fattigt syn. Det var på ingen måde tilfældet, og jeg har kun positive indtryk. I ingen særlig rækkefølge:

  • Man vænner sig til varmen. Især hvis man, som det er vanen i syden, kører på ladet af en truck. Det er sådan set forbudt, men et forbud som selv det amerikanske politi vender det blinde øje til.
  • Auburn er en køn og, virker det til, rimeligt velstående by. Noget af det skyldes, at der er et universitet i byen med alle de penge, som sådan et og de studerende får fra private og offentlige kilder. Vigtigere er det nok, at der er to store bilfabrikker i området (se Mark Thorntons korrektiv her). Selvfølgelig giver det en vis kunstig velstand, at enorme føderale og statslige midler postes i universitetet, men underliggende det hele er der også reel velstand.
  • Alt er billigt. Det er lidt irriterende, at man skal give drikkepenge de mærkeligste steder – f. eks. hos frisøren – men hvad gør det, når dagligvarer, måltider, alt, er 20-40% billigere end i Danmark? Mit indtryk var derfor, at velstandsniveauet reelt var højere, eller mindst det samme, som herhjemme (Se en sammenligning her). Det anskueliggøre meget godt, hvad bare moderat lavere skatter og større økonomisk frihed kan føre til (for USA er ikke særligt meget friere end Danmark): jo mindre statslig indblanding i markedet, jo mere fleksibelt og produktivt bliver det, jo mindre staten opkræver i skat, desto mere er der til overs til borgerne, som de kan bruge på hvad, de helst vil.
  • Masser af spisesteder. I Auburn kan man blive mæt for et par dollars, og for 10 dollars kan man spise godt på en hyggelig restaurant eller deli (se ovenfor om priser). Der er naturligvis de velkendte fastfood kæder – McDonalds hvis man ingenting vil betale, Taco Bell er en anden velkendt kæde – men også mange rigtige restauranter: italienske, kinesiske, koreanske (bilfabrikkerne er koreanske). Klassikere må man nok kalde Ruby Tuesday og, sidst men ikke mindst, Waffle House.
  • Skydevåben, alle vegne! I Alabama har de det, som de kalder constitutional carry. Det betyder, at alle kan bære skydevåben helt uden tilladelse. Det betyder naturligvis, at gaderne flyder med blod og at selv den mindste uenighed ender med en ildkamp à la OK Corral, og jeg var heldig, at jeg slap derfra med livet i behold… Eller noget. Ryan McMaken har skrevet meget om den myte, at våbenbesiddelse fører til mord og anden kriminalitet (se her, her, her, her, her og her). Våbenbesiddelse har i den sammenhæng to vigtige konsekvenser: den afskrækker forbrydere og den gør det muligt for ofre at forsvare sig. Det burde være logik for burhøns, men desværre synes det som om, man herhjemme er så forvænt med at lade staten klare alle problemer, at selve ideen om selvforsvar virker fremmed for mange. Et velbevæbnet samfund er et fredeligt samfund, eller som Blicher sagde: Almenvæbning er den bedste garant for almenfreden.
  • Den sydlige venlighed. Det er ikke en myte, at folk i sydstaterne er venlige og imødekommende – det passer i hvert fald i Alabama. Omgangsformen er venlig, smilende og tvangfri, også mellem fremmede.

Mises University 2017

Sommerens højdepunkt på instituttet er Mises University: en ugelang introduktion til den østrigske skole for studerende fra hele verden. I år vil jeg tro, der var ca. 150 deltagere. Nogle af de fremmeste eksperter holder forelæsningerne, f. eks. Joseph Salerno om socialisme og om guldfod vs. papirpenge eller Jeffrey Herbener om værdi- og pristeori og om renteteori. Også den unge generation er værd at nævne: f. eks. Carmen Dorobats forelæsning om arbejdsdeling og samfundsorden eller Malavika Nairs om Bitcoin. Hele ugen var en veritable tour de force gennem hele den økonomiske videnskab, så det er svært at sige, hvilken forelæsning, der var den bedste eller mest interessante. Jeg har kun nævnt en brøkdel af dem her, men det hele ligger heldigvis frit tilgængeligt online, så man selv kan danne sig en mening – eller bare uddanne sig, hvis man ikke har hørt om den østrigske skole før.

Når man er tilhænger af en “heterodoks” økonomisk retning (selvom den østrigske skole ikke er heterodoks – den er efterfølgeren til tidligere tiders ortodokse, klassiske økonomi, renset for dennes fejltagelser, og derfor ortodoks. Det er nutidens mainstream-økonomer, der er heterodokse, men alt dette er blot et sidespring), er det muligvis let kun at læse sine egne og bare afvise alle andre som fundamentalt på vildspor. Det er nu ikke tilfældet med Mises Instituttet. De store østrigere i det 20. århundrede – Mises, Hayek, Rothbard, f. eks. – afviste ikke bare mainstream-nationaløkonomi, men engagerede den tværtimod og lærte endda af den. Nutidens østrigere har samme indstilling: selvom de moderne neoklassikere og keynesianere i alle afskygninger som oftest tager fejl, kan man stadig lære noget af dem, og deres argumenter bør tages alvorligt. Se f. eks. Lucas Engelhardts forelæsning om forslag til reform af penge- og bankvæsen.

Deists “kontroversielle” tale

Man skulle tro, at amerikanske liberale og østrigere ville sætte pris på Mises Instituttet og det arbejde, som folkene der har gjort de sidste 35 år for at sprede kendskabet til den østrigske skole og til liberalisme (eller libertarianism, som amerikanerne kalder det). Det er desværre ikke altid tilfældet. Når man lærer forholdene lidt nærmere at kende viser det sig, at der er nogle, der desværre ikke værdsætter instituttet – for at sige det mildt. Vi taler ikke her om ærlige, akademiske uenigheder – f. eks. er der en forskel mellem den herskende tilgang til økonomi i Auburn og på George Mason University, selvom begge steder er østrigske, og der er stadig uenighed om brøkreservebankvæsen mellem Salerno, Herbener, Hülsmann, Hoppe og de fleste på Mises Instituttet på den ene side og folk som Lawrence White og George Selgin på den anden. Nicolai Foss’ anmeldelse af Peter Boettkes Living Economics giver et godt indblik i forskellene på Mises Instituttet og George Mason, og denne diskussion af Mises’ pengeteoretiske mesterværk viser nogle af de teoretiske forskelle på dette område. Jeg har selv svært ved at forstå, hvad den deciderede fjendtlighed bunder i, men den kan spores tilbage – i hvert fald – til Lew Rockwell og Murray Rothbards paleolibertære strategi fra slutfirserne / begyndelsen af halvfemserne (se f. eks. her, her og her, og her gør Rockwell status over strategien). Kort sagt mente de, at det ville være en bedre strategi at fokusere på at vinde “kulturelt konservative” – vi ville sige: borgerlige – for liberalismen. En anden mulig grund for den vedvarende animositet er splittet mellem Rothbard og Mises Instituttet på den ene side og brdr. Koch og “the Kochtopus” på den anden side. David Gordons udlægning af sagen kan læses her (del 2 og del 3).

Alt det er blot historie. På Mises University’s sidste dag holdt instituttets præsident, Jeff Deist, en tale, der samtidig blev sendt live til Corax konferencen på Malta. Talen kan læses her. Den gik i al sin enkelthed ud på, at liberale ikke skal forsøge at ændre folks traditioner og livsmønstre, men tværtimod overbevise dem om, at frihed, decentralisering og minimal eller slet ingen statslig indblanding i samfundslivet er deres bedste mulighed for at bevare deres traditioner og være tro mod deres overbevisninger. Vi kan også udtrykke det hayekiansk ved at sige, at vi ikke bør bekæmpe samfundsinstitutioner og traditioner, som vi muligvis ikke forstår, og som godt kan være gavnlige og ønskelige for samfundets borgere, selvom vi ikke forstår det.

En sådan tale burde være ganske ukontroversiel blandt liberale og østrigere, selv synes jeg, det var en fremragende tale, der byggede videre på Rothbards vision: en pragmatisk tilgang uden at ofre principperne. Eller som Rothbard sagde: “Rights may be universal, but their enforcement must be local.” Desværre er der nogle amerikanske liberale, der ikke deler Deists tolerante vision. De mener tværtimod, at talen var skjult fascisme, en såkaldt dog whistle til racister og fascister. Især den afsluttende passage vakte anstød:

“[B]lood and soil and God and nation still matter to people. Libertarians ignore this at the risk of irrelevance.”

For “blood and soil” er jo en engelsk oversættelse af det tyske slogan “Blut und Boden” som nazisterne brugte, så Deist må naturligvis være nazist! Det er svært at forstå, at nogle kan hænge sig sådan i et sprogligt sammenfald, når nu hele talen (og alle instituttets aktiviteter i øvrigt) er det mest anti-nazistiske, man kan forestille sig. Men er det overhovedet et nazistisk slogan? Det korte svar er nej – det opstod længe før NSDAP og kan spores tilbage til tyske nationalliberale i første halvdel af det 19. århundrede. Dets nærmeste danske parallel må nok søges i Grundtvigs eller Blichers eller lignende tænkeres og litteraters forfatterskab. At nazisterne brugte et godt slogan, når de fandt det, er blot et historisk kuriosum. Eller må vi anse Carlsbergbyen for en nynazistisk højborg, fordi der er hagekors på elefanterne?

Desværre er det den slags “tænkning” der præger alt for mange af vor tids såkaldt progressive og altså også nogle liberale. Se f. eks. her om formanden for Libertarian Party’s reaktion, eller her for Horwitz’s fortolkning af Mises Instituttet som en front for fascisme. (Dette er vist en rimelig præcis rekonstruktion af, hvordan Horwitz læser Deist).

Alle tiders Mises-sommer!

Der er nu ikke noget, der har overbevist mig om, at Mises Instituttet er en fascistisk organisation. De bruger alt for mange ressourcer på at publicere nazismens – og al anden socialismes – fremmeste modstandere: Mises selv, Rothbard, Hayek. Wilhelm Röpke er en anden liberal forkæmper, de stadig publicerer; hans Det Tyske Spørgsmål er stadig læsværdig, ligesom resten af hans oeuvre. For slet ikke at tale om en af nutidens største modstandere af fascisme, Lew Rockwell. Se f. eks. her. I øvrigt burde hans beskrivelse af det kommunistiske Kina være pligtlæsning hver 1. maj.

Instituttet står derfor stadig for mig som en af de vigtigste fortalere for liberalismen og den østrigske skole, og efter en hel sommer som fellow i Auburn har jeg ikke andet end godt at sige om dem og det arbejde, de udfører. Dette er ikke stedet at gå i dybden med vigtigheden af det østrigske paradigme, det må være nok at konstatere, at uden instituttet var der betydeligt færre ressourcer tilgængeligt om den østrigske skole – og betydeligt færre østrigske økonomer i det hele taget.

Udgivet i Personlig | Tagget , , | Skriv en kommentar

Fastkurspolitik og guldfod – er det det samme?

Et af argumenterne for fastkurspolitik er, at det i virkeligheden er det samme som guldfoden. Der er ikke nogen væsensforskel på at binde sin valuta til dollar eller euro på den ene side eller til guld på den anden. Tværtimod kan det være mere effektivt, da guldprisen kan variere pludseligt på grund af eksterne chok – en pludseligt øget produktion, for eksempel, fordi en ny mine åbner.

Men er guldfoden blot en variant af fastkurspolitik?

Fastkurspolitik vil sige, som jeg beskrev det tidligere, at man fikser prisen på ens valuta i forhold til en anden. Nationalbanken eller valutacentralen, eller hvilken myndighed det nu er, der har fået opgaven, sørger for at sælge egen valuta, hvis kursen stiger og købe, hvis den stiger, så prisen på egen valuta i forhold til den anden altid er den samme. At være på guldfoden derimod betyder, at penge simpelthen er guld. Det er dermed ikke et spørgsmål om, at man “fikser” prisen på guld, eller definerer ens valuta som en vis mængde guld, men simpelthen at man accepterer, at guld (og/eller sølv) er markedets foretrukne pengemiddel. Det betød i Danmark, at man da gik over til guldfoden i 1873, slog man nye mønter af guld og satte vægten efter at 1 kg fint guld skulle give 2480 kroner. En 10-krone vejede således lidt over 4 gram. For at gøre mønterne mere holdbare, var de iblandet 10 procent kobber, men det var stadig guldet, der var betalingsmidlet og gav mønten værdi. Man kan se flotte eksempler på disse mønter her og her.

Den klassiske guldfod var ikke perfekt – den var udformet, så den tillod bankerne at ekspandere pengemængden efter brøkreserveprincippet som forklaret her – men den var stadig en anerkendelse af, at guld var det betalingsmiddel, som markedet i hele Europa havde valgt. Desværre rummede den også kimmen til den udvikling, der skulle ødelægge det sunde pengevæsen i tiden efter 1914. Det væsentligste problem var, at guldmønter ikke cirkulerede frit. I Danmark var kun 10- og 20-kroner af guld, og det blev derfor udbredt at bruge pengesedler i stedet for. Disse var indtil 1914 fuldt indløselige i Nationalbanken – den såkaldte guldindløselighed – og det var igen derfor, de blev accepteret som betalingsmiddel.

Desværre betød den udstrakte brug af pengesedler en nationalisering og centralisering af pengevæsenet. I stedet for den internationale guld/sølvfod, som havde eksisteret i Europa siden middelalderen, blev Nationalbanken i stigende grad set som producenten og garanten af pengenes værdi. Derfor kunne man i august 1914 ophæve guldindløseligheden og stadig kunne staten gennemtvinge brugen af danske kroner, som nu i stigende grad blev set som adskilt fra guld. Da man i 1927 genindførte guldindløseligheden efter datidens liberales kamp for den ærlige krone, var det således ikke guldfoden men guldbarrefoden, man indførte. Nu kunne man ikke længere få udbetalt 10- og 20-kroner, men kun en hel guldbarre til en værdi af kr. 22.000.

Dermed fik man forhold, så det netop forekom, at guldfoden eller guldbarrefoden blot var et spørgsmål om at definere valutaen. Hvis det er spørgsmålet, er det nemt at se, hvordan forvirringen omkring guldfod og fastkurspolitik kan opstå. Ikke desto mindre er guldfoden væsensforskellig fra diverse valutaregimer: En fastkurspolitik skal per definition styres af Nationalbanken, mens guldfoden betyder, at Nationalbanken skal rette ind efter markedets ønsker. Guldfoden, og særligt en forbedret udgave med større cirkulation og 100-procents reservekrav, vil altid være bedre end et fastkursregime mod selv den stærkeste valuta.

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Er fastkurspolitik nogensinde en god ide?

Efter flere års statslig kontrol med kapitaloverførsler, som dog gradvis blev lempet, forlyder det nu (via Lars Christensen, Markets and Money Advisory), at den islandske regering overvejer at indføre fastkurspolitik overfor euroen. De overvejer med andre ord at kopiere dansk pengepolitik. Det er så god en anledning som nogen til at stille spørgsmålet: Er fastkurspolitik nogensinde en god ide?

Nationalbanken er sikker i sin sag: Fastkurspolitik er den sikre vej til at holde inflationen i ave. Selvom fæle spekulanter angriber kronen gentagne gange, kan vi forstå af bankens simple opfattelse af verden, lykkes det banken hver gang at afværge angrebene og dermed sikre lykke og velstand i det lille kongerige. (Nationalbanken har lidt mere seriøse beskrivelser af forholdene her og her.)

Hvis vi skal forstå problemerne med valutapolitik, så er vi nødt til først at se på, hvad der bestemmer valutakurserne. Som med alle andre forhold i pristeori er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvor mange danske kroner bliver udbudt mod euro, britiske pund, svenske kroner? Dette er igen bestemt af, hvor meget, man kan få for hver valuta. Hvis priserne på varer i et land er lavere end i andre, vil der være en tendens til at valutaen bliver efterspurgt, fordi spekulanter kan tjene penge på en arbitrage-forretning. De forskellige varer vil med andre ord blive budt hen til de markeder, hvor der er den største efterspørgsel, og det vil give sige udslag i valutakurserne. En “stærk” valuta er med andre ord udtryk for, at man kan få flere varer for sine penge i det pågældende land. Hvis der ikke er forstyrrende elementer, vil der dog ikke være udsving i valutakurserne. Danske kroner kan kun bruges i Danmark, så i det lange løb må udlændinges beholdninger af dansk valuta vende tilbage. Valutakursen vil derfor i det lange løb ikke svinge, men bare forholde sig rolig i det niveau, der gør at udlandets efterspørgsel efter dansk valuta hverken stiger eller falder.

Alt dette er sandt, så længe politikere og nationalbanker ikke fører pengepolitik – men hvad sker der, når de begynder at fifle med pengemængden? Vi kan her se bort fra forholdene under guldfoden, selvom problemets natur og dets løsning i sin essens ikke er anderledes. Guldfoden giver blot meget snævre rammer, indenfor hvilke kursen kan stige og falde. Hvis Danmark begynder at føre en inflationær pengepolitik og øger pengemængden, er resultatet at penges værdi – hvad man kan få for den sidst modtagne krone – falder. Indenlandske varer bliver dyrere (priserne stiger), og kronen taber værdi overfor andre valutaer. På kort sigt gavner dette eksporterhvervene, da de får flere penge for deres produkter på udenlandske markeder (fordi de får flere kroner for udenlandsk valuta), mens importører må bøde, da de skal betale mere for deres varer. I det lange løb – som kommer ret hurtigt – vil kursen på valuta dog have tilpasset sig de nye forhold, så der er tale om en kortvarig omfordeling af ressourcer fra importører til eksportører. Derudover lærer internationale handelsmænd hurtigt at tage højde for svingende valutakurser: De aftaler guldklausuler, de forsikrer sig, de spekulerer i valutaswaps. Så handelen bliver i det lange løb nok generet, men ikke afbrudt af de svingende kurser. Der er dog et klart tab, da man nu bruger ressourcer på at overkommer valutaproblemer, og det hindrer naturligvis den internationale handel til en vis grad.

En devaluering er altså i høj grad skadeligt for landet, der udfører den, men hvad med revalueringer, altså en stigende valutakurs? Er det ikke skadeligt for et land, at importvarer pludselig bliver billigere og at dets virksomheder får sværere ved at konkurrere på dets eksportmarkeder? Det er klart, at eksportvirksomheder kan komme i problemer, men i det lange løb vil de, ligesom virksomhederne i det devaluerende land, lære at tilpasse sig en situation med svingende valutakurser. Modsat ved devaluering er der heller ikke nogle problemer med indenlandsk inflation: Pengemængden bliver ikke ændret, og da der tværtimod er en større import ( i hvert fald midlertidigt), vil der om noget være et deflationært pres. Deflation er for mange økonomer det værste onde, værre end selv hyperinflation, men det betyder blot, at penge bliver mere værd: for hver krone, man bruger, får man flere varer. Der er heller ikke, modsat ved inflation, tale om nogen skævvridning eller omfordeling, for deflationen er udtryk for faldende priser på forskellige varer og derfor bestemt af faldende produktionsomkostninger. Inflationen derimod har intet med produktionsstrukturen at gøre, den er bestemt af, hvordan regering og nationalbank tilfører økonomien nye penge. (For mere om deflation kan anbefales Guido Hülsmanns essay Deflation and Liberty og hans bog Ethics of Money Production.)

Det er et historisk faktum, at alle lande i Europa, lige siden man opgav guldfoden i mellemkrigstiden, har ført en inflationær politik. Derfor har de alle i varierende grad lidt under de skadelige virkninger af inflationen internt, og valutakurserne har afspejlet ikke forholdet mellem “stærke” og “svage” valutaer – sunde og inflationære pengepolitikker – men forholdet mellem varierende grader af svaghed. Hvis D-Marken var stærk, var det blot fordi, Bundesbanken ikke var så hovedløst inflationær som Bank of England eller Banque de France eller Nationalbanken.

Det er derfor klart, at den eneste fordel ved en fastkurspolitik er rent negativ: Hvis man binder sig til en mindre inflationær valuta, binder man sig også til selv at føre en mindre inflationær politik. Det er derfor man nogle gange hører økonomer og politikere tale om nødvendigheden af en “intern devaluering” i sådanne omstændigheder. Men intern devaluering har intet med pengepolitik at gøre, det er et udtryk for, at politikere nu bliver nødt til at afskaffe alle de særprivilegier, interventioner, regler og indgreb overfor markedets frie udvikling, hvis dårlige konsekvenser deres inflation af pengemængden har holdt skjult. Det er derfor, en liberal økonom som Jesús Huerta de Soto har forsvaret euroen (se her og her for en præsentation på video). Og derfor, i øvrigt, at østrigske økonomer på forskellige tidspunkter har talt for fastkurspolitik: ved at tvinge politikere og nationalbanker til ikke at manipulere pengene, forsøgte man dels at fjerne et forstyrrende og destruktivt element i international handel, dels at påføre de enkelte lande en intern disciplin, så deres interventioner og anden samfundsskadelig adfærd ikke tog overhånd.

Hermed er det dog også klart, at fastkurspolitik i det lange løb er en uholdbar politik. I virkeligheden kan det højst fungere som et skridt på vejen væk fra højinflationær politik og tilbage mod et sundt pengevæsen. Hvis et land binder sig til et andet lands pengepolitik, risikere det netop at følge dette land ud i økonomisk uføre, fordi konsekvenserne ved at skulle opgive bindingen synes uoverskuelige. Det er sket før i Danmark: efter 2. Verdenskrig besluttede man at føre fastkurspolitik over for England. Det var temmelig nærliggende: Danmark havde været en del af “Sterling-blokken”, da man var på guldbarrefoden i mellemkrigstiden (mon vi aner endnu et aftryk fra Montagu Normans kløvede hov her?) og Storbritannien var landets væsentligste samhandelspartner. I løbet af slutningen af 40’erne stod den danske regering på hovedet for englænderne for at få lov at eksportere landbrugsvarer til dem og købe industrivarer og råvarer af dem. I september 1949 nedskrev englænderne pundet med 30,5%, og fordi eksporten til England var så stor, valgte den danske regering at følge dem (Politikens Danmarkshistorie 2. udg., bind 14, s. 357). Man fastholdt dermed nok samme bytteforhold overfor Storbritannien, men forværrede det overfor resten af verden – navnlig USA, hvorfra en stor del af importen kom på det tidspunkt.

I dag står vi i samme situation. Den danske regering bandt sig tilbage i 1980’erne til D-Marken, siden euroen, dengang det var en forholdsvis stærk valuta. I dag er dette ikke tilfældet: der er ingen grund til at frygte den revaluering, der ville være følgen, hvis Danmark holdt op med at kopiere ECB’s pengepolitik. Selvom det idag skjules bag teknisk lingo om QE, open market operations, rentepolitik og så videre, så er der i sidste ende blot tale om forskellige former af inflation af pengemængden. Fordi der i Danmark har været og er en stærk eksportsektor, er det let for Nationalbanken at holde fastkurspolitikken, for den er blot et skalkeskjul for det, enhver inflationist ønsker sig: at trykke penge.

Island er i samme situation: Efter nedturen i 2008 har de haft en støt stigende valutakurs, som er udtryk for, at de ikke fører så inflationær politik som EU. Hvis de binder den islandske krone til euroen, vil de være nødt til at importere den europæiske inflationære politik – og det er vel ikke deres ønske at begynde forfra med opsving, boom og efterfølgende krise?

Udgivet i Pengepolitik | Tagget , , , , , , , | En kommentar

Den umoralske handelspolitik

Chr. Bjørnskov på punditokraterne har skrevet et lille indlæg om det umoralske i protektionisme. Herfra skal der ikke lyde nogen protest, jeg kan utvetydigt tilslutte mig frihandelens (og det frie markeds) moralske overlgenhed. Jeg er helt enig i grundlaget:

[D]en normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret.

Og at protektionisme er en begrænsning af den private ejendomsret:

Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Konklusionen er også eminent, da Bjørnskov med få ord slår det frie markeds økonomiske såvel som moralske overlegenhed fast:

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med.

Alt det er meget godt, men det er ikke lutter idyl. Der er to store problemer ved international handel, som ofte bliver druknet i den offentlige debat om emnet. Det første er, at vi langt fra lever i en tid og på et kontinent, der går ind for frihandel. Det andet er, at selvom frihandel er et gode, så er det langt fra økonomisk eller moralsk forsvarligt at have offentlige puljer og kontorer, der støtter international handel.

Hvis vi tager det sidste først: Der er i dag masser af eksportstøtte, hjælp til at bryde ind på nye markeder og generel bistand fra statens side til eksporterhvervene. Der er f. eks. Eksportrådet, der står klar til gratis at yde virksomheder bistand med at komme ind på nye markeder. Der er Eksportkreditfonden, der står klar til at hjælpe eksportvirksomheder med finansiering, garanterede lån o.s.v. Eller hvad med IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, der sørger for rådgivning og risikovillig kapital til virksomheder, der vil gøre forretning i udviklingslande og bidrage til deres økonomiske og sociale udvikling? Der er mange flere, som denne liste viser.

Men hvad er problemet? Hvis handel er godt, så er det vel bedre, at staten bruger sine midler på at øge handlen i stedet for på mindre samfundsgavnlige tiltag. Sagen er, at når staten gør det lettere og billigere at få adgang til udvalgte markeder, så bliver hele samfundsøkonomien skævvredet til fordel for de virksomheder, der er aktive på de markeder. Det kan godt være, at nogle formuer bliver skabt som følge af et samarbejde med en lokal ambassade, men det er ikke ensbetydende med, at eksportstøtte er godt for hele samfundet. For ligesom protektionisme hindrer den internationale arbejdsdeling, så kan en økonomi blive for integreret i verdensøkonomien. Når samhandel er et gode, skyldes det, at nogle lande er bedre til at producere nogle varer end andre (loven om absolutte fordele), og at selv i tilfælde, hvor et land er mindre produktivt i alle dele af økonomien, vil det stadig være gavnligt for landets indbyggere og for resten af verden, hvis landet specialiserer sig i den produktion, hvor dets produktivitet er højest. Det er en generel lov, der gælder både for individer og lande (se Mises’ bemærkninger om “The Ricardian Law of Association” Human Action s. 158-60).

Hvis det bliver billigere at handle og investere på et marked som følge af statsstøtte, kan følgen være, at virksomheder, der ellers var rentable og i virkeligheden betjente forbrugerne bedre end de støttede virksomheder, bliver drevet ud af eksistens. Vi kan f. eks. antage, at der ydes støtte til kaffeproduktion i Østafrika og direkte eksport til Danmark derfra. I virkeligheden er forholdene sådan, at det bedre kan betale sig for danske kaffeforhandlere at købe deres kaffe af en europæisk mellemhandler, f. eks. i Hamburg eller Rotterdam, men fordi den direkte handel støttes, ser det ud som om, det er en god forretning at investere i Afrika. Vi får derfor en situation, hvor dele af verdensøkonomien bliver direkte integreret på bekostning af mere lokale markeder og producenter.Rådgivningen betyder alt andet lige, at forretningsfolk har bedre information om de udvalgte lande, hvor staten tilbyder rådgivning. Hvis virksomhederne selv skulle betale for at finde information om potentielle markeder og investeringsmuligheder ville deres søgen være anderledes: i så fald ville den være begrænset af dels omkostningerne på den ene side, dels den forventede profit på den anden. Man ville kort sagt investere i de mest profitable lande først og kun eksportere, hvis der forventedes en større profit i fjerne lande end på hjemmemarkedet. For så vidt som det er staten, der står for rådgivningen, er denne styret af alle mulige ikke-kommercielle hensyn: forholdet til fremmede magter og så videre.

Derfor, hvis der er en kerne af sandhed i de forskellige antiglobaliserings-bevægelser, er det denne: at der er en grænse for, hvor vidtgående den globale arbejdsdeling og integration kan være under givne forhold, og der er ikke noget vundet ved kunstigt at øge profitten ved international handel. Selv hvor støtten er begrænset til rådgivning, giver det stadig problemer i markedet.

Dertil kommer naturligvis den moralske dimension. For det første lever støttemodtageren på skatteborgernes bekostning. Det har han lige så lidt krav på som nogen anden. For det andet betyder støtte-ordninger, at det ikke længere udelukkende er eksportørens og den internationale investors sans for bedst at allokere knappe ressourcer, der afgør, om han tjener penge eller ej. De evner, der skal til for at søge støtte og som belønnes med statslige midler er nogle helt andre, end dem der fører til succes på det frie marked. Det er projektmagere, der kan begå sig på bureaukratisk lingo, ikke iværksættere, der risikerer deres egen kapital, som vil vinde ved den slags ordninger.

Det andet problem i den moderne frihandelsdoktrin er, at meget reel protektionisme slipper uden synderlig påtale. Det er ikke noget, der er genopstået med Donald Trump eller de nationalkonservative. Der er jo mange, der kritisere EU i disse år, men næsten ingen påpeger, at det er langt fra en frihandelszone. Det er tværtimod en toldunion: et kartel af stater, der er gået sammen om at sikre reguleret handel på det indre marked og så lægge told på varer, der kommer fra ikke-medlemslande. At toldmuren ikke er ubetydelig, viser tallene: i 2015 indbragte tolden ved EU’s ydre grænser 23,3 mia. euro. Det burde være klart, at sådan en mur forhindrer den naturlige økonomiske integration mellem lande, der er medlem af EU, og dem, der ikke er.

EU’s indre marked er et emne for sig, men såkaldt harmonisering er den politik, der i høj grad forhindrer sand frihandel også inden for EU. Den opstod i kælvandet på Cassis de Dijon-sagen, som netop sikrede udstrakt frihandel i det daværende EF. Harmonisering betyder som regel standardisering til et niveau – sjovt nok fransk eller tysk industri – som fattigere lande ikke kan matche. Derfor får de vesteuropæiske lande reelt en konkurrencefordel i forhold til de syd- og østeuropæiske, en fordel som sydeuropæerne tidligere afhjalp ved hjælp af inflation (med alle de problemer, det skaber), og som central- og østeuropæerne overkommer ved generelt at have friere markeder og lavere skatter.

Det er ikke bare toldmuren, som støder imod frihandelsdoktrinen. Det gør også de utallige sanktioner, som Danmark, gennem EU, har pålagt handel med forskellige lande. Det seneste og mest kendte eksempel er sanktionerne på handel med Rusland. Hvad end man synes om russisk politik, så er den slags “straf” skadelig for samfundsøkonomien, i Danmark som i Rusland. Men Rusland er langt fra det eneste tilfælde, som EU’s egen udførlige dokumentation tydeligtgør. Der er f. eks. en omfattende embargo af Syrien. Igen, hvad end man mener om den syriske borgerkrig, så er det indiskutabelt, at menigmand i Syrien ikke bliver hjulpet af, at de ikke kan eksportere råolie eller importere forskellige reservedele og komponenter, som denne historie fra The Intercept fra sidste september beskriver. Dertil kommer de store problemer, som forbud mod finansielle transaktioner udgør for samhandelen. Det kan godt være i givne tilfælde, at det rent nominelt kun er enkelte varer, der ikke må eksporteres eller importeres til et givent land, men fordi det er forbudt at have finansielle transaktioner er samhandelen reelt forbudt med sådanne lande. Det er nærmest kun lokale markeder, hvor købmanden møder op personligt med sine varer og modtager betaling kontant, der kan fungere. Og da købmanden oftest vil betales i gangbar mønt – dollars, euro, guld, yen o.s.v. – bliver det sværere og sværere at afholde selv den slags primitive basarer.

Den moralske fordømmelse af den slags toldmure og embargoer burde være enstemmig. Det kan ikke være moralsk, at Igor og Ole skal forhindres i at handle med hinanden, bare fordi Lille Lars med rette eller urette, det er sagen uvedkommende – er sur på Stygge Vladimir. Politikere må naturligvis have alle de sym- og antipatier, de vil, men det giver ikke nogen mening, at det skal gå ud over alle andre. Det er en illusion at tro, at sanktioner og embargoer går ud over de herskende klasser. Herskerne kan altid find deres luksusvarer på det sorte marked (Scott Hortons nylige interview med Cato Institutes Doug Bandow angående Sudan dokumenterer netop dette). Det er ganske almindelige mennesker, der hver gang betaler omkostningerne i form af højere priser på de fleste varer og mangel på varer, som ikke produceres i landet.

Det er glædeligt, at der er så mange, der synes at være for frihandel. Men det er vigtigt at gøre det klart, hvad der er reel frihandel og hvad der blot er nymodens merkantilisme i form af beskyttede markeder, toldmure og eksportstøtte. Det sidste har vi alt for meget af, og det har alt for længe fået lov til at posere som frihandel. Sand frihandel har i sidste ende intet med overstatslige institutioner og mellemstatslige aftaler at gøre. Det handler bare om hverken at hindre eller støtte samhandelen over grænserne. Det ville i sandhed være en moralsk handling, hvis en politiker bare blandede sig uden om under det gamle og evigtgyldige liberale motto: laissez-faire!

Udgivet i Politisk økonomi, Rettigheder & etik | 2 kommentarer

Sandheden er derude…

Vi lever i en tid, hvor flere og flere tror på diverse konspirationsteorier. Den kommende amerikanske præsident er en russisk marionet – russerne afviser det, men det ville de selvfølgelig gøre. Den tyske journalist Udo Ulfkottes pludselige død er (måske, sandsynligvis) CIA’s værk. Danske debatører, der tillader sig at være uenige med den herskende mening, er i virkeligheden i russernes sold. I det hele taget: russerne kommer, russerne kommer!

Jeg har ikke tænkt at kommentere særligt meget på det, blot linke til nogle interessante betragtninger om konspirationsteorier i al almindelighed. Blot konstatere, at vi nu lever i en verden, hvor det er de såkaldte mainstream-medier og de herskende klasser, der kolporterer de mest ekstreme eksempler. (Tror du mig ikke? Et ellers udmærket program om livet i en krigszone i Østukraine kolporterer sådan en passant myten om, at krigen dernede udelukkende er udløst af, at russerne var sure over, at ukrainerne gerne vil være frie og europæiske, og Jesper Larsen giver nogle gode eksempler på, hvad DR ellers er leveringsdygtige i).

Så hvad er konspirationsteorier? Robert Murphy har et bud.

Wayne Madsen fortæller historien om den gang, en amerikansk præsidentkandidat konspirerede med fremmede magter.

Amerikansk senator: pas på, Trump, sikkerhedstjenesterne har seks måder (hverken mere eller mindre?) at komme efter dig på.

Michael Rozeff: afskaf CIA!

Var fremmede magter bag et komplot for at få “deres” kandidat valgt som amerikansk præsident? Naturligvis.

Apropos krigen mod kontanter: Norbert Häring fortæller, hvad der lå bag efterårets begivenheder i Indien (og uddyber).

Og lige et par ældre indlæg:

Konspirationsteorier er ikke nødvendige – staten behøver ikke skjule sine ugerninger.

En klassiker – Rothbard om konspirationer.

Er konspirationer sygelige? Filosof Edward Feser forsøger en diagnose.

Min egen opfattelse er, at der er to slags konspirationsteorier: den ene går ud på at tilskrive alt ondt i verden til en særligt udvalgt gruppe onde mennesker, som har en betydelig magt bag kulisserne. Al snak om hvordan jøder, tempelriddere, jesuitter eller frimurere i virkeligheden står bag alt ondt her i verden hører til i denne kategori. Det er ofte meget avancerede teorier, som postulere en satanisk magt og ond vilje hos konspiratorerne. Der er bare ikke meget bevis for, at disse sammensværgelser virkelig eksisterer. Den moderne tro på den almægtige og skumle Putin hører til i denne kategori, sammen med klassikere som jødernes hemmelige verdensherredømme eller pavens altoverskyggende magt. Ofte, men ikke altid, er sådanne teorier sat i søen og opmuntret af magthaverne. Igen er Putin og Trump et meget godt eksempel: hvis man kan bilde folk ind, at alle problemerne skyldes russernes nederdrægtighed, kan man nok bortvende folks opmærksomhed fra de venstreorienteredes og natotæres uformåenhed. Et andet godt eksempel er Filip d. 4. af Frankrigs anklager mod tempelridderne – hvor mange historikere tror i dag virkelig på, at tempelridderne var gået fra at være det hellige lands fremmeste beskyttere til at være en forsamling blasfemiske, ateistiske sodomiter? Nej, den i dag alment accepterede forklaring er, at den gode kong Filip ønskede at skaffe sig af med en rig og magtfuld organisation, som han var dybt i gæld til.

Den anden type konspirationsteori er langt væsentligere. Det er den slags teorier, som omhandler specifikke sammensværgelser for at fremme rimeligt konkrete mål, og som postulerer, at magthavere muligvis nogle gange siger noget andet, end de faktisk mener. Det har været respektabelt arbejde for historikere at afdække den slags. Allerede Thukydid kunne skrive om Den peloponnesiske Krig, at der var en forskel på påskuddet for Spartas krigserklæring mod Athen og den egentlige grund til, at Det peloponnesiske Forbund (eller rettere, Sparta og Korinth) ønskede krig. Nogle af den romerske statsmand Ciceros mest berømte taler er dem mod Katilina – taler, hvor Cicero påstår at have afdækket en enorm sammensværgelse blandt fallerede senatorer og forarmede krigsveteraner. Triumviratet mellem Cæsar, Crassus og Pompejus var også en sammensværgelse. I mere moderne tid kan man pege på forløbet op til 1. Verdenskrig – Den sorte Hånd var en serbisk, statsstøttet terrorgruppe, selvom den serbiske regering benægtede al kendskab til den (muligvis fordi de ikke kendte til den – men så bliver vi for alvor konspiratoriske). Hvis man læser Christopher Clarks (med rette) meget roste Søvngængerne er det klart, at der var kredse i Paris og Moskva, der arbejdede målrettet henimod krig, og det er ligeså klart, at den engelske regering gjorde ligeså – i alle hovedstæder imens man foregav at arbejde for fred. Det er også ukontroversielt at sige, at en islamisk sammensværgelse stod bag en række terrorangreb i USA i år 2001. Iran-Contra affæren er en ligeså velkendt konspiration.

Der er selvfølgelig mere kontroversielle type 2 konspirationer, og der er også nogle af dem, der ikke er sande eller ikke kan bevises. Det er nok ikke rigtigt, at udenrigsminister Munch i marts 1940 aftalte med Himmler, hvordan Danmark skulle besættes. Det var sådan set også unødvendigt fra tyskernes side – landet var i forvejen forsvarsløst efter ti års nedrustning. (Så på sin vis kunne man næsten ønske, at Munch i det mindste havde sørget for at aftale besættelsen under ordnede forhold, så man undgik unødvendige dødsfald – er det ikke det, den højt berømmede samarbejdspolitik gik ud på?) Men det betyder ikke, at det i sig selv er dumt eller uhæderligt at tro på konspirationsteorier og stille sig skeptisk over for den officielle forklaring. Når man tænker på, at ikke bare historikere men også journalister forsøger at afsløre, hvad de egentlige bevæggrunde og den egentlige dagsorden var og er, og dermed må siges at være konspirationsteoretikere alle til hobe, er det klart at konspirationsteori er et i sig selv nærmest tomt begreb. Det er bare (som Murphy skriver i linket ovenfor) en forklaring på begivenhedernes gang, som strider imod magtfulde gruppers interesser.

konspirationsteorierne er opstået for at udgrænse ubekvemme sandheder? Måske er “de” mere magtfulde, jeg troede…

Udgivet i Historie | Skriv en kommentar

Negative renter og kampen mod kontanter

Vi hører med jævne mellemrum om, at vi er på vej mod det kontantløse samfund. Dankort, kreditkort, mobilepay og de mange andre betalingsmidler gør, at man stort set aldrig behøver tage pungen op af lommen. Det gør det lettere for individet at ordne sine forretninger, og det gør det sværere for kriminelle at snyde skattevæsenet eller handle med hælervarer eller andre ulovlige varer. I de fleste lande skynder staten på udviklingen ved at forbyde betaling i kontanter over en hvis grænse – herhjemme er grænsen på 50.000 kr. Senest er Indien gået foran i kampen mod kontanter, da regeringen med et snuptag gjorde 85% af pengemængden ubrugelig.

Umiddelbart kunne det lyde som om, den dalende brug af kontanter kun er et gode. Det er lettere for forbrugerne at betale for deres varer, og det gør det mere vanskeligt for hælere og bedragere, skattesnydere og sorte arbejdere, narkohandlere og andre lyssky typer at øve deres gerning. Transaktionsomkostningerne ved handel bliver mindre, og det bliver sværere at være kriminel.

Det er dog ikke ganske klart, at transaktionsomkostningerne falder ved at afskaffe brugen af kontanter. Det føles muligvis mere sikkert at gå på gaden, når man ikke har mange kontanter på lommen, men de alternative betalingsmidler er langt fra gratis. Forbrugeren mærker det måske ikke, men det koster butikkerne gebyrer og leje af kortterminaler at skulle tage imod dankort. Mobilepay er heller ikke gratis – igen skal de erhvervsdrivende betale for brugen. Den store andel af transaktioner, der foregår via netbank er heller ikke gratis, og igen er omkostningerne skjult, da det er virksomhederne, der betaler for det. Derudover er der nok flere af os, der føler et vist ubehag – og dermed ekstra psykiske omkostninger – ved at skulle handle gennem et foretagende som Danske Bank, der igen og igen har haft sugerøret dybt nede i skatteydernes og opsparernes lommer.

Kriminelle har ganske vist, i teorien, sværere ved at skjule deres forretninger, når alt skal gå igennem banken og dermed er gennemsigtigt og kan spores. I virkeligheden betyder denne gennemsigtighed et farvel til privatlivet for alle. Bevares, statsmagten har måske ikke umiddelbart adgang til at se, hvad man ejer og hvad, man har købt og solgt, men det er bare et spørgsmål om en dommerkendelse. Og i disse tider, hvor der gemmer sig en terrorist eller – o rædsel! – en højreekstrem bag hvert et hjørne, hvilken dommer vil så sige nej? Og er det overhovedet sikkert, at PET eller bagmandspolitiet mener, de behøver en dommerkendelse?

Der er naturligvis meget mere i det end et forsøg på at lette forbrugerens hverdag, og tiltag, der sigter mod at afskaffe kontanter, hænger nøje sammen med vor tids “uortodokse” pengepolitik. (Joe Salerno fra Mises Instituttet giver en forklaring her). For når Nationalbankens rente bliver negativ, så er det pludselig en dårlig forretning for bankerne at betale renter til indskyderne. Derfor kan man også i dag have svært ved at finde en bank, der vil betale for at have ens penge stående. Men hvis banken mener, renten er så lav, at kunden skal til at betale rente til banken af sit indskud, så forandres situation afgørende. Selv uden rente, er det for de fleste en god ide at have de fleste af deres kontanter i banken. De er mere sikre, og de er stadig lette at komme til eller bruge vha. dankort eller check. Men hvis banken begynder at tage penge for at opbevare penge, kommer den ud i konkurrence med andre, der kan sikre ens formue. Hvis nu det moderne bankvæsen var skabt for at sikre værdigenstande, ville det ikke være noget problem, tværtimod ville det blot være sundt med lidt konkurrence. Bankernes opgave, sådan som systemet er indrettet, er dog ikke at opbevare penge, men at skabe penge, og ved at skabe penge, er teorien, vil de sætte gang i samfundsøkonomien. Efterspørgslen vil stige, når forbrugerne får flere penge, kapitalister vil investere mere, når de kan låne flere penge billigere, og hele samfundet vil opleve et boom.

Det er bare ikke sådan det er gået. I og for sig er der ikke noget overraskende i udviklingen, hvis man vel at mærke ikke har drukket for dybt af den keynesianske visdom. Den naturlige følge af en økonomisk krise er, at folk holder igen med forbruget og investeringerne. Da verden lige pludselig ser mere usikker ud, øger man sin beholdning af kontanter, for at sikre sig, at man vil kunne betale sine regninger og sit forbrug. Rede penge bliver med andre ord mere værd i forhold til alternativerne, og derfor falder både forbruget og investeringerne.

Dette afspejles i den måde, penge skabes på. De eneste “rigtige” penge i dag er netop kontanter. Teknisk set udgør de et krav på Nationalbanken, og seddelmængden står da også som et passiv på bankens balance. Dette er naturligvis en fiktion fra dengang sedlerne ikke var penge, men blot penge-substitutter. I dag udgør indskud på bankkonti (anfordringslån), som reelt er krav på penge, substitutterne. Dette ville ikke være noget problem, hvis mængden af substitutter svarede til mængden af penge i bankernes reserver. Dette er dog langt fra tilfældet. Der er i virkeligheden ca. tyve gange flere substitutter, end der er penge i snæver forstand. Det er dette overskud af substitutter – dækningsløse penge, fiduciary media, Umlaufsmittel – der udgør et problem for samfundsøkonomien. Allerede Cantillon i 1700-tallet påpegede problemet, men det var først med Mises’ afhandling fra 1912, at pengeteorien blev færdigudviklet og fuldt integreret med resten af økonomisk teori. “Østrigske” økonomer har sidenhen finpudset teorien, f. eks. Salerno og Hülsmann kan fremhæves, men Mises’ tredeling af penge er stadig grundlaget for den østrigske forståelse af penge og penges relation til resten af økonomien.

Det følgende diagram (herfra) viser Mises’ system:

Den eneste tilføjelse til dette system er Hülsmanns pointe om, at vi kan have penge, hvor certifikatet er forenet med pengevaren. En præget guldmønt er det bedste eksempel på et integreret certifikat.

Dette blot et lille teoretisk sidespring. Tilbage til hovedemnet.

Bankerne skaber alle disse pengesubstitutter uden dækning ved at låne penge ud. Så længe bankerne har nok penge i reserven til at betale alle de kunder, der måtte bede om kontanter, og de i øvrigt holder sig inden for de af Nationalbanken udstukne rammer, kan bankerne fortsætte denne praksis. Problemet opstår, når der kommer en krise. Pludselig står bankerne i en situation, hvor deres egen stilling bliver usikker. De vil derfor lukke en del af deres lån ned, f. eks. ved at nægte at forlænge kassekreditter, for at sikre deres egen position, hvis der pludselig skulle opstå mistillid til banksektoren, og folk derfor ville veksle deres indestående til rede penge.

De følgende grafer viser udviklingen i pengemængden M1 (penge i omløb – kontanter – plus lån på anfordring) fra januar 2005- oktober 2016.

m1

Først M1. Pengemængden stiger støt 2005-8 og topper først i maj 2008 lige i underkanten af 800.000 mio. kroner – en stigning på næsten 50%. Denne stigning hænger nøje sammen med boomet i de år – ja, østrigere vil påstå, at den var årsagen, og at det var fordi det byggede på inflation, at boomet måtte ende og ikke repræsenterede sand velstand.

Det er udviklingen efter 2008, der er interessant. Først falder pengemængden lidt, men allerede fra september 2008 stiger den til en ny top i juli 2010, falder igen til marts 2012, hvorefter den stiger mod skyerne.

Det er især pengesubstitutterne (anfordringslånene), der har store udsving. Seddel- og møntomløbet er støt stigende under hele perioden.

seddel-og-moentomloeb

Hvorimod lånene svinger noget i midten af perioden.

indlaan-paa-anfordring

Dette er igen som vi skulle forvente det: rede penge er mere sikre end anfordringslån, da disse i sagens natur er bygget på tillid, da der netop er tale om lån til banken. Der er altid en risiko for, at banken ikke betaler tilbage, og hvis usikkerheden breder sig, vil folk derfor i højere grad foretrække kontanter frem for penge i banken.

Denne graf, der viser låns- og penges andel af M1 viser udviklingen.

andel-m1

Kontanter går fra at udgøre næsten 8% af pengemængden til nu (oktober 2016) kun at udgøre lige under 5,5%. Hvad der ikke kan ses af grafen er, at denne tendens brydes i april 2008, hvorefter denne andel stiger lidt, for at stabilisere sig lidt under 6,5% indtil den næste inflation fra 2012 og frem. Dette hænger naturligvis sammen med, at det var netop på det tidspunkt, krisen kom, og tilliden til banksystemet begyndte at vakle. Bankpakkerne i efteråret og vinteren 2008/9 var derfor primært for at sikre tilliden til systemet. Hvis man havde ladet en bank krakke, og indskyderne ikke havde fået deres penge, ville man stå overfor en stor deflation, der ville have taget livet af de fleste banker, da alle indskydere ville forsøge at veksle deres indestående til kontanter. Dette ville i sig selv have været et samfundsøkonomisk gode. Ikke fordi bank- og finansvirksomhed i sig selv er et onde, tværtimod – finansiel virksomhed er en essentiel del af at allokere samfundets ressourcer bedst muligt – men fordi det banksystem, vi har, af sin natur er ustabilt, netop fordi det bygger på bankernes evne til at skabe pengesubstitutter.

Og det bringer os tilbage til kampen mod kontanter. For der er to afgørende grunde til, at politikere og bankfolk skulle ønske at afskaffe brugen af kontanter til fordel for bankerne. For det første vil det, i den moderne “uortodokse” teori, gøre det muligt for politikere at tvinge folk til at forbruge, hvis deres penge alle står i bankerne. Hvis det er tilfældet, er argumentet, vil negative renter betyde, at folk hellere vil forbruge og investere end lade deres penge stå. Og så kan keynesianerne skabe det opsving, som de så gerne vil have. For det andet betyder afskaffelsen af kontanterne, at den primære hindring for bankernes pengeskabelse fjernes, da den del af pengemængden, som nu er dækningsløs, for præcis samme status som penge i snæver forstand.

Det keynesianske opsving er dog ikke, hvad samfundet har brug for. Tværtimod er det øget opsparing og kontantbeholdning, der er et af hovedmidlerne til at komme tilbage til et sundt system. For der er behov for at rydde ud i et årtis fejlinvesteringer, inden man kan begynde mere eller mindre forfra med ny kapital. Der er med andre ord brug for den deflation (forstået både som mindskelse af pengemængden og som fald i priser), som vil være en naturlig følge af folks valg i fraværet af den kunstigt lave rente.

Hvis politikere og banker får held med ad åre at afskaffe kontanter, betyder det en afgørende forringelse af kvaliteten af penge. Bankerne vil i så fald være at ligne med et kartel, hvor hvert medlem har sin egen seddelpresse, de kan trykke kroner på, ganske vist under Nationalbankens og politikernes kyndige ledelse. Det er klart, at ikke bare vil der være et vist incitament for bankerne til at samarbejde indbyrdes og ikke skabe alt for mange penge alt for hurtigt, der vil også være en klar interesse i at samarbejde med udenlandske banker om at have samme inflationstakt, for at forringelsen af pengenes købekraft ikke skal blive tydelig i vekselkurserne. Det er lige så klart, at borgerne reelt bliver bundet til bankerne, hvis ikke de længere kan bruge kontanter. Så vil hele det finansielle system være blevet transformeret til en gigantisk pyramide, hvor banker og formuende, der kan stille aktiver som sikkerhed mod lån, reelt lever som parasitter på lønmodtagere og opsparere. Systemet kan naturligvis ikke vare ved, da købekraften af folks penge til sidst er så udhulet af den vedvarende inflation, at hele pengesystemet går i opløsning.

Der er altså rigtig god grund til at modstå presset fra dem, der under alverdens påskud bekæmper brugen af kontanter.

Udgivet i Pengepolitik | Skriv en kommentar

Skat & Velstand

Der har i den senere tid været meget tale om beskatning og skattesatser. Det er næppe gået nogen forbi, at Liberal Alliance insisterer på, at regeringen følger sit eget regeringsgrundlag (s. 10) og sænker marginalskatten på indkomst med 5 procentpoint. Cepos har også i årets løb pointeret, at lettelser af topskatten vil være gavnlige og øge arbejdsudbuddet (se f. eks. her og her). Samtidig foreslår Alternativet at sænke eller helt at fjerne al beskatning af lønindkomst mod at øge beskatning af kapital samt indføre eller øge  de såkaldt grønne afgifter. “Beskatning af arbejde skal ned”, siger Uffe Elbæk, “mens beskatningen af ressourcer og fortjeneste til gengæld skal op”.

Det ser dermed ud som om vi kan vente os en sænkning af indkomstskatten af den ene eller anden slags i løbet af efteråret eller vinteren. Betyder det nødvendigvis, at vi skal bifalde den foreslåede skattepolitik, eller at vi kan forvente de konsekvenser, som foreslagsstillerne stiller os i udsigt?

Det må først og fremmest gøres klart, at en hver skattelettelse øger den enkelte skatteborgers velfærd. Han har nu mulighed for at forfølge sine egne mål i højere grad end før. Rothbards artikel om velfærdsøkonomi udtrykker ideen klart. Efter at have argumenteret for, at kun frivillige handlinger kan kaldes velfærdsøgende, skriver Rothbard:

“We conclude therefore that no government interference with exchanges can ever increase social utility. But we can say more than that. It is the essence of government that it alone obtains its revenue by the compulsory levy of taxation. All of its subsequent acts and expenditures, whatever their nature, rest on this taxing power. We have just seen that whenever government forces anyone to make an exchange which he would not have made, this person loses in utility as a result of the coercion. But taxation is just such a coerced exchange. If everyone would have paid just as much to the government under a system of voluntary payment, then there would be no need for the compulsion of taxes. Given the fact that coercion is used for taxes, therefore, and since all government actions rest on its taxing power, we deduce that: no act of government whatever can increase social utility.”¹

Altså, det betyder ikke noget, at staten efter en skattelettelse ikke har samme mængde penge til “velfærd” som før, da statens ydelser er baseret på tvang og derfor ikke rationelt kan kaldes velfærdsforøgende. Sagt på en anden måde: det er forkert at tale om, at skattelettelser skal finansieres, da beskatningen er finansieringen af staten. Og hvis ikke dem, der finansierer et foretagende (skatteborgerne), gør det frivilligt, men tværtimod ville trække deres støtte, hvis de kunne, er det klart, at foretagendet ikke anses for at være værdifuldt eller produktivt.

Ændringer af den progressive lønbeskatning i Danmark diskuteres næsten altid ud fra to beslægtede mål: hvilken effekt den foreslåede ændring vil have på beskæftigelsen; og hvad effekten vil være på det totale skatteprovenu. Altid er antagelsen, at begge dele skal være så høje som muligt. Denne antagelse er falsk. Det kan ikke i sig selv være et godt formål at øge statens indtægter, hvis ikke man rationelt kan argumentere for, at staten bruger midlerne gavnligt for borgerne – og hvis vi accepterer Rothbards forståelse af velfærdsøkonomi, er den mest gavnlige brug af skatteindtægterne den, skatteyderne ville have valgt frivilligt. Altså er det optimale skatteprovenu ud fra en social velfærdsbetragtning nul.

Ønsket om øget beskæftigelse ved hjælp af lavere indkomstskat er også centralt i de fleste diskussioner om skattelettelser. Det er ofte for at maksimere antallet, der betaler skat og minimere antallet, der får overførselsindkomster, at der argumenteres for at beskæftigelsen vil stige som følge af en skattenedsættelse. Det er bare overhovedet ikke sikkert, at dette ville være konsekvensen.

Hvis vi tager en enkelt lønmodtager i isolation kan vi se, at der er tre mulige handlinger, han kan tage som følge af en skattelettelse:

  1. Han kan arbejde mere, da marginalskatten er lavere og grænsenytten af de ekstra timers løn derfor nu er højere end hans alternativomkostninger;
  2. skattelettelsen har ingen indflydelse på hans adfærd; og
  3. han arbejder nu mindre, da han kan få samme løn for mindre indsats og sætter højere pris på ekstra fritid frem for større lønindkomst.

I denne tid taler vi helt konkret om at sænke topskatten. Det er klart, at for en gruppe mennesker betyder topskatten, at de vælger at blive på et lavere løntrin og nyde andre, ikke-beskattede goder – som regel ekstra fritid – fremfor at yde den ekstra indsats, der ville give dem en løn, de skulle betale topskat af. Grænsenytten af den ekstra løn minus den højere beskatning er simpelthen ikke nok til at overkommer deres alternativomkostninger.

Bortset fra denne gruppe er det dog begrænset hvad indflydelse en sænkning af topskatten vil have på beskæftigelsen. For mange i fuldtidsjob – og nok især for dem, der betaler topskat – skal der enormt meget til for at forsømme deres hjemmeliv mere, end de gør i forvejen. Der vil selvfølgelig være nogle, som vil være villige til at arbejde ekstra, men den øvre grænse for, hvor meget de fleste er villige til at arbejde, kan ikke ligge uendeligt langt fra deres reelle arbejdstid. Det følgende diagram illustrere det meget godt:2016918215122177267897aku502_21545232

De fleste mænd i fuldtidsarbejde arbejder tæt på eller over 40 timer om ugen, mens kvinder i gennemsnit har en arbejdstid omkring 35 timer. Umiddelbart kunne man tro, at mens en skattelettelse ikke ville have den store effekt på mænds beskæftigelse, ville flere kvinder øge deres arbejdstid, især når man tager i betragtning at mænd er stærkt overrepræsenteret når det handler om at arbejde mere end 37 timer om ugen:

2016918222253177267897aku500_222382

Problemet med denne forventning er, at langt de fleste mennesker ikke lever alene for sig selv, men i partnerskab med (mindst) en anden. Derfor må man tage hensyn til husstanden som enhed, til hvordan mand og kone sammen tilrettelægger deres liv, når man analyserer de mulige konsekvenser af lettelser i topskatten. Det er derfor meget muligt, at i husstande med en højtlønnet og en lavtlønnet vil en nedsættelse af marginalskatten medføre, at den højtlønnede arbejder mere, mens den lavtlønnede går på deltid eller helt træder ud af arbejdsmarkedet, da de beslutter sig for at den ekstra fritid og omsorg for familien som helhed er bedre end den ekstra lønindkomst.

Vi kan altså ikke sige med sikkerhed, hvilke konsekvenser en sænkning af marginalskatten får for arbejdsudbuddet. Det afhænger helt af arbejdernes præferencer. Vi kan dog påpege nogle af de andre konsekvenser af progressiv beskatning, som en skattelettelse ville formilde.

For det første gør progressiv beskatning markedet mere rigidt. “Gamle” penge, etablerede firmaer og forretningsmænd, har ikke længere så meget at frygte fra opkomlinger og udfordrere. De midler, som udfordrerne skulle bruge til at etablere deres egne virksomheder, kan de ikke længere spare op af deres egen indkomst. De etablerede firmaer, der uden en progressiv beskatning ville være under konstant pres for at tjene forbrugerne, så de kunne bevare deres markedsposition, kan nu tillade sig at blive mere satte og rigide og blot nyde renten af deres allerede akkumulerede kapital.

Mises (Human Action, s. 804-5) har beskrevet denne dynamik meget klart:

Every ingenious man is free to start new business projects. He may be poor, his funds may be modest and most of them may be borrowed. But if he fills the wants of consumers in the best and cheapest way, he will succeed by means of “excessive” profits. He ploughs back the greater part of his profits into his business, thus making it grow rapidly. It is the activity of such enterprising parvenus that provides the market economy with its “dynamism.” These nouveaux riches are the harbingers of economic improvement. Their threatening competition forces the old firms and big corporations either to adjust their conduct to the best possible service of the public or to go out of business.

But today taxes often absorb the greater part of the newcomer’s “excessive” profits. He cannot accumulate capital; he cannot expand [p. 809] his own business; he will never become big business and a match for the vested interests. The old firms do not need to fear his competition; they are sheltered by the tax collector. They may with impunity indulge in routine, they may defy the wishes of the public and become conservative. It is true, the income tax prevents them, too, from accumulating new capital. But what is more important for them is that it prevents the dangerous newcomer from accumulating any capital. They are virtually privileged by the tax system. In this sense progressive taxation checks economic progress and makes for rigidity. While under unhampered capitalism the ownership of capital is a liability forcing the owner to serve the consumers, modern methods of taxation transform it into a privilege.²

Det går altså ud over forbrugerne – alle samfundsborgerne – når skatten bliver for progressiv og økonomien bliver mere rigid. Det er værd at gentage, som Mises skriver, at med mindre der er tale om en direkte konfiskation af formuer og al kapital, så betyder progressiv beskatning at etablerede formuer bliver beskyttede. De rige lider ganske vist også under, at økonomien som helhed er mindre produktiv og der derfor ikke fremstilles lige så mange luksusgoder, men til gengæld behøver de ikke længere anstrenge sig i samme grad for at bevare deres formuer. Middelklasse og arbejderklasse bliver måske mere “lige” – men overklassen bliver til gengæld en priviligeret kaste. Socialister fremfører progressiv beskatning netop som en måde at bekæmpe ulighedens påståede onde på, men selv hvis dette var et nobelt og etisk mål, så er midlet helt utilstrækkeligt og burde forkastes også af socialister.

En anden væsentlig følge af progressiv beskatning er, at opsparingen og dermed investeringerne i økonomien falder. Årsagen er simpelthen den, at den enkelts opsparing er udtryk for hans tidspræferencer. For at en opsparer skal opgive noget af sin indkomst nu og dermed mindske sit forbrug forventer han en større fremtidig gevinst. Der vil altid være en hvis uoverkommelig præference for nutidigt forbrug, om ikke andet så vil intet fremtidig forbrug kunne opveje at man sulter sig selv ihjel nu. Jo flere midler (penge) man har til nutidigt forbrug, jo længere ned på sin værdiskala kommer man, og jo højere bliver værdien af fremtidigt forbrug i forhold til nutidigt. Derfor betyder en højere nutidig indkomst, at man vil opspare mere. Jo højere indkomst, desto større andel af den sidst tjente krone går til opsparing og investering i stedet for til forbrug.

Rothbard (Man, Economy and State s. 444) udtrykte det nok klarere end jeg:

A lower money stock will cause a higher time-preference rate for any unit of money remaining in his possession, until finally his timepreference rate will rise to infinity when the money stock—or rather, the money for consumption—is low enough.

Og:

[I]t is not his money stock that is relevant to his time
preferences, but the real value of his money stock. In the ERE,
of course, where the purchasing power of the money unit
remains unchanged, the two are identical. Ceteris paribus, an
increase in his real income—real additions to his money stock—
will lower the time-preference rate on his schedule.³

Rothbard selv (MES s. 916) påpegede konsekvensen for opsparing af indkomstskatter:

There is another, unheralded reason why an income tax will
particularly penalize saving and investment as against consumption. It might be thought that since the income tax confiscates a certain portion of a man’s income and leaves him free to allocate the rest between consumption and investment, and since time preference schedules remain given, the proportion of consumption to saving will remain unchanged. But this ignores the fact that the taxpayer’s real income and the real value of his monetary assets have been lowered by paying the tax. We have seen in chapter 6 that, given a man’s time-preference schedule, the lower the level of his real monetary assets, the higher his time-preference rate will be, and therefore the higher the proportion of his consumption to investment.

Hertil kan vi kun tilføje, at en progressiv beskatning kun forstærker denne effekt af al indkomstbeskatning, da man bliver beskattet ekstra af netop den del af ens indkomst, som ellers hovedsageligt ville blive opsparet og gå til fremtidigt forbrug.

En lettelse af topskatten er altså ikke bare en foræring til de rigeste, eller en måde at øge beskæftigelsen eller et forsøg på at finde det optimale punkt på Laffer-kurven. En lettelse af skatten på indkomst vil medføre et mere fleksibelt dynamisk marked, da fremadstormende entreprenører og forretningsmænd lettere kan skabe deres egen startkapital, en større opsparing og dermed flere investeringer og en mere produktiv økonomi, og muligvis også større fritid, om ikke for den enkelte lønmodtager, så dog for hans eller hendes ægtefælle.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , | 3 kommentarer

Frihandel og mindsteløn

Der har på det seneste været en mindre polemik blandt borgerlige debattører om frihandel kontra protektionisme. Det begyndte med nogle få bemærkninger af Morten Uhrskov på Radio24syv, som han senere uddybede på sin blog, hvor han skrev, at protektionisme kunne være en vej frem for det danske samfund. Hans synspunkt er i korte træk, at told på importerede varer vil gavne danske ufaglærte arbejdere, da de vil kunne konkurrere mod billig udenlandsk arbejdskraft, når de er beskyttet bag en høj toldmur. Mod dette synspunkt har Christian Bjørnskov ovre på punditokraterne fremført de klassiske argumenter for frihandel: det er altid til gavn for begge lande, selv hvis det ene land er det andet land overlegent på alle punkter, når det kommer til ressourcer og produktivitet. Også Niels Westy har samme sted opponeret mod Uhrskovs forslag og påpeget, at det især er arbejdere og andre med lave indkomster, der vinder ved frihandel.

Der er ingen tvivl om, at protektionisme altid er skadeligt. Loven om komparative fordele er netop en lov og ikke blot en historisk regelmæssighed, der tilfældigvis har været gældende indtil nu. Komparative fordele og fordelene ved frihandel er nogle af de få områder af videnskaben, hvor næsten alle økonomer er enige. Det er derfor ikke især en “østrigsk” position at holde hårdt på frihandel. Som altid er vi østrigere dog mere dogmatiske, når det gælder videnskaben. Von Mises (Human Action, s. 158-63) forklarede loven som gældende mellem individer; Ricardos udvikling af den var blot en anvendelse af den til det særtilfælde, der gjaldt international handel med varer, hvor arbejdere og kapitalgoder var immobile, men loven gælder stadig, når barriererne for kapitalens (og arbejdernes) frie bevægelighed fjernes.

Morten Uhrskov ønsker da heller ikke at højne danskernes levefod i al almindelighed med hans forslag om protektionisme – han skriver selv, at han finder “teorien […] indlysende korrekt.” Han mener dog, at man kan hjælpe danske lavtløns-arbejdere i konkurrencen mod udlandet ved at beskytte de sektorer, der især ansætter disse, med toldmure. Hvis ikke man gør dette, vil store dele af befolkningen ikke kunne finde anden beskæftigelse end at klippe Uhrskovs hæk for 30 kr. i timen.

For at modbevise denne påstand – at lavtlønsarbejde enten vil forsvinde eller blive ekstremt dårligt aflønnet, så store dele af befolkningen vil nedsynke i fattigdom – er det nødvendigt at se på mere end blot argumenter pro og kontra frihandel.

Vi kan begynde med historien: hvorfor forsvandt mange arbejdspladser fra Danmark i de sidste 50 år? F. eks. tekstilindustrien og skibsværfterne beskæftiger i dag stort set ingen – og dog var disse erhverv før i tiden enormt produktive, beskæftigede mange, og var endda på nogle punkter førende i verden. B. & W. var f. eks. i det tidlige 1900-tal pioner indenfor brugen af diesel-motorer med M/S Selandia i 1912; idag bygges der ikke fragtskibe, hverken på B. & W. eller på Odense Stålskibsværft. Der er tre årsager til nedgangen af tung industri, der beskæftigede masser af ufaglært arbejde i Danmark (og resten af Vesteuropa): den danske model, der blot er det pæne navn for den næsten totale kartelisering af det danske arbejdsmarked koblet med en meget gavmild velfærdsstat; den relative liberalisering af udenlandske, især asiatiske økonomier, begyndende med Hong Kong, så Taiwan og Sydkorea, så Kina, og nu senest Malaysia, Indonesien og så småt også Indien; og nedbrydningen af barriererne for kapitalens frie bevægelighed. Disse tre faktorer gjorde det tilsammen stadig vanskeligere at opretholde dansk industri fra i hvert fald 1970’erne og frem.

Hvis vi begynder med karteliseringen af arbejdsmarkedet, burde det være indlysende, at dette går ud over de svageste arbejdere. En fagforening organiserer arbejderne og sætter deres krav igennem for at få bedre vilkår for deres arbejdere: mere løn, kortere arbejdstid o.s.v. Dette gør arbejderne dyrere, og der vil derfor ikke blive ansat så mange. Når det kun er nogle brancher, der er styret af fagforeninger, betyder det at lønnen bliver trykket ned i resten af økonomien; alt dette er blot loven om udbud og efterspørgsel. I Danmark er man kommet ud over dette problem ved at organisere nærmest alle erhverv. Nu er fagforeningerne således ikke løntrykkere, men derimod skaber de arbejdsløshed, da de arbejdere, det ikke er rentabelt at ansætte til de kunstigt høje lønninger, nu ikke kan finde andet arbejde. Velfærdsstaten træder derfor til og giver dem offentlig forsørgelse: først dagpenge, så kontanthjælp, så alle de andre goder, forsørgerstaten uddeler. Det er værd at bemærke, at fagforeningen reelt set ikke har opnået sit formål – højere løn til medlemmerne – for nu får de via skatten lov til at betale for den klasses underhold, som de selv har presset ud af arbejdsmarkedet.

Frigørelsen af store dele af verdens befolkning fra først kolonimagternes, så kommunisters og statssocialisters undertrykkelse, er efterkrigstidens måske vigtigste og bedste udvikling. Som sagt gjaldt det først Hong Kong, som under Copperthwaites regimente som finansminister (en enkelt detalje burde belyse han embedsførelse: han nægtede at samle og offentliggøre statistik, da han ikke ville have embedsmænd brugte denne til at intervenere i økonomien) blev en af verdens frieste, og dermed også mest produktive, økonomier. De andre østasiatiske økonomier fulgte efter i 70’erne og 80’erne, da de opgav deres interventionistiske og statssocialistiske politik. At den danske industri blev udkonkurreret af disse økonomier er ingen gåde. På den ene side var det danske arbejdsmarked dyrt og ufleksibelt, der var flere og flere reguleringer og interventioner fra statens side – og på den anden side var de asiatiske økonomier fleksible, havde ofte god adgang til råvarer (f. eks. kul og jern til skibsbygning) og der var masser af arbejdere. Den danske industri kunne derfor ikke klare sig, da de asiatiske økonomier havde både naturlige – råvarer – og politiske/institutionelle – frie markeder – fordele.

Kapitalens frie bevægelighed var også vigtig, da den gjorde det lettere for investorer at flytte investeringer fra de mere og mere rigide økonomier i Vesteuropa til de nye markeder i Asien og Østeuropa. En kapitalist ønsker alt andet lige størst muligt afkast på sin investering med mindst mulig risiko. At der blev investeret mindre og mindre i Europa og mere og mere i Asien, som udviklingen skitseret ovenfor blev synlig, er derfor heller ikke nogen gåde. Hvorfor investerer i et rigidt og overreguleret land som Danmark, når Kina og Sydøstasien ligger åbne? Da den eneste måde at gøre den enkelte arbejder mere produktiv på i det lange løb er at investere og udvide kapitalapparatet, førte denne overførsel af kapital fra vest til øst til en hastigt stigende levefod for alle – også arbejdere – i østen, mens den steg langsommere eller stod i stampe i vesten.

Det er værd at bemærke at denne udvikling stadig ville have fundet sted, selvom man ikke havde tilladt internationale kapitalbevægelser i samme omfang. I det tilfælde ville den gryende asiatiske industri have været ekstremt profitabel, da de indfødte kapitalister på grund af den knappe kapital og de mange arbejdere ville kunne høste enorme afkast. Efterhånden som disse blev geninvesteret ville kapitalapparatet være blevet udvidet og arbejderne ville have fået del i velstanden, alt imens de frie økonomier blev mere og mere produktive. Samtidig ville de europæiske virksomheder og kapitalister begrænse deres investeringer, for på grund af deres overflod af kapital og knaphed på arbejdere – hvad enten denne nu var naturlig eller forårsaget af et arbejdsmarked som det danske – ville de enten lide tab eller have uacceptabelt små afkast. Derfor ville det danske og europæiske produktionsapparat stå i stampe eller endda svinde ind, indtil afkastene igen var på et acceptabelt niveau.

Afskaffelsen og udflagningen af danske arbejdspladser skyldes dermed den danske model og opblomstringen af Asien. Selv i fraværet af et rigidt arbejdsmarked er der nok meget af dansk industri, der ville være flyttet eller være blevet udkonkurreret, men i så fald ville de arbejdere blot være blevet ansat i andre brancher. Det nytter ikke noget at opponere imod denne antagelse, at disse andre arbejdspladser ikke fandtes, eller at der kun var arbejde for højtuddannede. Der var ikke arbejdspladser hos B. & W. før skibsværftet blev bygget, eller hos Nokia eller Microsoft før disse firmaer opstod. Men der er altid et produktionsapparat af en hvis størrelse, og kapitalister og forretningsmænd, der ivrigt forsøger at tjene penge ved at omstille dette til at producere mest værdifuldt. Som vi har skitseret ville det have været umuligt at fastholde arbejdspladser i de gamle erhverv og samtidig nyde godt af den internationale arbejdsdeling. Ingen, heller ikke østrigere, kan spå om fremtiden, og det er derfor umuligt at sige, hvilke jobs, der vil opstå for ufaglærte og andre lavproduktive arbejdere.

Dette bringer os til hvad der nok er hovedproblemet for Morten Uhrskov: hvordan undgår vi, at der opstår en underklasse af fattige men hårdtarbejdende mennesker, hvis vi afskaffer mindsteløn og velfærdsgoder? Vi kan begynde med at spørge, om det virkeligt er bedre at være fattig og forsørget af staten. Von Mises var igen en af de første til at påvise de skadelige virkninger af socialstaten, både for samfundet og for det enkelte individ. (Socialism, s. 429-32). Der er ikke en klasse af personer, der klart ikke kan forsørge sig selv, men hvis man tilbyder offentlig forsørgelse til uarbejdsdygtige, vil der være nogle, der begynder at opfatte sig selv som sådan. Især i et land som Danmark, hvor arbejdsmarkedet er karteliseret, vil de, der holdes ude, nok efterhånden holde op med at forsøge at forsørge sig selv. Deres overlevelse og velfærd bliver efterhånden afhængig af hvor gode de er til at opnå flere velfærdsgoder og få mere offentlig hjælp. At dette vil påvirke karakterdannelsen og at der efterhånden vil opstå en hel subkultur  skulle ikke undre nogen og er nok også så rigeligt dokumenteret af de sidste årtiers udvikling (som Morten Uhrskov selv påpeger, er der en taberkultur i meget dansk boligbyggeri).

Men vil markedslønnen for den almindelige arbejder uden særlige færdigheder være 30 kr. i timen? Det er der ingen grund til at antage. Lønnen for arbejde fastlægges som alle andre priser af udbuddet og efterspørgslen. Det er klart, at udbuddet ikke er fast – det er ikke alle der kan, som vil arbejde til den gældende løn – men varierer med lønnen. Efterspørgslen er naturligvis også afhængig af, hvad prisen på arbejde er. Der er ingen øvre grænse for hvad, en arbejder kunne tænke sig at få i løn, ej heller en nedre grænse for, hvad en virksomhedsejer vil give i løn. Men det betyder ikke, at løndannelsen sker helt tilfældigt eller rettere kun er en funktion af de to parters indbyrdes magt. Arbejdsgiveren vil være villig til at betale en løn, der er lige under hvad, værdien af arbejderens grænsenytte er. Værdien af arbejderens arbejde er naturligvis dels en funktion af arbejderens naturlige anlæg og tillærte færdigheder, men ikke udelukket. Det er her, produktionsapparatet kommer ind i billedet. For en arbejder, der har et avanceret produktionsapparat at arbejde med, er naturligvis mere produktiv end en stenaldermand, der kun har en stenøkse og et stenspyd. Selvom denne ekstra produktivitet så at siges tilføres arbejderen af kapitalisterne, er det ikke kapitalisterne, der høster værdien, men derimod arbejderen. For kapitalisterne vil hyre arbejdere til at bruge den investerede kapital, og de vil være villige til at øge lønnen, så der kun bliver et nettoafkast tilbage til dem selv, der vil tangere deres (eller rettere den sociale) tidspræference. Med andre ord: hvis en kapitalist investerer 10 mio. kr. i forventning om at få 1 mio. i afkast om året – altså et afkast på 10% – vil han være villig til at betale arbejderne det, der skal til for at dette kan lade sig gøre, uden at han formindsker hovedstolen. (Dette er kernen af østrigsk kapitalteori. Huerta de Soto giver en god fremstilling i sin Money, Bank Credit, and Economic Cycles, s. 266-346. Rothbard, Man, Economy, and State kapitel 9 viser, hvilke lovmæssigheder der gælder fastsættelsen af lønnen).

Ufaglærte arbejdere vil altså ikke være henvist til at klippe hæk for overklassen, selvom det nok er sandsynligt, at der ville være flere danskere i servicejobs, som nu klares af udlændinge, hvis ikke det var for det tohovedede monster, der er den danske model. Selv om disse fag ikke er særligt kapitalintensive, vil løndannelsen i alle job være bestemt af, hvor meget arbejderen er værd i det job, hvor han ville kunne tjene mest. Endelig må det påpeges, at den rodfæstede skelnen mellem ufaglærte og faglærte i nogen grad er et udkomme af den danske model. En af måderne, hvorpå organisationerne kan holde lønnen oppe er ved at holde nogle arbejdere ude ved hjælp af formelle uddannelseskrav, som det ikke er alle, der kan klare. Man kan lære meget ved bare at arbejde, og en erfaren arbejder vil naturligvis blive bedre aflønnet end en nybegynder. Det er arbejdets produkt, der interesserer arbejdsgiveren og kapitalisten, og arbejderen vil derfor blive aflønnet efter hvor meget, han producerer. Dette gælder naturligvis både for timeaflønnede og dem, der arbejder på akkord.

Det er ikke til at sige hvilke jobs, der vil opstå, hvis der kom et par hundrede tusinde flere arbejdere i Danmark. Det vil utvivlsomt betyde en hvis omlægning af produktionsstrukturen at passe dem ind. Men det vil måske også betyde en udvidelse af produktionsstrukturen, da der på grund af de ekstra arbejdere vil være penge at tjene for kapitalister ved at investere i Danmark i stedet for i udlandet. Det er som sagt umuligt ud fra den økonomiske videnskab at forudsige hvilke jobs, der vil opstå, men en ting er sikkert: der vil ikke opstå en ny klasse af arbejdende fattige. Tværtimod.

Udgivet i Politisk økonomi | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Yde efter evne, nyde efter behov – en forkastelig etik

En af de ældste og mest indgroede forestillinger om socialisme er, at det er en mere moralsk samfundsindretning end den liberale kapitalisme.  Enhver yder efter evne og nyder efter behov! – sådan formulerede Marx det i 1875, og det er siden taget som udtryk for socialismens høje moralske mål, selv hvis det bliver indrømmet, at det ikke kan opfyldes. Selv deres kritikere har ofte indrømmet socialisterne den moralske overlegenhed og begrænset sig til at forsvare den kapitalistiske orden med, at menneskene ikke var tilstrækkelig moralske til at leve i et socialistisk samfund.

Jeg vil derfor ikke skrive om socialismens teoretiske og praktiske umulighed. Von Mises’ og andres (mere nutidigt f. eks. Huerta de Soto) kritik af socialismen som samfundsform er efterhånden velkendt – der er da heller ikke i dag for alvor nogen, der påstår, at problemerne ved at allokere produktionsfaktorer uden et prissystem baseret på privat ejerskab af produktionsmidlerne er overkommelige. Socialismen står dog stadig som et etisk ideal, og det er præcis den socialistiske ides etiske overlegenhed jeg her vil modbevise.

Yde efter evne, nyde efter behov – det er det slogan, der bedst opsummerer det socialistiske ideal. Ikke at der ikke er andre socialistiske mål – hver eneste sekt synes at have sin egen helt særlige udgave af, hvordan samfundet bør være – men det er dette slogan, som er emblematisk for socialismen og som oftest fremdrages for at karakterisere den.

Yde efter evne – hvad betyder det? Det betyder at arbejde, til man segner. Det betyder, at den dygtige producent, den flittige arbejder skal give til “fællesskabet” uden tanke for sig selv og sine og uden forventning om at få noget igen. Det betyder også, at der ingen grænse er for ens arbejdsindsats. Individets fritid og underholdning er totalt underordnet. Hvis man kan arbejde 16 timer om dagen med otte timer til hvile og indtag af føde, er man forpligtet på at arbejde så længe. Ferie og weekend må nødvendigvis opgives – kun hvad der rent fysiologisk er nødvendigt til livets opretholdelse kan tilstås den enkelte.

Yde efter evne betyder ikke, at svage individer – børn og ældre og syge o.s.v. – vil få fred. For næsten alle kan lave et eller andet, og det vil være deres pligt at lave det lidt, de kan. Børnearbejde vil være udbredt, for de fleste børn er temmelig energiske og i stand til at arbejde det meste af dagen. Selv den mest afkræftede patient eller mest gigtplagede olding vil kunne sættes i sving med et eller andet, om det så bare er at flette reb – for selvom evnen er tæt på ikke-eksisterende, så eksisterer den dog og skal derfor bruges.

Yde efter evne betyder, at alle tvinges til arbejde, at alle tvinges til at yde til “fællesskabet.” Det er uselviskhed i yderste potens – men det er tvungen uselviskhed. Det er kort sagt lig med alles slaveri i samfundets tjeneste.

Selvom socialisterne dermed prædiker universelt slaveri, kan de så ikke forsvare sig med, at den anden halvdel af sloganet – nyde efter behov – betyder, at alle vil være sikre og trygge i en universel velfærdsstat? Nej – og ikke blot fordi at i et socialistisk samfund vil næsten alle leve i yderste fattigdom. Det grundlæggende problem med “nyde efter behov” er, at det er et åbent spørgsmål, hvem der skal definere og måle hver enkelts behov. Selvom mennesker har mange af de samme mål og behov i livet, så er det et simpelt faktum, at de ikke har de samme præferencer. Gourmanden føler måske, at livet ikke er værd at leve uden rødt kød – men er det et mere eller mindre legitimt behov end fakirens for en sømmadras eller udendørsmenneskets for et par gode travesko? Spørgsmålet kan ikke besvares, da individuel, subjektiv tilfredsstillelse ikke kan reduceres til en fælles, objektiv skala. Dette er umuligt, da man nok kan forklare, at man f. eks. foretrækker rødt kød frem for grøntsager, men 1) det er umuligt at kvantificere denne præference, og 2) selv hvis den kunne kvantificeres kan man stadig ikke bare sammenligne den med andres præferencer. En sådan sammenligning kræver en fælles målestok, en tertium comparationis, som skal fastsættes først. Det er en teoretisk mulighed at alle bliver enige om hvad målestokken skal være, men i virkeligheden vil den blot blive postuleret af den elite, der står for fordelingen af goderne – om ikke af andre grunde så fordi, menneskeheden for længst ville være uddød inden alle havde accepteret en målestok og fordelingen af goder derefter kunne begynde.

Hvert individs mål og ønsker er forskellige fra alle andres, og dermed er hans præferencer for verdslige goder det også. “Nyde efter behov” betyder, at alles præferencer skal underordnes en overordnet standard, der tager udgangspunkt i en objektiv, målbar tilfredsstillelse. Der er mange forskellige muligheder for udformningen af sådan en standard, men fælles for dem alle er, at de betyder den totale undertrykkelse af individuelle ønsker. En mulighed er først at sikre alle en tilværelse på subsistensniveau, derefter at maksimere alles lystfølelse – altså en slags påtvungen hedonisme. Aldous Huxley i Fagre Nye Verden beskrev en mulig fremtid, hvor alle lever et sådant liv. Meget behageligt, hvis ens eneste ønske er at maksimere sit dopamin-niveau, men der er ingen grund til at antage, at der ikke er andet at værdsætte i tilværelsen end blot fysisk lystfølelse.

I den anden grøft er der muligheden for at fordele goderne til dem, der er bedst til at værdsætte abstrakt kunst og tolvtonemusik ud fra den opfattelse, at det objektivt højest værdsatte behov er æstetisk nydelse. Det er muligt, at der er værdi i sådan kunst, men det er givet, at langt størstedelen af menneskeheden har svært ved at se denne. Denne mulighed står dog i modsætning til kravet om at yde efter evne. For hvis man skal yde efter evne kræver det en hvis grad af “nydelse” for at man fortsat kan gøre dette, det kræver pleje, føde, restitution. Al nydelse herudover kan selvfølgelig være rent æstetisk, men det falder mere naturligt at alt overskud ud over en subsistenstilværelse går til at sikre jævne, fysiske glæder.

Kort sagt: ikke blot betyder Marx’ berømte slogan individets totale underkastelse, det betyder også at det er ham forbudt at følge sine egne mål og nyde verden på sin egen måde. Hvis ideen blev ført ud i sin yderste konsekvens reducerer den menneskeheden til blot så meget kvæg: koen yder efter evne alt det mælk, landmanden kan få ud af hende, og får så megen pleje og foder – “nydelse” – som behøves for at holde hende igang og fysisk veltilpas. Det er rigtigt, at modsat kvæget vil mennesker ikke blive aflivet så snart de ikke kan yde længere – al nydelse skal jo foregå uden reference til hvad, man har ydet – men med denne ene undtagelse er det socialistiske menneskes tilværelse ikke væsensforskellig fra de stumme dyrs. Og det er da også kun for stumme dyr at socialismen er en egnet etik.

Udgivet i Rettigheder & etik | Tagget , , | 2 kommentarer